Den donormaraton, der startede den 4. maj, udbygges nu med lanceringen af "Global Goal: Unite for Our Future", en ny kampagne i samarbejde med den internationale fortalerorganisation "Global Citizen", der vil munde ud i et globalt donortopmøde lørdag den 27. juni
I samarbejde med "Global Citizen" vil Kommissionen øge mobiliseringen af midler for at sætte verden i stand til at overvinde denne pandemi — og undgå en lignende i fremtiden.
Dette er næste skridt i indsamlingen af støtte til ACT-acceleratoren, der blev lanceret af Verdenssundhedsorganisationen med deltagelse af regeringer og partnere gennem en global opfordring den 24. april 2020. Kampagnen har til formål at indsamle de betydelige ressourcer, der skal til for at fremskynde udviklingen af nye løsninger samt sikre almen og inklusiv adgang til dem. Det vil sige adgang overalt og for alle, der har behov for dem.
Donormaratonen går ind i næste fase med en ny kampagne
Resultatet af donorindsamlingen den 4. maj viser, at verden er villig og i stand til at stå sammen og samle ressourcerne for at overvinde pandemien. Det lover godt for det enestående internationale samarbejde og de ressourcer, der er nødvendige for produktion, indkøb og distribution af vacciner, behandlinger og diagnoser.
På grund af opgavens omfang er det nødvendigt at mobilisere borgere i hele verden. I løbet af de næste fire uger står "Global Citizen" i spidsen for kampagnen "Global Goal: Unite for Our Future" med Europa-Kommissionen som mæcen og Bloomberg Philanthropies, Bill & Melinda Gates Foundation og Wellcome Trust som partnere.
Partnerlandene i den globale indsats for bekæmpelse af coronavirus — Belgien, Canada, De Forenede Arabiske Emirater, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien, Marokko, Mexico, New Zealand, Norge, Saudi-Arabien, Spanien, Sydafrika, Tyskland og Østrig — samt Den Europæiske Investeringsbank støtter denne kampagne. Endnu flere forventes at deltage. Verdenssundhedsorganisationen er også en vigtig partner og støtte i disse bestræbelser. Topmødet for "Global Goal: Unite for Our Future" den 27. juni ledes af kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Globale kunstnere, herunder Adam Lambert, Chloe x Halle, Chris Rock, Coldplay, Dionne Warwick, Femi Kuti, Fher fra Maná, Hugh Jackman, Idris og Sabrina Elba, J Balvin, Justin Bieber, Lady Gaga, Lang Lang, Miley Cyrus, Padma Lakshmi, Rachel Brosnahan og Shakira har udmeldt, at de vil hjælpe med at samle borgerne om formålet, så de kan deltage i indsatsen og nå ud til verdens ledere.
Kampagnen vil i den forbindelse bakke op om organisationer som f.eks. CEPI, GAVI, Therapeutics Accelerator-initiativet, UNITAID, FIND og Den Globale Fond. Disse grupper gør en stor indsats for at udvikle test, behandlinger og vacciner og stille dem til rådighed for sundhedspersonalet i frontlinjen og de værst udsatte over for virusset rundt om i verden.
Det globale topmøde om vacciner, som GAVI afholder den 4. juni, vil være endnu en vigtig milepæl i styrkelsen af sundhedsvæsenerne og immuniseringskapaciteten i verdens fattigste lande, hvilket vil være afgørende for at nå målene med den globale indsats mod coronavirus.
Derudover opfordrer Kommissionen folk til at donere til Verdenssundhedsorganisationens "COVID-19 Solidarity Response Fund".
Den globale samarbejdsramme er sat i gang
Som meddelt den 4. maj består den globale indsats mod coronavirus af tre partnerskaber med henblik på test, behandling og forebyggelse. Partnerskaberne understøttes af en horisontal arbejdsindsats, der skal styrke sundhedssystemerne over for coronavirus.
Den globale samarbejdsramme (Access to COVID-19 Tools — den såkaldte "ACT-accelerator") giver eksisterende organisationer beføjelser og ressourcer til at samarbejde i disse partnerskaber uden at opstille nye strukturer eller institutioner. De tre partnerskaber er ved at definere deres strategi, ressourcebehov og ansvarlighedsregler, drevet af situationens hastende karakter, potentialet i samarbejde og behovet for gennemsigtighed.
Som en del af ACT-acceleratoren indkaldes der en formidlingsgruppe bestående af partnerlandene og globale sundhedsorganisationer til at støtte partnerskabernes arbejde, slå til lyd for yderligere ressourcer og finde frem til fælles løsninger på deres opgaver. Med støtte fra et koordinationsknudepunkt i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vil denne gruppe sikre sammenhæng på tværs af partnerskaberne og rapportere til donorer og globale fora om sine fremskridt. Den vil ligeledes beskytte partnerskaber mod utilbørlig påvirkning og interessekonflikter.
Detaljer
- Publikationsdato
- 28. maj 2020
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark