Mandag den 17. august

Tophistorier

EU indgår aftale om Covid-19-vaccine
Flere aviser skriver, at EU-Kommissionen, på vegne af EU-landene, har forhandlet den første forhåndsaftale om køb af vacciner mod COVID-19 på plads. Fra Ursula von der Leyen, formand for EU-kommissionen, lyder det ifølge Politiken søndag: ”Vores intense forhandlinger fortsætter med at levere resultater. Dagens aftale er første skridt på vej mod implementering af EU-kommissionens vaccinestrategi. Denne strategi vil give vacciner til europæerne og til vores partnere andre steder i verden.” Aftalen er indgået med den britiske medicinalvirksomhed Astrazeneca. “Aftalen vil gøre det muligt for alle medlemslande at få adgang til vaccinen AZD1222 til fremstillingsprisen under pandemien,” skriver Astrazeneca i en pressemeddelelse ifølge Børsen mandag. Berlingske bringer mandag et debatindlæg af Kristian Marstal, S-medlem, København SV, som blandt andet skriver: ”Der er indgået aftale i EU om et fælles europæisk ejerskab af vaccinen, men man ser flere lande i unionen undersøge muligheder for individuelle forhandlinger med producenter i medicinalindustrien. De spiller på flere heste velsagtens ud fra princippet om, at en regering er søsat for at varetage nationens borgeres sikkerhed. Men det er ingenlunde europæisk sindet. For jeg mener, den kommende vaccine bliver EUs svendestykke. Det europæiske samarbejdes magnum opus. Ud fra flere optikker. Der bliver tale om en fælles sundhedspolitik, hvor EU etisk forsvarer alle borgeres ret til den livsvigtige medicin. En succesfuld fordeling af vaccinerationerne til alle medlemslande vil højne tilliden, troen og bevirke et overbevisende incitament til at arbejde for en styrket fremtid i unionen. Ydermere vil en potentiel kamp og konkurrence medlemslandene imellem om vaccinen neutraliseres. Dermed kan samarbejdet på andre politiske områder styrkes. EU bliver en magtfaktor i en fremtidig verdensorden.”

Berlingske og B.T. skriver søndag, at Rusland har påbegyndt produktionen af en vaccine mod covid-19, som blev godkendt af de russiske sundhedsmyndigheder tidligere på ugen. Det russiske sundhedsministerium oplyser ifølge nyhedsbureauet Interfax, at vaccinen ventes at blive tilgængelig ved udgangen af måneden. Vaccinen, med navnet Sputnik V, er blevet udviklet på forskningsinstituttet Gamaleja og tirsdag meddelte præsident Vladimir Putin, at Rusland som det første land i verden har registreret en vaccine mod coronavirus. Både en række store vestlige lande, EU og Verdenssundhedsorganisationen WHO forholder sig skeptisk over for den russiske vaccine, blandt andet fordi vaccinen ikke har gennemgået den såkaldte fase 3, der indebærer test på et stort antal mennesker.

Information skriver blandt andet i sin leder mandag: ”En kommende coronavaccine er udset til at være den store frelser, som skal bringe verden tilbage til sin normale tilstand efter coronakrisen. […] I USA har Donald Trump sagt, at en vaccine måske kan blive klar inden det amerikanske præsidentvalg - og i Rusland går man allerede i gang med at masseproducere en vaccine nu. De fornuftige stemmer i debatten prøver at holde igen med tidsoptimismen og bevare fagligheden. Men kapløbet er reelt i fuld gang. […] Vi får næppe den russiske vaccine til Danmark, men alt tyder på, at vi får én eller flere vacciner herhjemme - foreløbig har EU-Kommissionen indgået en forhåndsaftale med medicinalvirksomheden AstraZeneca. Kan man så trygt tage den eller de vacciner? Heldigvis holder de danske myndigheder og politikere indtil videre hovedet koldt. Ingen politikere har lovet en dato, og lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, har sagt, at man er endog meget fokuseret på risikoen for bivirkninger. […] Hvis de borgere, som er kritiske over for en coronavaccine - men ikke er fanatiske vaccinemodstandere - skal overbevises, så kræver det, at der er tillid til, at det er sundhedsfaglige og ikke politiske eller økonomiske kriterier, der ligger til grund for godkendelsen af en vaccine. Og det kræver, at man tager risikoen for langtidsbivirkninger alvorligt og kommunikerer troværdigt og åbent.”
Politiken, søndag, s. 6; Altinget, lørdag; Børsen, mandag, s. 18; Berlingske, søndag, s. 5, mandag, s. 23; B.T., søndag, s. 17; Information, mandag, s. 20 (17.08.2020)

EU-lande enige om sanktioner mod Hviderusland
Fredag holdt de 27 EU-landes udenrigsministre møde og de blev enige om, at EU vil indføre nye sanktioner mod de embedsmænd i Hviderusland, der er ansvarlige for den hårde kurs mod oppositionen og demonstranter, der protesterer mod resultatet af søndagens valg. Det skriver flere af lørdagens aviser. B.T og Jyllands-Posten skriver lørdag, at den hviderussiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja fredag i en video på Youtube opfordrede sine tilhængere til at underskrive en erklæring online om en omtælling af stemmerne ved præsidentvalget i Hviderusland. Fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lyder det ifølge B.T. lørdag, at hun støtter sanktioner mod hviderussiske politikere, ”som har krænket demokratiske værdier eller har undergravet menneskerettighederne”. Politiken skriver lørdag, at det er for tidligt at sige, hvordan opgøret mellem Aleksandr Lukasjenko og demonstranterne ender, men det er afgjort den største krise, præsidenten har været i. Aleksandr Artemjev fra Amnesty International vil have EU til at lægge maksimalt pres på regeringen i Hviderusland og eventuelt også tage imod politiske flygtninge fra Hviderusland og ”ikke bare udtrykke bekymring, som vi normalt ser”.

