Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel22. oktober 2019Repræsentationen i Danmark3 min læsetid

Kroatien på vej til at tilslutte sig Schengenområdet

Kommissionen har fremlagt en rapport om Kroatiens fremskridt med hensyn til at opfylde de nødvendige betingelser for at tilslutte sig Schengenområdet.

Kroatien på vej til at tilslutte sig Schengenområdet

Kommissionen finder, at Kroatien på grundlag af resultaterne af den Schengenevalueringsproces, der blev indledt i 2016, har truffet de påkrævede foranstaltninger for at sikre, at de nødvendige betingelser for fuld anvendelse af Schengenreglerne og -standarderne er opfyldt. Kroatien er nødt til at fortsætte indsatsen med at gennemføre alle igangværende foranstaltninger, navnlig hvad angår dets forvaltning af de ydre grænser, for at sikre, at disse betingelser fortsat opfyldes. Kommissionen bekræfter i dag desuden, at Kroatien fortsat opfylder de tilsagn i tilknytning til Schengenreglerne, som det afgav under tiltrædelsesforhandlingerne.

Vurdering med hensyn til alle Schengenkriterier

I dagens meddelelse gøres der status over de evalueringer, der er foretaget i tidsrummet fra juni 2016-maj 2019, hvor der blev set nærmere på Kroatiens anvendelse af Schengenreglerne og -standarderne på en række områder. Kommissionen havde allerede med positivt resultat evalueret og bekræftet Kroatiens fulde gennemførelse af Schengenreglerne på områderne databeskyttelse, politisamarbejde, den fælles visumpolitik, tilbagesendelse, Schengeninformationssystemet (SIS), skydevåben og strafferetligt samarbejde. I dagens meddelelse bekræftes det også, at Kroatien har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at betingelserne for anvendelsen af Schengenreglerne på området forvaltning af de ydre grænser er opfyldt. Kroatien er nødt til fortsat at arbejde for at sikre en ensartet gennemførelse af alle igangværende foranstaltninger på dette område.
Derudover meddeler Kommissionen også, at Kroatien har opfyldt de tilsagn, landet afgav i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne, som er relevante for Schengenreglerne. Tilsagnene vedrører navnlig retsvæsenet og overholdelsen af de grundlæggende rettigheder. Kommissionen bekræfter i dag, at Kroatien fortsat opfylder dem alle.

De næste skridt
Kommissionen opfordrer Rådet til at drøfte denne meddelelse med henblik på at integrere Kroatien i Schengenområdet i overensstemmelse med tiltrædelsesakten af 2011.

Baggrund

Schengenområdet er det største område i verden med fri bevægelighed og omfatter på nuværende tidspunkt 22 EU-lande (Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Sverige, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig) samt 4 associerede lande uden for EU (Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein). Det giver borgerne mulighed for at bevæge sig frit mellem disse lande, uden at de skal kontrolleres ved grænserne, hvilket gør det lettere at rejse, arbejde og bo på tværs af grænserne.
De lande, der ønsker at tilslutte sig Schengenområdet, skal gennemgå en række Schengenevalueringer for at få bekræftet, at de opfylder de nødvendige betingelser for anvendelsen af Schengenreglerne. Ved disse evalueringer vurderes det, om et land er i stand til at tage ansvar for kontrollen af de ydre grænser på de øvrige Schengenstaters vegne, effektivt at samarbejde med andre retshåndhævende myndigheder i andre Schengenstater med henblik på at opretholde et højt sikkerhedsniveau, når grænsekontrollen afskaffes, at anvende Schengenreglerne ved f.eks. kontrol af de ydre land-, sø- og luftgrænser (lufthavne) og på områderne udstedelse af Schengenvisa, tilbagesendelsesprocedurer, politisamarbejde og beskyttelse af personoplysninger samt at tilkoble sig og anvende Schengeninformationssystemet.
Når alle nødvendige betingelser for anvendelsen af alle relevante dele af Schengenreglerne anses for opfyldt, er det op til Rådet efter høring af Europa-Parlamentet at træffe endelig afgørelse ved enstemmighed.
Kroatien erklærede sig rede til at indlede Schengenevalueringsprocessen på alle relevante politikområder i marts 2015. I dagens rapport gøres der status over de fremskridt, der er sket under denne evalueringsproces på alle relevante områder, og det bekræftes, at Kroatien fortsat opfylder de tilsagn, landet afgav under tiltrædelsesforhandlingerne med EU.

Detaljer

Publikationsdato
22. oktober 2019
Forfatter
Repræsentationen i Danmark