EU i dagens aviser tirsdag den 4. april 2023

Dagens EU-tophistorier

Sikkerhedspolitik: I dag bliver Finland et NATO-land
I dag optages Finland som det 31. land i forsvarsalliancen NATO. Det skriver Berlingske i dagens avis. NATOs norske generalsekretær, Jens Stoltenberg, udtalte i går: "Vi vil hejse det finske flag for første gang her i NATOs hovedkvarter. Det vil være en god dag for NATO og for NATO-landenes sikkerhed. Fra tirsdag er Finland fuldgyldigt medlem af NATO. Finland vil deltage fuldt ud i alle møder og alle militære strukturer i NATO." Udtalelsen understreger dermed, at Tyrkiet, som var det sidste medlemsland til at godkende optagelsen af Finland, nu også udfører den sidste formelle del af aftalen, hvor Tyrkiet skal deponere de dokumenter, som formelt udgør det såkaldte ratificeringsinstrument. Derefter skal Finland gøre det samme. Optagelsen betyder, at Finland bliver omfattet af NATOs artikel 5, hvilket vil sikre Finland hjælp fra NATO i tilfælde af eksempelvis russisk angreb. NATO kan potentielt udstationere mandskab og militært materiel langs Finlands 1340 km lange grænse til Rusland. Ruslands umiddelbare reaktion på nyheden om Finlands optagelse kom fra viceudenrigsminister Aleksandr Grusjko, som ifølge det russiske nyhedsbureau Ria oplyste, at Rusland vil styrke sin militære kapacitet i vest og nordvest som modsvar. Det forventes, at Sverige bliver optaget som medlemsland i forbindelse med et NATO-topmøde i juli. "Jeg er sikker på, at Sverige bliver medlem af NATO. Det er min opgave at sikre, at det sker så hurtigt som muligt. Men det er vigtigt at forstå, at dette allerede er den hurtigste ratificeringsproces i NATOs historie," sagde Jens Stoltenberg i går. Han oplyste også ifølge både Berlingske og Jyllands-Posten i dag, at NATO-landene på et møde i dag og i morgen forventes at skulle opjustere forsvarsinvesteringerne. Årsrapporten fra NATO viser, at kun syv ud af 30 nuværende NATO-lande lever op til kravet om at bruge to procent af BNP på forsvar, heriblandt USA, Storbritannien og de baltiske lande. Hverken Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien eller Danmark lever op til kravet.

Ekstra Bladet skriver blandt andet i deres leder i dag: "I DAG optages Finland i Nato. Om ikke længe sker det samme for Sverige. Vi taler om en absolut usandsynlighed for blot få år siden. Og det er en af de væsentligste udviklinger i Danmarks nærhed i disse år. Og indlysende godt. Despoten i Moskva har med sit overfald på Ukraine skabt et Europa, hvor man enten er for ham eller imod ham. Og resultatet er ikke til hans fordel: Har Vladimir Putin indædt brugt et år på at udvide sit territorium en kende, har han til gengæld ufrivilligt udvidet fjendens stort. VI TALER imidlertid fortsat om verdens angiveligt største atommagt, hvorfor Rusland vil blive ved med at udgøre en fare for hele Europa. Det er en ny terrorbalance. En tilbagevenden til den kolde krigs logik. Men den er stadig at foretrække frem for en varm. Og når Putins svar til Finland er at rasle med nøglerne til affyringsramperne, er modsvaret, som tidligere nævnt på denne plads, at vi lærte en lektie af den kolde krig: Trusler slår ingen ihjel. [...] NOK HAR vi afskaffet forsvarsforbeholdet over for EU. Men ingen aner, hvad det koster at forsvare EU uden USA's hjælp. Med briternes farvel afholdes 80 procent af Natos udgifter af ikke-medlemmer af Den Europæiske Union. Det er vanskeligt at se det blive bedre - og helt umuligt at se det blive billigere - med en EU-hær. Vi må forstærke os i overensstemmelse med partnerskabet med USA og amerikanernes ønsker. [...] DER FINDES folk, der mener, det er farligt at presse Ruslands gale mand. Det er muligt. Men det er også en hån mod et stærkt kæmpende ukrainsk folk at lade være. Det er selvindlysende, at Putin skal belæres om, hvor grænsen går, og at 1340 kilometer af den nu er rykket helt tæt på, og at mere følger."

Børsen skriver blandt andet i deres leder i dag: "Når Finland tirsdag formelt godkendes som nyt medlemsland i Nato, er der grund til at sende en taknemmelig tanke nordpå. Det er en af de væsentligste følger af Ruslands krig i Ukraine, at vestlige lande rykkede på sig og indså nødvendigheden af stærke, forpligtende fællesskaber i forsvars- og sikkerhedspolitikken. "Rusland er ikke den nabo, vi troede, vi havde," lød det således for et år siden fra Sanna Marin, da den finske statsminister varslede en "grundig og hurtig beslutning" om finsk medlemskab [...] Fastholdes kursen i forhold til Rusland og Ukraine er der imidlertid lagt op til ændringer af den økonomiske politik. Med svimlende forøgelse af statsgælden synes de økonomiske naturlove at have rystet billedet, så miljø- og klimadagsordener og en ellers populær regeringsleder som Marin ikke var i stand til at fastholde magten. Dette bør mane til eftertanke også i Danmark."

Finlands socialdemokratiske statsminister, Sanna Marin, har markeret sig i udlandet, blandt andet da hun besluttede at ansøge om medlemskab i NATO. Men efter søndagens valg i Finland ser det ud til, at hun må give statsministerposten videre til Samlingspartiets leder, Petteri Orpo. Det skriver Berlingske i dag. Hvor den finske befolkning bakkede op om medlemskabet i NATO, er det i højere grad økonomien, der har væltet Marin. Ifølge den finske tv-station Yle er det borgerlige Samlingspartiet blevet det største parti i rigsdagen, som har 200 medlemmer. Partiet har fået 20,8 procent af stemmerne, hvilket giver 48 mandater. De Sande Finner, et borgerligt EU- og indvandrerkritisk parti, har fået 20,1 procent af stemmerne, 46 mandater. Tredjestørst er så Socialdemokratiet med 19,9 procent af stemmerne, som giver 43 mandater. "Dette er en stor sejr. På baggrund af dette valgresultat vil vi indlede forhandlinger om at danne en ny koalitionsregering," sagde Orpo ifølge AFP.

De finske vælgere har følt et behov for at tage et skridt til højre - spørgsmålet er, hvor langt de vil gå. Det konkluderer forsker i politik på Tampere Universitet, Mikko Poutanen ifølge Altinget mandag. Poutanen mener, at landets økonomi kom til at være dominerende i valgkampen. Med en koalitionsregering forudser han dog ikke de store forandringer, selv hvis det stærkt EU-kritiske parti, Sande Finner, liver inkluderet: "Der vil nok komme et skift mod det, man kan kalde en mere højreorienteret udenrigspolitik, men det vil blive afvejet af, at det er en koalitionsregering," siger Mikko Poutanen.

Politiken skriver i deres leder i dag blandt andet: "Borgerlig valgsejr må ikke udelukke Sanna Marin. Søndagens finske valg bliver formentlig et farvel til socialdemokraten Sanna Marin som statsminister for denne gang. Sikke en skam. Som statsminister har hun styret Finland sikkert igennem først coronaen og dernæst Ruslands overfald på Ukraine. Det er under hende, at Finland tog den historiske beslutning om et finsk Nato-medlemskab, der bliver en realitet fra denne tirsdag. Og det er under hende, at Finland har haft en markant stemme i europæisk sikkerhedspolitik og i støtten til Ukraine. [...] Oveni har hun stået i spidsen for en politik, der uagtet corona, Ukraine-krig og øgede forsvarsudgifter har holdt et indenrigspolitisk fokus på både den grønne dagsorden og bekæmpelsen af social ulighed. KRISERNE HAR bidraget til, at Finlands statsgæld siden Sanna Marins tiltræden er vokset fra 65 procent af bruttonationalproduktet (bnp) til 71 procent. Det og kritikken af, at kernevelfærden ikke er blevet forbedret, forklarer givet tilbagegangen for den koalition, hun stod i spidsen for. [...] Ingen behøver at frygte et større opgør med Finlands støtte til Nato og Ukraine. [...] Men det er naturligvis ikke uden betydning for Europa og klimaet, om Petteri Orpo går efter en koalition med et EU-og klimavenligt Socialdemokrati eller med det mere bagstræberiske parti De Sande Finner."

Politiken bringer en nyhedsanalyse af nordisk korrespondent Claus Blok Thomsen. Han skriver blandt andet: "Den finske statsminister, socialdemokraten Sanna Marin, tabte søndag valget i Finland, fordi hun i mange vælgeres øjne var meget optaget af ord. Hendes modpart mener, at hun har gældsat Finland. [...] Mens 37-årige Sanna Marin er blevet kendt som den unge progressive politiker, der kæmper for ligestilling, grøn omstilling og en udbygning af velfærdssamfundet, er der ikke noget frisk pust over 53-årige Petteri Orpo. [...] Finland har tradition for flerpartiregeringer, og for at få mandater nok er Petteri Orpo nødt til at samle en regering, som består af flere af de små partier samt enten Socialdemokratiet eller De Sande Finner. Det kan blive svært. [...] Dertil kommer, at Sanna Marin muligvis ikke har lyst til at spille andenviolin i en ny regering, såfremt hun fortsætter som socialdemokratisk leder. Derfor kan det synes mere sandsynligt, at Samlingspartiet går sammen med De Sande Finner, som i deres økonomiske politik også er borgerlige. Til gengæld går De Sande Finner ind for en markant stramning af udlændingepolitikken og på sigt en udmeldelse af EU, mens Samlingspartiet er stor-tilhænger af EU og derudover ønsker at øge indvandringen for at skaffe flere hænder på det trængte finske arbejdsmarked. [...] En ny finsk regering med Petteri Orpo som sandsynlig statsminister vil således tale med en større stemme i Europa, idet Finland nu både vil være medlem af EU og Nato, samtidig med at Finland deler en over 1.300 kilometer lang grænse med Rusland, hvilket efter invasionen af Ukraine gør, at andre europæiske regeringer lytter betydeligt mere opmærksomt til Finlands sikkerhedspolitiske vurderinger og bekymringer end tidligere."
Kilder: Berlingske, s. 9, 12; Ekstra Bladet, s. 28; Børsen, s. 32; Altinget, mandag; Politiken, s. 1, 9; Jyllands-Posten, s. 10

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Udenrigspolitik: Taiwan: Mønsterstat afgør, om supermagterne kan finde en sameksistens
Kristeligt Dagblad bringer et debatindlæg af udenrigspolitisk journalist Flemming Ytzen. Han skriver blandt andet: "Fanget mellem kinesiske og amerikanske interesser kan Taiwans fremtid tegne relationen mellem de to supermagter. Europa skal håbe på, at USA og Kina finder en fredelig løsning. [...] Så hvorfor er det kinesiske flyvevåben regelmæssigt på vingerne omkring Taiwan her i nutiden? Her foreligger et ironisk paradoks: Kina rasler med sablen for at fastholde en tilstand i konflikten, der er defineret af USA. Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med en invasion. Magthaverne i Beijing afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato i Europa. Nøglen til Taiwans demokratiske overlevelse indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912. Det betyder, at øens indbyggere ikke kan eller bør underlægges et nutidigt udemokratisk centralstyre i Beijing. Denne model bygger på amerikansk lovgivning fra 1979, Taiwan Relations Act (TRA) og har fungeret effektivt i mere end fire årtier - det kaldes strategisk tvetydighed: Taiwan er de facto selvstyrende på trods af en historisk betinget tilknytning til det kinesiske fastland. [...] Konflikten om Taiwan handler også om uafsluttede regnskaber fra det 20. århundredes konflikter, for landene i Østasien mangler helt at gennemføre den forsoning, vi oplevede i Europa mellem Frankrig og Tyskland i 1950'erne og siden mellem EU og de tidligere østblokstater i Centraleuropa i 1990'erne. Politisk og kulturelt er østasiaterne et helt andet sted. [...] Hvad har Danmark og resten af Europa på spil her? Vi kan vinde stort på, at relationerne mellem Kina, Taiwan og USA vender tilbage til den stabilitet, der eksisterede indtil for få år siden. I spillet om Taiwans fremtid betyder mikrochip heldigvis mere end atombevæbnede missiler - den kinesiske ledelse slagter selvfølgelig ikke den høne, der i årtier har lagt guldæg på fastlandet. [...] KRIGEN I UKRAINE har givet anledning til spekulationer i retning af, om det russisk-kinesiske partnerskab kan føre til militære konfrontationer i Østasien. I fjor udtalte den japanske regeringschef Fumio Kishida, at nutidens Ukraine kan blive en realitet i Østasien i morgen. Udsagnet førte til en nationalistkinesisk storm på sociale medier, da det kom fra Taiwans koloniherre gennem et halvt århundrede. Nato-generalsekretær Jens Stoltenbergs nylige besøg i Japan og Sydkorea lagde sig i samme spor, men her er det påfaldende, at politiske ledere i Nato-medlemskredsen ikke er kommet med udsagn, der trækker i samme retning. Stoltenbergs besøg var en prøveballon uden politiske konsekvenser. [...] Er det hele dybt kompliceret? Vist så. Vestlig demonstrationspolitik er ingenlunde vejen frem. Taiwan-spørgsmålet afgør, om USA og Kina finder en sameksistens, som også vil gavne Europa. Mens vi venter på diplomatiet, bør Taiwan opruste massivt efter finsk eller sydkoreansk forbillede. Øen bør gøres til en uindtagelig fæstning."
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 9

Andre EU-historier

Finansielle anliggender: Chefen for Europas banktilsyn sover roligt om natten - men er parat til indgreb
David Bentow skriver i Perspektiv i Børsen i dag blandt andet: "Helt uventet krakkede to større amerikanske banker for mindre end en måned siden, og den næststørste bank i Schweiz blev tvangssolgt til sin rival. Hvad betyder det for Europas banker? [...] Det har Børsen talt med Francois-Louis Michaud om. Han er adm. direktør for Det Europæiske Banktilsyn, EBA, og har dermed det overordnede ansvar for at sikre stabiliteten i den europæiske banksektor, herunder i Danmark. [...] EBA (Det Europæiske Banktilsyn) blev skabt efter den globale finanskrise for at sikre et mere stabilt banksystem i Europa. Myndigheden har ikke direkte tilsyn med nogen banker, men har som opgave at fastlægge de fælles regler for banktilsyn og at sikre, at de nationale myndigheder fører et ensartet banktilsyn. [...] En af jeres opgaver er at overvåge de europæiske banker. Hvordan ser du på bankernes situation lige nu? "Jeg synes vores banker er i en god position. Der vil altid være risici, for bankers opgave er at tage risiko, men med et stærkt tilsyn og transparens om, hvad der foregår i bankerne, føler vi os trygge. Især vil jeg fremhæve, at vi har meget transparens i forhold til bankerne i Europa, og jeg er sikker på, at det er noget, der hjælper med at fremme markedsdisciplinen også fremover, så panik kan undgås." [...] Så siger du, at der ikke er nogen rationel grund til, at investorerne de seneste uger har været bekymret for de europæiske banker? "Jeg tror, det er vigtigt, at markederne differentierer. Det er okay at være ekstra forsigtig, men realiteten er, at bankerne i EU overordnet set er stærke. Der er måske nogle, der er i mindre god form end andre, og der er sandsynligvis nogle tidligere ukendte sammenhænge i systemet. Der er mange forskelle mellem banker, der er krakket og bankerne i EU. Der er måske nogle løse ender, som vi er nødt til at få styr på for at gøre systemet endnu stærkere, men samlet set har vi en stærk banksektor,” lyder det fra EBA-chef Francois-Louis Michaud."
Kilde: Børsen, s. 10-11

Finansielle anliggender: Penge forsvinder fra banker i rekordtempo
Bankerne i Eurozonen registrerede i februar det største fald i indlånet nogensinde. Det skriver Jyllands-Posten i dag. Data fra Den Europæiske Centralbank (ECB) viser, at indlånet faldt med 71,4 mia. euro. Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, er dog ikke bekymret over tallene: "Det er forventet. Den Europæiske Centralbank (ECB) sendte under coronapandemien ekstra penge til bankerne, som de så kunne låne billigt ud til deres kunder for at holde gang i økonomierne. Disse ekstra penge ryger nu stille og roligt ud af systemet," siger han.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 9

Udenrigspolitik: Det er frækt og uvenligt, at Netanyahu afviser gode råd fra Israels venner
Politiken bringer i dag et debatindlæg af korrespondent Anders Jerichow. Han skriver blandt andet: "Det israelske forår har brug for en håndsrækning. Biden og europæiske ledere må højt og lydeligt støtte de demokratiske krav til Netanyahus højreradikale regering. Pas på. Netanyahu vil bruge os andre - USA og Europa - som gidsler i sin kamp for at svække Israels demokrati. Han vil hævde, at den amerikanske og de europæiske regeringer i virkeligheden er ude på at undergrave Israel, når de anfægter hans plan om at svække landets højesteret og hans afvisning af at overlade den besatte Vestbred til palæstinenserne. [...] EU er samtidig Israels største marked. Og EU køber stort ind i Israel. EU giver også Israel adgang til sit værdifulde forsknings- og innovationsprogram Horizon. Også det sker i tillid til israeleres demokratiske forankring, og at Israel vil forhandle om en ligeværdig fred med palæstinenserne på Vestbredden. Det ved Netanyahu. AT KRÆVE, AT USA OG EUROPA alligevel skal blande sig udenom, er forbløffende forkælet. USA og Europa har blandet sig til Israels fordel i årtier og i stor udstrækning beskyttet Israel i internationalt samarbejde. Israel har hverken politisk, økonomisk eller sikkerhedsmæssigt råd til at undvære Vestens venlighed. [...] Biden har sagt, hvad han synes. Han kalder det en fuldstændig ufarbar og udemokratisk vej for Israel og en trussel mod balancen mellem politikere og retsvæsen. EU har sendt samme signal. [...] Det handler for de fleste om Israels eget demokrati. Men det kan ikke isoleres fra besættelsen og det manglende demokrati på Vestbredden. Og hvis israelerne skal undgå at blive underløbet af deres egen regering, kræver det, at Israels venner hjælper med at demaskere Netanyahu og højlydt står fast på demokrati i Israel og to stater mellem Jordanfloden og Middelhavet."
Kilde: Politiken, s. 7

Handel: Carlsbergs parallelle verden i Rusland
Korrespondent Jeppe Reedtz Husted skriver blandt andet i Indblik i Jyllands-Posten i dag: "Mens bomberne faldt over Ukraine, og EU gjorde alt for at lamme den russiske økonomi, åbnede Carlsberg i Rusland døren for tvivlsomme gæster, indgik aftaler med fodboldklubber i den europæiske kulde, lancerede nye produkter og rådgav en sanktionsramt russisk industri om effektiviseringer. Allerede på dagen for beslutningen, den 28. marts, etablerede Carlsberg to parallelverdener. I Carlsberg Group skyldes beslutningen om at forlade Rusland situationen efter den russiske invasion af Ukraine, mens der i bryggeriets russiske pressemeddelelse slet ikke eksisterer en årsag. [...] Den 14. juli besøgte deltagerne i en landsdækkende "produktivitetskonference" eksempelvis afdelingen i Novosibirsk. Her lærte de fra bryggeriets eksperter om forskellige metoder til at effektivisere produktionslinjerne og sikre hurtigere leverancer, står der i en pressemeddelelse. "I den aktuelle økonomiske situation er det (effektiviseringer, red.) ekstremt afgørende," forklarede arrangøren, Aleksandr Zyrjanov, om formålet i en pressemeddelelse om konferencen. Zyrjanov løftede i samme ombæring sløret for, at man blandt deltagerne i Novosibirsk fandt det EU-sanktionerede firma Vostok, der producerer mikrochip, og det sidenhen ligeledes sanktionsbelagte Sibnia, der tester fly og komponenter til fly. Særligt mikrochip anses af EU for at være en sektor, hvor den russiske industri skal lægges alle de hindringer i vejen, man kan, fordi adgangen til mikrochip er en begrænsende faktor for Ruslands våbenindustri - uden dem, ingen raketter. Sagt på en anden måde: EU arbejder på at nedsætte effektiviteten af de russiske produktionslinjer."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 1, 12-13

Det digitale indre marked: Vi kan kræve en anden teknologisk virkelighed
Information bringer et læserbrev af studerende Jeppe Pape Møller. Han skriver blandt andet: "Over 1.000 eksperter har i et åbent brev talt for et omgående midlertidigt stop i forskning i udvikling af superpotente AI-systemer. De bekymrer sig om sci-fi-lignende risici for overmenneskelig maskinintelligens og civilisationens kontroltab. At selv teknologifikserede frimarkedsevangelister som Elon Musk og Steve Wozniak nu kalder på øget regulering i techsektoren skriger til himlen. Vores teknologiske udvikling er et politisk anliggende, derfor kan vi kræve den anderledes. [...] Vores arbejdsliv, vores privatliv, vores identiteter som borgere og vores politiske institutioner er gnidningsfrit gledet ind i digitale sfærer, og vi har på intet tidspunkt set det som noget, vi har kunnet stille krav om som borgere i et demokrati. [...] Nu står vi så i en situation, hvor netop de sfærer, vi har bygget vores liv ind i, er ved at blive overrendt med autonome algoritmer. Der er ingen, der ved, hvordan de påvirker os, og endnu færre ved, hvordan de vil udvikle sig. Vi har sammen skabt den perfekte storm. [...] Det er et teknoidt røgslør, at et forskningsstop skulle handle om superintelligente maskiner, der vil komme til at erstatte os. [...] Første skridt til at ændre status quo er at erkende, at det teknologiske er, og altid har været, politisk.
Kilde: Information, s. 18

Udenrigspolitik: USA bejler til Afrika, men bliver mødt med skepsis
USA's vicepræsident, Kamala Harris, ankom i sidste uge til det afrikanske kontinent og tog hul på et ugelangt besøg. Det skriver Information i dagens avis. Hun taler varmt for en ny æra for USAs partnerskab med Afrika, men der er store udfordringer med at opbygge tillid og tiltrække investeringer til at konkurrere med Kinas aktiviteter. "På denne rejse har jeg til hensigt at udføre et arbejde, der er fokuseret på at øge investeringerne på kontinentet og facilitere økonomisk vækst og muligheder," lød det fra vicepræsidenten, der besøger Ghana, Tanzania og Zambia. Cameron Hudson, der er ekspert i USA-Afrika-forholdet og analytiker for The Africa Program hos the Center for Strategic and International Studies på Georgetown University, har påpeget, at verden har forandret sig, og det samme har USA's politik i Afrika. "Afrika sidder på en fjerdedel af stemmerne i FN, og Washington har det seneste år kæmpet for at opbygge en global koalition af stater for at konfrontere Ruslands invasion af Ukraine. Man har indset, at uden Afrika i sit hjørne er det meget svært at forsøge at samle denne koalition," siger han. Efter Donald Trumps åbenlyse negligering af de afrikanske lande under sin præsidentperiode, har Joe Biden forsøgt at reparere på forholdet, men "de afrikanske lande har en reel grund til at være skeptiske over for Washingtons løfter. Ikke fordi Biden-administrationen ikke er oprigtig og har leveret en god strategi, men fordi de ikke kan garantere, hvad der kommer efter dem," siger Cameron Hudson. Kina står derimod stærkere med et kontinuerligt parti og udenrigspolitik, og Kina har desuden investeret massivt i Afrika fra 2016-2020. "Når amerikanske embedsmænd og politikere er på besøg, er det som et cirkus, der kommer til byen. Et diplomatisk teater. Når kineserne kommer, er de meget mere forretnings- og resultatorienterede," siger Cameron Hudson. Ifølge Hudson har de fleste afrikanske lande intet problem med at have flere samarbejdspartnere. De samarbejder med Kina om investeringer i infrastruktur, med Rusland om sikkerheds- og våbenaftaler og med USA eller EU om reformer for god regeringsførelse, uddannelsesreformer, ligestilling og menneskerettigheder. Det står i stor kontrast til USAs måde at arbejde på. "De eneste, der ikke er komfortable med det, er USA. Biden-regeringen gør en stor indsats for at ændre forholdet til Afrika, men det vil tage lang tid, og i mellemtiden vil Kina fortsætte med at øge sine aktiviteter," konkluderer Hudson.
Kilde: Information, s. 10-11

Institutionelle anliggender: DAGENS BREV: Misforståelser om EU
Berlingske bringer et læserbrev af Anders Orris, tidsskriftredaktør og cand.mag. Han skriver blandt andet: "Det er en god og meget vigtig kronik, Otto Brøns-Petersen skriver i Berlingske, 24. marts. Det skal blive spændende om nogle af de danske magtpartiers EU-ordførere svarer på den. Kronikken rummer dog en misforståelse og et afklaringspunkt. Brøns-Petersen beskriver og ønsker et såkaldt "decentralt EU". Det definerer han ikke nærmere, men det betyder måske det, mange almindelige danskere tror EU er: Et samarbejde, hvor landene i høj grad selv kan vælge graden af integration i et overstatsligt samarbejde. [...] Brøns-Petersen med fleres "decentrale EU" er et fatamorgana. Regeringer og parlamentsflertal i EUs dominerende lande - Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Spanien, Holland med flere - ønsker, at EU skal være en overstatslig union med stadigt mere direkte ret til at lovgive om forholdene i unionens lande. Hele EUs magtapparat er opbygget efter dette mål. [...] Afklaringspunktet er det forhold, Brøns-Petersens kronik fremdrager, men ikke besvarer, nemlig hvem der egentlig skal tilbagebetale al den gæld, de europæiske lande har fået stiftet gennem EU? [...] Spørgsmålet er aktuelt, ikke mindst forud for et økonomisk tilbageslag og en tiltagende demografisk krise med stærkt aldrende befolkninger. Svaret blæser dog i vinden."
Kilde: Berlingske, s. 23

Handel: Mens Danmark sender våben til Ukraine, redder medicinalgiganter russiske liv
En række danske medicinalvirksomheder sælger fortsat deres produkter i Rusland trods Vestens blokader. Det skriver Berlingske i dag. Tidligere generalkonsul i Rusland, Jens Worning, har samarbejdet med flere danske medicinalvirksomheder, som ønskede at etablere sig i Rusland. Han siger: "Det er udelukkende et spørgsmål om den enkelte virksomheds etik. Og her kan pharma- og medicinalvirksomheder nok tillade sig mere rent etisk, fordi de støtter lokalbefolkningen. Men jeg vil antage, at de hele tiden overvejer, hvor deres røde linje går." Berlingske har spurgt fire virksomheder, hvad deres kriterier er for fortsat handel. Hverken Leo Pharma, Novo Nordisk, Coloplast eller Lundbeck har ønsket at stille op til interview, men flere af virksomhederne skriver, at de føler sig forpligtet til at blive i Rusland. Flere af medicinalfirmaerne har dog ændret deres aktiviteter i Rusland efter krigens udbrud. "I Rusland har vi suspenderet vores markedsføring og ændret fokus fra investeringer i kliniske forsøg samt lancering af ny medicin til udelukkende at sikre forsyningen af livsvigtig insulin. Vi har en fabrik i Rusland, der kun producerer insulin til patienter i Rusland," lyder det fra Novo Nordisk. EU har indtil videre indført ti sanktionspakker mod Rusland, der ikke forbyder salg af medicoudstyr eller medicin til landet. Til gengæld er der forbud mod at eksportere blandt andet kul, stål, olie samt en række andre varer til Rusland.
Kilde: Berlingske, s. 4-5