Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel13. februar 2024Repræsentationen i Danmark2 min læsetid

Kommissionen lukker statsstøttesag om dansk og svensk offentlig finansiering af Øresundsforbindelsen

Visit of Connie Hedegaard, Member of the EC, to Copenhagen, in the framework of the "A World you like" campaign

Europa-Kommissionen har konkluderet, at den statsgarantimodel, som Danmark og Sverige har anvendt i forbindelse med opførelsen af Øresundsforbindelsen, ikke udgør ny støtte i henhold til EU's statsstøtteregler. Kommissionen har også konkluderet, at en del af Danmarks skattemæssige støtte udgør ny støtte, der ikke er proportional og derfor ikke er forenelig med traktaten. Danmark skal nu tilbagesøge den uforenelige støtte inklusive renter.

"Øresundsforbindelsen har været i drift i mere end 20 år og har fremmet regional integration med betydelige fordele for borgere og virksomheder. Efter en tilbundsgående undersøgelse har vi besluttet at afslutte undersøgelsen af den danske og svenske offentlige finansiering" siger Margrethe Vestager, ledende næstformand med ansvar for konkurrencepolitik.
 

Kommissionens undersøgelse
Efter en klage fra et færgeselskab konkluderede Kommissionen i oktober 2014, at Danmarks og Sveriges støtte til det konsortium, der ejer og driver Øresundsforbindelsen, Øresundsbro Konsortiet I/S, var i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.
Danmarks og Sveriges støtte havde form af en statsgaranti for de lån, som konsortiet havde optaget til finansiering af forbindelsen. Danmark gav også konsortiets danske moderselskab, A/S Øresund, en særlig skattemæssig behandling med hensyn til afskrivning af aktiver og fremførsel af
skattemæssige underskud.
I september 2018 annullerede Retten delvist Kommissionens afgørelse fra 2014 af proceduremæssige grunde. Retten fandt, at Kommissionen burde have indledt en formel undersøgelse for at foretage en grundig vurdering af statsgarantien og den særlige skattemæssige behandling, inden den vedtog sin statsstøtteafgørelse. Efter Rettens afgørelse indledte Kommissionen en tilbundsgående undersøgelse i februar 2019.
 

Kommissionens vurdering
Kommissionen foretog en ny vurdering af de to foranstaltninger i henhold til artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("traktaten"). På grundlag af sin tilbundsgående vurdering konkluderede Kommissionen, at:

  • Den statsgaranti, som Danmark og Sverige har ydet, udgør statsstøtte. Støtten blev ydet til støtte for investeringen i den faste forbindelse, som skulle udnyttes kommercielt. Da støtten imidlertid blev ydet i 1992, længe før klagen blev indgivet, og inden Sverige tiltrådte EU, anses støtten for at være eksisterende støtte, og Kommissionen behøver derfor ikke foretage en forenelighedsvurdering.
  • Den særlige skattemæssige behandling udgør kun delvis ny statsstøtte. Dette skyldes, at en del af den særlige skatteordning blev tildelt, mere end 10 år før klagen blev indgivet. Selv om de danske skatteregler er blevet ændret flere gange siden 1992, har reglerne for A/S Øresund desuden ikke altid været mere fordelagtige. Derfor betragtes den særlige skattemæssige behandling kun som ny støtte for visse perioder. For disse perioder er foranstaltningerne uforenelige med statsstøttereglerne, da de ikke var proportionale. Danmark skal nu tilbagesøge den uforenelige støtte.

EU's statsstøtteregler kræver som udgangspunkt, at uforenelig statsstøtte tilbagesøges hurtigst muligt for at fjerne den fordrejning af konkurrencen, støtten skaber. Der udstedes ikke bøder efter EU's statsstøtteregler, og tilbagesøgningen påfører ikke den berørte virksomhed en straf. Det drejer sig alene om at genoprette en situation med ligebehandling af virksomhederne.

Læs den fulde pressemeddelelse her

Detaljer

Publikationsdato
13. februar 2024
Forfatter
Repræsentationen i Danmark