Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information20. august 2018Repræsentationen i Danmark

Mandag den 20. august

Tophistorier

Grækenland er i krise trods hjælp
Flere medier skriver, at Grækenland fortsat lider. Jyllands-Posten søndag skriver, at selvom græsk økonomi klarer sig bedre, og landets tredje og sidste hjælpepakke nu udløber, er krisestemningen på ingen måde forsvundet. Arbejdsløsheden er stadig tårnhøj, lønningerne er faldet drastisk, og hundredtusindvis af unge har forladt landet i jagten på en bedre fremtid uden for Grækenland. Timoleon Theofanellis er, ligesom mange andre grækere, frustreret over landets og sin egen økonomiske situation efter knap et årti med en gældskrise, der på mange måder har suget alt håb om en lysere økonomisk fremtid ud af det græske folk. Den græske familiefar gør sig derfor heller ingen forhåbninger om, at hverken den spæde opblomstring i Grækenlands økonomi eller landets farvel til hjælpepakker, som mange tillægger stor symbolsk betydning, kommer til at ændre noget for ham og hans familie. ”Der tales meget om, at hjælpepakkerne stopper nu. Regeringen siger, at alt vil blive godt igen, men folk tror ikke rigtig på det. Spareplanerne vil bare blive ved, tror jeg,” siger han. Børsen mandag, skriver at danske Hempel forsat tror på Grækenland. ”Selvom krisen har tvunget nogle virksomheder til forsøg med eksport, har det, grundlæggende ikke forandret sig. Grækerne er verdensmestre i shipping. Til at købe billigt og sælge dyrt. Nu tjener de også penge på selve skibsfarten. Men Grækenland er intet uden shipping og turisme, der er ikke ingen rigtigt store virksomheder. Nogle blev tvunget til at eksportere, men jeg frygter, at de glemmer det, hvis økonomien i hjemmemarkedet kommer tilbage,” siger Keld Laursen, general manager for Hempel Coatings Hellas S.A.. Under og efter den dybe krise har EU og OECD påpeget, at græsk erhvervsliv næsten kun består af turisme og shipping. Børsen mandag skriver også, at der kan være store investeringer i vente til Grækenland, da Grækenland er langt fra EU's 2020-mål på vedvarende energi. “Grækenland mangler 2,5 gigawatt (GW) vedvarende energi, hvoraf de 1,5 GW skal være vind for at nå 2020-målene. Det er en firedobling fra de eksisterende 400 MW, og lig med en milliard euro i investeringer. Desværre tøver de udenlandske investorer med Grækenland,” siger Marios Zangas, head of Vestas Hellas & Cyprus. Han peger på, at Vestas burde have flere møller i Grækenland. Der er meget åbent land, der ikke kan bruges til meget andet, og gode vindforhold. Vinden er konstant og stærk. Men Marios Zangas erkender også, at der er afgørende problemer. Især med finansiering, hvor man mangler en opgradering af græsk gæld, der vil blive afspejlet i en positiv vurdering fra investorerne og i lavere renter. Jyllands-Posten søndag fortæller, at græsk økonomi er i bedring og siger nu farvel til hjælpepakker. Men prisen har været høj. Siden 2010 har den græske økonomi været afhængig af krisehjælp fra EU og internationale kreditorer. Men nu er det slut. Mandag ophører den tredje og indtil videre sidste græske hjælpepakke, og det sydeuropæiske land, hvis gældskrise fik hele det europæiske samarbejde til at vakle, skal nu igen til økonomisk at stå på egne ben. ”Det er en milepæl for både Grækenland og for EU,” siger Jakob Ekholdt Christensen, chefanalytiker i Danske Bank og tidligere medarbejder i EU-Kommissionen, hvor han var med til at forhandle om hjælpepakker til Grækenland. Også Jesper Rangvid, professor på CBS, kalder det et positivt tegn, at Grækenland nu skal tilbage til normale vilkår. ”Der er stadig en meget stor arbejdsløshed i Grækenland, og lønningerne og økonomien er faldet meget voldsomt. Men der er ingen tvivl om, at det ser bedre ud end for bare et år siden,” siger han.
Jyllands-Posten søndag, s. 1, 12-13; Børsen mandag, s. 20-21 (20.08.2018)

EU er fortsat midt i en migrationskrise
Flere medier skriver om migrationskrisen fra Afrika til Europa og dets konsekvenser. Berlingske mandag skriver, at selvom tilstrømningen af migranter er den laveste i årevis, diskuterer de europæiske ledere fordelingen af dem med stadig større intensitet. Det er aftalerne med Tyrkiet og Libyen om at begrænse trafikken, der virker. Samt EU-landenes arbejde med at få transitlande til at bremse migranterne, før de når frem til Middelhavets kyster, påpeger eksperter. Alligevel har debatten om migration denne sommer raset med hidtil uset intensitet. ”Som vi ser det, befinder EU sig i en politisk krise snarere end en migrationskrise. Selvom antallet af ankomne migranter, for tiden er ubetydeligt, har folk indtryk af, at situationen er ude af kontrol,” vurderede Leonard Doyle, der er talsmand for den internationale migrationsorganisation IOM. Meningsmålinger viser også, at befolkningerne i en række EU-lande fortsat ser migration som det vigtigste samfundsproblem, samt at de belønner en hård kurs i spørgsmålet. Eksempelvis støtter 59 procent af italienerne den nye regerings beslutning om at lukke havnene. Senest blev en alliance af villige lande, der blandt andet omfatter Tyskland, Frankrig, Spanien og Portugal, i sidste uge enige om at fordele 141 migranter fra skibet Aquarius. Aftalerne indgås foreløbig fra gang til gang og uden nogen som helst deltagelse af østeuropæiske lande. Men de synes at være et første skridt i opbygningen af et nyt europæisk system, siger kilder i den franske regering til Le Monde. Omvendt bliver EU-landene nødt til at finde en effektiv løsning, hvis tilstrømningen af migranter igen begynder stige. Information lørdag fortæller, at Spaniens helt nye premierminister, lederen af det spanske socialistparti, Pedro Sanchez, åbnede sit lands havne for skibet Aquarius. Dermed ville han slå en mere flygtningevenlig politik an og lægge afstand til det, hans udenrigsminister beskrev som Italiens brutale isolationspolitik. Og nu er det ruten mod Spanien, og ikke Italien, der er hovedvejen til Europa for flygtninge, der krydser Middelhavet. Det er en ny fremgangsmåde, der er opstået på grund af manglen på et fælles fungerende modtagesystem i EU. Det er femte gang siden juni, at enkelte EU-lande indbyrdes har forhandlet sig frem til en fordeling af flygtninge fra båd til båd. FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, roser den seneste aftale om flygtningene på Aquarius, men efterlyser en permanent fælleseuropæisk løsning, som skaber klarhed og forudsigelighed. FN's højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, sagde til de lande, der nægter at lade NGO-skibene komme i havn, at det er forkert, farligt og amoralsk at lade redningsskibe drive rundt i Middelhavet, mens regeringer kappes om at tage mindst muligt ansvar. Berlingske lørdag fortæller, at dobbelt så mange flygtninge og familiesammenførte til flygtninge forlod Danmark i 2017 sammenlignet med 2016. Det viser nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. ”Det er et udtryk for, at vores politik er slået igennem. Flygtninge skal rejse ud af landet, så snart forholdene i deres hjemland tillader det. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi ser markant flere flygtninge, der rejser hjem. Det viser, at de mange opstramninger på ydelser og familiesammenføringer har den ønskede effekt,” siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). En talsperson for EU's Grænseagentur, Frontex, oplyser, at de åbne grænser i Europa gør det umuligt at måle, hvor flygtninge tager hen, når de forlader Danmark. Lektor ved Institut for Statskundskab Jens Peter Frølund Thomsen finder de nye tal interessante, når det ikke er til at se, hvor flygtningene rejser hen: ”Det er gætteri, men jeg har på fornemmelsen, at de udrejste flygtninge rejser til andre europæiske lande, som er mindre restriktive og har en bedre tone overfor etniske minoriteter.” I et debatindlæg i Information mandag skriver Sofie Møller, post.doc. ved Cluster of Excellence Normative Orders på Goethe-Universitet Frankfurt am Main: ”Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer har indgået en aftale med Spanien, der giver Tyskland mulighed for at sende migranter, der ankommer til Tyskland via Spanien, tilbage. Nu forsøger Horst Seehofer at indgå lignende aftaler med Italien og Grækenland. Forhandlingerne er et resultat af den asylaftale, der afsluttede konflikten mellem den tyske kansler Angela Merkel og Seehofer i juli. En såkaldt ”fiktiv ikkeindrejse” løste dilemmaet mellem Angela Merkels løfter til de øvrige EU-medlemslande om at modtage migranter og Seehofers krav om, at man skulle afvise migranter ved Tysklands grænser. […] For at begrænse strømmen af migranter har Horst Seehofer derfor bedt Angela Merkel om at afvise flygtninge og indvandrere ved den tyske grænse og derved begrænse sin aftale med de øvrige EU-lande om at modtage migranter. Ideen om fiktiv ikke-indrejse tillader Tyskland at modtage migranter på sit geografiske territorium - uden at lade dem blive dækket af de tyske grundrettigheder, der ellers gælder for alle mennesker, som befinder sig i Tyskland.” Politiken søndag beretter, at Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er enig med tysk kollega i behovet for, at EU gør mere for at skabe vækst i Afrika. I sidste uge leverede udviklingsminister Gerd Müller fra magtfulde Tyskland en opskrift, der har sat gang i en større debat. Hvis den hastigt voksende befolkning i Afrika skal se en fremtid for sig på deres eget kontinent, kræver det millioner af nye jobs, som det kun er muligt at skabe, hvis EU i langt højere grad importerer afrikanske varer og investerer flere penge i Afrika, lyder det i en opsang fra ministeren fra det nationalkonservative regeringsparti CSU. Og de grundlæggende tanker får støtte fra den danske minister, der erklærer sig fuldstændig enig i det mål, som Gerd Müller beskriver. Når afrikanske migranter i hundredtusindvis har krydset Middelhavet de seneste få år, skyldes det oftest drømmen om arbejde. For udviklingen går i den forkerte retning: Afrika er de seneste år blevet dårligere til at producere og sælge sine varer. Fra 2012 til 2016 dykkede EU's import fra Afrika 40 procent. Det, der engang var et pænt afrikansk handelsoverskud, er vendt til et underskud. I 2017 rettede underskuddet sig lidt, men Afrika købte stadig netto varer i EU for små tre milliarder kroner om ugen. Underskuddet skyldes i høj grad prisfald på råvarer som olie og kobber. Men det ændrer ikke, at balancen er et kæmpeproblem, mener Tysklands konservative udviklingsminister, Gerd Müller. I sidste uge foreslog han, at EU nytænker sin handelspolitik og øger importen fra Afrika, for eksempel ved at lempe en række toldsatser på landbrugsvarer.
Politiken søndag, s. 12; Berlingske mandag, s. 13; Berlingske lørdag, s. 8; Information lørdag, s. 20; Information mandag, s. 16-17 (20.08.2018)

Prioritede historier

Kampen om klimaet
Weekendens og mandagens aviser skriver om forskellige klima og landbrugsproblematikker. Information skriver lørdag, at ti familier og en samisk ungdomsorganisation, Sáminuorra, indgav i maj et sagsanlæg imod EU under navnet People's Climate Case. Gruppen anklager EU for ikke at have sat høje nok ambitioner for bekæmpelse af klimaændringer. Med retssagen vil de have EU til at forhøje sine klimamål og anerkende, at beskyttelse mod klimaændringer er en menneskeret. Mandag blev sagsanlægget accepteret af EU-Domstolen. Europa-Parlamentet og EU-Rådet forventes at lægge et forsvar frem inden for to måneder. I et debatindlæg på Altinget mandag skriver Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, blandt andet: ”Ifølge EU kan den målsatte reduktion af CO2-emission frem mod 2030 ske med blandt andet indregning af kulstofoptag i jord. Når det sker, bliver landbrugets CO2-regnskab mere korrekt, og først da vises landbrugserhvervets reelle CO2-balance. Samtidig bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er at gødske korrekt og tilstrækkeligt. […] Ved at tilpasse gødskningen til planternes næringsbehov, som det skete med Landbrugspakken, blev der rettet op på klimaregnskabet med omkring 1 til 1,5 millioner tons CO2 per år. Det er ikke så ringe endda.” Bo Kristian Holm, Ph.d., lektor i dogmatik og centerleder, Aarhus Universitet, skriver i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad mandag: ”Danmark kunne spille en langt større rolle i europæisk politik - omstillingen af fossile kraftværker navnlig i Østeuropa må være en opgave for det europæiske fællesskab, som Danmark kunne forestå, og som alle EU-lande ville drage fordel af. Finansieringen kunne varetages af Den Europæiske Investeringsbank og blandt andet hentes fra Juncker-fonden, hvor det ville være oplagt, at Danmark øgede sit indskud. Men hvad med de fattigere udviklingslande? Disse lande fremfører med rette, at den "dyne af CO2", som allerede er blevet skabt i atmosfæren, helt overvejende er de gamle (og til en mindre grad de nyere, herunder Kina) industrilandes forpligtelse. Hvis udviklingslandene skal nå en levestandard, der minder om Vestens, så skal de have en betydelig økonomisk vækst med et deraf følgende energiforbrug, som i dag overvejende produceres på gamle kulkraftværker. Her har de rige lande en moralsk forpligtelse parret med betydelig egeninteresse i at støtte u-landenes omstilling til vedvarende energi - noget, der i omfang kunne minde om den Marshall-hjælp, som amerikanerne gav Europa kort efter krigen.”
Information, lørdag, s. 20; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 11; Altinget, mandag (20.08.2018)

Tiden er ved at løbe ud for Brexit
Den britiske premierminister Theresa May har opfordret de nationale regeringer til at presse på i EU for at lukke en aftale. Argumentet er, at det også vil være særdeles skadeligt for de nationale særinteresser, hvis forhandlingerne de næste måneder bryder sammen, skriver Information lørdag. Tidligere har den lettiske udenrigsminister vurderet, at risikoen for, at briterne forlader EU uden en aftale, er 50-50. Kristian Jensen er enig: “Jeg mener også, at 50-50 er en god vurdering, for tiden er ved at løbe ud, og vi bliver nødt til at rykke rigtigt hurtigt for at indgå en aftale, der vil være til gavn for bade Storbritannien og EU,” siger han til BBC. Jyllands-Posten skriver søndag, at en analyse, som den Internationale Valutafond, IMF, står bag, viser, at det bliver en dyr fornøjelse, hvis EU og Storbritannien ikke når til enighed om en aftale. I alt regner økonomerne med, at en såkaldt hård Brexit uden vidtrækkende handelsaftaler mellem Storbritannien og EU frem mod 2030 vil skære 1,5 procent af EU-landenes bnp. I kroner og ører svarer det ifølge nyhedsbureauet Reuters til et tab på mere end 1.600 milliarder kroner. En blød Brexit, der ville indebære, at Storbritannien forbliver en del af det indre marked, ville ifølge IMF kun få beskedne økonomiske konsekvenser. Jyllands-Posten bringer ligeledes søndag en artikel om arbejdsløsheden i forhold til Brexit. I en meget omtalt økonomisk analyse op til folkeafstemningen den 23. juni 2016 skrev det britiske finansministerium, at hvis briterne stemte "Leave", så ville et økonomisk chok ramme landet og medføre 520.000 flere arbejdsløse i løbet af to år. Og hvis det tilmed blev et alvorligt chok, ville arbejdsløshedskøerne vokse med hele 820.000 personer. Men to år efter, er det ikke gået som forudsagt af finansministeriet. I stedet for at vokse med over en halv million, så er arbejdsløsheden faldet med godt en kvart million, viser Jyllands-Postens beregninger af nye tal fra denne uge. Ledigheden er nede på 4 procent og ikke set lavere siden midt i 1970'erne. Jyllands-Posten skriver mandag, at advokater på det europæiske fastland forventer at få mere at lave, hvis Storbritannien forlader EU på den hårde måde, mens britiske advokater bliver taberne. Det viser en undersøgelse fra analysefirmaet Thomson Reuters. I et debatindlæg på Altinget fredag skriver Stine Bossen, formand for Europabevægelsen: ”For kun få uger siden ankom briternes - eller skulle vi hellere sige premierminister Mays - oplæg til forhandlinger med Den Europæiske Union. Et oplæg, som skulle forsøge at samle den regering, eller rettere det parti, der udskrev valget vedrørende briternes fortsatte medlemskab af Unionen. […] I Bruxelles må man have lov til at være noget undrende og efterhånden urolig for, om det overhovedet er muligt at nå en aftale. Dels på grund af tidspresset, og dels på grund af mandatet eller mangel på samme. Michael Barnier, EU's chefforhandler, har modtaget oplægget med ordene: "Jeg ser frem til forhandlingerne".[...] Men måske kommer hjælpen alligevel til briterne. Ikke fra os andre i EU, men fra hendes landsmænd, der i stigende grad indser, at løgnen og forførelsen var de fremtrædende principper i optakten til Brexit. […] Ifølge The Guardian er skiftet markant i Underhuset, og lavede man en afstemning i dag, vil 341 blive i EU, imod 288, der vil forlade. Dette kan være Mays og dermed EU's nøgle til en aftale.”
Information, lørdag, s. 4; Jyllands-Posten, søndag, s. 2, 14; Jyllands-Posten, mandag, s. 2 (20.08.2018)

Merkel og Putin har alle grunde til at samarbejde, men kan ikke
Den tyske kansler, Angela Merkel, og den russiske præsident, Vladimir Putin, mødes i dag i kanslerens officielle residens Meseberg uden for Berlin. Det skriver Kristeligt Dagblad i en nyhedsanalyse lørdag. ”De er Europas længst siddende ledere og ledere af de i øjeblikket to vigtigste magter i Europa, når det gælder de centrale sikkerhedsspørgsmål, men de harmonerer hverken personligt eller politisk. Selvom de ideelt set er nøglen til mere sikkerhed og mindre spænding i Europa, virker de ude af stand til at kunne udrette særligt meget sammen. […] Merkel oplever, at Putin fortæller hende åbenlyse løgne og usandheder, og Putin oplever, at Merkel på flere planer ikke viser den fornødne respekt - dels som Tysklands leder i forhold til Ruslands interesser i det tidligere Sovjetunionen, dels som borger i det tidligere DDR, hvor Putin var KGB-agent,” skrives der blandt andet i analysen. Der skrives yderligere, at Putin også kunne vælge at øve politisk indflydelse i Syrien (med det formål at gøre det muligt for de syriske flygtninge at vende hjem fra Tyskland og det øvrige Europa) samt overfor Tyrkiet og præsident Erdogan, der skaber store udfordringer for Merkel, EU og NATO. Men dels ser Rusland en interesse i at vedligeholde konflikten mellem Erdogan og resten af NATO, dels har han stillet skarpt på, at Merkel er i gang med sin sidste periode som kansler og dermed med russiske øjne er på vej ud. Politiken skriver, at ved mødet mellem Merkel og Putin står fælles interesser over for den uløste konflikt om Krim og Ukraine. ”Mødet markerer et vendepunkt i det tysk- russiske forhold. Selv om konflikten i Ukraine ikke er løst, gør temaer som Nord Stream 2, krigen i Syrien, atomaftalen med Iran og den amerikanske handelspolitik under Trump, at der er et pragmatisk sammenfald af interesser på begge sider,” skriver Stefan Meister, ekspert i Rusland og Østeuropa for Det Tyske Udenrigspolitiske Selskab, DGAP, i en analyse. Især to store emner gør det nødvendigt for Angela Merkel og Vladimir Putin i det mindste at forbedre samarbejdet, nemlig den store gasledning Nord Stream 2 og forholdet i Syrien, hvor den lange, blodige og desillusionerende borgerkrig lakker mod enden. Derudover er det vigtigt for Putin at sikre sig, at Tyskland og EU ikke vil tilslutte sig de nye sanktioner mod Rusland, som Donald Trump og USA lancerede tidligere i denne måned. I en international analyse i Politiken mandag skrives der blandt andet: ”Angela Merkel og Vladimir Putin nåede officielt ingen vegne ved deres træf lørdag aften, men de er trods alt i “permanent dialog” […] Efter det tre timer lange møde havde hverken hun eller Putin til gengæld mere at sige. Efter afslutningen af det, Merkel med gennemført konsekvens har kaldt “et arbejdsmøde”, satte den russiske kortege kursen mod Berlin og en lufthavn med returbillet til Moskva uden informationer om, hvad der kom ud af topmødet. […] Vladimir Putin havde gjort sit hjemmearbejde og appellerede til de tyske økonomer med oplysninger om, at “den ledende samhandelspartner”, Tyskland, har investeret 18 milliarder euro (134 milliarder kroner ) i Rusland. Handelen mellem de to lande er vokset med 22 procent i det seneste år, og 5.000 tyske firmaer står nu for 270.000 arbejdspladser i Rusland. Underforstået: Det er bedst, at Tyskland og EU ikke slutter sig til de nye, strammere sanktioner fra USA, når der nu er så indlysende fælles interesser.”
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 8; Politiken, mandag, s. 2,9 (20.08.2018)

Arbejdsmarkedspolitik

Vi skal socialdumping til livs
I et debatindlæg på Altinget skriver Erik Østergaard, administrerende direktør, DTL, Danske Vognmænd: ”Afstemningsforløbet i Europa-Parlamentet i juni og begyndelsen af juli om den såkaldte mobilitetspakke, eller vejtransportpakke, viste os - med al ønskelig tydelighed - at spørgsmålet om ikke mindst social dumping og unfair konkurrence er blevet politisk brandvarmt i EU. Uden at skulle rekapitulere hele forløbet og alle aspekter, så har mobilitetspakken været på vej længe, og transportkommissær Violeta Bulc brugte lang tid på at forberede sig. […]Bulc sendte langt hen ad vejen gode og nye signaler. Det endelige forslag for EU-Kommissionen bar dog præg af en del kompromiser internt i Kommissionen, men stadig med en række udmærkede initiativer. […] Set fra min stol mener jeg egentlig, at det er den såkaldte Road Alliance, altså den alliance, en voksende kreds af europæiske transportministre har dannet, som bliver nødt til at være rygraden i de dele af mobilitetspakken, der vedrører social dumping med videre. […] EU-Kommissionens udspil til mobilitetspakke åbenlyst var en reel bestræbelse på at komme unfair konkurrence og social dumping til livs.”
Altinget, mandag (20.08.2018)

Det digitale indre marked

Pressen har glemt, hvorfor den eksisterer
I en kronik i Politiken søndag skriver Clement Kjersgaard, grundlægger til magasinet RÆSON (reason.dk), og siden 2004 TV-vært for DR: ”Hvis ikke politikerne har magt over verden, tager de magten over medierne. Det er ikke så mærkeligt. Problemet er, at medierne ikke er stærke nok til at stå imod. […] Men hvad dominerer nyhedskanalerne? Fox News dækker chikanerier mod Trump-støtter. CNN og MSNBC dækker Trump - time efter time, måned efter måned. Trump selv? Dækker medierne på Twitter. Her er graden af splittelse, tre måneder før midtvejsvalget: Hvis Trumps kritikere har ret, er USA's præsident i ledtog med Rusland. Hvis Trump har ret, udgør pressen og dele af statsapparatet en sammensværgelse, der systematisk undergraver ham og dermed det amerikanske demokrati. [...] Det er ikke nyt, at politikere begynder at lave propaganda, der skal ligne journalistik - det har autokratier altid gjort (pt. jf. Ruslands RT og Kinas CCTV). Men demokratiske regeringer og organisationer som EU overvejer at følge med. Hvad skal forhindre interesseorganisationer (fagbevægelser, erhvervsorganisationer) og virksomheder uden nogen forbindelse til mediebranchen i at gøre det samme?”
Politiken, søndag, s. 3-4 (20.08.2018)

Institutionelle anliggender

Det demokratiske menneske må lære at frygte sit eget demokrati
I en kommentar i Politiken søndag skriver chefredaktør Christian Jensen blandt andet: ”De voksne kan også være bange, og vi kender sangene. Klimaet skælver, kloden sveder, Trump huserer, og nationalistiske bevægelser tager lange skridt i Europa. Hvad er det, der sker? I Østrig, Polen og Ungarn vinder nationalistiske partier valg, i stort set alle andre lande vinder de folkelig genklang og opbakning. Hvorfor? […] Vi ved ikke, hvor det hele ender, men vi ved, hvor nationalismen overalt i Europa begynder: med følelser, følelser, følelser. […] Følelsen af at være en nation, der er kuet og truet. Truet af indvandring og flygtninge. Kuet af globaliseringen og EU. Nationalisterne forsøger at overbevise os om, at truslerne kommer udefra, mens de selv skaber tryghed indefra. Følelserne er legitime. Det er en kendsgerning, at globaliseringen fundamentalt har forandret vores hverdag og virkelighed. Det er en kendsgerning, at verden står i en flygtninge- og migrantkrise af historiske dimensioner. Følelsen af frygt er til at forklare, men det er tidens største løgn at påstå, at løsningerne kommer fra nationalstaterne. Når Europa faktisk har nogenlunde styr på flygtningestrømmene, er det jo netop, fordi EU har indgået beskidte økonomiske aftaler med beskidte regimer og lande i Nordafrika og Mellemøsten. […] Men dengang som i dag er vores demokrati ikke stærkere, end vi gør det til. Vi har alle et ansvar for at bidrage. Til at blande os i debatten om EU, der på den ene side har beskidte hænder, men på den anden løser et fælles problem. Til at appellere til, at politikerne får skabt en regulering af de kapitalkræfter, der i disse år skaber en skræmmende global ulighed, der i den grad bidrager til at gøde jorden for nationalismen.”
Politiken, s. 1, 3 (20.08.2018)

Interne anliggender

DF freder de danske EU-forbehold
Politiken skriver søndag, at blandt den politiske sæsons bliver det helt store spørgsmål, om Kristian Thulesen Dahl bringer Dansk Folkeparti i regering. Dansk Folkepartis eventuelle regeringsdeltagelse tegner til at blive en af valgkampens helt store spørgsmål. Kristian Thulesen Dahl har brugt tiden siden 2015 på at flytte sit partis regeringsaspirationer et nyt sted hen. Til noget mere konkret og realistisk. Årets sommerinterview har han ligeledes brugt til at præcisere sin parole om at være parat til at påtage sig regeringsansvar på to betingelser: At der efter næste valg er blåt flertal. Og at partiet nogenlunde holder skansen fra valget i 2015. I flere medier har han præciseret, at Liberal Alliance ikke skal med i en sådan regering. Og han har i Jyllands-Posten udlagt en fredning af de danske EU-forbehold som et potentielt fundament for en sådan regerings EU- politik. I øvrigt forestiller han sig, at en VO- eller VOK-regering skal have Socialdemokratiet som mere eller mindre fast makker i den praktiske dagligdag.
Politiken, søndag, s. 6-9 (20.08.2018)

Tusk vender snart tilbage til Polsk politik
Information mandag skriver, at parlamentsvalgene i Polen i 2019 kan meget vel falde ud på samme måde som i Ungarn. Oppositionen er splittet på alle leder og kanter. ”Regeringspartiets kernevælgere udgør kun 20 procent af befolkningen, så de 15 procent andre, der stemte på regeringspartiet Lov og Retfærdighed, PiS, i 2015, skulle være inden for oppositionspartiernes rækkevidde”, mener Łukasz Pawlowski, chefredaktør for det liberale ugemagasin Kultura Liberalna. ”Når Donald Tusk vender tilbage til polsk politik, vil han let kunne score disse 10-15 procent af vælgerne,” lyder det fra Pawlowski med henvisning til den tidligere polske premierminister, der forlod sin post i 2014 for at blive formand for Det Europæiske Råd. Tusks mandat som EU-formand udløber i 2020, hvor der skal afholdes præsidentvalg i Polen. I et nyligt interview med den private tv-station TVN24 sagde Tusk, at han vender tilbage til Polen allerede i 2019, og at det sandelig ikke er for at se tv eller spille fodbold med mine børnebørn. ”Jeg har ingen planer om at gå på pension,” lød det fra Tusk.
Information, mandag, s. 6-7 (20.08.2018)

Landbrug

Nej tak til afgift på bøffer
I et debatindlæg i Information mandag, skriver Erling Bonnesen (V), MF, fødevareordfører: ”I Danmark skal vi ikke pålægge afgifter på kød og bøffer. Det vil blot gøre det dyrere at være dansker. Afgiften vil ramme socialt skævt og sandsynligvis ikke gavne miljøet nævneværdigt. Derfor siger vi klart nej til afgifter på kød. I Danmark er vi i forvejen blandt de mest klimavenlige lande og blandt dem, der producerer fødevarer med det laveste klima- og miljøaftryk. Klima og luft kender ikke landegrænser, og en ensidig dansk afgift vil blot resultere i, at dansk produktion jages ud af landet, hvorefter fødevarerne vil blive produceret i andre lande med et højere klima- og miljøaftryk. Det vil således koste danske arbejdspladser og dansk eksport. I stedet skal emnet tages op i EU og andre internationale fora, så der kan komme fokus også på andre landes indsats, der i næsten alle andre tilfælde er ringere end Danmarks. Og de andre lande bør gøre mere og komme i retning af vores i forvejen høje niveau.”
Information mandag, s. 18 (20.08.2018)

Migration

En ny flygtningekatastrofe truer i Syrien
regere i det nu ødelagte land. Med præsident Assads indtog i Syriens sydvestlige provins Deraa er der nu kun to områder tilbage, som han mangler at indtage, Idlibprovinsen i nordvest og området øst for Eufratfloden. Det skriver Politiken søndag. I et debatindlæg, ligeledes i Politiken søndag, skriver den tidligere chefredaktør, forfatter og journalist Herbert Pundik: ”Om den (flygtningekatastrofen) kan forhindres, vil i sidste ende være op til magthaverne i Moskva. Vladimir Putin er kommet i klemme mellem to af sine allierede under den syriske borgerkrig, Tyrkiet og Damaskus, der er fjender. Stridspunktet er Idlib, den sidste provins i Syrien, der delvist kontrolleres af oprørsstyrker. Den ligger i nordvest og grænser til Tyrkiet. Idlib-provinsen er på størrelse med Sjælland og har en befolkning på 3 millioner, hvoraf halvdelen er totalt afhængige af international nødhjælp. […]Putins specielle udsending til Damaskus, Alexander Lavrentiev, har erklæret, at et storstilet angreb på Idlib er udelukket. Han har også sagt, at Idlib er infiltreret af talrige radikale elementer. Ruslands tålmodighed er hårdt belastet. Mister Moskva tålmodigheden og lader Assad slå til, vil hundrede tusinde mennesker forsøge at flygte over grænsen til Tyrkiet. Hvordan Erdogan vil reagere, er uvist, men at det kan få indflydelse på Europa, kan ikke udelukkes. Måske skulle EU forberede en nødplan.”
Politiken, søndag, s. 2, 4 (20.08.2018)

Naboskabspolitik

Tyrkiet kommer ikke nærmere en optagelse i EU
Kristeligt Dagblad skriver mandag, at de to NATO-allierede Tyrkiet og USA de seneste uger er havnet i en bitter diplomatisk strid og handelskrig. Den aktuelle konflikt afspejler et Tyrkiet, der har bevæget sig længere og længere væk fra Europa og USA. Tyrkiet har siden 2005 været i forhandlinger om optagelse i EU. Men en af de store knaster er, at Tyrkiet ikke lever op til de såkaldte københavnerkriterier om blandt andet demokrati og menneskerettigheder. Den tyske kansler Angela Merkel har udtalt, at hun kan ikke se Tyrkiet som et fremtidigt medlem af EU. Det samme har Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmusen (V). ”I dag arbejder Tyrkiet sig målbevidst væk fra EU. Erdogan ved godt, at de ting, han foretager sig med menneskerettigheder, fængslinger og den samling af al magt til sig selv, er uforeneligt med et EU-medlemskab. Hans reformer er gået i stå, og hans konstante konflikt med kurderne gør det også umuligt. Man optager ikke et land, der har så uløste problemer som Tyrkiet,” lyder det fra Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister (2001-2010) og forhenværende partiformand for Det Konservative Folkeparti. I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver journalist Ulla Terkelsen: ”EU betaler milliarder til tyrkerne, så Tyrkiet kan fastholde flygtninge fra Mellemøsten inde i Tyrkiet, så strømmen ikke kommer videre over Ægæerhavet og over til EU. Erdogan er vigtig i den sammenhæng.”
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1; Jyllands-Posten, søndag, s. 30 (20.08.2018)

Udenrigspolitik

Bryllupsinvitation til Putin har vakt harme
Flere medier herunder Altinget lørdag og BT lørdag fortæller, at Østrigs udenrigsminister, Karin Kneissl, lørdag blev gift, og hun havde inviteret Ruslands præsident, Vladimir Putin, med som gæst. Berlingske skriver søndag, at EU og USA har underlagt Rusland sanktioner, og derfor er det kritisabelt at Putin inviteres med til Karin Kneissls bryllup. Hun er nemlig også formand for EU i dette halvår og formodes at skulle stå på mål for EU's sanktioner mod Rusland. Sanktionerne har været i kraft siden 2014, hvor Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim og åbenlyst støttede prorussiske oprørere i det østlige Ukraine. ”Hvis du inviterer Vladimir Putin til dit bryllup, så er du ikke neutral længere,” skrev lederen af det ukrainske parlaments udenrigsudvalg, Hanna Hopko, på Twitter. Ekstra Bladet skrev søndag, at den 53-årige Kneissl er udpeget til udenrigsminister af det ene af de to regeringspartier i Østrig, det stærkt højreorienterede Frihedspartiet. Men hun er ikke medlem af partiet.
Altinget, lørdag; BT, lørdag, s. 17; Ekstra Bladet, søndag, s. 16; Berlingske, søndag, s. 6 (20.08.2018)

Er Europa blevet USA's nye fjende?
I en analyse i Politiken lørdag skriver Gorm Rye Olsen, professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet: ”Den Europæiske Union er en af USA's fjender. Det fik Donald Trump sagt midt i sommervarmen og midt imellem Nato-topmødet i Bruxelles og sit møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Helsinki. I et interview med 'CBS Evening News' slog den amerikanske præsident fast, at EU er en fjende på grund af det, de gør mod os inden for handel. I samme interview gentog den amerikanske leder, at mange europæiske NATO-lande udnytter USA. ”De betaler ikke deres regninger,” som Trump formulerede sin kritik. […] Flere og flere amerikanske politikere, og ikke blot Trump og hans støtter, finder, at europæerne kører på frihjul, når det gælder forsvaret af kontinentet. Europanasser på den amerikanske forsvarsvilje. Der er blandt politikere i Washington en fornemmelse af, at USA er et 'offer', og at europæerne ikke viser 'taknemmelighed' over for USA. […] Måske bør europæerne tage det mere alvorligt end hidtil, at der blandt amerikanske beslutningstagere findes en betydelig skepsis over for Europa og EU,” skriver Olsen.
Politiken lørdag, s. 4 (20.08.2018)

Økonomi

Der er mange trusler imod verdensøkonomien
Berlingske lørdag bringer et debatindlæg af Kim Valentin, uafhængig økonomisk rådgiver, Finanshuset. Han skriver blandt andet: ”Der er mange trusler i finansmarkedet. Tænk på den truende handelskrig, den sikkerhedspolitiske situation, Tyrkiets nylige pengepolitiske kollaps, der truer med at smitte, EU's ustabile reformkraft, klimaudfordringen og den generelle teknologiske udvikling, der truer med disruption mange steder. Der er meget, der kan gå galt. Et sandsynligt scenarium er dog, at opsvinget er forbi, og at boomet ophører i løbet af de næste to-fem år.”
Berlingske, lørdag, s. 11 (20.08.2018)

Detaljer

Publikationsdato
20. august 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark