Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information12. februar 2018Repræsentationen i Danmark12 min læsetid

Mandag den 12. februar

EU i dagens aviser

12. februar 2018

Dagens EU-tophistorier

Europa er forandret af migrationen
De store aviser som Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad og Politiken har henover weekenden haft fokus på asylansøgere og migrationen til Europa, og som man kan læse i søndagens udgave af Berlingske, så har hele den store flygtningestrøm til Europa i 2015 forandret Europa for altid. ”Begivenhederne i 2015 har udstillet Europas sårbarhed i en sådan grad, at det centrale i et liberalt, tolerant og åbent Europa aldrig vender tilbage.” Forandringerne er da også at spore i den danske politik, hvor Socialdemokratiets forslag om stop for al spontan asylmodtagelse i Danmark skaber debat. Som det fremgår af Information i dag, og Kristeligt Dagblad lørdag, så vækker det underen hos blandt andet forskere, at der foreslås Marshalhjælp til afrikanske lande, der hjælper med flygtningeproblematikken, for en sådan hjælp kræver at vi blander os mere i interne forhold, hvilket er imod udviklingspolitikken. Politikken kalder det søndag en blindgyde, som vil svække Europas moralske forfatning, og avisen henviser til den australske model, hvor den australske premierminister, Tony Abbott påpeger faren ved at elske sin næste som sig selv. Australien placerer alle flygtninge på små øer udenfor Australien, øer der er finansieret af regeringen, men styret privat. Herfra kan flygtninge søge om asyl under kummerlige forhold, eller vælge frivilligt at tage hjem i stedet.
Kilder: Berlingske, søndag, s. 12-13, 28; Information, lørdag, s. 10-11, mandag, s. 20, 16-17; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1; Politiken, lørdag, s. 4, 5, søndag, s. 3, 4-15.

EU skruer op for presset mod May
Som det fremgår af Jyllands-Posten lørdag, så er det nu 20 måneder siden, at briterne stemte sig ud af EU, men der er stadig ikke nogen plan. Ifølge avisen skal der ligge en aftale om ti måneder senest, så nu skruer EU presset på, overfor den britiske premierminister. Som det fremgår af Information i dag og Politiken søndag, så spøger et omvalg i kulissen, men som Information kan fortælle, så er der nok ikke meget håb for EU-tilhængerne, selvom briterne går ind for en ny Brexitafstemning. Målingerne svinger lidt, men noget tyder på, at hvis der blev en ny afstemning, så ville resultatet være det samme, og modstanden mod EU har da også fået en stærk stemme i mangemillionæren Jacob Rees-Mogg, som er de konservatives EU-modstander, som Politiken tegner et portræt af søndag.
Kilder: Jyllands-Posten, lørdag, s. 12; Børsen, mandag, s. 16; Information, mandag, s. 8-9, Politiken, søndag, s. 2.

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Handel: EU lægger sag an mod Danmark
Børsen, mandag skriver at EU-Kommissionen har åbnet en sag mod Danmark og fire andre lande for potentielt at have pålagt uberettigede krav om modkøb fra ikkenationale leverandører. Modkøb hæmmer konkurrencen på markedet og strider med hele tanken om et frit marked. Derfor er EU-Kommissionen imod konceptet. Faktum er dog, at forsvarsmarkederne i mange lande er hermetisk lukkede. Frem for "blot" at kræve modkøb ved bestillinger i udlandet, køber de næsten udelukkende materiel i hjemlandet. "Det er irriterende, men ikke uventet, at EU-Kommissionen har åbnet den her sag mod Danmark. For vi ved godt, at EU-Kommissionen har set sig gal på modkøbsaftaler," siger Frank Bill, der er administrerende direktør i Forsvars- og Aerospace-industrien i Danmark under Dansk Industri. Han påpeger, at Danmark set i forhold til mange andre lande med ekstremt lukkede forsvarsmarkeder allerede agerer som en duks. "EU-Kommissionen har dokumenteret, at 90 procent af indkøbene i Europa foregår hos nationale leverandører. Og det er jo indlysende, at det ikke har noget med et indre marked at gøre," siger han.
Kilde: Børsen, mandag, s. 14, 15

Udenrigspolitik: Kina udnytter EU´s fokus på egen navle
Ian Bremmer, direktør i Eurasia Group, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten, mandag: ”Set i lyset af den udenrigspolitik, som USA's præsident, Donald Trump, fører ud fra tesen om "USA i første række", og ligeledes set i lyset af alt det, der lægger beslag på EU-ledernes opmærksomhed, er der ingen modvægt til den tilgang, som Kina har til samhandel og diplomati - en tilgang, som ikke er styret af værdier. For det første er Kina med hensyn til handel og investeringer det eneste land med en global strategi. Med sit omfattende projekt "Ét bælte, én vej" og sin vilje til at investere, uden politiske forhåndsbetingelser, i udviklingslande øger Kina sine ambitioner, mens EU fokuserer på europæiske problemer, og handel bliver et fyord i amerikansk politik.”
Kilde: Jyllands-Posten, mandag, s. 20

Klima: Grøn energi er en god forretning
I Kristeligt Dagblad, mandag, skriver Andreas Dinesen, cand.scient.pol. i et debatindlæg: ”Én ting er sikker: Trumps klimaskepticisme har ingen chance, når både verdensøkonomien, klimaforskning og sund fornuft er imod ham. Grøn energi rummer nu i sig selv en god business case, takket være mange års målrettede investeringer fra blandt andre EU. Derudover har klimaforandringernes alvorlige bivirkninger nu efterladt tilpas mange store regninger til, at også de helt store økonomiske spillere kan se rationalet bag en grøn omstilling.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, mandag, s. 11

Handel: Frihandelsaftaler gør Danmark meget rigere
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, søndag, skriver Anders Samuelsen, udenrigsminister (LA), Karsten Dybvad, Dansk Industri, Karen Hækkerup, Landbrug & Fødevarer, Anne H. Steffensen, Danske Rederier, Jens Klarskov, Dansk Erhverv, Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, Ane Buch, SMV Danmark og Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører: ”EU, Udenrigsministeriet og erhvervsorganisationerne arbejder målrettet på at hjælpe virksomhederne. Lad os gøre det helt klart. Gevinsterne ved EU's frihandelsaftaler er kæmpe store. Tager vi tre af de seneste frihandelsaftaler, EU har indgået - Sydkorea, Canada og Japan - har Copenhagen Economics vurderet, at stigningen i eksportindtægter for Danmark vil være på 30 milliarder kroner alene på grund af de tre aftaler. EU har altså frihandelsaftaler med mere end 60 lande. Det skaber tusindvis af arbejdspladser og beskytter mod ny protektionisme. Alene frihandelsaftalen med Sydkorea estimeres af Udenrigsministeriet at have skabt op mod 1.500 nye danske arbejdspladser i eksporterhvervene.”
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 21

Det digitale indre marked: EU borgerne skulle være klædt på til den digitale fremtid
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, lørdag skriver Vera Jourová, tjekkisk EU-kommissær for Retlige anliggender, Forbrugere og Ligestilling: ”Data er det nye guld i det 21. århundrede. Det er den mest værdifulde ressource i den moderne økonomi og absolut nødvendig for vores daglige liv. De moderniserede regler er ikke kun udformet til bedre at beskytte de europæiske borgeres personlige data, men også til at tilbyde flere muligheder på et ægte digitalt indre marked for datastrømme samt større fleksibilitet for virksomhederne til at innovere. Med ét sæt identiske regler i EU, i stedet for et fragmenteret marked med 28 forskellige ordninger, vil virksomhederne kunne spare betydelige pengebeløb og drage fordel af en større retssikkerhed. Jeg er stolt af, at vores databeskyttelsesregler i stigende grad fungerer som et referencepunkt, og en inspirationskilde for andre lande og regionale organisationer, når de indfører eller tilpasser deres egen databeskyttelseslovgivning. Vi forhandler i øjeblikket med Japan og Sydkorea om databeskyttelse, og der er gode chancer for, at vi vil nå frem til aftaler med dem i den nærmeste fremtid. Det vil give mulighed for frie datastrømme mellem vores økonomier.”
Kilde: Jyllands-Posten, lørdag, s. 25

Andre EU-historier

Handel: EU godkender diabetesmedicin
Børsen, mandag kan fortælle, at Novo Nordisks har fået ok fra Europa-Kommissionen til at markedsføre diabetesmidlet Ozempic, bedre kendt som Semaglutid, til behandling af voksne med type 2-diabetes i EU. "Vi er meget tilfredse med godkendelsen af Ozempic i EU, da vi er overbevist om, at det har potentiale til at sætte en ny standard for behandling af type 2-diabetes," siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk. Ozempic blev godkendt på det amerikanske marked i december og i Canada i januar, men nu kan medicinalgiganten altså tilføje 28 EU-lande til listen.
Kilde: Børsen, mandag, s. 6; Jyllands-Posten, lørdag, s. 6

Migration: Dansk overvågningsfly redder 700 afrikanske flygtninge fra at drukne
Politiken, mandag, kan fortælle, at Besætningen på et dansk overvågningsfly har på en måned været med til at redde flere end 700 migranter i Middelhavet ind til Italien. Flyet havde også en nøglerolle i to smuglerjagter. ”Vi har været af sted en måned, og vi har haft relativ stort fodaftryk på Frontex' arbejde og opgaver,” siger major og pilot Hans Peter Andersen.
Kilde: Politiken, mandag, s. 4

Interne anliggender: Antisemitismen blomstrer i Europa
Jyllands-Posten, søndag, skriver at i en stor undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center i 2015 svarede 76 procent af de adspurgte jøder i europæiske lande, at deres hverdag er blevet mere usikker. Udvandringen af jøder fra Europa til Israel var i 2015 på ca. 10.000; det højeste siden grundlæggelsen af den jødiske stat. I Sverige har 77 procent af de adspurgte jøder overvejet at udvandre (Pew, 2015). I Frankrig var det 41 procent. Indvandringen til Europa fra muslimske lande angives af de fleste forskere som en vigtig forklaring på, at antisemitismen viser sig tydeligere.
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 10-11

Interne anliggender: Græske politikere og EU-kommissær er anklaget i bestikkelssag
Politiken, lørdag skriver, at en redegørelse fra den græske anklagemyndighed viser, at 10 højt profilerede politikere, heriblandt to tidligere ministerpræsidenter og en topembedsmand i EU, kan sættes i forbindelse med beskyldninger om bestikkelse i en sag, som også involverer en stor schweizisk producent af lægemidler. Ifølge anklagemyndighederne modtog græske embedsfolk penge fra Novartis i perioden 2006-2015, mens den græske regering var under pres fra internationale kreditorer, der forlangte nedskæringer for at undgå, at finanskrisen eskalerede yderligere. Blandt de mistænkte i sagen er to tidligere ministerpræsidenter, Antonis Samaras og Panagiotis Pikramenos, og EU's nuværende kommissær for migration, Dimitris Avramopoulos.
Kilde: Politiken, lørdag, s. 10

Landbrug: EU-rapport om svin mørklægges
EU har udfærdiget et rapportudkast efter kontrolbesøg hos danske svineproducenter, men Fødevarestyrelsen vil ikke give fuldstændig aktindsigt i rapporten. Store dele af rapporten er streget ud, da Dagbladet Information har søgt om aktindsigt. Det er ulovligt mener juridiske eksperter.
Kilde: Jyllands-Posten, mandag, s. 5.

Grundlæggende rettigheder: Tyskland slutter sig til EU´s kamp for trosfrihed
Tyskland vil i den kommende regering udnævne en repræsentant, som skal beskytte religionsfriheden i Tyskland, om dermed følger Tyskland Danmarks eksempel, fremgår det af Kristeligt Dagblad i dag. "Det glæder mig meget, at Tyskland følger trop og vil oprette en repræsentant for religionsfriheden. Det betyder meget, at EU's absolut største land følger med, for vi bliver nødt til at indgå i et tæt EU-samarbejde på det her område, hvis vi skal se mærkbare resultater," siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Kilde: Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1.

Institutionelle anliggender: Nyt håb for Vestbalkans EU-drømme
Som det fremgår af Politiken i dag, så kan der være mulighed for at lande på Balkan kan blive optaget i EU i 2025. EU-Kommissionen udkom i sidste uge med en 19 sider lang rapport, som ellers remser en masse dårligdomme op, som står i vejen for en optagelse. Som avisen blandt andet skriver: ”Alle landene viser i dag tegn på systemisk politisk korruption eller »statserobring,” men nævner også en masse forbehold, som betyder at der med den nye strategi kan være en åbning for landene.
Kilde: Politiken, mandag, s. 2.

Grundlæggende rettigheder: Overlagt forfølgelse
Politiken bringer i dag en leder om de burmesiske styrkers nådesløse forfølgelse af det muslimske mindretal i landet. Avisen skriver blandt andet: ”Det bedste ville være en international retsproces, som kunne straffe de ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden. Det er desværre ikke sandsynligt. Myanmar har ikke tilsluttet sig Den Internationale Straffedomstol ICC, der dermed ikke har jurisdiktion. Skal ICC tage fat i sagen, eller skal der oprettes et særligt internationalt tribunal, vil det kræve en beslutning fra FN's Sikkerhedsråd, hvor Kina med stor sikkerhed vil nedlægge veto. Selv med de dystre udsigter bør EU dog alligevel hurtigst muligt rejse sagen i Sikkerhedsrådet, så verdenssamfundet kan se beviserne. Med forfølgelsen af rohingyaerne har både Myanmar og Aung San Suu Kyi ødelagt sit internationale renomme. At de to lokale journalister fra Reuters, der har efterforsket historien, er fængslet og nu risikerer op til 14 års fængsel for at afslører sandheden, siger alt om landet.”
Kilde: Politiken, mandag, s. 1.

Naboskabspolitik: Makedonsk navnestrid fortsætter
Information bringer lørdag en artikel om en 25 år gammel navnestrid mellem Grækenland og landet Makedonien. Stridens kerne er, at efter Jugoslaviens fald blev Makedonien anerkendt som selvstændig stat af FN og EU, men da staten havde taget samme navn som en nordliggende græsk region, så protesterer grækerne mod det. En strid som den græske regering nu har forsøgt at bilægge med et kompromis, men det har skabt demonstrationer i Athen. Forudsætningen for at Makedonien internationalt kan anerkendes som selvstændig stat er, at striden løses. Makedonien kan ikke opnå medlemskab af Nato, før det er løst.
Kilde: Information, lørdag, s. 14.

Klima: Strategi. Plastikproblemet kræver skrappe metoder
Politiken bringer i dag en analyse af Tobias Nielsen, forsker ved Lunds Universitet, hvor han har kigget nærmere på problemerne ved problemerne ved den meget plast i industrien. Han skriver blandt andet: DEN POLITISKE bevågenhed på plastik er vokset de senere år. Det skyldes ikke mindst Ellen MacArthur Foundation, som har påvist, at vægten af plastik i verdenshavene i 2050 vil overgå vægten af fisk, hvis den nuværende udvikling får lov til at fortsætte. I sidste måned kom så Europa-Kommissionens modreaktion: en plastikstrategi, som skal gøre op med flere års forsømmelse af plastikproblematikken. Plastik er på mange måder et komplekst materiale, der udfordrer os, når vi forsøger at regulere det. Det er først og fremmest svært at definere plastiksektoren, fordi den er tæt forbundet med en række andre politikområder som affald, kemi, sundhed og miljø.”
Kilde: Politiken, lørdag, s. 6.

Detaljer

Publikationsdato
12. februar 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark