EU i dagens aviser tirsdag den 26. april 2022

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Triumf uden glans
I flere af dagens aviser kan man læse om det netop overståede præsidentvalg i Frankrig.
I Informations leder kan man blandt andet læse: "Frankrig rejste igen sin 'republikanske' beskyttelsesvold: Den liberale Emmanuel Macron satte sig igennem imod højrenationalisten Marine Le Pen og fik sin anden periode som første franske præsident i 20 år. Og sejren blev ikke så marginal, som det tegnede til. 58,5 procents tilslutning er et ganske solidt mandat. [...] Internationalt breder sig nu et lettelsens suk over Macrons sejr, især i EU. Men hans triumf er uden glans: Populister til venstre og højre støttes af over 50 procent af det franske vælgerkorps, men fik ingen ny indflydelse. Frankrigs polarisering synes uden ende, og som under De Gule Vestes opstande risikerer spændinger at slå ud i civile uroligheder. Macrons første periode var måske ikke en fiasko: Nøgletallene er gode, økonomien styrket, ledigheden sænket, kriser afværget. Men uholdbart er det, hvis Macron ikke får større dele af befolkningen med sig. I periferien, hvor højrepopulismens vækstlag findes, føler man sig glemt af Paris. Skal Macron tilføje højrepopulismen et ægte nederlag, må han finde en vej til at forsone franskmændene med deres politiske klasse. Macron må i politisk handling bevise, at han ikke er 'de riges præsident' ved konkret at skabe økonomisk omfordeling og bedre livsbetingelser for de mange, som lever på kanten i hans start up-nation. Formår han ikke at vise solidaritet, overlader han det sociale spørgsmål til en historisk farlig front."

Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Jesper Beinov, adm. direktør, Dansk Gartneri, tidl. pressechef, rådgiver og redaktør. Han skriver blandt andet: "Det kan godt være, at de europæiske eliter åndede lettede op søndag aften, da Frankrigs Macron blev genvalgt. Reelt udgør resultatet en lige højre til moderation og balancerede synspunkter, når over 4 af 10 stemmer går til ”det yderste højre med et menneskeligt ansigt”, som filosoffen Bernard Henri Levy har kaldt en type som Marine Le Pen. Læren af det franske valg gælder også herhjemme og i nabolandene: Hvis der er en oplevelse af, at der ikke bliver lyttet, at folks bekymringer ikke bliver opfanget af eliten, gentager den slags resultater sig. Hvor ekstreme synspunkter kommer til. Rokker ved båden. [...] Søndagens resultatet var urovækkende. Vi er mere vant til, at det er de nytilkomne europæiske demokratier, der vælger ekstremt. Senest Ungarns Viktor Orbán og Alexander Vucic fra EU-kandidatlandet Serbien, som begge karakteristisk nok modtog lykønskninger fra Ruslands Putin. [...] Macrons magre valgsejr er en advarsel til vesteuropæiske eliter om, at populismen gør indhug blandt vælgerne, når den politiske elite bliver for gumpetung i forhold til at lytte til virkelige menneskers virkelige problemer."

I en analyse i Jyllands-Posten skriver korrespondent Martin Kaae blandt andet: "Hvis EU havde følelser, ville unionen være ”lettet” dagen derpå. Det har EU ikke, men fornemmelsen af at være sluppet fri af et enormt problem vil gennemsyre det europæiske samarbejde, efter Frankrig fravalgte Marine Le Pen som ny præsident. At franskmændene i stedet gav Emmanuel Macron fem år mere, vil af en række regeringschefer og politiske ledere desuden blive udlagt som signal om opbakning til den pro-europæiske linje, som Macron er en af unionens allerfremmeste bannerførere for. Lykønskninger og hurraråb strømmer mod Paris med et af de klareste udsagn fra Donald Tusk, der var formand for Det Europæiske Råd de første to år af Macrons præsidenttid, og som i dag er oppositionspolitiker i Polen. ”Takket været Macrons sejr vil der komme mere Europa i Europa. Og mindre Rusland,” lyder hans udtalelse. [...] Den franske præsident vil arbejde for et mere grønt EU (suppleret med mere fransk atomkraft) og et stærkere europæisk forsvarssamarbejde (understøttet af fransk forsvarsindustri), et mere selvstændigt og selvforsynet EU på den globale bane og potentielt et ”EU i flere hastigheder”, hvis nogle lande ikke vil være med på alle de franske idéer. De seneste fem år har vist, at det langtfra er alle Macrons idéer og tanker, der kan samle tilslutning i den realpolitiske verden. Men han har et stærkt medansvar for, at samarbejdet er rykket tættere sammen de seneste år - godt hjulpet af en global pandemi og en krig op ad EU's grænse. [...] Hans valgsejr vil også blive modtaget med lettelse i Nato-regi, hvor Le Pen som præsident ville have skabt betydelig usikkerhed og svækket sammenholdet i en tid, hvor alliancen er mere udfordret end nogensinde før. Modsat Le Pen vil Macron ikke trække Frankrig ud af Natos kommandostruktur, hvilket gør følelsen ”lettelse” relevant også for Europas kollektive forsvar. [...] Le Pens tætte forbindelser til Rusland og hendes manglende klare fordømmelser af Putins gerninger afholdt ikke 4 af 10 franskmænd fra at foretrække hende som præsident. Det vil der blive tænkt lidt over i Bruxelles og andre EU-hovedstæder i dagene og årene derpå."

I et læserbrev i Berlingske skriver Laurits Lindegaard, internationalt forretningsudvalgsmedlem, Radikal Ungdom, blandt andet: "Emmanuel Macron skal i de næste fem år lede et af de vigtigste EU-lande efter et succesfuldt genvalg som præsident. Det er en sejr for os, der tror på, at vi i Europa deler et skæbnefællesskab, og at vi er nødt til at styrke det europæiske samarbejde. For Macron har mere end nogen anden statsleder forsøgt at give ny energi til debatten om fremtidens Europa, der desværre ofte visner hen og dør i dagligdagens politiske samtale. Det er en tragedie. Det russiske overgreb på Ukraine har vist, at vi i Europa har brug for hinanden. Vi har behov for et stærkt Europa, der ikke bare er villig til at tale om de værdier, der binder os sammen; menneskerettighederne, retsstaten og demokratiet, men som også stiller op, når de selvsamme værdier angribes."

I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver Henrik Skov, Esbjerg, blandt andet: "Den svage sejr for Macron-fløjen viser, at fransk politik er kastet ud i meget dyb krise, der også kan give efterdønninger til dansk politik. Macron bliver præsident for endnu en femårsperiode, hvor han kan fastholde postadressen i Solkongens overdådige palads uden for Paris. Millioner af franskmænd boykottede søndagens valg, fordi de slet ikke kan se sig selv i de to kombattanters politik. Valget blev et valg mellem rig og fattig, land og by og et EU-valg. Valgresultatet viser, at Frankrig stort set er skåret over på midten. Macron er glødende EU-tilhænger helt ud i fingerspidserne, hvor han i øjeblikket nyder sin rolle som formand for EU's ministerråd. Han vil reformere fransk økonomi, hvor han blandt andet vil hæve pensionsalderen og svække de franske fagforeningers magt. [...] EU-venlige politikere i alle europæiske lande ånder lettet op. Hvis Le Pen var blevet valgt til præsident i Frankrig, havde hun taget fat på en omfattende reform af Frankrigs deltagelse i EU. Ifølge Le Pen skal EU's magt stækkes. Koncentrationen af magt i Bruxelles skal trækkes tilbage til nationalstaterne, lyder en af Le Pens paroler."

I Groft Sagt i Berlingske skriver Hans Hauge, lektor emeritus og dr. phil, blandt andet: "Da Emmanuel Macron holdt sin sejrstale i nationens centrum foran nationens kendte symbol, Eiffeltårnet, var han omgivet af tusinder af nationalflag, franske farver, fransk nationalsang, og han talte om et stærkt og uafhængigt Frankrig. Intet kunne være mere nationalt og fransk. [...] Det var besynderligt nok et tegn på globalisering (som det ikke hedder på fransk - 'mondialisation' hedder det), internationalisme (som betyder EU) og udadvendthed (mod den frankofone verden?). Under Merkel blev EU til det tyske Europa. Nu bliver det til det franske Europa. Vent blot. Snart skal Mette Frederiksen og Jeppe Kofod til at tale fransk nede i Bruxelles. Sådan som det var i gamle dage under Charles de Gaulle."

I en analyse i Kristeligt Dagblad skriver Birthe Pedersen, korrespondent i Frankrig, blandt andet: "Da alt kom til alt, var de franske vælgere alligevel ikke villige til at udløse et jordskælv som det, der åbnede dørene til Det Hvide Hus for Donald Trump i 2016 og kastede verden ud i det ukendte. De endte med at foretrække det sikre og genvælge Emmanuel Macron frem for en hovedkulds kolbøtte ud i en usikker fremtid, både for den franske økonomi og retsstat og for Frankrigs plads i Europa. Et lettelsens suk gik gennem de europæiske hovedstæder, da Beethovens Europa-hymne bragede ud over Champ de Mars-parken søndag aften, mens den storsmilende 44-årige præsident ledsaget af sin hustru og omgivet af en flok børn og unge nåede frem til podiet foran Eiffeltårnet, hvor nogle tusinde tilhængere ventede på ham med vajende trikoloreflag. Lykønskningerne strømmede ind fra de europæiske regeringsledere for en valgsejr, der beskrives som en sejr for Europa. For med den prorussiske Marine Le Pen ved roret ville Frankrig have været på konstant kollisionskurs med Europa. Og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ville have fået en allieret i et af EU's kernelande, hvilket kunne splitte den fælles europæiske front mod den russiske krig i Ukraine. [...] ”I disse stormfulde tider har vi brug for et stærkt Europa og et Frankrig, der arbejder fuldt og helt for en uafhængig og strategisk Europæisk Union,” lyder det på Twitter fra EU-præsident Charles Michel. EU's strategiske uafhængighed er netop nogle af stikordene til Macrons vision for EU's fremtid, ikke mindst militært. En vision, han har argumenteret for gennem hele sin første embedsperiode, men i vid udstrækning for døve ører, især i Tyskland, hvor daværende forbundskansler Angela Merkel ignorerede hans i hendes øjne vidtløftige forestillinger om et tættere europæisk forsvarssamarbejde. Men krigen mod Ukraine har sat Macrons forslag i et ganske andet lys, og Angela Merkel er nu afløst af Olaf Scholz som tysk forbundskansler - uden forgængerens pondus og tilmed ramt af tiltagende hjemlig og international kritik af en kaotisk håndtering af den tyske regerings løfter om våbenleverancer."

I en leder i Kristeligt Dagblad kan man blandt andet læse: "Så langt, så godt. Sikke en lettelse, at det ikke lykkedes den højreradikale Marine Le Pen at indtage posten som Frankrigs præsident ved søndagens valg. [...] At Frankrigs siddende præsident, Emmanuel Macron, trods alt endte med et komfortabelt flertal, kan Vesten formentlig især takke den russiske præsident, Vladimir Putin, for. Uden hans brutale og meningsløse krig i Ukraine var det franske valg nok blevet mere spændende, hvad meningsmålinger tidligere har antydet. Le Pen havde dog undervejs mere end svært ved at forklare, hvorfor russiske rubler havde skullet finansiere hendes parti, National Samling. Men når det er sagt - hvordan er det kommet så vidt med Frankrig, at 4 ud af 10 vælgere alligevel var klar til at sikre Marine Le Pen adgang til Élyséepalæet? [...] Svaret er i Frankrig som i en række andre vestlige lande, at den politiske midte har skuffet alt for mange vælgere i alt for lang tid. På venstrefløjen er de skuffede over manglen på klimareformer og over de økonomisk liberale reformer, som gennemføres. På højrefløjen handler det mest om en fejlslagen indvandrerpolitik og om EU. Og paradoksalt nok har skuffelserne forenet disse fløje i en vrede over for eliten og over den sociale ulighed. Derfor er midten under pres, ikke bare i Frankrig, men mange steder i Europa. Objektivt set har Macron stadig fat i flere politiske pointer. Selvfølgelig bør pensionsalderen sættes op, når den er 62 år, og den gennemsnitlige levealder stiger. Selvfølgelig er der en pris at betale for at omstille samfundet i grøn retning, som man ikke bare kan sende videre til næste generation. Og selvfølgelig er tættere europæisk samarbejde og globalisering en fordel, hvis man vil løse de enorme problemer, verden står overfor. Det går bare ikke, hvis der i kølvandet på midtens politik følger større ulighed, flere parallelsamfund og forarmelse af større grupper af borgere, som det er tilfældet i Frankrig. Emmanuel Macron har i sin første tale efter genvalget lovet at arbejde for større social lighed og har signaleret større respekt over for de vælgere, der har stemt på hans modstandere. Det er klogt forud for det franske parlamentsvalg, der venter i juni, og som i høj grad afgør præsidentens muligheder for at regere i de næste fem år. Det er imidlertid ikke kun ham, som med Vladimir Putins rædselsvækkende krig har fået en chance til. Det har den politiske midte i hele Europa, hvis frontfigur Macron nu bliver. Forhåbentlig evner han at gribe chancen."

I en kommentar i Politiken skriver Michael Jarlner, kommentator, blandt andet: "Pyyyha ... der gik et lettelsen suk gennem Europas politiske establishment, da Emmanuel Macron søndag vandt det franske præsidentvalg. Tænk, hvis det midt i en krigstid havde været den Rusland-venlige nationalist Marine Le Pen, der havde vundet valget. Tænk, hvis det havde været hende, der sammen med Tysklands retningsforvirrede kansler, Scholz, skulle have sat tonen over for Vladimir Putin. Tænk, hvad det ville have gjort ved sammenholdet i Europa internt og ved sammenholdet mellem EU og USA. Vladimir Putin ville nok have jublet. Som sådan var valget måske også et nyt wakeupcall. Det udstillede nok en gang skrøbeligheden i Vestens sammenhold. Ligesom da briterne i sin tid stemte sig ud af EU. Ligesom da amerikanerne kort tid efter bestemte sig for Donald Trump som deres præsident. Vi har lært ikke at tage noget for givet. [...] Tænk, hvis Frankrigs omfattende sociale utilfredshed med Emmanuel Macron - de riges præsident, som han er blevet kaldt - havde bragt Marine Le Pen til magten. Midt i en krigstid. Hvad vi således også bør lære af det franske præsidentvalg, er, at der går en linje mellem to fænomener, vi måske ikke tidligere har været vant til at betragte i en synderlig tæt sammenhæng, men som krigen i Ukraine har fremkaldt for os: sammenhængen mellem et lands social og sikkerhedspolitik. Sammenhængen, eller rettere de mulige konsekvenser af den, er i den grad blevet tydelig, fordi forskellen på de to franske præsidentkandidaters syn på verden og Rusland er så markant."

I en leder i Børsen kan man blandt andet læse: "Et lettelsens suk breder sig over Europa og helt til Washington, efter at den franske befolkning søndag mere sikkert end frygtet genvalgte Emmanuel Macron til endnu fem år som præsident. Valget illustrerer, at det moderne demokrati er midt i en dyb forandring, som ingen med samfundssind slipper udenom at engagere sig i. Mange frygtede for et udfald, der ville følge mønsteret fra brexit og valget af Donald Trump. Måske ovenikøbet denne gang med endnu mere ødelæggende konsekvenser, for eksempel med opbrud i EU eller Nato. Ligeledes kan det konstateres, at Frankrigs gamle partier er døde: Søsterpartiet til Socialdemokratiet og de borgerlige republikanere fik begge under 5 pct. af stemmerne - end ikke nok til at modtage valgkampsstøtte. I Frankrig kan man altså glemme alt om socialisme, borgerlighed, højrevenstre, rød eller blå. Det gamle er åbenlyst dødt. Men hvad kan fødes i stedet? Det er tidens største politiske spørgsmål - også uden for Frankrig. Nogle hævder, at den nye afgørende skillelinje går mellem de store byer og udkanten. Andre at slaget står mellem nationalister og globalister, mellem højt- og lavtuddannede eller mellem konservativ eller woke identitetspolitik. Alt sammen i dag vigtigere end de gamle ideologier."

I en kommentar i Jyllands-Posten skriver journalist Jette Elbæk Maressa blandt andet: "Hvis der er noget, som har forenet de forskelligartede populister og deres vælgere, så er det, at de selv eller nogen synes, at det er synd for dem. Fortællingen om de oversete, de udskudte, dem, som ingen vil høre på, står stærkt. Uanset om det handler om Trump i USA, om Vox i Spanien, Lega i Italien, AfD i Tyskland, Sverigedemokraterne eller helt aktuelt Le Pen i Frankrig. Analysen af, hvorfor ”det tavse flertal”, ”den lille mand” eller ”blikkenslager Joe” har stemt på Europas nye højre, er næsten enslydende: Den politiske elite har haft så travlt med at tale om globaliseringens velsignelser, at den ganske har overset, at langtfra alle var med. [...] Søndag trådte Emmanuel Macron igen frem til tonerne af Europahymnen som nyvalgt præsident. To gange har han besejret højrefløjskandidaten Marine Le Pen. Ikke ved at tale ligesom hende, men ved at tale mod hende. Macron skuffede mange vælgere i sin første periode, og med til regnestykket hører, at flere denne gang har stemt på Le Pen. Men facit er, at Frankrig igen har valgt en præsident, som vil det europæiske samarbejde. Kunne det være gået anderledes? Ja, bestemt, og der er næppe tvivl om, at Ruslands angreb på Ukraine har fået følelserne i Europa til at slå et par kolbøtter. Sat helt på spidsen, så har den vist, at der er noget, som er større end en selv. At meget mere end ens egen lille verden står på spil. Centrum er ikke længere én selv og egne behov. Begrebet ”det europæiske fællesskab” har fået dybde i et Europa, som står sammen om at bekæmpe Putin og det, som han står for. Det sås ved valget i Frankrig, men også i et mere overset hjørne af Europa: Slovenien, hvor Janez Janša, der er blevet betegnet som Sloveniens svar på Trump, led et nederlag. Hvor stærkt genfortællingen om det europæiske fællesskab kommer til at stå, afhænger ikke kun af Putin. Men netop af Macron og alle de europæiske politikere, som stod i kø for at lykønske ham. Eller mere præcist: Deres evne til også at håndtere de mange vælgere, som ikke stemte på dem."
Kilder: Ekstra Bladet, s. 17; Information, s. 20; Jyllands-Posten, s. 28, 19, 26, 28; Berlingske, s. 27, 28; Kristeligt Dagblad, s. 1, 11; Politiken, s. 6; Børsen, s. 36

Institutionelle anliggender: Europa ånder lettet op efter Macrons sejr
Hvis det franske valg var endt med en sejr til Marine Le Pen havde det ifølge Information været skæbnesvangert for udviklingen i Europa, hvor partier som Viktor Orbáns ungarske Fidesz og det tyske Alternative für Deutschland hører til Le Pens tætteste allierede. Le Pen sværger til nationalstaten og er imod et tæt europæisk samarbejde og siger nej til en tysk-fransk tandem og nej til EU-rettens forrang. En sejr havde med andre ord kastet EU ud i en eksistentiel krise og skabt en uløselig blokade af de europæiske institutioner. Da det søndag aften lå fast, at den proeuropæiske Emmanuel Macron havde vundet en relativt sikker, men alligevel smal valgsejr over Le Pen, kunne man derfor næsten høre et lettelsens suk, men også et ængsteligt gisp gå hen over Europa. Flere har været ude med lykønskninger til Macron, blandt andre EU-kommissionsforkvinde, Ursula von der Leyen, EU-Parlamentets præsident, Roberta Metsola, og EU-Rådets præsident, Charles Michel. "Vi kan regne med Frankrig i yderligere fem år”, lød det fra Charles Michel, som fortsatte: ”I disse stormfulde tider har vi brug for et stærkt Europa og et Frankrig, der helt og holdent kæmper for et mere suverænt og mere strategisk EU. Hjerteligt tillykke, kære Emmanuel Macron.” Italiens leder Mario Draghi sagde det var en ”vidunderlig nyhed for hele Europa”, men han ser også Le Pens styrke som en advarsel til EU: ”Sammen med alle andre europæiske partnere vil Italien og Frankrig kæmpe for at skabe et stærkere, mere kompakt og retfærdigt EU, som kan være den ledende kraft i at løse vores tids enorme udfordringer - med Ukrainekrigen som det mest presserende.” Også den tyske leder af den konservative EPP-gruppe i EU-parlamentet, Manfred Weber, ser valget som en advarsel, da Le Pen var historisk tæt på at vinde præsidentposten med sine ekstreme positioner - og det er i sig selv en fiasko for den liberale Macron. ”Det her var det sidste advarselsskud. Macron er genvalgt. Men hans politiske koncept er mislykkedes,” mener han.

Macron har vundet valget i Frankrig, men modstanderne lover allerede nu kamp til stregen i det forestående parlamentsvalg, skriver Jyllands-Posten, som har opstillet fem punkter til forståelse af fransk politik lige nu. Et af punkterne er, at Macron i sin sejrstale har lovet at samle sin splittede nation og at føre Frankrig ind i en ny æra i de kommende fem år. ”Jeg er ikke længere kandidat for én lejr, men præsident for alle,” sagde Macron og rakte hånden frem til et bredt samarbejde. ”Et flertal af jer har valgt at vise mig tillid i fem år mere. Jeg ved, hvad jeg skylder jer,” lød det fra Macron, som understregede sin kærlighed til EU ved at ankomme til fods til tonerne af EU-hymnen fra Beethovens 9. symfoni. Han kom i sin tale ind på den store opbakning til konkurrenten Le Pen, den lave valgdeltagelse samt det faktum, at mange franskmænd slet ikke stemte på ham af overbevisning, men kun for at blokere for hans rival. ”Jeg ved, at mange franskmænd stemte på mig for at blokere for det ekstreme højre. Dem vil jeg også takke og fortælle, at jeg føler en forpligtelse over for deres stemme,” udtalte han. Et andet punkt som Jyllands-Posten nævner er det høje antal af sofavælgere. Valget har været præget af en historisk lav valgdeltagelse på 72 pct, og derfor valgte 28 pct. eller over 13,6 mio. af Frankrigs vælgere sofaen frem for at møde op i stemmelokalerne. Tristan Haute, lektor i statskundskab ved Université de Lille, til France Info, fortæller, at mange franske vælgere på ingen måde har følt, at Macron eller Le Pen repræsenterer deres værdier og politiske ståsted, og derfor undlod at stemme. ”Beslutningen om ikke at stemme skyldes mere politiske logikker, end det skyldes sociale forhold, hvilket ellers traditionelt spiller ind, når det handler om ikke at stemme,” siger han.

Ifølge Politiken ringede den franske præsident Emmanuel Macron som den første efter sin valgsejr til tyske Olaf Scholz i Berlin. Macron har også ladet forstå, at hans første rejse traditionen tro går til netop den tyske kansler. Modsat ville modstanderes Le Pen først rejse til Bruxelles, men ikke for at signalere, at EU-samarbejdet er det vigtigste, men tværtimod for at aflevere sedlen med alle de EU-ting, hun ville afvikle, til kommissionsformand Ursula von der Leyen. I sine første fem år har Macron sat det fransktyske samarbejde allerhøjest, først med Angela Merkel og nu med Olaf Scholz. ”En tæt alliance mellem Tyskland og Frankrig er forudsætningen for et stærkt Europa”, sagde han i duellen. Krigen i Ukraine har skabt konkrete udfordringer i det fransk-tyske forhold, som skal løses. EU-Kommissionen har varslet en sjette pakke med sanktioner vendt mod Rusland, som ventes at komme en af dagene, og her har Ursula von der Leyen allerede varslet, at man arbejder på at løsrive sig fra russisk olie. Af samme årsag har kommissionen ventet med pakken for at se, hvordan valget i Frankrig skulle gå. Inden valget udtrykte Macron, at en olieembargo i hans øjne var et naturligt næste skridt, mens Le Pen ville frede adgangen til russisk olie og gas ligesom sin allierede Viktor Orban i Ungarn. Udfordringen for den franske præsident er, at også den tyske kansler stritter imod. Han har sagt, at Tyskland tidligst kan være uafhængigt af russisk olie ved årets udgang, og faktisk får tyskerne støtte af USA. Den amerikanske finansminister, Janet Yellen, advarede i sidste uge om, at det risikerer at give bagslag i form af højere oliepriser og flere penge til Putin, hvis europæerne følger trop med et komplet importforbud. ”Hvis europæerne lukker effektivt af for russisk olie, stiger olieprisen, og det er Joe Biden ikke interesseret i, fordi amerikanerne står med et inflationsproblem, så tyskerne har altså fået opbakning til deres tøven fra USA," lyder det fra Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker hos tænketanken German Marshall Fund og det amerikanske Peterson Institute. Macron og von der Leyen skal finde en gylden middelvej mellem at indføre en egentlig embargo og at lade olien flyde frem til årets udgang - eller helt lade være med at røre mere ved russisk olie og gas, som Orban har krævet, hvilket ingen af de andre EU-lande dog kan leve med. En anden udfordring mellem Tyskland og Frankrig handler også om Ukraine, nemlig hvilke våben Europa bør forsyne ukrainerne med. Den tyske regering strides internt om, hvorvidt man skal gå længere end til at forsyne indirekte med gamle sovjetiske våben, hvilket har fået adskillige EU-partnere til at rette frustreret kritik mod Olaf Scholz. Mens har Macron tilkendegivet behovet. Henning Vöpel, direktør i Center for European Policy (CEP), mener, at Macron efter det stærke genvalg har rykket sig til at være den legitime europæiske stemme. "Tyskland må stille sig tilfreds med at spille andenviolin, måske endda tredjeviolin, i Europa, og det skyldes selvfølgelig til dels fumlen og tøven fra Scholz' side”, siger han til netmediet Euractiv. Jacob Funk Kirkegaard er enig i, at Macron i høj grad vil stå som den stærke mand i Europa nu, og særligt hvis det også lykkes ham at cementere sin position ved det franske parlamentsvalg i juni. ”Jeg tror helt sikkert, han vil træde i karakter. Det er ikke nemt at blive genvalgt i Frankrig, og hvis det også lykkes ham at genvinde magten i parlamentet, eller i hvert fald lave en regeringsduelig koalition, vil han nærmest stå historisk stærkt”, siger han. Funk Kirkegaard mener, at Macron vil bruge det til at udvide alliancerne i Europa. Ifølge Dominique Reynie, der er politisk analytiker ved den franske tænketank Fondapol, får parlamentsvalget stor indflydelse på Macrons muligheder for at føre sin politik ud i livet. Det skriver B.T. "Parlamentsvalget bliver det sande valg, fordi det er afgørende at få et flertal,” siger Reynie til nyhedsbureauet AFP. Han forventer, at Macrons parti, La République en marche! (LREM), på dansk Republikken Fremad, vil blive mødt med stor modstand.

Altinget mandag skriver, at Dansk Erhverv vurderer, at genvalget af Emmanuel Macron er vigtigt for dansk erhvervsliv. Den holdning deler Lykke Friis, direktør for Tænketanken EUROPA. Hun forklarer, at danske virksomheder ikke længere behøver frygte for ændringer af fundamentale EU-spilleregler.
Kilder: Information, s. 9; Jyllands-Posten, s. 18-19; Politiken, s. 6; Altinget, mandag; B.T., s. 5

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Sikkerhedspolitik: Ja-siden har et helt grundlæggende problem
Berlingske bringer en kommentar af Kenneth Kristensen Berth (DF), fhv. EU-ordfører & medlem af Folketinget, folketingskandidat. Han skriver blandt andet: "Ja-siden står med et kæmpemæssigt problem frem mod folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet 1. juni: Ja-partierne har ganske enkelt ikke nogle argumenter for, at danskerne skal stemme ja til afskaffelsen. Partierne har forsøgt at skabe en brændende platform med henvisning til Putins invasion af Ukraine. Men sandheden, som end ikke ja-partierne vil bestride, er, at et dansk ja 1. juni ingen som helst betydning har for Danmarks eller EUs mulighed for at imødegå russisk aggression. [...] Sagen er, at viljen til at afskaffe forsvarsforbeholdet nu står og falder med, om man som borger ønsker ”mere” eller ”mindre” EU. Overbeviste europæere vil ikke tøve med at stemme ja; det samme med omvendt fortegn for EU-modstanderne. Tilbage står den store gruppe af tvivlere, der har brug for gode argumenter for at sige ja. Problemet for ja-partierne er, at disse gode argumenter simpelthen ikke eksisterer. [...] Danskerne vil givetvis gerne have mere militært isenkram til at forsvare sig mod potentiel russisk aggression, men det leverer et dansk ja ved folkeafstemningen 1. juni heller ikke. Ja-partierne tør ikke engang foregive det af frygt for at give ammunition til nej-partiernes kampagne mod en forestående EU-hær, som både den franske præsident Macron, den forhenværende tyske kansler Angela Merkel og både den tidligere og nuværende kommissionsformand Jean Claude-Juncker og Ursula von der Leyen ellers har talt højt og længe om, men som blandt ja-partierne febrilsk forsøges skudt ned som et fatamorgana."

Politiken bringer en analyse af Elisabet Svane, politisk analytiker, som blandt andet skriver: "Men der er jo også et folketingsvalg inden så længe. Sætningen høres i forskellige varianter, men meningen er den samme. For vel vil ja-partierne bag det nationale kompromis gerne have et ja til at fjerne forsvarsforbeholdet, når vi skal stemme 1. juni. Men der er jo også et folketingsvalg inden så længe. Her skal de samme partier både tænke taktisk i forhold til vælgere og mere pekuniært i forhold til valgkampsbudgetterne. Hvor meget skal brændes af på forsvarsforbeholdet - og hvor meget skal gemmes til et folketingsvalg, som jo kan komme allerede i efteråret? Og så skal de også tænke taktisk i forhold til hinanden. [...] Og det er næppe undgået de flestes opmærksomhed, at Venstres Jakob Ellemann-Jensen har fået en markant opblomstring under hele Ukraine-konflikten og det nationale kompromis, mens Konservatives Søren Pape holder en noget mere afdæmpet stil. Bevares, han vil af med forbeholdet, men er sig også smerteligt bevidst, at en stor del af hans vælgere ikke hører til de mest EU-begejstrede på savannen. [...] Den EU-kritiske Søren Gade kan blive et af Venstres - og ja-kampagnens - vigtigste våben, fordi han både taler til traditionelt borgerlige vælgere, når det gælder krudt og kugler, og også bliver lyttet til af EU-skeptiske borgerlige. Samtidig er Søren Gade Venstres bedste våben mod Inger Støjberg, der nu har erklæret sig som EU-modstander og fra sit hjem og sin fodlænke fører nej-kampagne sammen med DF's Kristian Thulesen-Dahl. Gade og Støjberg er privat nære venner, og han har støttet hende i forbindelse med rigsretssagen, som han var imod. Men nu skilles deres politiske veje, og folkeafstemningen ses fra Venstre også som en indikator på, hvor meget Støjberg reelt har fat i sine Venstre-vælgere i det vestjyske. Sammen med Radikale Venstre er Venstre det parti af de fem i det nationale kompromis, der har det lettest med deres vælgere. Radikale Venstre har længe været blandt de mest EU-begejstrede, og Venstre er blevet så små, at de også er blevet det igen. [...] For SF, som tog et meget langt skridt, da Pia Olsen Dyhr gik med i det nationale sikkerhedskompromis, er opgaven at overbevise tvivlerne. SF's tvivlere kan godt lide EU, men krudt og kugler er de ikke så vilde med. Derfor har SF fået partiets tidligere formand Holger K. Nielsen med i kampagnen, fordi han stadig har en stor stemme hos de ”gamle” og de mere venstreorienterede SF'ere. Det er dem, SF skal holde væk fra nej-sigerne i Enhedslisten. Og så håber SF da også på, at Enhedslistens egne kvababbelser i forhold til både EU og Nato kan smitte af på dem. For der er jo et folketingsvalg inden længe."

I en kommentar i Berlingske skriver Nikolaj Bøgh, forfatter og rådmand, Frederiksberg (K), blandt andet: "Afstemningen om ophævelsen af forsvarsforbeholdet handler ikke om det danske EU-medlemskab og vores generelle holdninger for eller imod EU, det handler ene og alene om, hvordan Danmark øger sin sikkerhed i fremtiden i en langt mere usikker sikkerhedspolitisk situation i Europa. Krigen i Ukraine har vist os et Rusland som, uanset hvordan og hvornår krigen slutter, er en alvorlig sikkerhedstrussel for hele Europa i overskuelig fremtid. Det giver ingen mening at tage udgangspunkt i verden, som den så ud, da vi vedtog det danske EU-forsvarsforbehold - eller for så vidt at vurdere indholdet i eller kvaliteten af EUs hidtidige forsvarspolitiske samarbejde. I den situation, vi står i, er der kun ét svar for et lille, meget udsat beliggende land som Danmark, og det er at styrke vores alliancer med de lande, der grundlæggende deler vores verdensbillede og strategiske interesser. Det gælder først og fremmest NATO, men det gælder også EU, og intet tyder på, at der er nogen reel modsætning mellem vores NATO-medlemskab og deltagelse i det europæiske forsvarspolitiske samarbejde. Så langt øjet rækker, vil vores militære forsvar være forankret i et NATO-samarbejde under amerikansk ledelse. [...] Både USA og Europa har en kæmpe interesse i at holde fast i NATO, men meget taler for, at der i fremtiden vil være flere konflikter, som amerikanerne har en berettiget forventning om, at europæerne håndterer selv. I de kommende år vil vi desuden se en massiv europæisk oprustning, hvor de europæiske lande med Tyskland i spidsen kommer til at styrke deres forsvar med hundreder af milliarder euro. Den oprustning skal koordineres bedst muligt, så vi får mest mulig sikkerhed for pengene. I den forbindelse spiller det også en stor rolle, at europæisk og dansk forsvarsindustri kan udvikle sig betydeligt, og blive en vigtig del af det samfundsgavnlige erhvervsliv, vi skal leve af i fremtiden. [...] Ved ikke at være med i EUs forsvarspolitiske dimension risikerer vi at, at miste muligheder for at påvirke disse ting, og det er omvendt meget svært at se, hvad vi skulle vinde ved fortsat at stå udenfor. Det handler ikke om mere eller mindre EU denne gang, det handler om at øge vores egen sikkerhed i fremtiden."

I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver Jens-Ole Landschoff, Rønne, blandt andet: "Meningen med en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet kan kun være at afgive suverænitet, altså overlade bestemmelse over dansk militær til andre. Hvilken suverænitet afgiver Danmark, hvis forsvarsforbeholdet afskaffes? Er det EU/et eller andet, der så kan sende danske soldater i krig et eller andet sted? Hvem får denne suverænitet? Er det Europa-Parlamentet? En EU-generalstab? Franske, græske eller italienske generaler? Hvis svaret er, at vi ikke afgiver suverænitet, eller ingenting ændres, hvad er det så, vi vælger imellem? Og hvorfor skal vi så overhovedet have den afstemning?"

I et debatindlæg på Altinget skriver Stine Bosse, formand, Europabevægelsen, blandt andet: "Det mellemstatslige samarbejde skriger af selvbestemmelse til nationerne. Mellemstatsligt samarbejde – som EU’s forsvarssamarbejde er dækket ind under - indebærer nemlig, at der kræves enstemmighed, og at samarbejdet bygger på frivillighed. Og derfor ville Danmark aldrig kunne tvinges til noget, hvis vi afskaffede forsvarsforbeholdet. Afskaffede vi forsvarsforbeholdet ville vi tværtimod have retten til at bestemme over hvilke fælles missioner, der bliver igangsat af resten af EU-landene. Vi ville oven i købet have ret til at sige, at vi ikke ville deltage selv. I Altinget kunne vi for nyligt læse en påstand fra politisk ordfører fra Enhedslisten Mai Villadsen i et indlæg om, at afskaffede Danmark forsvarsforbeholdet, ja så svarede det til at melde sig ind i en forening uden vedtægter. Det er en utroligt spøjs påstand. Ikke blot, fordi at forsvarssamarbejdet er mellemstatsligt. Det er også en spøjs påstand, for faktum er, at EU-traktaten har bestemmelser, der meget detaljeret regulerer samarbejdet inden for forsvars- og udenrigspolitikken. Foreningen har jo klokkeklare vedtægter. Det er ligeledes paradoksalt, når Mai Villadsen skriver i sit et indlæg i Altinget, at det er et forsvar for demokratiet, når Enhedslisten argumenterer for at beholde forsvarsforbeholdet. For det forholder sig lige modsat. [...] Opsummerende kan man nu spørge: når nu faktum er, at vi har ret til at vælge til eller fra mellem EU’s fredsbevarende missioner, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet, hvordan kan Mai Villadsen så påstå, at det er demokratisk problematisk? Kan man med rette sige, at vi mister suverænitet? Nej, tværtimod! Vi får selvbestemmelse til at vælge fra og til. Jeg kan på dette tidspunkt heller ikke dy mig for spørge, om Enhedslisten i fuld grad mener, at det lige nu er forsvarligt både at melde Danmark ud af NATO og lade Danmark stå uden for EU’s forsvarssamarbejde? Vi er et lille land, og store dele af vores kyster ligger ud til Østersøen, hvor russiske ubåde jævnligt færdes. Det slår mig som risikofyldt."

