EU i dagens aviser torsdag den 21. april 2022

Dagens EU-tophistorier

Klima: Dyr og usikker: Klimarådet kritiserer CO2-model
I flere af dagens aviser kan man læse, at regeringen i går fremlagde sit bud på en klimabeskatning til erhvervslivet. Hvis man spørger Klimarådet er der i bedste fald stor usikkerhed om effekten af regeringens udspil - i værste fald er der meget tilbage at ønske i kampen for at gennemføre den grønne omstilling. Det skriver Børsen. “Det er godt, at regeringen er kommet med et udspil, for det har vi ventet på i et par år. Og der er fornuftige elementer i den foreslåede model, men der er også elementer, vi er meget usikre omkring,” udtaler Peter Møllgaard, Klimarådets formand. Han mener, at regeringen har valgt en dyr model med tilskudsordninger og stor usikkerhed om, hvorvidt afgiftsniveauet bringer os hele vejen i mål. Klimarådet har argumenteret for, at erhvervslivet skulle præsenteres for en høj, ensartet CO2afgift på tværs af sektorer. Der bliver i stedet tale om tre grupper. Politiken skriver, at den ene gruppe er de store virksomheder, der allerede er omfattet af CO2-kvotesystemet på EU's særlige marked for retten til at udlede drivhusgas. 70 procent af virksomhedernes udslip er i dag omfattet af kvoter, og virksomhederne får mange af dem gratis. Kvoterne koster i dag 600 kr. per ton, men forventningen er, at prisen stiger til 750 kroner i 2030. Med regeringens udspil får virksomhederne lagt en ekstra, dansk afgift på 375 kroner oveni, og derfor bliver den samlede pris på at udlede CO2 1.125 kroner per ton. Den næste gruppe er de store virksomheder, hvis produktion sker ved 'mineralogiske processer', der bl.a. dækker cement-, glas- og stålproduktion. Denne gruppe får rabat og skal kun betale 100 kroner per ton oven i EU's kvotepris: i alt 850 kroner. Den sidste og tredje gruppe er de virksomheder, der er for små til at være med i EU-systemet og derfor i dag ikke betaler noget. De får i stedet en ny afgift på 750 kroner. “Det, vi kan konstatere, er, at regeringen går langt for at bevare nogle af de mest forurenende virksomheder i Danmark. Det gør man ved at fravige fra en ensartet afgift for visse sektorer. Men givet, at der ikke stilles konkrete krav til virksomhedernes omstilling, er det svært at vurdere, om det får den ønskede effekt,” siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

Ifølge Børsen bliver det en opgave og en ekstra udgift for landets virksomheder, når regeringen vil indføre klimabeskatning. “Jeg synes, at det er rigtig mange penge, vi bliver pålagt at skulle betale igen-igen,” lyder det fra Hanne Nylev, ejer af NH Stål Watercut i Vester Skerninge på Sydfyn. NH Stål Watercut er ikke omfattet af EU's kvotesystem, og skal derfor betale 750 kr. pr. udledt ton CO2 i 2030. En undersøgelse fra Dansk Metal viser, at det er de færreste mindre virksomheder, der overhovedet opgør deres CO2-udslip, og derfor kommer afgiften til at medføre ekstraarbejde for dem. En af de brancher det også bliver dyrere for er transportsektoren, hvor særligt færger og indenrigsfly bliver ramt. Udspillet vil nemlig betyde, at færgerne i 2030 skal betale en afgift på 750 kroner per udledt ton CO2, mens indenrigsflyene, der allerede er omfattet af EU's kvotesystem, samlet skal betale hele 1.125 kroner per ton. Det skriver Altinget onsdag.

Politiken skriver, at nogle industrier er meget afhængige af at brænde energi af og udlede meget drivhusgas, så en CO2-afgift kan blive dyr. Det gælder særligt for de virksomheder, der er så store, at de omfattes af EU's kvotesystem - de betaler allerede for kvoter i EU, så de skal ikke betale de fulde 750 kroner, men kan slippe med det halve, 375 kroner, oven i EU's børspris. Ifølge den økonomiske teori kan en dansk CO2-afgift føre til, at virksomheder flytter til udlandet. Men alle lande i Europa har eller får ambitiøse klimamål og vil derfor også blive nødt til at beskatte udslip af drivhusgasser. Desuden planlægger EU en klimatold på produkter fra andre lande, som ignorerer klimaet. Det er derfor uvist hvor stor risikoen er for at virksomheder flytter ud.

I pressemeddelelser fra Dansk Erhverv og SMVdanmark hilser organisationerne en høj og ensartet afgift velkommen, men de kritiserer regeringens model for at ramme erhvervslivet skævt og generelt svække konkurrenceevnen. Det skriver Politiken. Erhvervsorganisationerne ønsket i stedet for komplekse støtteordninger en generel lempelse i erhvervsbeskatningen, der modsvarer afgiften for drivhusgasser. ”Det er skuffende, at regeringen går så langt i forhold til at give CO2-rabatter til udvalgte særinteresser og forlade princippet om, at forureneren selv betaler for sin egen forurening. Det flytter regningen fra de store virksomheder til forbrugerne og de små virksomheder,” mener Thomas Rohden, politisk konsulent i SMVdanmark.

Torsten Hasforth, der er seniorøkonom i den grønne tænketank Concito, mener, at regeringens udspil er positivt: ”Vores overordnede respons er positiv. Det er et konkret udspil, hvor vi kan forholde os til et klart tal og et signal om, at forureneren skal betale," siger han ifølge Jyllands-Posten. Han mener, at idéen om en bundafgift er positiv, men alligevel har seniorøkonomen dog enkelte ”svirp med halen” til udspillet. ”Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke-kvoteomfattede skal betale mindre end de kvote-omfattede. Her vil det give bedre mening med en fast bundafgift på 1.125 kr.,” siger Hasforth, som frygter, at bundafgiften kan blive udvandet, når de politiske forhandlinger om CO2-afgiften starter. I dag bliver visse industritunge virksomheder tildelt gratis kvoter, som betyder, at store dele af industrien får dækket udgifterne til CO2kvoter. Ifølge Jyllands-Posten viser en opgørelse fra klimaminister Dan Jørgensen fra 2019, at Danmarks største CO2-udleder, Aalborg Portland, i perioden 2013 til 2019 fik dækket 99 procentaf sine udgifter via gratis kvotetildelinger. I 2019 var det dog næsten 84 procentaf virksomhedens udledning, der blev dækket af gratis kvoter. Europa-Kommissionen har lagt op til en revision af gratiskvoterne, så der bliver tildelt færre, og at de fra 2030 udfases for visse sektorer. Selvom regeringen får ros for, at den med sit udspil nu lægger op til at indføre en CO2-afgift, som virksomheder, der udleder de klimaskadelige drivhusgasser, skal betale, understreger en række organisationer, at der fortsat er et stykke vej, før man er i hus med den vedtagne ambition i klimaloven om at reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent. i forhold til niveauet i 1990. Det skriver Jyllands-Posten.

I Politikens leder kan man blandt andet læse: " Kombineret med tidligere aftaler og effekten af stigende priser på EU's CO2-kvoter vil den ifølge regeringens beregninger nedbringe Danmarks udledning af CO2 med 70 procent i 2030. Det som for ganske få år siden blev anset som et fuldkommen urealistisk mål, er der nu en konkret plan for at få realiseret. [...] Men er problemerne så løst? Er klimakampen vundet? Kan vi som samfund sænke skuldrene? Naturligvis ikke. Der er stadig store udfordringer, og der er stadig områder med manglende politisk vilje og ambition."

I en analyse i Berlingske skriver Bent Winther, kommentator, blandt andet: "Uanset hvor nøjagtigt man mener at have afbalanceret den nye CO2-afgift, som Danmark nu går forrest med i EU, vil der være vindere og tabere. Og i den kommende tid vil der uundgåeligt blive fokuseret på taberne, de virksomheder, som enten truer med at lukke eller flytte til udlandet. I Dansk Industri peger man på, at det især er virksomheder i fødevareindustrien og firmaer, som producerer byggematerialer, der bliver ramt. Den type industri ligger især uden for hovedstaden og beskæftiger faglært og ufaglært arbejdskraft."

I Informations leder kan man blandt andet læse: "Onsdag præsenterede S-regeringen sit udspil til en grøn skattereform, der er det tungeste og mest omfattende instrument i forhold til at nedbringe udslippet af CO2 i Danmark og nå målet om 70 procent reduktion i 2030. [...] Ved første øjekast ser det ud til, at virksomheder der står uden for EU's kvotesystem, slipper billigst. Det er eksempelvis virksomheder inden for produktion og services, og de kommer med det nye skatteudspil til at betale en pris på 750 kroner per ton CO2. De virksomheder i Danmark, der er underlagt EU's kvotesystem og derfor allerede betaler en pris på aktuelt 750 kroner per ton CO2, pålægges ifølge regeringens udspil en yderligere dansk CO2-afgift på 375 kroner, så de i alt kommer til at betale 1.125 kroner per udledt ton CO2. Endelig kommer en lille tredje gruppe af virksomheder - herunder Aalborg Portland - til at betale en CO2-afgift på 100 kroner, så de med EU's kvotepris kommer op på en samlet pris på 850 kroner per ton CO2. Der er dog den vigtige detalje, at virksomheder som Aalborg Portland får langt størstedelen af deres kvoter gratis og altså reelt kommer til at slippe markant billigere end resten af industrien. Samtidig - og det er også en vigtig detalje - vil regeringen lægge en bund under CO2-afgiften, som betyder, at hvis EU's kvotepris falder til under de aktuelle 750 kroner, stiger den grønne afgift, så det samlede afgiftstryk holdes. [...] Derfor er den samlede dom over regeringens udspil også, at nok er det en god begyndelse, at alle virksomheder i princippet skal betale grønne afgifter, men det kan også nemt blive en rigtig dårlig afslutning, hvis ikke landbruget for alvor kommer med i den samlede skattereform. Samtidig trækker det fra, at regeringen har valgt en model, der freder cementen i Aalborg. For det betyder, at regeringen er nødt til at satse på, at store mængder CO2 skal fjernes ved hjælp af ny CCS-teknologi."

I Jyllands-Postens leder kan man blandt andet læse: "Kun de mest naive har troet, at klimaomstillingen ville blive nænsom. Nu kommer regningen, der især vil ramme de private husholdninger, eftersom CO2-skatten på erhvervslivet i vidt omfang tilbageføres i endnu et støtteregime af den art, som socialdemokrater elsker. I årtier er talrige familier blevet pålagt tvangstilslutning til naturgas, barmarksværker m.m. Når det gælder energi, har danskerne ikke haft frihed, men har via skatten måttet betale absurde milliardbeløb i statsstøtte til vind- og solenergi for efterfølgende at skulle betale Europas højeste elpriser. Vedvarende energi er endt som en evindelig skatteskrue ledsaget af et støttecirkus, der åbenbart nu betyder, at borgerne både skal belåne friværdien, betale mere og i tilgift have vindmøller og arealfortærende solenergianlæg som nærmeste naboer og endda sige pænt tak."

I et debatindlæg på Altinget skriver Camilla Damsø Pedersen, seniorkonsulent, Concito, blandt andet: "En analyse fra Ea Energianalyse viser, at der er et samfundsøkonomisk potentiale på godt 27 til 33 procents energibesparelser i 2030 sammenholdt med 2005. Beregninger, der vel og mærke blev lavet før energipriserne tog på himmelflugt. Der er derfor al mulig grund til fortsat at vedtage mål og virkemidler for energieffektivisering i Danmark. Dermed kan Danmark også undgå, at vi igen får kritik af EU-Kommissionen for ikke at levere i tilstrækkelig grad til EU's nuværende mål for energieffektivisering. Et EU-mål regeringen vel og mærke fornuftigt nok arbejder for at hæve i forbindelse med den igangværende revision af energieffektivitetsdirektivet. I forhold til industrien vil en ambitiøs grøn skattereform være et kærkomment skridt i den rigtige retning mod energieffektivisering og elektrificering i industrien. Men der er også behov for andre tiltag, der kan hjælpe virksomhederne på rette vej. Den eksisterende Erhvervspulje, som private virksomheder kan søge til energieffektiviseringer, bør gøres lettere tilgængelig og mindre bureaukratisk, eksempelvis ved at indføre en positivliste for teknologier som kan opnå tilskud. [...] Det fremhæves af regeringen i det nye udspil, at energieffektivisering på kort sigt er et vigtigt redskab i den grønne omstilling, og en måde at øge forsyningssikkerheden på. Det er korrekt, men energieffektivisering er i den grad også et vigtigt mål på lang sigt. Et mindre energiforbrug er fornuftigt i et samfundsøkonomisk og forsyningssikkerhedsmæssigt perspektiv, også når energien er grøn. En god start vil være at gennemføre opdaterede og mere grundige analyser af potentialet for energibesparelser inden for erhvervslivet og i byggeriet, og så bør der følges op med konkrete mål for energibesparelser. Energieffektivisering bør være et reelt spor i den danske energi- og klimapolitik. Det kræver politisk opbakning i de kommende forhandlinger om regeringens nye udspil, så Danmark også 'kan mere', når det kommer til energieffektivitet."
Kilder: Børsen, s. 16-17, 20; Altinget, onsdag; Politiken, s. 1, 4, 6; Berlingske, s. 8; Information, s. 20; Jyllands-Posten, s. 9, 10, 24

Klima: Klimasynder: Aalborg Portland føler sig presset trods rabat
Regeringen præsenterede tirsdag en omfattende energipakke, som skal frigøre Danmark fra russisk gas og accelerere den grønne omstilling, skriver Information. Og i går fremlagde regeringen så sit længe ventede bud på en CO2-afgift, så nu ved ledelsen i cementfabrikken, Aalborg Portland, hvad fremtiden bringer, hvis regeringens udspil bliver vedtaget. Det skriver flere af dagens aviser og Altinget onsdag. Cementproducenten skal fra 2025 betale yderligere 100 kroner i skat for hvert ton udledt CO2. Aalborg Portland er Danmarks største udleder af drivhusgasser, så trods rabatten bliver klimaregningen betragtelig, hvis regeringens planer bliver vedtaget. Aalborg Portland har selv beregnet, at når CO2-afgiften træder i kraft, så vil den give virksomheden en ekstraregning på 150 millioner kroner om året, skriver Politiken. Kritikere mener dog, at regningen burde være meget højere. Ifølge kritikerne har regeringen taget for store hensyn til virksomheder som Aalborg Portland, der på grund af produktionen har en meget høj udledning af drivhusgasser. "En CO2-afgift er meget simpel, men selv den formår de at fucke up," lyder det ifølge Politiken fra Caroline Bessermann, som i går talte foran de aktivister fra Den Grønne Ungdomsorganisation, der forsøgte at råbe ministre og journalister op. Peter Møllgaard, der er økonomiprofessor ved Maastrichts universitet og formand for regeringens uafhængige vagthund Klimarådet, mener, at rabatten fraviger princippet om, at forureneren betaler. "Regeringen går ret langt for at bevare nogle af de mest forurenende virksomheder i Danmark," udtaler han. Også den miljøøkonomiske vismand Lars Gårn Hansen undrer sig. "Den effekt, man får, er, at man flytter noget beskæftigelse fra resten af industrien til cementindustrien," siger han. Han mener ifølge Information, at rabatten til de store CO2-udledere gør omstillingen dyrere. ”Der er ikke nogen klimaeffekt ved det," siger han. Det er også langt fra alle partier der bakker op om, at virksomheder som Aalborg Portland skal have rabatter og støtteordninger i den størrelsesorden, som regeringen lægger op til, skriver B.T. og Politiken. ”Jamen tillykke til alle virksomheder 'med mineralogiske processer'. Det er godt nok vildt. Ikke siden Tvind-loven har jeg set en politiker forsøge at ramme så selektivt," skriver DF-formand Morten Messerschmidt på Twitter ifølge Politiken. Også Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, er kritisk. ”Jeg er meget skeptisk over for, at de største klimaudledere skal have en så voldsom rabat," siger Villadsen.

Regeringen argumenterer for, at en hårdere beskatning vil risikere at flytte udledning og produktion uden for landets grænser, skriver flere af dagens aviser og Altinget onsdag. "Hvis vi lukkede Aalborg Portland, så er det ikke sådan, at der ikke ville blive produceret cement længere, det ville bare blive produceret et andet sted. Vi vil hellere være med til at omstille produktionen," siger klimaminister Dan Jørgensen (S), som også henviser til, at det i klimaloven står, at reduktioner ikke må ske på bekostning af arbejdspladser og vækst. Politiken spørger Thomas Uhd, som er bæredygtighedschef i Aalborg Portland, om fabrikken nu har planer om at flytte ud af landet. Nej, jeg tror aldrig, at vi har tænkt os at flytte ud af Danmark, men det er jo et yndet spørgsmål blandt journalister," svarer chefen. Selv om virksomheden slipper betydeligt billigere end andre danske industrivirksomheder, der er omfattet af EU's kvotesektor, føles det dog ikke som en sejr. "Vi står ikke og klapper i hænderne over regeringens udspil,” siger Thomas Uhd ifølge Jyllands-Posten. Koncernen er fortsat bekymret over de nye afgifter: "Vi ser ind i nogle meget høje CO2-omkostninger i EU-regi, der kommer til at blive mere end fordoblet. Måske tredoblet inden 2030. Så en dansk CO2-afgift oven i de omkostninger bekymrer os selvfølgelig," siger Thomas Uhd ifølge Berlingske. ”Den omstilling, vi skal igennem, kræver rigtig store investeringer på flere milliarder kroner til blandt andet CO2-fangst. Det er noget, der tager lang tid at implementere. Erfaringen fra Norge er, at det kan tage op mod ti år. Så det er også vigtigt, at der går længere tid, inden der falder en afgift, og der synes vi, 2025 er relativt hurtigt i forhold til, at vi skal ud og foretage så store investeringer," fortsætter han. Virksomheden mener, at afgiften er for høj oven i EUs kvoteafgifter, og at tidshorisonten er for kort. Ud over Aalborg Portland kan også Rockwool-koncernen se frem til at få en fordel frem for andre virksomheder omfattet af EU's kvotehandels-system, skriver Ekstra Bladet. Rockwool producerer nemlig også ved hjælp af 'mineralogiske processer'.

Flere af dagens aviser skriver, at Aalborg Portland også får mulighed for at søge støtte fra to puljer med i alt syv milliarder skattekroner. Den ene pulje på fire milliarder kroner er til 'omstillingsstøtte' til de virksomheder, der har vanskeligst ved at omstille sig. Den anden pulje på tre milliarder kroner skal gå til investeringer i CO2-fangstteknologi (CCS), som giver muligheden for at opfange CO2'en fra skorstenen, før den siver ud i atmosfæren og skader klimaet. Miljøvismand Lars Gårn Hansen forklarer, at regeringens forslag kan dermed ende som en økonomisk gevinst for Aalborg Portland og andre storudledere. Det skriver Information. ”Det kan godt ende med, at Aalborg Portland får et pænt overskud ved det her," siger han og fortsætter: "Det er ikke nogen stor samlet belastning af Aalborg Portland og cementindustrien sammenlignet med andre dele af erhvervslivet, hvor man betaler fuld pris.” Den miljøøkonomiske vismand er ikke i tvivl om, at rabatter og tilskud til udvalgte virksomheder kommer til at koste danskerne, skriver Jyllands-Posten. Lars Gårn Hansen henviser til beregninger fra den ekspertgruppe, der i februar skitserede grundelementerne i regeringens udspil. I beregningerne fremgår det, at resten af samfundet hvert år kommer til at betale mellem 750 mio. og 1 mia. kr. for rabatten til Aalborg Portland og andre beslægtede virksomheder. Altinget skriver i dag, at man kan konkludere, at trods klima og sundhed er det største i politik, er politik fortsat større end klima. Selv om klimaforandringer er påtrængende i forhold til klodens fremtid og i forhold til den sikkerhedspolitiske nutid, hvor energiafhængigheden af russisk gas og olie finansierer Putins krig i Ukraine, så trumfes det stadig af partistrategiske positioner i kampen om regeringsmagten her og nu.

I Berlingskes leder kan man blandt andet læse: "Så kom regeringens udspil om en afgift på udledning af CO2, som er det middel, økonomer længe har anbefalet som det mest effektive i klimapolitikken. Regeringen bygger stort set på en af de modeller, som et ekspertudvalg fremlagde for et par måneder siden. Regeringen har valgt en model, der giver rabat til virksomheder med store udledninger. [...] Man kan diskutere størrelsen af CO2afgiften, som i udgangspunktet er 750 kroner pr ton CO2, vismændene har argumenteret for 1.200 kroner. For virksomheder inden for EUs kvotesystem er afgiften dog 1.125 kroner inklusive kvoteprisen. Her har regeringen skærpet eksperternes forslag, for de 1.125 kroner er mindsteprisen, og hvis kvoteprisen falder, øges afgiften tilsvarende. Afgiften indfases fra 2025 og vil være fuldt indført i 2030. Afgiften vil ifølge eksperternes beregning bidrage med en reduktion af CO2udslippet med 3,7 millioner ton i 2030. Regeringen fremhævede på pressemødet med en vis stolthed, at det er det største enkeltbidrag, der endnu er truffet beslutning om. Det er ærgerligt, at afgiftsinstrumentet ikke er blevet brugt tidligere og i større omfang."

I en kommentar i B.T. skriver Anders Leonhard, B.T.s politiske redaktør, blandt andet: "Så hvad gør statsministeren, når hun på den ene side er sprunget ud som klimakriger med løfte om CO₂-afgifter, men på den anden side vil redde den store 'arbejderhøjborg' Portland i hendes egen valgkreds? Svaret kom i går, da S-regeringen fremlagde sit udspil til en grøn skattereform. Mette Frederiksen har simpelthen valgt at frede Aalborg Portland, mens stort set alle andre virksomheder må betale dyrt for CO₂-udledningen. S-regeringen vil nemlig give virksomheder med 'mineralogiske processer' som Aalborg Portland så stor en klimarabat, at de kun skal betale 100 kroner for et ton CO₂ ud over EUs kvotepris, mens andre virksomheder skal betale op til 375 kroner pr. ton. Altså en klækkelig rabat på cirka 70 procent."
Kilder: Politiken, s. 1, 4, 6, 7; Altinget, onsdag; B.T., s. 4-5; Ekstra Bladet, s. 4-5; Information, s. 1, 4; Berlingske, s. 2, 8-9, 10

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Interne anliggender: EU-afstemningernes klare sprog: Meget svært at flytte folks holdning til EU
Den 1. juni skal danskerne for tredje gang stemme om et EU-forbehold - denne gang forsvarsforbeholdet, skriver Berlingske. De tidligere afstemninger omhandlede euroforbeholdet i 2000, hvor man endte med kronen, samt retsforbeholdet 15 år senere. Berlingske har bedt meningsmålingsinstituttet Kantar Gallup finde meningsmålingerne for de to tidligere folkeafstemninger om forbeholdene frem, og fået statskundskabsprofessor og forsker i EU og folkeafstemninger Derek Beach fra Aarhus Universitet om at fortælle, hvad de gamle valgkampe kan lære os om den nye. ”Jeg tror, at politikere og en del kommentatorer overvurderer betydningen af kampagnen og hele debatten (op til en folkeafstemning, red.). Særligt den kortsigtede debat over nogle uger og måneder ændrer ikke ved folks grundlæggende EU-holdninger,” siger professoren. Derek Beach mener, at det er danskernes grundlæggende holdninger til EU - og især, hvorvidt de ønsker mere union - der først og fremmest er udslagsgivende for deres stemme. Han interviewede i 2015 vælgere både i begyndelsen og efter valgkampen om retsforbeholdet. En del vælgere sagde i starten, at de syntes, det lød som en god idé at afskaffe retsforbeholdet. ”Men vi kunne samtidig se, at de vælgere helst ville have lidt mindre EU - det var deres grundlæggende holdning. Og i løbet af valgkampen kunne vi se, at de vælgere så fandt de argumenter overbevisende, der passede til deres holdninger, og de endte med at stemme nej," fortæller han. Det er allerede nu muligt at brevstemme, så borgere, der ikke har mulighed for at møde op den 1. juni eller bare gerne vil aflevere deres stemme i god tid, kan udøve deres demokratiske ret. Berlingske skriver, at Roger Buch, valgforsker og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, spår, at flere vil benytte sig af den metode end ved de seneste to folkeafstemninger om patentdomstolen og retsforbeholdet i henholdsvis 2014 og 2015.

Regeringen meddelte tirsdag aften, at den nu vil ændre bemærkningerne til det endnu ikke vedtagne lovforslag, så det her vil fremgå, at regeringen garanterer en ny folkeafstemning, hvis EU-forsvarssamarbejdet - modsat i dag - på et tidspunkt skulle overgå til at være såkaldt overstatsligt, eller hvis Danmark mister sin vetoret. Det skriver Politiken. DF-formanden, Morten Messerschmidt, er kritisk over for, at vælgerne allerede nu kan brevstemme ja eller nej til et forslag, der ikke er blevet endeligt vedtaget i Folketinget. ”Det er da en lille smule underligt, at man har sat valghandlingen i gang, inden man er fuldstændig klar på, hvilket lovforslag der skal stemmes om," siger han. Han bakkes op af gruppeformand for Enhedslisten Peder Hvelplund. ”Jeg synes virkelig, det er en demokratisk uskik, at man lægger noget ud til en brevafstemning, som ikke er vedtaget i Folketinget endnu. For folk ved reelt set ikke, hvad det er, de stemmer om," siger han.

Udenrigsministeriet står bag hjemmesiden 1juni.dk, som indeholder information om, hvad afstemningen om forsvarsforbeholdet går ud på, og hvad forbeholdet har af betydning for Danmarks deltagelse i EU's forsvarspolitik. Ifølge Altinget onsdag mener Folkebevægelsen mod EU, at hjemmesiden indeholder både faktuelle fejl og misvisende mangler. Det er Udenrigsministeriet dog ikke enige i.

I et læserbrev i Information skriver Magnus Falko, vagtuddannet og medlem af Folkebevægelsen mod EU, blandt andet: "Jasiden beskylder nejsiden for argumentmangel og for at sprede myter, og det gør de ved at fordreje nejsidens udsagn. Men i Folkebevægelsen mod EU knokler vi for at oplyse om afstemningens indhold. Men når en part benytter sig af mangelfuld oplysning og retoriske stråmænd, er en smule debat om debatten relevant. At jasiden benytter sig af mangelfuld oplysning kan man for eksempel se på hjemmesiden 1juni.dk, som Udenrigsministeriet har lavet som oplysning om afstemningen. Men hjemmesiden er fyldt med fejl og mangler, hvilket vi har vist i vores faktatjek af den. For eksempel står der på hjemmesiden, at Danmark ikke deltager, når EU's medlemslande træffer beslutninger på forsvarsområdet. Men Danmark har allerede taleret på disse møder. [...] På Twitter har Socialdemokratiet en plakat med udenrigsminister Jeppe Kofod: ”Stop myterne om forbeholdet. Der findes ikke en EU-hær, en FN-hær eller en NATO-hær. Der findes kun suveræne lande, som kan vælge at deltage i en operation eller lade være.” Men nejsiden påstår ikke, at der findes en EU-hær eller konkrete fælles planer for den. Vi påpeger, at ledende EU-politikere som Emmanuel Macron, Angela Merkel, Olaf Scholz og Ursula von der Leyen taler for en EU-hær, og at EU allerede har 'stående kampgrupper' i EU-lande og militærmissioner i blandt andet Afrika. Og desuden at kravet om enstemmighed opblødes stadig mere via EU-traktatens artikel 31.3 TEU og 44.1 TEU og senest det 'strategiske kompas' med dets udrykningsstyrke på 5.000 mand."

I et læserbrev i Politiken skriver Magnus Falko, Roskilde, medlem af Folkebevægelsen mod EU, blandt andet: "Forfatter Peter Lauritsen antager i Politiken 14. april, at 1800-tals-politikeren Viggo Hørup ville støtte en ophævelse af Danmarks forsvarsundtagelse i EU for at undgå ”enegang eller nedrustning” i en nutid med despoten Putin. Hørup ville imidlertid vide, at forsvarsforbeholdet ikke hindrer os i at opruste, hvilket vi jo gør. Danmark går heller ikke enegang, da vi foruden Nato og FN deltager i europæiske forsvarssamarbejder såsom European Intervention Initiative, Joint Expeditionary Force, Framework Nations Concept og Nordefco samt adskillige ad hoc-missioner. Kun et nej 1. juni sikrer, at oprustning forbliver frivillig."

I en kommentar på Altinget skriver Jarl Cordua, radiovært, kommentator ved Altinget m.fl., blandt andet: "Der er bred enighed om, at kampagnen for at få et nej ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet onsdag den 1. juni hidtil har haft en ganske pæn succes. Måske også i fraværet af en synlig ja-kampagne. Så hvor bliver de fem etablerede partiers kampagne for et ja egentlig af? [...] SF vil overbevise venstreorienterede og dermed fællesskabsorienterede vælgere med argumenter om, at fælles sikkerhed i Europa bedst sikres med deltagelse i et EU-forsvar. De unge skal tales ind i folden ved at slå på, at de er den ansvarlige generation i klimakampen, der nu også bør tage ansvar for at sikre den fælles sikkerhed i Europa. Centralt står naturligvis regeringspartiet Socialdemokratiets og særligt Mette Frederiksens aktive deltagelse i ja-kampagnen. [...] Det er dog forsvarsminister Morten Bødskov, der bliver den centrale nøgleperson hos Socialdemokratiet, der skal løfte og bære S-kampagnen i statsministerens fravær. Det er ikke unaturligt, når kampagnen handler om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Bødskov har på rekordtid fået skabt respekt om sit ministerembede, hvor der ingen vaklen har været i støtten til Ukraine i krigen mod Rusland. Han er forsvarsminister på et bagtæppe, hvor regeringen har landet en forsvarsaftale med de fem ja-partier, der skal sikre, at Danmark lever op til to-procents-målsætningen inden 2033. Her og nu er der blevet fyldt op i forsvarets pengekasser til at klare dagen og vejen, og der er sendt materiel til Ukraine og soldater til Baltikum. [...] Senest har spørgsmålet om EU-hærens mulige fremtid spøgt. Messerschmidt har gravet flere gamle citater og klip frem med europæiske politikere med tidligere forbundskansler Angela Merkel og nuværende præsident Macron. Her formulerer de visioner for en EU-hær, der kunne antyde en udvikling, hvor EU-udrykningsstyrken på 5000 mand kunne blive noget større og udfordre traktatens nuværende bestemmelser om et mellemnationalt samarbejde, hvor de enkelte lande selv kan deltage i det, de har lyst til og vil overkomme. Reaktionen fra regeringen er, at man skriver ind i selve lovteksten, at skulle der ske en ændring i forholdene, så vil danskerne igen skulle stemme om det. "

I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver Otto Høyer, Aarhus N, blandt andet: "EU minder mere og mere om en super-nationalstat. Med egen udenrigspolitik, retssystem og snart også forsvars- og militærpolitik. Jeg vil tilbage til EF, der handlede om, at staterne handlede med hinanden. Stem nej 1. juni."
Kilder: Berlingske, s. 14-15; Information, s. 18; Altinget, onsdag; Politiken, s. 6, 10; Ekstra Bladet, s. 21

Andre EU-historier

Udenrigspolitik: Kraftigt fald i Ruslands olieproduktion
Sanktionerne mod Rusland har nu for alvor ramt landets olieindustri. I de første to uger af april er olieproduktionen faldet med mere end 800.000 tønder. i døgnet, skriver Jyllands-Posten. EU har endnu ikke indført sanktioner mod råolie og olieprodukter fra Rusland, og derfor skyldes den reducerede import såkaldte selvsanktioner, hvor olieselskaber og råvaremæglere af egen drift har valgt at indstille opkøbene. Der er dog stadig risiko for, at EU vælger at indføre en embargo mod al olie fra Rusland. ”En olieembargo vil have en jordskælvslignende effekt i Europa, da mere end halvdelen af forbruget af autodiesel, marinediesel, jetbrændstof og fyringsolie kommer fra Rusland. Den samlede efterspørgsel efter disse olieprodukter ventes at nå 6,7 mio. tdr. i døgnet i denne måned,” fortæller olieanalytiker i Rystad Energy, Janiv Shah, som tilføjer: "Det er mere end svært at se, hvem der skulle kunne erstatte disse olieprodukter. De europæiske raffinaderier har allerede måttet reducere produktionen i marts og april på grund af færre råolieleverancer fra Rusland, og det vil holde pumpepriserne oppe for de europæiske forbrugere - især på autodiesel.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 16-17

Udenrigspolitik: Kina optræder neutral. Men er det ikke
I en kronik i Jyllands-Posten skriver Bertel Heurlin, professor i statskundskab, Københavns Universitet, leder af China Security Studies, Center for Militære Studier, UCPH, blandt andet: "Det er tydeligt, at Kina ikke har det godt med Ukrainekrigen. Sikkerhedsrådets forslag om fordømmelse af krigen blev da heller ikke mødt med kinesisk støtte til Ruslands veto. Kina undlod at stemme, som det også gjorde i forbindelse med to russisk-kritiske resolutioner i generalforsamlingen, som blev vedtaget med stort flertal. Kina ser heller ikke ud til åbenlyst at modsætte sig Vestens stadig hårdere økonomiske og finansielle sanktioner. Det kan måske heller ikke undre, når situationen er den, at USA og EU dækker en fjerdedel af Kinas globale handel i modsætning til Ruslands andel på 2,4 procent Kina har et stærkt og fint forhold til Ukraine. [...] Kina støtter nu det krigsramte Ukraine med humanitær hjælp i form af tæpper og sanitært udstyr. Så noget tyder på, at Kina optræder som en slags neutral aktør i Ukrainekrigen. Men Kina er ikke neutral. Kina har i informationskrigen, som også mere end nogensinde sker på de sociale medier, utvetydigt taget stilling i konfliktens hovedindhold: Det er Vestens aggression i form af et voldsomt pres på Ruslands sikkerhed, som har fået Putin til at gå til modangreb mod Ukraine. Kina yder omfattende diplomatisk støtte til Ruslands krig. Rusland har ret til en interessesfære, som ikke skal svækkes af vestlig militær ekspansion. Påstandene om russiske krigsforbrydelser, ikke mindst i Butja efter de russiske troppers hærgen, bliver afvist som en skændig ukrainsk iscenesættelse. [...] Kan Kina fastholde sin ubrydelige binding til et stadigt mere presset Rusland, som tilsyneladende hverken har klare planer for gennemførelse af krigen og - endnu mere betænkeligt - heller ikke har klare realiserbare formål? Et Kina, der har en klar udviklingsstrategi og klare mål med sin politik, kan ikke i længden være bundet af et land i tilbagegang med en økonomi baseret på eksport af råstoffer. Det gælder tilsvarende for et Kina, der om nogen prædiker absolut suverænitet, ikke indblanding i indre anliggender, ikke-regimeskifte, fravær af interessesfærer. Alt det, som Rusland har krænket i Ukraine. Problemet er, at Kina skal undgå at tabe ansigt. Xi Jinpings prestige står på spil. Men Kina har før vist en ekstrem pragmatisme og politisk dygtige løsningsmodeller på svære dilemmaer. Båndet til Rusland må kunne løsnes. Måske er der en mulighed i det, som Kina hidtil har afvist: at optræde som en fair mægler. Det har Kina før haft held med i FN-sammenhæng. Det kunne falde i tråd med Kinas store engagement for konkret arbejde for international fred og sikkerhed, ikke mindst demonstreret gennem intens kinesisk deltagelse i FN-fredsbevarende militære aktiviteter. "
Kilde: Jyllands-Posten, s. 27

Klima: Verdens afhængighed af fossil energi skaber et afrikansk dilemma
I Jyllands-Posten kan man læse en analyse af Lavanyan Thedchanamoorthy, senioranalytiker, EKF Danmarks Eksportkredit. Thedchanamoorthy skriver blandt andet: "Mens mange afrikanske lande satser kraftigt på fossile brændstoffer, udgør den aftagende globale efterspørgsel en vis risiko for projekternes rentabilitet. Mange af oliefelterne ligger desuden meget afsides, og olien er derfor dyr at hente op. Vestens forsøg på at gøre sig uafhængig af russisk energi åbner imidlertid et vindue for det afrikanske sats. Med de nuværende energipriser, hvor f.eks. en tønde olie koster over 100 dollars, vil de afrikanske investeringer i fossile brændstoffer være rentable. Det er dog ikke længe siden, at olieprisen lå nede omkring 50 dollars. Når de globale uroligheder på energimarkederne engang har lagt sig, og den globale omstilling til vedvarende energi kommer op i et højere gear, er det ikke utænkeligt med energipriser, der kan gøre de afrikanske investeringer ugunstige. De afrikanske ledere er godt klar over, at omstillingen til vedvarende energi er vejen frem. De er blot uenige om hastigheden, og om hvem der skal betale for gildet, som de fastslog under Cop26-forhandlingerne. Verdens fattigste lande har ikke råd til at foretage så hurtig en energiomstilling, som det blev aftalt, uden hjælp fra rigere lande. Derfor er det også positivt, at EU tidligere på året annoncerede en investeringspakke (”Global Gateway”) på 150 mia. euro, der bl.a. skal være med til at accelerere den grønne omstilling i Afrika."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 17

Migration: Regeringen holder fast i asylplaner i Rwanda
I sidste uge kom frem, at Storbritannien har overhalet Danmark indenom ved at indgå en aftale med Rwanda om at huse asylansøgere og ulovlige migranter. Nu har regeringen og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) fået en unik politisk mulighed. Det vurderer Hans Lucht, der forsker i migration og global orden ved Dansk Institut for Internationale Studier, skriver Kristeligt Dagblad. Lucht mener, at det vil være oplagt at holde øje med, hvordan det går for Storbritannien, inden regeringen følger i briternes fodspor og indgår en lignende aftale - også selvom det har været et stort politisk ønske i en årrække. Det skyldes blandt andet, at forslaget om at rykke asylbehandlingen til et tredjeland har mødt hård kritik fra både EU-Kommissionen, FN's Flygtningeorganisation UNHCR og Den Afrikanske Union. Dansk Flygtningehjælp har også kritiseret planen. ”Idéen om at overføre asylansøgere til et tredjeland er både uhensigtsmæssig, uansvarlig og usolidarisk," sagde generalsekretær Charlotte Slenger i et høringssvar sidste år. EU-kommissær Ylva Johansson, der har ansvaret for EU's fælles migrationspolitik, er også kritisk. Som reaktion på Storbritanniens aftale skrev hun på Twitter, at ”det ikke er human og værdig politik” at sende ”asylansøgere mere end 6000 kilometer væk.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 3

Sikkerhedspolitik: Læren efter otte ugers krig: Putin skal sejre
I en analyse i Kristeligt Dagblad skrevet af Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group, kan man blandt andet læse: "I dag er det otte uger siden, at Rusland invaderede Ukraine. Her er fem vigtige indsigter, krigen har givet os indtil videre. 1. Zelenskyjs lederskab giver manøvrerum. ”Begivenheder skaber ledere”, lyder den tidligere britiske udenrigsminister Malcolm Rifkinds tese, og med det mener han, at politiske ledere, som vi til dagligt kan opfatte som middelmådige til direkte skuffende, kan skabes af store, internationale konflikter. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er eksemplet herpå. I slutningen af 2021 støttede blot 31 procent af ukrainerne deres præsident. I dag bakker 90 procent af ukrainerne op om hans præsidentskab. [...] 2. Krigen fører til en ny verdensorden. Den russiske invasion ender ikke i en verdenskrig, men den har en verdenskrigs dynamikker i sig. Den vigtigste dynamik er, at krigen ikke kan reduceres til en regional krig. Ingen af verdens betydende magter kan undslå sig stillingtagen. Kina og Indien havde allerhelst været krigen foruden. [...] 3. Europa er både styrket og svækket. Den vestlige alliance er styrket. Af Zelenskyj direkte, af Putin indirekte. De vestlige lande er samledes om effektiv tilførsel af militært grej til Ukraine, der har styrket landets forsvarskraft. Vesten er stået sammen om historisk hårde sanktioner mod Rusland, og traditionelle politiske skillelinjer i EU og Nato er lagt til side. Når vi taler om en ny verdensorden, står Europa stærkt netop i kraft af EU og Nato - det er historisk en undtagelse at stå med to institutioner, der vil bestå på den anden side af krigen. Normen er, at eksisterende institutioner går under og nye må konstrueres, når verdensordenen skifter. Det bliver ikke tilfældet på kort sigt for Europa. 4. Sanktioner er Europas udfordring. [...] Debatten i EU lige nu handler om vejen væk fra russisk olie og særligt gas, og man er bevidst om, at det har en pris. Den officielle tone går på, at vi også må bære ofre, når nu Ukraine gør. Vælger Europa at fattiggøre sig selv som følge af en moralsk logik, så straffer vi os selv i den globale logik, hvor Europa vil stå svagere og mindre relevant for USA, Kina og Indien. Og vi vil have færre ressourcer til at støtte Ukraine, når landet skal genopbygges. 5. Putin har brug for en sejr. Præsident Putin begyndte invasionen ud fra en global logik om Ruslands plads i den nye verdensorden. Putins folk har opgivet Europa som en partner, og dermed er Ukraine reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt det nye jerntæppe i Europa skal gå øst, vest eller midt gennem Ukraine - derfor invasionen. [...] Putin skal have en sejr og ikke blot en semantisk - ellers er det slut for Putin personligt."
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 5

Grundlæggende rettigheder: Fri abort skal være lige så lettilgængeligt som wi-fi
Politiken bringer et læserbrev af højskoleelev, Josephine Celeste Jensen, som blandt andet skriver: "Polen slog kvinders rettigheder 50 år tilbage i tiden, da de sidste år strammede deres abortlovgivning. Den nye abortlovgivning tillader kun abort, hvis der er tale om voldtægt, incest, eller hvis kvindens liv er i fare under graviditeten. Altså et forbud mod at få en abort - i et land, der er medlem af EU. Polen er slået hjem og har set stort på alle de rettigheder, kvinder har kæmpet forgæves for i årevis. Det er ikke ligestilling, at en kvinde skal beholde det potentielle barn, der blev undfanget under så simpelt en menneskelig ting som: sex. [...] Det er uhyggeligt, at der er lande i Europa og stater hos en stormagt, hvor der er lettere adgang til wi-fi, end der er til fri abort."
Kilde: Politiken, s. 6

Sikkerhedspolitik: LÆSERNE MENER
I et læserbrev i Politiken skriver Ole Hjulgaard, Gilleleje, blandt andet: "Kære svenske og finske medborgere. Jeg vil se meget frem til jeres medlemskab af Nato. Jeg har altid savnet netop jeres medlemskab, og alt ondt fører normalt også noget godt med sig. Ruslands frygtelige angreb på Ukraine kan forhåbentlig bringe vores lande tættere på hinanden på dette helt vitale område."
Kilde: Politiken, s. 6

Interne anliggender: Kyiv spises af trods ønskeseddel. Mens Mariupol falder, væver kansler Olaf Scholz videre
I en analyse i Politiken skriver Kjeld Hybel, Europakorrespondent, blandt andet: "Endelig! Nu vil Olaf Scholz igen tage fusen på os alle sammen og træde i karakter, som han gjorde med sin Zeitenwende-tale i krigens første dage. Det var i det mindste, hvad mange troede, da den tyske kansler tirsdag tilkaldte pressen for at forklare, hvad han vil gøre for at forhindre Rusland i at forvandle det østlige Ukraine til en rygende askehob. Olaf Scholz havde netop haft videomøde med udvalgte Nato-partnere og forklarede nu på sin egen knastørre facon, at Tyskland på ingen måde hænger i bremsen, når det gælder støtten til Ukraine. Tyskland er fuldstændig på linje med sine vestlige venner, garanterede kansleren. Fuldstændig på Ukraines side. Sådan ser det mildest talt ikke ud. Samtidig med at den russiske præsident Putin tog fat på at bombe de sidste ukrainske soldater og et ukendt antal civile ud af et stålvalseværk i den vigtige og allerede så godt som totalt udslettede havneby Mariupol, stod Scholz i Berlin og vævede videre om alt andet end det, som virkelig kunne gøre en forskel i krigen: Tunge tyske våben til Ukraine og et stop for import af russisk gas til Tyskland. Okay, Olaf Scholz forstår godt, at Ukraine har desperat brug for kampvogne, artilleri, kamphelikoptere og andre tunge våben. Tyskland kan bare ikke hjælpe. Ikke direkte i hvert fald. [...] Skuffelsen over Scholz' fodslæbende optræden er endnu større i Kyiv, og denne ”store skuffelse” udtrykker Andrij Melnyk, Ukraines ambassadør i Berlin, med den ufiltrerede åbenhjertighed, der er hans særkende. Melnyk er ganske vist glad for, at Tyskland vil betale for flere våben og militært grej, men han synes slet ikke, at kansler Scholz rækker hånden langt nok ud. [...] Olaf Scholz tøver, når det gælder om at levere tunge våben til Ukraine. Han fortsætter med at betale svimlende summer for russisk gas, fordi Tysklands kemiske industri tilsyneladende er vigtigere end Europas frihedskamp. Og er dermed med til at finansiere Putins krig. I tirsdags gentog kansleren, at man vil skynde sig at bygge særlige terminaler til gastankere, så man kan blive uafhængig af gas fra Rusland. Men det kommer jo til at tage nogle år. [...] Et par dage efter krigsudbruddet 24. februar så det ellers ud til, at den stilfærdige Olaf Scholz havde regnet ud, hvad det indebar at være leder af Europas stærkeste nation. Han steg på talerstolen i den tyske forbundsdag og proklamerede, at den tyske sikkerhedspolitik havde nået et historisk vendepunkt. Zeitenwende, kaldte han det. Han ville pumpe 100 milliarder euro ind i det forsømte tyske forsvar og gøre Tyskland uafhængigt af russisk energi. Og så skulle det være slut med tysk blokade, når det gjaldt sanktioner mod Rusland og våbenleverancer til Ukraine. ”Vi oplever et vendepunkt. Det betyder, at verden herfra ikke er den samme, som den var før”. Hans tale i tirsdags tyder på, at ikke ret meget er forandret på det tyske kanslerkontor."
Kilde: Politiken, s. 9

Interne anliggender: Kampen for at få Danmark med i EU
Politiken bringer en kronik af Jørgen Ørstrøm Møller, som er fhv. departementschef i Udenrigsministeriet. Han skriver blandt andet: "Den 18. april 1966 aflagde statsminister Jens Otto Krag (S) besøg hos den franske præsident, Charles de Gaulle. Krag fik det klare budskab, at den franske afvisning i januar 1963 af britisk EU-medlemskab stod ved magt, men døren var åben for dansk medlemskab. [...] Tiltrædelsestraktaten med alle fire ansøgerlande blev underskrevet 22. januar 1972. Der var ikke væsentlige danske problemer undervejs. Det springende punkt var det britiske bidrag til EU's budget - et problem, som senere skulle føre til konflikt mellem EU og Storbritannien og i sidste instans dets udtræden, Brexit, i 2016. [...] Det er min fortolkning, at Krag ud over almindelig træthed og lyst til at være sig selv for første gang i sit liv, forlod dansk politik, fordi han forudså en europapolitisk polarisering. Han erkendte for sig selv, at det billede om EU's udvikling, som danske politikere, inklusive ham selv, forelagde befolkningen, var tvivlsomt. Det ville føre til en konfrontation mellem dem, der ønskede at fastholde EU og dansk medlemskab i dette billede, og virkelighedens verden - hvilket da også skete efter 1972. [...] Det tog ikke lang tid, før kløften mellem danske politikeres vurdering af EU's fremtid og størsteparten af de øvrige medlemslandes visioner viste sig. For at vedtage et arbejdsprogram for det udvidede EU var der berammet et topmøde til 19.-20. oktober 1972. Der blev holdt tre forberedende ministermøder i foråret 1972. Danmark fremførte, at EU burde engagere sig i miljøpolitik, kontrol med multinationale selskaber, problemer om en kommende knaphed på ressourcer og sikre, at økonomiske interesser ikke tilsidesætter menneskelige og sociale hensyn. Det var en af de få gange, hvor Danmark i en drøftelse af EU's fremtid offensivt fremsatte tanker om udbygning og uddybning af integrationen i stedet for at modsætte sig, søge særordning eller tage forbehold over for andres forslag. Kernen i forhandlingerne på selve topmødet var enigheden om, at den fælles landbrugspolitik efter britisk medlemskab ikke fortsat kunne være altdominerende. EU måtte udvikle sig ved etablering af fælles politikker, herunder regionalpolitik og forskningspolitik; begge områder, hvor Storbritannien ville blive nettomodtager af beløb udbetalt fra EU. [...] Frygt for, at Danmark skulle trækkes ind i en integration i modstrid med den danske befolknings ønsker, har vist sig ubegrundet. Danske betænkeligheder er imødekommet ved undtagelser fra de traktatmæssige bestemmelser, som der ikke var flertal for i Danmark."
Kilde: Politiken, s. 4-5

Udenrigspolitik: QATAR
I et læserbrev i Politiken skriver Niels Juul, Liseleje, blandt andet: "I 'Politiken mener' af 13. april, har Anders Jerichow konstateret, at Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater hellere vil være solidariske med Rusland end med Ukraine. Jeg er helt enig. Men hvad med Qatar? Qatar er det rigeste land i verden. Årsagen hertil er de meget store energiforekomster som olie og i stigende omfang naturgas, som landet er i besiddelse af. Jeg mener, at tiden nu er moden til, at EU presser Qatar til at melde klart ud, hvor man står i krigen mellem Putin og Ukraine. Ikke at vælge er også et valg. Vi har tillige behov for, at Qatar skruer op for hanerne med hensyn til energieksporten til Europa. Hvis ikke Qatar melder klart ud, så bør EU's udenrigsministre indlede processen om en total boykot af VM i fodbold i Qatar senere på året."
Kilde: Politiken, s. 6

