EU i dagens aviser tirsdag den 25. juli 2023

Tophistorier

Nu står Spaniens venstrefløj med de bedste kort på hånden
Flere af dagens aviser beretter om valget i Spanien, som landede i et dødvande, hvor både socialdemokrater og konservative er afhængige af fløjpartierne for at kunne samle et flertal. Det var ventet, at højrefløjen ville gå frem, og det konservative parti, Partido Popular (PP), blev også landets største parti med 33 procent af stemmerne. Til gengæld gik Vox på den yderste højrefløj tilbage næsten syv procent tilbage i forhold til valget i november 2019. Dermed kan de to partier ikke samle de nødvendige 176 mandater i det spanske parlaments underhus. Det skriver Kristeligt Dagblad i dag. På venstrefløjen lykkedes det koalitionen Sumar, der består af protestpartiet Podemos, resterne af kommunistpartiet og en række regionale venstrefløjsnotabiliteter, at samle lige så mange stemmer som Vox. Det er Sumar-koalitionen, som det hidtidige socialistiske regeringsparti, Psoe, bejler til. Valgdeltagelsen steg med fire procent i forhold til sidste valg i 2019, og det formodes, at frygten for at miste nogle af de rettigheder - anerkendelse af sproglige og seksuelle minoriteter, fri abort, klimafokus, og retten til aktiv dødshjælp - som særligt premierminister Pedro Sánchez har fået indført, har fået folk til stemmeurnerne. Flere af disse rettigheder har været på højrefløjens liste over ting, de ville rulle tilbage. Spanien overtog formandskabet for EU 1. juli, og den uafklarede situation mellem de to blokke er ikke gavnlig for hverken Spanien eller EU. Psoe og PP har skiftedes til at regere i Spanien, men har også kunnet finde kompromiser, når det var nødvendigt. Den europæiske gældskrise og regionale separatistbevægelser har dog medført en polarisering på begge sider, som vanskeliggør samarbejdet.

Berlingske bringer en analyse af Martin Tønner, avisens korrespondent i Sydeuropa. Han skriver blandt andet: "Den forventede konservative storsejr ved søndagens valg udeblev, og umiddelbart kan en ny regering kun dannes med støtte fra en landflygtig catalansk separatistleder. Det trækker op til omvalg i Spanien. [...] Da stemmerne var talt op, sad alle patriotiske spanieres foretrukne hadeobjekt - den catalanske separatist Carles Puigdemont - i stedet med nøglen til regeringsmagten. Et formidabelt og meget spansk paradoks. Men også et signal til resten af Europa om, at det højrenationale tidehverv ved de seneste måneders valg i en række lande ikke er uomgængeligt. Det kan godt være, at et flertal blandt vælgerne deler den konservative bekymring for landets sammenhængskraft og catalansk/baskisk indflydelse i Madrid. Men tilstrækkelig mange af dem frygter åbenbart konsekvenserne af et skarpt sving til højre endnu mere. [...] Og det er langtfra sikkert, at socialisten Sánchez tør og vil forsøge at danne en ny regering med støtte fra catalanske die hard-separatister. Modydelsen vil givetvis være en folkeafstemning om catalansk uafhængighed, hvilket vil føre til voldsom protest i resten af landet og i øvrigt være i strid med den spanske grundlov. Samtidig, og ikke mindst, var det faktisk de konservative, som vandt valget med 136 mandater mod socialisternes 122. [...] Den store konservative avis El Mundo opfordrede i en leder "de to store partier til at udvise ansvar, så polariseringen ikke gør situationen uholdbar". Et samarbejde hen over midten i en eller anden form støttes også af kræfter internt i socialistiske PSOE anført af tidligere premierminister Felipe González. [...] En langvarig regeringskrise, med andre ord, hvilket set fra resten af Europa langtfra er optimalt, mens Spanien har det halvårlige formandskab i EU."

Jyllands-Posten skriver i sin leder i dag blandt andet: "Dagen derpå efter valget i Spanien kan det bedste bud være, at vælgerne snart skal til stemmeurnerne igen. Hverken socialistpartiet eller de konservative kan umiddelbart skaffe sig flertal, men skal forsøge at strikke en koalition sammen med flere småpartier i et mudret parlamentarisk billede. [...] I en europæisk sammenhæng går Spanien med valget søndag lidt imod den aktuelle tendens i Europa. Der var mere samling om midten end i mange andre EU-lande, hvor det yderste højre er på fremmarch og efterhånden også får del i regeringsmagten. I modsætning til mange af sine borgerlige partifæller i andre europæiske lande har formanden for det konservative Partido Popular, Alberto Feijóo, ingen berøringsangst over for Vox, som han gerne optager i en borgerlig regering. Men det lykkedes altså ikke i første omgang. [...] Overalt er tilstrømningen til det yderste højre baseret på modstand mod de etablerede partier, mod den voksende tilstrømning af migranter og asylsøgere, mod den grønne omstilling, mod woke-bølgen og LGBT-aktivisme samt mod, hvad der opfattes som en politisk elite uden føling med almindelige menneskers hverdagsliv. En del af den yderste højrefløjs fremgang forekommer tillige drevet af følelser og antipatier mere end af traditionel politisk uenighed i et højre/venstre-skema. Det gør det tilsvarende svært for de klassiske partier at finde et effektivt modtræk. [...] Ét er at vise sin protest undervejs i valgperioden, noget andet, hvordan man stemmer, når det gælder. Dét kan det spanske valg nok godt tages som udtryk for. Men udfaldet kan lige så meget skyldes, at de konservative er rykket længere mod højre for at tage Vox-vælgere tilbage. [...] Hvad der før var forbeholdt det yderste højre, overtages af midterpartier, f.eks. når det gælder EU og migration."

I Indblik i Jyllands-Posten skriver international korrespondent, Jesper Kongstad, blandt andet: "Efter et overraskende tæt valg er Spanien havnet i en uforudsigelig og mudret kamp om regeringsmagten. Samtidig mislykkedes det totalt for de spanske højrenationalister at kopiere succesen fra ligesindede partier i Europa. [...] Frygten for, at et parti fra det yderste højre skulle træde ind i regeringen i Spanien for første gang siden den fascistiske diktator Francisco Francos død i 1975, var en rød linje, som i sidste ende fik mange spaniere til at sige fra i stemmeboksen. [...] Alligevel erklærede den konservative leder valgsejr og lod sig på valgaftenen hylde af tusindvis af tilhængere i den spanske hovedstad, Madrid. I en tale lød budskabet, at de konservative som det største parti har vundet retten til at danne en regering og advarede socialisterne mod at blokere. "Som repræsentant for det parti, der har fået flest mandater, mener jeg, det er min pligt at forsøge at danne en regering," sagde Alberto Nunez Feijóo. [...] For at mønstre et flertal kan det i sidste ende blive nødvendigt for Sánchez at søge opbakning fra det catalanske nationalistparti, Junts, og dermed fra den omstridte tidligere catalanske præsident Carles Puigdemont, som i 2017 iværksatte en folkeafstemning om at løsrive Catalonien fra Spanien, hvorefter han flygtede ud af Spanien og i dag er bosiddende i Belgien og medlem af EU-Parlamentet. [...] Spaniens nye parlament mødes for første gang om en måned, hvorefter den spanske konge udpeger en forhandlingsleder, som skal forsøge at danne en ny regering."
Kristeligt Dagblad, s. 4; Berlingske, s. 9; Jyllands-Posten, s. 8, 18 (25.07.2023)

Prioriterede historier

Europæiske væksttal skuffer før rentemøde
Der er en tendens til, at farten i den europæiske økonomi er aftagende. Det viser netop offentliggjorte tal for det vigtige Purchasing Managers Index (PMI), som er en måling foretaget blandt indkøbschefer, skriver Børsen i dag. "Ifølge PMI-tallene er europæisk økonomi nu i bakgear. Afmatningen i industrien har været kendt længe. Den nye trend de sidste par måneder har været, at den vigtige servicesektor sænker farten," skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar. Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, er enig i, at tallene er et tegn på økonomisk afmatning. "Dagens tal peger mod, at vi står over for en relativt svag periode i både europæisk og global økonomi, hvor rentestigningerne efterhånden sænker farten mere og mere. Det betyder, at inflationen givetvis vil fortsætte med at bevæge sig nedad, men det betyder også, at vi må regne med flere arbejdsløse og noget mere modstand for virksomhederne," skriver han i en kommentar. Mathias Dollerup Sproegel tror, at PMI-tallene vil spille en rolle i forhold til det kommende ECB-møde på torsdag. "Vi hælder til, at ECB-chef Lagarde stadig vil holde muligheden for en renteforhøjelse til september i spil, men vi tror altså, at Lagarde holder krudtet i rentebøssen tørt, når rentebeslutningen i september offentliggøres," skriver han.

Skuffende tal fra PMI aktivitetsindekserne i Tyskland og eurozonen fik mandag de danske obligationsrenter til at falde, så de landede på 2,68 - 4 basispoint under lukkeniveauet fredag. Det skriver Jyllands-Posten i dag. Ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, kan det betyde, at Den Europæiske Centralbank, ECB, kan nøjes med at løfte renten i juli og ikke igen i september, som der ellers har været gisnet om. På ECB's rentemøde torsdag ventes et renteløft på 25 basispoint. Amerikanske Federal Reserve holder deres rentemøde onsdag i denne uge.

Mens mange EU-lande kæmper med at få inflationen under kontrol, har Danmark sammen med Luxembourg, Belgien og Spanien den laveste inflation i EU. Samlet for EU-landene faldt det fra 7,1 pct. i maj til 6,4 pct i juni. Danmark ligger på 2,4 pct. mod 2,9 pct. i maj. Det skriver Børsen.
Jyllands-Posten, s. 16; Børsen, s. 4, 12 (25.07.2023)

EU har en vigtig rolle i forsvaret af Europa
Politiken bringer et debatindlæg af Rasmus Egmont Foss, analytiker, Tænketanken EUROPA, og Ditte Brasso Sørensen, chefanalytiker, Tænketanken EUROPA. De skriver blandt andet: "Hvis de mange nye penge til Europas forsvar bruges, som de historisk er blevet, vil de næppe løse det europæiske sikkerhedsproblem. Kontinentets forsvar mangler ikke bare penge, men kræver især tættere samarbejde. Her kan EU spille en vigtig rolle, som Nato ikke udfylder. Det er et europæisk forsvarssamarbejde i rivende udvikling, som Danmark i foråret blev fuldt optaget i, næsten et år efter afskaffelsen af forbeholdet 1. juni 2022. Efter mange års besparelser på forsvarsbudgetterne er Europas regeringer vågnet til dåd: Samtlige stater opruster til et niveau ikke set siden den kolde krig, opildnet af Ruslands invasion af Ukraine. [...] I 2021 brugte de europæiske Nato-medlemmer mere end fem gange så meget som Rusland på militæret, og alligevel er vi fortsat dybt afhængige af amerikansk støtte til at forsvare eget territorie og sikre stabilitet i Europas nærområder. Noget tyder på, at Europa har lige så meget brug for stærkere forsvarssamarbejde som større budgetter. [...] Selv blandt skeptikere overfor europæisk forsvarssamarbejde står det nu klart, at EU kan være en løftestang for, at Nato kommer til at stå stærkere, og at Europas sikkerhed fremmes med begge organisationer. EU må nu hjælpe med at bygge en stærk europæisk søjle indenfor Nato. Forsvarspolitik er ganske vist en national kompetence, men de europæiske forsvar skal ud af deres siloer, og industrien trænger til et gevaldigt løft. Det er en opgave, som Nato aldrig vil kunne løse. [...] Krigen i Ukraine har tydeliggjort, hvordan Nato og EU's forsvarsdimension supplerer hinanden: Nato er egnet til territorialforsvar og har en rodfæstet kommandostruktur. [...] EU er derimod bedre stillet til at udvikle forsvarsindustrien, rejse ny finansiering og integrere markedet for forsvarsprodukter. I modsætning til Nato kan EU spille en vigtig rolle i at opbygge kapaciteten i medlemslandenes forsvar. Der er ikke længere nogen seriøs debat, om det er Nato eller EU; det kan kun være både og. [...] Potentialet i en stærkere europæisk søjle i Nato er stort: Bedre samarbejde vil give skalafordele og sikre bedre kompatibilitet mellem Europas hære. Krigen har også vist, hvordan EU-landene kan rejse penge, for eksempel til våbenstøtte til Ukraine. Det europæiske samarbejde har helt andre finansielle muskler end Nato, og det kan udnyttes til fælles indkøb, markedsudvikling, forskning og industristøtte. Det er den vej, EU's forsvarssamarbejde bevæger sig nu. Ruslands invasion af Ukraine har accelereret et forsvarspolitisk samarbejde i EU, der trækker tråde tilbage til 1990'erne og Maastrichttraktaten, som grundlagde EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. [...] Også briternes exit fra EU var i 2016 med til at styrke Unionens sikkerhedspolitiske samarbejde. På én og samme tid mistede EU sin vigtigste nationale hær (blot én af to europæiske atommagter) og den stærkeste modstander af et styrket europæisk samarbejde på forsvars- og sikkerhedspolitikken. [...] Det styrkede fokus på EU's forsvarssamarbejde har også haft et institutionelt aftryk i Kommissionen, som oprettede et særskilt generaldirektorat for forsvar i 2021 - en slags udbryderkontor fra det europæiske generaldirektorat for industri, der skal sikre den fortsatte udvikling af en innovativ og konkurrencedygtig europæisk forsvarsindustri. Det seneste år er første gang, at EU-landene i fællesskab yder så signifikant støtte til militære donationer og indkøb af våben. Men stadig er det især det fortsat usikre geopolitiske landkort, hvor frygten for, at en amerikansk præsident igen vil udfordre Nato-alliancen, og hvor Kinas magt er stigende, der nu får de europæiske lande til at sætte gang i udviklingen af europæisk forsvarsindustripolitik. [...] EU's magtfulde kommissær for det indre marked, franske Thierry Breton, har derfor præsenteret en ambition om at styrke Europas forsvar gennem en koordineret industripolitik. "Europas forsvarsindustri skal afspejle en krigsøkonomi", siger han. [...] Krigen i Ukraine er et vendepunkt for EU-landenes forsvarspolitiske samarbejde. Vi taler igen i dag om at forsvare europæisk territorie. Det stiller andre krav til militæret og vil sandsynligvis også højne vigtigheden af EU-samarbejdet og få nationale hensyn til at træde lidt i baggrunden. For uden tættere koordinering er der en overhængende fare for, at større budgetter ikke vil løse Europas fundamentale problemer. [...] Første skridt var at komme med om bordet. Men det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan Danmark vil drage nytte af EU's forsvarssamarbejde, og hvilke visioner Danmark har for dets fortsatte udvikling."
Politiken, s. 5-6 (25.07.2023)

Interne anliggender

Dette må ikke sluge råderummet i dansk økonomi
Berlingske bringer en kommentar af Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand for Socialdemokratiet. Han skriver blandt andet: "Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. [...] Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA. Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten. [...] Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. [...] Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede "råderum" i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft. [...] Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. [...] Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed."
Berlingske, s. 25 (25.07.2023)

S fra glohede Strasbourg: EU-valget skal vise, at vi virkelig vil kæmpe for klimaet og vores sikkerhed
Altinget mandag bringer "Postkort fra EU" med Niels Fuglsang, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Han skriver blandt andet: "Det er et rekordvarmt år. Derfor haster det med at sætte ind for klimaforandringerne. Det var vi alle enige om i 2019, da Europa-Parlamentsvalget blev et klimavalg. Danskerne og europæerne var bekymrede. Så vi satte os for at handle. Den konservative Kommissionsformand Ursula von der Leyen måtte i Europa-Parlamentet foran et flertal love, at hun ville lave en Grøn Pagt, der satte retning for, at EU blev klimaneutral i 2050. Det er helt nødvendigt. For det første for klimaet. Hvis EU kan vise verden, at investering i grøn energi, i renere biler, i mere energieffektive boliger kan lade sig gøre, så vil resten af verden også følge med. [...] På en glohed dag den 11. juli i Strasbourg stemte vi den endelige lov om energieffektivisering, som jeg selv har forhandlet, igennem i Europa-Parlamentet med et stort flertal. Det er lige knap 2 år efter, at Kommissionen præsenterede sin store klimapakke, fit-for-55, der skal få os i mål med en CO2-reduktion i EU på mindst 55 procent i 2030. [...] Og dels har Coronakrisen og energikrisen provokeret af Ruslands invasion af Ukraine vist, at EU mangler afgørende sten for at kunne levere på de grønne ambitioner og sin sikkerhed. Energikrisen viste, hvor håbløst afhængig EU var af russisk gas. [...] Derfor må EU øge tempoet for den grønne omstilling og udbygge markant og hurtigt med grøn energi og energieffektivisering. Men samtidig skal EU gøre sine forsyningskæde mere robuste. [...] Jeg tror ikke på modsætningen, som den konservative gruppe forsøger at sætte op; at du ikke kan være grøn og også skabe arbejdspladser og fremgang. Tværtimod. Med Energieffektiviseringsdirektivet vil vi bare i Danmark skabe flere tusinde arbejdspladser. Og mange flere i hele Europa."
Altinget, mandag (25.07.2023)

Klima

Den kollektive trafik i grænselandet er for ringe
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Pia Olsen Dyhr, formand SF, og Stefan Seidler, medlem af forbundsdagen for SSW. De skriver blandt andet: "Måden, vi bevæger os gennem Europa og over grænser på, kommer til at ændre sig enormt de kommende år. For det bliver vi nødt til i vores forpligtelse på at løse klimakrisen. [...] Det gælder både for dem, der tager bilen, der skal køre på el. Men især når vi skal benytte fremtidens europæiske jernbanenet, som EU allerede har udlagt store visioner for. Et jernbanenet, der får en helt ny korridor til gavn for Danmark, Tyskland og hele Europa, når Femern-forbindelsen åbner. [...] Selvom Europa-Kommissionen definerede et mål om at skabe et samlet europæisk jernbanenet, mislykkes implementeringen ofte på grund af manglende samarbejde mellem medlemslandene. [...] I disse år sker der utroligt meget positivt for måden, vi bevæger os igennem Europa på. Udviklingen sker dog i højere grad med fokus på metropolerne end andre steder. Udelukkende at fokusere på store byer er sært, for hvis der er noget, der definerer Europa, er det netop vores grænseregioner. [...] Den dansk-tyske grænseregion er måske Europas bedste eksempel på, hvordan man løser historiske stridigheder. Vores mindretal trives og har fuldt ud de samme borgerrettigheder som deres landsmænd. [...] Også inden for transportsektorens grønne omstilling bør vi udnytte dette potentiale og som modelregion gå i spidsen for, hvordan Europa kan vokse sammen ved medlemsstaternes grænser."
Jyllands-Posten, s. 19 (25.07.2023)

Ingen handling uden EU
Politiken bringer et debatindlæg af Metin Lindved Aydin, arkitekt og byrådsmedlem for Radikale Venstre, Aarhus. Han skriver blandt andet: "Klimakrisen er en af vor tids mest presserende udfordringer. Problemer, som går på tværs af grænser, kræver indsatser, der også gør det, og her er EU afgørende. Et tæt og samarbejdsorienteret EU er en forudsætning for at skabe en bæredygtig fremtid for os alle. [...] Et stærkt EU-samarbejde giver mulighed for at udvikle sammenhængende politik og standarder for at reducere CO2-udledningen og fremme vedvarende energi. Gennem koordineret lovgivning kan EU sikre, at alle medlemslande bevæger sig i samme retning mod en grønnere fremtid. Klimakrisen er ikke kun en udfordring, men også en mulighed for at fremme innovation og grøn teknologi. [...] Klimakrisen er en eksistentiel trussel, der kræver drastiske foranstaltninger og stærkt samarbejde på tværs af grænser. EU har vist, at det kan fungere som en vigtig drivkraft for klimaindsatsen. Det er på høje tid, at vi erkender behovet for et stærkt EU-samarbejde i kampen mod klimakrisen."
Politiken, s. 5 (25.07.2023)

