Mandag den 27. juli

Tophistorier

Et flertal revser EU-rabat
Slagsmålet om EU's budget og genopretningspakke er langt fra slut, skriver B.T. lørdag. De sparsommelige fire er blevet skydeskive for verbale udfald fra andre ledere og et stort flertal i Europa-Parlamentet kritiserede torsdag aftalen. Der blev rettet skarp kritik mod flere af de elementer, som Mette Frederiksen og hendes allierede i sparebanden, Holland, Sverige og Østrig, gennem flere dage kæmpede indædt for at få med hjem fra topmødet. ”Vi gentager vores fastsatte holdning til, at alle rabatter og korrigerende mekanismer skal afsluttes så hurtigt som muligt og udtrykker stærk misbilligelse af, at det Europæiske Råd ikke bare har bevaret, men endda øget rabatterne til fordel for medlemsstaterne,” står der blandt andet i teksten, som blev vedtaget med 465 stemmer for og 150 stemmer imod. Det er dog ikke en endelig afstemning om aftalen, hvilket først sker, når Europa Rådet og Europa-Parlamentet har forhandlet om den. Rasmus Bruun Pedersen, EU-ekspert og ph.d. i international politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, mener, at det har været spændende at se, hvordan de fire har fået skabt en platform, som kan ses som en tegning til en ny blok i EU. ”Efter Storbritanniens exit har de her lande fundet en form for alliance, som er blevet ret central i de her forhandlinger, og jeg tror helt klart, vi vil se, at der kommer flere mindre sparsommelige lande til. Danmark har været meget aktiv i forhold til at danne nye alliancer, efter Storbritannien stemte sig ud af EU, og jeg tror, vi kommer til at se Danmark sammen med de her lande i andre sammenhænge også,” siger Rasmus Bruun Pedersen ifølge B.T. lørdag.

Politiken bringer søndag et interview med Morten Messerschmidt, folketingsmedlem og EU-ordfører for DF. Han er en hård kritiker af den historiske aftale og kritiserer specielt, at udgifterne er uændrede trods Storbritanniens exit. ”Danskerne skal til pungen én gang til og have 4,5 milliarder mere op af lommen. Danskerne er i forvejen nogle af dem, der netto betaler mest til EU per indbygger. Det er grundlæggende fuldstændig forrykt, at man ikke har valgt at skære ned på udgifterne, selvom Storbritannien forlader EU,” siger han. Han mener, at rabatten som Mette Frederiksen har sikret Danmark, er til grin, da det samlede beløb stadig er højere. Messerschmidt vil gerne bytte Danmarks situation ud med Storbritanniens, men vil trods alt gerne lige se, hvor Storbritannien ender med den aftale, der skal laves med EU. ”Danmark og Storbritannien er jo ikke ens, hverken politisk eller demografisk, og derfor kan man ikke bare sådan 1:1 sige, at vi skal gøre præcis det samme som Storbritannien. Men jeg vil sige det sådan, at Storbritannien er et kæmpe forbillede. Storbritannien kommer til at vise vejen for, hvordan Danmark kommer ud af EU,” siger han og fortsætter: ”Det gavner først og fremmest europæerne, hvis EU begynder at falde fra hinanden. Så kan det jo være, at vi begynder at bevæge os tilbage til en tid, hvor europæerne rent faktisk har indflydelse på politikken i deres egne fædrelande,” lyder det fra Messerschmidt.

Berlingske bringer lørdag en analyse af Ulrik Bie, økonomisk redaktør. Han skriver blandt andet: ”Det kommer til at gøre ondt ligegyldigt hvad. Støvet har nu lagt sig efter det historiske topmøde i EU, der både fik løst budgettet for de kommende syv år og etableret en genopretningsfond. Godkendelsen i Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter mangler fortsat, men de store linjer er på plads. […] EUs budget- og genopretningsaftale kan også få indflydelse på den pengepolitik, som føres i euroområdet og dermed reelt også i Danmark. Den Europæiske Centralbank med Christine Lagarde i spidsen har under coronakrisen været stor fortaler for en kraftig finanspolitisk reaktion på coronakrisen. Budgetaftalen vil derfor fjerne noget af presset for at fortsætte de helt ekstreme tiltag, der løbende er blevet introduceret siden marts. Mere hjælp fra EU i kombination med reformer i Italien burde i sig selv bidrage til lavere renter, hvormed ECB ikke behøver at købe lige så aggressivt som nu. Det forudsætter naturligvis, at Italien leverer. […] Det er nemt at male fanden på væggen, men EU kæmper lige nu en kamp for at forblive relevant i den globale økonomi. De gamle EU-lande har reelt set ikke haft en periode med pæn vækst i dette årtusind. […] Den tyske kansler, Merkel, har tidligere opsummeret Europas problemer således: Vi udgør syv pct. af verdens befolkning, 25 pct. af den globale økonomi og halvdelen af velfærdsudgifterne. Det er en del af problemet. Når man står i Hamborg centrum og ikke kan få ordentlig wi-fi, er det tydeligt, at mange andre problemer er mindst lige så afgørende for Europas fremtid. Der er et stort behov for at tage sig alvorligt sammen.”

B.T. bringer lørdag en kommentar af Søs Marie Serup, politisk kommentator, som blandt andet skriver: ”EU's stats- og regeringschefer er blevet enige om et budget for de næste syv år samt en stor genopretningsfond, der skal hjælpe økonomien på fode oven på corona-krisen. Men budgettet skal både godkendes i de nationale parlamenter og af Europa-Parlamentet. Sidstnævnte har klart fortalt, at man ikke er tilfreds med aftalen, og vil have ændringer. Pudsigt nok er det ikke udsigten til flere EU-skatter, der ser ud til at bekymre mest. Skatter nævnes da heller ikke særligt tydeligt i aftalen. I stedet taler man om 'egne ressourcer', der sættes over for de store udgifter til redningspakken. Men i praksis hører det til i skattesystemet. […] Frem mod september vil der foregå en stor intern lobbyindsats i EU, for alle de dele af aftalen, som kun er løst aftalt mellem stats- og regeringscheferne, vil være i spil. Herunder det, man behændigt undgår at kalde EU-skatter. Når skat ikke fylder mere i den offentlige debat om budgettet, er det formentlig, fordi de fleste trods alt er lettede over, at der overhovedet landede en aftale med en stor redningspakke. Størstedelen af dansk økonomi er nemlig helt afhængig af eksport. Og man kan kun sælge smør til folk med råd til brød.”

Jyllands-Posten bringer lørdag en kommentar af Jørn Mikkelsen, sikkerhedspolitisk korrespondent, som blandt andet skriver: ”Hvad der begyndte som en lidt kuriøs forsamling af ”de sparsommelige fire” - Holland, Sverige, Danmark, Østrig - blev ikke alene suppleret med Finland, men etablerede sig også som en ny magtfaktor, der holdt topmødet i et jerngreb og udløste, hvad der bredt i europæiske medier kaldes en ny kulturkløft i EU. At fem små, velhavende lande i nord - Østrig falder geografisk lidt udenfor - endte med at byde giganterne trods og insistere på flere lån og færre tilskud til de kriseramte lande samt et strammere EU-budget, er helt nyt. Deres samlede indbyggertal udgør halvdelen af Tysklands. At de så utilsløret optræder som en selvstændig blok med klare, fælles målsætninger har vakt opsigt. […] Bag den nye blokdannelse gemmer sig en vis usikkerhed om, hvor dybt Tysklands skifte stikker. Når Berlin er endt med at gå med Frankrig og skippe sin traditionelle sparekurs, skyldes det coronakrisens historiske dybde. Det er den altoverskyggende forklaring i Berlin. Tyske økonomer er for så vidt enige og ønsker sig intet mere end et velfungerende indre marked for eksportverdensmesteren Tyskland. Men de er i tvivl, om pengene vil blive brugt optimalt i de kriseramte lande, og hvor hårdt den fælles låneoptagelse vil belaste tysk økonomi i årtier frem. Det er ikke udelukket, at det snart viser sig, at Tyskland især gik med Frankrig af politiske årsager, men at tyskernes økonomiske reflekser siden 1945 stadig er intakte. Det vil kun give den nye nordeuropæiske klub mere medvind.”

Politiken bringer lørdag en kommentar af Lykke Friis, direktør, Tænketanken Europa. Hun skriver blandt andet: ”Skitseudkast til EU's nekrolog kan arkiveres - pandemien bliver ikke EU-samarbejdets endeligt. Nu venter kampen om de fremtidige spilleregler for Europas økonomi. […] Diskussionen lader næppe vente længe på sig, når først Europa-Parlamentet har behandlet topmødekompromiset. Allerede til efteråret skal den såkaldte konference om Europas fremtid skydes i gang, og efter planen skal den afsluttes under fransk EU-formandskab i 2022 - og dermed også fungere som affyringsrampe for Macrons præsidentvalgkamp. Ganske interessant har en af sparegruppens bannerførere, Østrigs Sebastian Kurz, for længst meddelt, at han går ind for, at EU-traktaten på en række områder skal ændres. Umiddelbart er det næppe en blomst, der vokser i Danmarks, Sverige og Hollands have. Spørgsmålet er derfor, om de sparsommelige fire (med to euro- og to ikkeeurolande) er en permanent gruppe, eller om der også her var tale om en ekstraordinær eller lejlighedsvis gruppering. Det kunne passende diskuteres forud for en kommende europapolitisk aftale mellem Folketingets partier.”
B.T., lørdag, s. 8, 24; Politiken, lørdag, s. 3, søndag, s. 2-3; Jyllands-Posten, lørdag, s. 22; Berlingske, lørdag, s. 10-11 (27.07.2020)

Prioritede historier

Et stort skridt nærmere Europas Forenede Stater
Flere aviser bringer læserbreve om EU’s budgetaftale, som EU’s stats- og regeringsledere blev enige om i tirsdag, men som endnu ikke er godkendt af Europa-Parlamentet. Thorkil Sohn fra Ringkøbing skriver blandt andet i Ekstra Bladet søndag: ”EU's gigantiske hjælpe- og lånepakker, som er på vej, indebærer, at medlemslandene - også Danmark - skal betale og hæfte for uhørte milliardbeløb. Jeg ser med bekymring på, at vort land på denne måde bindes op på en kæmpegæld i årtier. […] Man bruger eufemismen 'EU's egenindtægter'. På længere sigt er det særdeles farligt. Der kan nemlig skrues mere og mere op for EU-skatter, når de først er indført. Og da der ikke er ubegrænsede muligheder for at opkræve skat, og da den stærkeste - i dette tilfælde EU - altid tager først, så vil resultatet blive, at stat, regioner og kommuner må nøjes med det, som EU levner til os. Magten følger pengene - så vi risikerer et stort skridt i føderal retning. En bekymring, som briterne nu er sluppet fri af. ”

Helge Hoffmann, folketingskandidat, Nye Borgerlige, Vestjyllands Storkreds, skriver blandt andet i Jyllands-Posten søndag: ”Så blev der indgået en budgetaftale i EU. […] Det kan ende med endnu en stor regning for Danmark. […] Det korte af det lange er, at Danmark gang på gang kommer til at betale mere til EU, og at vi ”til gengæld” får lov at bestemme mindre og mindre over vores egne forhold. Danmark bør derfor snarest muligt følge Storbritanniens eksempel og melde sig ud af et stadigt mere udemokratisk og bureaukratisk EU, som suger flere og flere penge til sig.”

Else Skovløber fra Sønderby skriver blandt andet i Ekstra Bladet lørdag: ”Blå blok og Dansk Folkeparti må stå sammen om at få annulleret EU-aftalen, for det var da godt nok en katastrofe, at Mette Frederiksen gik med til den. Vi er med i et fællesmarked, som efter salamimetoden gennem årerne er udvidet til en enorm bureaukratisk union. Især efter Brexit er unionen en kaotisk farce. Danskerne må kræve en demokratisk folkeafstemning om afgivelse af national suverænitet. […] Det drejer sig især om den føderale fællesgæld på 750 mia. kr., som stavnsbinder medlemslandene for evigt, så udmelding herefter bliver umuligt.”

Michael Kjellberg Brønshøj skriver i Ekstra Bladet lørdag: ”Langt, langt fra Danmark besluttes det at øge EU's magt med ufattelige milliarder. Og så italesættes resultatet som en vindersag - Danmark fik rabat, men i virkeligheden øges vores EU-skat med 4,5 milliarder. I et demokratisk samfund er mit krav, at vi medinddrages. Dette hastværk er et manipulatorisk kneb, hvor magtsyge politikere tromler hen over deres vælgere. Vi mangler i den grad demokratiske principper for det demokratiske samspil mellem EU, nationalstaten og dens borgere. Der er lykkedes at øge EU's magt i et omfang, som gør ØMUEN til en kylling.”

Jørgen Oxenbøll fra Holte skriver i Politiken lørdag: ”Danmark var sammen med den øvrige sparebande imod EU-Kommissionens forslag om tildeling af midler til lande, der har været hård ramt af coronakrisen. Hvor meget skulle være gaver, og hvor meget lån. Sparebanden gav sig lidt til sidst mod at få rabat, når de skal betale til det samlede EU-budget. Det er simpelthen for ringe at benytte sig af en nødsituation til at sikre sig lidt yderligere rabat. Vi er ikke ligefrem fattige i Danmark, og vi burde være lidt mere solidariske med vore venner i EU. Det er i orden at forlange lidt reformer mod tildeling af midler. Men det er ikke i orden at benytte sig af afpresningsmetoder. Man kunne også have regeringen mistænkt for at ville score nogle billige point for at holde på tidligere DF-vælgere - for hvorfor ellers være så EU-skeptisk?”

Kjell Nilsson fra Frederikssund skriver i Politiken søndag: ”Til lykke til os alle i EU med den nye aftale. Nu skal der følges op med en opprioritering af dansk EU-engagement. Vi må arbejde for, at snydelande som Holland, Irland, Luxembourg og Schweiz ikke har lov til at tage sig betalt for at være 'nyttige idioter'. Det bør ikke være lovligt at være transitlande for virksomheders skatteunddragelser. EU's landbrugsstøtte skal heller ikke længere være en hellig ko eller fungere som en sovepude for nationale politikeres manglende evne til at gennemføre regionale reformer. EU's landbrugsstøtte burde være et globalt eksempel på god regeringsførelse med fokus på bæredygtighed, klima og miljø og rettidig omhu! Vi har den nødvendige viden - det forpligter!”

Uffe Jensen fra Herning skriver blandt andet i Politiken mandag: ”Polen og Ungarn bliver skældt ud for ikke at overholde EU's regler for retsstat og demokrati. Det er på tide, at EU stopper med at kaste sten i sit eget glashus. EU overholder langtfra basale principper for demokrati. EU er ikke et demokrati, men tværtimod et autokrati, hvor de folkevalgte er skubbet ud på et sidespor. Her er det embedsmænd, der bestemmer! […] De folkevalgte i EU bliver blot spændt for statsledernes lovgivningsmaskine som gummistempler, men kan højst spænde lidt ben en gang imellem og kun inden for visse lovgivningsområder. Det demokrati, EU ifører sig, er blot kejserens nye klæder.”

Mogens Henze fra Nærum skriver i Politiken mandag: ”I de seneste dage har studieværterne i DR omtalt budgetterne i EU med rullende øjne og udtalt, at der er tale om kæmpestore milliardbeløb. Enten er studieværterne EU-modstandere, hvilket er okay med mig, eller også mangler de blik for størrelsen af EU, hvilket ikke er okay med mig. Beløbene er store, men det skyldes, at EU har omkring 446 millioner indbyggere. Når man så yderligere hele tiden nævner EU's samlede budget i forhold til de næste 7 år, kan man godt forstå, at øjnene er ved at rulle helt ud at skærmen. Nu venter jeg på, at man en af dagene meddeler, at Danmark skal betale 175 milliarder til EU over de næste 7 år.”

Hans Christensen fra Dragør skriver blandt andet i Berlingske mandag: ”Den nye EU-aftale bryder med flere principper i EU-samarbejdet, som vi kender det. EU kan nu optage lån, som medlemsstaterne hæfter for, og lande, som ikke er med i Euro-valutaen, skal nu hæfte solidarisk for sydlige landes misligholdelse af betingelserne for deltagelse i Euroen. […] Danmark er blevet tvunget ind i en de facto deltagelse i Eurozonen, uanset om vi kan lide det eller ej. Statsministeren er os svar skyldig på, hvordan det kunne ske. Alternativerne er derfor: Melde Danmark ind i Euroen for at få indflydelse for pengene. Eller udmeldelse af EU til fordel for en norsk løsning, hvor vi er medlem af toldunionen mod at overholde alle EUs regler og domstolsafgørelser. Spørgsmålet er, om vi ikke har mest ud af det sidste, set i lyset af hvor lidt indflydelse vi har på EUs beslutninger.”
Ekstra Bladet, lørdag, s. 17, søndag, s. 21; Jyllands-Posten, søndag, s. 27; Politiken, lørdag, s. 4, søndag, s. 3, mandag, s. 6; Berlingske, mandag, s. 23 (27.07.2020)

Arbejdsmarkedspolitik

Polsk fagforening er endt i bitter strid med Danmark om solidarisk løn
Polens største fagforening, Solidaritet, mener, at der mangler europæisk solidaritet om lønmodtageres vilkår på tværs af grænserne. ”Når vi sidder i fagforeningsmøder, forsøger vi at overbevise kolleger i hele Europa om, at vi har brug for en europæisk rammeaftale. Vi har brug for at formulere bestemte arbejdsbetingelser og standarder. Priserne er nogenlunde de samme i Polen og i for eksempel Tyskland, men lønningerne er helt forskellige. Men jeg er bange for, at det ikke bliver let, for der er ikke nok solidaritet mellem fagforeningsfolk,” siger Alfred Bujara, der leder afdelingen for handel, banker og forsikringsbranchen i Solidaritet ifølge Politiken lørdag. Bente Sorgenfrey, der er næstformand i den danske Fagbevægelsens Hovedorganisation, kender kritikken, men hun afviser europæisk regulering. ”Vi har nogle forskellige synspunkter, som jeg diskuterer med mine polske kolleger i forhold til, at vi har den danske arbejdsmarkedsmodel og vores aftalesystem, og vi har ikke brug for en europæisk regulering af det. Så kan nogen af vores kolleger i nogle af de lande, der synes, de har brug for en fælles rammeaftale, synes, at vi er usolidariske,” siger Bente Sorgenfrey. Nicolas Schmit, der er EU-kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder, har spillet ud med et forslag, der med hans ord skal sikre mindstelønninger i Europas lande, som man kan leve af. Han har dog samtidig garanteret, at de seks EU-lande, Sverige, Finland, Østrig, Italien, Cypern og Danmark, der ikke har en lovbestemt mindsteløn, kan beholde deres overenskomstsystemer, som han siger giver bedre resultater. I midten af august skal der afleveres nye høringssvar til kommissionen, hvorefter man i andet halvår af 2020 skal prøve at lande en aftale.
Politiken, lørdag, s. 4 (27.07.2020)

Store forskelle i Europa: Så mange år skal unge knokle på arbejdsmarkedet
En nyligt offentliggjort analyse fra EUs statistikkontor, Eurostat, viser, at unge danskere i gennemsnit kan se frem til 40 år på arbejdsmarkedet, mens unge italienere kan slippe med otte år mindre. Det skriver Berlingske mandag. Den store forskel skyldes specielt, at der stadig er mange italienske kvinder, som står udenfor arbejdsmarkedet. ”Selvfølgelig har corona været hård ved Italien, men det grundlæggende problem er, at det italienske arbejdsmarked fungerer dårligt. Det er overreguleret, lønfastsættelsen er meget centralistisk, arbejdskraftmobiliteten er lav, og det italienske skattesystem er en hæmsko for arbejdsindsatsen,” siger Mads Lundby Hansen cheføkonom i tænketanken Cepos. Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, er enig i, at Italien kan tage ved lære af de reformer, som skiftende regeringer har gennemført i Danmark de seneste årtier, men påpeger dog, at Italien allerede har taget skridt i den rigtige retning. ”I Italien har der været en markant stigning i erhvervsdeltagelsen siden 2000, hvilket primært skyldes en stor pensionsreform fra 2012. Den var især rettet mod den lave pensionsalder for kvinder,” siger Ulrik Bie. Der er dog et forhold ved pensionsreformen, som kan blive et problem, mener Ulrik Bie. ”Man har indført en midlertidig nedsættelse, der står til at udløbe næste år. Den kan det være fristende at forlænge. En af de allervigtigste krav til Italien i forbindelse med de nye genopretningsmidler er derfor, at pensionsreformen bliver indfaset som foreskrevet. Det vil trække politiske tænder ud, da reformen er dybt upopulær,” siger Ulrik Bie.
Berlingske, mandag, s. 7 (27.07.2020)

Vi har alle et ansvar for vores chauffører
Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Benny Engelbrecht, transportminister (S), som blandt andet skriver: ”Ingen chauffør skal tilbringe dage, uger eller måneder i sit førerhus. Det er ikke hensigten med et førerhus, og det er bestemt ikke meningen med reglen om 25-timers parkering. Den har til formål at sikre, at chaufføren ikke alene får holdt sit lange, lovpligtige hvil, men at det også foregår under andre og ordentlige forhold. Jeg er derfor ikke helt enig med direktør Hans Otto Sørensen, der her i avisen skriver, at løsningen er flere og større rastepladser. […] Vejpakken blev endeligt vedtaget af Europa-Parlamentet for nylig, og den understreger, at der er et fælles europæisk ønske om at sikre ordentlige arbejdsforhold og -vilkår for de mange lastbilchauffører, der hver dag kører varer og gods rundt i Europa. […] Det er branchen, som skal håndhæve og efterleve de til enhver tid gældende regler og retningslinjer, hvis vi skal skabe en bedre fremtid for vores chauffører. ”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 23 (27.07.2020)

