Europadagen 2020 og 70-året for Schuman-erklæringen...

Schumans plan havde det overordnede mål, at undgå netop det scenarie, ved at skabe et forenet Europa baseret på fransk-tysk forsoning. Vejen til det mål gik i første omgang gennem den kul- og stålproduktion, som var forudsætningen for krigsførelse. Og midlet var at lægge den nationale produktion ind under en overstatslig myndighed, således at samarbejdet blev bindende og landenes indbyrdes afhængighed stadfæstet ved lov.

For som Schuman udtrykte det, ”således vil der enkelt og hurtigt kunne ske en sammensmeltning af interesser, som er nødvendige for oprettelse af et økonomisk fællesskab, og som danner spiren til et større og dybere fællesskab mellem lande, der længe har været adskilt ved blodige uoverensstemmelser.”

Således blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som ud over Frankrig og Tyskland kom til at tælle Italien og de tre Benelux-lande, en realitet i 1951. Og selvom den franske nationalforsamling i 1954 forkastede det forsvarsfællesskab, som skulle have dannet rammen for et dybere politisk samarbejde, så fik vi med Romtraktaten i 1957 Det Europæiske Fællesskab, som vor tids Europæiske Union med 27 medlemslande er den seneste udløber af.

I dag står Europa så på ny midt i en verdensomspændende omvæltning. På nogle punkter minder situationen om den, som inspirerede Schuman til sin erklæring: en ny verdensorden – eller mangel på orden – er ved at spire frem, og igen risikerer Europa at komme i klemme i et spil mellem andre, i visse henseender stærkere, magter. Og socialt og økonomisk forestår der et kæmpe arbejde med at komme på fode igen efter hvad der tegner sig til at blive det største økonomiske chok i 100 år.

Men situationen er også meget anderledes. Vi står i dag over for udfordringer, som Schuman næppe kunne have forestillet sig i 1950: klimaforandringer, som truer om ikke vores eksistens, så i hvert fald vores vante levevis; en teknologisk udvikling, som rejser ligeså mange grundlæggende problemstillinger, som den skaber muligheder; en dyb globalisering, som vi kun i begrænset omfang har evnet at styre; og en demografisk udvikling, som sætter vore velfærdssamfund under pres såvel indefra som udefra.

Ingen af de europæiske lande kan klare de udfordringer alene. Alligevel har coronakrisen mindet om, at det til tider kniber med fællesskabet i EU. Ligesom det ind imellem kniber med at overholde de retsstatsprincipper og grundlæggende værdier, som samarbejdet bygger på. Fire store kriser på blot 12 år har tæret på EU, og hvis vi ikke passer på, kan coronakrisen ende med at udløse en femte, demokratisk krise.

Og det netop som vi – forhåbentlig – begynder at bevæge os ud af den umiddelbare sundhedskrise og ind i det mere langsigtede genopbygningsarbejde, hvor medlemslandenes afhængighed af hinanden helst skulle veksles til egentlig solidaritet. Den solidaritet – ”faktisk solidaritet” – som for Schuman var et centralt mål med det europæiske samarbejde, men som i coronakrisen af og til har glimret ved sit fravær.

For alternativet til tæt europæisk samarbejde har vi prøvet før. Som Schuman med henvisning til mellemkrigsårene formulerede det i sin erklæring: ”Europa blev ikke skabt, vi fik krigen”. At den nuværende situation skulle ende med at udvikle sig lige så dramatisk som dengang forekommer ikke umiddelbart sandsynligt. Ikke mindst fordi vi allerede har det tætte og forpligtende samarbejde mellem de europæiske lande, som Schuman drømte om.

Det samarbejde gør vi klogt i at værne om. Det er muligt, at det EU, vi kender, i coronakrisen ikke har været sin opgave helt så voksen, som man burde kunne have forventet sig af et 70 år gammelt samarbejde. Og hvis det ikke fandtes i forvejen, er det ikke sikkert, at vi ville opfinde lige præcis det EU, vi har. Men uden en eller anden form for tæt og forpligtende samarbejde ville de europæiske lande næppe kunne klare sig særlig længe i en stadig mere usikker og uforudsigelig verden.

Så hvis det ikke skal være det EU, vi kender, så må vi jo gå i gang med at overveje et andet og bedre et af slagsen. De overvejelser behøver ikke at munde ud i traktatændringer eller sande til i ørkesløse diskussioner om suverænitetsafgivelse eller budgetters størrelse, selvom de spørgsmål er nok så vigtige. Vi bliver nødt til at tale mere generelt om vores fælles fremtid, uden forbehold og i tillid til hinanden.

Det var oprindeligt planen, at den årlige markering af Schumans erklæring den 9. maj i år skulle have dannet udgangspunkt for lanceringen af en formel diskussion af EU’s fremtid, den såkaldte Konference om Europas Fremtid. Den lancering kommer nu næppe til at finde sted før en gang til efteråret. I mellemtiden håber vi så, at den serie af indlæg, som Altinget bringer i disse dage og uger, kan bidrage til sætte gang i både overvejelser og debat.

Vi har bedt en række toneangivende danske stemmer om at komme med deres personlige bud på, hvordan en Schuman-erklæring anno 2020 kunne, eller burde, lyde. Specifikt har vi bedt dem overveje, hvordan vi kan ruste EU til at håndtere ikke bare de velkendte udfordringer, vi allerede stod over for før coronakrisen ramte, men også det betragtelige økonomiske, sociale og politiske genopbygningsarbejde, som bliver nødvendigt i kølvandet på den.

Kan vi blot fortsætte som før? Bør vi skifte fokus, eller helt ændre retning? Eller skal vi måske noget ganske andet, end det EU, vi kender?
Tilbage i 1950 havde Schuman modet til at sætte sig ud over kortsigtede, snævre nationale interesser og forestille sig en fremtid bygget på erkendelsen af et eksistentielt skæbnefællesskab. I dag har vi brug for tilsvarende mod og fantasi. Begge dele har alle forfattere lagt for dagen i deres ellers meget forskellige Schuman-erklæringer. Nu kan vi så begynde at diskutere detaljerne.

Vi skal i gang med at tale om fremtiden…