Altinget bringer en kommentar af Jakob Dreyer, ph.d.-stipendiat, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: "Udenrigs- og sikkerhedspolitik har i årtier været forsømt af politikere, medier og vælgere. Forskning peger på, at dansk sikkerhedspolitik har været reaktiv, risikoavers og med lav folkelig interesse og ikke mindst tegnet af en lille eksklusiv gruppe af politikere, topembedsmænd og eksperter. Meningsmålinger har vist, at meget få danskere indtil nu har anset det som et vigtigt emne. I den kontekst giver afstemningen om det danske forsvarsforbehold anledning til, at vi kan tage en vigtig demokratisk debat om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og Danmarks deltagelse i det internationale sikkerhedssamarbejde – her i en EU-ramme. Spørgsmålet danskerne skal tage stilling til er klart: Skal Danmark kunne tage del i den militære del af EU's forsvars- og sikkerhedspolitik? Men desværre har debatten handlet om alt muligt andet. Først vildledte ja-siden ved at formulere spørgsmålet som om, at afstemningen handler om Danmarks generelle mulighed for at deltage i europæisk sikkerhedspolitik. Siden er det lykkedes nej-siden at bygge en kampagne op omkring frygt for en overstatslig EU-hær og dansk suverænitetsafgivelse på noget så central som forsvarspolitikken. [...] Hvorfor ønsker de to Nato-pro partier Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, at Danmark skal fastholde sit forsvarsforbehold, når USA således anerkender vigtigheden af USA og EU's sikkerhedssamarbejde? Og hvordan vil de forberede Danmark på en situation, hvor en amerikansk præsident igen sår tvivl om Nato? Og hvordan vil Enhedslisten, der ønsker Danmark ud af både Nato og EU, sikre Danmark territorielt og udøve sikkerhedspolitisk indflydelse? Mener de, at FN er et tilstrækkeligt alternativ, når Rusland og Kina har vetoret i FN's Sikkerhedsråd? Og er drømmen om en rent nordisk forsvarsalliance realistisk, når Sverige og Finland står til at gå ind i Nato og Norge bidrager aktivt til EU's forsvarssamarbejde? Hvis medierne evnede at skaffe svar på disse spørgsmål, ville det gøre os alle klogere, inden vi skal sætte vores kryds 1. juni. Og debatten ville efter årtiers forsømmelse kunne styrke den demokratiske samtale om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik."
Kilder: Berlingske, s. 26, 27; Politiken, s. 2; Ekstra Bladet, s. 16; Altinget

Andre EU-historier

Migration: Rwanda-modellen blev kaldt et bluffnummer, men kan snart blive til virkelighed
Storbritannien indgik for nylig en asyl-aftale med Rwanda, og nu håber den danske regering at kunne præsentere en lignende aftale inden valget. Hverken FN, EU-kommissionen eller den afrikanske union ser ud til at kunne forpurre planerne, skriver Altinget.
Kilde: Altinget

Arbejdsmarkedspolitik: Djøf: Multifaselivet kalder på en reform af arbejdsmarkedet
I et debatindlæg på Altinget skriver Henning Thiesen, formand, Djøf, blandt andet: "Vi kommer til at leve og arbejde længere. Nutidens unge kan se frem til at fejre deres 100-års fødselsdag og se tilbage på et langt og foranderligt arbejdsliv med et kludetæppe af krøllede karrierespor. Indtil nu har vi levet vores liv efter en skabelon i tre faser: Fuldtidsuddannelse, fuldtidsarbejde og fuldtidspensionering. Men den skabelon holder ikke længere. [...] I dag tager vi typisk al uddannelse på én gang, inden vi runder de 30. Det holder ikke i fremtidens 100-års liv, fordi vores kompetencer forældes stadigt hurtigere. Uddannelse er noget, vi skal tage hele livet for at få det bedste ud af vores lange arbejdsliv. Her kan vi hente inspiration fra regeringens Reformkommission, der for nylig foreslog et digitalt uddannelsesoverblik for alle voksne danskere. Også EU har fokus på livslang uddannelse. EU-Kommissionen har foreslået, at mindst 60 procent af alle voksne bør deltage i efteruddannelse hvert år inden 2030. Kommissionen foreslår en individuel læringskonto, som den enkelte sætter penge ind på, så flere får råd til at uddanne sig gennem hele livet. Ligesom vi også sparer op til pension."
Kilde: Altinget

Retlige anliggender: Advokat: Hvis ikke politikerne tager stilling til cloud, får det store konsekvenser
På Altinget kan man læse et debatindlæg af Tue Goldschmieding, advokat og partner, Gorrissen Federspiel. Han skriver blandt andet: "Med EU-domstolens afgørelse i Schrems II blev det for alvor klart, hvad konsekvenserne af EU's ambition om digital uafhængighed og visionen om at være en regulatorisk supermagt er for både den offentlige og private sektor i EU. Danmark er et gennemdigitaliseret land, hvor store dele af den offentlige IT-infrastruktur er afhængig af internationale IT-leverandører og hvor enhver større virksomhed for længst har begivet sig ud på en "cloud journey". Derfor har det store konsekvenser, når det med EU-domstolens afgørelse i Schrems II-sagen og myndighedernes fortolkning heraf, i praksis er blevet næsten umuligt at benytte databehandlere uden for EU. Reelt er Schrems II-afgørelsen alene udtryk for, at domstolen anvender eksisterende regler. Når det forekommer, at afgørelsen medfører nye krav til brugen af databehandlere uden for EU, er det juridisk set udtryk for, at reglerne hidtil ikke har været anvendt og håndhævet. At reglerne ikke har været anvendt og håndhævet hidtil, skyldes nok til dels den betændte problemstilling, der ligger til grund for domstolens afgørelse - nemlig, at europæiske borgeres personoplysninger ikke er tilstrækkelig juridisk beskyttet over for myndighederne i USA. Denne problemstilling lader sig i sagens natur alene løse, hvis enten EU eller USA går på kompromis med egen lovgivning. Fra et praktisk perspektiv opstiller EU domstolen og ikke mindst tilsynsmyndighederne, på baggrund af Schrems II-afgørelsen, dog krav til brugen af databehandlere uden for EU."
Kilde: Altinget

Arbejdsmarkedspolitik: Danmark overskrider deadline for at indføre nye EU-regler om bedre ansættelsesvilkår
Et EU-direktiv har igen givet arbejdsmarkedets parter hovedbrud. Ifølge Altinget bliver nye regler, som blandt andet skal give lønmodtagere ret til at tage bijob og sikre løstansatte bedre arbejdstider, alligevel ikke implementeret til tiden i Danmark. Det skyldes angiveligt, at parterne er uenige om, hvilke lønmodtager-rettigheder, der skal skrives ind i lovgivningen, og hvilke der skal overlades til overenskomstforhandlingerne.
Kilde: Altinget

Det digitale indre marked: Regeringen vil tæske tech-giganterne med lovgivning, der ingen effekt har
I et debatindlæg i Børsen skriver Torsten Schack (V), erhvervsordfører, blandt andet: "Det er i alles interesse, at ulovligt indhold på sociale medier stoppes. Desværre er der endnu ikke opfundet en knap, der med et trylleslag kan løse problemet, hvor meget man end kunne ønske det. Alligevel har regeringen netop fremsat et lovforslag, som skal løse problemet. I praksis vil lovforslaget være uden effekt på problemet, og det vil sætte den demokratiske samtale under pres. [...] I Bruxelles har man lagt sidste hånd på en ambitiøs lovgivning, som skal implementeres i alle EU-lande. Her laver man fælles europæiske regler for tech-giganter. Det er vi i Venstre glade for, da der på det digitale område er sket en så hurtig udvikling, at lovgivningen ikke har kunnet følge med. Men på trods af den kommende EU-lovgivning, der forventeligt skal indføres i Danmark i løbet af 2022, vil regeringen alligevel lave ineffektive særregler, der går længere end EU. Man vil blandt andet indføre en 24-timers-regel. Det vil sige, at tech-virksomheder forpligter sig til at tage indhold ned inden for 24 timer, såfremt de modtager en anmeldelse fra en bruger. I dag er der over 3 mio. danske brugere, der dagligt er aktive på Facebook. Det vil være umuligt for Facebook at forholde sig til alle anmeldelser, der kommer fra brugerne. Derfor vil reglen betyde, at Facebook vil tage indhold ned, før der har været mulighed for at lave en egentlig vurdering af det. På den måde vil reglen fungere som en censurknap, der giver mulighed for at lukke ned for ytringer, som vi ikke er enige i. Det er et stort demokratisk problem. [...] I virkeligheden er man i gang med at indføre en lov, som ikke vil have den erklærede effekt. Man vil kunne udskrive en masse bøder til tech-virksomhederne, hvilket vil betyde indtægter i statskassen, men det hjælper hverken ofre eller pårørende, og det sætter den demokratiske samtale over styr."
Kilde: Børsen, s. 35

Klima: 20 virksomheder får kæmpe afgiftsrabat - men kalkbrud giver op
Tal fra EU's database over kvoteomfattede virksomheder viser, at der med varslingen af en dansk særskat på klimabelastning er voldsomme millionbeløb på spil for danske virksomheder, der ikke formår at begrænse deres CO2-udslip inden 2025 og særligt 2030. Børsen skriver, at der ikke er bred enighed om, hvordan danske virksomheder skal udregne deres CO2-udledning, men til gengæld ligger der allerede tal for de kvoteomfattede virksomheder, der allerede betaler for CO2-kvoter i EU. I forvejen betaler de kvoteomfattede virksomheder en CO2-skat til EU, men virksomhederne får en stor del af deres udledning finansieret med såkaldte gratiskvoter, de ikke betaler for, og som bliver fordelt af EU. I EU har man dog planer om at udfase fordelingen af gratiskvoter som led i omstruktureringen af EU's pakke for klimapolitik, “Fit for 55 “, der arbejder for 55 pct. mindre klimabelastning i EU i 2025.

