Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information21. december 2021Repræsentationen i Danmark15 min læsetid

EU i dagens aviser tirsdag den 21. december



Tophistorier

Frost-exit kan føre til tøvejr i briternes forhold til EU
I weekenden lød det fra brexit-minister David Frost, at han trækker sig og mandag lød begrundelsen, at han er uenig med covid-håndteringen. Premierminister Boris Johnson har i stedet udnævnt sin udenrigsminister, Liz Truss, som ansvarlig for de fortsatte forhandlinger med EU, skriver flere af dagens aviser. I 2016 argumenterede hun for at blive i EU, fordi det var i Storbritanniens økonomiske interesse, men siden er hun vendt rundt på en tallerken og har svoret, at i dag ville hun stemme for Brexit. I Bruxelles vil man dog næppe begræde skiftet, hvor tidligere EU-kommissær Michel Barnier kritiserer Frost for altid at have undervurderet EU's enighed, skriver Jyllands-Posten. Fra EU's nuværende forhandler, Maros Sefcovic, lyder det, at EU vil fortsætte med at forhandle konstruktivt om en løsning af striden om Nordirland og med den nye udnævnelse er der håb om, at den stridbare britiske kurs overfor EU vil blive afløst af en mere forsonlig linje.

Flere af dagens aviser skriver også, at Boris Johnson-allieret har faldet sin chef i ryggen med endnu en skandale. Et foto er lækket til pressen, som viser en havefest fra den 15. maj sidste år, på et tidspunkt, hvor de britiske coronarestriktioner var hårdest. Johnsons talspersoner fastholder, at de afbildede personer var på arbejde, men det ligner unægtelig en social sammenkomst, ikke mindst på grund af alkoholindtaget og derudover holder personerne heller ikke afstand. Men billedet fra haven i Downing Street vækker også opsigt på grund af vinklen, hvorfra det er taget, da det kunne være taget fra balkonen i Downing Street 11, hvor den britiske finansminister holder til, skriver Politiken. Den siddende finansminister, Rishi Sunak, er en af favoritterne til at blive premierminister, når Boris Johnson en dag ikke er det længere, og det har fået mange til at spekulere i, om hans kontor kunne være ophav for lækket.

Politiken skriver blandt andet i sin leder: "Kendte man ikke konteksten, ville billedet af den britiske premierministers sommersammenkomst i sin have i midten af maj sidste år, som avisen The Guardian offentliggjorde mandag, på ingen måde være stødende. Men det er stødende og et symbol på Johnsons helt igennem elendige ledelse af Storbritannien. Billedet er nemlig taget, mens resten af Storbritannien var midt i en lang og ekstremt hård lockdown, hvor det kun var lovligt at mødes udendørs med én person fra en anden husstand. [...] Det er tragisk, at Storbritannien bliver anført af en inkompetent charlatan midt under en global krise. Men reelt har både vælgerne og Johnsons Konservative Parti sig selv at takke. Boris Johnsons karriere er bygget på løgne og ligegyldighed over for reglerne, lige fra hans tid som EU-korrespondent og videre til da han var Londons borgmester. Han blev den populistiske bannerfører for Brexit-bevægelsen, men har nægtet at tage ansvar for de problemer, som Storbritanniens exit fra EU har forvoldt. Lykkeligvis synes briterne langt om længe at kunne gennemskue Johnson, der er styrtdykket i meningsmålingerne den senere tid, og som nu gennemlever sin værste politiske krise hidtil. [...] Boris Johnson har skadet og vanæret sit land. Jo før han mister magten, jo bedre."
Jyllands-Posten, s. 14; Politiken, s. 1, 9; Børsen, s. 13 (21.12.2021)

Prioriterede historier

EU godkender coronavaccine fra Novavax
Mandag godkendte EU-Kommissionen den vaccine mod coronavirus, der er udviklet af Novavax. Godkendelsen kommer få timer efter, at EU's lægemiddelstyrelse, EMA, havde anbefalet kommissionen at sige god for den, skriver flere aviser. EMA oplyser, at data fra to store undersøgelser viser, at den har en effektivitet på omkring 90 procent. Novavax' vaccine, som er baseret i USA, har indtil nu blot været godkendt i Filippinerne og Indonesien, men selskabet har også søgt om godkendelse i Storbritannien og en række andre lande. Inden årets udgang ventes en ansøgning i hjemlandet USA.
B.T., s. 8; Berlingske, s. 13; Børsen, s. 14; Kristeligt Dagblad, s. 5; Politiken, s. 9 (21.12.2021)

Arbejdsmarkedspolitik

Arbejdsgiverne har svigtet deres ansvar
I en kronik i Børsen skriver Claus Jensen, formand, Dansk Metal, blandt andet: "Der går ikke en dag uden, at arbejdsgiverne råber op om, at de mangler arbejdskraft. Nu er det snart 10 år siden, jeg tiltrådte som formand for Dansk Metal, og jeg bliver nødt til at sige det meget klart: Arbejdsgiverne har sovet i timen og svigtet deres ansvar for at uddanne arbejdskraften. [...] Hvis man skal tro arbejdsgiverne - og dele af Christiansborg - så er løsningen på alle udfordringer, at beløbsgrænsen skal sænkes, så virksomhederne kan hente mere arbejdskraft uden for EU. Det lyder ærligt talt mærkværdigt, at det ikke kan lade sig gøre at tiltrække arbejdskraft til Danmark fra EU, hvor der er 14-15 mio. arbejdsløse. Men det kan åbenbart godt lade sig gøre uden for EU - men kun hvis man sænker lønnen. [...] Dansk Metal foreslår en model, hvor man belønner de virksomheder, der lever op til deres forpligtelser og bl.a. tager tilstrækkeligt med lærlinge og har en seniorpolitik, hvor det er attraktivt for seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet. Så kan samfundet til gengæld gå ind og hjælpe virksomhederne med at finde kvalificeret arbejdskraft både inden for og uden for EU til de stillingskategorier, vi kan blive enige om."
Børsen, s. 30-31 (21.12.2021)

Interne anliggender

"Jeg følte, at min krop ikke tilhørte mig"
Polen er Europas sorteper, når det kommer til alt fra retsstatsprincipper og demokrati til klima eller kvinde- og LGBT-rettigheder, skriver Information. Men det ellers nationalkonservative centraleuropæiske land rummer også aktivistiske kræfter, der dagligt kæmper for en ny retning for deres land og Information er taget til Polen for at møde nogle af dem, som drømmer om forandring og tager kampen op. Efter at den polske forfatningsdomstol i 2020 besluttede at stramme loven for abort er der alligevel mange polske kvinder, som får foretaget en abort med hjælp fra de forskellige organisationer under Abortion Without Borders. Der er et problem, som går igen hos dem, der opsøger hjælpen: "Fattigdom. Og det er grunden til, at vi gør det her arbejde. 'Jeg har ikke råd til en abort,' skal aldrig være årsagen til, at nogen fortsætter graviditeten," siger Mara Clarke fra Abortion Support Network. Information møder Agata Adamczuk, som var gravid, men fik en illegal abort i Polen. Grundlæggende er der mangel på oplysning og derfor deler Agata Adamczuk sin egen historie med håb om, at lovgivningen en dag følger med. Men hun ser det ikke som et realistisk scenarie. "Jeg hader det her land. Det er forfærdeligt for kvinder, det er forfærdeligt for LGBT-personer, det er forfærdeligt for de ældre og for de syge," siger hun og fortsætter: "Jeg tænker på at flytte i ny og næ. Jeg kunne gøre det, men mit liv er jo her, og jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg har ikke lyst til at være nødt til at flytte."
Information, s. 8-11 (21.12.2021)