Sikkerhedspolitik: Centraleuropæerne overhaler Vesteuropa i Ukraine-konflikten
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Per Nyholm, publicist, tidligere udenrigskorrespondent, blandt andet: "Den russiske angrebskrig skaber ikke blot et nyt Ukraine, mere samlet og mere nationalt end nogensinde. Den skaber også et nyt Europa. Centraleuropæerne har medderes energiske, ofte støjende offensiv mod Vladimir Putin i Kreml skaffet sig et råderum og en lydhørhed uden lige siden deres ankomst til Nato og EU. De ledende vesteuropæiske lande er skubbet til side, og de såkaldt nye medlemmers indflydelse er styrket. Centraleuropæerne kører ikke længere på anden klasse. [...] I Bruxelles har man hidtil anset de såkaldt nye medlemmer for besværlige, Ungarn ikke mindst. Deskulle manipuleres og holdesnede. Denne attitude er væk. Centraleuropæerne – minus putinisten Viktor Orbán i Ungarn – har vundet i prestige og indflydelse, Polen ikke mindst. Det hidtil så sinkende og af Orbán perverterede Visegradsamarbejde mellem Budapest, Bratislava, Prag og Warszawa er ophørt. ”Vi har at gøre med en øst-aktivisme, som de vestlige lande kun vanskeligt kan modsætte sig,” fastslår en ledende diplomat. Krigen i Ukraine har medført en ny magtbalance i Europa, i høj grad støttet af USA, i mindre, men ikke ubetydelig grad af Danmark, Sverige og Finland. Centraleuropæerne vurderede Rusland korrekt, Tyskland, Frankrig og Italien forkert. Det vil blive husket længe. Også af de herskende gangstere iKreml."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 24

Klima: Energikrise gør europæisk omstilling mere aktuel
I Børsen kan man læse en kronik af Rasmus Errboe, regionsdirektør for Kontinentialeuropa, Ørsted. Han skriver blandt andet: "Europa står i en ny energikrise. Ruslands invasion af Ukraine - og Kremls tilbøjelighed til at udnytte energiforsyningen som geopolitisk pressionsmiddel - sætter en tyk og dyster streg under, hvad vi allerede godt vidste: Europa må gøre sig uafhængig af fossile brændstoffer hurtigst muligt. [...] Europa er på mange måder gået foran i den grønne omstilling, og det giver os stærke kort på hånden, at Europa er hjemstavn for verdensledende virksomheder inden for grøn energi og energieffektivitet. Dette er ikke mindst sandt for Danmark, og derfor er det meget opløftende, at regeringen med tirsdagens udspil spiller mange af de elementer på banen, det er brug for i hele Europas omstilling væk fra russisk gas. Europa - og Danmark - må spille på sine styrker. En af dem er vind. Europa er velsignet med verdens måske bedste område til havvindmølleparker i Nord- og Østersøen. Her er potentialet så stort, at havvind allerede i 2035 kan levere energi svarende til omkring 2/3 af den gas, Europa i dag importerer fra Rusland. [...] Den tilgang, der har gjort havvind til en konkurrencedygtig teknologi, og som har gjort Danmark til et industrielt knudepunkt for havvind, har bragt os langt. Men den kan ikke alene levere den hastighed og skala, som er nødvendig fremadrettet. Europa har med andre ord brug for mange af de elementer, regeringen netop har præsenteret. Et godt eksempel er, hvordan Folketinget allerede har taget det første store skridt ved at definere de to energiøer som visionære koncepter, industrien nu har sat sig for at finde løsninger til, og vi er begejstrede for, at det seneste udspil introducerer muligheden for en energiø. Tilsvarende bør Europas regeringer udpege nye ambitiøse flagskibsprojekter efter dansk forbillede."
Kilde: Børsen, s. 34-35

Finansielle anliggender: Den europæiske frygt for at bekæmpe inflationen
I en kommentar i Børsen skriver Christian Bjørnskov, professor, Aarhus Universitet og IFN, Stockholm, blandt andet: "Det er næppe gået nogens næse forbi, at inflation som økonomisk problem er tilbage med et brag. Økonomer har efterhånden ventet på den i nogle år, da de vestlige centralbanker har ført stærkt ekspansiv pengepolitik. På trods af de problemer, inflationen og pengepolitikken skaber for tiden, er centrale politikere ikke villige til at bekæmpe den. [...] Både de amerikanske og britiske centralbanker har erkendt problemet og er i gang med at nøkke renterne op. Den Europæiske Centralbanks (ECB) præsident Christine Lagarde har derimod indtil videre blankt afvist at hæve renten. På en meget reelt måde beskytter hun således sydeuropæiske stater, der i en lang årrække har lånt for meget, på bekostning af at de dele af Nordeuropa, der enten er med i eurozonen eller har bundet deres valuta til euroen (som Danmark har), ikke har mulighed for at bekæmpe den stigende inflation på normalvis. Lagarde havde et valg mellem at tvinge renterne ned for at forhindre, at de voldsomme gældsbyrder, som Italien, Grækenland og Frankrig har opbygget, ikke pludseligt bliver meget dyrere, og at normalisere den økonomiske situation for resten af Europa. Hendes valg gavner syden og forhindrer en genopretning af væksten i resten af kontinentet. "
Kilde: Børsen, s. 34

Institutionelle anliggender: EU-præsident besøger Kyiv
I Børsen kan man læse, at EU-præsident Charles Michel, der repræsenterer EU-landene, onsdag ankom uanmeldt til den ukrainske hovedstad Kyiv. Besøget sker på et tidspunkt, hvor Rusland optrapper dets nye offensiv i den østlige del af Ukraine. Michel mødtes onsdag med den ukrainske leder, præsident Volodymyr Zelenskyj.
Kilde: Børsen, s. 21

Finansielle anliggender: Jyske Bank overraskede med opjustering efter krig
Landets tredjestørste bank, Jyske Bank, har opjusteret sine forventninger med 300 mio. kr. til et resultat efter skat på 3-3,4 mia. kr. for 2022. I denne forbindelse sagde bankens finansdirektør, Birger Krøgh Nielsen: "Vores kunder er i meget begrænset omfang påvirket af krigen i Ukraine. Vi har endnu ikke set det i bøgerne hos kunderne." Ifølge Børsen sagde hans chef, Anders Dam, for to måneder siden, at en krig i Ukraine, som vi ser for fuldt blus i øjeblikket, kunne få ham til at nedjustere forventningerne. Vesten har samtidig hældt den ene sanktionsbølge efter den anden ned over Rusland, for at svække landets økonomi - men EU køber dog stadig gas og olie i det russiske. Han påpegede også, at mange af bankens eksportkunder er afhængige af det tyske marked, som indtil videre er gået fri af krigen i Ukraine. Finansdirektør Birger Krøgh Nielsen understreger, at banken er i tæt dialog med kunderne for at kunne forstå deres situation med hensyn til Ukraine-krisen.
Kilde: Børsen, s. 10

Finansielle anliggender: Euro styrket efter ECB-melding
Onsdag styrkede en mulig hurtigere rentestigning fra Den Europæiske Centralbank euro mod dollar, skrier Børsen. Den lettiske centralbankdirektør, Martins Kazaks, udtalte lige før middag, at ECB kunne hæve renten allerede til juli for at imødegå “betydelige” inflationsrisici, der sandsynligvis vil kræve yderligere stramning senere på året, skriver Bloomberg News. Han påpegede desuden, at han ikke ville udfordre markedernes forventninger til, at ECB's indlånsrente - der i øjeblikket ligger i rekordlave minus 0,5 procent- vil stige til 0 procenti år.
Kilde: Børsen, s. 28

Klima: Jægere og ornitologer: Løsrivelsen fra russisk gas må ikke gå ud over den danske natur
I et debatindlæg på Altinget skriver Claus Lind Christensen, formand, Danmarks Jægerforbund, og Egon Østergaard, formand, Dansk Ornitologisk Forening, blandt andet: "Danmark og Europa skal gøre sig uafhængige af russisk gas, og derfor lancerede regeringen tirsdag 19. april sit udspil 'Danmark kan mere II', der for alvor sætter turbo på Danmarks omstilling fra sort til grøn strøm. [...] På pressemødet tirsdag 19. april sagde miljøminister Lea Wermelin, at sagsbehandling og stive procedurer står i vejen for en hurtig omstilling, og derfor vil hun blandt andet kigge på en mere smidig sagsbehandling, når der skal udpeges, ansøges og etableres nye projekter med alternativ energi. [...] Et eksempel på at planlægningen af grønne energiprojekter ikke altid er den bedste, er sagen om den ansøgte havvindmøllepark ved Omø Stålgrunde, som ligger i Smålandsfarvandet. I forbindelse med nedlæggelsen af Stigsnæsværket blev en undersøgelse påbegyndt i 2012 under 'Åben dør'-proceduren på foranledning af European Energi A/S. Undersøgelsen skulle afdække muligheden for at etablere en vindmøllepark på Omø Stålgrunde. Et væsentligt forretningsaspekt bestod i, at den allerede etablerede infrastruktur skulle føre den producerede strøm ud i verden. I 2016 undrede EU-kommissionen sig midlertidigt over, at der på det danske havareal var så få marine fuglebeskyttelsesområder. Derfor bad EU-kommissionen Danmark undersøge, om de såkaldte IBA'er (Important Bird Areas) burde danne grundlag for nye udpegninger. Nationalt Center for Miljø og Energi ved Århus Universitet (DCE) blev sat på opgaven og dokumenterede, at Smålandsfarvandet - med Omø Stålgrunde som centrum - i vinterhalvåret er levested for mere end en kvart million vandfugle, heriblandt mere end én procent af både den europæiske edderfuglebestand og den europæiske bestand af gråstrubet lappedykker. Derudover rummer området store antal af sortænder, fløjlsænder og edderfugle, som i august og september skifter svingfjer og derfor er ude af stand til at flyve. Ifølge EU's naturdirektiver forpligter disse data Danmark til at udpege området som et EU-fuglebeskyttelsesområde, et Natura 2000-område. Ifølge dansk lov er det forbudt at etablere industrianlæg i de danske Natura 2000-områder, så med DCE-rapporten fra 2016 burde planlægningen af vindmølleparken på Omø Stålgrunde være stoppet. Processen blev imidlertid mod bedre vidende holdt i live, og DCE-rapporten blev holdt hemmelig. Det er i denne sag svært at genkende lang sagsbehandling på grund af uhensigtsmæssig lovgivning eller indviklede regler. Snarere peger den lange sagsbehandling på mangelfuld myndighedsudøvelse. I 2021 blev Smålandsfarvandet på baggrund af DCE's data fra 2016 udpeget som EU-fuglebeskyttelsesområde F 128. Situationen i Ukraine er ganske forfærdelig, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at komme væk fra russisk gas. Men vi vil opfordre politikerne til at holde hovedet koldt og ikke medvirke til ødelæggelse af uerstattelige naturværdier. Vindmøller og solceller kan med solid planlægning etableres mange steder i Danmark, uden at det går ud over vores trængte natur."
Kilde: Altinget, onsdag

Interne anliggender: Radikal EP-kandidat: Enhedslisten stiller sig skulder ved skulder med Europas nationalistiske kræfter
I et debatindlæg på Altinget skriver David Munis Zepernick, Head of Business Development & Public Affairs, Medicon Valley Alliance, bestyrelsesformand, Fonden Safe and Alive, medlem af Kommunalbestyrelsen (R), Frederiksberg Kommune, blandt andet: "De seneste ugers tvetydige udmeldinger fra Enhedslisten om krigen i Ukraine og Ruslands aggression bør give anledning til en grundig selvransagelse på den yderste venstrefløj. Venstrefløjen er i egen selvforståelse både internationalt orienteret og progressiv, men får sig alligevel gang på gang placeret på samme side som de mest reaktionære og nationalistiske kræfter i Europa. Kigger vi mod syd, så har Enhedslisten meget til fælles med de ideologiske og geografiske naboer i tyske Bündnis 90/Die Grünen. Begge partier trækker tråde tilbage til 70'erne og 80'ernes miljøbevægelser, fredsbevægelser, kampen imod atomkraft, solidarisk ulandsarbejde og kvindebevægelsen. [...] Derfor undrer det i et internationale perspektiv, at det tyske parti er et lokomotiv og en drivkræft i kampen for et fredeligt, socialt balanceret, demokratisk og grønt Europa, mens Enhedslisten står tilbage på perronen som et bagud-skuende og nationalt navlepillende, venstrefløjsparti. Som ovenikøbet nu flirter med russisk militarisme og revanchisme, og som har frasagt sig en tydelig og meningsfuld rolle i de europæiske politiske rum, hvor stadig flere nøglebeslutninger træffes. [...] Desværre har Enhedslisten bundet sig til en frugtesløs anti-europæisk linje, og en stemme på Enhedslisten er i europæisk sammenhæng som at sætte sine penge på en trebenet hest. Men som eksemplet med de Bündnis 90/Die Grünen i Tyskland illustrerer, så behøvede det ikke være sådan! Der er et alternativ. Enhedslisten kunne, smide fortidens nationale skyklapper, favne fremtiden og lægge forbeholds-politikken bag sig, og træde op i læsset som en aktiv bidragsyder til løsningen af de nationale, europæiske og internationale problemer, hvor der kun findes meningsfulde løsninger i EU-fællesskabet. Man kan godt være venstreorienteret og EU-tilhænger! Det er faktisk det mest normale i resten af Europa."
Kilde: Altinget

Klima: Bendt Bendtsen: Hverken EU eller Danmark bør kunne leve med energislugende bygninger
Altinget bringer et debatindlæg af Bendt Bendtsen, formand, Synergi, fhv. minister og partiformand (K). Han skriver blandt andet: "Fra Energy efficiency first til Energy efficiency (maybe) later. Det første er EU’s mantra og tilgang til den grønne omstilling. Det andet beskriver groft sagt det indtryk, jeg havde, da jeg efter 10 år som medlem af Europa-Parlamentet vendte hjem til Danmark. For det var og er i høj grad EU, som sætter ambitionerne for energieffektivitet. Det gælder også i forhold til bygninger og det regulerende bygningsdirektiv (EPBD), som jeg selv var parlamentets hovedforhandler på, da det sidst blev ændret i 2017-2018. Direktivet fastlægger kort opridset rammerne for arbejdet om at mindske energiforbruget i EU’s cirka 260 millioner bygninger. Direktivet er med andre ord al byggelovgivning i EU’s moder og placerer sig dermed lige midt i hjertet af den grønne omstilling af Europa. [...] Og der er nok at komme i gang med. For tre ud af fire bygninger i EU er i dag ikke energieffektive. Det er skidt, fordi det betyder et langt højere energiforbrug og en tilsvarende højere drivhusgas-udledning end nødvendigt. Ekstra skidt bliver det, når fremskrivninger viser, at op mod 95 procent af EU’s bygninger fortsat vil stå i 2050. Derfor er det positivt, at EU-Kommissionen har spillet ud med et fornuftigt bud på et nyt bygningsdirektiv. Kommissionen foreslår blandt andet at skærpe kravene til medlemslandenes individuelle renoveringsplaner og kræve dem opdaterede hvert femte år i stedet for hvert tiende. [...] Vigtigst er dog, at Kommissionen peger på den elefant i rummet, der længe har stået ignoreret i klimadebatten. Det går ikke, at en stor del af både den europæiske og danske bygningsmasse har energimærker som G, F og efter min overbevisning også E. Kommissionen foreslår at sætte fart på renoveringerne af særligt de 15 procent mindst energieffektive bygninger og udfase G og F helt. [...] Derudover er det med Ruslands modbydelige overfald på Ukraine vigtigere end nogensinde, at EU begynder at få afviklet den energiimport, der tegner sig for mere end halvdelen af Unionens forbrug, og som bidrager stort til at finansiere Putins krigsmaskine. Også dén triste kendsgerning er bygningsdirektivet og dets ambitioner om et væsentligt lavere energiforbrug med til at råde bod på. Næste station på EPBD-togets vej mod en ny og grønnere farve er EU-Parlamentets pendant til det allerede offentliggjorte forslag fra EU-Kommissionen. Irske Ciarán Cuffe fra den grønne gruppe er parlamentets hovedforhandler. Han skal forhandle et fælles udspil på plads med de øvrige grupper i parlamentet."
Kilde: Altinget

Sikkerhedspolitik: Sådan hjælper Vesten Ukraine uden at blive en del af krigen
Ekspert siger, at konflikten mellem Ukraine og Rusland minder mere og mere om en stedfortræderkrig. Det skriver Jyllands-Posten. Selvom NATO fastholder, at de ikke i krig med Rusland, så leverer alliancen stigende mængder af våben og anden direkte støtte til Ukraine. I forhold til definitionen af neutralitet har NATO for længe siden overskredet denne, mener Kenneth Øhlenschlæger Buhl, ph.d., og forsker ved Forsvarsakademiet. "Hvis man skal følge dem strikt, må man som land, hvis man vil være neutralt, ikke levere våben til et andet land," forklarer Kenneth Øhlenschlæger Buhl og fortsætter: "Men der er jo sket noget i folkeretten siden, og spørgsmålet er, om det neutralitetsbegreb overhovedet er relevant længere. Vi har også set en række stedfortræderkrige i tidens løb, som har udvisket det," forklarer han og henviser til blandt andet Vietnamkrigen. Både Jyllands-Posten og B.T. skriver, at EU har lovet at støtte Ukraine med 1,5 milliarder euro, ligesom USA siden februar har støttet det ukrainske forsvar med sikkerhedsudstyr for mere end 1,6 milliarder dollars.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 4; B.T., s. 10

Sikkerhedspolitik: Ingen vil længere være venner med Putin, men mange tidligere sovjetlande har intet valg
I mange tidligere sovjetlande tør man ikke tage afstand fra Ruslands invasion af Ukraine. Det skyldes sikkerhedspolitisk og økonomisk afhængighed af Rusland, ligesom man frygter at blive næste mål for en russisk invasion. Det skriver Information. Georgien søgte om medlemskab i EU i marts, og store dele af den georgiske befolkning støtter et eventuelt NATO-medlemsskab. Store dele af befolkningen mener ikke, at landets regering gør nok for at tage afstand til den russiske aggression overfor Ukraine. Når den georgiske regering ikke lytter og følger opfordringen fra sin egen befolkning, men i stedet holder lav profil, så skyldes det, at man frygter at blive det næste Ukraine. "Jeg tror, at minderne fra 2008 har betydning. Territorialt er vi ret små, vi befinder os et stykke fra EU's grænse, vores militære budget er ikke stort, og vi er kun fire millioner mennesker. Jeg kan ikke finde andre forklaringer på, hvorfor de holder lav profil og ikke tør være eksplicitte i deres støtte," siger Zarina Burkadze, lektor i statskundskab ved Ilia State University i Tbilisi. I andre tidligere sovjetstater er man dybt økonomisk afhængige af Rusland. Derudover har flere tidligere sovjetlande migrantfællesskaber, som bidrager markant til landendes BNP, og landene går derfor en svær balancegang i spørgsmålet om russisk aggression og ageren i Østeuropa,.
Kilde: Information, s. 8-9

Migration: Marokko vinder slaget om Vestsaharas fremtid
Ved at bruge migranter som pressionsmiddel er det lykkedes Marokko at få Spanien til at ændre holdning i spørgsmålet om Vestsahara, som Marokko har holdt besat i 46 år. Det skriver Information. Spanien opgiver nu deres krav om en folkeafstemning, som skulle bestemme fremtiden for de 600.000 saharawier, der bor i den tidligere spanske koloni, Vestsahara. Nu har Spanien vendt på en tallerken og støtter i stedet marokkanske planer fra 2007 om at give Vestsahara selvstyre, men som en del af Marokko. Vestsahara har attraktive, fiskevande, som EU er interesserede i, og områdets undergrund er rigt på mineraler, fosfat og mulige olieforekomster. Ikke kun Spanien har trukket deres støtte til et selvstændigt Vestsahara. Sverige, USA og Tyskland er tidligere også blevet presset af Marokko til at opgive deres støtte til et uafhængigt Vestsahara. Christian Juhl, Enhedslistens udviklingsordfører, kalder Spaniens svigt af deres tidligere koloni for "ynkelig." "Marokko er blevet et kerneland i europæiske landes initiativer for at hindre flygtninge i at komme til Europa, og Marokko udnytter situationen til det yderste," uddyber Christian Juhl.
Kilde: Information, s. 11

Sikkerhedspolitik: Sidste bastion
2.500 soldater og 1.000 civile befinder sig på Azovstalstålværk ved Mariupol, hvor de er omringet af russisk militær. Chancerne for overlevelse er minimale. Nu beder de desperat EU og resten af verden om hjælp. I en video på Facebook beder Serhij Volyna, øverstbefalende for Azov-regimentet, om hjælp til at få trukket soldater og civile ud af stålværket og til et land, hvor de er i sikkerhed.
Kilde: B.T., s. 10

Det digitale indre marked: Shadowbanning er digital censur - og ingen ved, om de bliver udsat for det
I en kronik i Berlingske skriver Michael Vinther, leder af Kritik Digital, blandt andet: "Shadowbanning er et værktøj for techplatformene til at begrænse indhold, de ikke ønsker på deres platform. Indholdsmoderation er en af platformenes væsentlige og svære opgaver. Hvis indhold er uønsket, har en platform som Instagram to muligheder: 1) at slette indholdet eller 2) at begrænse den mængde opmærksomhed, som indholdet ellers ville have fået. Begge indgreb sker på baggrund af deres brugerbetingelser, som alle brugere på Instagram skal leve op til. Her angives hvilket indhold der gerne må ligge på platformen, og hvilket der ikke må. Forskellen mellem indgrebene er, at hvis dit opslag fjernes, får du som oftest en begrundelse herfor. Du ved altså, hvilket opslag der er tale om, og hvilket indhold der er problematisk. Anderledes står det til med shadowbanning. Du får ikke en notifikation, når du shadowbannes. Du får ikke at vide, hvilket opslag eller hvilken ordlyd, der fik dig sat i skammekrogen. Du ved ikke engang, om begrænsningen er begrundet i platformens betingelser, eller om den er helt vilkårlig. [...] Shadowbanning er et demokratisk problem, når indhold, der ellers er fuldt lovligt i den danske offentlighed, bliver begrænset efter vilkårlige og skjulte algoritmiske mekanismer. Men det er også et problem for det frie marked, når Kristine Tiedt, Peech og Simon Talbot begrænses i udøvelsen af deres helt legale forretning. Platformene bør leve op til deres ansvar som demokratiunderbyggende organisationer, der opnår særligt udgiveransvar, når først de indtræder i moderatorrollen. Derfor skal de fremlægge deres tal om deres brug af værktøjet shadowbanning og svare på lignende relevante spørgsmål. Hvor ofte begrænser I opslag og hvordan? Hvilke kategorier tilhører de begrænsede opslag? [...] Platformene må indrette sig efter deres ansvar. Men det ville være bedre, hvis platformenes ansvar kunne indarbejdes i de kørende reguleringsprocesser i regeringen, der for tiden forsøger at lægge rammerne for en dansk indholdspolitik, og i EU hvor både Kommissionen og Parlamentet for tiden får detaljerne på plads i den omfattende Digital Services Act. Kun med et lovindgreb sikrer vi, at alle platforme garanterer gennemsigtighed og klageadgang. Kun sådan sikrer vi, at demokratiet genvinder magten over den demokratiske samtale, og borgeren genvinder sin myndighed i den digitale verden."
Kilde: Berlingske, s. 28-29

Retlige anliggender: Ni danske virksomheder er i søgelyset for brud på sanktioner
Ni danske virksomheder undersøges for at have overtrådt de sanktioner, som Danmark og Vesten har indført overfor Rusland. Nogle af sagerne går tilbage til 7. marts, mens den seneste sag blev åbnet den 19. april. Det viser en aktindsigt, som Berlingske har fået i Erhvervsstyrelsen. Blandt andet undersøger Erhvervsstyrelsen om danske FL-Smidth har overtrådt sanktionerne ved at fortsætte handel med det belarussiske mineselskab Slavkali, selvom EU havde indført sanktioner mod ejerne bag.
Kilde: Berlingske, s. 11

Sikkerhedspolitik: Global regning fra Ruslands invasion af Ukraine bliver svimlende
I en analyse i Berlingske skriver Ulrik Bie, Berlingskes økonomiske redaktør, blandt andet: "Ruslands invasion af Ukraine har ikke kun medført store menneskelige tragedier. Ukraines økonomi er også smadret til ukendelighed. [...] Resultatet er et fald i bruttonationalproduktet (BNP), som Den Internationale Valutafond (IMF) har vurderet til 35 procent. [...] Den ukrainske regering er derfor på rundtur med hatten i hånden, hvor et af stoppene er i Washington, D.C. Der forhandles med Verdensbanken og IMF om milliarder af dollar i støtte og lån. Men det er ifølge en af præsident Volodymyr Zelenskyjs toprådgivere, Oleg Ustenko, slet ikke nok til at dække det gigantiske hul i de offentlige finanser. Pilen peger helt entydigt på de vestlige lande, ikke mindst i Europa, hvor der de kommende år venter en milliardregning fra Ruslands angreb. Ukraines ledelse ønsker en hjælpepakke på 50 milliarder dollar (350 milliarder kroner) fra de førende vestlige økonomier. Det er vel at mærke ikke i form af lån, men direkte bidrag til statskassen, som ikke skal betales tilbage. [...] Vestlige regeringer bruger hver måned milliarder på våbenleverancer. De omkring fem millioner flygtninge i EU-landene vil også være en markant udgift, som vi herhjemme vælger at betragte som ”exceptionel” for at kunne se bort fra budgetlovens krav. Dertil kommer de enorme summer, som europæiske lande i de kommende år bliver nødt til at investere i militæret for at kunne forsvare sig mod et aggressivt Rusland. For ikke at tale om de milliarder, der pumpes ud til husholdninger og virksomheder til hjælp med de høje energipriser. Vi ved allerede nu, at fremtidens regning for at genopbygge Ukraines fysiske infrastruktur og bygninger vil blive af historisk omfang. Som det ser ud lige nu, peger pilen også på de vestlige lande som den væsentligste bidragyder til den proces. [...] Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde ved krigens udbrud, at invasionen ”kommer med en pris for os alle sammen”. Det er også i form af højere inflation, lavere vækst og dermed færre job og forringet købekraft. Det betyder samtidig færre penge end ellers i de offentlige kasser. Samtidig bliver det altså også til meget store udgifter, som vil påvirke de europæiske statsfinanser i mange år frem. Det kommer efter to coronaår, der i mange lande førte til et stort hop i den offentlige gæld, således at statsgælden i euroområdet som helhed steg fra 85 til omkring 100 procent af BNP. Det sker samtidig med, at renterne er steget ganske markant. Ukraine er på alle måder en gamechanger for de europæiske lande og det internationale samfund, og det bliver den dyreste opgave for Europa siden Anden Verdenskrig."
Kilde: Berlingske, s. 12

Handel: Norsk import fra Rusland er steget 90 procent under krigen
Nordmændene importerer mere fra Rusland end nogensinde. Det skriver Berlingske. I marts blev den norske import af russiske produkter målt til at være på 3,1 milliarder norske kroner. Det er 90 procent mere end for et år siden. Norge er ikke medlem af EU, men indførte sine første sanktioner mod Rusland den 18. marts. Norske politikere reagerer skarpt på de russiske importtal. "Dette må der sættes en stopper for. Norge må holde op med at finansiere Putins krig. Det kan ikke fortsætte," siger Ola Elvestuen fra det socialliberale Venstre. De Grønnes næstformand, Aril Hermstad, kalder udviklingen "vanvittig," og vil nu kræve en komplet oversigt over importen fra den norske regering, så man kan planlægge at nedbringe importen af varer fra Rusland. Norge har tilsluttet sig EU's restriktioner på import af blandt andet russisk kul, jern, stål, træ, cement, fisk og alkohol. Derudover støtter Norge Ukraine økonomisk og med våben.
Kilde: Berlingske, s. 13

Finansielle anliggender: Er Milton Friedmans tanker også omkommet i Mariupol?
I et debatindlæg i Berlingske skriver Torben Steno, musiker og vært på Berlingskeprogrammet Cordua og Steno, blandt andet: "Den grønne omstilling nyder nu godt af Vesteuropas omsider galopperende bestræbelser på at frigøre sig fra afhængigheden af russisk gas og olie. [...] Som aldeles ukyndig på hvordan både privat og global velstand bliver skabt, har jeg selvfølgelig ladet mine holdninger dirigere af diverse danske forkyndere af monetarismens fader Milton Friedmans budskaber. Økonomerne Lars Christensen, Niels Westy, Mads Lundby Hansen og Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, udstråler en nærmest religiøs andægtighed, når de nævner Friedmans navn. Selv er jeg da også ret sikker på, at den amerikanske nobelprismodtagers teorier og analyser stadig var holdbare, mens Jorden endnu var en klode, hvor de fleste profiterede af at købe varerne der, hvor de er billigst og bedst. [...] De dage er for længst forbi. Ikke mindst understreget af, at den russiske ”specielle militære operation” i Ukraine trækker ud og måske trækker den globale økonomi ud i et langvarigt morads, fordi vi ikke længere kan stole på, at samhandel er fredsbevarende, sådan som også de gamle liberale altid har prædiket. Kort vej fra jord til bord har længe været et smukt mantra, når det handler om fødevarer. Det giver også god økonomisk mening. Men i mørket af Putins krig er vi nu nødt til at tænke en anelse mere planøkonomisk. Om ikke alene her i Danmark, så i hvert fald i EU, begynder vi snart at købe og producere dyrere for at sikre os fuld selvforsyning, så vi ikke er så sårbare over for hverken en ny omgang coronavirus eller storkrig. [...] Er Milton Friedmans tankegods bukket under i Mariupols ruiner? Eller mener en af hans danske disciple, at det netop er nu midt i krigen og det verdensøkonomiske kaos, at vi skal skele ekstra meget til Friedmans visdom for at finde vores kurs?"
Kilde: Berlingske, s. 30