Migration

Folketingskandidat går mod partilinjen: Ingen skal kunne søge asyl i Danmark
Berlingske bringer en kronik af Rasmus Hylleberg, byrådsmedlem og folketingskandidat for Venstre i Roskilde og tidligere næstformand for Dansk Flygtningehjælp. Han skriver blandt andet: "I år er det otte år siden, at den treårige syriske dreng Alan Kurdi skyllede op på en strand efter et mislykket forsøg på at nå Europas grænse. [...] For nylig ramte endnu en forfærdelig katastrofe de europæiske kyster, hvor mere end 500 migranter mistede det sidste, de havde tilbage, i Middelhavets bølger. Livet. Udlændingepolitikken har været et af de mest polariserende emner de seneste knap 30 år i Danmark, EU og verden omkring os. Mange steder har det skabt en stærk platform for den yderste højrefløj, som har fået alt for stor politisk indflydelse eller står til at få det i mange lande. Samtidig er vi blevet mere forråede i vores samtale om og behandling af flygtninge og andre udlændinge. [...] Gennem flere år er det blevet dokumenteret, hvordan europæiske grænsevagter hårdhændet jager flygtninge og migranter tilbage over EUs ydre grænser, ligesom vi samarbejder med nordafrikanske stater om at bremse menneskestrømmen. [...] Men virkeligheden er desværre, at selv de bedste intentioner ikke kommer til at ændre på det - og en fælles europæisk asyl- og fordelingspolitik er ingen løsning. [...] Vi har brug for en ny asylpolitik. Flygtningekonventionen har rundet 70 år og er blevet en politisk spændetrøje, der ikke gør noget godt for nogen. [...] Danske regeringer har med ujævne mellemrum taget tilløb til at gentænke asylsystemet - senest med forslaget om at sende asylsøgere til Rwanda - men kritikken fra menneskerettighedsorganisationer og ngo'er er væltet ned over de politikere, der har forsøgt at tænke nyt. [...] Danmark har troværdigheden til at gå enegang om nødvendigt - og erfaringen viser, at andre EU-lande hurtigt vil følge efter. Politikken skal hvile på tre søjler: For det første skal flygtningekonventionens ret til at søge såkaldt spontan asyl afskaffes, så man ikke kan søge asyl i Danmark (eller Europa). Fremover skal Danmark kun tage kvoteflygtninge - og kun det antal, som det danske folketing til hver en tid beslutter sig for. Det skal ikke udliciteres til EU eller FN. [...] Det skal til gengæld stadig være muligt at give asyl til dem, der står forrest i kampen mod tyranni og diktatur, og derfor skal et folketingsudvalg på eget initiativ kunne give hurtigt politisk asyl i særlige tilfælde. [...] For det andet skal vi behandle de flygtninge, der kommer til Danmark, bedre. Hvis vi selv bestemmer tilstrømningen, vil vi modtage de fremmede langt mere åbent. Asyl skal også udløse permanent opholdstilladelse med det samme. [...] For det tredje skal vi investere mere i nærområderne, men også være ærlige om, at vi ikke skaber mirakler på den korte bane. Det er ikke et alternativ til en konsekvent asylpolitik. Forsvar, sikkerhed, udviklingsbistand og klimaindsatser skal tænkes sammen, og vi skal formentlig have ambitioner om at afsætte en global sikkerheds- og udviklingspulje på fem procent af BNP over de kommende år. Vi skal skabe sikre zoner i nærområderne, og verdens fattige skal mødes med flere muligheder for uddannelse og arbejde. For eksempel er det en virkelig god idé at lave danske uddannelser i udlandet og gøre det lettere at komme til Danmark og EU for at arbejde legalt i kortere eller længere perioder. Det er win-win for både dem og os. [...] Det er nok det valg, alle os, der vil hjælpe verdens flygtninge og fastholde et velfungerende og humanistisk Europa, må træffe: Enten sikrer vi selv grænserne og styrker indsatsen i nærområderne, eller også overlader vi løsningen til de politiske yderfløje, og så taber vi alle sammen."
Berlingske, s. 26-27 (25.07.2023)

Udenrigspolitik

Irak fordømmer afbrænding af koran foran ambassade i Danmark
En demonstration foran den irakiske ambassade i København mandag, hvor der også blev foretaget koranafbrænding, har udløst vrede og fordømmelse fra den irakiske regering. Det statslige irakiske nyhedsbureau INA citerer landets udenrigsministerium for, at myndighederne i EU's lande "hurtigt bør genoverveje den såkaldte ytringsfrihed og retten til at demonstrere". I løbet af den seneste uge har både den danske og svenske ambassade i Bagdad været udsat for stormløb af demonstranter, ligesom der blev sat ild til den svenske ambassade. Det skriver Information og Kristeligt Dagblad i dag. Iraks udenrigsministerium reagerede prompte ovenpå gårsdagens demonstration, som blot bestod af to personer, skriver Ekstra-Bladet i dag. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har kaldt koranafbrændinger på dansk jord for "skændige", og Udenrigsministeriet tweetede i går aftes: "Danmark fordømmer dagens afbrænding af Koranen, som blev udført af meget få individer. Disse provokerende og skamfulde handlinger repræsenterer ikke den danske regerings synspunkter. Appel til alle til at deeskalere - vold må aldrig være svaret".
Information, s. 7; Ekstra Bladet, s. 2; Kristeligt Dagblad, s. 4 (25.07.2023)

Martin Lidegaard om kursændringen i Radikales forsvarspolitik: "Jeg har nok lært, at virkeligheden altid overgår fantasien."
Altinget mandag bringer et interview med Radikales politiske leder Martin Lidegaard, hvor han kommenterer på flere episoder i sin tid som udenrigsminister. Det er ikke længe siden, at Lidegaard var imod en oprustning af NATO, men Ruslands invasion af Ukraine ænderet på den holdning, og Radikale bakker i dag op om Danmarks oprustning til at anvende to procent af BNP på forsvaret. Han forestillede sig på intet tidspunkt, at Putin "ville være så vanvittig" at invadere Ukraine. I forlængelse heraf udtrykker Lidegaard ærgrelse over, at han ikke kæmpede hårdere for det nationale kompromis, hvor en del af aftalen gik ud på, at Danmark skulle gøre sig uafhængig af russisk gas. "Jeg kan næsten ikke bære, at vi ikke har været dygtigere til at gøre det, vi har aftalt i det nationale kompromis - nemlig at frigøre os fra den russiske gas," siger han. "Dengang syntes folk, at jeg var latterlig. Nu er alle enige, men der sker bare stadig ikke nok," konkluderer Lidegaard.
Altinget, mandag (25.07.2023)

Putin i Haag? Scenariet kan ikke udelukkes
Information bringer en kommentar af Gwynne Dyer, udenrigspolitisk kommentator. Han skriver blandt andet: "Den russiske statschef er blevet en globalt uvelkommen pariaskikkelse i de 123 lande, der anerkender den internationale straffedomstol. Han risikerer nu en skæbne som Serbiens Milošević. I sidste uge lod Ruslands præsident, Vladimir Putin, forstå, at han ikke vil begive sig til Sydafrika for at deltage i næste måneds topmøde for de såkaldte BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), selv om alle de øvrige landes ledere dukker op. Hvad ligger der bag? Måske er han bange for sit skind. [...] En anden overvejelse kan være, at Putin frygter at forlade Moskva i den øjeblikkelige politiske situation. Nok endte Wagner-gruppechef Jevgenij Prigozjins tilsyneladende kupforsøg i sidste måned som et flop, men det fik Putin til at se sårbar ud, så måske andre vil føle sig fristet til kup, i det øjeblik han var ude af landet. [... ] Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedte i marts arrestordre på Putin for russiske krigsforbrydelser begået under invasionen af Ukraine. I første omgang kan han have troet, at det parti, som har styret Sydafrika i tre årtier, ville beskytte ham imod anholdelse, men det viste sig kompliceret. [...] Sydafrika er blandt de 123 lande, som anerkender ICC's jurisdiktion og er dermed forpligtet til at imødekomme domstolens arrestordrer. [...] For første gang har Ruslands hersker grund til bekymring for at blive draget retligt til ansvar for sine forbrydelser. [...] Fremover er Putin permanent afskåret fra at gæste alle de lande i verden, der anerkender ICC og har domstole, der håndhæver retsstatsprincipper."
Information, s. 2 (25.07.2023)

Russiske missilangreb på Ukraines økonomi
Udenrigspolitisk redaktør på Børsen, Hakon Redder, skriver i Indsigt blandt andet: "For at underminere Ukraines økonomi angriber russerne nu også Ukraines forsøg på at eksportere hvede, majs og andre råvarer via Donau. Rusland sætter nu alt ind på at gå direkte efter at blokere for Ukraines eksport af hvede, majs og andre fødevarer. Mandag blev landets seneste forsøg på at holde liv i eksporten udsat for luftangreb. Det rammer Ukraines i forvejen stærkt lidende krigsøkonomi. Kun ugentlige milliardtilførsler i dollar og euro fra USA og EU holder landet økonomisk i live. Men gentagne russiske missilangreb på Ukraines store kornsiloer rammer også millioner af verdens fattigste i bl.a. Afrika, der er stærkt afhængige af billigt ukrainsk korn for at få mad på bordet. [...] Tilbage står kun muligheden for at sende korn og andre råvarer med lastbiler eller jernbane, og det er både fordyrende og besværligt. [... ] Nu er risikoen for en større søkrig i Sortehavet og dermed sultkatastrofer andetsteds i verden øget betragteligt. For begge parter i krigen truer med at angribe civile fragtskibe og dermed for alvor at gøre det store hav til en krigsskueplads. Konsekvenserne vil være mærkbare over store dele af verden. [...] En håndfuld danske rederier er for længst stoppet med sejlads på Ukraine, som man ellers har betjent med især bulk-transporter af bl.a. hvede og majs. "Det er sket ud fra en simpel risikovurdering. Det er ikke, fordi forsikringer er blevet dyrere, eller på grund af risikotillæg til besætningerne, det er risici for de ansatte, der er afgørende. Verden er stor, der er masser af andre opgaver," siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør, Danske Rederier. Men eftersom 28 pct. af verdens eksport af hvede inden krigen kom fra Ukraine og Rusland, efterlader danske og andre rederiers beslutninger millioner af mennesker i bl.a. Afrika med frygt for konsekvenserne."
Børsen, s. 9 (25.07.2023)

Økonomi

Afmatning i tysk industri truer danske arbejdspladser
Berlingske bringer en analyse af Ulrik Bie, avisens økonomiske redaktør. Han skriver blandt andet: "Meldingerne fra de europæiske virksomheder bliver stadig mere dystre, hvilket kan ramme de danske eksportvirksomheder. Men svagheden betyder også, at prispresset er aftagende. Det er noget, som man holder meget øje med i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor der er rentemøde i denne uge. [...] Julis rundspørge blandt de største virksomheders indkøbschefer samlet i HCOB PMI-indekset viser en tilbagegang i stadig hurtigere tempo. [...] Det er præcis samme billede, som også dansk økonomi og erhvervsliv står overfor, hvor tusindvis af industriarbejdspladser nu er i modvind, mens servicesektoren fortsat skriger på arbejdskraft. [...] Mens europæisk industri i længere tid var ramt af manglende forsyninger af delkomponenter såsom mikrochip, er problemet nu manglede tilgang af nye ordrer. Særlig eksportordrerne viser svaghed, hvilket blandt andet kan kædes sammen med den udprægede afmatning i kinesisk økonomi. Det rammer europæisk vækst gennem den direkte eksport til Kina, men også gennem den afledte svaghed i mange af de lande, der lever af at sælge til det kinesiske marked. [...] Faldet i optimismen i industrien i det samlede euroområde var mindre end i Tyskland og Frankrig. Det er altså de to største, der trækker ned - og dermed er situationen mere positiv i ikke mindst de sydeuropæiske lande. Det er også her, at de to store EU-fonde, genopretningsfonde og RepowerEU til frigørelse af afhængigheden af russisk gas står til at give det største boost til økonomien. [...] Samlet set er Tyskland den større europæiske økonomi, der er i de største problemer. [...] Det store spørgsmål for andet halvår er, om fremgang i det sydlige Europa kan opveje den tyske dårligdom. Til gengæld har Tyskland set en enorm strøm af udenlandske investeringer, der kan tegne godt på længere sigt. [...] Det er risikoen for en spiral af stigende lønninger og priser, der bekymrer Den Europæiske Centralbank (ECB) og har ført til den hårdere tone her i sommermånederne i forhold til fremtidige renteforhøjelser. Der venter en renteforhøjelse fra ECB senere på ugen, men de svagere tillidsindikatorer for europæisk økonomi kombineret med lidt mindre aggressive prisforventninger betyder, at ECBs rentetop måske er lavere end tidligere forventet. Det er også budskabet fra rentemarkederne, hvor de lange renter er faldet de seneste par uger."
Berlingske, s. 8-9 (25.07.2023)

Stramt arbejdsmarked taler for stram finanspolitik trods usikkerhed
Børsen skriver i sin leder i dag blandt andet: "Til trods for betydelig økonomisk og finansiel usikkerhed lever det danske økonomiske opsving fortsat. Nye beskæftigelsestal viste fredag solid beskæftigelsesvækst. [...] Men den økonomiske fremgang og jobrekorden stiller samtidig krav til den økonomiske politik. Vi er ikke selv herrer over pengepolitikken. Fastkurspolitikken gør, at vi følger Den Europæiske Centralbank, når pengepolitikken skal doseres. Til gengæld skal regeringen snart fremlægge forslag til finanslov for 2024. Her er det vigtigt, at finanspolitikken doseres med henblik på at mindske risikoen for en overophedning af økonomien. Det kan ellers forekomme fristende at skrue op for den finanspolitiske blus. [...] Her skal man være opmærksom på, at dosering af den økonomiske politik foretages under usikkerhed - ingen ved, hvad fremtiden bringer. Dertil kommer, at vores viden om de økonomiske strukturer ikke er perfekt, vi ved ikke præcis, hvornår og hvordan arbejdsmarkedet overopheder. [...] Det betyder blot, at den økonomiske politik skal tilrettelægges efter, at virkeligheden er kompleks, og snarere end at tale om sikre konsekvenser skal der være fokus på sandsynligheder. Det stramme arbejdsmarked og det faktum, at de økonomiske nøgletal er i bedring, taler for, at finansloven for 2024 skal indebære en reel finanspolitisk stramning. Det betyder ikke, at dansk økonomi nødvendigvis bryder sammen, hvis den økonomiske politik ikke strammes. [...] Senest viste den nye europæiske vækstindikatorer for juli tilbagegang i den økonomiske aktivitet. Hvis det bider sig fast, kan udgangspunktet for dansk økonomi nemt ændre sig. Så en vis manøvredygtighed i styringen er nødvendig, men også det taler for et stramt udgangspunkt. Det er politisk set nemmere at lempe undervejs end det modsatte."
Børsen, s. 24 (25.07.2023)