Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information24. juni 2019Repræsentationen i Danmark

Mandag den 24. juni

Tophistorier

Spillet om EU-topposterne er helt åbent
Flere af weekendens aviser skriver om mødet mellem EU’s stats- og regeringsledere torsdag og fredag i sidste uge. På mødet skulle de blive enige om fordelingen af EU’s topposter, men måtte til sidst opgive. Mødet indikerer også at chancerne for at danske Margrethe Vestager eller en de andre to andre officielle spidskandidater bliver den nye kommende kommissionsformand er markant forringet. Berlingske skriver søndag, at der efter mødet ikke var opbakning til hverken tyske Manfred Weber, hollandske Frans Timmermans eller danske Margrethe Vestager, som allerede officielt var kandidater til formandsposten i Europa-Kommissionen. Så nu skal man i gang med at tænke sig om igen, før man håber på en løsning på et nyt topmøde i næste weekend. Den konservative EPP-gruppe vil sandsynligvis stadig insistere på at sætte sig på posten, fordi de er det største parti. Af nye navne, der er dukket op, nævnes blandt andet Kolinda Grabar-Kitarović, der vandt præsidentvalget i Kroatien i 2015, og hendes landsmand, den konservative premierminister Andrej Plenković, nævnes også som et bud. Mod dem begge taler, at Kroatien er EU's nyeste medlemsland med begrænset erfaring fra EU-systemet.

Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at ifølge den fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brugte de mere end fire timer natten mellem torsdag og fredag uden at blive enige om navnet på en ny kommissionsformand. De gik efterfølgende hjem med en invitation om at komme igen den 30. juni. Til den tid vil EU-præsident Donald Tusk have, at de taler om en pakkeløsning. Så skal de både finde en ny kommissionsformand, Tusks egen afløser, en udenrigschef og en centralbankchef. Europa-analytiker Jan Techau fra tænketanken German Marshall Fund i Berlin vurderer, at den danske Margrethe Vestager er svækket om ikke helt ude som kandidat som kommissionsformand. "Der er ikke længere nogen, der ved, hvordan processen fungerer. Idéen om at lade den stærkeste gruppe i Europa-Parlamentet have serveretten med en spidskandidat har tydeligvis ikke virket denne gang. På den måde er vi kommet tilbage til gamle dage, hvor det hele var mindre gennemsigtigt. Vi er på åbent hav i øjeblikket," siger Jan Techau. For ham at se må EU-lederne nu se sig om efter helt nye kandidater. Jyllands-Posten lørdag skriver, at ingen udelukker, at et gennembrud måske først vil tegne sig, når mange af EU-lederne flyver tilbage fra næste uges G20-topmøde i Osaka i Japan. Uret tikker, for EU-lederne vil for alt i verden nå til enighed om et navn før den første samling i det nyvalgte Europa-Parlament den 2. juli.

I en analyse i Berlingske søndag skriver Lykke Friis og Eva Jung, Berlingskes korrespondenter i Tyskland og EU, blandt andet: ”Det manglende kompromis er endnu et eksempel på, hvor meget det knager i den tidligere så stærke tysk-franske akse. Inden topmødet lykkedes det ikke kansler Angela Merkel og præsident Emmanuel Macron at indtage noget, der bare lignede en fælles stilling - og på topmødet kæmpede de for hver sit synspunkt. Angela Merkel lagde sig i selen for tyskeren Manfred Weber og hele den såkaldte ”spidskandidatmodel”, hvor den nye kommissionsformand skulle have været en af de politiske gruppers spidskandidater ved valget til Europa-Parlamentet. Emmanuel Macron arbejdede derimod for, at konceptet skulle lægges i graven. Ifølge den franske præsident er det stats- og regeringscheferne og ikke Europa-Parlamentet, der skal have serveretten, når det gælder mulige kandidater til formandsposten. […] Selv om det kun var Emmanuel Macron, der efter nattens møde direkte ville sige, at stats- og regeringscheferne nu skal lede efter andre end de tre spidskandidater - Manfred Weber, Frans Timmermans og Margrethe Vestager - er dette p.t. det mest sandsynlige udfald.”

I en nyhedsanalyse i Politiken lørdag skriver EU-korrespondenterne i Bruxelles, Nilas Heinskou og Elisabet Svane, blandt andet: ”Når formanden allerede i starten af et møde konkluderer, at man ikke vil nå til enighed og derfor skal mødes igen i næste uge, er det ikke den bedste optakt. Det var præcis, hvad der skete torsdag aften på den middag for EU's stats- og regeringschefer, der kunne have gjort Margrethe Vestager til formand for Kommissionen. Eller endegyldigt have frataget hende muligheden for at stige til tops i EU. Det første skete som bekendt ikke. Det er der mange grunde til, de færreste har noget med Margrethe Vestager at gøre. Her er kodeordet den tyske, konservative Manfred Weber. Stats- og regeringscheferne havde på forhånd afvist at gøre ham til formand for EU-Kommissionen, og herefter gik tyskerne og hans EU-parti, EPP, i baglås. Ifølge diplomatiske kilder forlød det fra den tyske lejr, at det var naivt at tro, at man kun kunne skille sig af med en af spidskandidaterne, nemlig Weber. Røg han, måtte alle ryge, lød den tyske konklusion, som Angela Merkel også formulerede sent torsdag nat, da hun lakonisk konstaterede, at der jo ikke var flertal for nogle af kandidaterne. Det var et internt, tysk drama, der skulle spilles færdig, før slutspillet kunne gå ind i næste fase. Hvis Merkel skulle ofre Weber, måtte de andre også bøde. Den logik kan komme til at koste dyrt for de to øvrige spidskandidater, Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermans. […] Den anden magtkamp, den mellem det nyvalgte EU-Parlament og stats- og regeringscheferne, brød ud i lys lue på topmødet. Med den såkaldte spitzenkandidatproces, hvor valget af EU-kommissionsformand skal afspejle EU-parlamentsvalget som symbolet, der skulle overleve eller slagtes. […] Den franske præsident, Emmanuel Macron, ser ud til at få held med sit forehavende om at afskaffe spidskandidatsystemet, der førte til valget af Jean-Claude Juncker i 2015. I den kamp må han så acceptere, at han samtidig svækkede den liberale yndling Margrethe Vestager betydeligt. Den tredje magtkamp er kampen mellem de europæiske politiske partier og især kampen mellem det store, kristendemokratiske EPP, og de andre. En kamp, hvor EPP skal til at lære at leve i en helt ny verden.”

Berlingske bringer lørdag en analyse af avisens politiske kommentator, Thomas Larsen. ”I dag er spørgsmålet, om Margrethe Vestager, som indtil nu har været det stærkeste danske kort, er fejet af bordet, og om vi præcis som i 2014 vil se en anden kandidat køre forbi og sikre sig posten. Svaret er, at den nye kandidat kunne blive Lars Løkke Rasmussen, som ganske vist nedtoner muligheden, men som næppe vil sige nej, hvis stats- og regeringscheferne ønsker ham på en af de attraktive poster. […] Om Lars Løkke Rasmussen vil være et af de navne, som stats- og regeringscheferne vil pege på, ved ingen. Men analysen er, at han kan blive en kandidat til at overtage Donald Tusks post som formand for Det Europæiske Råd. Når Løkke nævnes, skyldes det blandt andet, at han har erfaring og kompetencer. Ud over sin lange rejse gennem dansk politik, hvor han har beklædt alle betydende poster, er han blevet en af seniorerne i gruppen af stats- og regeringschefer, hvor der har været stor udskiftning. Løkke ved, hvordan europæisk politik på topplan fungerer. Han kender arbejdsgangene, når stats- og regeringschefer skal gøre forretninger med hinanden. Og derudover er han vellidt, hedder det. Han har klogt plejet forbindelserne til de øvrige, og så skader det ikke, at han er lynende hurtig i hovedet, ligesom han har fået løftet sit engelske markant. […] Groft sagt vil Løkkes chancer blive defineret af de beslutninger, der træffes af de tungeste aktører, og af de alliancer, som indgås mellem stats- og regeringscheferne. I den forbindelse vil det spille ind, hvordan andre vigtige poster vil blive besat,” skriver Thomas Larsen blandt andet.
Berlingske, lørdag, s. 8-9, søndag, s. 18-19; Altinget, lørdag; Information, lørdag, s. 10-11; Jyllands-Posten, lørdag, s. 10-11; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 7; Politiken, lørdag, s. 8 (24.06.2019)

Boris Johnsons udfordrer kan kun overraske positivt
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om Storbritannien og hvem der skal blive den næste konservative leder efter Theresa May. Flere aviser bringer blå bog om de to spidskandidater til posten, Boris Johnson og Jeremy Hunt. Kristeligt Dagblad skriver, at man vil forvente at de traditionsbundne briter ville se den 52-årige udenrigsminister Jeremy Hunt som en oplagt leder for både De Konservative og for Storbritannien. Han var i sin tid fortalter for, at briterne skulle blive i EU, men mener nu, at resultatet af folkeafstemningen fra 2016 skal respekteres i form af en skilsmisseaftale med EU og afviser en hård Brexit uden en aftale. Han har selv erkendt, at det bliver en kamp op ad bakke, da den flamboyante Brexittilhænger Boris Johnson fører i alle meningsmålinger. Jyllands-Posten lørdag skriver, at en meningsmåling fredag for Sky News viste, at de adspurgte anså Johnson som bedre egnet end Hunt til at være premierminister, håndtere Brexit og vinde et valg. Jeremy Hunts støtter påpeger, at den kaotiske politiske situation i Storbritannien ikke kalder på en joker som Boris Johnson, men på en driftssikker type som Hunt. Selv om han er lidt kedelig. Politiken søndag skriver, at i august 2018 sagde Hunt ifølge The Spectator, at Storbritannien ”vil overleve og trives uden en aftale”, men sagde også, at et Brexit uden aftale ville være ”en stor fejl, som generationer vil fortryde”. Hunt begrunder sit ændrede standpunkt med, at han blandt andet mener, at EU-Kommissionen har opført sig arrogant i forhandlingerne om den britiske exitaftale. Jeremy Hunts løfte til de konservative græsrødder, der nu skal afgøre hans politiske fremtid, er, at han vil forhandle en 'troværdig' plan for Brexit ved at sikre forandringer i den del af aftalen, der handler om det irske backstop - ændringer, som EU i hans øjne vil være åben over for. Hunt udelukker dog ikke, at briterne kan ende med at forlade EU uden en aftale, hvis det bliver den eneste måde, det bliver muligt at levere det Brexit, et snævert flertal stemte for 23. juni 2016.

I en analyse i Information lørdag, skriver korrespondent i London, Jakob Illeborg, om netop Boris Johnson og Jeremy Hunt. Illeborg skriver i analysen blandt andet: ”De cirka 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti, der nu skal afgøre, hvem der bliver den næste konservative leder, er en besynderlig flok. […] I en voldsomt karikeret udgave kan de beskrives som ældre damer i blomstrede kjoler med blåt hår og mænd i tweedjakker, der ikke kan lukkes om de runde maver. De er hvide og typisk fra landet. De længes efter en tid, hvor Storbritannien var større, og hvor der var lov og orden. Hvor briterne levede deres liv efter en moral udstukket af den anglikanske kirke og ikke regler dikteret fra Bruxelles. […] Nu har de magten. Det er dem, der i løbet af de næste fire uger afgør, hvem der skal føre Storbritannien ud af EU, og på hvilken måde det skal ske - og de kræver handling nu. […] Det skal gå meget galt, hvis ikke Boris Johnson kan kalde sig premierminister omkring den 22. juli. Den største forhindring lå altid i hans blakkede renommé blandt partikollegerne i Westminster. De forestående 16 valgmødedueller rundt om i Storbritannien mod den sidste tilbageværende konkurrent, udenrigsminister Jeremy Hunt, ligner en formalitet. En slags fejring af den kommende konge før kroningen i London. […] Hunt anses, i modsætning til Johnson, som en dygtig inspirator. Han har før tjent seks år som sundhedsminister og betragtes som en af de mest kapable kræfter i Det Konservative Parti. Før han blev minister, var han forretningsmand, der solgte sit firma og tjente en formue på det. Der er med andre ord rigtig mange ting, som burde give den ordentlige Hunt et forspring i forhold til den ustyrlige Boris Johnson. […] Han har bare ét overvældende problem. Han var overbevist Brexit-modstander ved folkeafstemningen i 2016. Og det er, blandt britiske konservative rundt om i landet, det samme som at være bærer af et kainsmærke. Han er ikke en ægte believer i Brexit-sagen.”

Berlingske bringer lørdag en kommentar af avisens debatredaktør, Pierre Collignon, der blandt andet skriver: ”Det var i forvejen ikke let at diskutere Brexit med regeringen i London, og om lidt kan det blive endnu mere spændende. Boris Johnson er favorit til at vinde formandsvalget hos de britiske konservative, og dermed kan vi få en britisk premierminister, der gennem tre årtier har gjort karriere i at sprede forskruede og falske historier om EU. […] Det er denne mand, som snart kan kalde sig premierminister. Boris Johnsons bud på Brexit er endnu et illusionsnummer. Han har stillet i udsigt, at han kan opnå bedre vilkår end Theresa May, fordi han faktisk er parat til ”no deal Brexit”, og fordi han vil true med at holde de milliarder tilbage, som Storbritannien skylder EU. Virkeligheden er bare, at EU's tilbageværende 27 medlemslande stille og roligt kommer til at holde fast i den aftale, der er indgået med May. Det kan godt være, at britisk politik har taget endnu nogle drejninger i surrealistisk retning, men EU's interesser og logik er ikke ændret af den grund.”

Jyllands-Posten skriver søndag, at på treårsdagen for den historiske folkeafstemning om EU, er der en reel mulighed for, at Boris Johnson både risikere at smadre det eksisterende politiske system, sit eget parti og sin egen karriere for at opnå et højere mål: Brexit. Man vil så få et hårdt "no deal"-Brexit den 31. oktober med kaos og lastbilkøer ved grænserne, alt imens det politiske Storbritannien står i flammer og er midt i en valgkamp, der kan skade både Labour og Konservative for bestandigt. Men målet er nået, briterne er ude af EU. At det kan komme så vidt, skyldes, at parlamentet endnu ikke har evnet at føre Brexit ud i livet. Forskellige fraktioner har insisteret på lige præcis deres udgave af Brexit, så der har ikke været flertal for nogen løsning, og EU-farvellet er udskudt til den 31. oktober. Johnson vil bryde det politiske dødvande med en "koste hvad det koste vil"-strategi: ud af EU den 31. oktober, uanset om der er en aftale med EU eller ej.

Jyllands-Posten bringer ligeledes søndag et debatindlæg af Ulla Terkelsen i ”Ulla Terkelsens verden”. Her skriver hun blandt andet: ”Det britiske udskillelsesløb om at blive næste premierminister og kapre regeringsmagten efter den kæntrede May har været spækket med underholdende elementer og farverige, grænseoverskridende mennesketyper. Sideløbende med det samtidige danske politiske stafetløb i forbindelse med regeringsforhandlingerne, da vinder briterne stort på show business-skalaen. […] Briterne er ikke bornerte, de kan godt lide excentriske mennesker. De tilgiver Johnson hans grænseoverskridende sprog og livsvaner. At han er morsom, somme tider for morsom, det bliver ikke brugt imod ham. Tværtimod. Udenrigsministeren, Jeremy Hunt, understregede sin internationalisme i slutfasen ved at fortælle, at han er gift med en kineser, og at alle hans børn ligner kinesere. Sådan ser flere og flere familier ud i UK, de er blandede i vores globaliserede, multikulturelle land, sagde udenrigsministeren på tv. Og det er godt, tilføjede han.”

B.T. Metro mandag skriver, at landets næste premierminister vælges gennem en urafstemning blandt de cirka 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti, som blev indledt lørdag. Afgørelsen ventes klar efter 22. juli.
Berlingske, lørdag, s. 3, søndag, s. 10; B.T. Metro, mandag, s. 4; Jyllands-Posten, lørdag, s. 11, søndag, s. 14-15, 32; Politiken, søndag, s. 2; Information, lørdag, s. 14-15; Kristelig Dagblad, lørdag, s. 7 (24.06.2019)

Prioritede historier

Derfor bringer hverken Mette Frederiksen eller Paris-aftalen os i sikkert klimamål
Berlingske skriver søndag, at vi bør prise os lykkelige for, at Paris-aftalen eksisterer, selvom ingen nation med deres underskrift på den historiske klimaaftale har forpligtet sig til konkrete reduktionsmål. Med mindre en Demokrat vinder næste års amerikanske præsidentvalg, så ryger USA fra og med januar 2021 ud af Paris-aftalen - som klodens eneste land. I EU støtter man sig overordnet set fortsat til den efterhånden halvgamle forpligtelse om ”mindst 40 procents reduktion” i 2030 i forhold til 1990. Et afgørende mål for topmødet i sidste uge var at opnå enighed om et klimaneutralt EU i 2050, men i torsdags måtte Europa-Kommissionen kaste klimahåndklædet i ringen, da de 28 stats- og regeringschefer mødtes, fordi flere lande, ikke mindst det stærkt kulafhængige Polen, blokerede for initiativet. Information skriver blandt andet i sin leder lørdag: ”Sort dag for EU. På stats- og regeringsledernes møde torsdag anførte Polen et mindretal, der blokerede for at vedtage, at EU i 2050 skal være klimaneutral - ikke udlede flere drivhusgasser, end der optages. Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, begrundede sit veto mod et fastsat årstal med, at hans regering vil ”beskytte de polske virksomheders og borgeres interesser”. […] Her og nu ville en vedtagelse af målsætningen faktisk gøre en forskel. Den ville forpligte EU-Kommissionen til at lægge klimaneutralitet i 2050 til grund for alle forslag, som kommissionen fremsætter - hele raden rundt fra landbrug over transport til energiforsyning. En vedtagelse havde også betydet, at EU kunne medbringe et kraftfuldt argument til FN's klimamøde den 23. september i år. […] Det bliver nu op til det kommende finske EU-formandskab at sammenflikke en kompensationsordning, der kan købe polsk tilslutning. Og selvsagt kan man altid begrunde, hvorfor nogen netop har det sådan, at de bør kompenseres. Men hvis alle forlanger kompensation fra hinanden for at gennemføre den grønne omstilling ... ja, kære læser, fyld selv den bedrøvelige eftersætning på.”

Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder søndag: ”Hvis Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Mette Frederiksen måtte have brug for en massør, kan det ikke undre, al den stund at dette firkløver har haft travlt med at klappe hinanden på ryggen med aftalen om, at der skal vedtages en klimalov, som bl.a. indebærer en reduktion af drivhusgasser på 70 pct. i 2030 set i forhold til 1990. Der er kun tale om et første skridt, da EU-landene i pagt med Paris-aftalen forsøger at nå til enighed om at være klimaneutrale i 2050. Ambitionerne fejler ikke noget, men de har skåltalernes karakter, da der kun antydningsvist eksisterer detaljer, som borgerne kan forholde sig til. […] Danskerne har betalt for det såkaldte vindmølleeventyr i en form for kontrakt, der indebærer en merbetaling i perioden frem til, at vindmøller kan opstilles og producere elektricitet uden nogen former for direkte eller indirekte støtte. Denne periode har nu varet i årtier, og selv om samfundet står foran en langt større elektrificering end nogensinde før, betaler de danske familier ifølge Eurostat de højeste elpriser i hele EU. Det er ikke grøn omstilling, men brandbeskatning. [...] Det drejer sig i al sin gribende enkelhed om at lade den sunde fornuft råde, men det er desværre, hvad overambitiøse politikere aldrig har evnet at gøre.
Berlingske, søndag, s. 12; Jyllands-Posten, søndag, s. 28; Information, lørdag, s. 2 (24.06.2019)

