Mandag den 10. september

Tophistorier

Finanskrisen blev afsindig dyr for danskerne
På lørdag for ti år siden ramte en finanskrise verdensøkonomien, da den amerikanske storbank Lehman Brothers krakkede. Finansminister Kristian Jensen var fredag til et møde blandt EU's finansministre, hvor de debattere risikoen ved rentestigninger. ”Lande som Tyskland, Danmark, Frankrig og Spanien har strammet op på deres lånepolitik og finanspolitik, så de kan klare en rentestigning, men enkelte lande er udfordret,” fortæller Kristian Jensen ifølge Politiken lørdag og fortsætter: ”Når man er i et tæt forbundet økonomisk samarbejde som EU, vil et land, der får problemer, påvirke alle os andre. Derfor har vi en interesse for et tæt europæisk samarbejde, hvor vi skubber til de her lande for at få dem til at rydde op i deres egen økonomi.” Politiken lørdag bringer en kommentar af erhvervskommentator Leif Beck Fallesen, der blandt andet skriver: ”En kommende finanskrise vil næppe begynde som for 10 år siden. Men der vil komme nye kriser, for der er mange potentielle tændsatser i verdensøkonomien. [...] På G-20-topmødet i år i Buenos Aires var dagsordenen en anden. Handelskrig. Donald Trump havde i et tweet forud for mødet beskyldt EU og Kina for at manipulere deres valutaer og renter lavere, og den amerikanske finansminister, Steven Mnuchins, tilsagn om at forhandle en frihandelsaftale med EU har ingen hørt noget til siden. Handelskrigen er optrappet, og det globale økonomiske samarbejde er brudt sammen.” Politiken skriver mandag, at ifølge Guntram Wolf, direktør for tænketanken Bruegel, har finanskrisen ført til vigtige reguleringer og han mener, at EU er mere modstandsdygtig nu end i 2008. ”EU er bedre forberedt på den næste krise af to årsager. For det første, fordi der er gennemført visse initiativer for at regulere den finansielle sektor, og for det andet, fordi EU har adresseret visse af dets egne svagheder – særligt i forhold til den tidligere så fragmenterede overvågning af bankerne,” siger Guntram Wolf. Bankovervågningen i EU er nu samlet i Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM) under Den Europæiske Centralbank (ECB) og ECB fører direkte tilsyn med 119 såkaldt ’signifikante banker’, hvis aktiver udgør næsten 82 procent af bankaktiverne i euroområdet, mens nationale tilsynsmyndigheder overvåger øvrige, mindre banker. Jyllands-Posten mandag bringer en kommentar af cheføkonom Helge J: Pedersen. Han skriver blandt andet: ”Det er i disse dage præcis 10 år siden, at den internationale finanskrise for alvor brød ud, da den store amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers gik ned den 15. september. [...] I min optik er den europæiske centralbank, ECB’s, værktøjskasse tæt på at være tom, mens den amerikanske forbundsbank, Fed, har givet sig selv et lidt større spillerum, da den allerede er i gang med at sætte renten op og reducere overskudslikviditeten i den finansielle sektor. [...] Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår ECB tager det første skridt i den retning. Efter min bedste overbevisning skal vi nok hen mod slutningen af næste år, førend det sker, hvorefter ECB så vil trampe yderligere på rentepedalen i 2020. Og eftersom Nationalbanken skygger ECB betyder det, at der er god grund til at vente, at vi mod slutningen af 2020 vil have en rente, som er 1 procent-point højere end i dag. Formentlig vil renten så stige yderligere over de kommende år, og for min skyld gerne helt op omkring de 3,5 pct., som jeg fortsat opfatter som en normalrente for euroområdet. Det er en rente, som både burde kunne holde en mulig ny gældskrise i ave og samtidig give ECB et solidt pengepolitisk råderum. Men hvem ved? Måske har krisen resulteret i, at renten befinder sig på et nyt og permanent lavere niveau end tidligere. Måske må jeg endnu engang se mig overhalet af en ny virkelighed.”
Politiken, lørdag, s. 4; Politiken, mandag, s. 9; Jyllands-Posten, mandag, s. 16 (10.09.2018)

Prioritede historier

Google og giganterne
At techgiganten Google nægtede at møde op til en høring onsdag i den amerikanske Kongres, blev hurtigt udlagt som udtryk for en utilsløret arrogance over for folkevalgte politikere, der i stigende grad er bekymrede over den magt og indflydelse, der i løbet af ganske få år er blevet opsamlet hos techkæmper som Google, Apple, Amazon, Facebook og Twitter. Det skriver Politiken søndag. USA's præsident, Trump, har flere gange antydet, at techgiganterne har opnået en monopolagtig stilling, der skader den frie konkurrence. EU- kommissær Margrethe Vestager har også blandet sig i debatten og hun har med sine omfattende monopol- og skattesager mod flere af USA's techgiganter forsøgt at få dem til at respektere nationalstaternes spilleregler, som de ellers forsøger at sætte sig ud over. EU's nye regler om databeskyttelse, GDPR, er tilsvarende et forsøg på at tilbageerobre noget af kontrollen over privatlivet. Det ændrer dog ikke på, at giganterne har store mængder data om os, som bliver kørt sammen med andre data og dermed åbner op for nye muligheder for at trænge ind i privatlivet og tanker og dermed manipulation med det. Børsen skriver mandag ligeledes om de store it-virksomheder. Avisen skriver, at over hele Europa er der støtte til en fair beskatning af store it-virksomheder som Google og Facebook, men EU-Kommissionens udspil fra marts møder betydelig modstand i medlemslandene. I fredags mødtes EU-landenes finansministre til et møde i Wien, og flertallet af dem udtalte sig skeptisk om forslaget. Finansminister, Kristian Jensen (V) understregede, at den danske regering er tilhænger af, at virksomheder betaler skat, når de har fortjeneste, men at der skal være en fair beskatning af digitale selskaber.
Politiken, søndag, s. 8; Børsen, mandag, s. 16 (10.09.2018)

Arbejdsmarkedspolitik

Flere erhvervsskoleelever skal udenlands
Linea Søgaard-Lidell, kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre og Kristian Ersbøll Berg Poulsen, EU-rådgiver i Dansk Metal og formand for Politisk Udvalg i Europabevægelsen, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag følgende: ”EU's program for udvekslingsaftaler mellem landene, Erasmus+, er en kæmpe succes. Hvert år rejser tusindvis af danske studerende på udveksling gennem programmet. Siden 2014 har over 56.000 danskere været af sted. Og én ting er sikkert: Man vender tilbage med rygsækken fuld af viden, oplevelser og nye venskaber, der ingen grænser kender. […] Derfor synes vi, at det er en rigtig god idé at udvikle Erasmus+programmet til fordel for erhvervsuddannelserne. EU-Kommissionen har i den forbindelse foreslået at bruge flere penge på Erasmus+ i det kommende syvårige budget for EU. Faktisk er der tale om en fordobling af midlerne til Erasmus+. Hvis det gennemføres, vil 12 millioner europæiske unge fra 2021 til 2027 kunne få gavn af Erasmus programmet, frem for de fire millioner i dag. Og ser man på kommissionens nyeste udspil, er det rigtig godt nyt for erhvervsskolerne. Det vil samlet set give flere danskere muligheden for et udlandsophold, praktik eller udveksling i 33 europæiske lande. Men det vil særligt skabe flere muligheder for unge på erhvervsuddannelserne. Det har vi brug for, fordi det er med til at sikre, at vi får nogle dygtige faglærte, som både har de nødvendige kvalifikationer og også den internationale erfaring, som kan være med til at ruste dem til fremtidens arbejdsmarked.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 27 (10.09.2018)

Grundlæggende rettigheder

EU må skærpe sit forsvar for religionsfrihed
En rapport fra medlemmer af EU-Parlamentet anbefaler, at EU skal tage stokken i brug mod lande, der overtræder religions- og trosfriheden. EU's udenrigsservice og udenrigschef Federica Mogherini har gjort forsvaret for menneskerettigheder og religionsfrihed til en central del af de diplomatiske relationer til disse lande, men den hollandske EU-parlamentariker Peter van Dalen, der er formand for religionsfrihedsgruppen, mener at den økonomiske stok tages alt for sjældent i brug. "EU har både handelsmæssige og andre økonomiske relationer til disse lande. Og et af de redskaber, som EU har i sin redskabskasse, er at indefryse økonomisk støtte i et forsøg på at påvirke regeringerne. I lande som Pakistan og Egypten, hvor situationen for religiøse mindretal ikke blot stagnerer, men bliver værre, er det på høje tid, at EU begynder at bruge den økonomiske stok og for eksempel bremse investeringer og budgetstøtte," siger Peter van Dalen ifølge Kristeligt Dagblad lørdag.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 4 (10.09.2018)

Handel

Brug EU som regel-rambuk på eksportmarkedet
Børsen mandag bringer en kronik af Michael Bremerskov Jensen, chefkonsulent, Dansk Erhverv, som blandt andet skriver: ”Regulatoriske eller ikke-toldmæssige barrierer påfører eksportvirksomheder massive omkostninger – de færreste ved, at EU kan hjælpe i kampen mod regulatorisk dobbeltkonfekt. [...] Konklusionen er, at EU’s mest avancerede frihandelsaftaler rummer kapitler om såkaldt regulatorisk samarbejde med tredjelande, som netop går ud på at fjerne duplikerende compliancekrav til europæiske eksportører fra lokale myndigheder. Ifølge EU-Kommissionen har ingen europæiske eller danske eksportvirksomheder imidlertid gjort brug af disse muligheder. [...] Det er min fornemmelse, at EU-Kommissionen har brugt næsten alle sine kræfter på at få aftalerne i hus, hvorfor man efterfølgende ikke har orket at oplyse europæisk erhvervsliv om, hvordan de udnyttes bedst muligt. Tilbage står stadigvæk, at den mekanisme, som EU-Kommissionen råder over til regulatorisk strømlining med andre lande, har ligget ubrugt hen i en skrivebordsskuffe i Bruxelles. Det er derfor vigtigt, at danske virksomheder gøres bekendt med, at den findes og kan aktiveres. Men aktivering kræver, at virksomhederne forsyner EU-Kommissionen med den nødvendige faktuelle viden om, hvor galt det er fat ude på bestemte eksportmarkeder.”
Børsen, mandag, s. 4 (10.09.2018)

Institutionelle anliggender

Britisk frygt for uro uden Brexit-aftale
Storbritannien forlader officielt EU den 29. marts 2019, men der er stadig ingen aftale om vilkårene for skilsmissen, herunder varers frie bevægelighed. Det skriverKristeligt Dagblad og BT mandag. Kommer der ikke en aftale, vil Storbritannien stadig forlade EU, men ifølge det britiske politi kan der således opstå uro og optøjer. Aviserne skriver at ifølge The Sunday Times, som har set lækkede dokumenter fra Storbritanniens politis koordinerende enhed, National Police Co-ordination Centre kan der være en reel risiko for, at politiet kan få brug for militærets hjælp til at holde situationen under kontrol.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 3; BT, mandag, s. 5 (10.09.2018)

Danmark skal betale 2 mia mere i EU
Børsen skriver mandag, at ifølge Altinget stiger kontingentet for Danmarks EU-medlemskontingent med 2 milliarder kroner fra 17,7 til 19,7 milliarder kroner. Derudover skal der oveni lægges toldindtægter, hvilket bringer totalen op på 22,3 milliarder kroner. Tallene kan dog ændres, da det først er senere på efteråret, at et detaljeret EU-budget for 2019 bliver forhandlet færdigt mellem Ministerrådet og EU-Parlamentet.
Børsen, mandag, s. 14 (10.09.2018)

Den stille mand, der vil magten ved både Guds og Merkels hjælp
Politken søndag bringer et portræt af Manfred Weber, som er kandidat til posten som EU-Kommissionens formand. Der står blandt andet: ”Weber har længe, meget længe før han satte ord på det, haft ambition om at blive formand for EU-Kommissionen, og skulle den chance have en mulighed for at blive andet end spinkel, kræver det, at CSU er i regering. Og at Merkel støtter ham. Begge dele blev sikret, om end Merkels støtte bedst kan beskrives således: Kansleren nikker. Kansleren klapper ikke i hænderne. Politisk set er Manfred Weber lige så stor en strammer på migrationsområdet som Seehofer, men han udtrykker sig mindre bombastisk, mens han i Europa-politikken ligger tæt på Merkel. Han er europæer med stort EU. Af mange grunde, i særdeleshed intern konkurrence med ministerpræsident Markus Söder, valgte han derfor tidligt EU frem for Bayern, selv om han er hjemmefødning. [...] Så når den katolske kirkes faste delegation i EU, Comece, byder til møde i Vatikanet, taler Weber om de europæiske værdier, som han ser som en forlængelse af katolicismen. For ham er kirken ikke kun et religiøst rum, men en væsentlig del af hans politiske liv, som det er for mange politikere i mange især øst- og centraleuropæiske lande: en magtfaktor, man skal regne med, og som en politiker som Manfred Weber i den grad regner med. Både som den troende, stille mand, han er. Og som den politiske taktiker, han også er.”
Politiken, søndag, s. 4 (10.09.2018)

Europas ledere må finde den rette mand til at stå ved roret
I en kommentar i Berlingske lørdag skriver medlem af det spanske statsråd Ana Palacio blandt andet: ”Spekulationerne om, hvem der skal afløse kommissionsformand Jean-Claude Juncker er allerede begyndt. I sidste ende vil svaret formentlig ikke gøre den store forskel. Junckers noget vankelmodige ”sidste chance-kommission” vil blive afløst af en ”næste-chance-kommission”, og den kan meget vel blive endnu mindre beslutsom. Når alt kommer til alt, er det i hvert fald siden finanskrisen i 2008 blevet klart, at den virkelige magt i EU ikke ligger hos den transnationale Kommission, men derimod i korridorerne i Det Europæiske Råd, hvor regeringerne kan tale uformelt sammen. Den tendens understreges af den tyske regerings angivelige ønske om at sætte en tysker i spidsen for Kommissionen for at bringe denne institution tættere på Berlin. Når det kommer til Rådet, er udsigterne også dystre. De nationale ledere, der er sat til at bestyre det, savner visioner, beslutsomhed og styrke til at udstikke en retning for det europæiske projekt. Den tyske kansler, Angela Merkel, Europas førende politiske kraft de seneste ti år, er også blevet svækket. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har mistet sit momentum, mens Storbritannien jo ganske enkelt er på vej ud. Italien, Polen og Ungarn er åbenlyst skeptiske over for EU. Spanien har en uvalgt mindretalsregering, mens Holland er lammet af en stærk opposition på højrefløjen. […] Den rette præsident for Det Europæiske Råd kan fungere som ror for hele det europæiske projekt. Men den forkerte præsident vil efterlade EU uden retning på et tidspunkt, hvor en samlet handlekraft er bydende nødvendig. Det burde være en topprioritet for de europæiske ledere at undgå dette sidstnævnte scenario.”
Berlingske, lørdag, s. 11 (10.09.2018)

Intet er så skidt. Et usædvanligt spændende valg til ”Champagne-Parlamentet” lurer
I en kommentar i Jyllands-Posten søndag skriver journalist Ulla Terkelsen, at der ligger en demokratisk stor fare i at bekæmpe den nationale bølge i Europa ved fejlagtigt at ligestille den med nazisme. Hun skriver blandt andet: ”Den 31. august 2015, midt i den for Europa helt skelsættende flygtningestrøm, fremsatte den tyske kansler Angela Merkel sin berømte besværgelse: ”Wir schaffen das” - det skal vi nok klare. Besværgelsen blev overskriften over en optimistisk, generøs flygtningepolitik, der varmede en million flygtninge om deres hjemløse og bange hjerter. For hun gav dem lov til og håb om at blive i Tyskland og Europa. Men det var også en besværgelse, som skræmte flere millioner tyskere og andre europæere fra vid og sans. Udtalelsen kom til at virke stik imod sin hensigt. Det er aldrig smart i politik. […] For EU blev sat til at fordele de flygtninge, som mange i Europa slet ikke ønskede i deres fædrelande. Derfor blev sommeren og efteråret 2015 og Merkels besværgelse mere end noget andet en inspiration for dem, der vil styrke nationalstaten i forhold til EU. De fik en sag, en meget stor sag, de kunne bruge. Mange politikere i EU er pinte af indre tvivl og nag, det kan man se. Skal de blive på dydens smalle, "politisk korrekte" europæiske sti eller svømme med i den tiltagende nationale strøm? Eller i det mindste soppe med i udkanten af strømmen? Der er mange muligheder. […] Vi skal frem til næste års valg til EU-Parlamentet, før vi ved, hvordan holdopstillingen rent talmæssigt er på europæisk plan på de to fløje. Nationalisterne vil samarbejde hen over grænserne til valget. Så intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget! Idet noget så usædvanligt som et spændende valg til "Champagne-Parlamentet" lurer! Det kaldte en amerikansk tvudsendelse engang det europæiske parlament ... Dengang i uskyldigere tider, hvor den europæiske debat handlede om EU's luksus og overforbrug for skatteborgernes penge og ikke som nu om eksistens.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 30 (10.09.2018)

Vi super-europæere tog fejl af nationalstaten
Politiken søndag bringer et interview med historiker Uffe Østergaard. Han har netop udgivet bogen: ”Hvorhen, Europa.” Uffe Østergaard har altid været overbevist om, at der ud af EU-samarbejdet ville vokse en europæisk identitet, men han må i dag konstatere, at det modsatte er sket: Den nationale identitet er kun blevet styrket. I interviewet siger han blandt andet: ”Jeg må i dag erkende, at der aldrig har udviklet sig en fælles europæisk identitet og dermed heller ikke en europæisk offentlighed, sådan som jeg i sin tid troede. Jeg er selv uddannet som 'eksamineret' europæisk føderalist fra College d' Europe i Brugge i 1970. Vi føderalister regnede dengang med, at det ville tage en generation, og derefter ville europæerne alle blive sådan nogle som mig, der taler seks europæiske sprog. I dag kan jeg blot konstatere, at det ikke er den vej, det er gået.” Uffe Østergård siger endvidere: ”Det eneste, jeg er bange for, er, at vi så svækker vores muligheder for at handle europæisk, og eksempelvis gøre det, som Margrethe Vestager forsøger på, når hun gennem retssager mod store private virksomheder forsøger at beskytte den lille europæiske borger. Det, som de højrenationale vil svække, er således først og fremmest EU-Kommissionens muligheder for at handle. De vil også svække EU-domstolen i Luxembourg, fordi de mener, den er aktivistisk og driver samarbejdet fremad. Men det vil kun understrege og forstærke Europas svaghed, hvis vi ikke kan handle i fællesskab.”
Politiken, søndag, s. 1-2 (10.09.2018)

Interne anliggender

Byttehandel spøger på Balkan
Politiken lørdag bringer en analyse, hvor der blandt andet står: ”Serbien og Kosovo har fået en deadline på nogle måneder til at normalisere deres forhold, efter at Serbiens sydligste provins i 2008 erklærede sig selvstændig. Fristen har de fået af EU, som de begge vil med i, og som i årevis har mæglet i forhandlinger mellem dem. I de forhandlinger mener de to præsidenter, Serbiens Aleksandar Vučič og Kosovos Hashim Thaçi, nu at have fundet en løsning. Den historiske strid mellem albanere og serbere skal løses ved at overdrage et område i Kosovo beboet af 60.000 serbere til Serbien, mod at Serbien overdrager et område i Serbien beboet af 60.000 etniske albanere til Kosovo. I Kosovo er over 90 procent af befolkningen albanere. Problemet er, at EU og mange diplomater, eksperter, ngo’er og politikere får kuldegysninger af løsningen. [...] Nogle mener dog, at Pandoras æske allerede er åbnet, eftersom NATO i 1999 hjalp Kosovo til løsrivelse. For mens Thaçi og Vučič i dag kritisereres for at ville skabe 'etnisk rene områder', glemmer man, at det netop var det, NATO medvirkede til i 1999. Ikke med vilje, men i praksis. Efter at have indtaget Kosovo, så 50.000 soldater således passivt til, mens 10 procent af befolkningen – ikkealbanere - blev fordrevet. [...] Endnu ved ingen, om andre enklaver på Balkan vil følge efter: Men nu, hvor stormagterne ikke mere automatisk afviser snak om nye grænseændringer, vil der blive snakket om muligheden. Og det skaber nervøsitet, mistillid og ustabilitet.”
Politiken, lørdag, s. 6 (10.09.2018)

Klima

Folketinget CO2- neutralt senest i 2020
Jyllands-Posten og BT bringer søndag den samme artikel om, at Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Radikale, SF, Alternativet og det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit foreslår, at man opsætter et mål om at gøre Christiansborg CO2- neutral senest i 2020. Aviserne skriver, at de seks partier forestiller sig en konkret handlingsplan for, hvordan Folketinget kan nedbringe sin klimabelastning ved blandt andet at kigge på energiforbrug, genanvendelse, kost og transport. Partierne håber, at man inden Folketingets åbning i 2019 kan få udarbejdet en strategi og handlingsplan for, hvordan ambitionen om CO2- neutralitet opnås. Europa-Parlamentet har været 100 procent CO2- neutralt siden 2016.
Jyllands-Posten, søndag, s. 10; BT, søndag, s. 7 (10.09.2018)

Her drives de globale drivhusgasser
Information lørdag bringer en analyse, hvor der blandt andet står: ”Man kan dele udledningen af drivhusgasser i hele verden op på fem forskellige områder. Ingen af områderne har endnu knækket kurven, men udledninger fra transport ser ud til at stagnere, fordi bilerne bliver mere energieffektive. Alle områder skal rykke markant for at nå målene i den globale klimaaftale, Parisaftalen. [...] Teknologien til at udnytte vedvarende energikildersom vand, sol og vind eksisterer - og er endda i mange tilfælde konkurrencedygtig med kul, olie og gas. Alligevel stiger udledningen fra energisektorenfortsat, fordi efterspørgslen på energi langt overstiger udbygningen af vedvarende energikilder. Stigende global økonomisk vækst og lave oliepriser betød således i 2017, at efterspørgslen på energisteg med 2,1 procent (efter en gennemsnitlig vækstpå 0,9 procent de seneste fem år), og selv om vedvarende energi i 2017 var den hurtigst voksende energikilde, blev kun en fjerdedel af den stigende efterspørgsel dækket af grønne energikilder.”
Information, lørdag, s. 8-9 (10.09.2018)

Landbrug

Nu begynder kampen om kæmpetunen
Tunfisk på mellem 200 og 300 kilo svømmer i øjeblikket lystigt rundt i de danske farvande og kampen om tunen står både i EU og hjemme. Det skriver Politiken lørdag. Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har allerede gjort de indledende øvelser, så Danmark kan få andel i den fangstkvote for tun, der er aftalt og fordelt international. ”Der er ingen tvivl om, at vi alle bliver fascinerede over, at tunen er her. Der tegner sig nogle nye og spændende muligheder for fiskeri, hvis vi kan få en aftale om en kvote, så vi kan fiske efter tunen,” siger Eva Kjer Hansen.
Politiken, lørdag, s. 6 (10.09.2018)

Udenrigspolitik

Det amerikanske demokrati
Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen skriver søndag, at Hillary Clintons tale under en middag med rige donorer, hvor hun kaldte Donald Trumps for en ynkelig og patetisk forsamling, førte til, at hun tabte valgkampen. Clintons fejl er siden blevet gentaget og forstærket af en række andre ledere fra etablerede partier: ”Når millioner af vælgere har udtrykt deres frygt for konsekvenserne af globaliseringen, der flytter rundt på arbejdspladser. Når de ængstes over ny teknologi, som skubber folk med forældede kompetencer ud i arbejdsløshed. Eller når de foruroliges over en masseindvandring, der udløser sociale, kulturelle og økonomiske spændinger. Ja, så er de ofte blevet mødt med samme arrogance, som Hillary Clinton udviste. Resultatet er blevet en kæde af dramatiske opbrud: Donald Trump indtog Det Hvide Hus i USA. Regeringsbærende partier er smidt på porten i Europa. Alternative für Deutschland har fået sit gennembrud. Briterne er på vej ud af EU. Og i Sverige ventes Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna at tage endnu et stort skridt frem ved søndagens valg,” skrives der. Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen skriver ligeledes en kommentar i Berlingske søndag om, at der er skrevet så meget om præsident Trump, at folk næsten ikke orker at høre mere. Der skrives blandt andet: ”De fleste danskere bryder sig ikke synderligt om præsident Trump. Det viser samtlige målinger. Men nogle gør. Man har endda indtryk af, at et voksende mindretal er parate til at forsvare ham til det sidste. Det får være. Men jeg forstår dem ikke. Hvilket har mindre med Trumps politik at gøre. Jeg mener, man bør anskue fænomenet Trump og det, han afstedkommer i USA og internationalt, på tre niveauer. Det første niveau er hans konkrete politik og resultater. Det andet niveau er hans facon. Det tredje niveau er det virkeligt bekymrende. […] Men alligevel er der en konsekvens i Trumps underminering af tilliden til institutionerne, der kan få en til at frygte, at der inderst inde i ham er en slags revolutionær, som nu er ved at gribe store dele af det gamle, konservative republikanske parti. Det gælder vulgariseringen af præsidentembedet. Det gælder de omsiggribende angreb på FBI, CIA og justitsministeriet med rod i Mueller-efterforskningen. De jævnlige udfald mod den amerikanske dommerstand. På troværdigheden af valgresultater i USA. Det gælder den konstante motivbeklikkelse i forhold til ikke kun politiske modstanderes, men også i mange tilfælde embedsfolks ageren. Man ser det i undermineringen af NATO og EU, WTO og FN.” I Signatur i Jyllands-Posten lørdag skrives der om, at USA er meget andet end Trump og at penge fylder alt for meget. ”Men et problem fra den nationale scene var dog ekstremt tydeligt, også her på det lokale plan: At penge betyder alt, alt for meget i amerikansk politik. Tallene taler næsten for sig selv. Til dette ene primærvalg, som handlede om, hvem der skulle være Det Demokratiske Partis kandidat i et valgdistrikt til Repræsentanternes Hus, rejste den halve snes håbefulde kandidater tilsammen omkring 60 millioner kroner. 60 millioner kroner! Til at vælge et af de to store partiers kandidat til et af de 435 sæder i Repræsentanternes Hus. Hertil kommer alle de andre organer, Senatet, delstatsparlamenterne, guvernørerne og alle de andre valgte embeder, der findes i USA. For slet ikke at tale om præsidentvalget, hvor Trump allerede nu, mere end to år før valget, har indsamlet en halv milliard kroner. Men lad os holde os til de 60 millioner kroner til primærvalget. Det svarer til mere end 700 kroner per afgivne stemme til valget. Til sammenligning brugte de danske partier tilsammen 120 millioner kroner i 2015, og det omfattede både et folketingsvalg og et EU-valg. At bruge så ekstreme summer, som man gør i USA, selv på det helt lokale plan, er fuldkommen forrykt og en måde at holde mange mennesker ude af den politiske proces. Det kræver simpelthen, at man har forbindelserne og/eller sin personlige pengepung i orden for overhovedet at kunne gøre sig forhåbninger om at komme ind i amerikansk politik. Det er usundt og skadeligt og kan kun øge afstanden mellem politikere og resten af befolkningen.”
Berlingske, søndag, s. 7, 28; Politiken, lørdag, s. 7 (10.09.2018)

Serbiens præsident stoppet i Kosovo
I søndags skulle Serbiens præsident Aleksandar Vucic have besøgt landsbyen Banje i Kosovo, der er befolket af etniske serbere. Men besøget blev stoppet af barrikader foran landsbyen Zubin Potok og der skulle være blevet affyret skud mod barrikaderne. Det skriver Information mandag. Serbien har aldrig anerkendt Kosovos selvstændighed, og området er et problem i forhold til begge landes potentielle medlemskab af EU. Kosovo var længe en del af Serbien, men under en blodig og intens krig i slutningen af 1990’erne, løsrev de sig. Krigen endte med, at Nato intervenerede, og i 2008 erklærede Kosovo officielt sin selvstændighed. ”Blokaden viser, at smerten og skaderne fra krigen stadig er i frisk erindring. Vi må rejse os fra skaderne og smerten. Vi må gøre det for fred,” skriver Kosovos præsident Hashim Thaci på Facebook, Thaci forstår de lokales reaktion på besøget fra Vucic, der var en aktiv del af krisen i 1999, men præsidenten opfordrer dog til tilbageholdenhed.
Information, mandag, s. 9 (10.09.2018)

Erdogans udenrigspolitiske fiasko
Informations leder skriver mandag blandt andet: ”Det er ikke kutyme, at et topmøde tv-transmitteres på de nationale nyhedskanaler, men det var tilfældet fredag, da Irans præsident Hassan Rouhani, Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan mødtes i Teheran for at drøfte situationen i Syrien. Forbløffede tyrkiske seere blev vidne til Putins udstillelse af tyrkisk svaghed, da Erdogans forslag om en våbenhvile i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien venligt, men umisforståeligt blev affærdiget. […] Topmødets ramme var den såkaldte Astana-proces for en politisk løsning i Syrien, der reelt har gjort FN’s Syrienmægler, Staff an de Mistura, irrelevant. Astana-processens kerne er de direkte Syrien-interessenter, Rusland, Iran og Tyrkiet, mens dem mødet handlede om, Syriens præsident, Bashar al-Assad, og oppositionen, betegnende nok ikke var inviteret til tevand og lemonade i Teheran. […] Den tyrkiske præsident vendte tilbage til Ankara uden at have fået i hverken pose eller sæk, med en erklæring om, at han ikke ”vil affinde sig med et voldsomt regimeangreb”. Men han kan reelt intet stille op mod en syrisk off ensiv, der uundgåeligt og trods alle hykleriske hensigtserklæringer vil medføre tab af uskyldige civile liv. I et andet demokrati, end det han er præsident for, ville nogen gøre ham opmærksom på, at Tyrkiet nu ligger, som han har redt.”
Information, mandag, s. 20 (10.09.2018)