Mette Frederiksen skal justere sin succesformel i 2022
Altinget bringer en analyse af politisk kommentator, Erik Holstein, som blandt andet skriver: "En grønnere profil er et hovedelement, når socialdemokraterne skal genrejse det politiske projekt, som har lidt et alvorligt knæk i 2021. Også DF skal finde en vej tilbage, og det er ikke godt nyt for regeringen. [...] Det katastrofale kommunalvalg viste, at den socialdemokratiske leder er alt andet end usårlig - og i løbet af 2022 tvinges regeringen til at ændre såvel taktik som strategi. [...] Det har ikke gjort det politiske manøvrerum lettere, at Mette Frederiksens tidligere nære alliancepartner, DF-formand Kristian Thulesen Dahl er på vej ud. Uanset om den nye formand hedder Inger Støjberg, Morten Messerschmidt, Merete Dea, Erik Høgh-Sørensen. Peter Kofod eller Martin Henriksen er et dårligt bytte for statsministeren. [...] DF kan håbe, at man igen kan udfordre socialdemokraterne på udlændingepolitikken, hvis presset fra flygtninge og migranter som ventet tager til. Her kan regeringen trøste sig med, at udviklingen i EU siden krisen i 2015 afgørende har bevæget sig i retning af de danske positioner. Flere og flere bakker op om en kontant kontrol af EU's ydre grænser, og al tale om tvungne kvoter internt i EU er forstummet. [...] 2022 ser ud til at blive et langt mere nervepirrende politisk år, end det så ud til for kort tid siden."
Altinget (21.12.2021)

Migration

Fængselspladser i Kosovo løser ikke udlændingeproblemer
Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder i dag: "Man må give regeringen og dens specielle flertal bestående af SF, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, at der er udvist stor opfindsomhed med den aftale om kriminalforsorgen, som de indgik i sidste uge. [...] Det helt store slagnummer er, at man vil forsøge at leje 300 fængselspladser i Kosovo, hvor udvisningsdømte kriminelle skal afsone deres straf. [...] Hensigten med den planlagte aftale med et af Europas allerfattigste lande er at lade udvisningsdømte kriminelle fra lande uden for EU afsone deres straf i Kosovo, før de bliver sendt hjem, og pladserne er forbeholdt kriminelle uden børn. Partierne lover, at fængslet vil leve op til danske standarder, og de kriminelle skal således have adgang til advokatbistand, besøg og beskæftigelse under afsoningen, ligesom Folketingets Ombudsmand vil kunne foretage kontrol. Ifølge kilder i Kosovo skal Danmark betale 1,6 milliarder kroner over 10 år for at leje fængslet, og dertil kommer en donation på 450 millioner kroner, som skal bruges på grøn energi. Det er prisværdigt, at Danmark vil støtte Kosovo med omstilling fra kul til vind, og ja - innovativt er det også. [...] Men selv hvis aftalen bliver til virkelighed, vil det være nøjagtig lige så svært som hidtil at udvise mennesker til lande, der ikke vil tage imod egne statsborgere, eller som anvender tortur og dødsstraf. Resultatet kan således let blive, at fangerne efter at have afsonet i Kosovo ikke kan udvises og dermed efterfølgende er henvist til at opholde sig ikke i Kosovo, men på Kærshovedgård i Midtjylland, der i dag huser de udvisningsdømte, Danmark ikke kan komme af med."
Kristeligt Dagblad, s. 11 (21.12.2021)

Tesfaye: EU's nuværende asylsystem gavner de ressourcestærke migranter
Altinget bringer et debatindlæg af Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister, som blandt andet skriver: "Det nuværende asylsystem er brudt sammen. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Derfor hilser jeg debatten her i Altinget velkommen. Men et indlæg fra Mellemfolkeligt Samvirke, Refugees Welcome, Amnesty med flere kræver mit modsvar. I indlægget kalder de det hyklerisk, at regeringen arbejder for at lukke de farlige flygtningeruter, der koster tusindvis af menneskeliv. Jeg mener, at kritikken rammer forbi skiven. Regeringen sætter menneskeliv højest. Derfor vil vi erstatte menneskesmuglernes junglelov med lovlig migration. Vi må se kendsgerningerne i øjnene: Ni ud af ti, der søger spontant asyl i Europa, er ifølge Europol kommet hertil ved hjælp af menneskesmuglere. Det skaber lidelse og død i et urimeligt omfang. [...] Regeringen bidrager til beskyttelsen af de ydre grænser, fordi vi ønsker at sætte en stopper for den illegale trafik. Ikke fordi vi ønsker at forhindre folk i at få beskyttelse i Europa. Men det bør ske ud fra humanitære principper. Det kan ske gennem FN's kvoteflygtningesystem, som er en sikker vej for verdens flygtninge til at opnå beskyttelse under ordnede forhold. Samtidig har regeringen skruet op for hjælpen i nærområder og skrøbelige lande, hvor pengene rækker meget længere end herhjemme. Vi har i år afsat 350 millioner kroner mere end sidste år til blandt andet at hjælpe i nærområderne og skrøbelige lande. Og næste år planlægger vi at prioritere endnu flere penge fra udviklingsbistanden blandt andet til verdens flygtninge. Det betyder, at Danmark kan hjælpe flere og bedre."
Altinget (21.12.2021)

Sikkerhedspolitik

FE-rapport: Trusler i øst, og to berygtede terrorgrupper rejser sig igen
I denne uge udkommer Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) årlige risikovurdering, der sætter fokus på aktuelle og potentielle trusler mod Danmark og Berlingske har samlet fem væsentlige nedslag i rapporten. 1: FE vurderer, at militant islamistisk terror er fortsat en alvorlig trussel, hvor al-Qaeda og Islamisk Stat (IS) stadig inspirerer individer og netværk til angreb i og uden for Europa. 2: FE vurderer, at Rusland med ned til 14 dages varsel vil kunne stille med op til 65 kampbataljoner, men at det er usandsynligt, de med overlæg vil risikere en militær konflikt med NATO i området. "Den største risiko, vi ser, er, at der kan opstå fejlfortolkninger og det kan være misforståelser, der kan føre til en konflikt. Rusland ønsker ikke en krig med NATO. Men vi vurderer, der er en risiko for fejlfortolkning og uintenderet eskalation på grund af den meget dybe mistro i den russiske ledelse i forhold til Vestens intentioner," siger FEs Chef for Efterretning, Anja Dalgaard-Nielsen. 3: Stormagten Kina får stadig mere indflydelse og ifølge FE er Kinas sikkerhedspolitiske mål at blive den dominerende regionale stormagt i Østasien og det vestlige Stillehav, men de kan også udfordre vestlige lande på flere måder. 4: Cybertruslen er høj og emnet er så specielt, at FE udgiver en selvstændig rapport om det. I "Cybertruslen mod Danmark 2021" står der, at truslen fra cyberkriminalitet er "meget høj", og det samme gør sig gældende med trusselniveauet fra cyberspionage. 4: Arktis, fylder stadigt mere i den store, geopolitiske magtkamp mellem Vesten, Rusland og Kina. Regionen er vigtig, særligt for Rusland, men også for Kina, da området bliver mere tilgængeligt, og nu hvor USA og andre vestlige lande har oprustet deres militære tilstedeværelse, kan det udgøre en risiko for sammenstød og eskalation.
Berlingske, s. 12-13 (21.12.2021)

Sundhed

Halverer prisen på alzheimersmiddel
Amerikanske Biogen har nu valgt at halvere prisen på alzheimersmidlet Aduhelm, i håb om at øge salget, skriver Børsen. Den høje pris har fået amerikanske sygekasser til at vægre sig mod brugen, men derudover hersker der også usikkerhed om midlets effekt. Selve godkendelsen af Aduhelm har også været kontroversiel. Da den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, godkendte midlet, valgte flere medlemmer af en ekstern ekspertgruppe, der rådgiver FDA om godkendelserne, at trække sig i protest. Desuden anbefalede sundhedsmyndighederne i Europa i sidste uge, at EU-Kommissionen afslår en godkendelse.
Børsen, s. 6 (21.12.2021)

Hvis ikke alle bliver skudt med supervåbnet, kan pandemien vare til evig tid
Berlingske bringer en kommentar af Doris I. Stenver, læge, MPA og indehaver af konsulentfirmaet Unique Advice. Hun skriver blandt andet: "Covid-19-pandemien er igen ved at løbe løbsk. I Danmark hævder regeringen, at vi står et helt andet og bedre sted, end vi gjorde for et år siden, fordi vi har supervåbnet, vaccinerne. I Tyskland er udmeldingen fra den nyudnævnte sundhedsminister, Karl Lauterbach, SPD, en helt anden. Lauterbach er læge og epidemiolog og har stor indsigt i coronakrisens mange facetter. Han advarer om, at pandemien vil vare længere, end mange håber. Meget tyder på, at han har ret. Supervåbnet til trods. Hovedårsagen er den ekstremt ulige adgang til supervåbnet, som verdens befolkninger har, kombineret med den store mobilitet, vi har i verden i dag. [...] Pandemien bekræfter det gamle ord om, at ingen kæde er stærkere end det svageste led. Udvikling af vacciner er sket på rekordtid takket være en gigantisk innovationskraft i lægemiddelindustrien. [... ] I dag står vi på tærsklen til et tredje år med en viruspandemi, der sætter sit markante præg på vores hverdag, og som stadig koster masser af menneskeliv. Derfor haster det med at finde en løsning, der kan sikre en mere ligelig fordeling af vaccinerne, og som også kan imødegå den udbredte vaccineskepsis. Mantraet "ingen er sikre, før alle er sikre" er indlysende sandt og bør være en ledetråd og et kraftigt incitament til politisk handling."
Berlingske, s. 27 (21.12.2021)

Udsigten til en farlig jul udløser stramninger på stribe i Europa
I kampen mod covid-19 indfører flere lande krav om test ved indrejse for vaccinerede. Siden det digitale covid-19-certifikat blev gyldigt i sommer, har vaccination været nok til at sikre EU-borgere indrejse, men nu har flere lande indført krav om negativ indrejsetest. Derudover har nogle EU-lande strammet adgangen for indrejsende fra Storbritannien, hvor omikronvarianten spreder sig særdeles hurtigt.
Jyllands-Posten, s. 10 (21.12.2021)

Udenrigspolitik

Mens Vesten insisterer på at spille ludo, så har Rusland sat brikkerne op til skak
Jyllands-Posten bringer en kommentar af korrespondent Jette Elbæk Maressa, som blandt andet skriver: "I 2010 var Nato-topmødet og mødet i Nato-Ruslandsrådet så fredsommeligt, at man roligt kunne tage en pause fra skåltalerne om, at forholdet mellem Nato og Rusland var historisk godt. [...] Nu står russerne igen tæt på grænsen til Ukraine og vil gerne diktere sine tidligere undersåtter, hvilke alliancer de skal vælge. På det nylig afholdte topmøde udtalte EU's ledere "deres fulde støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet" og truede med betydelige konsekvenser, hvis Rusland udviser yderligere militære aggressioner. Ukraine står ikke alene. [...] Spørgsmålet er nu som før, hvor langt vil Vesten gå i forhold til Rusland? Og hvad vil man tage til takke med? Nytter det at insistere på at spille ludo, hvis Rusland har sat brikkerne op til skak?"
Jyllands-Posten, s. 22 (21.12.2021)

Økonomi

Danske forbrugere vinder hårdt betalt førsteplads
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik over forbrugerpriserne i EU i 2020 viser, at de danske husholdninger i gennemsnit betaler 40 pct. mere for varer og tjenester end gennemsnittet blandt EU-landene, skriver Børsen og Jyllands-Posten. “Generelt er Danmark også et land med et højere velstandsniveau, hvilket giver højere lønninger og dermed priser, og så er det heller ikke uden betydning, at moms og afgifter er i den høje ende i forhold til de øvrige EU-lande,” siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Børsen, s. 12; Jyllands-Posten, s. 2 (21.12.2021)
 

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
21. december 2021
Forfatter
Repræsentationen i Danmark