Politiken skriver blandt andet i sin leder søndag: ”Det er en uge siden, at der var valg i landet, og ifølge de officielle tal blev det endnu en klar sejr til præsident Aleksandr Lukasjenko. […] Alt tyder på, at der har været massiv valgsvindel, og det er tydeligvis også holdningen i befolkningen. Lukasjenko har været ved magten i mere end et kvart århundrede, men han kan ikke narre og skræmme folket mere. Siden valget har der været stadig mere omfattende protester i både Minsk og andre byer i landet. Regimet har reageret med sit vanlige våben, undertrykkelse og vold, men har ikke kunnet formå at knuse demonstrationerne, der spreder sig mere og mere. Dette er en chance, som Vesten ikke må lade gå til spilde. I årtier har Hviderusland været kendt som Europas sidste diktatur. Alle har vidst, det stod ilde til med friheden, og at der var massiv undertrykkelse, men hverken EU eller lande som Danmark har for alvor gjort noget ved det. […] Men nu er der grøde i landet, nu har befolkningen fået nok. Det er nu - lige nu - at de demokratiske kræfter i Hviderusland skal have al den støtte, vi kan mobilisere. Det er godt og glædeligt, at EU allerede fredag blev enige om at indføre målrettede sanktioner mod individuelle topfolk i regimet i Minsk. Men der skal meget mere til. Sanktionsskruen skal strammes så meget som overhovedet muligt, og samtidig skal EU gøre det klart, at man står klar med massiv bistand, hvis og forhåbentligt når Lukasjenko falder. Det er tid til at fjerne det sidste diktatur fra Europas landkort.”

Flere aviser skriver mandag, at Ruslands præsident Vladimir Putin er klar med militærstøtte til Lukasjenko. Det fremgår af en meddelelse fra den russiske regering efter en telefonsamtale mellem de to præsidenter lørdag. Kreml bekræftede søndag, at Vladimir Putin har sagt til Aleksandr Lukasjenko, at han er klar til at støtte Hviderusland i henhold til en ”kollektiv militærpagt”. Ifølge en erklæring vil Rusland leve op til løftet, hvis det viser sig at blive nødvendigt, og hvis der lægges ”internationalt pres” på landet. Ifølge flere medier var søndagens protest mod Lukasjenko den hidtil største med op mod 100.000 hviderussere i marchen, skriver B.T. og Kristeligt Dagblad mandag. Lukasjenko føler sig også presset af Nato, som han siger har placeret kampvogne og fly tæt på den hviderussiske grænse. ”Nato-tropper står ved vores grænser. Litauen, Letland, Polen og Ukraine beordrer os til at afholde et nyt valg. Valget var legitimt. Der kan ikke svindles med mere end 80 procent af stemmerne. Vi vil ikke overdrage landet,” lød det i går fra Lukasjenko i en tale til tilhængere i det centrale Minsk.
Berlingske, lørdag, s. 15; B.T., lørdag, s. 15, mandag, s. 10-11; Jyllands-Posten, lørdag, s. 14-15; Politiken, lørdag, s. 8, søndag, s. 1; Information, mandag, s. 7; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (17.08.2020)

Prioritede historier

Iran må købe våben igen
Fredag stemte FN's Sikkerhedsråd nej til et amerikansk forslag om at forlænge et forbud mod at sælge våben til Iran, hvilket kan få store konsekvenser for den atomaftale, som de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, EU og Tyskland indgik med Iran i 2015. Det skriver flere aviser søndag. Det var i slutningen af juni, at USA bad Sikkerhedsrådet om at forlænge våbenembargoen mod Iran, der udløber til oktober. Der var kun to af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer, som stemte for. Ni undlod at stemme og både Kina og Rusland stemte imod. ”Sikkerhedsrådets manglende beslutsomhed i forhold til at forsvare international fred og sikkerhed er utilgivelig,” siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters. Til gengæld hylder Iran Sikkerhedsrådets beslutning om ikke at støtte USA ved at forlænge forbuddet mod våbensalg til landet. ”I FN's 75 år lange historie har USA aldrig været mere isoleret,” skriver udenrigsministeriets talsmand, Abbas Mousavi, på Twitter ifølge B.T.
B.T., søndag, s. 23; Berlingske, søndag, s. 14; Jyllands-Posten, søndag, s. 12; Politiken, søndag, s. 9 (17.08.2020)

Institutionelle anliggender

Danmark tæt på væksttoppen i EU trods historisk dyk
En ny opgørelse fra Eurostat viser, at det kun er to EU-lande, som har klaret sig mere skånsomt igennem coronakrisen end Danmark, hvis man ser på BNP-udviklingen i andet kvartal. I Finland og Litauen skrumpede økonomien med henholdsvis 3,2 procent og 5,1 procent i andet kvartal. Dansk økonomi skrumpede med 7,4 procent i andet kvartal, hvilket er historisk meget, men set i forhold til EU som helhed, hvor væksten endte på minus 11,7 procent, har Danmark klaret sig fornuftigt. ”Den store offentlige sektor spiller en betydelig konjunkturudglattende rolle i samfundsøkonomien,” siger Helge J. Pedersen ifølge Berlingske lørdag. Økonomer tror på hurtig genopretning, blandt andet fordi der i de seneste uger er kommet flere positive tegn fra det danske arbejdsmarked. Her ses en kraftig stigning af antallet af jobopslag og siden 1. august har 10.000 personer forladt ledighedskøen. Børsen mandag skriver, at hvis man kun ser på de 19 lande i eurozonen, lyder faldet på 12,1 procent.
Berlingske, lørdag, s. 1, 2, 6; Børsen, mandag, s. 18 (17.08.2020)

EU formåede at integrere Østeuropa økonomisk. Men den kulturelle integration har vi forsømt
Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Cornel Ban, lektor i International Politisk Økonomi ved CBS. Han skriver blandt andet: ”Hvis progressive værdier skal have en chance i Østeuropa, skal man belønne østeuropæerne økonomisk for at bakke op om dem. […] Der går naturligvis årtier, inden der reelt opnås infrastruktur og lønninger, der ligner dem i de rigeste vesteuropæiske lande, men overordnet set har EU-integrationen langtfra været spildt på Østeuropa. Den økonomiske fremgang kan dog ikke skjule, at en nationalistisk-traditionalistisk politisk bevægelse har vundet fodfæste i mange af de nye medlemsstater - præcis som vi har set det i mange vesteuropæiske lande. […] Det korte af det lange er, at de politiske og kulturelle grænser mellem Øst og Vest har vist sig vanskeligere at nedbryde end de økonomiske. Det viser den politiske nationalisme og traditionalisme i nogle østeuropæiske stater med al tydelighed. Vanskeligt betyder ikke umuligt. Det kræver dog, at EU såvel som de enkelte medlemslande er klar til at slå hårdt igen, når nationalismen og traditionalismen krænker frihed og rettigheder. EU's nylige afslag på støtte til polske byer, der nægter homoseksuelle rettigheder, er blot et første skridt. […] Hvis progressive kulturelle og politiske værdier skal have en chance i Østeuropa, har fortalerne for dem ikke andet valg end at rykke sig til venstre for nationaltraditionalisterne på det økonomiske område, mens de forsøger at skabe en ny progressive vælgergruppering. Det er ikke et nemt budskab at sælge, men alternativet er et Øst- og Centraleuropa, der bliver stadig mere nationalistisk og traditionalistisk i sin politik og kultur, selv mens regionen bliver mere velstående.”
Politiken, lørdag, s. 2 (17.08.2020)

Jens Nymand: Danmarks nye EU-alliance er allerede vingeskudt
Altinget bringer mandag et debatindlæg af Jens Nymand Christensen, seniorrådgiver i Cross Culture Project Association og forhenværende vicegeneraldirektør i EU-Kommissionens generaldirektorat for Uddannelse og Kultur. Han skriver blandt andet: ”Under ledelse af Holland har vi sammen kunne forhindre og beskære nogle ting, men Danmarks placering forekommer alligevel svækket. Det har kostet at støtte hollænderne så langt. I mange år kunne vi ligge i læ af Storbritannien. Og efter Brexit har vi i en vis grad ligget i læ af Tyskland. Men med det holdningsskift, som senest er sket i Berlin, ikke kun omkring EU's budget, men også omkring for eksempel konkurrencepolitik og store europæiske industrigiganter, står vi tilbage i en vingeskudt gruppe, der slet ikke har kræfter eller visioner til at præge den europæiske dagsorden. […] Hvis vi skal gøre os håb om at være med til at forme EU, så må vi også bruge tiden nu på at opbygge en ambitiøs dansk dagsorden for EU. Vi skal ikke blot være de andres ideer minus ti procent. Vi skal vise, at vi virkelig vil noget med Europa, at vi tænker langsigtet og har ideer, der kan løse mange af tidens store udfordringer. Ikke kun for os selv, men også for andre medlemslande, hvor EU netop har nøglen til løsningerne. Det er derfor på tide, at vi starter en debat, der skal føre frem til en ny europapolitisk strategi, som placer Danmark centralt indenfor samarbejdet. Man må håbe, at vi har både viljen og evnerne til at gøre dette.”
Altinget, mandag (17.08.2020)

Kampen om budgettet
Information bringer lørdag en idédebat af Ditte Maria Brasso Sørensen, som blandt andet skriver: ”I slutningen af juli måned - efter fire dages intense forhandlinger - blev EU's stats- og regeringsledere enige om et budget for EU og en plan for økonomisk genopretning. To dage senere afviste Europa-Parlamentet at godkende budgettet. […] Forslaget er ifølge Europa-Parlamentet ikke ambitiøst nok, hvad angår forskning og klima. Derudover kræver Europa-Parlamentet en stærkere retsstatsmekanisme, og det kræver styrket parlamentarisk kontrol med de penge, der skal gives til de stater, som er blevet hårdest ramt af coronakrisen. […] Hvor kampen om kommissionsformandsposten splittede den ellers fast sammentømrede storkoalition mellem kristendemokrater, socialdemokrater og liberale, har de politiske grupper i Europa-Parlamentet stået sammen i deres kommunikation om parlamentets position i forhold til budgettet. Europa-Parlamentets resolution blev vedtaget med et massivt flertal. Resolutionen genfremsætter parlamentets forslag for eksempel nødvendigheden af at have egne indtægter og vigtigheden af at prioritere klima og lægger op til forhandling med Rådet. Det betyder ikke, at Europa-Parlamentet skal forvente at se alle dets holdninger afspejlet i det endelige budget, ligesom det ikke kan rykke ved selve budgetrammen. Men det indikerer, at parlamentet formår at spille sin rolle ved at minde stats- og regeringslederne om unionens politiske prioriteter og stå fast på, at løsninger skal findes med hensyn til egne ressourcer og opretholdelse af retsstatsprincippet.”
Information, lørdag, s. 26 (17.08.2020)

Skal EU være kræmmermarked eller fællesskab?
Jyllands-Posten bringer mandag et debatindlæg af Jens Rohde, MF, EU-ordfører for Radikale Venstre, tidl. medlem af Europa-Parlamentet. Han skriver blandt andet: ”Ingen har profiteret mere af Europa end vi, der lever i dag, og hvis vi svækker Europa og fællesskabet, handler vi imod egen livsstil. Det er væsentligt at huske på i efterårets forhandlinger om en ny Europa-aftale i Folketinget. […] Brexit, Putin og Trump og deres indbyggede trusler mod kontinentet bør få os til at overveje konsekvenserne af et løst fællesskab. De bør bibringe os den erkendelse, at Europa ikke blev reddet af nationale løsninger og et sæt uforpligtende fælles værdier. Hitler blev ikke besejret af værdier og løsøre. Han blev slået med magt og sammenhold. Alternativet er et tomt hylster, en kraftesløs krop og de europæiske borgere reduceret til nyttige brikker med ligegyldige holdninger i andres spil. Europa må investere sig selv på fællesskabets præmisser. Vi skal turde formulere ambitiøse mål. Sådan som amerikanerne gjorde det for 200 år siden. Europa er ikke USA. Men der er tydelige paralleller i de historiske udfordringer. Det så Winston Churchill. Det så Jean Monnet. Det så Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer. Han udtrykte det med ord, som er lige så gyldige i dag, som de var i 1954: ”Europas enhed var en drøm for de få. Den blev et håb for mange. Den er i dag en nødvendighed for os alle”. Lad os gå fra kræmmermarked til fællesskab. Må dette være bagtæppet for efterårets forhandlinger om en ny Europa-aftale i Folketinget.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 19 (17.08.2020)

Vi må være solidariske med tyskerne
Berlingske bringer lørdag et debatindlæg af Yanis Varoufakis, tidligere græsk finansminister i Grækenland, som blandt andet skriver: ”Knap var EU's genopretningsfond for coronakrisen vedtaget, før den blev hyldet som Europas første skridt i retning af en skatteunion. Men om noget vil den fælles gæld, som er sneget ind i at finansiere fonden, vise sig at være dødsstødet for en ægte skatteunion. […] EUs nye genopretningsfond på 750 mia. euro risikerer at gøre splittelsen i Europa dybere. Udover at fonden makroøkonomisk ikke har nogen betydning, er det umagen værd at betragte den fra en typisk tysk lønmodtagers synspunkt i de laveste 50 procent af befolkningen. Den tyske regering påtager sig ansvaret for 100 mia. euro i ny gæld, som EU vil bruge på at hjælpe udlændinge gennem de økonomiske konsekvenser af coronapandemien. […] Når fonden i de næste par år bliver aktiveret, vil Tysklands eliter granske Italiens, Spaniens og Grækenlands regnskaber. Det vil aflede de tyske lønmodtageres vrede over de offentlige besparelser, som de (lige som italienske, græske og spanske lønmodtagere) må lide under, i retning af deres italienske, spanske og græske modparter - helt naturligt vil gengælde vreden. Det er ikke en opskrift på at samle Europa. Det er en opskrift på at splitte mennesker, hvis interesser faktisk falder sammen. De af os, der virkelig ønsker at samle Europa, har en pligt til at begynde at vise solidaritet med den halvdel af tyskerne, som ejer 1,5 procent af landets velstand. Før vi overhovedet nævner euroobligationer, må vi først føre kampagne for højere tyske lønninger, et forbud mod at virksomheder køber egne aktier og skarpe grænser for bonusser i virksomhederne. Derefter må vi vise vores tyske venner, at EUs nuværende politik øger uligheden i Tysklands velstand og gør de øverste 0,1 procent rigere, mens flertallet får det sværere. Endelig må vi forklare dem, hvad en ægte skatteunion betyder: Overførsel af velstand, ikke fra Tyskland til Grækenland eller fra Holland til Italien, men fra Hamburg, Lombardiet og Nord-Athen til Thüringen, Calabrien og Thrakien.”
Berlingske, lørdag, s. 14 (17.08.2020)

Interne anliggender

Et rædselsår for vores ældre
B.T. skriver blandt andet i sin leder mandag: ”2020 vil næppe blive savnet af ret mange for ret meget, når vi vender kalenderbladet til det næste. Det har været et hæsligt år for mange, men ingen har som gruppe indtil videre haft et værre år end vores ældre. […] De voldsomme indskrænkninger i besøg på plejehjem tidligere på året og sagen om Else Marie Larsen viser begge, at ældre i alt for høj grad bliver betragtet som nogle, samfundet kan tillade sig at koste rundt med uden respekt. I slutningen af påsken lød det endda fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at ældre må indstille sig på at leve i isolation resten af året. En uhyggelig og umenneskelig tanke. De ældre skal i centrum af en kommende reform af ældreområdet, der SKAL indeholde friere valg for den enkelte til at indrette sig, som man måtte finde bedst. For nogle er en plads på det kommunale plejehjem måske den rette løsning, mens andre vil finde sig bedre til rette på et friplejehjem. 2020 blev et annus horribilis for vores ældre - lad det kun gå fremad herfra.”
B.T., mandag, s. 2 (17.08.2020)

Regeringens slingrekurs truer rejsebranchens eksistens
Berlingske bringer søndag et debatindlæg af Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører og medlem af Folketinget for Venstre, som blandt andet skriver: ”Regeringens slingrekurs i forhold til rejsevejledningerne er godt på vej til at klemme det sidste liv ud af rejsebranchen. […] Regeringen var allerede midt i maj fuldt bekendt med EU-Kommissionens køreplan og ønske om, at EU-landene åbnede igen fra 15. juni. Vores naboer i Tyskland vælger - som mange andre EU-lande - at følge EU-kommissionens anvisninger. 27. maj meddeler den tyske regering, at de fra 15. juni åbner for rejser til 31 europæiske lande. Blot to dage senere beslutter den danske regering at gå i den stik modsatte retning. For så tre uger senere at gøre præcis som Tyskland. Det kunne og burde være håndteret helt anderledes. Havde regeringen ikke været så bombastisk i sine udmeldinger, men håndteret spørgsmål om rejseaktivitet i intervaller og ud fra objektive kriterier, ville rejsebranchen ikke befinde sig i de store økonomiske vanskeligheder, som den befinder sig i nu.”
Berlingske, søndag, s. 35 (17.08.2020)

Klima

Haldor Topsøe ser guld i nye grønne brændsler
I sommerens budgetaftale har EU afsat et firecifret milliardbeløb til klimaomstilling og det massive fokus på især brint og relaterede klimavenlige brændsler som ammoniak og metanol åbner stort potentiale for den danske kemivirksomhed Haldor Topsøe. Det skriver Børsen mandag. “Der sker rigtig meget i øjeblikket - og især i Nordeuropa, hvor vi har masser af grøn strøm, skal vi sikre os, at vi også kan lagre og bruge den i nogle af de sværeste sektorer,” siger Kim Grøn Knudsen, direktør for bæredygtige løsninger i Haldor Topsøe og han tilføjer: “Det skal vi øve os på allerede nu. Så det er jo rigtig godt, at man fra politisk hold vælger at investere, så vi kan få industrialiseret teknologien.” EU's klimakommissær Frans Timmermans præsenterede i juli en ny brintstrategi med et mål om en massiv udbygning af kapaciteten i Europa til 10 mio. ton i 2030. Kommissæren sagde i et interview med Børsen og seks europæiske medier, at det er “en kæmpestor ambition. Men vi mener, det er muligt”. Kim Grøn Knudsen tror ligesom EU-kommissæren på, at det vil være muligt at bruge brint i den store industrielle skala indenfor ti år.
Børsen, mandag, s. 21 (17.08.2020)

Landbrug

Søren Gade inddrager EU-Kommissionen i Hav Line-sag
Søren Gade (V), MEP, næstformand i EU-Parlamentets fiskeriudvalg, mener, at med Hav Line-sagen svækker Norge EU's og sin egen position i brexitforhandlingerne, men Norge afviser. Gade ser de norske regler som et brud på EØS-reglerne om varer og tjenesteydelsers fri bevægelighed og vil derfor inddrage EU's fiskerikommissær, Virginijus Sinkevičius. “Hvis Norge ustraffet kan gøre, som man har gjort, så ser det sort ud for europæisk fiskeindustri. Norge svækker EU's og sin egen position i brexit-forhandlingerne, som kan ende med, at briterne kræver nationale landinger for at indgå en aftale. Storbritannien kan lade sig inspirere af Norge og påpege, at EØS-medlemmer som Norge ustraffet kan indføre begrænsninger i varernes frie bevægelighed med krav om nationale landinger. Det stiller os alle sammen svagere,” siger Gade. I en mail til Børsen skriver Norges fiskeriminister Odd Emil Ingebrigtsen (H), at det ikke er et EU-anliggende og han vælger ikke at kommentere brexit-aspektet. Fra Gade lyder det: “Norge kan ikke både have en frihandelsaftale med EU og samtidig beskytte sin egen industri. Det kan unionen ikke se stiltiende på.” Men i e-mailen til Børsen understreger Odd Emil Ingebrigtsen, at Norge ikke har frihandelsaftale om fiskeriprodukter med EU. “Det allermeste af EU har told på import af norske fisk, og man øger bearbejdningsgraden netop for at beskytte egen industri,” skriver han.
Børsen, mandag, s. 10 (17.08.2020)

Andre

Migration, Grænsekontrol og corona har bremset flugten over Middelhavet
Fem år efter at en million flygtninge ukontrolleret rejste ind i Europa, kommer der langt færre migranter ind i EU, skriver Kristeligt Dagblad mandag. Migrationsforskere mener, at prisen for de lukkede grænser har været høj rent moralsk, for grænsevagter udsætter migranter i blandt andet Libyen for grove overgreb. ”EU udstyrer den libyske flåde med træning og materiel, så libyerne kan opsnappe flygtninge inden for Libyens grænser. På den måde undgår man at komme i konflikt med konventioner om beskyttelse af flygtninge, der ankommer til EU. Men det er også en aftale, som udfordrer Europas selvforståelse og respekten for menneskerettigheder, for kan vi retfærdiggøre, at vores velstand og sikkerhed er baseret på den veldokumenterede vold og tortur af migranter i de libyske fængsler?” siger Hans Lucht, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Adjunkt ved Aalborg Universitet, Martin Lemberg-Pedersen, mener også, Europa har betalt en høj pris rent moralsk for de lukkede grænser. Morten Løkkegaard, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, mener, at den skærpede grænsebevogtning har været et helt nødvendigt skridt, men medgiver, at det er ulykkeligt, når migranter behandles umenneskeligt i libyske fængsler. ”Det er en forudsætning for, at vi kan begynde at føre en fælles asylpolitik i EU. I den forstand er det en succes, at så få kommer til Europa,” siger Morten Løkkegaard og fortsætter: ”Hvis man kritiserer aftalen med Libyen, så må man også skitsere et alternativ. Hvad vil man så gøre for at undgå, at millioner af mennesker strømmer ind i Europa og skaber en kaotisk situation. Som politikere kan vi ikke bare anskue tingene ud fra en moralsk synsvinkel. Vi har en politisk opgave i forhold til at finde ud af, hvordan Europa kan fungere på den lange bane, og derfor er det nødvendigt at finde en fornuftig balance i forhold til indvandringen.”
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1, 3 (17.08.2020)

Migration

Dansk hjælp til hjemsendelse af migranter
Danmark giver 15,4 mio. kr. til migrantprojekt på Vestbalkan, som skal rådgive migranterne på Vestbalkan om hjemrejsen. Det skriver Jyllands-Posten mandag. ”Tusindvis af migranter opholder sig på Balkan. De vil gerne længere nordpå, men Europas grænser er ikke åbne. Der er nemlig ikke fri indvandring. Derfor er migranterne strandet i flere lande på Balkan. De lande løfter nu en stor opgave for hele Europa. Dem vil vi gerne aflaste. Derfor bruger vi nu 15 mio. kr. på at få migranter til at rejse frivilligt til Mellemøsten, Pakistan, eller hvor de nu kommer fra,” lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen. FN's Organisation for Migration (IOM) står for projektet, som bliver støttet af Holland, Tyskland, Østrig og EU.
Jyllands-Posten, mandag, s. 8 (17.08.2020)

Sikkerhedspolitik

Atomalderen er ankommet til den arabiske verden
De Forenede Arabiske Emirater har som det første arabiske land i Golfen indviet fire atomkraftværker, skriver Information mandag. Paul Dorfman, energiforsker ved University College of London og en af verdens førende eksperter, når det gælder studier af atomprogrammer i Mellemøsten, mener, at det sker på et tidspunkt, hvor et stigende antal lande i regionen også er i gang med at opbygge atomprogrammer, hvilket kan føre til, at landene evner at udvikle kernevåben. ”Det faktum, at De Forenede Arabiske Emirater råder over verdens bedste solenergiressourcer, gør deres enorme investeringer i atomenergi utroligt bekymrende,” siger Paul Dorfman til Information over telefon og fortsætter: ”Emiraterne samarbejder godt nok med Det Internationale Atomagentur, men der er en reel og begrundet frygt for, at det udvikler sig til mere. Opbygning af civile atomprogrammer i en anspændt region er kontroversiel, da man hurtigt kan komme nogle skridt nærmere evnen til at producere kernevåben. ” Han mener, at det mest bekymrende er, at atomkraftværkerne ikke har nogen 'core-catchers', hvilket groft sagt betyder, at hvis uheldet er ude, og kernen smelter, så lever kraftværkerne ikke op til de nødvendige sikkerhedskriterier. ”De har helt sikkert andre sikkerhedsmekanismer, men de ville aldrig få lov at blive bygget i eksempelvis EU,” siger Paul Dorfman og fortsætter: ”Man kan jo ikke hindre landene i at anskaffe sig atomkraft. Det er på en måde deres ret, og hvis de har pengene, kan de jo bare bygge løs på atomkraftværker. Men der er jo brug for enorme foranstaltninger, hvis det her ikke skal føre til et potentielt regionalt atomkapløb, og vi kan kun håbe på en mere rationel politik i USA efter valget i november.”
Information, mandag, s. 12-13 (17.08.2020)

Macrons krigsskibe skal stoppe Erdogans kanonbådsdiplomati
Politiken bringer en analyse af Europakorrespondent Michael Seidelin, som blandt andet skriver: ”Præsident Macron handler, hvor EU og Nato tøver. Frankrig vil ikke acceptere forsøg på historisk comeback i Middelhavet og Mellemøsten. […] De voldsomme protester fra Nato-landet Grækenland mod Nato-landet Tyrkiets mildt sagt provokerende optræden har ikke fået Recep Erdogan til at stoppe sit kanonbådsdiplomati over for et andet Nato-land. Men tidligere på ugen besluttede Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at spøgen har varet længe nok. Efter samtaler med Grækenlands regeringschef Kyriakos Mitsotakis sendte den franske præsident to krigsskibe og jagerfly til området som udtryk for en markant støtte til Grækenland efter et mindre sammenstød mellem en tyrkisk og en fransk fregat. Det er et klart signal til Recep Erdogan om, at han ikke har interesse i at gå videre, og EU-landene drøftede sagen på et udenrigsministermøde fredag, der på vanlig EU-vis endte med et kompromis: ingen sanktioner mod Tyrkiet, men politisk støtte til Grækenland. […] Over for EU er præsidentens trumfkort den over en million migranter og flygtninge, som befinder sig i Tyrkiet, og som Recep Erdogan med få timers varsel kan sætte i bevægelse mod de europæiske kyster og grænser. I forhold til Nato er sagen enkel: Tyrkiet beskytter Nato's sydlige flanke, som uden Tyrkiet vil være helt åben, som landets udenrigsminister mindede om i en høring i det franske senat sidste måned. Hidtil har afpresningen fungeret over for et splittet EU og Nato, og Erdogan antyder jævnligt, at Rusland og Kina kan blive nye allierede. Men nu får han langt om længe modspil i form af advarslerne fra Emmanuel Macron, der råder over anderledes økonomiske, militære og diplomatiske ressourcer end Recep Erdogan.
Politiken, mandag, s. 2 (17.08.2020)

Udenrigspolitik

Comeback til Trump
Politiken skriver blandt andet i sin leder lørdag: ”En historisk milepæl, kalder Donald Trump den fredsaftale mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, han torsdag viftede med i Det Hvide Hus. Historisk, ja, men det er da primært i udmålingen af den ufortyndede storpolitiske og menneskelige kynisme, aftalen er skrevet på. For reelt betaler det palæstinensiske folk for aftalen ved at få undergravet deres legitime ret til at få deres egen stat. At både USA og De Forenede Arabiske Emirater har den uforskammethed at kalde aftalen en gave til den palæstinensiske sag, viser blot den ryggesløse løgnagtighed, Donald Trump har gjort til politisk drejebog. […] Så når Donald Trump formår at lande torsdagens fredsaftale, er der tale om et ganske imponerende politisk og diplomatisk håndværk, hvor forfærdende indholdet end er. Fredsaftalen bør kalde på EU's og resten af den vestlige verdens stærke og samlede fordømmelse. Men den bør samtidig minde Joe Biden og hans vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, om, at Donald Trump trods national katastrofekurs med corona ude af kontrol og borgerkrigslignende raceuroligheder langtfra er en færdig mand.”
Politiken, lørdag, s. 1 (17.08.2020)

Derfor kissemisser dansk politi med Kinas torturministerium
Berlingske bringer en kommentar af Pierre Collignon, debatredaktør. Han skriver blandt andet: ”En stribe sager har afsløret en forunderlig dansk vilje til at lege med Kinas kommunistiske diktatur. Nu må politikerne tage debatten: Hvorfor har Danmark et ”strategisk partnerskab” med Kina? […] Når man ser tilbage, er det slående, hvor lidt debat den dansk-kinesiske pagt udløste i sin tid. Alle ville med på det kinesiske væksttog, og vi bildte hinanden ind, at det også gik fremad med menneskerettighederne i Kina. I dag er solskinssnakken ved at forstumme. Kinas åbne angreb på Hongkong-borgernes friheder har vakt furore verden over. Massive interneringslejre er blevet afsløret i Xinjiang-provinsen, og der er under Xi Jinpings ledelse skruet op for censur og forfølgelse af kritikere. Samtidig er der - ikke mindst takket være amerikansk pres - rettet fokus mod, at Kina udgør en sikkerhedsmæssig trussel. Præsident Donald Trump har tvunget europæerne til at diskutere farerne ved at lade en kinesisk virksomhed som Huawei stå for udrulning af 5G-mobilnetværk. […] Det er tid til, at politikerne nu også tager ansvar og diskuterer, hvad vi vil med det strategiske partnerskab med Kina fremover. Det nuværende arbejdsprogram løber frem til udgangen af året, så vi skal tage stilling til et nyt: Hvad vil vi bevare? Hvad vil vi droppe? Er tiden ikke kommet til at indse, at samarbejdsprojekter om menneskerettigheder ikke har båret frugt? Og er det ikke bare moralsk forkert at give en totalitær politistat legitimitet ved at samarbejde på politiområdet? Statsminister Mette Frederiksen tog i maj et vigtigt skridt ved at slå fast, at hun betragter hele 5G-nettet som kritisk infrastruktur, der ikke må falde i hænderne på nogen, vi ikke kan stole på. Men vi savner den store debat om, hvilket forhold vi egentlig ønsker at have til Kina i fremtiden.”
Berlingske, lørdag, s. 3 (17.08.2020)

Eksplosionen i Beirut har undermineret støtten til Hizbollah
Hizbollah er ikke Libanons mest korrupte parti, men efter den gigantiske eksplosion i Beirut er det dem, som er i de største problemer, skriver Berlingske mandag. Gruppens guerillakrigere kan nemlig ikke bare gå i eksil i modsætning til landets korrupte jetset-oligarker. Hizbollah står mere svækket, end de har gjort i årtier og det der tidligere blev hvisket i krogene, bliver nu råbt på pladserne: ”Slangens hoved er Hizbollah. Først skal det kappes af, bagefter tager vi kroppen,” lød det fra en taxachauffør ved navn Bilal, som Berlingske talte med til en demonstration. Hizbollah er både et shiamuslimsk, libanesisk politisk parti og en iranskstøttet militant gruppering og gruppen står på både USAs og EUs terrorliste. Hizbollah selv ser sig først og fremmest som en modstandsbevægelse, men i takt med, at den har fået indflydelse nok til at kunne rejse og vælte regeringer i landet med et knips med fingrene, bliver den af de fleste libanesere nu set som en del af etablissementet. ”De startede som en modstandsbevægelse. Men det virker nu, som om at dem, de forsøger at gøre modstand imod, er os, libaneserne, det folk, de hævder at ville beskytte,” siger 30-årige Julien, der til daglig arbejder som TV-tilrettelægger, til Berlingske. Siden oktober sidste år har han været en del af de folkelige protester mod den politiske klasse, som kun er blevet mere vrede og voldelige efter eksplosionen i sidste uge.
Berlingske, mandag, s. 12-13 (17.08.2020)

Emiraterne og Israel har brudt den arabiske afvisningsfront
Information bringer en analyse af journalist Lasse Ellegaard. Han skriver blandt andet: ”Fredsaftalen mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater er konkret uden indhold, men politisk betydningsfuld som første sprække i årtiers regionale isolation af den jødiske stat. […] Det er velkendt, at Israel og UAE gennem en årrække har plejet hemmelige kontakter med udveksling af efterretninger, primært om Iran - naboland til UAE - og denne nye aftale kan ses som en formalisering af dette samarbejde. Ifølge Det Hvide Hus ventes Oman og Bahrain at blive de næste Golf-stater, der åbner op for normalisering med Israel - det var således i Bahrain, at Donald Trumps 'tilbud' til palæstinenserne om økonomisk kompensation for opgivelsen af basale politiske rettigheder i forbindelse med det amerikanske fredsudspil blev lanceret på et såkaldt økonomisk topmøde - uden at palæstinensere var repræsenteret. Det samme er tilfældet med den aktuelle aftale, der i hvert fald for en tid har afværget israelsk annektering af dele af Vestbredden. Palæstinenserne er ikke blevet spurgt ensige konsulteret om aftalen. Som dog ifølge de fleste israelske kommentatorer heller ikke under ingen omstændigheder - aftale eller ej - var blevet til noget. […] I skrivende stund har Saudi-Arabien, ophavslandet til fredsudspillet fra 2002, ikke kommenteret aftalen. Men magthaverne i Riydh er næppe imod - såvel UAE's kronprins og reelle hersker, Mohammed bin Zayed og den saudiske kronprins og de facto-leder, Mohammed bin Salman, anses for at være tætte allierede. I fjendskabet med (og frygten for) Iran har Saudi-Arabien nærmet sig Israel, blandt andet ved siden 2018 at tillade israelsk overflyvning af sauditerritorium ligesom forlydender om efterretningssamarbejde med salg af avanceret teknoklogi mellem de to lande har verseret i medierne.”
Information, lørdag, s. 10 (17.08.2020)

Fred eller konflikt i Colombia
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Mogens Pedersen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier og tidligere ambassadør i bl.a. Colombia. Han skriver blandt andet: ”Den colombianske regering søger at sabotere væsentlige dele af en fire år gammel fredsaftale. […] Trusler og drab på bondeledere og menneskerettighedsforkæmpere har været dagligdagen i Colombia i de seneste år, skønt borgerkrigen sluttede for snart fire år siden. […] Fredsaftalen står højt på den internationale dagsorden. FN har en specialudsending i Colombia med en mission på over 500 medlemmer, der monitorerer aftalens gennemførelse. Også EU støtter klart aftalen - man har en særlig udsending for fred i Colombia. Både FN og EU har etableret fredsfonde. EU's fond støttes økonomisk af flertallet af medlemsstaterne. Som eneste nordiske land udmærker Danmark sig ved ikke at støtte nogen af fondene. […] Det bliver næppe under den nuværende regering, at fredsaftalen bliver gennemført i sin helhed. Det mest sandsynlige er, at regeringen forsøger at kravle over, hvor gærdet er lavest og ikke tager fat på de mere grundlæggende reformer i aftalen.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 18 (17.08.2020)

Hvornår får Danmark en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi?
Berlingske bringer søndag en kronik af Jessica Larsen, ph.d. og forsker ved Danish Institute for International Studies (DIIS). Hun skriver blandt andet: ”Da regeringen kom til i sommeren 2019, blev dens grundlag til i et såkaldt forståelsespapir med ligesindede partier. Det nævnte lige præcis ingenting om udenrigspolitikken. […] Lige nu står Danmark såvel som resten af den vestlige verden over for en række gamle uløste konflikter, mens en knopskydning af nye udfordringer udvikler sig dag for dag. Vi nævner i flæng corona, oliepriser, klimaforandringer, Arktis, Trump, Brexit, Hormuz, Sahel, Kina. For ikke at tale om den uendelige historie i Mellemøsten. […] EU er værdimæssigt vores naturlige partner for sikkerhed og vækst, men vi står overvejende uden for forsvarssamarbejdet på grund af vores forbehold til Maastrichttraktaten, og EU vakler alligevel i disse år under Brexit og interne politiske uenigheder. Corona gjorde ikke sagen bedre. […] Danmark agerer i en udenrigspolitisk situation præget af konstant omvæltning. Men faktisk har vi efterhånden levet med denne usikkerhed og uforudsigelighed længe nok til, at vi aner konturerne af nye geopolitiske poler omkring USA, Kina, Europa og måske Rusland og på en eller anden måde Indien. Imens EU er halvt lammet af interne uenigheder mellem nord, syd, øst og vest, og NATO bakser med identitetskriser, Trump og et besværligt Tyrkiet, kan Danmark bruge lejligheden til at gå i front og skrive for - og bruge de dygtige diplomater, vi dog endnu har tilbage i udenrigstjenesten - til at omsætte vores strategiske dagsorden dér, hvor det gælder. […] Indtil videre mangler vi både debatten og retningen.”
Berlingske, søndag, s. 32-33 (17.08.2020)

Macron har vist vejen i Mellemøsten
Berlingske skriver blandt andet i sin leder lørdag: ”Vi så EUs toppolitik fra sin bedste side med den franske præsident, Emmanuel Macrons, nylige besøg i Beirut efter den forfærdende eksplosion, der kostede libanesiske liv og satte den sidste portion af respekt for landets myndigheder over styr. […] I det hele taget er Mellemøsten gennemsyret af skrøbelige situationer, der hurtigt kan sende nye flygtningestrømme til Europa. Derfor bør EU blive betydeligt mere synlig i alle dele af freds- og stabiliseringsprocesserne. Ikke blot gennem - som hidtil - militære interventioner, som vi har kendt til for nogle år siden i Irak, men i høj grad ved at støtte reformprocesser i de arabiske lande. God regeringsførelse og civilsamfundets muligheder for at øve indflydelse i samfundene er det, vi i EU er gode til. Det skal vi udnytte i højere grad. I mangel af amerikansk lederskab i Mellemøsten er det vigtigt, at EU er med på alle planer i Mellemøsten. Ganske vist ser det ud til, at USA har fået gennemført en fredsplan mellem De Forenede Arabiske Emirater og Israel. Men ingen kender planen i detaljer, og hvis man kender Mellemøsten ret, så kan en sådan fredsplan hurtigt blive forvandlet til en krigsplan. Fredsplaner er godt. Men det vil være bedre, hvis Europa blander sig mere og viser, at man vil noget med det fælles udenrigspolitiske initiativ, vi har i EU. Europæerne kan noget, som USA og Rusland ikke kan. Vi stoler ikke alene på rå magt. […] I det hele taget viser eksplosionen i Beirut og Macrons besøg, at der lyttes til os, når vi viser os. For europæerne står stadig i et positivt lys for mange i Mellemøsten. Men det må være sådan, at vi kommer til dem, før de kommer til os. Det har alle mest glæde af.”
Berlingske, lørdag, s. 2 (17.08.2020)

Man skal vælge sine venner med omhu
Jyllands-Posten bringer søndag et debatindlæg af Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører (V), som blandt andet skriver: ”Det vækker stor bekymring, at DF's udenrigsordfører Søren Espersen ser Rusland som en oplagt alliancepartner. Selv om vi kan blive enige om, at Kinas kommunistiske styres ageren i verden er uacceptabel, er Ruslands det bestemt også. Lad mig slå fast med det samme: Rusland er absolut ikke en mulig alliancepartner for Danmark, EU eller Nato i kampen mod et aggressivt Kina. Lad mig blot nævne, at Rusland på daglig basis forsøger at ødelægge kritisk infrastruktur gennem hacking, aflytning og afpresning i Europa og resten af den fri verden. […] Rusland er en trussel mod Danmark, Europa og Nato nu og i fremtiden. Putin fremviste for kort tid siden en række dommedagsvåben, herunder et hypersonisk atommissil, der har mulighed for at ramme overalt på jorden inden for kort tid. Jeg ved ikke, hvilke kilder Søren Espersen benytter sig af, men hvis man skal tage Putins ord for gode varer, tyder det ikke ligefrem på en pragmatisk tilgang til en militærkonflikt. Samtidig viser Ruslands konfliktoptrappende adfærd over for EU's østeuropæiske medlemslande, at russerne ingen intentioner har om samarbejde og deeskalering. Russerne forstår magtens sprog, ikke diplomatiets, og derfor bør vi absolut ikke åbne døren på klem for dem.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 27 (17.08.2020)

Mens Vesten trues af diktatorer, er tavsheden fra Danmarks udenrigsminister øredøvende
Berlingske bringer et debatindlæg af Søren Pind, bestyrelsesformand og fhv. folketingsmedlem og minister for Venstre. Han skriver blandt andet: ”Vesten svækkes gradvist af autoritære kræfter, og selv tæt på Europa har man ikke fortidens handlekraft. […] I dag sidder Assad sikkert på magten i Syrien. Rusland har sikret sig en strategisk adgang til Middelhavet og baser i landet. Hongkong er faldet i det kinesiske diktaturs hænder. Håbet om, at Kina ville blive til Hongkong og ikke omvendt er bristet. […] EU er blevet svækket af Storbritanniens udtræden, NATO svækkes af præsident Trump, og det fællesskab, der succesrigt har holdt fred i Europa siden 1945, formår ikke at afskrække diktaturer fra at udfordre og diktere termer i forhold til verden. Det er uholdbart. […] Hvor er Vesten? Kan hænde Danmark er et lille land. Men vores stemme er ikke ubetydelig. Tal dog. I modsat fald vil vi se en stigende hastighed, hvormed verdens diktaturer vil sætte sig på definitionsretten. Vil slukke frihedssøgende stemmer. Vil erobre land og sprede angst og underkuelse. Det går ikke at tie længere. Krim. Hongkong. Hviderusland. Nok er nok. Kræfterne må samles om endnu en indsats i det store spil. Og endnu en kamp for frihed, ret og demokrati som verdens rettesnor.”
Berlingske, lørdag, s. 12 (17.08.2020)

Trumps Kinapolitik er topmålet af hykleri
Information bringer mandag en kommentar af forfatter lan Buruma, som blandt andet skriver: ”Mens USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, blæser til kamp for at få Kina til at ændre sig, kalder Donald Trump Xi Jinping for 'min gode ven'. USA trækker selv tæppet væk under de alliancer, landet har behov for. […] Sandt er det, at Det Kinesiske Kommunistparti står i spidsen for en diktaturstat og ofte agerer fjendtligt over for demokratiske lande. Men der er grænser for, hvad 'den frie verden' kan gøre for at ændre Kinas indenrigspolitik, hvor hæslig den end er. Kina er alt for magtfuldt og dets økonomiske interesser for betydelige. At kaste verden ud i ny kold krig er alt for farligt. Kun kineserne selv kan bryde kommunistpartiets magtmonopol. At anspore til et 'regimeskifte' ved ekstern magt er vanvid. […] Hvordan forsvarer vi bedst den resterende frie verden imod nedbrydningsstrategier fra et rigt, magtfuldt og aggressivt diktatur? Pompeo gør ret i at fremhæve betydningen af solidaritet. Beskyttelse af vores fælles interesser opnår vi bedst gennem internationale organisationer, der kan sikre og håndhæve fælles regler og love. Derfor fik vi FN, WTO, WHO og EU. Disse organisationer har klare mangler, og man skal ikke tro, at diktaturstater bliver mindre repressive af at blive inviteret indenfor som medlemmer. Heraf følger ikke, at vi så bør opgive eller ignorere disse institutioner.”
Information, mandag, s. 2 (17.08.2020)