Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information2. november 2017Repræsentationen i Danmark12 min læsetid

Fredag den 27. oktober

EU i dagens aviser

Fredag den 27. oktober 2017

Dagens EU-tophistorie

Institutionelle anliggender: EU`s Vestager vil undersøge britiske skatteregler
Flere medier skriver, at EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager åbner undersøgelse af, om Storbritanniens særlige skatteregler for multinationale virksomheder er lovlige. Børsen fortæller, at de særlige gunstige skatteforhold for multinationale selskaber i Storbritannien skal undersøges for brud på EU's statsstøtteregler. EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager, åbner derfor nu en formel undersøgelse af den britiske praksis, hvor specifikke transaktioner er undtaget beskatning. "Regler imod skatteunddragelse kan ikke gå imod deres formål og behandle nogle virksomheder bedre end andre. Derfor vil vi omhyggeligt undersøge en undtagelse fra Storbritanniens regler mod skatteunddragelse for visse multinationale selskabers transaktioner for at sikre os, at de ikke overtræder EU's regler for statsstøtte," siger Margrethe Vestager. Hun mener, at Storbritannien siden 2013 har undtaget visse finansielle indtægter - for eksempel renter på lån - fra de multinationale selskabers beskatning. Formålet med antiskatteunddragelsesregler er netop at sikre, at virksomhederne betaler den skat, de skal.
Kilder: Børsen, s.32; Information, s. 5; Kristeligt Dagblad, s. 7; Jyllands-Posten, s. 2

Finansielle anliggender: ECB vil skrue ned for obligationsopkøb i fremtiden
Flere medier skriver, at fra næste år vil Den Europæiske Centralbank (ECB) skrue ned for det kunstige åndedræt til økonomien, når de gigantiske støtteopkøb af obligationer neddrosles. Berlingske fortæller, at Mario Draghi, præsident i Den Europæiske Centralbank (ECB), i går fortalte på en pressekonference, at banken vil nedsætte sine støtteopkøb af obligationer med 50 procent. I øjeblikket opkøber ECB nye obligationer for enorme 60 milliarder euro, knap 450 milliarder kroner om måneden, men fra januar vil støtteopkøbene blive reduceret til det halve, altså 30 milliarder euro om måneden. Børsen skriver, at Clemens Fuest, præsident for den tyske økonomiske tænketank Ifo, har sammen med blandt andre den tyske Bundesbank, længe advokeret for, at ECB skal ophøre med den historisk lempelige pengepolitik. ”Det er et skridt i den rigtige retning hen mod en mere normal situation, men udfasningen skal ske hurtigere. Pengepolitikken vil under alle omstændigheder være ekspansiv på grund af de lave renter," siger Clemens Fuest. Børsen skriver også, at erhvervsminister Brian Mikkelsens (V) indgreb mod de stigende boligpriser i dele af landet, og ECB's besked om, at man er klar til at tilbagerulle programmet, kan ses som trussel mod danskernes boligøkonomi, men rent faktisk skal vi alle glæde os over det, der sker i ECB og i Danmark, for det viser, at vi er på vej mod en normalisering af økonomien.
Kilder: Børsen, s. 24-25, 30-31; Berlingske, s. 10, 11, 21; Information, s. 5; Jyllands-Posten, s. 14, 20; Weekendavisen, s. 7; MetroXpress, s. 26

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Arbejdsmarkedspolitik: Kampen mod social dumping kan koste Danmark dyrt
Flere medier skriver om konsekvenserne af EU´s forstærkede kamp mod social dumping og migration. Weekendavisen fortæller, at der er overhængende fare for, at danske virksomheder ikke længere kan importere udenlandsk arbejdskraft til at dække behovet for nye medarbejdere. Dermed risikerer opsvinget at gå i stå, inden de gode tider rigtig er blevet bedre. Den dystre advarsel kommer fra adskillige arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer, som forudser store kvaler med fortsat at kunne rekruttere tilstrækkeligt med udenlandske medarbejdere. I de senere år har især tilskuddet af nye lønmodtagere fra de østeuropæiske lande ellers haft vital betydning for dansk økonomi. I et debatindlæg i Børsen, skriver Anders Samuelsen, udenrigsminister (LA) Karsten Dybvad, administrerende direktør, Dansk Industri: ”Stort set alle er i job, og vores velstand stiger år for år. En vigtig årsag til det er, at vi kan handle frit. Frihandel er afgørende for dansk velstand, og det kommer os alle til gavn. Faktisk er hver fjerde danske arbejdsplads afhængig af danske virksomheders eksport til udlandet. Vi tjener Danmarks interesser bedst ved at støtte helhjertet op om Det Indre Marked og presse på for ambitiøse frihandelsaftaler. På den front er der godt nyt. EU er sammen med Japan tæt på at færdiggøre verdens hidtil største frihandelsaftale, der vil give danske virksomheder helt nye muligheder på et stort og købedygtigt marked.”
Kilder: Weekendavisen, s. 5; Berlingske, s. 20; Børsen, s. 2

Interne anliggender: Catalonien og den spanske centraladministration balancerer på en knivsæg
Flere medier beretter om en øget trang til selvstændighed i Europa. Weekendavisen skriver, at mens Catalonien er løbet med al opmærksomheden, har to norditalienske regioner sidste søndag stemt i folkeafstemninger om større uafhængighed fra centralmagten i Rom. Politiken fortæller, at sent i aftes besluttede den catalanske regeringschef, Carles Puigdemont,
at lade det catalanske parlament tage den endelige beslutning om erklæring af uafhængighed. Parlamentet trådte sammen i går og fortsætter mødet i dag. To af de tre regeringspartiers ledere taler for en ensidig uafhængighedserklæring. Regeringen i Madrid kan nu overtage kontrollen med Catalonien. Svaret kan blive løsrivelse. Investeringer i Catalonien vil gå helt i stå, vurderer økonomer og arbejdsgivere. 30 procent af jobbene er allerede fraflyttet Catalonien.
Kilder: Weekendavisen, s. 10; Politiken, s. 5

Institutionelle anliggender: Brexit kan blive en meget dyr affære
Berlingske og Børsen kan fortælle, at det kan koste Storbritannien milliarder i tabte skatteindtægter, hvis flere internationale banker gør alvor af deres trusler om at flytte britiske filialer væk fra øriget. Det skriver Financial Times. En ny opgørelse fra revisions- og rådgivningsfirmaet PwC viser, at de udenlandske banker forsynede den britiske statskasse med over 17 mia. pund i 2016. Flere eksperter peger dog på, at bankflugten kan undgås, hvis det lykkedes Storbritannien at indgå en handelsaftale med EU, inden Brexit træder i kraft i marts 2019.
Kilder: Berlingske, s. 21; Børsen, s. 30-31

Grundlæggende rettigheder: EU-Parlamentet bør se på sexchikane
Flere medier fortæller, at EU-Parlamentet vil kæmpe imod sexchikane. Politiken skriver, at i en resolution, som EU-Parlamentet med et overvældende flertal, har vedtaget torsdag, fordømmer parlamentsmedlemmerne alle former for seksuel vold og opfordrer til en EU-strategi og regler mod al kønsbaseret vold. Alle 27 medlemslandes nationale parlamenter opfordres desuden til at undersøge, om der foregår sexchikane eller seksuelle overgreb. Resolutionen blev vedtaget i kølvandet på Harvey Weinstein-skandalen og beskyldninger i pressen mod Parlamentets egne medlemmer.
Kilder: Politiken, s. 14; Jyllands-Posten, s. 16; MetroXpress, s. 6; Altinget

Grundlæggende rettigheder: Europa skal sikres socialt
Politiken lederskribent skriver: ”Endelig kæmper EU mod social dumping.
Er markedskræfter og fri bevægelighed for virksomheder, kapital og arbejdskraft i EU et problem? Tværtimod. Men hvis rå markedskræfter ikke følges op af begavet regulering, kan vi tabe hele EU-projektet på gulvet. Det er præcis, hvad vi har set i de seneste årtier, hvor østeuropæiske virksomheder har vundet fodfæste i mange EU-lande ved at give deres udstationerede medarbejdere ringere løn- og arbejdsvilkår end den lokale arbejdskraft. Denne form for social dumping har presset løn- og arbejdsvilkårene. Resultatet er utryghed blandt mange lønmodtagere i de gamle EU-lande, som har givet næring til en voksende EU-skepsis og en stigende opbakning til nationalpopulistiske partier. Derfor er der god grund til at juble over, at et flertal af EU's beskæftigelsesministre i denne uge besluttede at begrænse social dumping.” Kristeligt Dagblad beretter, at Grækenlands tidligere finansminister Yanis Varoufakis, mener, at Europas magtelite ignorerer befolkningernes stemme og træffer beslutninger bag lukkede døre med skæbnesvangre konsekvenser for Europas borgere.
"Det demokratiske underskud i EU kan sammenlignes med underskuddet af ilt på Månen,” siger han.
Kilder: Politiken, s. 1; Kristeligt Dagblad, s. 3

Andre EU-historier

Udenrigspolitik: Tyrkiet krænker fortsat sine borgeres rettigheder
Berlingske kan fortælle, at en tyrkisk domstol har beordret ti menneskerettighedsaktivister løsladt efter massiv international kritik. Men de tyrkiske myndigheders pres på aktivister, journalister og formodede medlemmer af Gülen-bevægelsen fortsætter. De omfattende magtbeføjelser, præsident Erdogan har tilranet sig, samt massearrestationer og fyringer har øget den internationale kritik af Tyrkiet, og det har forværret forholdet mellem EU og Tyrkiet.
Kilde: Berlingske, s. 20-22

Udenrigspolitik: Venezuelas oppositions kamp for demokrati hædres af EU
Flere medier kan fortælle, at den demokratiske opposition i Venezuela fik torsdag EU's menneskerettighedspris, Sakharov-prisen. Berlingske skriver, at lige nu sidder mere end 600 politiske fanger fængslet i Venezuela. For det er farligt at være politisk uenig med landets stærke mand, præsident Nicolas Maduro. Derfor besluttede Europa-Parlamentet onsdag at anerkende Venezuelas demokratiske opposition for deres mod til at være i opposition.
Kilder: Berlingske, s. 16; Kristeligt Dagblad, s. 7; MetroXpress, s. 18

Klima: Danmark skal være fri for plastik
I et debatindlæg i Politiken, skriver Mads Jakobsen og Ole Bondo Christensen henholdsvis formand og næstformand i Dansk Affaldssortering og borgmestre i Struer og Furesø Kommuner: ”Olie og andre fossile brændsler er på vej ud af den danske energiforsyning. Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet. Når olien skal ud af energiforsyningen, bør Danmark også sætte et mål for, hvornår olien skal ud af de produkter, vi ellers omgiver os med. I Danmark udgør plastik over en tredjedel af alt det henkastede affald. Derfor lancerer Dansk Affaldsforening en ny plastikpolitik, der foreslår et nyt mål om at udfase plastemballage, der ikke er designet til genanvendelse, i 2025. Og et mål om et Danmark fri for nyproduktion af fossil plastik til forbrugerprodukter i 2035. EU er på vej med en plastikstrategi, og i Danmark har regeringen både varslet en plan mod plastforurening og en strategi for cirkulær økonomi. Lad os give den fuldt skrald og få sat de mål, der skal til for at trække samfundet i den rigtige, grønne retning.”
Kilde: Politiken, s. 6

Interne anliggender: Ny immigrationsfjendsk blok på vej frem
Weekendavisen skriver, at sammen med valget af Sebastian Kurz til ny østrigsk kansler, så skaber sidste weekends succes for populisten Babiš i det tjekkiske valg en reel mulighed for dannelsen af en ny immigrations fjendtlig blok i EU. Med Sebastian Kurz i Østrig, Babiš i Tjekkiet, Orbán i Ungarn og Kaczyński i Polen, aner man konturerne af en blok, der står fast på kravet om at bevare staternes suverænitet og reelt kan udfordre Merkels og Macrons planer for en større grad af fælles immigrantpolitik inden for EU.
Kilde: Weekendavisen, s. 13

Klima: EU udleder færre drivhusgasser
Weekendavisen kan fortælle, at for tredje år i træk er den globale CO2-udledning hverken steget eller faldet. Det viser EU-Kommissionens årlige rapport på området. Rapporten er udarbejdet af kommissionens interne forskningscenter Joint Research Center (JRC) og bygger på en løbende overvågning af den menneskeskabte udledning af de tre mest markante drivhusgasser. Undersøgelsen viser også, at flere af klodens største CO2-udledere - Kina, USA, Rusland og Japan - sidste år reducerede deres udslip, mens den europæiske udledning landede på samme niveau som i 2015.
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Migration: Messerschmidt langer ud efter EU-Parlamentet
I et debatindlæg på Altinget, skriver Morten Messerschmidt (DF), MEP: ”Den 11. oktober gik jeg med et åbent sind i gang med at læse min kollega Morten Helveg Petersens (R) indlæg på Altinget: "Problemer med migration kan ikke løses med ord alene". Så sandt, så sandt.
Men i Europa-Parlamentet er der faktisk en plan på vej, en ægte " fælleseuropæisk løsning", som jeg må formode, at Morten Helveg støtter, for den er fostret af politikere i den liberale ALDE-gruppe, hvori han selv sidder, og den har netop opnået et solidt flertal i EU-parlamentets "Udvalg for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender".
Så hvorfor fremlægger Morten Helveg Petersen ikked en løsning? Sandsynligvis fordi han har regnet ud, at den er så provokerende, at danskerne - og mange andre europæiske nationer - aldrig går med til den. Planen betyder tvangsfordeling af asylmigranter, "en permanent mekanisme for automatisk omfordeling", som der står i Planen, og hårde økonomiske sanktioner over for de lande, som ikke vil være med. Den betyder en ophævelse af den såkaldte Dublin-forordning, som Danmark har tilsluttet sig.”
Kilde: Altinget

Klima: Kritik af danske vandplaner bekræftes
I et debatindlæg på Altinget, skriver Morten Høyer og Niels Peter Nørring, henholdsvis direktør og områdedirektør, Landbrug & Fødevare: ”I årevis har Landbrug & Fødevarer fremført fagligt veldokumenterede kritikpunkter, men vores spørgsmål og forslag til forbedringer er kun blevet mødt med afvisninger. […] Kvælstof er ikke den eneste udfordring for havmiljøet de danske myndigheder har forsømt at analysere, hvilke væsentlige stressfaktorer, havmiljøet udsættes for. Det er ellers et krav i EU's vandrammedirektiv. I stedet retter alle indsatser i vandplanerne sig mod kvælstof. Det har L&F fra begyndelsen kritiseret skarpt, og vi har endda sørget for en grundig analyse af hele 35 forskellige stressfaktorers indvirkning på det kystnære havmiljø. Analysen, der er udarbejdet af forskningsinstituttet NIVA Danmark, er på vej til at blive publiceret i et anerkendt, videnskabeligt tidsskrift.”
Kilde: Altinget

Retlige anliggender: EU-Kommissionen dropper kontroversielt leasing-forslag
Altinget skriver, at EU-Kommissionen nu dropper et forslag om en simplificering af genregistreringsreglerne medlemslandene imellem. Det kontroversielle punkt i forslaget lød på at gøre det lovligt at køre med en leaset bil fra for eksempel Tyskland i Danmark - til tyske priser. Og her har det været svært at nå frem til et kompromis i Ministerrådet, hvorfor forhandlingerne er gået i hårknude. ”Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne det potentielt have kostet Danmark milliarder, da bilskatterne stadig udgør en væsentlig indtægt til den danske stat," siger Christel Schaldemose (S), MEP, der længe har kæmpet imod forslaget.
Kilde: Altinget

Interne anliggender: Socialdemokratiet vil EU-samarbejdet
I et debatindlæg på Altinget, skriver Jeppe Kofod, gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet: ”Den, man tugter, elsker man. I Socialdemokratiet prioriterer vi det europæiske samarbejde i EU højt! Vi går ind for et effektivt EU-samarbejde og efterlyser Danmarks aktive rolle heri. Det har vi sagt gang på gang, og det vil vi blive ved med.
Og når nu vi mener, at Danmarks EU-medlemskab er et positivt grundvilkår, skal vi også turde være ærlige i debatten om politik, der kan gøre EU-samarbejdet bedre for nationerne og borgerne i Europa. flere årtier har man givet alt for frie tøjler til en ureguleret kapitalisme, der sætter markedet før mennesket. En massiv udvidelse af EU og det indre marked med lande i Øst- og Centraleuropa, som er markant fattigere end os. Det har haft negative konsekvenser for helt almindelige borgere, der ikke nødvendigvis høster globaliseringens goder, og som oplever pres på løn- og arbejdsvilkår. En vigtig erkendelse, som Venstres MEP'er Morten Løkkegaard desværre ikke har taget til sig endnu.”
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
2. november 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark