Skip to main content
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark
Supplerende information13 Juli 2020Repræsentationen i Danmark

Mandag den 13. juli

Tophistorier

Spanien gisper af turistmangel og håber på milliardhjælp nordfra
Politiken skriver, at i denne uge afgøres, hvem der skal have, og hvem der skal betale i EU og genopretningsfonden splitter EU fra nord til syd. Spanien håber på økonomisk hjælp fra EU og den spanske regeringsleder, Pedro Sanchez, kræver, at støtten gives som bidrag og ikke som lån. Men umiddelbart afviser Hollands regeringsleder, Mark Rutte, Holland, som er den uofficielle leder af sparebanden. Han kæmper for, at genopretningsfonden skal skrumpe, at pengene gives som lån, ikke bidrag, og at der skal stilles skrappe reformkrav som betingelse for udbetaling. En ny meningsmåling fra eupinions.eu viser, at splittelsen på det politiske topniveau kan afspejles i borgernes tilgang til EU. Spanien og Holland er to yderpoler, når det gælder holdningen til yderligere økonomisk og politisk integration i EU, 65 procent af de adspurgte spaniere synes, at yderligere integration er en god ide, mens det kun gælder for 37 procent af de adspurgte hollændere. Den hollandske professor Catherine De Vries fra Bocconi-universitetet i Italien forklarer, at borgerne i de to lande har vidt forskellige forventninger til, hvad EU bør udvikle sig til. ”Det handler grundlæggende om forskellige forventninger til, hvad EU skal udrette. For en hollænder er adgangen til EU's indre marked rigeligt; der har man ikke ønsker om yderligere integration. Omvendt tænker mange i Spanien, at EU ikke er færdigudviklet endnu, at forskellene i EU skal blive mindre, og at der derfor bør være mere integration,” siger Catherine De Vries.

Jyllands-Posten skriver søndag, at Spaniens tidligere premierminister José Maria Aznar undrer sig over, at de politiske ledere i Europa og USA ikke har kunnet afsætte en eneste dag til at mødes og tale sammen om de strategiske udfordringer over for blandt andet Kina. ”Alt er lagt over på nationalstaten og er blevet afhandlet inden for dens rammer. Tænk, vi står i den værste krise siden Anden Verdenskrig med omfattende økonomiske og sociale konsekvenser, og så har der ikke været et eneste møde mellem Europa og USA,” siger Aznar og han fortsætter: ”Nationalstaten kan meget, men slet ikke nok, når der skal gives et svar på en krise, som har globalt omfang.” Aznar mener, at der har været en slående, nærmest skræmmende mangel på lederskab i den vestlige alliance: ”Det er simpelthen uforståeligt og en af forklaringerne på, at populismen styrkes. Kernen i det politiske system har været fraværende. Det er en stor fejl.” På den positive side, mener Aznar, at EU har handlet både hurtigere og bedre, end da finans- og statsgældskrisen truede med at slå bunden ud af de europæiske økonomier. ”Jeg er ikke en del af sparebanden. Jeg er heller ikke en del af den klub, som mener, at man skal handle ansvarsløst. Spaniens problem er, at før krisen var væksten over EU-gennemsnittet, i årevis er vi gået tilbage og har brugt for mange penge. Som jeg ser det, skal man have orden i eget hus. Vi skal have genopretningsfonde, men der skal ikke udbetales penge uden betingelser,” siger han.

Politiken skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Europas ledere er sat på en historisk opgave. Fattigdommen er eksploderet. Uligheden er eksploderet. Ledigheden er eksploderet. Og ude på de politiske overdrev står politikere og ekstremister klar til at gribe øjeblikket, hvis de siddende magthavere svigter den opgave, historien har sat dem på. Det er nok engang coronaen, vi taler om. Og vi taler om den sociale nedsmeltning, den allerede har sat gang i mange steder i et Europa, vi normalt forbinder med relativ velstand. […] Vores nærmest dugfriske samtidshistorie har med populistiske fænomener som Donald Trump, Brexit og populistiske ledere som Ungarns Viktor Orban og Brasiliens præsident, Bolsonaro, til fulde lært os, at populismen allerede har tag i vores egen politiske kerne. […] Hvor det efter finanskrisen i 2008 handlede om at genoprette en robust finanssektor, så handler det i 2020 om at genoprette en social robusthed, lød det ligefrem i sidste måned fra IMF's nye topchef, Kristalina Georgieva. Næste weekends EU-topmøde vil give os et fingerpeg om, hvorvidt vores politikere evner at gribe øjeblikket.”

I Signatur i Politiken lørdag skriver journalist Erik Jensen blandt andet: ”Med sin deltagelse i EU's sparebande risikerer Danmark at bidrage til at støtte højreradikale kræfter. Præcis som under den spanske borgerkrig. […] Metal-formanden, Claus Jensen, advarer mod at gentage den sparepolitik, Tyskland dikterede efter finanskrisen, og som efter hans mening gav økonomisk træghed i årevis. Og han peger på faren for, at populister i Sydeuropa vil få opbakning til deres politik om at splitte EU og gå tilbage i nationalstaterne, hvis ikke vi i nord står sammen og hjælper. Pointen er god. Ikke bare for den økonomiske politik, men fordi det er sandt, at de højreradikale populister med delvis racistiske og endda fascistiske synspunkter er på fremmarch. […] Rent symbolsk vil det klæde danske socialdemokrater ikke igen at give partifæller i Sydeuropa svære vilkår for at kæmpe imod en højreradikal trussel. Socialdemokraterne bør også gøre deres til at styrke sammenhængen i Europa ved at støtte forslaget til hjælp fra Tyskland og Frankrig. I denne uge rejser ministerpræsident Pedro Sanchez til blandt andet Sverige for at samle støtte inden EU-topmødet om en uges tid. Danmark har han opgivet. Det kan vi ikke være bekendt.”

Jyllands-Posten bringer søndag et læserbrev af Niels Eilif Hansen, pensionist, som blandt andet skriver: ”I en verden med egenrådige ledere som Trump, Putin, Erdogan og Kim Jong-un, der truer menneskerettigheder, demokrati og den personlige frihed skal vi stå sammen i Europa, så vi kan klare os selv, sikre demokratiet og fortsat leve med stor personlig frihed. Derfor er DF på vildspor. Derfor er statsministerens nølende holdning til EU-samarbejdet meget bekymrende. En holdning, der bygger på, at vi er de klogeste og kan selv. Uden erkendelse af, at vi er et lille land, der har meget mere brug for EU-samarbejdet, end de øvrige EU-lande har brug for os. Vi skal styrke samarbejdet i EU. Det må også være noget af den lære, vi kan drage efter coronakrisen. Vi skal bidrage positivt til at udvikle det europæiske samarbejde ved at byde ind med det, vi er gode til. Drage fordel af det, de andre lande er gode til. […] Vi skal ville samarbejdet fuldt og helt og ikke fodslæbende negativt. Og betale vores del af regningen.”
Politiken, lørdag, s. 5, mandag, s. 1, 4; Jyllands-Posten, søndag, s. 8-9, 35 (13.07.2020)

Danmark vil gerne være med til at straffe Kina
På mandag samles EU's udenrigsministre i Bruxelles og her vil Frankrig og Tyskland presse på for, at EU-landene går sammen om at forbyde eksport til Hongkong af politiudstyr som gummikugler og tåregas, og at EU-landene derudover tilbyder demokratiforkæmpere fra Hongkong mulighed for længerevarende tilflugtsophold. Derudover skal universiteter i EU tilbyde flere studieophold til studerende fra Hongkong, skriver Politiken lørdag. Danmark udtrykker sympati for det fransk-tyske forslag, hvilket udløser kinesisk vrede i Danmark. I en mail til Politiken skriver udenrigsminister Jeppe Kofod, at han ikke forud for mødet ønsker at ”lægge sig fast på specifikke tiltag”, men gør det dog klart, at Danmark støtter en samlet EU-reaktion over for Kina. ”Jeg bakker fuldt op om, at vi i EU går i gang med at se på, hvilke konkrete tiltag udviklingen nødvendiggør. Det er samtidig vigtigt, at vi så vidt muligt står sammen om det, vi gør. Fra dansk side vil vi se nøje på de muligheder, der måtte komme på bordet,” skriver Jeppe Kofod. I en mail til Politiken lyder det fra den kinesiske ambassade i Danmark, at den nye lov er ”en grundlæggende løsning for Hongkong til at genoprette orden, gøre en ende på kaos og genskabe stabilitet.” Ambassaden gør det også klart, at Beijing ikke vil se med milde øjne på, at Danmark støtter forslag, der går imod Kinas kerneinteresser. ”Den kinesiske regering er stærkt opsat på at implementere ‘et land, to systemer' og modsætte sig udenlandsk indblanding i Hongkongs forhold. Intet kan ryste beslutsomheden og viljen hos den kinesiske regering og befolkning til at sikre national suverænitet og sikkerhed og opretholde Hongkongs velstand og stabilitet. Ethvert forsøg på at underminere Kinas suverænitet, sikkerhed og udviklingsinteresser er dømt til at fejle,” skriver ambassaden. Hongkongs mest kendte demokratiforkæmper, Joshua Wong, skriver til Politiken, at han hilser reaktionen velkommen og han håber, at EU vil gå endnu længere: ”Da vores stemmer måske snart ikke længere kan blive hørt, håber vi, at EU vil gennemføre en mere omfattende gennemgang af sikkerheden og menneskerettighederne i Hongkong.” Politiken erfarer, at det fransk-tyske forslag får opbakning fra en bred kreds af de 27 EU-lande, ikke mindst fordi forslaget også skal ses som en opfølgning på de trusler, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kom med i sidste måned, hvor hun sagde, at det ville få ”meget negative konsekvenser”, hvis Kina indførte den nye sikkerhedslov i Hongkong. Det er dog uklart, om der skal flere drøftelser til efter EU-landenes møde på mandag, eller om de vil være klar til at gå ud med en samlet melding.

Berlingske bringer mandag et interview med Mads Brügger, som er journalist, instruktør og tidligere programchef for Radio24syv. Han har nærstuderet diktaturets væsen i talrige bøger og under sine rejser til lande som Nordkorea og han mener, at alt for længe har danske og europæiske politikere lukket øjnene for, hvad det kinesiske kommunistparti i virkeligheden stod for. ”Det, der sker nu, var sket under alle omstændigheder. Det er i virkeligheden Kina, der tager masken af og viser sit sande ansigt. Der har været en kolossal naivitet, som måske bunder i uvidenhed om Kina og kommunistpartiet. I mange år var det jo god latin at snakke om, at når der lå en Starbucks på hvert gadehjørne i Beijing, så ville regimet overgive sig, og Kina ville forvandles til et frit, åbent og liberalt samfund. Som alle ved, er der sket det stik modsatte. Det er blevet mere autoritært og totalitært,” siger han og fortsætter: ”Jeg synes, at hvad Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, og EU har sagt og gjort indtil videre er under al kritik og meget vagt. Også England er underligt passivt, selv om man har stærke interesser på spil. Det er dog en fin gestus, at Boris Johnson har tilbudt tre millioner Hongkong-borgere statsborgerskab. Men der hviler også en dyne af fornægtelse og tavshed omkring det.”

Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Med den nye sikkerhedslov har Kina skånselsløst gjort op med aftalen om ét land, to systemer. Siden den 1. juli har Hongkong indgået i ét land, ét system, ét diktatur. Ingen, der har fulgt Kina under diktatoren Xi Jinping, kan påstå sig overraskede over den seneste udvikling. […] Storbritannien lever op til sit historiske ansvar ved at love, at op til 3 mio. indbyggere i Hongkong vil kunne blive britiske statsborgere. Australien har været befriende kontant i sin reaktion. USA har reageret forholdsvis spagfærdigt, om end hårdere sanktioner kan være på vej. EU-landene, derimod, har meddelt, at ”EU er ved at vurdere implikationerne af sikkerhedsloven og vil fortsætte med at rejse sine bekymringer i dialogen med Kina.” Tyskland, der har formandskabet i EU, giver også kræmmermentaliteten frit løb: ”Vi vil fortsætte dialogen med Kina på alle områder: Menneskerettigheder og sociale forhold, men også investorbeskyttelsen, gensidige handelsrelationer og klimabeskyttelse, for uden Kina vil vi ikke kunne standse klimaforandringerne,” har kansler Angela Merkel udtalt. De må slå sig på lårene af grin i Beijing. Den danske regering har været pinligt tavs. Ikke en lyd fra udenrigsminister Jeppe Kofod. Ikke et ord fra statsminister Mette Frederiksen. Pandadiplomatiet fortsætter. Der er brug for handling på EU-topmødet senere på ugen: Europæiske virksomheder skal opfordres til at forlade Hongkong og dermed implicit også Kina, da den eneste, der vinder på et fortsat økonomisk samkvem, er diktaturet.”

Politiken bringer mandag en kommentar af journalist Flemming Ytzen, som blandt andet skriver: ”De vrede reaktioner på Kinas stramninger af det juridiske system i Hongkong får det følgende til at ligne en dårlig vittighed: Trump-regeringen lukker for en millionstor bevilling til støtte for aktivister i den konfliktplagede kinesiske metropol. […] Så hvorfor har Trump-regeringen blokeret for bevillingen, få dage før Kina indførte en vidtgående sikkerhedslovgivning? Forklaringen er noget så banalt som en strid om ledelsen i USAGM. Radiostationen Voice of America, der hører til i samme 'familie', blev i maj kritiseret af præsident Trump for ikke at føre en mere aggressiv kurs over for USA's strategiske modstandere, Kina især. Præsidenten håndplukkede derefter en af sine loyalister, Michael Pack, til at lede USAGM. Bag hele manøvren stod Michael Horowitz, en markant profil på den yderste højrefløj med tætte forbindelser til den religiøse bevægelse Falun Gong, der er forbudt i Kina. […] Med den særlige sikkerhedslov, som centralregeringen i Beijing netop har påtvunget Hongkong, handler både Horowitz og Pack i strid med samme lovs paragraf 38 og er i den kinesiske stats optik begge 'kriminelle'. Paragraf 38 siger, at loven dækker handlinger vendt mod Hongkong, også når disse begås af personer, der ikke er fastboende i Hongkong. I praksis betyder det, at hvis amerikanske statsborgere, der finansieres af USAGM, besøger Hongkong, risikerer de arrestation og retsforfølgelse. […] Opgøret i Hongkong er derfor endnu en stedfortræderkrig mellem Washington og Beijing. Med EU som tilskuer.”
Politiken, lørdag, s. 3, mandag, s. 7; Jyllands-Posten, mandag, s. 14; Berlingske, mandag, s. 10-11 (13.07.2020)

Danmark står til milliardrabat
Flere aviser skriver i weekenden, at Danmark står til årligt at få knap 1,5 milliarder kroner i rabat på EU-bidraget ifølge et forslag fra EU-præsident Charles Michel før topmødet i næste uge. Michel foreslår, at Tyskland, Danmark, Østrig, Sverige og Holland, som er de fem EU-lande, der betaler mere til EU-budgettet, end de direkte får tilbage, skal have såkaldte korrektioner - eller rabat. Ifølge Jyllands-Posten lørdag understreger Charles Michel dog, at mange lande er imod rabatten. ”Prognoserne viser et stort chok i 2020. Vi står foran store nedture, fallitter og ledighed de kommende uger. Derfor er det så vigtigt ikke at vente, men at træffe beslutninger nu og sende et stærkt signal,” siger Charles Michel og fortsætter: ”Jeg har lagt rabatten på bordet, og det er et vigtigt signal. For mange andre lande er det meget svært at acceptere rabatterne, fordi de er totalt imod princippet. Som du ved, så mener de, at der på grund af brexit ikke længere er basis for at fortsætte rabatterne. På den anden side holder jeg fast i en fond på 750 mia. euro og balancen mellem støtte og lån. På den måde prøver jeg at sende et signal om, at jeg har hørt på mange medlemslandes ønsker om, at det er vigtigt at være ambitiøs.” Venstre, som ikke støtter regeringens forhandlingsmandat, advarer mod, at statsminister Mette Frederiksens store fokus på at få en rabat kan svække Danmarks indflydelse på den samlede aftale. ”Vores bekymring har været, at det her meget ensidige fokus på rabatten kunne føre til, at andre ville sige, at ”fint, Danmark og andre lande får rabatten, og så har vi lukket munden på dem”. Og så er der ikke mere at komme efter. Det gør jo så, at vores indflydelse på, hvor stort budgettet bliver, og hvad det bliver brugt på, risikerer at blive mindre, fordi der er blevet lagt så meget politisk kapital i dette rabatspørgsmål,” siger EU-ordfører Jan E. Jørgensen.

I en analyse i Politiken lørdag stiller avisen spørgsmålene og svarer selv. ”Hvad med den danske rabat? Den beholder Danmark. Det har nu stået klart længe, det skrev EU-Kommissionen i sit forslag, som kom i maj. Men den er steget, den er nu 197 millioner euro (cirka 1,46 milliarder kroner). Danmark fik rabatten tilbage i 2014, det var Helle Thorning-Schmidt, (S), der forhandlede den hjem, og den var på 1 milliard kroner.” […] ”Hvad går imod Danmark? Det gør hele genopretningspakken, som er den pakke, der skal hjælpe lande og sektorer, der er hårdest ramt af coronavirus og den efterfølgende økonomiske krise. Det er lande som Italien og Spanien, det er industrier som turisme, flytrafik og bilindustri. Charles Michel foreslår stadig, at den samlede pakke skal være på 750 milliarder euro, og at to tredjedele skal gives som bidrag. Den sidste del skal gives som lån. Her er de sparsommelige fire lodret uenige. De vil kun have lån, og de vil have, at der skal knyttes betingelser til lånet.” […] Er der andet, der går den danske vej? Ja. Igen i lighed med rabatten ikke noget nyt, men en tendens, der forstærkes. På klimaområdet foreslår Charles Michel, at 30 procent af udgifterne på både budgettet og genopretningsfonden skal have et klimaformål. Før hed tallet 25. Dels er det kommissionens politik at satse på klimaet - sammen med den digitale omstilling. Men det er også, set fra EU-Kommissionens side, en af de lunser, der skal få de sparsommelige lande til i sidste ende at nikke ja, når budgettet og fonden skal endeligt vedtages.”
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 8; Jyllands-Posten, lørdag, s. 1, 12; søndag, s. 35; Politiken, lørdag, s. 7 (13.07.2020)

Prioritede historier

Hvilken kurs vælger Polen?
Søndag vælger polakkerne ny præsident og valget vil påvirke Polens forhold til EU, skriver Jyllands-Posten og Politiken søndag. EU har løbende kritiseret Polen, når man mener, at retsstaten trædes under fode, eller at menneskerettighederne ikke respekteres og i nationalkonservative kredse i Polen bryder de sig ikke om, at Bruxelles blander sig på det nationale niveau. ”Mange polakker, ikke kun regeringen, er stærkt skeptiske over for EU's politiske agenda, men de vil gerne have del af strukturfondene og landbrugsstøtten,” forklarer Josef Janning, EU-ekspert hos det tyske udenrigspolitiske selskab DGAP og han fortsætter: ”Duda vil ikke ændre regeringens planer, fordi EU siger det. Men han vil heller ikke ud i direkte konfrontationer med Bruxelles. Man forsøger at rykke diskret og være pragmatisk.” Polen-ekspert ved tænketanken Stiftung Wissenschaft und Politik, Kai-Olaf Lang, mener, at med Rafał Trzaskowski ville Polens regering få en vis modstand til sin EU-skeptiske linje, og han henviser til, at hovedstadsborgmesteren Trzaskowski kender EU-systemet indefra, fordi han som medlem af Europa-Parlamentet har haft sin daglige gang i Bruxelles. Lang understreger dog, at Polens præsident ikke direkte kan påvirke landets EU-linje, men han ville f.eks. kunne nedlægge veto, når regeringen vil reformere retsvæsnet.

Politiken skriver søndag, at der op til søndagens valg er dødt løb i meningsmålingerne mellem den højrekonservative præsident, Andrzej Duda, og hans liberale rival Rafal Tzraskowski. Mange i Polen ser det som sidste chance for at forhindre det højrekonservative regeringsparti, Lov og Retfærdighed, i at sætte sig endeligt på det politiske apparat, på domstolene og på medierne. ”Jeg har erklæret mange gange, at jeg vil nedlægge veto mod enhver lov, der yderligere vil prøve at politisere Polens retssystem eller angribe nogen uafhængig institution,” siger Tzraskowski. Derudover vil han hjælpe regeringen med igen at ”forankre Polen i EU”. I en mail til Politiken skriver Martin Mycielski, der er tilknyttet den polske demokratitænketank Open Dialogue, at det er ”vores lands overlevelse som en demokratisk, lovlydig stat og medlem af EU,” der er på spil. Hvis Trzaskowski vinder valget, forventer Mycielski, at atmosfæren i Polen ændres markant. ”Det kan i sig selv betyde begyndelsen på enden for Lov og Retfærdigheds magt, for partiets evne til at absorbere statsinstitutioner er baseret på, at folk tror, det bliver ved,” skriver han.

Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Svend Gottschalk Rasmussen, lektor emeritus fra SDU. Han skriver blandt andet: ”Søndag afholdes anden runde i det polske præsidentvalg, og valget står mellem, om Polen skal nærme sig EU eller i højere grad nærme sig en styreform, som man kender i f.eks. Hviderusland. […] Præsident Duda har været en mand efter Jaroslaw Kaczynskis hoved, dvs. han har stort set lydigt udført det, Jaroslaw Kaczynski har bedt ham om. Ifølge forfatningens par. 126 stk. 2 skal præsidenten ”våge over, at forfatningen overholdes”. Det har Duda i den grad forsømt. Han har vist sig at være en lydig marionet i Jaroslaw Kaczynskis hænder. Han har også vist sig som en farlig mand, der - for at vinde stemmer - prøver at udnytte menneskets laveste instinkter ved f.eks. at udelukke minoriteter som LGBT fra det polske folks fællesskab. Over for ham står en moderne politiker, der er EU-venlig, tolerant og åben, og som vil være i stand til at bringe Polen tilbage i retning af ”et normalt land”. Så vil kursen efter anden valgrunde den 12. juli gå væk fra EU i retning af styreformer, man kender fra f.eks. Hviderusland, eller vil Polen blive ”normal” igen? Det står valget om. Og jeg har en betænkelighed til sidst - hvis Rafal Trzaskowski vinder, kan jeg - når jeg tænker på den adfærd, der har præget PiS-regeringen i de seneste fem år - betvivle, om Duda egentlig vil gå af. Vi får se.”
Politiken, søndag, s. 8; Jyllands-Posten, lørdag, s. 25, søndag, s. 16 (13.07.2020)

Det digitale indre marked

En særskat på tech-virksomheder risikerer at ramme os som en boomerang
Berlingske bringer lørdag en kommentar af Linea Søgaard-Lidell (V), medlem af Europa-Parlamentet. Hun skriver blandt andet: ”SF har blæst til kamp mod de såkaldte tech-giganter. De ønsker, at EU skal indføre en skat på virksomhedernes omsætning, så amerikanske tech-selskaber som Google og Netflix i højere grad end nu betaler en større del af skatteregningen. SF går så langt som at foreslå, at Danmark skal gå enegang, hvis ikke EU-landene vil være med. […] Det er naivt at tro, at USA ikke gør gengæld ved at indføre særskatter på virksomheder, som sælger varer i USA. Derfor risikerer en særskat på tech-virksomheder at ramme os som en boomerang. […] Min opfordring til den danske regering og det, jeg arbejder for i EU, er derfor, at vi vælger den kloge vej og sikrer fælles internationale spilleregler. Frem for at starte en global skattekrig, hvor Danmark ender som taber. Det er nemlig den helt forkerte vej at gå.”
Berlingske, lørdag, s. 11 (13.07.2020)

Kina bliver snart verdens digitale førerhund
I Indsigt i Børsen mandag skriver udenrigsredaktør Hakon Redder blandt andet: ”Med fri adgang til verdens største samling af data og en enorm politisk vilje til at investere i avanceret forskning er Kina stærkt på vej mod en global dominans af fremtidig digital teknologi. Vurderingen kommer fra Dawei Wang, analytiker, ph.d. hos UBS, en storbank i Schweiz. Han ser Kinas evne til en sammensmeltning af kunstig intelligens, smarte og netforbundne sensorer i alt fra køleskab til elmåler (“internet of things”) og det nye mobilnet 5G som en åben motorvej til kinesisk dominans i det kommende årti på stort set alt - fra avanceret digital undervisning til fuldt digitale byer. […] Paradoksalt nok har den løbende handelskonflikt med USA - der givet vil fortsætte, uanset om Trump eller Joe Biden næste år er USA's præsident - accelereret Kinas teknologiske udvikling. Med USA's embargo af nøglekomponenter til bl.a. Huawei står det klart for kineserne, at de skal lave det meste selv. Det er, ifølge Dawei Wang, nu én af fire kinesiske fordele til at blive den globale førerhund. Fordi USA's embargo - og EU's opvågnen til en mere offensiv Kina-politik - betyder “stærk regeringsstøtte til overgangen til en innovationsdreven økonomi.” […] Ifølge UBS' score-kort er Kina allerede verdens næststørste innovationsland i 2017 - lige efter USA. Man uddanner flest kandidater inden for matematik, teknologi og beslægtede uddannelser og har for længst overhalet EU i investeringer i forskning og udvikling målt i procent af bnp. Målt i ppp, købekraft, brugte man i 2019 mere end USA på forskning.”
Børsen, mandag, s. 16 (13.07.2020)

Grundlæggende rettigheder

Når polske kommuner erklærer sig for ”LGBT-fri zoner”, skal EU-kassen lukke i
Berlingske bringer søndag en kommentar af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet for SF. De skriver blandt andet: ”I mange EU-lande er LGBT+-personer ofre for systemisk forfølgelse, og i mange tilfælde er det regeringer og statsledere EU, der står for at underminere deres egne borgeres rettigheder. Derfor er der behov for handling fra EUs side, og Kommissionen samt de medlemslande, der stritter imod, må på banen og sikre basale rettigheder for alle uanset køn, kønsidentitet og seksualitet. I 2020 skulle man tro, at vi var nået længere i EU, men eksemplerne på det modsatte er overvældende. Senest har man i Rumænien forbudt forskning og undervisning i kønsidentitet. En forfærdelig måde at styrke heftig stigmatisering af LGBT+-miljøet og decideret modarbejde en debat om rettigheder og undertrykkelse. I juni stemte Ungarns parlament, ledet af premierminister Viktor Orban, for, at transpersoner ikke længere skal have lov at registrere sig som det køn, de identificerer sig med. I Polen har en tredjedel af landets kommuner erklæret sig for ”LGBT-fri zoner”, hvor ”propaganda” for den såkaldte LGBT+-ideologi skal gemmes væk. […] EU-kommissionen er nødt til at komme i sving! Ligesom vi arbejder for at smække EU-kassen i, hvis medlemslande ikke lever op til europæiske retsstatsprincipper, skal lande kunne straffes, hvis de bryder med deres egne borgeres grundlæggende rettigheder. Og det eneste, som de fordømmende, ærkekonservative kræfter i EU er bange for, er at miste EU-midler.”
Berlingske, søndag, s. 31 (13.07.2020)

Institutionelle anliggender

En borgerlig socialisme
Information bringer lørdag en kommentar af chefredaktør Rune Lykkeberg, som blandt andet skriver: ”Vi må erkende, at formlen for frie samfund efter Murens fald var forkert. Økonomisk frihed og personlig frihed er ikke nok til at skabe ordentlige fællesskaber. Det borgerlige samfund har brug for en stærk social base, hvis det skal realisere sine løfter om frihed. […] Et eksempel er Kina. En almindelig antagelse var omkring årtusindskiftet, at hvis Kina kom med i verdenshandelsorganisationen WTO og oplevede økonomisk vækst, ville de blive ligesom os. […] 20 år senere har Kinas autoritære leder ændret forfatningen, så han kan regere på livstid. Og vestlige økonomier er blevet så afhængige af adgangen til deres 1,4 milliarder forbrugere, at vores ledere ikke tør kritisere et land, der har oprettet en slags enorme koncentrationslejre for landets minoriteter, og som ophæver den politiske frihed i Hongkong. Deres økonomiske frihed har ført til vores politiske ufrihed. […] Et andet eksempel er USA's præsident, Donald Trump. Han står for enden af frigørelsen fra gamle autoriteter og den kulturelle hyldest til skamløsheden, konventionsbruddet og det grænseoverskridende og griner tilbage af os. En antiautoritær autoritær leder. […] Et femte eksempel kan iagttages i Den Europæiske Union, som systematisk har håndhævet idealet om fri og lige konkurrence. Men unionen synes at have indset, at på det frie marked taber europæerne til kinesiske virksomheder bevæbnet med statskapital og amerikanske techgiganter, som er overalt i vores produktionsapparat. Unionen opfordrer nu europæerne til ikke at sælge ud til kineserne og vil skabe betingelser for, at vi kan skabe vores egne giganter i Europa. […] Det, som disse eksempler har til fælles, er et spinkelt frihedsbegreb: Det er frihed forstået som økonomisk frihed og personlig frigørelse, der har ført til nye former for ufrihed, afmagt og autoritære skikkelser. […] Det, som blev ignoreret og forsømt, var, at den personlige frihed har sociale forudsætninger. At man skal udvikle stærke demokratiske fællesskaber, robuste offentligheder, økonomisk retfærdighed og nye veje til protest, deltagelse og medbestemmelse, hvis man vil skabe betingelser for frihed.”
Information, lørdag, s. 2 (13.07.2020)

Europa har været usædvanligt og bør vedblive at være det
Jyllands-Posten bringer mandag et debatindlæg af Hans Stengaard Jessen, hovedbestyrelsesmedlem i Europabevægelsen. Han skriver blandt andet: ”Otto von Bismarck fremhævede i sin tid med eftertryk, at Europa er en geografisk foreteelse, men vi bliver nødt til også at se såvel bagud som fremad for at finde ud af, hvad der er det særlige ved Europa. […] At Europa er en geografisk idé, ligger klart, men alt det med, at en tidligere amerikansk udenrigsminister savner et telefonnummer at ringe til, det må opfattes som utidig indblanding, for Europa er ikke en fælles stat, men et samarbejde mellem selvstændige stater. Det særegne element - at EU-Kommissionen ønsker at overtage al magt - skal man ikke være blind for at kunne få øje på, men hvis man i højere grad accepterede medlemsstaternes deltagelse i regeringsprocessen, vil meget være nået, og langtidsholdbarheden stige. Dertil kommer, at kun få tror, at Berlin, Paris og de andre hovedstæder i fællesskabet nærer noget ønske om at blive delstatshovedstæder.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 16 (13.07.2020)

Interne anliggender

Europas vingeskudte vejrhane varmer op til nyt comeback
Berlingske bringer lørdag en analyse af økonomisk redaktør Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: ”Fransk økonomi befandt sig før coronakrisen i en afgørende fase, hvor virkningen af præsident Macrons reformer for alvor skulle stå sin prøve. Nu er alt druknet i en historisk krise, og statsfinanserne skal arbejde sig tilbage fra et dybt hul. Men kan Frankrig blive årets positive overraskelse? Som Europas vejrhane er Frankrigs vej afgørende for de danske vækstudsigter. […] EU-Kommissionen forventer i sin sommerprognose, at fransk økonomi i år skrumper med over ti procent. Det placerer Frankrig helt i den europæiske bund. Til gengæld ligger Frankrig øverst næste år med en vækst på knap otte procent. Det betyder dog samlet set, at vi skal ind i 2022, før coronahullet er lukket. Macrons reformer har nok gjort en forskel og forbedret vækstpotentialet. De nye investeringer i teknologi og grøn omstilling kan muligvis også bidrage til mere aktivitet. Men Frankrig skal samtidig rydde op i sine offentlige finanser, der er lige så uholdbare som altid. Dét bliver den største udfordring efter valget i 2022.”
Berlingske, lørdag, s. 10-11 (13.07.2020)

SAS får nej til første redningsplan
SAS er løbet ind i den første forhindring i forsøget på at skaffe livsvigtig kapital til selskabet. En central brik i planen er, at obligationsejere skal have ombyttet deres obligationer til aktier, men den del af planen er ikke populær hos investorer med obligationer i selskabet, da de vil tabe en mærkbar pose penge, skriver Berlingske lørdag. ”De har ikke noget at tabe ved at gå hårdt ind i forhandlingerne. Tilsyneladende i hvert fald. For EU-Kommissionen skal også godkende redningen af SAS, og de vil formodentlig have svært ved at godkende en decideret statsredning,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank. Forude venter der nu nye forhandlinger med obligationsejerne, og derudover skal både den danske og svenske stat og EU-Kommissionen godkende planen.
Berlingske, lørdag, s. 3 (13.07.2020)

”Hvis man skal sige noget godt om EU, så må det være europapallen”
I 2018 blev det muligt at stille borgerforslag i Danmark, men det kræver 50.000 underskrifter, hvis det skal sendes videre til Folketinget. Information har talt med personerne bag nogle af de forslag, som ikke har fået nok underskrifter eller har lang vej igen og en af dem er 50-årige Alex Pedersen fra Lejre, som har stillet et borgerforslag om, at der skal afholdes en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU. ”Efter at jeg havde oprettet borgerforslaget, gik der noget tid, hvor der ikke skete noget som helst. Men så begyndte jeg at dele det. Hvis nogen kommenterede en artikel på Facebook og i kommentaren skrev, at vi burde have en afstemning om EU. Så BUM! Så gik jeg lige ind og delte mit forslag og sagde: Så støt det her forslag. Og så skete der faktisk noget. Der kom rigtig, rigtig meget tilslutning. Den nærmest fløj op på de der 3.000 støtter. Men i den her coronaperiode har det stået stille. Der kommer måske én ny underskrift om dagen,” siger Alex Pedersen.
Information, lørdag, s. 7 (13.07.2020)

”Vi skal kæmpe mere intenst for at blive en del af en regering”
Politiken bringer søndag et interview med DF-formand Kristian Thulesen Dahl. I forhold til EU lyder det fra Thulesen: ”Vi er modstandere af Den Europæiske Union, der tager mere og mere magt over nationalstaterne. Indtil for et år siden havde vi stadig en tro på, at man indefra kunne få en bevægelse, der var stærk nok til at give Tyskland og Frankrig modstand til at banke de føderale EU-tanker ned til fordel for nationalstaterne. Men coronaen har vist, at det kan man godt glemme. EU bruger enhver krise til at gå endnu et skridt i forhold til mere EU. Hvis du tager et lån sammen med din nabo, vil du begynde at interessere dig for, hvad naboen bruger penge på. Det er præcis det, der sker i EU. Låntagning af den her kaliber betyder, at du for alvor begynder at interessere dig for naboens brug af penge. Det er vejen til en fælles finanspolitik. En åleruse.” Han tør dog ikke sige, om Dansk Folkeparti vil kræve en folkeafstemning om dansk udtræden af EU-samarbejdet skrevet ind i et regeringsgrundlag. ”Det er for tidligt at forholde sig til. For os handler det om, at danskerne skal genfinde følelsen af, hvor Dansk Folkeparti står. Hvad vi grundlæggende vil,” siger han.
Politiken, søndag, s. 4 (13.07.2020)

Klima

Bjørn Lomborg: Grønne investeringer får os ikke ud af coronakrisen
Berlingske bringer lørdag en kommentar af Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center og gæsteprofessor på Copenhagen Business School. Han skriver blandt andet: ”Efter coronapandemiens katastrofale konsekvenser kommer verden til at bruge titusindvis af milliarder af kroner på at få rettet op på skaderne. Forkæmpere og indflydelsesrige beslutningstagere forlanger i stadigt større omfang, at pengene knyttes til klimamål. Forkvinde for IMF, Kristalina Georgieva, maner til, at ”vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at opturen bliver grøn,” og demokrater i USA, EU-Kommissionen og mange andre lande presser på med ”grønne pagter”. Disse kunne koste os hundreder af billioner af kroner og vil desværre være en af de værste måder, vi kan vælge, for at komme ovenpå igen. […] Forkæmpere fejlciterer ofte en OECD-rapport som bevis for, at klimapolitikker kan øge væksten. Rapporten viser faktisk, at klimapolitikker hæmmer væksten, mens smarte ikke-klimapolitikker som investering i infrastruktur og uddannelse såvel som et mere fleksibelt arbejdsmarked øger væksten. […] Som begyndelse på vores globale optur ud af den økonomiske coronakrise bør vi ikke starte med at lade elendige grønne pagter gøre os fattigere, mens de gør meget lidt for at hjælpe klimaet og ignorerer mange af verdens andre presserende behov.”
Berlingske, lørdag, s. 10 (13.07.2020)

Konkurrence

Har du aldrig undret dig over, hvorfor briller koster flere tusinde kroner, når de bare er lavet af plastik
Kæmpefirmaet EssilorLuxottica dominerer brillemarkedet, hvor de ejer både optikere, fabrikker, designere og linser. Nu er de ved at blive endnu større og det er et problem for os alle sammen, skriver Information lørdag. EssilorLuxottica er ved at fusionere med Europas største optikerkæde, hollandske GrandVision, som har 7.000 butikker i 40 lande. Handlen skal dog først godkendes af Margrethe Vestagers folk i EU-Kommissionen, som frygter, at det kan ”reducere konkurrence og hæve priserne”. En talsmand fra EU-Kommissionen skriver til Information i et officielt svar: ”En betydelig mængde empirisk forskning har vist en strukturel stigning i markedskraft over en række brancher og lande. Tendenserne påvirker både USA og EU.” Vi har fået en ny 'gigantkapitalisme' og det skaber ulighed. Margrethe Vestager er blevet en kendt figur i Bruxelles, fordi hun netop har ”genoplivet” de europæiske monopollovgivninger, og som EU's konkurrencekommissær har hun nedlagt forbud mod fusioner, der kunne skade konkurrencen. Men måske er den politiske tænkning i EU ved at forandre sig på grund af frygten for udefrakommende konkurrenter fra USA og Kina. I april udsendte Macron og Angela Merkel en fælles genopretningsplan for EU og de talte også om at skabe flere ”European Champions” - store, europæiske virksomheder, der kan konkurrere mod kineserne og amerikanerne på et globalt marked, hvilket kræver, at konkurrencereglerne bliver mindre strenge.
Information, lørdag, s. 10-12 (13.07.2020)

Migration

Kampen om en europæisk asylpagt er i gang
En ny migrationspagt er på trapperne, og i kulisserne kæmpes der allerede om, hvad den skal indeholde, skriver Kristeligt Dagblad mandag. Pagten skal lægge grunden til en fælles europæisk asylpolitik og slutte den bitre strid, som har splittet EU-landene siden den forrige kommissions forsøg på at indføre tvungne kvoter for modtagelsen af flygtninge. Det forventes, at omfordeling af flygtninge fra de mest udsatte middelhavslande til andre lande i Nord- eller Østeuropa vil være en del af udspillet, men nogle medlemslande – blandt andet Danmark - forsøger stadig at få screening af asylansøgere i modtagecentre uden for EU's grænser med i forhandlingerne. Den tidligere østrigske vicekansler og udenrigsminister Michael Spindelegger er i dag leder af Det Internationale Center for Udvikling af Migrationspolitik, ICMPD, i Wien og han bekræfter over for Kristeligt Dagblad, at han har oplysninger fra EU-Kommissionen om, at screeningscentre vil være en del af udspillet. ”Det kan uden tvivl sætte skub i debatten. Det er overraskende, at det tilsyneladende er en del af EU's forslag, da rigtigt mange har været imod det,” siger Michael Spindelegger til det europæiske netmedie EU-observer. EUs kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, har også understreget, at der vil være særligt fokus på samarbejdet med tredjelande i den kommende plan. ”Det er afgørende, at den nye pagt fokuserer på den eksterne dimension af migration,” sagde hun efter et uformelt møde mellem EU's indenrigsministre i sidste uge.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1 (13.07.2020)

Syrisk flygtning blev dræbt af skud omkring 100 meter fra en gruppe græske soldater
Ifølge Forensic Architecture, et researchinstitut under Goldsmiths University i London, var det ”højst sandsynligt” græske soldater, der dræbte en migrant fra Syrien mindre end 40 meter fra den grænse til Grækenland, som han forsøgte at krydse. Det skriver Jyllands-Posten søndag. Grækenland afviser klart at have brudt nogle regler og kalder det fake news. Flere medlemmer af Europa-Parlamentet har opfordret EU-Kommissionen til at undersøge anklagerne. ”Jeg deler bekymringen for, at der foregår pushbacks, og alle beskyldninger om vold skal undersøges. Det opfordrer vi medlemslandene til at gøre, for kommissionen har ikke magt til at undersøge det,” sagde EU-kommissær Ylva Johansson under debatten i Europa-Parlamentet og fortsatte: ”Vi kan ikke beskytte Europas grænse ved at krænke Europas rettigheder. Det er tid til at overveje en ny mekanisme til at verificere rapporter om pushbacks. Vi er nødt til at gøre mere for at sikre, at medlemslandene lever op til de fundamentale rettigheder, når de beskytter vores eksterne grænser.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 20 (13.07.2020)

Sikkerhedspolitik

Erdogan tramper på det hjernedøde Nato
I Signatur i Politiken søndag skriver korrespondent Michael Seidelin blandt andet. ”I Nato har der løbende været problemer og mindre konflikter mellem medlemmerne - som i enhver stor familie - men nu er den helt gal, og ballademageren hedder Recep Erdogan. Hans krigsskibe truer franske fregatter. Han støtter åbenlyst kræfter med tilknytning til Det Muslimske Broderskab i Libyen, hvor han - som andre - forsøger at sætte sig på oliefelterne, og han gør krav på en del af undergrunden i Ægæerhavet på bekostning af Grækenland og Cypern. […] Samtidig har Recep Erdogan en permanent klemme på Vesteuropa i form af 3,6 millioner migranter og flygtninge, som ifølge aftalen med EU fra marts 2016 befinder sig i lejre i Tyrkiet. […] Frankrigs protester har ikke gjort større indtryk i Nato, der har iværksat en undersøgelse af sagen og ellers holdt meget lav profil. ”Tyrkerne bruger Nato som en gulvmåtte, og deres afpresning fungerer her ligesom deres flygtningeklemme på EU,” siger en fransk diplomat. Tyrkiets ambassadør i Paris, Hakki Musa, gav indirekte en forklaring 1. juli på et møde i det franske Senat. ”Tyrkiet er ikke et hvilket som helst land i Nato ... Forestil dem Nato uden Tyrkiet. Det ville ikke eksistere ... hvordan vil I håndtere Iran, Irak, Syrien, det sydlige Middelhav, Kaukasus, Libyen og Egypten,” spurgte han. […] Men verden har ændret sig, og det vil være på sin plads, hvis alliancens ledere sætter en stopper for Erdogans brutale enegang. Det er et spørgsmål om både selvrespekt og troværdighed.”
Politiken, søndag, s. 5 (13.07.2020)

Europa ønsker sig det rigtige USA tilbage. Men USA har aldrig været Schweiz
Jyllands-Posten bringer lørdag en kommentar af Jørn Mikkelsen, sikkerhedspolitisk korrespondent. Han skriver blandt andet: ”Et nyt gammelt ord siver ud fra tænketankene i Washington: stormagtsrivalisering. […] Med stormagter menes som regel: Rusland, Kina, USA. EU nævnes aldrig, hvilket er en pointe i sig selv. […] Militært, økonomisk og kulturelt var USA en supermagt, som ingen kom i nærheden af. Det så endog næsten ud, som om Rusland og Kina affandt sig med det. Det er vendt helt på hovedet nu. Det skyldes Kinas eksplosive opstigen, men det skyldes også, at USA ikke længere ønsker at påtage sig denne suverænt ledende rolle. […] USA har altid været et janushoved med to meget forskellige sider, hvoraf kun den ene repræsenterede det ypperste af Vesten. USA har aldrig været Schweiz, som netop er for godt til at være sandt. Og ikke alle præsidenter har været som Roosevelt og Kennedy. Det er ironisk, at netop Trump nu er i færd med at imødekomme de årelange krav om, at USA trækker sig hjem. Hvis han afløser sig selv til november, kan det blive nødvendigt helt at afskaffe et andet veltjent begreb: Vesten.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 22 (13.07.2020)

Sundhed

Adgang til coronamedicin må ikke blive alles kamp mod alle
Berlingske skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Det har givet anledning til voldsom kritik, at det amerikanske sundhedsministerium har opkøbt hovedparten af medicinalgiganten Gileads produktion af lægemidlet Remdesivir til behandling af covid-19. Remdesivir anses nemlig lige nu for at være den mest effektive behandling, men de næste tre måneders produktion har Trump-regeringen altså stort set sat sig på. Nu frygter Danmark og resten af EU, at vi ikke får adgang til at købe nye forsyninger af lægemidlet, som Gilead i øvrigt tager mellem 15.000 kr. og 21.000 kr. for pr. behandling. […] Vi skal på verdensplan vise, at vi kan finde bæredygtige løsninger. Trumps håndtering af Remdesivir-sagen må ikke blive en forsmag på en kamp om en kommende vaccine. […] Derfor er den bedste strategi, at EU forhandler sig frem til en aftale med Gilead om at øremærke doser af Remdesivir til EU-landene eller frivilligt at licensere fremstillingen af lægemidlet ud til europæiske farmavirksomheder. Det er EUs sundhedskommissær, Stella Kyriakides, da også i fuld gang med, efter lægemidlet for nylig blev hastegodkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). […] Lægemiddelstyrelsen har allerede advaret om, at der ikke findes tilstrækkeligt med Remdesivir på danske hospitaler til at klare en eventuel ny bølge af smittede til efteråret. Adgang til coronamedicin må ikke blive alles kamp mod alle.”
Berlingske, mandag, s. 2 (13.07.2020)

Udenrigspolitik

Besættelse er besættelse
Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Manuel Hassassian, ambassadør/professor, den palæstinensiske Ambassade. Han skriver blandt andet: ”Verden er i disse dage vidne til kulminationen af 53 års besættelse, der fører den palæstinensiske befolkning længere væk fra en bæredygtig tostatsløsning - den eneste gangbare løsning. […] Palæstinenserne nægter at være gæster i eget hus og for Israel. Kun konkrete internationale handelsmæssige og økonomiske sanktioner vil forhindre og rette op på ulovlighederne, sikre gensidighed og respekt for suverænitet og sikre opretholdelsen af international lov og orden. EU og Danmark bør derfor lave en boykot af bosættelsesprodukterne, anerkende den palæstinensiske stat samt sikre håndhævelsen af den humanitære og internationale lov. Den palæstinensiske/israelske konflikt er kernen i problemet i Mellemøsten, ikke det flygtige Arabiske Forår. Den længstvarende besættelse i verdenshistorien må snart afsluttes, og det internationale samfund må tage sit ansvar på skuldrene og søge en retfærdig løsning på paradokset om fred i Mellemøsten.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 24 (13.07.2020)

Israelsk annektering af Vestbredden sat på standby
Information bringer mandag en analyse af journalist Lasse Ellegaard, som blandt andet skriver: ”Coronakrisens opblussen kombineret med israelernes ligegyldighed og uventet hård politisk modstand mod Trumps 'fredsplan' har sendt planen om israelsk overtagelse af en tredjedel af Vestbredden til hjørne. […] Det er muligvis kommet bag på Det Hvide Hus, at stort set hele den øvrige verden har vendt sig mod en ensidig israelsk annektering af Jordandalen og det meste af det såkaldte Område C. […] FN, EU, Rusland og Kina har alle undsagt planen, men måske har det gjort større indtryk på Trump, at USA's strategiske partnere i Mellemøsten, primært Saudi-Arabien og Egypten, har erklæret deres modstand. […] Politiske iagttagere i Jerusalem hælder til den antagelse, at Trump har fået kolde fødder, efter at det står klart, at hans modstander ved det kommende præsidentvalg, demokraten Joe Biden, utvetydigt har vendt sig mod planen. […] Internt har Netanyahu mødt en uventet ligegyldighed over for planen i meningsmålinger, der viser, at israelerne anser arbejdsløshed på næsten en million som følge af coronakrisen som et langt alvorligere problem end annektering af Vestbredden. Også ude i bosættelserne har Netanyahu mødt modstand, omend af de stik modsatte årsager: Her er man skeptisk over for en delvis annektering, der i realiteten vil gøre områderne til isolerede enklaver uden indbyrdes infrastruktur. Netanyahu har heller ikke opbakning i den regering, der blev dannet i marts med deltagelse af oppositionspartiet Kahol-Lavan (Blå-Hvid) og partiets leder og forsvarsminister, Benny Gantz. Han støtter i princippet Trumps 'fredsplan', men har en stribe forbehold over for præmisserne for annektering.”
Information, s. 9 (13.07.2020)

Jeg er faktisk enig med den amerikanske regering
Politiken bringer søndag et interview med Uffe Elbek, tidligere leder af Alternativet, nu politisk løsgænger. Han mener, at Kinas nye sikkerhedslov overskrider alle forståelser omkring frihedsrettigheder og respekten for den enkeltes retssikkerhed. Han siger blandt andet: ”Hvad der sker lige nu, angår i den grad også Europa og resten af verden. Hvis Hongkong falder, som alt tyder på, kommer turen bagefter til Taiwan og andre lande i regionen. […] Jeg har ikke lyst til at stå ved siden af Trump. Men jeg er dybt bekymret for, hvilken rolle, Kina kan spille - både i regionen og i forhold til vores erhvervssamarbejde. […] Jeg er faktisk enig med den amerikanske regering. Det bekymrer mig, for jeg vil gerne kunne lide dem, jeg står ved siden af, men jeg mener, at USA har den rigtige analyse. Når det er sagt, skal man også have de selvkritiske briller på, fordi det for Trump handler om at beskytte økonomiske interesser, mens det for mig handler om at beskytte menneskerettigheder. […] Vi skal starte i den bløde ende og stoppe EU's aktuelle handelsforhandlinger med Kina, indtil situationen i Hongkong er afklaret. Jeg kan også se et scenarie for mig, hvor fagforeninger og ngo'er samtidig opfordrer til boykot af specifikke varer fra Kina, ligesom vi havde boykotten af Sydafrika under apartheidstyret.”
Politiken, søndag, s. 2-3 (13.07.2020)

Kun et samlet Europa kan stoppe Erdogans bøllemetoder
Berlingske bringer lørdag en kommentar af Hanna Ziadeh, ph.d. i menneskerettigheder og medstifter af partiet Nyt Centrum-Venstre. Hun skriver blandt andet: ”Tyrkiet har i løbet af den seneste uge ført krig på tre fronter samtidigt. I Nordirak har Erdogan sendt tyrkiske fly for at bombe kurdiske partisaner og etablerede forposter i Irak. […] Udover disse militære konfrontationer har Erdogan ført Tyrkiet ind i en konflikt med næsten samtlige dets naboer. Trods EUs og USAs fordømmelse fortsætter tyrkiske skibe ledsaget af fregatter med at lede efter olie i de cypriotiske farvande. Dertil er Tyrkiet også indblandet i en propagandakrig med Egypten og Israel. Egypten beskylder Tyrkiet for at støtte det forbudte Muslimske Broderskab, Israel beskylder Erdogan for ar støtte det islamiske Hamas. […] Dog kan Erdogan regne med en historisk allieret: Tyskland. Det historiske bånd mellem Tyskland og Tyrkiet går tilbage til det osmanniske kalifat. Tyskland er den største vestlige investor i Tyrkiet. Under kansler Merkel har Tyskland ofte bremset et fransk-ledet europæisk krav om at sætte stopper for Tyrkiets bøllemetoder. […] Opmuntret af europæisk eftergivelse har Erdogan optrappet sin brug af en gammel afpresningsmetode: tyrkiske indvandrere i Europa. […] Får Europa ikke sat en stopper for Erdogans aggressive indblandinger i Tyrkiets naboområde, især over for de to EU-lande Grækenland og Cypern, og hans ekspansionspolitik i de arabiske lande, bliver han kun bekræftet i sin tro på, at bøllemetoderne betaler sig. Det vil ikke medføre flere konflikter i Europas naboområde, som fordrer flere flygtninge, men vil friste ham til mere indblanding i EU-landenes interne anliggende. Desværre kan vi ikke regne med tysk lederskab, når det handler om Tyrkiet. I den kamp må Danmark og de andre små lande bakke op om Frankrig.”
Berlingske, lørdag, s. 4-5 (13.07.2020)

Udvidelse

8.000 mænd blev myrdet i Srebrenica for 25 år siden. Og konflikten lever videre
Information bringer lørdag en kronik af Anders Stubkjær og Meho Selman, henholdsvis gymnasielærer i engelsk og samfundsfag ved Sønderborg Statsskole og regionsrådsmedlem (S) i Region Syddanmark og tidligere kz-fange fra krigen i Bosnien. De skriver blandt andet: ”25 år efter folkemordet i den bosniske by Srebrenica lever drømmen om et etnisk rent Storserbien stadig i bedste velgående. Og nu, hvor EU har lukket døren for Balkanlandene, er grænserne og freden ekstra skrøbelige. […] Udsigten til serbisk EU-medlemskab har indtil for nylig fået Serbien til at lægge låg på de nationalistiske tendenser. Men i 2019 signalerede EU, at der indtil videre ikke vil blive optaget flere Balkanlande i unionen. Regeringscheferne kunne nemlig ikke engang blive enige om at begynde optagelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien. Man kan argumentere for, at EU på den måde kører sig selv ud på et sidespor som aktør på Balkan, og at den nationalistiske stopklods bliver fjernet. […] En ændring af grænserne på Balkan i Storserbiens navn vil også kunne opmuntre nationalistiske drømme andre steder i Europa, hvor man nemt kan aktivere diverse etniske mindretal for at ændre på landkortene. Det har Europa ikke råd til. En løsning vil være at optage Bosnien i internationale organisationer, som for eksempel EU eller NATO, blandt andet fordi det vil konsolidere de nuværende grænsedragninger i Bosnien. Sådan en optagelse vil være et mere end klart signal til serbiske nationalister om, at de nuværende grænser er urørlige, og at drømmen om et Storserbien drømmes forgæves. Vi må ikke opleve endnu et Srebrenica.”
Information, lørdag, s. 18-19 (13.07.2020)

Detaljer

Publikationsdato
13 Juli 2020
Forfatter
Repræsentationen i Danmark