Fredag den 26. juli

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Boris Johnson sætter turbo på briternes farvel til EU
Den ny premierminister Boris Johnson opfordrer nu EU til at 'gentænke' afvisningen af at genforhandle Brexitaftalen, samtidig med at han lover at, Storbritannien forlader EU til tiden, det vil sige 31. oktober. Politiken skriver, at i sin første tale som premierminister afviste Johnson den aftale, hans forgænger og konservative partifælle, Theresa May, indgik, og understregede, at selv om han ønsker en aftale, er Storbritannien bedre forberedt på at forlade EU uden en aftale, end mange tror. ”Jeg håber, at EU vil være lige så klar som os, og at de vil gentænke deres hidtidige afvisning af at foretage ændringer i udtrædelsesaftalen. Hvis ikke, vil vi, Storbritannien, selvfølgelig være nødt til at træde ud uden en aftale,” lød det blandt andet i talen. Johnson har mindre end 100 dage til at leve op til sit løfte om at levere Brexit senest 31. oktober efter det, han har kaldt ”tre år med en ubegrundet mangel på selvtillid” under Mays regeringsledelse. EU er dog ubøjelige med hensyn til at ændre i den aftale, der er indgået med Theresa May om betingelserne for briternes udtræden og rammerne for de fremtidige relationer. Uden en aftale står Storbritannien over for et kaotisk Brexit, som ifølge flere økonomers advarsler kan få handlen til at bryde sammen på grund af toldgrænsekontroller mellem Storbritannien og EU, sende pundets værdi på en rutsjetur nedad og styrte Storbritannien ud i recession. Spørgsmålet er dog hvordan den nye britiske premierminister har tænkt sig, at det skal foregå. Statskundskabsprofessor og Brexitekspert Simon Usherwood fra University of Surrey efterlyser mere substans i, hvad den nye konservative regering vil. "Boris Johnsons Brexitpolitik er tilrettelagt, så det er andres fejl, hvis det ender med en hård Brexit. Enten er det EU's fejl, fordi de ikke vil forhandle. Eller også er det parlamentets skyld, fordi det ikke støtter regeringens politik," siger Simon Usherwood til Kristeligt Dagblad med henvisning til, at alt lige nu tyder på, at briterne til efteråret forlader EU uden nogen aftale. Berlingske skriver at EUs Brexitforhandler, Michel Barnier, ifølge nyhedsbureauet AFP i en e-mail til EU-ambassadørerne skriver, at Boris Johnsons, Brexit-krav er ”uacceptable.” Mailen handler blandt andet om Johnsons krav om at stryge den såkaldte irske backstop-løsning fra Brexitaftalen med EU. ”Premierminister Johnson har fastslået, at hvis vi skal nå frem til en aftale, sker det ved at fjerne backstoppet. Det er selvfølgelig uacceptabelt og ikke inden for Det Europæiske Råds mandat,” skriver Barnier.

Så sent som torsdag nægtede EU at genforhandle selve aftalen, men EU-Kommissionen er parat til at tale med briterne. Ifølge Jyllands-Posten er den store udfordring fortsat spørgsmålet om den irske/nordirske grænse, hvor det såkaldte backstop hidtil har været uspiseligt for Underhuset. Den mere konfronterende kurs fra den nye britiske leder i forhold til Brexit og EU blev også understreget, da Boris Johnson udnævnte sine topministre. Johnson fik skilt sig af med en stor del af de ministre, der udgjorde rygraden i Theresa Mays regering. Flere af de nye ministre er såkaldte Thathcherites, opkaldt efter den tidligere premierminister Margaret Thatcher med tilnavnet "Jernladyen." De vigtigste poster i regeringen er de fire såkaldte "Great Offices of State", som, ud over Boris Johnson, nu udgør finansminister Sajid Javid, millionær gennem sit arbejde i finansverden og en økonomisk hardliner, der hellere vil sætte skatterne ned end at udbygge velfærdsstaten, udenrigsminister Dominic Raab, som er endnu mere hård i Brexit-linjen end Boris Johnson, samt indenrigsminister Priti Patel, som tilhører de konservatives højrefløj, og som tidligere har talt for dødsstraf.

Ifølge professor på Institut for International Økonomi, Politik og Business på CBS Edward Ashbee sender Johnson et meget klart signal, når han sammensætter en regering af EU-kritikere. ”Det her er et meget klart signal om, at Boris Johnson går efter alt eller intet. Det er et meget hårdere signal end mange havde forventet, og faktisk også overraskende for flere”, lyder det fra Edward Ashbee til Politiken som fortsætter: ”Normalt vil en premierminister forsøge at balancere partiets forskellige interesser i regeringen, men det her er åbenlyst ikke en balancering.”
Efter talen udtalte Jeremy Corbyn, oppositionsleder fra Labour blandt andet: ”Ingen undervurderer dette land. Men dette land er dybt bekymret for, om premierministeren overvurderer sig selv. Ifølge B.T. var Corbyn ikke imponeret over Johnson tale og han har i tre år skændtes med eks-premierminister May om Brexit og alt muligt andet. Og der er ikke noget, der tyder på, at tonen bliver bedre nu.

I et debatindlæg i Politiken skriver Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-parlamentet at Boris Johnson er kommet til tops i britisk politik ved at lyve og bedrage: ”Det slog mig den anden dag, at Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, er det tætteste, man i virkelighedens verden kommer på skurken Frank Underwood, denne hensynsløse fiktive karakter, der bliver USA's præsident i den berømte Netflixserie 'House of Cards'. Ligesom Underwood er Johnson villig til at gå på kompromis med al gængs moral og alle samfundsnormer for at nå sine egoistiske mål. Han lyver, hvis det gavner hans sag. Som når han i Brexit-kampagnen mod bedre vidende påstod, at Storbritannien ugentligt kunne spare 350 millioner pund, som EU skulle koste de britiske skatteydere. […] Boris Johnson er kommet langt med snyd og lyssky metoder. Men når han om lidt tager til Bruxelles for at forhandle en ny Brexit-aftale med EU's stats- og regeringsledere, vil mit råd til EUvære at sige klart nej til Johnsons 'House of Cards'-metoder. Det kan være fristende at genåbne den aftale, som EU forhandlede på plads med Theresa May, for ingen er interesseret i et hårdt Brexit. Men den aftale, som Johnson er ude efter, vil være endnu mere skadelig for Europa. Både økonomisk og politisk. Økonomisk kan det blive dyrt, fordi det, som Johnson i bund og grund søger, er en aftale, hvor Storbritannien har adgang til EU's indre marked uden at skulle følge reglerne. Det skal vi ikke tillade, for det kommer til at stille vores egne virksomheder i en kedelig situation, hvis de skal konkurrere med britiske virksomheder, som ikke behøver følge de samme standarder for miljø, subsidier eller forbrugerrettigheder. Enten er man med i EU og følger i al væsentlighed reglerne, eller også er man ikke med, og så har man ikke samme adgang til vores markeder. Briterne må træffe et valg. […] På den positive side har Boris Johnson tidligere vist sig i stand til hurtigt at ændre kurs, når hans bluff bliver afsløret. Vi må håbe både for Storbritannien og for EU, at denne evne er intakt hos den nye premierminister,” skriver Fuglsang.
I et debatindlæg i Berlingske skriver Jørgen Madsen fra Jægerspris ligeledes om Johnson: ”Med Boris Johnson som må det stå lysende klart for de øvrige EU-medlemsstaters politikere, at EU ikke har råd til at have et medlem som Storbritannien. Den eneste mulige løsning på Brexit-vanviddet er at gennemføre briternes udmeldelse snarest og senest 31. oktober - deal or no deal. Det vil koste at skille sig af med dem, men at beholde dem vil blive og forblive langt dyrere. […] Johnson mener åbenbart, at Europa elsker Storbritannien så højt, at europæerne er villige til at opfylde alle briternes krav om særbehandling. Han vil måske også kræve, at EU skal betale store summer som erstatning for de omkostninger, EU har påført Storbritannien. EU er i Johnsons øjne den egentlige skyldige i Brexit, for hvis EU havde forgyldt Storbritannien som ønsket og troet, ville briterne naturligvis ikke have stemt for Brexit. Meget tyder på, at Johnson og konsorter tror på, at EU bryder sammen under pres i modsætning til Storbritannien. Jeg håber, at de tager fejl, og at EUviser, at der er sket afgørende ændringer.”
Kilder: Berlingske, s. 8, 13, 27; B.T., s. 8; Information, .s 10-11; Jyllands-Posten, s. 9; Kristeligt Dagblad, s. 4; Politiken, s. 3, 7

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: ECB tager skridt mod nye lempelser
Børsen skriver at der ingen tvivl var om, at chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, har fået et mindre positivt syn på den europæiske økonomi, da han bød velkommen på bankens pressemøde torsdag eftermiddag. Det førte umiddelbart efter udmeldingerne fra centralbanken, der fastholdt den ledende rente, til skvulp på valutamarkederne, og euro blev kort efter rentemeddelelsen svækket over for dollar. Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte således torsdag at fastholde renten. Jyllands-Posten skriver at analytikernes konklusion efter torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB) er, at centralbankchef Mario Draghi vil sætte renten ned til september. Mange af investorerne på de finansielle markeder havde sat næsen op efter en rentesænkning torsdag. Draghi står over for et dilemma i timingen af den næste rentenedsættelse i Europa. ”Vi ser stadig nogle tegn på en styrket økonomi i arbejdsmarkedet og forbrug, men på den anden side ser udsigterne værre ud, og det skal tages med i betragtningen,” sagde Mario Draghi på pressemødet torsdag. Ifølge Jyllands-Posten er grunden til at Mario Draghi ikke allerede går i gang med lempelserne nu, at en for tidlig sænkning af renten kan vise sig kun at have en kortlivet effekt på euroen.

Børsen skriver at Mario Draghi på baggrund af den økonomiske opbremsning torsdag genåbnede værktøjskassen og lancerede en ny version af sin berømte “Whatever it takes”-kurs for at sparke gang i økonomien. “Den forlængede periode af usikkerhed relateret til geopolitiske faktorer, den voksende trussel fra protektionisme og sårbarheder på udviklingsmarkederne har dæmpet synet på økonomien, især i fremstillingssektoren. Forventningerne til inflationen er faldende, og derfor er en signifikant grad af pengepolitisk stimulans fortsat nødvendig for at sikre, at de finansielle vilkår forbliver meget favorable,” sagde han blandt andet på torsdagens pressemøde. Chefanalytiker i Sydbank Søren V. Kristensen vurderer, at Mario Draghi endnu engang har bevist, at han og ECB er klar til at gå meget langt og bruge alt, hvad der står i hans magt, for at få gang i væksten i Europa. “Det signal, der kommer fra Mario Draghi, signalerer et relativt stort kursskifte. Faktisk er det jo en 180-graders vending siden starten af året. Det får også en stor økonomisk betydning, for det slår en stor streg under, at de lave renter er kommet for at blive,” lyder det fra Søren V. Kristensen.

Berlingske skriver at trods at ECB forbereder en ny lempelse, gjorde Draghi meget ud af at tale om det stærke europæiske arbejdsmarked og de tiltagende lønstigninger, der understøtter privatforbruget. Draghi sagde, er det svært at være nedtrykt, og ECB kun ser en lille risiko for en recession.

I en analyse i Information skriver Europakorreskondent Mathias Sonne at vi roligt kan vænne os til de uhørt lave renter. Sonne skriver blandt andet: ”Kritikere af tidens ekstremt ekspansive pengepolitik frygtede torsdag det værste fra Europas øverste økonomiske orakel: Yderligere rentesænkninger under nulpunktet og en genoptagelse af Den Europæiske Centralbanks (ECB) enorme opkøb af obligationer for at holde den europæiske økonomi på sin skrøbelige vækstkurs. […] Torsdag valgte Draghi et dobbelt budskab: Renten forbliver på 0,0 procent, og indskudsrenten vil fortsat være på minus 0,4 procent - bankerne skal altså fortsat betale en slags strafrente, hvis de parkerer penge ved ECB i stedet for at pumpe dem ud som lån. En tanke, som de fleste europæereville have set som temmelig forrykt før finanskrisen i 2008. Samtidig med at de gratis penges tid fortsætter, signalerede Mario Draghis også, at der i 2020 kan blive behov for yderligere rentesænkninger. Han udelukkede heller ikke, at ECB's trillionstore opkøb af obligationer fra 2015 til 2018 kan blive genoptaget, når franske Christine Lagarde tiltræder som chef i november. […] Allerede før Draghis udmelding lød der advarende toner. I mange nordeuropæeres øjne har både ECB's nulrente og gigantopkøb af obligationer været med til at fratage de enkelte eurolande deres økonomiske selvansvar, og der er generel bekymring for, om ECB allerede har brugt sit vigtigste våben, altså rentesænkning, hvis der kommer en decideret recession. Desuden skaber de historisk lave renter en åbenlys risiko for både økonomisk ophedning og for nye finansbobler, fordi det populært sagt er alt for billigt at indgå store risici. […] Men de fleste medier - også i Tyskland - har taget Draghis budskab om fortsatte negative renter med sindsro, da ECB's linje nu engang skal passe til hele eurozonen. Og uanset hvor meget man begræder, at vores økonomi holdes flydende af en ekstremt ekspansiv pengepolitik, er ECB tvunget til at tage højde for følgerne af den sidste finanskrise og nutidens dystre udsigter. Alternativet, altså en voldsom recession, er det desværre kun klimaet, som vil glæde sig over.”
Kilder: Berlingske, s. 6-7; Information, s. 9; Jyllands-Posten, s. 12; Børsen, s. 1, 19, 25, 28

Andre EU-historier

Interne anliggender: Derfor er Spaniens regeringskrise vigtig for Europa
Spaniens premierminister Pedro Sánchez indkasserede endnu et nederlag ved en tillidsafstemning i det spanske parlament, hvor han ellers kunne nøjes med simpelt flertal. Forinden var forhandlinger med Podemos brudt sammen. Ifølge lederen af det nye venstreparti, fordi Sánchez i virkeligheden ikke var interesseret i en aftale. Berlingske skriver at Sánchez spiller højt spil og at der forud ligger et efterår, der tegner turbulent både ude og hjemme. Risikoen for et hårdt Brexit er rykket nærmere grundet Boris Johnson. Sker det, har EU ikke brug for det magttomrum, som vil opstå i et af samarbejdets vigtigste medlemslande, hvis det befinder sig midt i en valgkamp. Sánchez' europæiske momentum handler også om, at Storbritannien er på vej ud, mens den italienske protestregering mere eller mindre direkte modarbejder Bruxelles hvilket placerer Spanien centralt i samarbejdet som en pålidelig partner for Tyskland og Frankrig. Sagen om retsforhandlingerne mod de catalanske separatistledere, der er tiltalt for oprør i forbindelse med forrige års løsrivelsesforsøg, sluttede i juni ligger også og lurer. Dommen ventes afsagt i løbet af efteråret.
Kilde: Berlingske, s. 12

Klima: miljøministeren kritiseres for nøl i sag om vandkvalitet
Kritikken fra regeringens støttepartier fortsætter med at hagle ned over den nyudnævnte miljøminister, Lea Wermelin (S). De røde partier anklager Wermelin for at nøle i forhold til at leve op til EU-reglerne for vandkvaliteten. Berlingske skriver at det handler om et EU-direktiv, der blev vedtaget i 2000 og som skal sikre, at alle lande overholder EUs krav til vandkvalitet. I første omgang skulle kravene være indfriet i 2009, men siden blev deadlinen udskudt til 2015, så 2021, og senest 2027. De danske myndigheder har haft så svært ved at leve op til kravene om at forbedre de danske vandområder, at Miljø- og Fødevareministeriet i et høringssvar i marts bad Europa-Kommissionen om mulighed for endnu længere tid. Tilbage i marts kunne Berlingske fortælle at de røde partier, og SFs daværende miljøordfører, Trine Torp, mente, det ville være en katastrofe, hvis regeringen fik held til at udskyde deadline. Derfor havde de røde partier håbet, at den nyudnævnte miljøminister, Lea Wermelin (S), en gang for alle ville sige, at der ikke var brug for flere planperioder, og at Danmark ville overholde de aftalte deadlines. Det vækker derfor bekymring hos SF, Enhedslisten og de Radikale, at Lea Wermelin i et svar til Folketinget skriver, at hun ikke vil ændre Danmarks høringssvar til EU-Kommissionen. ”Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at udarbejde det faglige grundlag for vandområdeplanerne for 2021-2027. Der vil først i løbet af 2020 være grundlag for at vurdere, hvilke indsatser der skal til for at opfylde målene i vandrammedirektivet,” skriver ministeren. ”Det undrer mig, at hun ikke griber knoglen og ringer til Bruxelles og siger, at vi slet ikke har behov for den dispensation, og at det ikke er Danmarks høringssvar, der er sendt af sted,” lyder det fra Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen.
Kilde: Berlingske, s. 10

Grundlæggende rettigheder: Den sygelige optagethed af køn gør kvinder skade
Journalist og forfatter Anna Libak skriver i en kommentar i Berlingske følgende: ”Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der efterhånden ikke kan høre om en kvinde, der har landet et topjob eller en hædersbevisning, uden at få den tanke, at mon dog ikke hun også fik det, fordi hun netop er en kvinde. Forstå mig ret: Jeg ønsker ikke at tænke det. Jeg er imod at tænke det. Jeg synes, det er forkert at tænke det. Og dog melder tanken sig hver eneste gang som en ubuden gæst, der presser sig ind over dørtærsklen. Selv da jeg hørte, at Ursula von der Leyen var blevet EUs nye kommissionsformand, tænkte jeg det. På trods af at hun umuligt kan være dårligere til at samle EU end den tonedøve føderalist til Jean-Claude Juncker. Selv når der ellers nærmest kun udnævnes mænd, tænker jeg det. Som når socialminister Astrid Krag får sæde i regeringens økonomiudvalg, hvor hun ellers bliver den eneste anden kvinde ud over statsministeren blandt de i alt ni medlemmer af S-regeringens mest magtfulde udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget. Så tænker jeg, at Krag kun er udnævnt, fordi statsministeren trods alt ikke kan forsvare kun at omgive sig med mænd. […] Ingen kvinde er i sig selv interessant, fordi hun er kvinde. Ingen mand er i sig selv interessant, fordi han er mand. Det er en nedvurdering at indforskrive kvinder, fordi de er kvinder. Modargumentet er selvfølgelig, at hvis man ikke følte sig forpligtet på kvinder, så ville de slet ingen chance have. Jeg tvivler. Andelen af kvinder, som ytrer sig i nyhedsmedierne, er højere i lande som Pakistan, Congo og Uganda end i Danmark. Og i Østeuropa, hvor feminismen heller ikke er en folkesag, har der i årevis været betydeligt flere kvinder i erhvervslivets topledelser. Jeg vover at tro, at det ikke skyldes deres køn, men simpelthen deres kvalifikationer.”
Kilde: Berlingske, s. 23

Finansielle anliggender: Euroens problem - mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed
Journalist Jakob Vestergaard skriver i en analyse i Information at økonomer langt hen ad vejen kan blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men den dominante opfattelse, at det er sydeuropæernes skyld, er udtryk for en reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre. Vestergaard skriver blandt andet: ”I politiske diskussioner om, hvori EU-samarbejdets primære økonomiske problemer består, fylder bekymring for medlemslandenes offentlige finanser usædvanlig meget. Det nærmer sig det tragikomiske, fordi det har så uendelig lidt at gøre med de massive og meget virkelige problemer, den økonomiske og monetære union (ØMU) står overfor. De ubalancer, der giver problemer, er de makroøkonomiske; altså det fænomen, at nogle lande har mere eller mindre permanente underskud på handelsbalancen, som de må finansiere ved at optage lån i udlandet - og vice versa. […] Den udenlandske finansiering af handelsunderskuddet har umiddelbart ikke noget med de offentlige finanser at gøre. Det er private virksomheder og husholdninger, der forbruger mere, end de dækker med egne indtægter, og det merforbrug finansieres gennem låntagning i udlandet, ofte via indenlandske banker, der hjemtager lån fra internationale pengemarkeder. […] Dertil kommer, at det ensidige fokus på lønomkostninger i sig selv er en reduktion af makroøkonomisk kompleksitet af galaktiske proportioner. Skulle det virkelig forholde sig sådan, at forhold, der ligger ud over en snæver betragtning om lønstigningers betydning for varepriser - som eksempelvis udviklingen i lønindkomster i de forskellige EU-landes økonomier, samt den stadig nemmere adgang til billig låntagning - er så uvæsentlige, at vi ikke behøver at inddrage dem i vores analyse af, hvordan de makroøkonomiske ubalancer er opstået? Spørgsmålet er naturligvis ledende, og vi vender i næste uge tilbage til en mere seriøs makroøkonomisk analyse, der tager sådanne spørgsmål alvorligt.”
Kilde: Information, s. 8-9

Institutionelle anliggender: Konservative von der Leyen
Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet (SF) skriver i et debatindlæg i Information blandt andet: ”Den 22. juli kunne jeg her på siderne læse, at det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang, følte sig stødt på manchetterne af mig. Jeg havde udtrykt min undren over, at de danske socialdemokratiske europaparlamentarikere valgte at støtte den konservative tysker Ursula von der Leyen som formand for EU-Kommissionen. Von der Leyen blev valgt med et snævert flertal, mens store dele af venstrefløjen i Europa-Parlamentet ikke støttede hende. Det gjorde Niels Fuglsangs gruppefæller fra de tyske og hollandske socialdemokratier i øvrigt heller ikke. Dels er jeg betænkelig ved hendes klimaambitioner. De er simpelthen for vage, og hun forpligter sig til CO2-reduktionsmål, der ikke vil leve op til Parisaftalen. Det er hun selvfølgelig i sin gode ret til. Hun er konservativ og har nogle andre prioriteter, end jeg har. Også arbejdsmarkeds- og socialpolitisk er von der Leyen langt fra mig. Hun har skriftligt erklæret, at hun i løbet af sine første 100 dage som kommissionsformand vil præsentere et forslag om en europæisk minimumløn. […] Selv hvis lande med velfungerende aftalesystemer som det danske undtages, er en lovfastsat minimumløn stadig en rigtigt dårlig idé. Mange EU-lande har allerede i dag lovfastsatte minimumlønninger. Som i Rumænien, hvor knap 20 pct. af arbejdsstyrken betegnes som fattige af Eurostat. Og i von der Leyens hjemland, Tyskland, betragter man knap 10 pct. af den tyske arbejdsstyrke som 'working poor'. Der er forskel på højre- og venstrefløj. Derfor støttede jeg ikke von der Leyen. Det betyder ikke, at jeg ikke vil arbejde konstruktivt med hende og hendes Kommission. Selvfølgelig vil jeg det.”
Kilde: Information, s. 18

Udenrigspolitik: Hasard til havs
Jyllands-Postens leder skriver følgende: ”Spændingerne ved Den Persiske Golf har nået et niveau, hvor danske politikere ikke længere kan undslå sig for at tage stilling til, hvordan Danmark kan bidrage til at sikre skibstrafikken gennem det strategisk vigtige Hormuzstræde. Danmark har som en af verdens førende søfartsnationer en åbenlys interesse i, at den civile skibstrafik kan opretholdes trods Irans løbende militære provokationer, der senest har ført til tilbageholdelsen af et britisk olietankskib og dets mandskab. Både USA og Storbritannien er nu i færd med at stable en international koalition på benene, som kan beskytte trafikken i regionen med krigsskibe. Der er absolut ingen grund til, at netop Danmark ikke skulle yde sit bidrag til den internationale solidaritet. Konflikten mellem USA og Iran er eskaleret faretruende, efter at fire olietankskibe blev angrebet af formentlig Iran i Golfen for to måneder siden. Siden er det gået slag i slag. På et tidspunkt havde præsident Trump givet grønt lys for målrettede angreb på tre militære mål i Iran, men han trak ordren tilbage i sidste øjeblik. Iran har svaret igen ved at søge at udvide konflikten til at omfatte andre lande og demonstrere, hvor let det er at ramme den internationale skibstrafik. Hvis Hormuzstrædet, hvorigennem 20 pct. af verdens olieforbrug transporteres, blokeres, vil det sende chokbølger gennem verdensøkonomien. […] Med Boris Johnson som ny britisk premierminister kan det ikke udelukkes, at den fælles europæiske front vakler. Johnson ligger meget tæt på Trump, og Jeremy Hunt, der henvendte sig til Danmark med en anmodning om bidrag til en beskyttelsesmission i Golfen, er allerede fortid som udenrigsminister. For hver gang Iran bevidst overtræder atomaftalen, bliver det vanskeligere at opretholde kritikken af Trumps kurs. I forvejen har opbakningen til atomaftalen skygget for en ædruelig vurdering af karakteren af det iranske regime, som ikke mindst EU alt for længe har arrangeret sig med. En påstået kritisk dialog med præstestyret har i årevis været alt for ukritisk, og det er blevet overset, at atomaftalen også har kunnet give regimet ro til alle dets undergravende aktiviteter i Mellemøstens mange krige og konflikter, herunder som storsponsor af terror.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 14

Finansielle anliggender: EU-lande er sårbare over for nye hvidvasksager
Jyllands-Posten skriver, at en rapport fra EU-Kommissionen konkluderer, at EU-landene er dårligt rustede til at forhindre fremtidige hvidvaskskandaler. ”Når banker havde aktiviteter i flere lande, var der ingen tilsyn, der så på den samlede forretning. Hvert enkelt tilsyn så alene på, hvad der skete i den del af forretningen, der lå i deres land. Det viser et strukturelt problem i unionens evne til at forhindre, at det finansielle system bliver brugt til ulovlige aktiviteter,” lød det fra kommissionens næstformand Valdis Dombrovskis. Kommissionen vurderer, at løsningen ikke er flere regler, men bedre samarbejde. Kilde: Jyllands-Posten, s. 2

Udenrigspolitik: Hasard til havs
Europa er for alvor blevet inddraget i den eskalerende konflikt, der udspiller sig mellem USA og Iran. Iran, der mærker presset fra omfattende amerikanske sanktioner, er begyndt at bide fra sig og siden maj har de stået bag en række angreb heriblandt sabotageangreb på fire olietankere den 12. maj; formodede mineangreb mod en norsk og en japansk olietanker i Golfen den 13. juli; nedskydning af en amerikansk drone og senest kapringen af Stena Impero og tilfangetagelsen af skibets besætning. Dertil kommer flere raketangreb i Irak, blandt andet tæt på USAs ambassade i Bagdad. Weekendavisen skriver at Irans nyhedsbureau Fars i denne uge tilmed offentliggjorde en ubekræftet historie om, at Iran har anholdt medlemmer af en CIA-spionring i landet og dødsdømt flere af dem, hvilket Trump har afvist som pure opspind. Siden maj har Washington sendt 2500 soldater og en eskadrille af F-22-jagerfly til regionen, og samtidig fastholder Trump-regeringen ihærdigt sanktionspresset på Teheran, som blev iværksat efter USAs udtræden af atomaftalen sidste år. EU-landene har forsøgt at indtage rollen som stridens mellemmand og arbejdet på at holde aftalen i live, er dog med den seneste udvikling selv blevet trukket ind i konflikten. ”EU står i et selvforskyldt dilemma. Man ønskede at stå i midten, mellem USA og Iran, hvilket har vist sig at være umuligt. Man ville ikke sige klart fra over for USA og heller ikke stå ved de løfter, man gav Iran om at redde atomaftalen. Derfor er udviklingen forudsigelig. Det er urealistisk at forvente, at Iran bare ser passivt til, mens atomaftalen smuldrer, og USA indfører hårde sanktioner mod landet,” fortæller Ali Vaez, der er Iran-projektchef ved ngo'en International Crisis Group i Washington. EU-landene har dog ikke tilsluttet sig USAs forsøg på at skabe en international mission til sikring af skibstrafikken i Den Persiske Golf, da man ikke vil vikles ind i Trumps såkaldte maximum pressure-kampagne mod Iran. Samtidig forsøger præstestyret ”at skræmme EU-landene fra at bakke op om USAs politik”, mener den israelske iagttager Ayelet Savyon, leder af Iran-afdelingen ved den konservative organisation MEMRI. Savyon fremhæver en tale, præsident Rouhani holdt i december, som blev transmitteret på iransk stats-tv hvor han advarer om en ”syndflod af stoffer, asylansøgere, bomber og terrorisme”, hvis Irans evne til at bekæmpe narkotika og terror svækkes på grund af sanktionspolitikken. Et budskab, han ifølge nyhedsbureauet AP gentog i en anden tale i maj.
Kilde: Weekendavisen, s. 7

Migration: Ny italiensk lov skal stoppe redningsskibe
Kristeligt Dagblad skrikver, at den tyske kaptajn Carola Rackete nu risikere en ny arrestordre i Italien. Den italienske anklagemyndighed har anket hendes løsladelse og forlanger hende fængslet igen for meddelagtighed i menneskesmugling. Rackete har dog i mellemtiden forladt Italien og efterladt sit fartøj, redningsskibet "Sea-Watch 3", der stadig tilbageholdes i havnen Licata på Sicilien. Sagen har fået Italiens indenrigsminister Matteo Salvini til at stramme loven i kampen mod de ngo'er, der har redningsbåde i Middelhavet. I går var stramningen til afstemning i parlamentets underhus, deputeretkammeret, og ventes snart at træde i kraft. I mandags, på invitation fra den franske præsident, Emmanuel Macron, mødtes 14 indenrigs- og udenrigsministre, hvor de aftalte at arbejde for en ny solidarisk ordning for fordeling af bådflygtninge. Matteo Salvini deltog dog ikke og erklærede, at Italien er færdig med at være flygtningelejr for resten af EU.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 4

Beskæftigelse, vækst og investeringer: EU's tyske vækstmotor i gang med at geare ned
I en risikovurdering i Jyllands-Posten skriver Jeppe Skårhøj, senioranalytiker i EKF, at den tyske industri er ramt af nedgangen i verdenshandlen og at Tyskland, som en af verdens største økonomier er hårdt ramt af handelskrige og usikkerheden om Brexit. Jeppe Skårhøj skriver blandt andet: ”Den tyske bilindustri står over for store udfordringer med usikkerhed om fremtidens transportformer og ny produktionsteknologi. Bilindustrien dominerer tysk industri, og derfor er denne sektors fremtidsudsigter afgørende for hele landets økonomi - ja, for hele Europas vækstudsigter. Usikkerheden drejer sig om den kommende udfasning af diesel- og benzinbiler, og i hvilket omfang de tyske bilfabrikker formår at omstille sig til at producere elbiler. Amerikanske Tesla er førende på området og teknologisk to-tre år foran de tyske bilproducenter. Desuden frygter europæisk bilindustri, at det kan blive sværere at eksportere til USA. Det sker som følge af den amerikanske præsident, Trumps, trussel om at hæve tolden på importerede biler. Selv om Trumps krigsretorik primært er rettet mod Kina, så breder konsekvenserne af øget told på stadig flere varer sig som ringe i vandet i den globale økonomi og dermed også på efterspørgslen på tyske varer. […] Tyske virksomheder nyder dog godt af eurosamarbejdet, som gør eksporten til resten af EU nemmere. Samarbejdet er også med til at øge konkurrenceevnen over for landene uden for EU, fordi eurokursen holdes nede af de svage sydeuropæiske økonomier. […] Hvor Danmark har opnået status som Europas mest digitaliserede land, halter den offentlige sektor i Tyskland noget bagefter, når det gælder digitalisering og selvbetjeningsløsninger. Det åbner ligeledes muligheder for eksport af danske løsninger, der kan bidrage til at effektivisere den offentlige administration i vores naboland mod syd.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 13

Det digitale indre marked: Kina strammer grebet om danske techvirksomheder
En rapport fra Det Danske Handelskammer i Kina (DCCC), hvor erfaringer fra danske virksomheder i Kina er kondenseret viser, at selv om Kinas regering har åbnet mere op, er det ikke nødvendigvis blevet lettere som dansk virksomhed at operere i landet. ”I 2018 så vi, at der kom mange flere love, man som virksomhed skulle overholde. Kineserne er begyndt at håndhæve flere eksisterende love, som ikke blev håndhævet før. Det er især hos de små og mellemstore virksomheder, at det bliver et problem, for de har ikke altid ressourcerne til at sikre, at de imødekommer disse ændringer,” siger Mads Vesterager, leder af handelskammeret i Kina til Jyllands-Posten. Der er blandt andet kommet en ny lov om cybersikkerhed, der giver kinesiske myndigheder ret til at kigge virksomhedernes it-systemer over skulderen hvilket har medført usikkerhed hos danske virksomheder og kan stoppe fremtidige investeringer i Kina, lyder konklusionen. ”Kineserne har aldrig været så motiverede som nu for at håndhæve lovgivning om immaterielle rettigheder. Man vil gerne vise EU og USA, at man gør noget. Men det er ikke ensbetydende med, at det er blevet lettere at være udenlandsk virksomhed,” siger Kina-eksperten Christina Boutrup.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 4-5

Udenrigspolitik: Oppositionsleder advarer: Hvis Rusland griber ind, bliver Hviderusland det næste Afghanistan
”Vi ønsker en fredelig revolution. Vores land har gennemgået store sociale forandringer i de seneste 25 år, hvor Aleksandr Lukasjenko har været ved magten. Vores økonomi er stagneret, og folk vil have en ny start. Uden Lukasjenko,” sådan lyder det fra Mikola Statkevitj, der er leder af det hviderussiske socialdemokrati, tidligere oberstløjtnant i den hviderussiske hær og kandidat til næste års præsidentvalg. Statkevitj er en af lederne i kampen mod den siddende præsident Aleksandr Lukasjenko, som han kalder en frygtindgydende diktator. Information skriver at Mikola Statkevitj snart tror at revolutionen kommer, for Hviderusland er afhængig af russisk økonomisk støtte, som bliver reduceret kraftigt i disse år, og det skaber utilfredshed hos borgerne. Statkevitj frygter dog, at Hviderusland ikke får lov at tage sit eget politiske oprør uden indblanding fra Rusland, som man så det i Ukraine i 2014. I Hviderusland vil russerne dog møde større modstand, lover han. I øjeblikket presser Rusland på for, at Hviderusland skal implementere en aftale om at danne en union mellem Hviderusland og Rusland, som mange frygter vil underminere den sidste rest af hviderussisk selvstændighed. Mikola Statkevitjs parti ønsker en liberalisering af økonomien, bedre forhold til Vesten, men også en stor rolle til Rusland og udtaler: ”Vi skal have gode forhold til vores naboer. Jeg tror, at Rusland har lært noget af Ukraine, og det har vi også. Vi skal starte med at vise Rusland, at et demokratisk Hviderusland ikke er nogen trussel for dem. Vi skal vise, at vi er fornuftige og klar til konstruktiv dialog. Vi snakker ikke om EU- eller NATO-medlemskab, for vi skal respektere Rusland og udvikle os på en måde, som ikke gør dem utrygge.” I de senste år har Aleksandr Lukasjenko flere gange rakt hånden ud til EU i en søgen efter finansiel støtte i takt med, at subsidierne fra Rusland er formindsket. EU har svaret med at støtte projekter i Hviderusland gennem ENI, der er det europæiske naboinstrument, og i 2018 støttede den Europæiske Investeringsbank for første gang udvikling af infrastruktur og virksomheder. Ifølge Mikola Statkevitj støttede EU tidligere oppositionen i Hviderusland. ”EU spiller en betydelig negativ rolle. Det frie demokratiske EU giver hånden til en diktator, som er smurt ind i vores kammeraters blod. Det får de ikke noget ud af. For mens opbakningen til EU var cirka 40 procent før i tiden, så er den nu 20 procent. Når revolutionen kommer, vil EU stå svagere i den hviderussiske bevidsthed,” lyder det fra Mikola Statkevitj.
Kilde: Information, s. 10-11

Institutionelle anliggender: Nu begynder slaget om Brexit for alvor
I en risikoanalyse i Jyllands-Posten skriver Peter Lundgreen fra Lundgreen’s Capital at ifølge den nye britiske premierminister begynder slutspillet om brexit nu. Lundgreen skriver blandt andet: ”Storbritanniens kamp med sig selv i slaget om brexit går nu videre efter en pause, hvor De Konservative skulle bruge nogle uger på at vælge Boris Johnson som ny formand. Storbritanniens nye premierminister blev dermed også ”BoJo”, som en del af den britiske presse har døbt Boris Johnson, og det er personen, som alle udelukkende forbinder med brexit. Det gælder også finansmarkedet, der endnu en gang skal overveje, i hvilke retninger skilsmissen kan gå. Helt grundlæggende er der også en britisk økonomi, som reelt er finansmarkedets fokus, men endnu en gang oplever vi, hvordan politik i den senere tid fylder mere i finansmarkedet end tidligere. Min opfattelse af den generelle holdning i finansmarkedet er, at en brexit med en aftale er lig med vækst igen, hvor den hårde brexit peger mod negativ vækst. Efter min vurdering er en løsning uden toldbarrierer den version, som belaster den økonomiske vækst og samhandel mindst, og dermed er jeg formentlig på linje med majoriteten i finansmarkedet. […] I finansmarkedet må man endnu en gang beskæftige sig med risiciene ved en hård brexit-skilsmisse, som desuden vil blive krydret med en kraftig retorik fra Boris Johnsons side. Jeg forventer, at det vil belaste aktiemarkedet og pundet en smule, men omvendt er det ikke nogen overraskelse. At Bank of England fastholder renten uændret, vurderer jeg ikke har den store betydning, men politik sætter endnu en gang finansmarkedet på en prøve allerede næste måned. Her kan to lokalvalg i Brecon og Radnorshire reducere Boris Johnsons flertal i Underhuset til bare et mandat, og så begynder spekulationerne om et nyvalg, der kan komme oven i forhandlingerne om den endelige udtrædelse af EU - det giver volatilitet. Min vurdering er, at de næste måneder vil belaste væksten i Storbritannien og humøret hos den engelske forbruger yderligere. Som svar herpå er mit bedste bud, at Boris Johnson i en valgkamp vil åbne for at øge det offentlige forbrug betragteligt, så finansmarkedet får rigeligt at se til fra den britiske front i den kommende tid.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 14

SF: Von der Leyens minimumsløn er misforstået omsorg
Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet skriver i et debatindlæg på Altinget følgende: ”I sidste uge godkendte Europa-Parlamentet den konservative tysker Ursula von der Leyen som ny formand for EU-Kommissionen. Hun blev valgt, selvom store dele af venstrefløjen i Europa-Parlamentet ikke støttede hende. En kommissionsformand sidder på sin post fem år ad gangen, så når Ursula von der Leyens embedsperiode slutter i 2024, har Kommissionen haft en konservativ eller kristendemokrat i formandsstolen uafbrudt i 20 år. Ligeså vel som SF i Danmark næppe ville støtte en statsminister fra Konservative, så støttede jeg heller ikke Ursula von der Leyen. EU-Kommissionen er i den grad en politisk institution, og det betyder noget, hvem der er formand. Det gælder ikke mindst på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område, hvor jeg er lidt nervøs for den linje, den nye kommissionsformand allerede har lagt. […] Mange EU-lande har allerede i dag lovfastsatte minimumslønninger. I Rumænien betegnes knap 20 procent af arbejdsstyrken som fattige, og i Ursula von der Leyens hjemland, Tyskland, betragter man knap 10 procent af den tyske arbejdsstyrke som 'working poor'. Begge lande har en lovfastsat minimumsløn. […] Jeg spurgte derfor von der Leyen, hvorfor hun vil arbejde for minimumsløn frem for minimumsindkomst. Det gav hun ikke rigtig noget konkret svar på. Men hun gjorde det helt klart, at hun bestemt ikke bryder sig om idéen om en minimumsindkomst, og at hun vil arbejde for en mindsteløn. Senere har hun skriftligt erklæret, at hun vil præsentere et forslag om en europæisk minimumsløn i løbet af sine første 100 dage som kommissionsformand. Det må vi jo så forholde os til. Udover at beskytte den danske model, der selvfølgelig bliver udfordret af sådan et forslag, vil jeg kæmpe for, at Kommissionsformandens forventede forslag om minimumsløn ikke skaber endnu flere fattige på og uden for det europæiske arbejdsmarked.”
Kilde: Altinget