Efter regeringens udspil står det klart, at den danske udvinding af olie og gas i Nordsøen også bliver omfattet af den kommende danske CO2-afgift. Olie- og gasselskabet Ineos forbereder sig på en CO2-afgift, der nærmer sig 21 mio. kr. i 2025 og 106 mio. kr. i 2030. Ifølge selskabets direktør for den danske afdeling, Mads Gade, er der meget begrænsede muligheder for at begrænse klimabelastningen fra infrastrukturen, der allerede er bygget. Børsen skriver, at afgifter i den størrelsesorden derfor vil betyde en nedlukning før tid af den danske olie- og gasudvinding. “Det er jo nogle store beløb, og der er ikke mulighed for at benytte sig af andre energiformer end gas på Nordsøen, som det er nu. Derfor vil det naturligvis have betydning for felternes levetid, hvis afgifterne bliver en realitet. Jeg kan ikke sige, præcis hvornår man lukker ned, da vi også oplever meget store svingninger i priserne på markedet i øjeblikket som følge af krigen i Ukraine," siger Gade. Han mener, at det i set i lyset af regeringens planer om at vriste Danmark og EU fri af russisk gas, kan blive problematisk, hvis ikke Nordsøens ressourcer udnyttes. “I den sammenhæng er det jo en styrke for os, at vi har Nordsøen og derfor i høj grad kan dække vores behov med gassen og olien fra Nordsøen. Men hvis vi bliver nødt til at lukke ned, inden Danmark og resten af EU har omstillet deres forbrug af naturgas og olie, så kan det jo være et problem ift. både dansk og europæisk forsyningssikkerhed," siger han.

Klaus Rønholt, der er direktør for den danske virksomhed Faxe Kalk, fortæller, at afgiftsrabatten på mineralogiske processer ikke nok til at holde produktionen i Danmark. Ifølge Børsen er han mere eller mindre klar til at kaste håndklædet i ringen, når afgiften indtræffer. “Vi kan nok ikke gøre så meget. Det er altså ikke en dans på roser for de virksomheder, der i forvejen er omfattet af EU's kvoter,” siger han og fortsætter: “Der er ikke umiddelbart nogen teknologi inden for rækkevidde, der gør, at vi kan omstille vores processer. Vi brænder kalk og derved udledes den indeholdte CO2 i materialet. Derudover udleder vi CO2 gennem det brændsel, vi bruger. Selvfølgelig kan man bruge mindre klimabelastende brændsel, men det er ikke noget, vi bare kan skifte over på, og det vil have begrænset effekt.”
Kilde: Børsen, s. 12, 13, 14

Klima: Bestyrelser er grønne, så længe det er gratis
I en kronik i Børsen skriver Joachim Kattrup, analytiker, Mellemfolkeligt Samvirke, blandt andet: "De største CO2-udledende virksomheder i verden og deres ejere, herunder danske pensionsselskaber, banker og kapitalforvaltere bryster sig gerne af at være grønne. Men når de skal finde pengene til at imødegå klimakrisen, kniber det gevaldigt med at gøre det frivilligt. Det viser den ny rapport fra Climate Action 100+, der understreger behovet for regulering af et forpligtende bestyrelsesansvar. [...] Når virksomhederne og deres ejere, herunder danske pensionsselskaber, banker og andre investorer, ikke i fællesskab kan finde ud af at sikre langsigtet finansiering i overensstemmelse med klimamål, bør man søge nye muligheder og mobilisere hjælp til dem. Hjælpen findes i EU-Kommissionens forslag om virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse. Selvom forslaget er amputeret i forhold til at sikre visse stakeholdere rettigheder og forpligte bestyrelser til at fortage langsigtede bæredygtige investeringsbeslutninger, er der trods alt nu visse klimakrav til “directors duties”. Problemet er bare, at dansk erhvervslivs interesseorganisationer stiller sig i vejen og fortsat hårdt modarbejder forslaget alene af ideologiske årsager i et misforstået forsvar for den private ejendomsret. Når ideologi står i vejen for både egne og verdenssamfundets klimamål fra Paris-aftalen om at begrænse CO2-udledningerne, er der noget galt. Når det samtidig med Climate Action 100+-rapporten kan dokumenteres, at de største CO2-udledere i verden og deres ejere ikke kan levere den kapital, der kræves for, at EU kan nå sine klimamål, bliver det tydeligt, at den nuværende ledelsesmodel ikke fungerer godt nok. [...] I stedet for at søge nye løsninger har dansk erhvervslivs lobbyister sendt EU-politikeren Pernille Weiss i byen. Hun er nu talerør for et dansk erhvervsliv, der kalder alle, der mener, at topledere bør være forpligtet i forhold til klimakrisen, for tilhængere af en “revolutionen, der nationaliserer virksomheder”. Intet kunne naturligvis være mere forkert. Forslaget er ikke en revolution, og EU-Kommissionen vil ikke nationalisere virksomheder. For det siger sig selv, at EU's indre marked ikke kan overleve, hvis erhvervslivet ikke selv er herre over forretningsstrategierne. Men på samme måde som lovgivning mod ledelsesbeslutninger om brug af børnearbejde og produktion af konventionsstridige klyngebomber ikke udtrykker et opgør mod den private ejendomsret eller en revolution, så er kommissionens forslag det heller ikke."
Kilde: Børsen, s. 34-35

Sikkerhedspolitik: Militæranalytiker: ”Dårlige tider for russerne”
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og deres forsvarsminister, Lloyd Austin, tog mandag tog til Kyiv, hvor de mødtes med præsident Volodymyr Zelenskyj. Ifølge Politiken var meldingen, at nu vil USA gøre ”alt, hvad de kan”, for at Ukraine skal vinde. ”Vi tror på, at vi - de - kan vinde, hvis de har det rigtige udstyr og den nødvendige støtte”, sagde Lloyd Austin mandag. USA havde en stor hjælpepakke med, og derudover sender besøget også et meget kraftigt signal, mener Steen Kjærgaard, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han fortæller, at meldingen fra USA kommer, efter at den russiske offensiv har været i modvind. ”Nu er det fem dage siden, at russerne meddelte, at de var i offensiven, og der er ikke rigtig sket noget. Der er en række småangreb, der bliver slået tilbage, og der er en række små taktiske ting og sager, men den store afgørende operative udvikling i Østukraine er udeblevet,” siger han. Steen Kjærgaard mener, at det uden tvivl gør en forskel, at USA nu kommer med yderligere militærstøtte og så markant slutter op bag Ukraine. Præsident Volodymyr Zelenskyj gør det i en skriftlig udtalelse klart, at de amerikanske topministres besøg er af stor betydning: ”Jeg vil gerne takke præsident Joe Biden personligt, og på vegne af hele det ukrainske folk vil jeg takke for hans lederskab i støtten til Ukraine og for hans personlige klare holdning,” lyder det. Ifølge militæranalytikeren, Steen Kjærgaard, er der stor forskel på, om det er Ursula von der Leyen, Mette Frederiksen eller repræsentanter for USA, der mødes med Zelenskyj i Ukraine. ”For når først USA har været der med deres udenrigsminister, så har de signaleret, at det her er USA's business. Det må altså være morgendagens vigtigste begivenhed," siger han og tilføjer: "Og det er dårlige tider for russerne. Det er det altså. Det går den forkerte vej for russerne."
Kilde: Politiken, s. 5

Institutionelle anliggender: Vestager: Polen høster ros fra andre EU-lande
Siden krigen brød ud i Ukraine, har Polen åbnet sine grænser på vid gab for de flygtende ukrainere. Ifølge Politiken har det høstet store roser fra andre europæiske lande. EU-kommissær, Margrethe Vestager, sagde under et besøg i København mandag, at den udvikling kan medvirke til at løse de problemer, som tidligere har sået splid mellem Polen og mange andre EU-medlemslande. ”Vi kan se, at der har været en bevægelse, som der ikke har været før," sagde hun, da hun var gæst i Pressen i Politikens Hus. Her blev hun interviewet af Politikens chefredaktør Christian Jensen. De seneste år har Polen været udsat for kritik fra EU på grund af sine retsstatsproblemer. Den polske regering har blandt andet forsøgt at censurere landets største uafhængige tv-kanal. Vestager mener ikke, at disse udfordringer er forsvundet, men fordi landet nu er ”inde i varmen”, kan det få dem til at genoverveje deres forhold til EU. ”Polen spiller en anden rolle, og det kan måske også give en anden tilskyndelse til at sige: Okay, så lad os få ordnet det der (deres retsstatsproblemer, red.)," sagde Vestager, som har gjort sig bemærket med sin kamp mod store techvirksomheder. Interviewet drejede sig derfor også om Europas digitale fremtid. Margrethe Vestager benyttede anledningen til at fejre, at der i weekenden blev indgået en ny aftale om regulering af techgiganter. ”Det er godt, at vi er blevet enige om den nye aftale. For det, der er ulovligt i virkeligheden, skal også være det online,” lød det fra Vestager. Flere techgiganter har truet med at forlade EU, hvis reguleringen bliver for vidtgående, men Margrethe Vestager lader sig ikke skræmme. EU er nemlig et ”fedt” marked for virksomhederne, mener hun.
Kilde: Politiken, s. 3

Sundhed: Danmark modtager syge ukrainere til livsvigtig behandling
Krigen i Ukraine har ikke blot sendt millioner på flugt, den har også smadret store dele af landets sundhedsvæsen og forhindrer dermed syge ukrainere i at modtage livsnødvendig behandling. Det skriver Jyllands-Posten. I en pressemeddelelse skriver EU-kommissionen, at 11 lande - herunder Danmark - har koordineret modtagelsen af op mod 200 syge ukrainere, som befinder sig i både Ukraine og omkringliggende lande, hvor sygehusvæsenerne også er under pres som konsekvens af krigen. Det bekræftes desuden af Sundhedsministeriet. Indsatsen er en del af EU's såkaldte civil protection mechanism, som Norge, der ikke er medlem af EU, har tilsluttet sig. ”Blandt de millioner af flygtninge fra den russiske aggression i Ukrainer er kronisk syge patienter, der har brugt for specialiseret medicinsk hjælp. Vi ser en stærk form for solidaritet fra de medlemsstater, der frigør sygesenge for at behandle dem, der har mest brug for det," udtalte EU-kommissæren for krisehåndtering, Janez Lenarčič, i en pressemeddelelse.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 12

Finansielle anliggender: Forbrugerne har mistet tilliden
I Jyllands-Postens leder kan man blandt andet læse: "Vejen ud af coronakrisen skulle have været en fest. Væk med alle restriktioner, fuld gang i økonomi og beskæftigelse, tilbage på pister og løjper samt varme gensyn med palmetræer og sandstrande. I stedet byder 2022 på en noget nær perfekt storm af energi- og råvareprischok, høj inflation og krig i Europa. Regningen er ved at blive skrevet ud. [...] Centralbankerne i USA og Storbritannien har påbegyndt, hvad der må forventes at blive en serie renteforhøjelser. Det er svært at forestille sig, at Den Europæiske Centralbank har andet valg end at følge trop, hvilket i givet fald også vil indbefatte Nationalbanken som følge af fastkurspolitikken. De finansielle markeder har for længst reageret med stigende renter, hvilket er det velkendte reaktionsmønster i en tid med høj inflation, men også problematisk. Højere renter vil alt andet lige bremse den økonomiske vækst, der allerede er under svækkelse på grund af Ukrainekrigens følgevirkninger samt Kinas nultolerancepolitik over for covid-19, der betyder nedlukning af millionbyer som Shanghai. Verdensøkonomien kan have kurs mod stagnation, hvilket i forening med inflation skaber den giftige stagflation. [...] Udviklingen er ildevarslende, men regeringen fortsætter uanfægtet med at læsse økonomiske byrder over på danskerne. Det er som orkesteret på ”Titanic”, der fortsætter med at spille, længe efter isbjerget er ramt."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 26

Arbejdsmarkedspolitik: EU-direktiv om løn er en ommer
Jyllands-Posten bringer en kommentar af Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Han skriver blandt andet: "Lige rundt om hjørnet venter et nyt EU-direktiv om løngennemsigtighed. Ifølge direktivets fortalere, som bl.a. tæller MEP'erne Kira Marie Peter-Hansen (SF) og Nikolaj Villumsen (EL), vil direktivet rykke det europæiske arbejdsmarked tættere på ligeløn. Men direktivet er skrivebordstænkning. Det er ikke løsningen på Europas udfordringer med manglende ligeløn. Direktivet pålægger virksomheder med flere end 250 ansatte, at de skal aflønne deres medarbejdere ud fra såkaldte objektive kriterier, f.eks. uddannelse, anciennitet og alder. Med andre ord skal en kvindelig og en mandlig medarbejder, der er ens på alle parametre, men hvor f.eks. kvinden performer langt bedre end manden, aflønnes ens, ifølge direktivet. [...] Bundlinjen er, at direktivet ikke bringer os tættere på ligeløn, men derimod skaber ekstra omkostninger og øget bureaukrati til virksomhederne. I stedet burde de europæiske parlamentarikere komme med løsninger på de strukturelle udfordringer, der ligger til grund for manglende ligeløn. Det handler blandt andet om kvinde- og mandefag på arbejdsmarkedet og om de kønnede valg af uddannelser."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 14

Institutionelle anliggender: Renew Europe får ny forhandler på EU-Kommissionens forslag om Due Diligence
Venstre oplyser, at Linea Søgaard-Lidell, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, er blevet valgt som forhandler på EU-Kommissionens lovforslag om Due Diligence på vegne af Renew Europe, den liberale gruppe i Europa-Parlamentet. Det skriver Altinget mandag.
Kilde: Altinget, mandag

Det digitale indre marked: Europas digitale forår
Margrethe Vestager, som er EU-Kommissionens ansvarlige for digital regulering, præsenterede sit forslag til regulering af digitale tjenester og digitale markeder i december 2020. Natten mellem fredag og lørdag landede der endelig et kompromis mellem EU-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet om den længe ventede retsakt om digitale tjenester, også kaldet Digital Services Act eller DSA. Det skriver Altinget mandag. EU strammer dermed grebet om virksomheder som Meta, der ejer Facebook og Instagram, og Alphabet, der ejer Google og Youtube.

I Informations leder kan man blandt andet læse: "De fleste har prøvet at blive taget med bukserne nede af nettets uransalige algoritmer. Men der er mere på spil end de kommercielle aspekter i EU's Digital Services Act (DSA), der i weekenden blev født i skyggen af krigen i Ukraine og valget i Frankrig - en krig og et valg, der er præget af platformenes usynlige logik. Efter love om databeskyttelse og digitale markeder er DSA nu EU's tredje forsøg på at skabe en guldstandard for regulering af internettet, hvor techgiganterne har lavet deres egne regler. Groft sagt skal de nye regler beskytte alle internet(for)brugere, så alt, hvad der er illegalt offline, også skal være det online. [...] I EU-parlamentet omtales DSA selvsikkert som ”Europas digitale forår”. Det spiller på det arabiske forår - det sidste oprør, hvor vi stadig troede på internettets kraft som et frigørende redskab i sandhedens tjeneste. Der kommer vi desværre næppe tilbage. Men med kravet om langt mere transparens kan DSA trods alt bremse kommercialiseringen af internettet og vores data - for europæerne og for de globale koncerner, der skal tage hensyn til os som forbrugere af deres ofte lidt for gratis tjenester."

I Politikens leder kan man blandt andet læse: "Frem med EU-flagene og sig så i kor: Hurra for Digital Services Act! Hvorfor nu det? Fordi man i EU-systemet netop er blevet enig om en banebrydende regulering af de multinationale techgiganter, som med hemmelige algoritmer og grænseløse platforme har vendt op og ned på vores samtid. De nye EU-regler er samlet i den såkaldte Digital Services Act. Og det er ikke bare stort. Som dansker er der såmænd ekstra grund til at glæde sig, for to danskere har spillet en hovedrolle i udformningen af de regler, som det franske EU-formandskab, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet blev enige om i weekenden. Den ene er socialdemokraten Christel Schaldemose, der har været EU-Parlamentets chefforhandler. Den anden EU-kommissær Margrethe Vestager. [...] Man kan sagtens finde hår i suppen. Men det afgørende er, at EU nu foretager et fundamentalt opgør med de techgiganter, der mere eller mindre utøjlet har vendt op og ned på vores samfund. Meget har været godt, bevares. Men andet har været skadeligt. Private virksomheders profithensyn er bare ikke altid det samme som samfundshensyn. Med de nye regler viser EU-systemet desuden en vilje til at komme på reguleringsmæssig omgangshøjde med den teknologiske udvikling. Det kunne de hjemlige politikere tage ved lære, efterhånden som de sætter endnu mere fart på den offentlige digitalisering, vi lidt naivt kalder os verdensmestre i. Tænk, hvis også det offentlige blev pålagt at lave konsekvensanalyser af de algoritmer og modeller, der i stigende grad bruges i den offentlige sagsbehandling."
Kilder: Altinget, mandag; Information, s. 2; Politiken, s. 1

Sundhed: EU vil forbyde tusindvis af sundhedsskadelige kemiske stoffer
I flere af dagens aviser kan man læse, at EU-Kommissionen mandag spillede ud med en Restriction Roadmap, der skruer markant op for den træge proces med at gennemgå de enkelte kemiske stoffer med henblik på at få luget ud i de farlige. EU-Kommissionen fastslår, at den hidtidige proces med granskning af kemiske stoffer ét for ét går alt for langsomt. Nu skal der i stedet forbydes op til flere tusind ad gangen. Hvis køreplanen bliver til noget, er det det største indgreb mod skadelig kemi nogensinde, vurderer European Enviromental Bureau (EEB), en sammenslutning af 170 miljøorganisationer i Europa. I dag foregår den europæiske granskning af de kemiske stoffer og produkter dels via EU's agentur for kemiske stoffer, ECHA, dels ved medlemslandenes individuelle indsatser. Det skriver Information. Kommissionen vil nu tage det drastiske skridt at evaluere stofferne gruppevis, det vil sige i grupper efter deres fælles anvendelsesområde eller deres kemiske slægtskab.
Kilder: Information, s. 1; B.T., s. 6; Ekstra Bladet, s. 18; Jyllands-Posten, s. 18

Institutionelle anliggender: Rusland har beslaglagt betydeligt flere fly end Vesten
Information skriver, at rundt omkring i verden er myndigheder kommet på en hård opgave med at spore rutefly, der kan være omfattet af sanktionerne mod Rusland. Ind til videre er blot ganske få rutefly blevet indefrosset, blandt andet i Holland. Ifølge Jens Ladefoged Mortensen, der er ekspert i internationale sanktioner og lektor ved Københavns Universitet, skyldes det, at sanktionerne - især de finansielle sanktioner mod enkeltpersoner og firmaer - er ekstremt svære at håndhæve. ”Myndighederne har virkelig problemer med at følge med. Det er de slet ikke gearet til. Det er svært, men det er nødvendigt at fortsætte," forklarer han. Aeroflot er et af de få rutefly, der er blevet indefrosset på grund af sanktionerne mod Rusland. Flyet strandede i Schiphollufthavnen, da EU lukkede luftrummet for russiske fly den 27. februar. Ifølge transportminister Trine Bramsen (S) har danske myndigheder ikke har fundet fly, der er indregistreret i Danmark, ”som ejes af personer, der fremgår af EU's sanktionslister eller har adresse i Rusland”. Det skriver hun i et svar til Folketinget.
Kilde: Information, s. 4-5

Klima: AFLIVER GRØNNE FLY-AMBITIONER
I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver John Dybart, København S, blandt andet: "Jeg forstår ikke, hvorfor Søren Gade (V) går og kalder sig selv for grøn, samtidig med at han vil bestemme, at ingen i EU må kræve, at flyselskaberne bruger mere en to procent grønt brændstof. Herregud! Så kommer vi jo aldrig i mål med den grønne omstilling. For virksomhederne kommer jo ikke til at gøre det af sig selv. Vi er nødt til at skabe incitamenter og presse dem lidt. Det er selvfølgelig rart for virksomhederne, at den grønne omstilling kommer til at gå langsomt. For den koster penge, og det er jo nemmere at blive ved med at gøre, som man plejer. Men når man som Søren Gade er medlem af et parti, der siger, de er 'grønne', så går den altså ikke. For det bliver meget svært at komme i mål med den grønne omstilling, hvis 98 procent af flybrændstoffet er sort, som Marianne Vind (S), Søren Gades kollega i Europa-Parlamentet, også skrev forleden. Og sandheden er jo, at erhvervslivet gerne vil producere mere grønt brændstof til flyene. De har kapaciteten, og de er klar til at investere. [...] Jeg synes ikke, at hverken EU eller Søren Gade skal sætte en grænse for, hvor grønne vi må være i Danmark. Faktisk synes jeg, at det er brandærgerligt, hvis EU skal spænde ben for Danmarks ambitioner. Det håber jeg, at Søren Gade også kan se fornuften i."
Kilde: Ekstra Bladet, s. 16

Sikkerhedspolitik: BLODRØD HÅNDVASK
I en kommentar i Ekstra Bladet skriver Randahl Fink Isaksen, selvstændig innovatør, blandt andet: "Krigens gru er ubetinget Ruslands ansvar, men hvis ansvar er det, at vi europæere lod Rusland invadere et FN-anerkendt, demokratisk naboland? For allerede 10. november 2021 havde USA's udenrigsminister, Anthony Blinken, inviteret sin ukrainske kollega til Washington grundet truslen fra Rusland. På deres pressemøde spurgte CNN's journalist Kylie Atwood, om USA havde delt efterretninger med Ukraine om de russiske styrker ved Ukraines grænse. Anthony Blinken svarede: 'Vores bekymring er, at Rusland vil begå den alvorlige fejl at forsøge at gentage det, Rusland gjorde i 2014', med henvisning til Ruslands ulovlige annektering af Ukraines sydlige halvø Krim. Så klart blev det altså sagt - mere end 100 dage før invasionen. Men vi fik et endnu tidligere forvarsel. For allerede i april 2021 kunne man læse i Berlingske og internationale medier, at Rusland havde samlet titusindvis af soldater på Krim og øst for Ukraine. Opmarcheringen fortsatte, og 1. november offentliggjorde den amerikanske satellit-operatør Maxar billeder af enorme mængder kampvogne og andet russisk materiel. Ukraines forsvarsministerium skønnede, at Rusland nu havde 90.000 soldater ved grænsen. [...] NATO-alliancen er verdens stærkeste forsvarsalliance med et militært budget, der er 13,6 gange større end Ruslands. Havde Nato i de 100 dage op til krigen erklæret, at forsvarsalliancen ikke blot ville forsvare Nato, men også Ukraine, så havde Putins strategiske virkelighed set helt anderledes ud. [...] Men vi greb stadig ikke ind. I de europæiske hovedstader skelede man i stedet til de økonomiske fordele ved billig russiske energi, og som købmænd fra helvede fortsatte vi den samhandel, der finansierer Vladimir Putins krig. Putin så vores tøven, og 24. februar angreb Rusland Ukraine med mere end 150.000 soldater. [...] Og de europæiske politikere vidste, hvad der fulgte: Hele byer jævnet med jorden, civile tab i titusindvis, bombning af hospitaler og skoler, tortur, voldtægter af kvinder og børn - hele paletten af uhyrligheder, der er set igen og igen, når Rusland har angrebet Tjetjenien, Georgien, Krim og Syrien. For Rusland er krigsforbrydelser ikke en fejl - det er en metode. Tidligere på måneden var også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i Ukraine. Også hun stod på massegravenes kant i Bucha og forsøgte at se meget overrasket ud, mens hun sagde: 'Det utænkelige er sket.' Men det var netop ikke utænkeligt. Ruslands invasion kom, fordi europæiske politikere var optagede af egne økonomiske interesser frem for at gribe ind."
Kilde: Ekstra Bladet, s. 10

Finansielle anliggender: Lever virksomheder og forbrugere på samme planet?
I en analyse i Berlingske skriver Ulrik Bie, Berlingskes økonomiske redaktør, blandt andet: "Den helt dybe kulkælder. Hvis man skal lede efter danskernes økonomiske humør, så er det der, man skal hen. Det er meget værre end i coronatiden. Meget værre end under finanskrisen. Hvis man i runde vendinger tager udgangspunkt i sammenhængen siden 2000 mellem forbrugernes humør og udviklingen i privatforbruget, peger humøret i kulkælderen lige nu på et fald i privatforbruget på over syv procent i forhold til sidste år. [...] Når det i virkeligheden ikke bliver helt så slemt, hænger det sammen med, at danskerne rent faktisk er tæt på den stærkeste økonomiske situation nogensinde. [...] Det er ikke kun i Danmark, at der er denne forskel på signalerne fra forbrugerne og erhvervslivet. Blandt euroområdets forbrugere peger humøret også på vinterstorm, men alligevel lidt lysere end herhjemme. Længere sydpå var man mere deprimerede under finanskrisen i 2009 og eurokrisen i 2012, og faktisk steg humøret lidt her i april - ligesom hos dansk erhvervsliv. [...] Den rigtig gode nyhed er, at europæisk økonomi er på vej ind i et solidt genåbningsopsving efter coronatiden. Det betyder millioner af nye job og dermed højere samfundsmæssig købekraft på trods af den høje inflation. Arbejdsløsheden i euroområdet er allerede på det laveste niveau nogensinde målt. Det betyder nye investeringer i mange virksomheder, og europæisk industri får samtidig en gigantisk hjælpende hånd fra EUs genopretningsfond, der i år vil bidrage med solid efterspørgsel på alt fra digitalt udstyr og grønne teknologier til jernbaner og boligrenovering. Det betyder yderligere millioner af arbejdspladser. [...] Kombinationen af fortsat økonomisk fremgang, omend i langsommere tempo, stigende beskæftigelse, et tiltagende lønpres og høje prisstigninger er baggrunden for bevægelsen i Den Europæiske Centralbanks syn på renterne. Der er derfor nu åbnet for, at den første renteforhøjelse kan komme allerede i juli, hvis de pæne takter fra den hjemlige økonomi fortsætter."
Kilde: Berlingske, s. 6

Udenrigspolitik: Dette er ugen, hvor FN og Scholz vågner op
I et debatindlæg i Berlingske skriver Per Stig Møller er fhv. udenrigsminister (K) blandt andet: "Dette er ugen, hvor FNs generalsekretær António Guterres tirsdag besøger Lavrov og Putin i Moskva, hvorefter han på torsdag besøger Zelenskyj i Kyiv. Endelig er det gået op for ham, at FN blev oprettet for at opretholde freden og standse aggressorer. Langt om længe har han erkendt, at det ikke er gjort med den ene hændervridende erklæring efter den anden, hvori han opfordrer til fred og fordragelighed. Nej, generalsekretæren har en pligt til at forlade sin pragtlejlighed i New York og drage ud til verdens brændpunkter, uanset hvor ubehageligt og ubelejligt dette måtte være. Og nu sker det. I dag skal Lavrov og Putin lyve FNs generalsekretær lige op i ansigtet med deres påstande om, at den russiske invasion ikke er en krigshandling, men blot en ”operation”, og at formålet med Putins ord er ”nobelt”, fordi Rusland fjerner de nazister, som igen har vist sig at fordærve Ukraine. [...] Dette kan også blive ugen, hvor den tyske kansler Olaf Scholz vågner fra den slummer, han faldt i, efter at han havde holdt sin stærke tale om, at tiderne med Putins angreb på Ukraine er skiftet, hvorfor Tyskland ville påtage sig et sikkerhedspolitisk ansvar og hjælpe Ukraine i dets forsvarskamp mod Rusland. Tyskland finansierer imidlertid fortsat Putins krig gennem sin import af russisk gas og leverer ikke de lovede våben. [...] Alt så godt ud for Europa, men efter 2000 udfoldede Putin en ny, aggressiv politik, uden at det fik Tyskland til at ændre sin kattevenlige politik over for Rusland. Derfor har Ukraine frabedt sig besøg af den tyske præsident Steinmeier, eftersom han som udenrigsminister stod for denne politik. Men han gjorde det i en regering under CDUeren Angela Merkels ledelse. Fordi hun og den daværende franske præsident Sarkozy i 2008 bar hovedansvaret for, at Ukraine ikke fik en hurtig adgang til NATO, har Zelenskyj derimod ment, at de to burde komme og se, hvilken katastrofe de dermed har nedkaldt over ukrainerne. Men dette er også ugen, hvor den genvalgte, franske præsident Emmanuel Macron lettet kan sætte turbo på sin sikkerhedspolitik og genstarte den fransktyske motor, der har drevet EU frem til, hvor det er i dag. Merkel erkendte, at EU-landene skal kunne mere selv. Macron vil gøre EU i stand til det. Så mangler vi bare, at Macron får Olaf Scholz til at tage konsekvensen af, at tiderne er skiftet, og bekvemmer sig til at levere de afgørende, tyske bidrag til at standse Putin én gang for alle. Thi stoppes han ikke i Ukraine, slutter han ikke med Ukraine."
Kilde: Berlingske, s. 23