USA og Iran er på krigsfod – kun våbene tier endnu
USA og Iran er allerede i krig, dog endnu ikke en krig, som omfatter luftangreb, bomber og menneskelige tab, men hvis impulshandlinger får lov at råde i Det Hvide Hus kan det hurtigt eskalere. USA og Iran er på vej ind i en blindgyde, som det er svært at se veje ud af og inden for de seneste døgn har parterne skruet op for gensidige angreb i cyberspace, og Donald Trump truede op til weekenden med, at USA også er klar til militært angreb. ”Når USA sender stadig flere militære enheder i retning af Iran, og når iranerne måske kan finde på at gøre et eller andet uforudsigeligt, så er risikoen for en optrapning klart til stede. Hvad nu, hvis Iran næste gang skyder et fly ned, hvor der er en amerikansk pilot ombord?” siger professor i statskundskab Ole Wæver, Københavns Universitet ifølge Information mandag. Kristeligt Dagblad skriver mandag, at det amerikanske pres på Iran er rettet mod præstestyret, men rammer hele den iranske befolkning. Det handler ikke kun om de seneste ugers militære tilspidsning omkring Den Persiske Golf for forud er der gået mere end et år med tiltagende politisk og økonomisk pres mod præstestyret i Teheran, efter at USA's præsident, Donald Trump, i maj sidste år trak USA ud af den internationale atomaftale med Iran og siden har indført en række nye sanktioner. Information lørdag, skriver, at Irans moderate kræfter er definitivt sat ud af spillet i Teheran og nu afhænger dialogen med Trump af høgene i Revolutionsgarden. ”Vi har sendt en klar besked til USA. Vi har ingen intention om krig, men vi er parate til krig,” sagde den iranske general Hussein Salami fra revolutionsgarden kort efter nedskydningen af dronen. Afshon Ostovar, lektor i sikkerhedspolitik ved Naval Postgraduate School i Californien, mener, at selv om Iran måske signalerer, at landet er villigt til at lade spændingerne forvandle sig til konflikt, forsøger Teheran muligvis også at finde en vej ud af kniben. Præsident Hassan Rouhani gav i begyndelsen af maj de resterende medunderskrivere af atomaftalen i alt 60 dage til at redde atomaftalen ved at stå fast og beskytte Irans oliehandel og banksektor mod USA's sanktioner, men Europas manglende handlekraft betyder nu, at Iran tilsyneladende er begyndt at øge berigelsen af uran. ”Dette skridt vil gøre det sværere for EU, Storbritannien, Tyskland og Frankrig at støtte JCPOA retorisk,” siger Borzou Daragahi, senior fellow med fokus på Iran fra Scowcroft Center for Strategy and Security, ifølge Information lørdag.
Information, lørdag, s. 12-13, mandag, s. 1, 6-7; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (24.06.2019)

Kritik: Firma i USA er ikke godkendt af EU
EU og USA har siden 2017 haft en ordning, som skal sikre høj datasikkerhed, når EU-borgeres personoplysninger udleveres til USA. Nu viser det sig, at sundhedsplatformens amerikanske udvikler, Epic, ikke er godkendt efter EU og USA's såkaldte Privacy Shield-ordning. Politiken har fået aktindsigt i en rapport om beskyttelse af persondata i Sundhedsplatformen fra advokatfirmaet Bech-Bruun. Rapporten er bestilt af Region Hovedstaden og Region Sjælland. ”Supportmedarbejdere hos Epic i England og USA har adgang til personoplysninger på patienter og ansatte i Sundhedsplatformens produktionsmiljø”, skriver Bech-Bruun i rapporten ifølge Politiken søndag. Bech-Bruun kaster samtidig et kritisk lys over den kontrakt, som skal regulere de amerikanske medarbejderes adfærd, da regionerne har brugt EU-Kommissionens standardkontrakt for overførsel af oplysninger fra EU til en databehandler i et ikke-sikkert tredjeland, men ifølge Bech-Bruun er der tale om et meget vagt formuleret overførselsgrundlag. Lektor i sundhedsret Kent Kristensen fra Syddansk Universitet mener, det er bekymrende, da Epics amerikanske it-udviklere har adgang til op mod 2,5 millioner danskeres patientjournaler. ”EU har kategoriseret USA som et ikkesikkert tredjeland, fordi USA's lovgivning er meget liberal og tillader masseovervågning. Privacy Shield yder en vis beskyttelse, som Epic ikke kan garantere, når selskabet står uden for aftalen,” siger Kent Kristensen. På baggrund af rapporten har regionerne nu taget flere initiativer, som skal forsøge at rette op på problemerne. ”Epic-medarbejderne får nu kun tildelt adgang for tre måneder ad gangen, og deres adgang lukkes automatisk, hvis ikke både regionerne og Epic aktivt har bekræftet, at der fortsat er tillid til den konkrete medarbejder, og at det fortsat er fagligt nødvendigt, at den konkrete medarbejder har adgang,” siger vicedirektør Pia Kopke fra Center for It, Medico og Telefoni, Region Hovedstaden.
Politiken, søndag, s. 1, 4, 5 (24.06.2019)

Centralbanker er blevet pushere, der har gjort os afhængige af gratis penge
Berlingske bringer lørdag en analyse af økonomisk redaktør Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: ”Hos de førende centralbanker står der rentenedsættelser på menuen, og selvom det på kort sigt giver lavere boligrenter og stigende aktier, er det på længere sigt dybt skadeligt for os alle. [...] Den afgående chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, smadrede en hidtidig tradition om aldrig at udstikke løfter og meldte ud, at det var påkrævet med pengepolitiske lempelser, hvis ikke tilstanden i økonomien blev forbedret. Det er nok ikke koordineret med resten af ECB, men Draghi forsøger med sin udmelding at kapre dagsordenen og tvinge resten af ECBs ledelse til at acceptere hans fait accompli. [...] Draghi har med sin udmelding bragt europæisk pengepolitik til et gak gak-niveau. Hvordan skal endnu mere negative renter gavne væksten, når husholdningerne i forvejen har øget opsparingen for at nå at opstille mål for pensionsopsparingen? [...] Draghi har bevæget sig i en ny retning af egen fri vilje, mens den amerikanske centralbank er blevet bøllebanket på plads af præsident Trump. [...] Centralbanker var engang forsigtighedens og ordentlighedens bastioner. I dag er de narkopushere, der har opbygget en afhængighed af gratis penge. Nyd de billige boliglån og stigningerne i aktiekurserne. Sundt er det ikke.”

Berlingske bringer lørdag en analyse af investeringsjournalist Sara Sjølin. Hun skriver blandt andet: ”I denne uge har både den europæiske og amerikanske centralbank givet markedet forhåbning om, at der kommer rentenedsættelser, og det er blevet mødt med udpræget jubel i aktieuniverset. Det er også årsagen til, at renterne er blevet sendt totalt i dørken, og at der nu globalt er obligationer for svimlende 82.000 mia. kr. - 82.000.000.000.000 kr. - der har en negativ rente. Det er det højeste niveau nogensinde og altså højere end under alle andre finansielle og politiske kriser. [...] De velmenende centralbanker gør det selvfølgelig for at afbøde den uro, der har været i forbindelse med handelskrigen mellem USA og Kina, samt usikkerheden over Italiens finanser. Men uanset motivet har kombinationen af rekordlave renter, rekordhøje aktier og rekordvillige centralbanker i denne uge skabt meget utryghed blandt finanseksperter. Her på redaktionen kalder vi ligefrem det nuværende scenarie for ”Gak-gak-land” og ”Absurdistan”, fordi hele finansmarkedet lige nu simpelthen føles for langt ude.”
Berlingske, lørdag, s. 7, 11 (24.06.2019)

Det digitale indre marked

Attentat-planer mod Boris Johnson var fup
Den amerikanske tænketank Atlantic Council's Digital Forensic Research Lab hævder, at et netværk i Rusland ved hjælp af forfalskede dokumenter, falske konti hos Facebook og Twitter og et stort antal onlineplatforme har spredt falske historier for at underminere den demokratiske debat i Vesten. Blandt andet har netværket spredt en falsk nyhedshistorie om, at britiske EU-tilhængere havde planer om et attentat mod Boris Johnson - favoritten til at blive den næste britiske premierminister. Det skriver B.T. Metro mandag. ”I august 2018 afslørede de spanske myndigheder et komplot, som britiske EU-tilhængere stod bag, og som gik ud på at dræbe Boris Johnson, som er en af de mest fremtrædende tilhængere af EU-skilsmissen Brexit,” hedder det i en af de falske nyheder, som blev spredt på nettet på mindst seks forskellige sprog.
B.T. Metro, mandag, s. 8 (24.06.2019)

Finansielle anliggender

Er det Boris Johnsons plan at gøre England til et skattely?
Søndag bringer Politiken et interview med den franske økonom Gabrielt Zucman, der er blandt en af verdens førende eksperter i skattely. Han mener, at Boris Johnson som ny premierminister kan finde på at gøre Storbritannien til et skattely. ”Det er en reel risiko, det er Boris Johnsons og dele af Tory-partiets projekt. De ser for sig et Singapore-upon-Thames, EU's Singapore,” siger Gabriel Zucman med henvisning til den asiatiske bystat, som har formået at tiltrække enorme mængder af kapital og en dertil hørende finansindustri ved at tilbyde meget lave eller slet ingen skatter for både personer og selskaber. Hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, kan det blive dyrt for landet og blandt andet sætte Londons indbringende status som finanscentrum på spil. Derfor vurdere Gabriel Zucman, at for at modvirke følgerne af det, er det ikke usandsynligt, at en Boris Johnson som premierminister vil ”spille skattekonkurrencekortet, gennemføre skattedumping og mindre regulering og kontrol.” ”Det er en mulighed, men samtidig er det meget skrøbeligt, for det afhænger af, hvordan EU reagerer. Hvis vi får et hårdt Brexit, får Storbritannien brug for en handelsaftale med EU, og i de forhandlinger må skattespørgsmålet sættes øverst på dagsordenen. Hvis Storbritannien sætter selskabsskatten ned til 10 procent og vil tjene på det på bekostning af EU-landene, så må EU gøre gengæld på handlen - det kan EU gøre, for det vil gøre meget mere ondt på Storbritannien end på EU,” siger Gabriel Zucman.
Politiken, søndag, s. 18-20 (24.06.2019)

Institutionelle anliggender

Det rumsterer i EU's baggård
I en kommentar i Kristeligt Dagblad mandag skriver Kurt Strand, journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier” blandt andet: "Mens det store medieblik for tiden er rettet mod spillet om EU's topposter - herunder Margrethe Vestagers (R) chancer eller ikke-chancer - er der langt mellem historier, der handler om nogle af de substantielle problemer, der gemmer sig under mødebordene i Bruxelles. [...] "De sover på gaden, på bænke i parker og er lette at kende i deres blå T-shirts og sorte joggingbukser, som de har fået fra Læger Uden Grænser," fortalte journalist Tine Møller Sørensen fra Beograd. Dér er omkring 3000 flygtninge og migranter strandet efter at være smidt ud af Kroatien, Ungarn og Bulgarien, og selv om tallet næppe virker afskrækkende, er de et synligt bevis på, at en masse mennesker fortsat banker på Europas døre. [...] Tilmed ved vi jo godt, at en vigtig brik i lukningen af den såkaldte Balkanrute - hvor døren ifølge P1-indslagene i weekenden står på klem - er EU-landenes aftale med og klækkelige betaling til Tyrkiets præsident Erdogan. [...] Oveni kommer et ukendt antal unge afrikanere, som venter på første mulighed for at kommer over Middelhavet fra Libyen med en urealistisk forestilling om en gylden tilværelse i Europa. [...] Derfor godt at blive mindet om noget af det, der burde fylde mindst lige så meget på mediernes EU-dagsorden som det igangværende "hvem-blinker-først"spil om topposter."
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 10 (24.06.2019)

Enhedslisten får millioner fra EU til et nyt sekretariat
Enhedslisten har i årevis kritiseret EU’s store budgetter og høje lønninger, men alligevel ansætter partiet nu fire medarbejdere, som skal betales af EU. Det skriver Jyllands-Posten søndag. De fire medarbejdere skal bistå Enhedslistens nyvalgte Nikolaj Villumsen i Europa-Parlamentet, og skal blandt andet arbejde med presse, politisk rådgivning, formidling og administration - og de bliver direkte betalt af EU-kassen. Medlemmer af EU-Parlamentet må ifølge reglerne maksimalt bruge 24.943 euro om måneden til ansættelser af personlige assistenter. Beløbet svarer til 186.000 kroner om måneden eller over 2,2 millioner kroner om året per parlamentariker. "Selv om Enhedslisten er stærkt kritisk over for EU og under valgkampen i maj krævede et mindre EU-budget og lavere lønninger i unionen, har partiet ingen betænkeligheder ved at modtage det årlige millionbeløb fra EU," siger Nikolaj Villumsen. Ydermere siger han: "Hvis vi ikke ansætter de medarbejdere, vil det være dybt uansvarligt over for de vælgere, der har stemt på os og forventer, at vi arbejder for at føre vores solidariske og grønne politik igennem i EU. Uden de ansatte ville jeg ikke have en chance for at forstå, hvad der skulle stemmes om, eller at få Enhedslistens politik igennem i udvalgene."
Jyllands-Posten, søndag, s. 4 (24.06.2019)

Løkkegaard: Valgsejr skal omsættes til politik på handels- og klimaområderne
I et debatindlæg på Altinget skriver Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet, blandt andet: "Som venstremand er det meget svært at være andet end begejstret for det overståede europaparlamentsvalg. Jeg har endnu ikke fået armene ned efter en fantastisk vellykket valgkamp og en historisk valgaften med et lige så historisk resultat: Venstres bedste EU-valg nogensinde, det største EU-parti, den største fremgang og to kandidater øverst på skamlen, når det gælder personlige stemmer. [...] Men - i et større perspektiv - måske endnu vigtigere: Valget blev et endeligt farvel til den golde EU-modstand i Danmark. Folkebevægelsen Mod EU blev udraderet, Dansk Folkeparti svandt ind til næsten ingenting, og Enhedslisten opgav EU-modstanden og brugte tiden på at tale EU-samarbejdet op. [...] Klima og miljø skal have endnu højere prioritet i hele EU. [...] Tryghed bliver en hovedopgave, både kampen mod kriminalitet og terror samt at få styr på de ydre grænser og illegale migranter. [...] Sidst, men ikke mindst, skal der satses 100 procent på flere frihandelsaftaler. EU's momentum som frihandelsfrontløber er forudsætningen for den vækst, som bærer velstand og velfærd til hele EU."
Altinget (24.06.2019)

Sikker bytrafik kan kræve, at vi skal ned i fart
Den fælleseuropæiske færdselssikkerhedsorganisation ETSC konkluderer i en ny rapport, at de europæiske byer skal gøre op med den hurtige motortrafik og prioritere bløde trafikanter, hvis de vil ændre mærkbart på uheldsstatistikkerne. Det skriver Politiken mandag. Tidligere undersøgelser viser, at tre ud af fire europæere mener, ifølge tal fra EU-Kommissionen, at trafiksikkerhed er et alvorligt problem i byerne.
Politiken, mandag, s. 7 (24.06.2019)

Interne anliggender

Nu vil Alex Vanopslagh omskabe det borgerlige Danmark
Den 27-årige Alex Vanopslagh er valgt som ny partiformand for Liberal Alliance. Berlingske bringer lørdag en artikel om den nye partiformand, som er blevet katapulteret ind i rollen som manden, der skal genrejse det liberale Danmark. I 2014 anbefalede Vanopslagh, at Danmark melder sig ud af EU, men den holdning har han nu ændret. ”Jeg er lidt ked af at blive framet som EU-modstander,” siger han og tilføjer: ”Jeg har fået et mere nuanceret blik på tingene. For EU er også et projekt, der med sin centralisering har tvunget nogle liberaliseringer igennem. Enhver borgerlig bør gå op i, at der er et stærkt europæisk samarbejde. At vi kan handle frit med hinanden, at vi kan bevæge os frit i Europa, hvilket kræver stærke ydre grænser,” siger Alex Vanopslagh og peger på udfordringerne med klimaet. ”Hvis alle lande tror, at de kan løse det selv uden at foretage effektive løsninger på EU-niveau, for eksempel med ændringer i kvotesystemet, kommer man nok ikke langt. Der er masser af grunde til at bakke op om kerneopgaverne, fordi det bare er sund fornuft,” understreger han.
Berlingske, lørdag, s. 8-9 (24.06.2019)

Ungarn er ikke længere et demokrati
Politiken bringer søndag en kommentar af Timothy Garton Ash, professor i europæiske studier ved Oxford University og tilknyttet Stanford University. Han skriver blandt andet: ”Da EU's ledere forleden mødtes i Bruxelles, havde de et lig i lasten: Blandt dem var nemlig lederen af et medlemsland, som ikke længere er et demokrati. Viktor Orbán, Ungarns ministerpræsident og i praksis landets ubestridte leder, sad der og smilede, som en demokrat iblandt demokrater, men i virkeligheden har han i løbet af de seneste 10 år smadret det liberale demokrati i sit land. For at føje spot til skade har han brugt de europæiske skatteyderes penge til at konsolidere sit illiberale regime. Med et nyvalgt Europa-Parlament og udsigt til ny ledelse i de europæiske institutioner må EU bevise, at det vil forsvare demokratiet i sine egne medlemslande. Ellers betyder de mange store ord i EU-traktatens artikel 2 ingenting. [...] EU er nødt til at sætte en stopper for denne tragiske farce, hvor unionens egne midler bliver brugt til at undergrave europæiske værdier. Man bør udpege rumænske Laura Codruta Kövesi til Europæisk Offentlig Anklager, for hun ved præcis, hvordan postkommunistisk østeuropæisk korruption ser ud. EU-støtte skal også være betinget af, at man accepterer, at den Europæiske Offentlige Anklager kan se projekterne efter i sømmene. EU bør også i stigende grad sende støtten direkte til lokale myndigheder og civilsamfundet i stedet for at lade en korrupt partistat bruge midlerne som en kæmpestor bestikkelsesfond. [...] EU's håndtering af Ungarn har ikke blot betydning for ungarerne, men for Europa som helhed. Der findes måske nok mange forskellige regimer på det europæiske kontinent, men EU skal være et fællesskab af demokratier.”
Politiken, søndag, s. 3 (24.06.2019)

Klima

Dansk Miljøteknologi: Underimplementering af EU-lovgivning sænker grøn innovation
Altinget bringer et debatindlæg af Jonas Fredsted Villadsen, vicedirektør, Dansk Miljøteknologi. Han skriver blandt andet: ”I den netop afsluttede valgkamp, både til Folketinget og EU-Parlamentet, har betydningen af, at vi i Danmark selv går forrest og håndhæver EU's klima og miljøregler, fyldt påfaldende lidt. For hvis EU-regler, som vedtages gennem møjsommelige og til tider langsommelige forhandlinger i EU-systemet, ikke håndhæves, så svækkes virksomhedernes tillid til, at EU-lovgivningen kan bruges som et sikkert sigtekorn for ny innovation. I det spil har Danmark traditionelt set haft en vigtig rolle som grøn duks. […] Danmark skal være det land, der opbygger tillid og legitimitet til EU's miljølovgivning - ikke det modsatte. Derfor bør Danmark også aktivt støtte, at EU-Kommissionen mere offensivt bruger deres beføjelser til at sagsøge lande, der åbenlyst ikke lever op til reglerne. Ellers kan vi hurtigt få en negativ spiral, der sætter den grønne innovationskraft i EU og Danmark i stå. […] Det vil derfor være gavnligt for den grønne danske innovation, hvis den ny regering opretter et nyt regeringsudvalg, der scanner al relevant ny EU-lovgivning igennem et grønt innovationsfilter, så Danmark altid ser på, hvordan ny EU-lovgivning bedst stimulerer udviklingen af nye danske løsninger.”
Altinget, mandag (24.06.2019)

GMO kan være svaret på hungersnød og klimakrise
GMO-afgrøder bliver på én gang fremstillet som et teknologisk mirakel og et overgreb mod naturen, men ifølge FN's klimapanel er de genmodificerede planter en del af løsningen på klimakrisen. Det skriver Information lørdag. Det Etiske Råd mener, det er etisk problematisk at afvise GMO/sorter, da verden står overfor udfordringen om at producere mere mad på mindre plads under vanskeligere vilkår. Derfor er man nødsaget til at afsøge mulighederne for at skabe mere modstandsdygtige afgrøder, som giver et større udbytte. Både i Europa og USA opfatter et stort flertal af befolkningen GMO-fødevarer som usunde, unaturlige og skadelige for miljøet og i EU er der til dato kun to godkendte GMO-sorter, og ingen af dem må sælges som føde til mennesker. Det betyder, at i praksis findes der stort set ikke GMO-afgrøder i europæisk landbrug udover som importeret foder til dyr. Mads Christensen fra Greenpeace siger, at Greenpeace har rykket sig og i dag vil organisationen ikke udelukke, at afgrøder udviklet med de nye GMO- eller CRISPR-teknologi kan medvirke til at gøre landbruget mere klima- og miljøvenligt, men Greenpeace fastholder, at EU's såkaldte forsigtighedsprincip er en god idé, ligesom organisationen som udgangspunkt er imod udsætning af gensplejsede planter i naturen.
Information, lørdag, s. 14-19 (24.06.2019)

Landbrug

Fiskeriet til ny regering: Arbejd med os, ikke mod os
Altinget bringer et debatindlæg af Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening Dansk Fiskeri. Han skriver blandt andet: ”Vi har i tre år spekuleret i Brexit og ved stadig ikke, hvordan det ender. Uanset hvad der sker, så er det et faktum, at fiskeri i britisk farvand betyder meget for fiskeriforvaltningen i Nordsøen. Vi har sammen med vore EU-kolleger klart udtrykt vores krav om: uændret kvotefordeling, adgang til britisk farvand med mere i forbindelse med Brexit. Men det er også vigtigt, at vi forholder os til, at der kommer et efter-Brexit - forhåbentlig efter en overgangsperiode indtil 2021. Efter Brexit har vi stadig fælles fiskebestande med UK, Norge og de andre lande. UK vil også retsligt være forpligtet til en ansvarlig fiskeriforvaltning. Det er vigtigt for hele den danske fiskerisektor, at der er bred opbakning i Folketinget til at sikre danske interesser i Nordsøen og Skagerrak efter Brexit. […] En grundsten i EU's fælles fiskeripolitik er, at fiskebestandene på lang sigt giver et maksimalt bæredygtigt udbytte; det såkaldte MSY. Det er en tilgang, som vi generelt støtter i dansk fiskeri. Der er brug for en klar definition og anvendelse. […] Hvis vi arbejder seriøst med de emner, som jeg har præsenteret, så tror jeg, at vi kan få et erhverv i balance - og det ser jeg frem til at arbejde sammen med den nye regering og det nye folketing om.”
Altinget, mandag (24.06.2019)

Migration

Danmark opgiver tvangshjemsendelse af sudanere
Politiken mandag skriver, at Rigspolitiet har opgivet af gennemføre hjemsendelsen de sudanske asylansøgere, som skulle sendes hjem til et land i oprør. Sudan har i årevis nægtet at tage imod tvangshjemsendte asylansøgere, men i begyndelsen af dette år lykkedes det Udlændinge- og Integrationsministeriet at indgå en aftale med regimet, mens Omar al-Bashir endnu var ved magten. Efter hans afsættelse forsøgte de danske myndigheder at bevare, hvad det selv kaldte for et ”konstruktivt samarbejde” med Sudan. På europæisk plan har EU's Ministerråd for første gang lagt klar afstand til juntaen og lagt dets vægt bag protestbevægelsen. ”Et overgangsstyre anført af civile er den eneste partner, som de EU-sudanske relationer kan blive normaliseret med. Når Sudan begiver sig ud på en overgang til et civilt styre, ser EU frem til at støtte landet med at tackle dets sociale, økonomiske og politiske udfordringer,” udtalte ministerrådet i denne uge. I 2015 indledte EU et samarbejde med Sudan om bekæmpelse af menneskesmugling og bremsning af migration. Samarbejdet muliggjorde også, at flere lande kunne begynde at tvangshjemsende afviste asylansøgere. Indtil for nylig var EU væsentlig mere tilbageholdende i sin kritik af militærregimet i Sudan end USA og enkelte europæiske nationer såsom Storbritannien. Men nu kalder ministerrådet det demokratisk sindede oprør for en ”historisk mulighed” og ”fordømmer på det kraftigste” overgrebene på de fredelige demonstranter. SF og de Radikale har allerede meldt ud, at de ikke vil bakke op om et fortsat dansk samarbejde med militærregimet om tvangshjemsendelser.
Politiken, mandag, s. 3 (24.06.2019)

Hjemsendelse af syrere er hjerteløs
I en kronik i Politiken mandag skriver Buthaina Shaheen, direktør for det Syriske Kulturinstitut i Danmark, og Sune Haugbølle, professor (mso) i globale studier, Roskilde Universitet, om tvangshjemsendelse af syriske flygtninge. ”Lige siden politikere sidste år begyndte at diskutere muligheden for at sende folk tilbage til Syrien, har det skabt frygt og usikkerhed blandt syriske flygtninge. […] Paradigmeskiftet fra integration til hjemsendelse har sendt et klart signal: Det danske samfund ønsker ikke at indoptage flygtninge fra muslimske lande. Hvis de vil skabe et hjem i det lange løb, bliver det ikke her. […] Hvis man skal tro internationale observatører som Human Rights Watch, International Crisis Group, Sawa for Development and Aid, og European Institute of Peace, der i det sidste halve år har udgivet en række detaljerede rapporter, så er det på ingen måde sikkert at sende syriske flygtninge hjem endnu. FN's Flygtningehøjkommissariat publicerede i februar 2018 en række anbefalinger for hjemsendelse af syriske flygtninge. Det hjemsendende land skal ifølge kommissariatet sikre flygtninges ”fysiske, lovlige og materielle sikkerhed”. Vores nye praksis strider imod vedtagne principper, som FN og EU tilslutter sig, at tilbagevenden efter krig skal være utvungen og sikker. […] Hvad er det, vi vil opnå ved at producere vores egen alternative udlægning af situationen i Syrien og presse på for at få hjemsendt de syriske flygtninge, inden situationen er sikker? Er det sådan et foregangsland, vi gerne vil være i Europa?,” skriver de blandt andet.
Politiken, mandag, s. 5-6 (24.06.2019)

Når Pia Kjærsgaard spørger om det danske folk er ved at blive udskiftet bruger hun højreekstremisternes yndlingsudtryk
Politiken bringer søndag en artikel med temaet ’Indvandring’, hvor begrebet befolkningsudskiftning bliver diskuteret. Ifølge Rainer Bauböck, der forsker ved Georg-August-Universitåt Göttingen og leder en kommission om migration og integrationsstudier ved Østrigs videnskabelige akademi, er begrebet en politisk kode. ”Vi ved, hvor dette begreb kommer fra. Det blev brugt af nazisterne, som kaldte det 'Umvolkung', altså befolkningsudskiftning, og det betød udskiftningen af et etnisk folk med et andet etnisk folk,” siger Rainer Bauböck. Forestillingen om en etnisk trussel mod Europa har ifølge forskere en lang historie. Nazisterne dæmoniserede især jøder. I efterkrigstidens Østrig verserede i højrenationale kredse myter om, at de allierede magter sendte sorte og 'mongoler' til Europa for at erstatte befolkningen, skriver avisen Der Standard. I dag er det ofte, men ikke altid, muslimer. Den ungarske ministerpræsident Viktor Orban påstår, at den liberale jødiske investor og filantrop George Soros står bag indvandringen til Europa. I en offentlig tale i april i år sagde Orban, at det dengang forestående europaparlamentsvalg skulle handle om, hvorvidt Europa stadig skal ”tilhøre europæere eller overgives til masserne af folk fra andre kulturer og andre civilisationer - det, som franskmændene har kaldt befolkningsudskiftning”. I Europa generelt - og i Danmark - er cirka 5 procent af befolkningen muslimer. Uden yderligere indvandring vil den andel vokse til 7,4 procent i Europa i 2050, vurderede amerikanske Pew Research Center i 2017.
Politiken, søndag, s. 12 (24.06.2019)

Sikkerhedspolitik

OECD’s danske chef: USA i kold krig med Kina
Sidst på ugen er der G20-topmøde i Japan og al interesse er fokuseret på det bilaterale møde mellem præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping, hvor overskriften handler om risiko for mere handelskrig og højere straftold. Det skriver Børsen mandag. Ulrik Vestergard Knudsen, vicegeneralsekretær i OECD advarer om, at opgøret mellem Kina og USA bliver meget langvarigt. “Kina ønsker ikke den kolde krig, men hvis de to magter bliver ved at se hinanden gennem denne koldkrigsprisme, så bliver det selvopfyldende. Situationen mellem Kina og USA er uoverskuelig. Hvis handelskrigen spreder sig og rækker over Atlanten til EU, bliver den rigtig alvorlig. Der er masser af ting, der kan eksplodere. Og den kolde krig mellem USA og Kina er allerede et faktum. Det er populært at give Trump en stor del af ansvaret, men netop på spørgsmålet om Kina er mange demokrater endnu mere militante, og Trump beskyldes for at være for blød over for Kina,” siger Ulrik Vestergard Knudsen.
Børsen, mandag, s. 14-15 (24.06.2019)

Udenrigspolitik

Erdogan spiller højt spil med omvalg i millionby
Jyllands-Posten søndag skriver, at det omstridte omvalg i Istanbul er blevet til en folkeafstemning om præsident Erdogan, når 15 millioner indbyggere i Istanbul søndag igen gik til valgurnerne. Valgkommissionen besluttede, efter voldsomt pres fra Erdogans islamisk-konservative AKP-parti, at lade kommunalvalget i Tyrkiets største by, der den 31. marts gav et snævert flertal til det socialdemokratiske oppositionsparti CHP, gå om. Erdogan meldte sig selv først ind i valgkampens slutspurt, hvilket af de uafhængige politiske iagttagere, tolkes som et tegn på, at selv den enevældige præsident må tage højde for, at han kan tabe igen. I forvejen spillede han højt spil ved at lægge sig ud med EU, Europarådet og de fleste europæiske hovedstæder ved at forlange omvalg, hvilket også har skubbet Tyrkiet længere væk fra et EU-medlemsskab. "Meget afhænger af, om der kommer mange rapporter om valgsvindel. Men omvalget er under alle omstændigheder en slags folkeafstemning om Erdogan," siger Can Dündar, Comhuriyets tidligere chefredaktør, som lever i eksil i Tyskland, til avisen Die Welt.
Jyllands-Posten, søndag, s. 13 (24.06.2019)

Sanktioner eller milliarder af euro
Ministerpræsidenterne går i de gamle østtyske delstater stik imod regeringen i Berlin og opfordrer til, at EU opgiver sanktionerne imod Rusland, da det koster erhvervslivet dyrt. ”For os er styrkelsen af de erhvervsmæssige forbindelser en vigtig byggesten i en helhedsstrategi om at pleje og forbedre de tysk-russiske forhold,” lød det fra ministerpræsidenten i Mecklenburg-Vorpommern, socialdemokraten Manuela Schwesig, ifølge Jyllands-Posten, mandag. De seneste meningsmålinger viser, at det nationalkonservative parti AfD står til fremgang i alle de tre delstater og det er en kendt sag, at partiet er tæt på Putin og beundrer hans nationalisme, forklarer den nu pensionerede historieprofessor Hans-Heinrich Nolte og siger: ”Putin sætter jo Rusland først, ligesom Trump gør med USA. Den form for nationalisme savner mange borgere i det østlige Tyskland hos Angela Merkel. Ikke kun når det kommer til indvandringspolitikken.” I nyhedsprogrammet Tagesschau udtalte Astrid Lorenz, politolog ved universitetet i Leipzig, for nylig, at ”i hele Øst- og Centraleuropa er der i de senere år opstået en ny selvbevidsthed over for EU, der ofte opfattes som vestligt domineret. I Tyskland udmønter det sig ved protester over for den politik, der føres på nationalt niveau.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 14 (24.06.2019)

Sikkerheden synker i Golfen, mens dansk udenrigspolitik sejler
Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Misha Zand, cand.mag. i tværkulturelle studier og analytiker ved Iran Market Consulting. Hun skriver blandt andet: ”Hvis den amerikanske regering fra den ene dag til den anden beslutter sig for at gøre alvor af sine krigstrusler mod Iran, hvor står Danmark da som tæt amerikansk allieret? EU har gjort det klart. Trumps regering skal vende tilbage til den atomaftale, som blandet andre Iran og USA underskrev i 2015 under præsident Obama. Men det interesserer Trump sig ikke for. […] Hvad er Danmarks politik, hvis USA's udsendte på sit besøg i Europa i næste uge pludselig ønsker dansk støtte til amerikanske tropper i Golfen? Vil Danmark takke nej til mere krig og henvise til en deeskalerende EU-politik, som Federica Mogherini, EU's udenrigschef, står bag? Eller har Samuelsen på vores vegne allerede videregivet Danmarks position på sit møde med Pompeo sidste måned - uden en offentlig debat? Hvad er Danmarks udenrigspolitiske ståsted?”
Politiken, lørdag, s. 4 (24.06.2019)

Detaljer

Publikationsdato
24. juni 2019
Forfatter
Repræsentationen i Danmark