Det digitale indre marked

Kunstig intelligens er nøglen til fremskridt i Europa – men uden tillid går det ikke
I en kommentar i Berlingske mandag, skriver Casper Klynge, vicepræsident for Government Affairs, Microsoft og Marianne Dahl, adm. direktør, Microsoft Danmark, blandt andet: ”Kunstig intelligens vil få afgørende betydning for vores stadigt mere digitaliserede liv. Vi har kun set begyndelsen. EU-Kommissionen fastslog for nylig, at potentialet for datadreven økonomisk vækst er mere end 800 mia. euro i 2025. […] Der er dog også en skyggeside; med teknologi følger risici og nye udfordringer. Allerede i februar præsenterede EU-Kommissionen et forslag til nye, lovbestemte rammebetingelser for kunstig intelligens, og i slutningen af juni underskrev erhvervsminister Simon Kollerup sammen med ni andre EU-medlemslande en fælles erklæring om et øget fokus på udviklingen af ansvarlig kunstig intelligens. […] Vi bakker op om EU-Kommissionens forslag og ambition om at gøre Europa til global leder på området, og vi har formuleret fem konkrete forslag. […] Vi har i Microsoft forpligtet os til at hjælpe med at gøre kunstig intelligens brugbar, tilgængelig og sikker for alle europæere, og vi ser frem til at samarbejde med kommissionen og andre aktører på området, herunder den danske regering, for at gøre ansvarlig kunstig intelligens til en selvfølge både på tværs af Europa og i resten af verden.”
Berlingske, mandag, s. 23 (27.07.2020)

Grundlæggende rettigheder

Han fandt ligene af Stalins ofre – og nu er han dømt for pædofili
Berlingske bringer en kommentar af journalist Troels Heeger, som blandt andet skriver: ”For mere end 20 år siden gjorde Juri Dmitriev et uhyggeligt fund. I en fyrreskov nær Sandarmokh i regionen Karelen i det nordvestligste hjørne af Rusland stødte den russiske amatørhistoriker efter systematiske anstrengelser på en massegrav med knogler og andre jordiske rester. […] Med sine graverier ville Juri Dmitriev give en stemme til Stalintidens glemte ofre. Men dermed gjorde han sig særdeles upopulær i Kreml. Set med det officielle Ruslands øjne er mindet om Stalintidens blodige forbrydelser og massegravene nemlig en skamplet på nationens ære. Skyldfølelse over fortidens ugerninger er klinisk renset fra den officielle russiske selvforståelse, som Putin mere end nogen anden har gjort det til sin mission at afstive med både historieforfalskninger og luftige fraser om national glorværdighed. Som det seneste har den russiske leder gennemtvunget en forfatningsændring, der blandt andet forpligter nationen til at forsvare den historiske ”sandhed” om Anden Verdenskrig. […] Trods officiel misbilligelse fortsatte Dmitriev ufortrødent sit arbejde. Sammen med menneskerettighedsorganisationen Memorial skabte han en mindeplads i Sandarmokh. Han gravede videre i skovbunden og fandt hundredvis af ofre. I samarbejde med en kollega udgav han en bog, der oplister navnene på flere tusinde af Stalins ofre i Karelen. I 2016 begyndte Juri Dmitrievs mareridt, da politiet efter et anonymt tip ransagede hans hjem i 2016 og fandt nøgenbilleder af hans adoptivdatter på hans computer. Dmitriev nægtede sig skyldig i sigtelsen for børnepornografi. […] Dmitrievs kolleger i menneskerettighedsorganisationen Memorial afviser anklagerne om seksuelle overgreb som pure opspind. I april sendte en udenrigspolitisk talsmand for EU en bestemt opfordring til de russiske myndigheder til at droppe sagen mod Dmitriev, som ifølge EU blev indledt på ”tvivlsomt grundlag”. […] I 2018 blev Dmitriev frikendt af en lokal domstol, men dommen blev senere omstødt af Karelens Højesteret, og i stedet skærpede myndighederne sigtelsen til seksuelle overgreb. I denne uge blev Dimitriev idømt en fængselsstraf på tre et halvt år. […] Som New York Times skriver i en artikel om domfældelsen, benytter russiske myndigheder sig ofte af pædofili-anklager til at ”dæmonisere kritikere”. Retssagen mod og fængslingen af Juri Dmitriev er en dyster påmindelse om den historiske sandheds skrøbelighed og autoritære regimers systematiske anvendelse af åbenlyse løgne og bedrag til at så tvivl om enhver fortælling, der kan udfordre regimets egne sandheder.”
Berlingske, lørdag, s. 3 (27.07.2020)

Institutionelle anliggender

Det er nemt at pege fingre ad Polen, hvis ikke man har sat sig ind i landets historie
Berlingske bringer søndag et debatindlæg af Caspar Stefani, cand.scient.pol. Han skriver blandt andet: "De danske reaktioner var som forventet ganske ensidige efter genvalget af den polske præsident Duda - ligesom dækningen af Trump og Brexit. I stedet for at give svar på, hvorfor mennesker stemmer, som de gør, efterlader dækningen et indtryk af, at folk bare må være dumme. [...] Polens historie er en lang lidelseshistorie. Først efter Murens fald blev de for alvor frie. Og gennem flere valg har polakkerne demonstreret, at de vil gøre op med de sidste rester af det kommunistiske system, der stadig har indflydelse på samfundet gennem dommerstanden. [...] EU skal være meget varsom med idéen om, at medlemslande kan bygges op om et "one-size-fits-all"-princip, hvor man ignorerer sin fortid og bygger et system op med universalistiske principper, der passer Bruxelles mere, end det passer egne borgere. Det virker heller ikke for mig synderlig demokratisk at presse en bestemt fortolkning af et bestemt sæt værdier ned over hovedet på en befolkning, der ikke har ønsket det."
Berlingske, søndag, s. 31 (27.07.2020)

Det levende Europa
I Sommerklummen mandag i Berlingske skriver Stine Bosse, debattør, erhvervskvinde og formand for Europabevægelsen, blandt andet: ”Vi har gennem de seneste måneder levet i en osteklokke i angst og bæven. En grusom pandemi har lagt sin klamme hånd på hele verden, og i Europa har vi også oplevet at blive overrumplet af høje dødstal, mangelsituationer, arbejdsløshed, truende social uro og angst for fremtiden. Indenfor EU's grænse har der været betydelige forskelle i omstændighederne, da virussen ramte, håndteringen af situationen og de forudsætninger hvert land har for at klare en sådan situation. […] Kunne EU blive endnu skarpere, hurtigere og mere gennemsigtig? Ja. Et rungende ja. Men stopper vi op og ser os omkring og spørger os selv, om ikke dette ”kludetæppe”, om ikke denne ”humlebi” netop leverer betydeligt bedre end sammenlignelige størrelser såsom Kina og USA, så er svaret tydeligt; Det kan blive bedre, men det er godt. Vi baserer os på demokratier, vi er omgærdet af demokratiske principper og kompromisser, og vi har betydeligt bedre styr på den truende sundhedskrise, som i USA lige nu kræver et utal af dødsofre. Så hver gang nogen udstiller, og det kan der bestemt være grund til, at EU ikke kan, ikke leverer løsninger til borgerne eller ikke er demokratisk, så må vi blot svare: Kom med alternativet! I EU arbejdes der indefra på forbedringer. Vi debatterer. Vi involverer borgerne, og løsningerne kommer.”
Berlingske, mandag, s. 2 (27.07.2020)

Et år med BoJo, Covid-19 og kaos
Information skriver blandt andet i sin leder lørdag: ”I 2019-2020 er Boris Johnson gået fra at være outsider og en nærmest grinagtig figur til at blive partileder, premierminister og overvældende sejrherre ved et parlamentsvalg. Derudover er han nu ægtemand, far og sidst men ikke mindst, verdens mest omtalte COVID-19-patient. […] Hvad COVID-19 kommer til at betyde for Brexit, er også uvist. Det tyder nu på en meget smal - eller slet ingen - aftale med EU. Forude venter det fuldstændigt uforudsigelige scenarie af et No deal COVID-19. Hvad det kommer til at betyde for den trængte britiske økonomi, er umuligt at spå om. Boris Johnson vil gerne være Churchill, men indtil nu har han mest været en feel-good-premierminister, der lover medvind på cykelstien. Hvordan mon han vil klare sig i den stive modvind, der venter? Der er ingen tvivl om, at han under sin sygdom fik oparbejdet en enorm sympati hos sine landsmænd. Men forude venter regningen for både Brexit og COVID-19, og den kan selv BoJo ikke løbe fra.”
Information, lørdag, s. 24 (27.07.2020)

Forhandlingerne om Brexit går igen i fisk
Berlingske bringer lørdag en analyse af Ulrik Bie, økonomisk redaktør. Han skriver blandt andet: ”Forhandlingerne om EUs og Storbritanniens langsigtede forhold er igen strandet. Nu er september næste milepæl, men de to parter står langt fra hinanden på afgørende punkter. I EU er energien opbrugt, når det gælder briternes krav. […] På den europæiske side har coronakrisen også bidraget til, at Brexit ikke længere er øverst på dagsordenen. Nu gælder det om at sætte gang i EUs økonomi, og den kommende tid vil i høj grad komme til at handle om de økonomiske reformer, som lande i Sydeuropa skal gennemføre, for at de aftalte tilskud ikke ender som dyre gaver. EU skal også have afklaret forholdet til Kina, hvilket er langt vigtigere for EU på længere sigt end forholdet til Storbritannien. Og hvis præsidenten til januar hedder Biden og ikke Trump, bliver EU yderligere optaget af at skulle forhandle en transatlantisk handelsaftale. […] På den europæiske side er der således ikke den samme energi til at kæmpe med det britiske spørgsmål. Det betyder også, at britiske trusler om, at forhandlingerne skulle afsluttes hurtigt, nu er forstummet. Nu er september en mere realistisk deadline. Men det vil nok i høj grad være Boris Johnson, der skal kravle ned fra træet, hvis der skal ske noget afgørende i år. EUs de facto-forkvinde, Angela Merkel, har allerede gjort det klart, at EU-landene må forberede sig på at skulle leve med et hårdt Brexit.”
Berlingske, lørdag, s. 7 (27.07.2020)

Ulven – brexit – kommer
Jyllands-Posten bringer mandag en kommentar af Klaus Dalsgaard, chefstrateg, Nykredit. Han skriver blandt andet: ”Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien træder fortsat vande. Risikoen for ingen aftale er stigende, men der er håb om et kludetæppe, så skadevirkningerne af brexit mindskes. […] Der er god grund til, at virksomhederne forbereder sig. Samhandlen mellem Storbritannien og EU bliver under alle omstændigheder mere besværlig, og ikke alle aktører bliver klar til den nye virkelighed den 1. januar. […] Forhandlingerne er i en intensiv fase, men Boris Johnsons ambition om, at rammerne for en stor handelsaftale er på plads i juli, er helt urealistisk. Erfaringen taler for, at spændingen holdes i live helt frem til oktober, der er deadline for ratificering i EU (og sikkert lidt over). Vi tror ikke meget på den omfattende frihandelsaftale, der egentlig er ambitionen. Tiden er knap, og der er fortsat store principielle meningsforskelle. […] Kludetæppet bliver ikke nødvendigvis kønt, men en delaftale vil kunne danne grundlag for senere udbygning. Det tror vi, at markederne trods alt vil belønne med en vis styrkelse af det britiske pund, der er faldet 20 procent, siden brexit-afstemningen blev planlagt.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 15 (27.07.2020)

Vi har hjemme i det europæiske kludetæppe. Briterne hører til ude på havet
I en kommentar skrevet af Ulla Therkelsen, TV2-korrespondent og JP-klummeskribent, kan man i Jyllands-Posten søndag blandt andet læse: "Briterne driver længere og længere væk fra Europa. Så hvorfor er det, at vi ikke interesserer os mere for Tyskland, tysk sprog og kultur, men i stedet taler engelsk og følger intenst med i alt, der sker i USA? [...] Det var iøjnefaldende, hvor lidt de britiske medier beskæftigede sig med det store EU-maraton i Bruxelles i forhold til før og i forhold til de kontinental europæiske mediers dækning og beskrivelser af begivenheden som historisk. Det er naturligvis, fordi briterne ikke er med ved bordet længere, at historiens bølgeskvulp ikke ramte strandene på de britiske øer. Der beskæftigede de sig med det indviklede forhold til Kina i de dage, mens europæerne beskæftigede sig med sig selv. Boris Johnson beskrev den svære politiske spagat mellem at bevare en åben dialog med den kinesiske supermagt, der - som han sagde - ville spille en voksende rolle i den verden, vores børn og børnebørn skal leve i. Og så på den anden side forpligtelsen til at støtte demokrati i Kina og især i Hongkong. Briterne har sagt, at klemte Hongkong-kinesere kan komme og bo hos dem. [...] Dermed slås det fast, at den britiske brexit-regering ikke er fremmedfjendsk, som kritikerne af brexit i sin tid hævdede. Hongkong var engang britisk, og London lever op til en forpligtelse overfor Hongkong-borgerne nu. [...] Fremfor at fortvivle over brexit, så ønsk briterne god rejse ude på havet, også god tur til de Hongkong-kinesere, der ønsker at finde demokratisk tryghed i andre ø-samfund end deres eget. Og, ja, hvis engelske sprog også er deres sprog. Og lær så tysk og læs de interessante tyske mediers kommentarer til udviklingen i verden fremfor at opsøge de engelsktalende medier."
Jyllands-Posten, søndag, s. 29 (27.07.2020)

Klima

Danmark misser mål for ren luft
Den danske indberetning til EU-kommissionen viser, at Danmark ikke lever op til EU-krav om nedbringelse af udslip af fine partikler og ammoniak, der årligt er skyld i 1.850 dødsfald. ”Det er pinligt. Danmark skulle levere en plan for, hvordan vi lever op til målene. Nu har vi i stedet afleveret en plan for, at vi ikke kommer i mål,” siger seniorrådgiver Kåre Press Kristensen, Rådet for Grøn Omstilling ifølge Politiken lørdag. Rådet for Grøn Omstilling vil indbringe Danmark for en domstol for at tvinge regeringen til at skaffe ren luft, men det kan først ske, når de endelige opgørelser af forureningen i 2020 foreligger. Miljøminister Lea Wermelin (S) er på ferie, men den socialdemokratiske miljøordrer Mette Gjerskov siger til Politiken: ”Luftforurening fikser man ikke fra den ene dag til den anden. Vi er gået i gang, men vi har ikke nået det hele. Vi har kun været her ét år.” Hun henviser til, at et ekspertudvalg er sat til at komme med forslag til at reducere fordampningen af ammoniak fra staldene og derudover har regeringen sendt et forslag i høring, der medfører krav om at udskifte de ældste og dermed mest forurenende brændeovne med nye, når en ejendom bliver solgt.
Politiken, lørdag, s. 1, 11 (27.07.2020)

Grøn småstat
Politiken skriver blandt andet i sin leder søndag: ”Danmark lod spareiver vinde over klima. Pinligt. Danmark skal være en grøn stormagt, sagde Mette Frederiksen og vandt historiens første klimavalg. Danmark nægter at betale regningen, sagde Mette Frederiksen på den forgangne uges EU-topmøde og rev dermed fortællingen om en grøn stormagt i stykker. […] Glædeligt er det, at 30 procent af genopretningspakken bindes til klimaløsninger. Begrædeligt er det, at andelen angiveligt kunne være blevet endnu større, hvilket ikke bare er et problem for Mette Frederiksens grønne troværdighed. Det er et problem for dansk økonomi. […] Mette Frederiksen vil gerne roses for den EU-rabat, hun forhandlede hjem. Det er der ingen grund til. For der findes penge, man ikke har råd til at spare. Hverken for dansk økonomis skyld eller til gavn for de kommende generationer, hvis fremtid på denne Jord afhænger af noget nær det modsatte af det, Mette Frederiksen i denne uge præsterede.”
Politiken, søndag, s. 1 (27.07.2020)

Landbrug

”Dansk Landbrug har allerede været igennem en udvikling, som ingen ville have troet var mulig for 30 år siden”
Information bringer et interview med Landbrug og Fødevarers formand, Martin Merrild. EU's nye budget løsner rammerne om landbrugsstøtten og op til 40 procent kan de enkelte lande nu bruge som såkaldt ‘landdistriktsstøtte', som uddeles med henblik på samfundsnyttige formål som grøn omstilling. Martin Merrild kaldte det straks for en ”tikkende bombe under landbruget”, da han frygter, at det vil forvride konkurrencen mellem landene og skabe økonomisk utryghed for landmændene. ”Vi har allerede ordninger, som belønner de investeringer, der er gjort med særlige formål for øje. Det har vi intet imod. Men der er forskel på, om det er syv procent, som det har været indtil nu, eller 40 procent af støtten, der bliver sat af til det. Særligt nu, hvor man åbner for, at de europæiske lande kan forvalte det forskelligt. Det er det helt afgørende i det her. Det kan blive et voldsomt brud med den fælles landbrugspolitik,” siger Merrild og fortsætter: ”Det kommer også an på, hvilket tempo der sker i. Vores fødevareproduktion er helt anderledes nu i forhold til for 30 år siden. Vi har været i stand til at møde mange krav, fordi det er sket i et rimeligt tempo, og der har været tilskudsordninger. Det er gået rigtig, rigtig godt. Jeg skal ikke garantere, at vi kan nå 70-procentsmålet. Det har vi heller aldrig sagt var en god idé. Men graden af forandring kan fastholdes og også øges, men hvis man ikke har respekt for konkurrenceevnen, så opnår vi bare reduktionen ved at reducere produktionen, og det giver ingen mening.”
Information, lørdag, s. 3 (27.07.2020)

Migration

Menneskesmugling. Migranter efterlades i økenen
Politiken bringer en analyse af Eric Hahonou og Gorm Rye Olsen, hhv. lektor og professor, institut for samfundsvidenskab og erhverv, Roskilde Universitet. De skriver blandt andet: ”Når EU flytter sin kontrol med indvandringen til Afrika, får det konsekvenser. Det ser vi tydeligt i Niger. […] I mange år var Agadez det helt centrale udgangspunkt for unge afrikanere, der søgte et bedre liv i Europa. […] Sådan var det indtil 11. maj 2015, hvor parlamentet i Nigers hovedstad, Niamey, vedtog lov nr. 2015-36. Med ét slag blev det ulovligt at transportere og hjælpe migranter til at krydse internationale grænser. På daværende tidspunkt lå antallet af migranter, der passerede gennem Agadez, på mellem 100.000 og 300.000 om året. Loven blev vedtaget efter massivt pres fra EU. Som tak for kontrolindsatsen tilbød EU massiv 'udviklingsbistand' til Niger. Den årlige bistand steg således med ikke mindre end 142 procent mellem 2002 og 2016 målt i faste priser. […] Bagsiden af den nye situation var og er, at antallet af efterladte og døde migranter i ørkenen er steget markant. Det nøjagtige antal kendes ikke. Men antallet hænger sammen med, hvor hårdt de lokale myndigheder i perioder vælger at slå ned på smugleriet. Hvis politi og gendarmeri slår hårdt ned, stiger tendensen til at smide migranterne af lastbiler og busser, så chaufføren ikke selv bliver anholdt. […] På den korte bane ser det ud til, at EU's politik med at få Niger til at udføre migrationskontrol har været en succes. Antallet af registrerede migranter er i hvert fald gået ned. EU har fulgt den samme kurs i forhold til aftalerne med Tyrkiet, Algeriet, Tunesien, Libyen, hvor man vil begrænse strømmen af migranter til EU. Men bagsiden af medaljen i Niger er ikke alene, at mange migranter nu omkommer i ørkenen. De voksende 'afgifter' og 'skatter' til chauffører, ejere af busser, politifolk og toldere bliver ikke bare i Agadez-regionen og bidrager til den lokale økonomi. […] En fransk diplomat sammenfatter på kynisk vis situationen: ”Issoufou (Nigers præsident, red.) er totalt ligeglad med migration, han ønsker blot at få penge fra EU og træning af den præsidentielle garde”.”
Politiken, søndag, s. 4 (27.07.2020)

Retlige anliggender

Det er betænkeligt at gøre skattepolitik til et EU-anliggende
I Berlingskes leder kan man søndag blandt andet læse: "EU-kommissær Margrethe Vestager tabte spektakulært tidligere i juli en sag ved EU-Domstolen. Domstolen underkendte Kommissionens krav om, at virksomheden Apple skulle efterbetale 100 mia. kr. i skat til den irske stat. [...] Men er skat ikke et nationalt anliggende, som EU ikke skal blande sig i? Jo, men EU-Kommissionen har forsøgt at komme efter lande med en lempelig selskabskattebetaling ved hjælp af statsstøttereglerne, som er et EU-anliggende. [...] Overvejelserne om et passende niveau for selskabsskatten er således komplekse. Alligevel har frygten for et ræs mod bunden bredt sig til andre end venstrefløjen. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen foreslog sidste år, at EU skulle indføre en mindste procentsats for selskabsskat. [...] Det er måske meget godt med lidt konkurrence og eksperimenter landene imellem omkring indretningen af selskabsskatten. Det kan føre til en mere hensigtsmæssig skattepolitik. Det kræver i hvert fald en grundig eftertanke, før man flytter overvejelserne om selskabsskatten fra nationalt niveau til EU."
Berlingske, søndag, s. 2 (27.07.2020)

Sikkerhedspolitik

Armensk enklave er ny front mellem Tyrkiet og Rusland
Siden 2016 oplever vi de værste grænsestridigheder mellem Armenien og Aserbajdsjan, hvilket skaber frygt for, at årtiers konflikt om Nagorno-Karabakh skal blusse op til en ny front mellem Tyrkiet og Rusland, der støtter hver sin side i Kaukasus. Konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan rummer alle elementer til en potentielt eksplosiv cocktail: fra nationalistiske modsætninger mellem det kristne Armenien og det muslimske Aserbajdsjan til økonomiske interesser i olierørledninger og magtspil mellem Tyrkiet og Rusland, skriver Kristeligt Dagblad mandag. EU's udenrigschef, Josep Borrell, har talt i telefon med den aserbajdsjanske udenrigsminister, Jeyhun Bayramov, og dennes armenske kollega, Zohrab Mnatsakanyan, for at prøve at tale de to lande til fornuft. Den russiske præsident har via sin talsmand, Dmitrij Peskov, erklæret sig ”ekstremt foruroliget over eskaleringen” og han har understreget behovet for at etablere en våbenhvile. Ifølge nyhedsbureauet Interfax er Rusland også villig til at mægle. Paul Stronski, seniorforsker i tænketanken Carnegie Europe, mener, at situationen er sprængfarlig. ”Hver lejr bliver mere og mere stejl, og det lover ikke godt for en forhandlingsløsning,” skriver Paul Stronski på Carnegie Europes hjemmeside.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (27.07.2020)

Udenrigspolitik

Alle kneb gælder – USA og Kina skærper tonen i handelskrigen
Berlingske bringer mandag en analyse af Ulrik Bie, økonomisk redaktør. Han skriver blandt andet: ”Handelskrigen mellem USA og Kina er blevet til en teknologisk krig, hvor de europæiske lande indtager vigtige roller. Washington og Beijing forsøger at trække EU i hver sin retning, og Danmark er derfor en interessant brik i det globale magtspil. Vi er mest enige med præsident Trump, men kan samtidig se muligheder i et dybere økonomisk forhold til Kina. […] EU og Kina forhandler om en større aftale om handel og investeringer. Der er meget på spil for begge parter, men det forværrede forhold mellem Kina og USA gør EU ekstra interessant for Beijing. Det vil være et scoop for præsident Xi Jinping at få en aftale om samarbejde med de europæiske lande. Om man så er villig til at acceptere de europæiske krav er et godt spørgsmål. De vil blive pakket pænere ind i Bruxelles end i Washington, men der er ikke forskel i indholdet. […] EU har de seneste år mest pillet i egen navle med Brexit og problemer i Sydeuropa. Men opgøret mellem USA og Kina kommer til at inddrage os, om vi vil det eller ej. Hvad er den europæiske Kinastrategi? Forhåbentlig bliver der mere tid til at debattere det spørgsmål på det næste EU-topmøde.”
Berlingske, mandag, s. 6 (27.07.2020)

Derfor blæses der til kamp for de demokratiske værdier
Berlingske bringer mandag en analyse af Kristian Mouritzen, sikkerhedspolitisk korrespondent. Han skriver blandt andet: ”Bag den uforsonlige holdning til Kina fra amerikansk side ligger der en stigende erkendelse af, at Vesten er ved at tabe kampen for at bevare frihed og demokrati. Det er ikke kun USA, der finder, at tiden er inde til et direkte angreb på autoritære kræfter. Der er en bred opfattelse af, at hvis ikke de demokratiske lande samarbejder, så vil vestlige frihedsværdier - som vi kender dem - forsvinde inden for få år. I Europa hersker den samme stemning, om end man stadig har en anderledes tilgang til Kina, end USA har. EU er nemlig blevet rystet i sin kerne af Polens og Ungarns gradbøjning af frihed og demokrati, men er nu gået i modoffensiven med en pakke, der kan tvinge de to lande til at vende tilbage til de demokratiske spilleregler. […] Også den tidligere britiske guvernør for Hongkong og tidligere EU-kommissær og nuværende rektor for University of Oxford, Chris Patten, skrev for få dage siden i et indlæg i Project Syndicate, at de vestlige demokratier må forenes i en fælles modstand mod Kina og Rusland og med dem andre lignende autoritære stater. ”Vi må forenes for at forsvare vores værdier, som har gjort anden halvdel af det 20. århundrede så meget bedre end den første halvdel domineret af blodige konflikter. Liberale samfund under ledelse af en amerikansk præsident, der tror på alliancer, vores EU-allierede, Canada, Australien, New Zealand og vores asiatiske venner som Japan, Sydkorea og Indien skal samarbejde i forsvar for det, vi ved er rigtigt,” skrev Chris Patten i et stort forsvar for de vestlige værdier. Spørgsmålet er så, om tiden er inde - så tæt på det amerikanske præsidentvalg. For Trump er ikke just kendt for at være en person, der tror på internationale alliancer. Men nu er debatten i gang.”
Berlingske, mandag, s. 13 (27.07.2020)

Er det naivitet eller bekvemmelighed, der har lukket kineserne ind?
Jyllands-Posten bringer søndag et debatindlæg af Viggo Fischer, tidligere folketingsmedlem (K), som blandt andet skriver: ”Har de ikke sat sig godt nok ind i de faktiske forhold i Kina, eller har de ladet sig styre af bekvemmelighed? Det er to spørgsmål, der presser sig på over for danske undervisningsinstitutioner, der har sagt ja til at have et såkaldt Confucius-institut. De har tilmed, som det fremgår af JP den 19. juli, i visse tilfælde fået ikke ubetydelige kinesiske økonomiske tilskud. Er det penge eller naivitet, der gør sig gældende, når man har lukket Kina ind på denne på overfladen uskyldige måde? En af dem, der indgående kender det kinesiske system, den sidste britiske guvernør over Hongkong, senere EU-udenrigskommissær, Lord Patten, betegner i det store og hele Confucius-institutterne som ”udløber af det kommunistiske partis propagandaafdeling”. […] Vi har brug for en langt mere åben og kritisk Kina-dialog i Danmark. Det drejer sig selvfølgelig om kinesisk intellektuel indflydelse, herunder om kinesiske penge til danske institutioner. Men overordnet set handler det om langt vigtigere principielle spørgsmål. Skal vi være tavse om de grove overtrædelser af menneskerettighederne i Kina? Om anslaget mod Hongkong i strid med den britisk-kinesiske aftale? Om grusomme KZ-lejre i Xinjiang, om umenneskelig overvågning af Tibets befolkning, om stigende kristenforfølgelser i Kina? […] Vores fremtid skal ikke præges af de totalitære værdier, der hersker hos Beijing-styret.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 30 (27.07.2020)

Glem alt om teknologi – nu handler det om politik
Jyllands-Posten bringer lørdag en kommentar af journalist og kommentator Jan Lund. Han skriver blandt andet: ”Da Huawei-problematikken dukkede op ud af den blå luft og skabte røre, blev den tidligere britiske minister og EU-kommissær Peter Mandelson interviewet af en række tv-kanaler. Om netop Huawei. Naturligt nok. Debatten rasede ude i verden og var nået til Storbritannien. Lidt sent. På det tidspunkt havde briterne allerede taget stilling - og tilvalgt Huawei. […] Nu styrer Boris Johnsons konservative parti Storbritannien, og nu har briterne skiftet hest alligevel. Den præcise officielle forklaring svæver lidt i vinden. Men netop det er den klareste indikation af, at spørgsmålet om Huawei eller ej definitivt har flyttet sig fra teknologi til politik. […] I Storbritannien er det problematisk, netop fordi Huawei har været en så integreret del af det britiske system så længe, at en adskillelse bliver en pinagtig og langtrukken proces. Briterne taler om, at udviklingen af det britiske 5G-netværk bliver to-tre år forsinket, og at de først vil være clean omkring 2027. Det er en risiko og en pris, som Johnson og hans it-minister har været parat til at tage og betale i en verden, der bliver mere og mere polariseret omkring aksen USA-Kina. […] Det er ikke kun USA og Kina, der buldrer frem på toppen af de nye teknologiske bølger. […] Japan, Indien, de nordiske spillere og andre som Israel og Sydkorea med i vognen er realiteterne, at der er andre muligheder end Kina og USA. Der eksisterer en form for neutral grund, hvor det kan lade sig gøre at opbygge systemer, der ikke står og falder med, om man havner på den rigtige side af hegnet i fejden mellem USA og Kina. Det valg bliver knap så politisk, og mange regeringer vil være mere komfortable ved at vælge den vej fremfor at ligge under for amerikansk pres eller kinesisk vrede. Så mens verden polariseres, er der alternativer. Men uskylden er væk. Nu er det hård realpolitik og den nationale evne til at holde på de rigtige heste, der definerer, om en nation fremover kommer til at spille i den teknologiske superliga eller havner nede i en af de underliggende divisioner.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 2 (27.07.2020)

Hvad snakkede de egentlig om?
I Ekstra Bladet kan man søndag læse et debatindlæg af Hans Engell, debattør og tidligere folketingspolitiker for Det Konservative Folkeparti. Han skriver blandt andet: "Mike Pompeo kom, så, snakkede et par timer og rejste hjem igen. Alligevel var ugens lidt mystiske besøg af USA's udenrigsminister vigtigt. Det understreger, at Trump-regeringen trods alt vil have et godt forhold til Danmark efter Køb-Grønland-skandalen. [...] Kina og Rusland udgør nu en direkte, langsigtet og ekstremt udfordrende trussel også i Arktis, som USA må gøre noget ved, uanset om præsidenten hedder Trump eller næste år Joe Biden. [...] Pompeo og hans chef vil have fred. Være gode venner med NATO og EU. Vi skal bare huske at betale vores regning. Og vi skal passe på det kinesiske kommunistparti - som Pompeo konsekvent omtalte Kina - og Rusland. Og så har USA været for sent ude med Grønland og Arktis, men nu kommer man stærkt igen. [... ] Men mødet i København mellem danske, grønlandske og færøske politikere var underligt. For udover et amerikansk tilsagn om at sikre Grønland nogle indtægter fra Thule-basen og venlige ord om vores indbyrdes forhold, kom der intet konkret på bordet. Hvad vil USA med Thule de kommende år? Teknologisk udbygning? Brug for havne til store krigsskibe? [...] Inden længe skal vi formentlig forholde os til konkrete amerikanske planer for en udbygning. Og her er ingen grund til at nære falske illusioner: USA vil never ever - aldrig nogensinde - lade det grønlandske område falde i kløerne på Moskva eller Beijing."
Ekstra Bladet, søndag, s. 10 (27.07.2020)

Økonomi

Angela Merkel er en dyr og farlig veninde at have for EU-landene
Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Marianne Wagner, sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby. Hun skriver blandt andet: ”EU's budget stiger voldsomt bl.a. pga. en støttefond, som i høj grad vil komme de sydeuropæiske lande til gode. Man giver altså penge til nogen, for at de kan købe ens varer og ydelser. Det hjemlige erhvervsliv jubler, men hvem betaler gildet? Det gør de selv og de øvrige skatteydere i EU's medlemslande. […] Støttefonden er i høj grad kansler Merkels idé, og det viser endnu en gang, at hun er en dyr og farlig veninde. Vi har vel ikke overblik over de milliarder, det kostede, da hun bød tusinder af migranter velkommen i 2015, og når hun for at frelse Schengen-samarbejdet insisterer på, at EU skal have en fælles og solidarisk fordelingspolitik af migranter. […] Johnson har valgt den gode del. Storbritannien kommer f.eks. ikke til at betale til støttefonden, og de vil ikke møde krav om at tage flere migranter ind i landet. Deres penge skal ikke først til EU for derefter at blive distribueret rundt i et sindrigt kanalsystem. Jeg undrer mig til gengæld over, hvorfor så mange beundrer Angela Merkel, og hvorfor journalisterne ikke beskæftiger sig med det. Måske fordi de betragter det som en naturlov, at Danmark skal være medlem af EU og holde sig gode venner med Tyskland? Men hvorfor egentlig? 48 års medlemskab er meget lidt i et gammelt lands historie, og Tyskland har vel ikke krav på, at vi følger dem i ét og alt? Hvis de har, er det ”gode” naboskab ikke meget værd.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 23 (27.07.2020)

Tag fra de rige
I en kommentar i Ekstra Bladet skriver Mads Kastrup, opinions-redaktør, blandt andet: ”Der findes en del ubegribelige formuer hos enkeltpersoner i verden. Og flere kommer til. Og uanset, hvor lidenskabeligt liberale fremhæver, at indehaverne selv har skabt disse, og at de riges entreprenørskab gavner arbejdspladser og økonomi, er pervers og uafladeligt voksende rigdom hos få individer blevet et problem. Det burde derfor vendes til en løsning. Dette gjorde den dansk-iranske entreprenør og millionær Djaffar Shalchi opmærksom på forleden i Jyllands-Posten. Sammen med 83 andre millionærer fra syv forskellige lande appellerede han til EU-landenes ledere om at drøfte en formueskat på blot 1 procent som led i genopretningsplanen mod corona. Det skete ikke. Tværtimod. Italien står f.eks. til at modtage mest hjælp af alle fra EU's corona-hjælpefond. […] Men italiens rige lever åbenbart i en slags økonomisk immunitet. På samme sæt og vis som Apple gør det ved åbenbart helt lovligt at undgå at betale skat i Irland, hvilket konkurrencekommissær Margrethe Vestager forleden duknakket måtte sande. […] Det er i årevis lykkedes velhavere at bilde verden ind, at de udelukkende er til glæde og gavn for samfundene. Uagtet, at deres formuer antager perverse dimensioner og uproduktive former.”
Ekstra Bladet, lørdag, s. 24 (27.07.2020)