Mandag den 21. oktober

Tophistorier

Boris ofrer Nordirland for at sikre Brexit
Flere aviser skriver lørdag, at der er lagt op til et ekstremt tæt resultat, når det britiske parlament samles lørdag for at stemme om Boris Johnsons nye Brexit-aftale. Lørdag eftermiddag afgøres det ved en afstemning i det britiske parlament, om Storbritannien endegyldigt forlader EU, før året er omme. Afstemningen forventes at blive uhyggelig tæt. Vinder Boris Johnson opbakning til sin Brexit-aftale, vil han stå meget stærkt. Jyllands-Posten lørdag, skriver i sin analyse blandt andet: ”I spidsen for modstanden mod en "indre grænse" i Storbritannien står DUP-leder Arlene Foster.”Information lørdag skriver i sin analyse: ”Premierministerens bedrift er bemærkelsesværdig, eftersom hans kritikere sagde, at han ville fejle. ”Han har tvunget EU til at genåbne den aftale, de lukkede med Theresa May. Han fik skabt en aftale med Irlands premierminister, og han sad advarslerne om, at Det Europæiske Råd aldrig ville indgå en sidste-øjebliksaftale, overhørig,” skriver The Economist. Hvis han taber, står alt åbent. Tysklands kansler Angela Merkel var i går ude med en melding om, at Storbritannien vil få en ny udsættelse af skilsmissedatoen. Men reelt vil både endnu en ny aftale, no deal og selv muligheden for at forblive i EU så igen være i spil. En kæmpestor remain-demonstration forventes i London i dag, og EU-tilhængerne vil vejre morgenluft med muligheden for at fremtvinge en ny folkeafstemning, måske allerede i næste uge.” Børsen lørdag skriver i sin analyse af situationen: ”Nordirland er efter Brexit ikke længere en fuldt integreret del af Storbritannien. Det er den ene del af bundlinjen på Brexit-aftalen mellem EU-27 og premierminister Boris Johnson. Den anden del – og det er den del, der rækker ind i den nære fremtid for dansk og europæisk erhvervsliv – er, at med Brexit-aftalen er der i værste fald kun uforandrede forhold for samhandlen med Storbritannien indtil udgangen af 2020. Det er længden af aftalens overgangsperiode. Aftaler EU og Storbritannien ikke i løbet af 2020 en ny forlængelse eller en handelsaftale, så truer et hårdt Brexit på ny om godt 14 måneder. Pointen er, at det er lykkedes Boris Johnson at fjerne tidligere tekst om, at Storbritannien og EU i en fremtidig aftale skal gøre mest muligt for at bevare love og regler for varer og tjenesteydelser, der ligner hinanden. Altså fælles krav til f.eks. statsstøtte, miljøregler, klimabeskyttelse, arbejdsmarkedslovgivning og beskatning.
Jyllands-Posten lørdag, s. 12; Børsen lørdag, s. 4-7, 8-9; Information lørdag, s. 10-11 (21.10.2019)

Ingen vil være klar til no-deal Brexit
Flere medier skriver om Brexit og dets konsekvenser. Jyllands-Posten lørdag skriver, at statsminister Mette Frederiksen krydser fingre for, at det britiske parlament lørdag godkender den nye Brexit-aftale. For ifølge statsministeren ville et no dealbrexit - som Boris Johnson havde truet med som eneste alternativ til en aftale - ramme hårdere, end hun hidtil har villet erkende. Under EU-topmødet blev Mette Frederiksen spurgt, om hun frygter følgerne af, at det nye forhold mellem Irland og Nordirland fremover skal bekræftes af det nordirske parlament hvert fjerde år - og dermed risikerer at falde bort på et tidspunkt. ”Helt ærligt, så er der ikke noget i det her, jeg frygter. Det, jeg ville kunne frygte, var et Brexit uden en aftale. For ingen af os - hånden på hjertet - ville ane, hvordan vi skulle håndtere den der situation,” sagde Mette Frederiksen.Jyllands-Posten lørdag skriver også, at danske fiskere fisker meget i britisk vand under EU's fælles fiskeripolitik. Hvis aftalen vedtages, vil de rettigheder gælde til og med 2020. Herefter skal der forhandles med briterne om rettigheder, og briterne ser frem til at hjemtage kontrollen over vandet fra EU. Omvendt har EU et stort marked for fisk og fiskeprodukter, som Storbritannien gerne vil have adgang til. Men selv om der er noget at handle med, så er der ingen sikkerhed for udfaldet. Det understregede EU's chefforhandler, Michel Barnier, da også torsdag aften. ”Mange fiskere i Danmark og Irland er afhængige af britisk territorial farvand. Det skal vi have for øje i de forhandlinger, der begynder, hvis aftalen bliver ratificeret. Vi skal give prioritet til en ny fiskeaftale, så fiskerne får adgang til britisk vand,” sagde Barnier. Hvad angår handelsforhold, er parterne enige om at indlede forhandlinger om en handelsaftale, dagen efter at den nye Brexit-aftale måtte træde i kraft. I et debatindlæg i B.T. lørdag, skriver Søs Marie Serup, politisk kommentator: ”Den britiske premierminister, Boris Johnson, kom hjem fra Bruxelles med en ny Brexit-aftale, men den hårdeste nød bliver dog fortsat at knække parlamentet i Westminister. Fra Bruxelles er der allerede udgået signal om, at endnu en udsættelse kan komme på tale. Imens forbereder den danske regering sig på et slagsmål om prisen for skilsmissen. […] Udmattelsen efter flere års ævl og kævl i Storbritannien om Brexit må imidlertid have en vis tyngdekraft i retning af en accept af aftalen. Uanset om Brexit vedtages nu eller udsættes endnu engang, vil briternes beslutning få betydning for Danmark. Det blev understreget på det netop overståede EU-topmøde, hvor man også indledte forhandlinger om fremtidens budget. […] EU-stoffet tegner sig i det hele taget for fremtidige hovedpiner for regeringen, der også kan se frem mod en mulig dansk folkeafstemning om en EU-bankunion.” Børsen mandag skriver, at uanset om Storbritannien i denne uge undgår et hårdt Brexit, er der i premierminister Boris Johnsons aftale med EU indbygget en sandsynlig og brat afsked med EU om godt 14 måneder. Det kan, mener store dele af britisk erhvervsliv, blive kostbart for virksomhederne selv og for den britiske økonomi. Det indebærer, lyder det i et brev til blandt andet Brexit-minister Stephen Barclay, som er set af BBC, “alvorlige risici for konkurrencedygtigheden”. Afsenderne er fem af de store industrisektorer, der tilsammen beskæftiger 1,1 mio. ansatte inden for produktion af biler, fly, farma, fødevarer og kemi. Kristeligt Dagblad lørdag og Jyllands-Posten mandag, skriver, at den britiske regering siger klart, at hvis EU-borgere ikke søger om opholdstilladelse, risikerer de at måtte forlade landet efter Brexit. Græsrodsorganisation frygter, at hundredtusinder af mennesker ufrivilligt kan komme i klemme. Alle EU-borgere, som ikke tidligere har fået dobbelt statsborgerskab, skal efter det planlagte britiske farvel fra EU den 31. oktober søge om opholdstilladelse inden udgangen af 2020. Selvom den britiske regering har lovet, at nuværende EU-borgere har lov til at blive i landet, hvilket også er bekræftet igen i den Brexit-aftale, premierminister Boris Johnson blev enig med EU om torsdag, skal EU-borgere alligevel søge om opholdstilladelse. Bliver aftalen vedtaget, er fristen i sommeren 2021. Forlader briterne EU uden en aftale, er fristen allerede med udgangen af 2020.
Jyllands-Posten lør., s. 13; Jyllands-Posten man., s. 13; B.T. lør., s. 2; Børsen man., s. 18-19; Information lør., s. 9; Jyllands-Posten man., s. 13; Kristeligt Dagblad lør., 6 (21.10.2019)

Tror på Brexit om ti dage
Flere medier skriver om weekendens Brexit-afstemning og konsekvenserne. Kristeligt Dagblad beretter mandag, at Boris Johnson endnu engang har lidt et nederlag i det britiske Underhus, og han reagerer, som han plejer: nemlig ved at forsøge med alle kneb at finde en alternativ løsning.Han havde håbet, at Underhuset i lørdags ville give dets opbakning til den aftale om Brexit, som han torsdag endelig fik på plads med EU. Men aftalen kom slet ikke til afstemning. I stedet stemte et flertal for et alternativt forslag fra Oliver Letwin - en af de 21 konservative parlamentsmedlemmer, som Boris Johnson selv smed ud af partiet i september. Forslaget fastslår ganske enkelt, at parlamentet ikke skal stemme om Brexit-aftalen, før den er skrevet som lovtekst. Det skete med stemmerne 322 mod 306. Som konsekvens af resultatet, trådte den såkaldte Benn-lov i kraft. Loven pålægger regeringen at bede EU om en tremåneders udsættelse fra den nuværende frist den 31. oktober. Børsen skriver mandag, at med ti dage til Brexit-fristen 31. oktober er Storbritannien igen grebet af massiv usikkerhed og mange åbne spørgsmål om Brexit. Efter at have lidt et sviende nederlag lørdag eftermiddag i det britiske underhus ventes premierminister Boris Johnson at gøre et nyt forsøg på at samle flertal for sin nye Brexitaftale i det britiske parlament mandag eller tirsdag. Men præcis som det skete i lørdags, så kan afstemningen blive meget tæt, flertallet er langt fra sikkert, og der kan komme ændringsforslag på bordet. Dertil kommer, at der også er et juridisk slagsmål på vej efter en dramatisk weekend i Brexit-sagaen. Med stemmerne 322-306 vedtog det britiske underhus lørdag et ændringsforslag, som betyder, at Johnson blev tvunget til at bede EU om forlængelse af Brexit-fristen i tre måneder frem til 31. januar. De folkevalgte nåede aldrig at stemme om selve den nye Brexitaftale, fordi regeringen aflyste afstemningen, da ændringsforslaget var vedtaget. To af Boris Johnsons ministre, Dominic Raab og Michael Gove, sagde dog søndag på britisk tv, at de er overbeviste om, at briterne kommer til at forlade EU 31. oktober. Berlingske skriver søndag i sin analyse af situationen: ”De fleste stats- og regeringschefer er i den grad trætte af, at Brexit har udviklet sig til en tidsrøver, der stjæler opmærksomhed fra andre temaer. Lørdag nøjedes Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, via sin talskvinde, Mina Andreeva, med at slå fast, at den ”britiske regering skal informere os så hurtigt som muligt om de næste skridt”. Og i en anden analyse i samme avis står der: ”Den britiske premierminister vil de næste dage uanfægtet af lørdagens nederlag i Underhuset forsøge at tvinge sin Brexit-aftale frem til en godkendelse. Det er en udmattelseskrig, og han håber, at modstanderne nu er for trætte til at kæmpe videre. Den er hjemme. Man kan roligt smække benene op på bordet. Overskriften kan godt skrives nu. For den er helt sikkert hjemme. Bare lige en afstemning mere en af de næste dage, så får briterne deres Brexit, forsikrer den britiske udenrigsminister, Dominic Raab. Der er i hvert fald slet ikke nogen grund til at forlænge Brexit-tidsfristen så meget som en dag mere, lyder det fra den britiske regering. Måske er der nogen, der alligevel ikke er helt overbevist. Så er de på linje med den erfarne politiker Norbert Röttgen fra det tyske regeringsparti CDU. Men han mener ikke, at EU bør bekymre sig mere om Brexit: ”Johnson sendte brevet, der beder EU-lederne om en ny Brexit-forlængelse. Det Europæiske Råd bør nu bevilge en sidste langvarig en, så briterne får tid til at finde ud af, hvad de vil, og som giver tid til at forberede sig på alle mulige løsninger, inklusive en ny folkeafstemning. I mellemtiden kunne EU koncentrere sig om andre presserende emner,” lød det fra formanden for udenrigsudvalget i det tyske parlament. Norbert Röttgen står langtfra alene med Brexit hængende langt ud af halsen. De europæiske ledere har længe sagt og vist, at de har fået nok af Brexit. Boris Johnson har uden tvivl ret, når han siger, at de britiske vælgere er dødtrætte af Brexit.” I Ekstra Bladets leder mandag, kan man blandt andet læse: ”Tre gange har den britiske regering under premierminister Theresa May indgået en aftale med EU - tre gange er den blevet forkastet i underhuset. Måske gøres et fjerde forsøg i morgen. Får Johnson ikke sin aftale igennem, forventes han at udskrive valg. Stakkels briter. Familier, byer og arbejdspladser er igennem tre år blevet splittet af den mest opslidende politiske krise i nyere britisk historie. Britiske politikere har brugt enormt megen tid på at fortælle, hvad de ikke vil i stedet for at koncentrere sig om at fremlægge, hvad de vil. Og det har lammet masser af virksomheder på begge sider af Den Engelske Kanal og skabt usikkerhed om titusinder af arbejdspladser, fordi det er umuligt at planlægge i en uvis fremtid. […] Denne uforsonlighed har præget den britiske befolkning og dens politikere lige siden. Derfor er det i alles interesse - også EU's - at der nu træffes en endelig afgørelse. 31. oktober bør blive stående som skæringsdato, hvis underhuset forkaster den nye aftale. Farcen må slutte. Man plejer at sige, at vælgerne har de politikere, de fortjener. Men de britiske fortjener bedre.” Både B.T. og Ekstra Bladet mandag skriver, at den britiske regering har stemmer nok til at få vedtaget premierminister Boris Johnsons Brexitaftale i parlamentets underhus i denne uge. Det siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, til BBC. Han tilføjer, at han er overbevist om, at Storbritannien vil forlade EU 31. oktober. Han understreger, at en stor del af den britiske befolkning er imod en yderligere udsættelse af Brexit. Politiken søndag fortæller i sin analyse: ”Afstemningen er et udtryk for, hvad Brexit har gjort ved britisk politik. Der er ingen tillid tilbage. Eller sagt på en anden måde: En gruppe politikere er bange for, at Boris Johnson vil forsøge at snyde dem. […] Kun hvis Underhuset i næste uge nedstemmer Johnsons EU-skilsmisselov, vil EU formentlig behøve reagere på en ansøgning om udsættelse. Så parlamentarisk er der en vej til Brexit, men det skal gå hurtigt, der er ikke meget, som skal gå skævt, og Johnson skal undervejs holde sammen på en umage aftale-alliance, der rækker fra de mest radiale brexiteers som Bill Cash til de mest glade EU-tilhængere som Greg Clark. […] Boris Johnson tabte et slag i går, og han tabte det, fordi så mange af hans kolleger ikke havde tillid til ham. Men han tabte ikke krigen. Og han kan stadig vinde den, hvis hans kolleger får skilsmisseaftalen på papir frem for som et håndslag.”
Politiken lør., s. 4, 6; Politiken man., s. 6; Ber. søn., s. 4-5; Ber. man., s. 9; B.T. man., s. 2; Børsen mandag, s. 18-19; Ekstra Bladet man., s. 5, 28; Information, man., s. 11, 20; Jyllands-Posten lør., s. 16; Jyllands-Posten man., s. 12-13; K (21.10.2019)

Prioritede historier

”Vi får aldrig mere en global supermagt at se”
Information skriver mandag, at tiden, hvor USA påtog sig ansvaret som global supermagt er forbi, og Kina kommer ikke til at overtage posten. Avisen har talt med den danske forsker og tidligere topdiplomat Jørgen Ørstrøm Møller, der mener, at vi i stedet skal vænne os til en fragmenteret verdensorden, hvor både USA, Japan, Indien, Europa og Kina alle spiller en rolle. Men der er ingen grund til at tro, at Kina vil overtage positionen som global supermagt. ”At se Kina som en kommende stormagt, mener jeg, er helt forkert. For det første tror jeg ikke, at vi igen får en global supermagt. USA er det ikke længere, og Kina vil aldrig være i stand til at blive det. Ikke særligt mange lande ville være interesseret i at kopiere den kinesiske model. Nævn mig et eneste land i verden, der ser Kina som dets ægte ven. Kina kan ikke brødføde sin egen befolkning og er verdens største importør af fossile brændstoffer. Det er ikke opskriften på en supermagt”. I en kommentar på Altinget søndag påpeger forfatter Jens Christian Grøndahl også, at der er er ved at opstå et magttomrum som konsekvens af Donald Trumps udenrigspolitik. Han skriver: ”Krig og ikke fred er konsekvensen af Donald Trumps utidige isolationisme. Man skal ikke være nogen stor analytiker for at kunne tænke sig til, at der altid vil opstå et tomrum, hvor en magtfuld spiller trækker sig ud. Det er selvfølgelig i alarmerende grad tilfældet, når spilleren er USA. I et debatindlæg i Politiken mandag skriver Rasmus Amtoft, journalist og cand.scient.pol. imidlertid, at USA’s problemer begyndte længe før Donald Trump. I indlægget skriver han: ”Trump har accelereret en proces, der var i fuld gang, før han indledte sin periode som præsident. En proces, som på mange måder var årsagen til, at den tidligere amerikanske præsident Barack Obama aldrig forløste det håb, han tændte i Vesten - håbet om et ansvarligt amerikansk lederskab. USA er stadig en stærk stormagt, men i dag er international politik væsentlig mere mudret end tidligere. Der er langt flere stormagter, som kan sætte en global dagsorden, og stormagten Kina har tydeligvis ikke tænkt sig for alvor at forsøge at koble egeninteresser med moralsk lederskab, det viser demonstrationerne i Hongkong tydeligt. Dermed er international politik blevet væsentlig mere uforudsigelig og risikofyldt. Handelskonflikterne understreger den tendens og indleder en ny periode i verdenshistorien. Den vil give os almindelige mennesker en mere kaotisk og frygtsom verden at leve i end den, vi har været vant til. Donald Trump bestyrker den følelse, men han er ikke årsagen til, at den er opstået.”
Information, lørdag, s.21, Altinget, søndag, Politiken, mandag, s. 6 (21.10.2019)

Mette Frederiksen åbner for folkeafstemning om EU-forbehold
Jyllands-Posten skriver lørdag, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), afviser en afstemning om EU på nuværende tidspunkt, men hun vil ikke afvise, at det bliver relevant indenfor en periode på tre til otte år. Det er særligt forsvarsforbeholdet, som statsministeren mener kan begrunde en folkeafstemning. Fredag uddybede hun det synspunkt under EU-topmødet i Bruxelles, hvor hun blev spurgt, hvad forskellen er på en folkeafstemning om bankunionen og en om forsvarsforbeholdet. Til det svarede hun: ”Man bliver nødt til at forholde sig mere principielt europapolitisk til, om man synes, det er en god idé, at befolkningen høres eller ej,” sagde hun og fortsatte: ”Der er jo i hvert fald den forskel, at når det handler om bankunionen, så skal vi tage stilling til, om vi ønsker at træde ind i et samarbejde om bankunionen. Forsvarsforbeholdet fungerer og eksisterer og har gjort det i rigtig mange år. Så der er jo forskel på, om man skal af med noget eller ændre dets karakter, eller man skal gå ind i noget.” Dertil spurgte Jyllands-Posten Mette Frederiksen, om forsvarsforbeholdet ikke også handler om at gå ind i et samarbejde, og den fik dette svar: ”Jeg synes ikke, det har helt samme logik. Men vi er jo ikke nødvendigvis færdige med at diskutere forsvarsforbeholdet. Som jeg ser situationen i dag, så fungerer det ret godt for Danmark. Vores primære forsvarspolitiske alliance er Nato. Det skal det i mine øjne blive ved med at være. Så er der en forsvarsdimension i forhold til det europæiske, men indtil nu har vi fået det til at fungere. Det kan jo godt være at tingene ser anderledes ud om tre eller fem eller otte år, og så må vi jo tage stilling til det.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 8 (21.10.2019)

Våbenhvilen i Syrien vakler - EU kalder den et krav om kurdisk kapitulation
Flere medier skriver i weekenden kritisk om den aftalte våbenhvile mellem Tyrkiet og USA. Ifølge Politiken lørdag er det nemlig vidt forskelligt, hvordan de to parter i aftalen udlægger de 13 punkter, der udgør aftalen. Ifølge USA's vicepræsident, Mike Pence, har USA sikret en våbenhvile, mens Tyrkiets præsident føler sig som sejrherre. Ifølge avisen er der til gengæld ikke stor begejstring for aftalen i Europas hovedstæder. For mens spredte kampe fortsatte omkring byen Ras Al-Ain, blev aftalen fredag gradvis trukket fra hinanden med EU-præsident Donald Tusk i spidsen. ”Denne såkaldte våbenhvile er ikke, hvad vi forventede. Det er ikke en våbenhvile. Det er et krav om kapitulation til kurderne”, sagde Tusk på kanten af EU-topmødet i Bruxelles. Han blev bakket op af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der kaldte den tyrkiske militære operation for ”galskab” og opfordrede til et topmøde mellem Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Tyrkiet. I et debatindlæg på Altinget mandag opfordrer Nis Frederik Petersen og Thomas Herman Nørgaard, henholdsvis tidligere ansat i Forsvarsministeriet og på den danske ambassade i Moskva og liberal debattør til, at genoverveje Tyrkiets medlemskab af Nato. I debatindlægget skriver de: ” Landet har blandt andet vist sig villig til at indgå i et langt tættere partnerskab med Rusland, invaderet det nordlige Syrien og forfulgt den hjemlige politiske opposition. Særligt orienteringen mod Rusland viser, at hensynet til alliancen kan nedprioriteres til fordel for andre partnerskaber. Derfor må det Tyrkiske medlemskab af Nato karakteriseres som opportunistisk, uforpligtigende og kun tilvalgt, fordi alliancens sikkerhedsparaply tilbyder deres spillere lukrative frynsegoder.” Ligeledes skriver Ritta Ærø Hansen, Engbuen 82, Allerød, i et debatindlæg i Politiken lørdag: ”Heldigvis har verdenssamfundet taget afstand fra tyrkernes fremfærd. Det skal vi alle gøre. Søger Tyrkiet fortsat medlemskab af EU? Efter denne opførsel har vi ikke brug for dem i EU. De burde smides ud af Nato.” I endnu et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Jørn Mikkelsen, sikkerhedspolitisk korrespondent, at Syriens mangeårige enehersker, Bashar al-Assad, får lov til at have sine krigsforbrydelser i fred. Trods hans overtrædelser af menneskerettigheder og hans giftangreb mod befolkningen har han overlevet, og det skyldes, ifølge Jørn Mikkelsen, blandt andet hans alliance med Tyrkiet. Han skriver: ”I dag er det lige før, at han kan påstå at have genvundet magten i hele landet. De kurdiske YPG-styrkers anmodning om at blive sat under hans beskyttelse efter den tyrkiske indmarch er en motorvej tilbage til kontrollen med hele det nordøstlige Syrien, hvor kurderne hidtil har haft et reelt selvstyre. Til gengæld for en alliance mod Tyrkiet har kurderne måttet servere deres territorium, kaldet Rojava, på et sølvfad for diktatoren.”
Politiken, lørdag, s. 5,8, Altinget, mandag, Jyllands-Posten, lørdag, s. 22, (21.10.2019)

Mette F: EU-regningen bør falde
Børsen skriver mandag, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), holdt møde med regeringscheferne fra Sverige, Holland og Østrig, fordi de fire lande alle ønsker at fastholde medlemslandenes nuværende EU-bidrag. På nuværende tidspunkt er bidraget på 1 procent af bruttonationalindkomsten. Danmark og de tre allierede lande mener, at man i den næste flerårige budgetramme (MFF) for 2021-2017 hellere skal bruge pengene på klimaet, grænsekontrol og forskning, mens støtten til landbruget skal beskæres. Men EU-Kommissionen har foreslået at øge bidraget til omkring 1,1 procent af bruttonationalindkomst.Information skriver lørdag, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), tog ordet på vegne af en gruppe på fire lande, som trækker i retning af det tyndest mulige budget. ”Der var betydelig modstand. Det er, fordi en række lande mener, at vi skal udvide budgettet ganske meget. Men vi må bare forudse, at det er en position at indtage rollen som budgetbisse, men for Europa mener jeg, at det er en rigtig rolle, og den er vigtig,” siger Frederiksen. I et interview med Jyllands-Posten var Frederiksen endnu mere klar i spyttet og kaldte udgiftsstigningen for ”fuldstændig gak”. Det skriver Altinget søndag, og ifølge mediet har den udtalelse udløst stor kritik fra både Radikale Venstre og Venstre, der anklager Frederiksen for talfifleri. "Den forargelse Mette Frederiksen forsøger at skabe bygger på en falsk præmis, og det er helt grotesk. Det er talfifleri, og det bør hun holde sig for god til," siger Radikale Venstres EU-ordfører, Jens Rohde, til Altinget. Omtrent 22 af de 35 milliarder kroner, Europa-Kommissionens budgetforslag lægger op til at lade de administrative omkostninger stige med, går nemlig til stigende udgifter til europaskoler og pensioner til EU-systemets ansatte, og de udgifter er Danmark forpligtiget til at dække. ”Pensionerne skal betales. Det kan der ikke være nogen diskussion om. Der er jo ikke nogen, der får pensionsudgifterne til at stige kunstigt for at genere nogen," siger Marlene Wind, EU-ekspert og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Marlene Wind. I Politikens leder skriver avisen mandag, at det er decideret farligt at tale EU ned på den måde. Avisen skriver: ”Nu kan man mene meget om EU og dets politiske prioriteringer, og statsministeren er naturligvis i sin gode ret til at sætte spørgsmålstegn ved de konkrete politikker og forslag. Det er hendes job at forsvare sine synspunkter og Danmarks interesser. Men det er dumt og skadeligt at gøre det ved at tale EU ned og fremstille unionen og dens institutioner som griske og verdensfjerne. At tæske løs på Bruxelles og fremstille det som en hob elitære eurokrater, der har mistet forbindelsen med almindelige europæere, er ikke bare urimeligt, men decideret farligt.”
Børsen, mandag, s. 16, Altinget, søndag, Politiken, mandag, s. 1, Information, lørdag, s. 9 (21.10.2019)

Det digitale indre marked

Dine børns fortrolige data ligger hos verdens rigeste mand
Mandag skriver Ekstra Bladet, at skolernes nye intranet Aula opbevarer date hos den amerikanske mega-tech-gigant Amazon. De betyder, at oplysninger fra to millioner forældre og skolebørn om alt fra billeder fra skoleudflugten, karakterer, trivselsvurderinger, sygdom og skilsmisse er i hænderne på den amerikanske tech-gigant. Hos Kombit, der er bindeleddet fra Danmark, forsikrer man danskerne om, at deres dataoplysninger er sikrede. ”Forældre kan være 100 procent trygge. De data, der ligger i Aula, er sikre. Data er krypterede, så ingen - heller ikke fra Amazon AWS - kan tilgå dem, før de er fremme i brugerens app eller web-browser,” lyder det fra specialist i it-drift hos Kombit, Frank Stjerne.
Ekstra Bladet, mandag. s. 20 (21.10.2019)

Frihandelsaftale med USA

Trumps straftold truer hele den skotske whiskyindustri
Jyllands-Posten skriver mandag, at den amerikanske told på 25 procent kan ramme den skotske whiskyindustri hårdt. ”Whiskyindustrien er en hjørnesten i den skotske økonomi, som beskæftiger 11.000 personer - heraf mange i landets landdistrikter. Det er en af vores største eksportsucceser,” siger Colin Clark, der er konservativt medlem af det britiske parlament og juniorminister i Skotlandsministeriet, ifølge Jyllands-Posten til Sky News. Striden mellem USA og EU bunder i den økonomiske støtte til den europæiske flyproducent Airbus, som EU har ydet. Omvendt har EU tidligere vundet en tilsvarende sag ved WTO om USA's støtte til den amerikanske flyproducent Boeing. Konkret har amerikanerne indført told på 10 procent på fly produceret i Europa, mens landbrugsvarer påføres 25 procent told - og den skotske whisky falder ind under den sidste kategori.
Jyllands-Posten, mandag, s. 2 (21.10.2019)

Handel

Regeringen sætter profit over klima
I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag, skriver Carsten Bech, økologisk landmand, Rønde: ”Klimaet har topprioritet, lyder det fra regeringen. Det virker som varm luft, når samme regering via EU støtter den såkaldte Mercosur-handelsaftale med sydamerikanske lande. EU får bedre muligheder for at eksportere bl.a. tøj, biler, vin og spiritus. Til gengæld får Sydamerika herunder Brasilien mulighed for at eksportere oksekød, sukker og ris til Europa. De ekstra eksportmuligheder skaffer de sig nemt dyrkningsmuligheder for ved at brænde noget ekstra regnskov af. Det er hykleri, når regeringen kritiserer Brasilien for skovafbrændinger, hvis man samtidig støtter aftaler, der gør det profitabelt at fortsætte afbrændingen. Heldigvis har Østrig sagt, at det vil stemme mod aftalen. Frankrig måske også. Den danske regering kan vise, at den mener noget i forhold til klimaet, at den vil stå sammen med Østrig og gå imod aftalen.”
Jyllands-Posten lørdag, s. 23 (21.10.2019)

Institutionelle anliggender

Uværdig som kommissær
I et debatindlæg i Information, mandag, skriver Niels Fuglsang og Christel Schaldemose, medlemmer af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet: ” ’Socialisterne har slebet knivene!’ skrev vores kollega i Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard (V), på Twitter efter høringen af den franske kommissærkandidat, Sylvie Goulard. Tweetet udstiller, hvordan Løkkegaard har taget politiske skyklapper på i et blindt forsvar af meningsfællen. […] Vores partifælle Plumbs personlige integritet var udfordret. Derfor var hun ikke værdig til kommissærposten. Det indrømmer vi som socialdemokrater gerne, selv om hun er medlem af vores egen gruppe. Det samme burde gøre sig gældende for Løkkegaard og Goulard, selv om hun tilhører hans politiske familie og er udpeget af præsident Macron. Goulard er mistænkt for at snyde med EU-midler og har derfor tilbagebetalt 45.000 euro til Europa-Parlamentet. Det undersøges stadig, om en efterforskning skal igangsættes. Vi var selv med til at grille Goulard ved høringen, og sandheden er, at hun ikke svarede tilfredsstillende på mistanken om snyd.”
Information, mandag, s. 18 (21.10.2019)

Interne anliggender

De politiske fløje synker sammen
I et debatindlæg i Berlinske mandag skriver Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., Københavns Universitet: ”Vi har i mere end 100 år tænkt på det politiske univers som altovervejende endimensionalt. Jo længere til venstre, desto mere socialistisk og desto højere skatter, mere regulering osv. Jo længere til højre, desto mere liberalt, og desto mindre offentlig sektor osv. Billedet har ikke altid været perfekt: Der har været partier og bevægelser, det har været svære at passe ind - fra georgisterne i Retsforbundet over fascister til ’progressive’ populister. Men generelt har mønstret været klart, og har man været ’til højre’ eller ’til venstre’ på ét punkt, har man som regel også været det på andre. Det har givet en vis logik. Venstrefløjen har krævet mindre markedskonkurrence og mere politisk styring og har derfor historisk været skeptisk over for indvandring, især af fremmed arbejdskraft. Bl.a. af den årsag var det også på venstrefløjen herhjemme, at man fandt modstand mod EUs forgænger, EF, og det indre marked. Bortset fra enkelte 1968ere var det som regel på venstrefløjen, at man fandt størst støtte til centralisering af den politiske magt. […] Denne udvikling har i de senere år, under indtryk af opbrud i klassemønstre, globalisering, migration og terrorisme, været eskalerende. F.eks. er venstrefløjen blevet knusforelsket i det altregulerende EU, mens både liberale statsskeptikere og mere nationale konservative er blevet tilsvarende lunkne. Venstrefløjen har som tilhængere af en stadigt mere omfordelende velfærdsstat fået sig en vælgerniche blandt indvandrere og tilpasset indvandringspolitikken derefter, mens højrefløjen har samlet socialt pressede vælgere op. Sidst, men ikke mindst, er liberale, der har siddet på regeringsmagten meget af de forgangne årtier, næsten automatisk blevet mindre skeptiske over for at prøve at bruge statsmagten til de ting, de selv godt kan lide.”
Berlingske, mandag, s. 23 (21.10.2019)

Det catalanske løsrivelsesprojekt er udemokratisk og kan reelt ikke lade sig gøre
Jyllands-Posten lørdag skriver, at for tredje gang forsøger Spanien at hente Cataloniens tidligere præsident hjem. Fredag meldte han sig selv i Belgien, men forlod retsbygningen som en endnu fri mand. Carles Puigdemont er hovedfigur i det catalanske drama og har spanske myndigheder lige i hælene. Carles Puigdemonts lange ophold i udlandet har ikke været en hindring for at blive politisk valgt. Han er valgt ind i det catalanske parlament i december 2017 og til Europa-Parlamentet i maj 2019. Forhindringen for at kunne indtage den EU-parlamentariske plads ligger i Madrid, hvor Puigdemont personligt skal møde op for at hente erklæringen om, at han er valgt. Det har han ikke gjort, for sker det, så vil han blive anholdt i Spanien.I et debatindlæg i Politiken lørdag, skriver Morten Heiberg, professor i spansk historie og politik, Københavns Universitet: ” Catalanske politikere har ad flere omgange bildt vælgerne ind, at vejen hen imod løsrivelse er ganske farbar. Men faktum er, at Catalonien ikke har et legitimt krav på selvbestemmelse. Mandagens afgørelse i den spanske højesteret satte et foreløbigt punktum i striden mellem den spanske centralmagt og løsrivelsesbevægelsen i Catalonien. 9 toneangivende catalanske politikere modtog domme på mellem 9 og 13 års fængsel under henvisning til den milde oprørsbestemmelse i den spanske straffelov. Dommene blev i flere tilfælde skærpet på grund af dokumenteret misbrug af offentlige midler i forbindelse med afholdelsen af en ulovlig folkeafstemning om løsrivelse i Catalonien 1. oktober 2017. Det understreges også i dommen, at separatistlederen Oriol Junqueras, som i 2017 var Cataloniens vicepræsident, på et møde 28. september blev advaret om, at gennemførelsen af den ulovlige folkeafstemning tre dage senere kunne føre til voldelige episoder. Antagelsen viste sig efterfølgende at være rigtig. […] Det tragiskkomiske i den nuværende situation er, at det catalanske løsrivelsesprojekt reelt er uladsiggørligt. Alligevel har catalanske politikere ad flere omgange bildt vælgerne ind, at vejen hen imod løsrivelse er ganske farbar. […] Den politiske sandhed om Catalonien er, at det ikke kan stå alene. Ingen europæiske stater vil anerkende regionen som stat af respekt for Spanien og mest af alt af frygt for, hvilken præcedens det ville skabe for egne mindretal. Omvendt har Spanien aldrig været stærk nok til endegyldigt at knægte cataloniernes vilje.”
Jyllands-Posten lørdag, s. 27; Politiken lørdag, s. 3 (21.10.2019)

EU's ønske om flere penge er gak
I Politiken lørdags indlæg Borgen indefra kan man læse: ”Statsminister Mette Frederiksen (S) tog til Bruxelles med en klar besked: ”Det er fuldstændig gak, når EU-Kommissionen forventer at øge sine udgifter til administration med cirka 35 milliarder kroner over de kommende syv år.” Så ligefrem var beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S), inden hun torsdag tog til topmøde i Bruxelles. Her ville hun gøre det klart, at Danmark ikke har tænkt sig at betale mere til EU. Frederiksen ser ingen grund til at hæve EU's budget, som Kommissionen ellers har foreslået, sagde hun forinden til Jyllands-Posten. En holdning, hun har allieret sig med Sverige, Holland og Østrig om at kæmpe for. ”Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu,” sagde statsministeren.I forbindelse med EU-mødet lovede Frederiksen også, at danskerne bliver spurgt ved en folkeafstemning, hvis regeringen ender med at anbefale, at Danmark tilslutter sig EU's bankunion. Et ekspertudvalg er i øjeblikket ved at overveje fordele og ulemper ved samarbejdet.
Politiken lørdag, s. 2 (21.10.2019)

Landbrug

Både fisk og fiskere
I et debatindlæg i Ekstra Bladet mandag skriver Mogens Jensen, minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling: ”I Ekstra Bladet fredag mener lederskribenten, at jeg ene mand har gennemtrumfet næste års fiskekvoter for Østersøen ved forhandlingerne i Luxembourg. Herefter følger en ensidig fremstilling af konsekvenserne ved fiskeri i Østersøen. For det første har jeg ikke gennemtrumfet en beslutning i EU. Jeg har forhandlet på regeringens vegne efter at have taget mandat i Folketingets Europaudvalg. For det andet nægter Ekstra Bladet at anerkende alvoren for fiskerne. Hvis fiskerne ingen kvoter får, må de dreje nøglen om, og de små samfund lukker. Det er ikke økonomisk bæredygtigt. I stedet har vi valgt en vej, som både er miljømæssig bæredygtig og økonomisk bæredygtig. Jeg har forhandlet kvoter, der giver mulighed for at fortsætte fiskeriet, samtidig med at fiskebestandene får lov at vokse. DTU's ekspert på det konkrete område kaldte på forhånd regeringens forslag til kvoterne for 'forholdsvis afbalanceret i forhold til de rammer, der er udstukket i ICES'. Med andre ord holder de vedtagne kvoter sig inden for den biologiske rådgivning og EU's forvaltningsplan for vestsild. Vi skal beskytte vores fiskebestande og havmiljø, men vi skal også beskytte de små fiskere, og det gør vi med de nye kvoter.
Ekstra Bladet, mandag, s. 18 (21.10.2019)

Migration

Pres vokser for et nyt asylsystem
I et debatindlæg i Børsen lørdag, skriver Helle Ib, politisk kommentator, Børsen: ”Op til EU-topmødet i denne uge fremhævede statsminister Mette Frederiksen (S) behovet for et nyt asylsystem. Spørgsmålet kan udvikle sig til et af de vigtigste i denne valgperiode. Uden millioner af syriske flygtninge i Tyrkiet ville præsident Recep Erdogan have sværere ved at afpresse EU-landene til at leve med det, som burde være aldeles uacceptabelt: At det kurdiske mindretal, som har været altafgørende for nedkæmpningen af Islamisk Stat og dermed bidraget til europæiske borgeres sikkerhed, skal ofres som følge af Erdogans mål om dominans. Bl.a. Amnesty International har nu indsamlet dokumentation for, at Tyrkiet står i spidsen for deciderede krigsforbrydelser i området. Ingen kan forudsige følgerne af de seneste ugers konflikter i Syrien, men foreløbig skønner FN, at mindst 130.000 er blevet fordrevet fra deres hjem. Selv om en af idéerne med den zone i det nordlige Syrien, den tyrkiske præsident vil sætte sig på, er etablering af et område tilegnet syriske flygtninge, er følgerne uklare.”
Børsen lørdag, s. 18 (21.10.2019)

Retlige anliggender

EU-dom betyder bedre rettigheder for flypassagerer
Jyllands-Posten lørdag, skriver, at flypassagerer har nu ret til at få kompensation, selv om et andet flyselskab er skyld i forsinkelsen. EU-Domstolen har truffet afgørelse til passagerernes fordel i en sag, som får betydning for flypassagerer i hele verden. Ifølge EU-dommen kan passagererne kræve kompensation fra det flyselskab, som de købte den samlede rejse hos, hvis alle flyvninger på strækningen er booket på en gang. Dommen betyder i praksis, at danske flypassagerer kan få kompensation fra det flyselskab, der har solgt dem en billet, når der opstår forsinkelser ved mellemlandinger i og uden for EU, selv om der er flere forskellige flyselskaber involveret i rejsen. ”Det er efter min vurdering rigtigt set af EU-Domstolen. De færreste passagerer forstår forholdet mellem flyselskaberne i code sharing, og det er derfor logisk, at man kræver kompensation fra det flyselskab, som man har købt rejsen hos. Man skal i den forbindelse huske på, at flyselskaberne jo internt kan aftale, hvem der i sidste ende står med regningen,” forklarer Christian Nielsen, juridisk chef ved Airhelp.com, som er juridiske specialister i flypassagerrettigheder. Det er første gang i historien, at en afgørelse pålægger et flyselskab at betale kompensation for en forsinkelse, som et andet flyselskab har været skyld i.
Jyllands-Posten lørdag, s. 5 (21.10.2019)

Udenrigspolitik

Danmark mangler en sammenhængende strategi over for Kina
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Kjeld Erik Brødsgaard, professor ved Institut for International Økonomi, Politik og Business på CBS, og Jørgen Delman, professor i Kina-studier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet: ” Sverige er ofte foran Danmark, når det gælder strategiske politiske tiltag. Det gælder nu også i Kinaspørgsmålet, hvor den svenske regering for nogle få dage siden formulerede en ny Kina-strategi. Strategien angiver, hvorledes Sverige bør forholde sig til Kina på en lang række områder såsom handel og økonomi, klima- og miljøspørgsmål, teknologi og innovation, forskning og uddannelse, kultur og medier, sikkerheds- og forsvarspolitik samt menneskerettigheder. Udgangspunktet for den svenske regering er, at Kinas fremvækst udgør en af de største globale forandringer siden Berlinmurens fald. Kina er i dag en stormagt. Landet er et permanent medlem af FNs sikkerhedsråd og har verdens næststørste forsvarsudgifter. Det er den største handelspartner for 132 lande i verden og er nu ubetinget verdens største handelsnation. Kina kan ikke længere ses som et udviklingsland, men snarere som en nøgleaktør i verden og en teknologisk stormagt. På den baggrund er det ifølge den svenske regering i stigende grad nødvendigt at klargøre, hvad det er for en ny global spiller, man står over for, og hvilke muligheder og udfordringer, Kinas fremvækst skaber. […] Man kan med fordel lade sig inspirere af den svenske flerstrengede strategi, hvor en række spørgsmål håndteres bilateralt, mens andre overlades til multilaterale organisationer, især EU. Der er ingen tvivl om, at udfordringer vedrørende handelsprotektionisme og ikke mindst menneskerettigheder behandles bedst i EU-regi, hvor man har langt større påvirkningsmuligheder over for Riget i Midten. Via en flerstrenget, men sammenhængende og informeret Kina-strategi vil det være muligt at undgå, at opfattelsen af Kina udvikler sig til et trussels- eller egentligt fjendebillede. Kinas fremvækst skaber udfordringer, men Kina går ikke væk, og den kinesiske udvikling indeholder også muligheder, som det gælder om at identificere og fastholde.”
Berlingske, lørdag, s. 11 (21.10.2019)

Fratagelse af statsborgerskab skal simulere handlekraft
Information lørdag skriver i en analyse: ”Ingen lader sig skræmme af udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Det virker snarere parodisk, når S-regeringens hårdeste tiltag blot er at indkalde Tyrkiets ambassadør til en opsang på Asiatisk Plads. Og i dag forestiller ingen sig vist, at den døgnaktuelle våbenhvile i Nordsyrien skulle være forårsaget af Danmarks diplomatiske indsats. Tværtimod har reaktionerne fra Jeppe Kofod og flere andre EU-udenrigsminister udstillet Europas udenrigspolitiske impotens. Uden støtte fra amerikansk militær har EU-landene ikke meget at stille op. På landjorden gør det hverken fra eller til, når en udenrigsminister fra en fjern småstat maner til besindelse og forsigtigt anmoder Tyrkiet om at udvise tilbageholdenhed og proportionalitet. Situationen er ellers højeksplosiv også på den hjemlige indenrigspolitiske front: En yderligere eskalation af Tyrkiets invasion i Nordsyrien risikerer at genopflamme de senere års debat om terrortrusler og flygtningestrømme og dermed trække S-regeringen ind i et vælgermæssigt minefelt. Hvis millioner af flygtninge og ikke mindst IS-terrorister igen begynder at strømme mod Europa, vil alle andre politiske dagsordener hurtigt fortone sig. Så risikerer S-regeringen at blive spillet tilbage til start og - nøjagtig som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2015, da asyl-og migrantvandringen begyndte - stå afmægtig tilbage.”
Information lørdag, s. 8-9 (21.10.2019)

Mere militær kan ikke skabe fred i Mali
I et debatindlæg i Information mandag skriver Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS: ”Onsdag den 9. oktober var der bred opbakning i Folketinget til at sende 70 soldater og to transporthelikoptere til den franskledede Operation Barkhane i Sahelregionen. Samtidig bakkede vores politikere op om at sende militær støtte til den fredsbevarende FN-mission i regionen. Men militære indsatser skaber sjældent varig fred, da de ikke adresserer de grundlæggende årsager til krig og konflikt. […] Siden 2018 er støtten fra lande som Danmark til den franske Operation Barkhane og FN-missionen MINUSMA steget kraftigt. Samtidig er volden og ustabiliteten dog også eskaleret, og alt tyder desværre på, at den negative spiral kun bliver værre. Frankrig har mere end 4.000 soldater udstationeret. Det koster over en milliard euro om året, og indsatserne er både bekostelige og ineffektive, når Vesten forsøger at bekæmpe voldelige konflikter med militær indgriben. Det kan virke kontraintuitivt, at fredsbevarende militær ikke hjælper med at skabe varig fred. Men historikken for de militære interventioner er ikke imponerende. Ulighed samt manglende repræsentation og ligestilling i landene i Sahel-regionen er en af de vigtigste bagvedliggende årsager til konflikterne. Og derfor bør den største indsats være rettet mod den. Hvis Danmark, EU, FN og andre internationale aktører prioriterede en langsigtet satsning på fredsopbygning, ville chancerne for varig fred være større. Der er brug for at investere i fredelige og trygge samfund. Det vil ikke alene virke bedre. Det vil også koste mindre.
Information, mandag, s. 17 (21.10.2019)

Udvidelse

EU vil ikke optage Albanien og Nordmakedonien
Politiken lørdag skriver, at EU har foreløbig vendt tommelfingeren nedad for Albaniens og Nordmakedoniens mulige EU-medlemskab. Det lykkedes ikke fredag EU-ledere at nå til enighed om at indlede forhandlinger med Albanien og Nordmakedonien om et muligt EU-medlemskab. At forhandlingerne er brudt sammen, anses for et pinligt tilbagetog, der risikerer at vække harme i den ustabile balkanregion. De to lande havde ellers fået stillet et grønt lys i udsigt og håbede derfor at kunne påbegynde forhandlingerne om at slutte sig til EU, hvilket er en proces, der ofte tager flere år. EU-Kommissionen, der forestår optagelsesforhandlingerne, insisterer ellers på, at begge lande lever op til optagelseskriterierne. EU-lederne havde også lovet en endelig beslutning om begyndelsen af forhandlingerne i slutningen af oktober. Men nu ventes der først en endelig beslutning tidligst i maj 2020.
Politiken lørdag, s. 9 (21.10.2019)