Mandag den 27. maj

Tophistorier

De ukendtes vigtige valg
Medierne bringer lørdag og søndag en del artikler om det kommende europaparlamentsvalg og mange af medierne kommer med deres bud på resultaterne efter valget søndag. Berlingske skriver søndag, at ifølge en meningsmåling fra Kantar Gallup, står De Radikale til at snuppe et ekstra mandat. Det vil i givet fald være en fordobling i forhold til i dag. Med en stemmeandel på 9,6 procent står de Radikale ifølge meningsmålingen til ét sikkert mandat. Med hjælp fra valgforbundet med Alternativet ser partiet desuden ud til at kunne snuppe det 14. mandat. Det 14. mandat bliver først aktiveret i det øjeblik, briterne træder ud af EU, og der sker en omrokering af pladser. Politiken skriver lørdag, at går alt som de seneste meningsmålinger peger på, får Alternativet ikke et mandat ved EP-valget søndag, selv om mange deler partiets bekymring for miljøet. Jyllands-Posten skriver lørdag, at Arbejderpartiet er den overraskende vinder i Holland ved valget til Europa-Parlamentet med 18,4 pct. af stemmerne, viser en valgstedsmåling. B.T. skriver søndag, at et stort flertal af danskerne kan ikke komme på tre navne på nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet. Faktisk er det blot 21 procent, der er i stand til at nævne de rigtige navne som eksempelvis Margrete Auken (SF) Morten Løkkegaard (V), Morten Helveg Petersen (R), Jeppe Kofod (S) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU), viser en rundspørge, som YouGov har udført for B.T. i de sidste dage af EP-valgkampen. Det er ikke overraskende for professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind. “Det er meget i tråd med tidligere målinger. Mange overvurderer deres egen viden og kunnen, og de tror, de ved mere end alle andre europæere,” siger hun. Når parlamentarikerne ikke er mere kendte end tilfældet er, hænger det ifølge Marlene Wind nøje sammen med den generelle lave interesse for EU-spørgsmål - og den lave valgdeltagelse til Europa-Parlamentet. Altinget bringer mandag eftermiddag et debatindlæg af Roger Buch, forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han skriver blandt andet: “Vælgerne i Danmark stemmer lige så meget – eller rettere lige så lidt – som de altid har gjort ved valgene til Europa-Parlamentet: 50 procent valgdeltagelse. Den lidt højere stemmeprocent i 2009 og 2014, skyldes ikke en europapolitisk vækkelse. Forklaringen er ganske enkelt, at der oven i europaparlamentsvalget var placeret en folkeafstemning om tronfølgeloven (2009) og en folkeafstemning om Patentdomstolen (2014). Da der hverken er folkeafstemning eller folketingsvalg oven i europaparlamentsvalget 2019, er det bedste bud på valgdeltagelsen derfor 50 procent +/- 3 procentpoint.” Altinget skriver søndag, at to efterkmmere af den tidligere italienske diktator Benito Mussolini vil søndag forsøge at vinde en plads i Europa-Parlamentet. Der er tale om Alessandra Mussolini, en gammel kending i EU-kredse, efter at hun ad to omgange har været repræsenteret i Strasbourg og Bruxelles, og den fascistiske leders oldebarn Caio Giulio Cesare Mussolini, der stiller op for de yderliggående højrenationale Fratelli d'Italia.
Altinget, mandag, søndag; Berlingske, søn, s. 4-5, 14-15; B.T., søn, s. 18-19; Politiken, lør, s. 14, 15, søn, s. 7, 8-9; Jyllands-Posten, lør, s. 14, søn, s. 19; B.T., lør,s. 16; Ekstra Bladet, søn, s. 10; Information, lør, s. 10-11; Berlingske, (27.05.2019)

Stemmerne er talt op: Sådan endte EP-valget 2019
Alle dagens aviser skriver om de foreløbige valgresultater. Valgdeltagelsen til Europaparlamentet slår rekord og i Danmark er valgets helt store vinder Venstre, som i forhold til sidste valg fordobler antallet af mandater fra to til fire. Det sidste mandat træder dog først i kraft, når Storbritannien forlader EU. Korrespondent Nilas Heinskou skriver blandt andet i en analyse i Politiken mandag: ”For første gang går valgdeltagelsen frem. Ifølge en prognose fra EU-Parlamentet søndag aften havde omtrent hver anden af de 426 millioner stemmeberettigede EU-borgere stemt. En markant fremgang fra 2014, hvor stemmedeltagelsen var på 42,6 procent. At folk har fået mere lyst til at stemme ved EU-valget, hænger formentlig sammen med, at EU spiller en nøglerolle for mange af tidens vigtigste politiske slagsmål. Det gælder ikke mindst indsatsen mod klimakrisen og håndteringen af de mange migranter og flygtninge, der banker på EU's ydre grænser. [...] En af de første armlægninger i EU-Parlamentet bliver, når EU's topposter skal besættes. I 2014 blev en af spidskandidaterne fra parlamentet, EPP's Jean-Claude Juncker, udnævnt som ny formand for EU-Kommissionen. EPP's nuværende spidskandidat, Manfred Weber, har satset hårdt på at gøre ham kunsten efter og holde fast i spidskandidatsystemet, men mange regeringschefer er imod at deponere retten til udnævne en ny kommissionsformand i parlamentet.”

Politiken bringer en kommentar af europakorrespondent Peter Wivel, som blandt andet skriver: ” VALGET TIL Europa-Parlamentet er afgjort. Nu skal det vise sig, om Steve Bannon får ret. Præsident Donald Trumps tidligere kampagneleder gæstede for ti dage siden Berlin og profeterede fra selveste Pariserplatz og Brandenburger Tor: ”Efter valget vil hver dag i Bruxelles være Stalingrad”. 'Nationalisterne' i Europaparlamentet vil stå så stærkt, at de kan lamme beslutningsprocessen, lovede Bannon. [...] Bannon fremmer det verdenssyn, populister har hidset vælgere op med overalt i Europa. Han giver voldsberusede nynazister og gule veste verbal ammunition: Vi er i krig på liv og død. Hans infame sammenligning fyrer også op under de tvangstanker, europæiske racister i årevis har spredt om 'elitens' ansvar for en islamisk magtovertagelse i Europa. [...] Skulle vi europæere følge Bannons råd og ligesom briterne tage magten tilbage, bliver det afmagten, vi får igen.”
Altinget, Berlingske, mandag, s. 4 , 5, 10; Information, mandag, s. 12-13; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 3; Politiken, mandag, s. 2, 5, 6, 7 (27.05.2019)

Boris Johnson favorit i lederkamp
Som følge af Theresa Mays afgang fredag, skriver flere af weekendens medier om, hvem der skal overtage efter May. Ifølge Jyllands-Posten og Politiken lørdag er der over 15 mulige kandidater til at afløse Theresa May som konservativ leder og premierminister, heriblandt Boris Johnson, Dominic Raab, Michael Grove, Andrea Leadsom og Sajid Javid. Børsen og B.T. skriver lørdag, at Boris Johnson, den tidligere London-borgmester, på forhånd er favorit. På partiets årlige kongres i oktober trak han flere tilhørere end nogen anden konservativ politiker, og køen til det auditorium, han talte i, strakte sig i timevis før talen rundt i gange og op og ned af trapper i kongrescentret i Birmingham. Det er partiets 120.000 medlemmer, der skal vælge mellem de to kandidater, der har størst opbakning i parlamentsgruppen, og hvis Johnson når så langt i opgøret, har han gode chancer for at vinde. I første omgang er det dog partiets 313 parlamentsmedlemmer, der skal sortere blandt de mere end 17 kandidater, der allerede har meldt sig, skriver Børsen. Børsen skriver mandag, athvis det bliver Boris Johnson, der juli overtager premierministerposten, bliver der ikke flere udsættelser af Brexit. Det slår han fast i en tale fredag.“Vi forlader EU 31. oktober, aftale eller ingen aftale. Måden at sikre en god aftale er ved at forberede sig på no deal,” sagde Boris Johnson i en tale i Schweiz. Dermed kan der være udsigt til en ny konfrontation mellem Storbritannien og EU i løbet af efteråret, og risikoen for et aftaleløst Brexit øges, hvis Johnson overtager Downing street 10. I Kristeligt Dagblads nyhedsanalyse lørdag skriver avisen, at den markante Brexit-tilhænger Boris Johnson er favorit til at tage over efter Theresa May, men skal overvinde mindst 25 rivaler og modstand i den konservative parlamentsgruppe. En af Boris fordele er, at han har en personlighed, der kan tage kampen op med den ligeledes karismatiske Nigel Farage. Den tidligere Ukip-leder har på få måneder formået at stable et nyt parti, Brexit Party, på benene, som står til at få mindst hver tredje af alle stemmerne ved valget til Europa-Parlamentet, mens De Konservative har kurs mod et ydmygende nederlag. For mange konservative er det derfor vigtigt, at deres nye leder har en klar profil, der vil arbejde for den aftale om Brexit, som May ikke kunne opnå flertal for, og som kan dæmme op for Farage-bølgen. Berlingskes leder skriver lørdag: ”Storbritanniens næste premierminister bliver med stor sandsynlighed en af frontfigurerne fra den hårdeste Brexit-fløj. Måske ligefrem tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som har gjort det til en karrierevej at forbande EU med eder og løgne, men han får det ikke nemmere end May i Bruxelles. Johnson har lagt op til at genforhandle det omstridte backstop ved at true med, at han vitterlig er klar til at gennemføre Brexit uden en aftale. Men han vil opleve, at EU’s røde linjer ikke vil flytte sig. Det bør de heller ikke. Vi ville svigte såvel hensynet til freden i Nordirland som Irlands interesser, hvis vi skulle opfylde Boris Johnsons ønske. Vi skal heller ikke give køb på princippet om, at adgang til EU’s indre marked også fordrer, at man følger visse regler. Konkurrence skal ske på lige vilkår. I sidste ende må briterne gøre op med sig selv, hvad de vil, og de har nu til udgangen af oktober for at finde en løsning. Vi må fra EU-siden udvise både tålmodighed og principfasthed.” Både Berlingske, B.T., Jyllands-Posten og Politiken skriver søndag om den britiske Labour-leder Jeremy Corbyn, som fylder 70 år. Under Corbyn er Labours medlemstal eksploderet fra omkring 200.000 til over 500.000 og ved parlamentsvalget i juni 2017 modsagde Jeremy Corbyn alle forudsigelser om fiasko, da Labour gik markant frem til 40 procent af stemmerne. Siden er opbakningen faldet drastisk igen, særligt på grund af Corbyns flertydige Brexit-kurs. Et stort flertal af Labours medlemmer og vælgere ønsker Brexit annulleret, men for Jeremy Corbyn, der selv har tordnet mod EU i årtier, er en ny folkeafstemning om Brexit langt nede på ønskelisten, skriver Politiken. B.T. skriver, at ingen i dag kan afvise, at han kan fejre en af sine kommende fødselsdage i premierminister boligen i Downing Street. Det er fortsat ikke det mest sandsynlige, men med det britiske Brexit kan det endelig vise sig, om Jeremy Cobryn rent faktisk har et helt særligt politisk talent, som mange fortsat har svært ved at tro på. Eller om han bare har været helt usandsynligt heldig.
Børsen, lør, s. 17, man, s. 22; Politiken, lør, s. 4, søn, s. 9; Kristeligt Dagblad, lør, s. 7; Jyllands-Posten, lør, s. 22, søn, s. 46; B.T., lør, s. 15, søn, s. 30-31; Berlingske, lør, s. 2, søn, s. 38 (27.05.2019)

Partiet ofrede Theresa May
Flere af lørdagens aviser samt Altinget fredag skriver, at Theresa May fredag måtte trække sig som premierminister uden at få vedtaget udtrædelsesaftalen eller gennemført Brexit. “Jeg vil snart forlade det job, som det har været mit livs ære at have. Den anden kvindelige premierminister - men med sikkerhed ikke den sidste. Det gør jeg uden nogen dårlig vilje og med enorm og varig taknemmelighed over at have haft muligheden for at tjene det land, jeg elsker,” sagde May ifølge Børsen, Politiken og Jyllands-Posten.

Børsen skriver, at hendes position i løbet af ugen var blevet umulig, efter at Det Konservative Parti definitivt havde sagt nej til det kompromis, hun forsøgte sig med for at gøre et fjerde og allersidste forsøg på at få udtrædelsesaftalen vedtaget - den aftale, som vil sikre et Brexit under ordnede forhold, som hun brugte 19 måneder på at forhandle på plads med EU, og som hele hendes tid som premierminister har handlet om at få vedtaget, så Brexit ville blive gennemført. Politiken skriver, at May træder tilbage som leder af Det Konservative Parti 7. juni og bliver som fungerende premierminister, indtil arvtageren er klar, formentlig i juli.

I ”På tværs” i Jyllands-Posten skriver journalist Lone Andersen om May: ”Theresa May har længe mindet mere og mere om den sorte Monty Python-ridder, der nægter at give op, selv om hans modstander har hugget både arme og ben af ham. May mistede i ugens løb endnu en højtstående minister, det er stadig ikke lykkedes for hende at få landet en aftale med EU, og Europaparlamentsvalget bliver næppe nogen paradeforestilling for verdens nok mest ensomme kvinde. May kan kun håbe, at hendes ydmygelse ikke bliver så total, som den blev for Storbritanniens bidrag til det europæiske melodigrandprix. Sangen "Better Than Us" fik i den grad ret - den endte ikke bare på sidstepladsen. Efter en fintælling fik den frataget 5 af sine 16 point. Det er givet, at den snart forhenværende premierminister snildt kan tælle lige så mange knivstik i ryggen, frafaldne topfolk og antal gange, hun er blevet spået sin egen tumultariske afgang.”

Jyllands-Postens leder skriver: ”Med Mays afgang indledes begyndelsen til endnu et kapitel i briternes lange farvel til EU. Den 23. juni er det tre år siden, at et flertal af de britiske vælgere ved en folkeafstemning besluttede, at Storbritannien skal forlade EU. Sat på en meget kort formel har forløbet siden da vist, at briterne endnu ikke har overskuet konsekvenserne af deres beslutning, og at de endnu ikke ved, hvad de vil […] Næste deadline for Storbritannien er den 31. oktober. Inden da skal de konservative nå at vælge ny formand, der som ny premierminister står over for et umuligt valg: Aftalen med EU skrottes og en ny forhandles hjem på rekordtid, briterne kan forlade EU uden aftale, eller han kan forsøge endnu engang at bede om henstand for den udmeldelsesdato, som for længst er overskredet.”

I en analyse i Information skriver Jakob Illeborg: ”Det er selvfølgelig ikke Theresa Mays skyld det hele, langtfra. Premierministerposten nærmest dumpede ned i hendes skød, da ingen andre ønskede den efter David Camerons afgang. Hun har kæmpet mod en fløj i sit eget parti, der har gjort hvad den kunne for at stikke en kæp i fornuftens hjul, og en opposition, der aldrig har indtaget et konsistent standpunkt i Brexit-spørgsmålet. Hun overtog en relativt handlekraftig flertalsregering efter David Cameron. […] Hun endte med en mindretalsregering, der kun kunne mønstre et flertal med hjælp fra nordirske DUP, som har sin egen klare agenda. Det var et uhyre svagt mandat til den sværeste politiske opgave i mands minde. Allerede dengang burde hun nok have trukket sig eller i det mindste bredt armene ud og søgt samarbejde på begge fløje. May gjorde ingen af delene. I stedet pløjede hun videre i det samme spor.”

Ekstra Bladets opinions-redaktør, Mads Kastrup, skriver i ”Kastrups Verden” i Ekstra Bladet: ”Brexit lå foran det konservative partis fødder som det, der på jævnt dansk hedder en stor lort. Nogen skulle imidlertid samle lorten op. Theresa May tog det på sig. Derefter gav stort set alle i Storbritannien sig kort efter til at tale om, at hun lugtede. Man kan spørge, hvorfor i alverden hun har ladet sig rive midt over mellem hån, spot og latterliggørelse derhjemme og ydmygelserne i Bruxelles i et forsøg på at få Brexit på plads. Man kan også vælge at være mere venligt stemt. Man kan antage, at Theresa May – modsat mange i sit parti – var i besiddelse af pligtfølelse og anstændighed. At hun taler sandt, når hendes afskedsord er, at politikere – selv mod egen overbevisning – må respektere folkets ønsker, og at det har været hende en ’ære at tjene det land, hun elsker’.”

EU gjorde på det seneste EU-topmøde inden påske klart for Storbritannien, at der ikke er mere at forhandle om i forhold til den aftale, som May har indgået med resten af EU. Det skriver Berlingske lørdag. At EU fastholder, at det er Mays aftale, der gælder, fremgår med al tydelighed af en udtalelse af Hollands premierminister, Mark Rutte: ”Aftalen, som er indgået mellem EU og Storbritannien om et ordnet Brexit, er fortsat på bordet.” Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, roste fredag Theresa May for at være en ”kvinde med mod” og understregede, at ”EU vil respektere og arbejde med enhver ny britisk premierminister, uanset hvem det bliver.” Også kansler Angela Merkel roste fredag samarbejdet med May. Allerede inden Theresa May meldte ud, at hun snart træder tilbage som formand, var der spekulationer i EU's hovedstæder om, hvorvidt Storbritannien inden oktober kunne nå at finde en afklaring på Brexit i Underhuset. Med dagens melding er det blot blevet endnu mere usikkert. Når valget til Europa-Parlamentsvalget er forbi, og den nye premierminister er udpeget, er det derfor meget nærliggende, at EU endnu engang skaldiskutere, om Storbritannien skal have mere tid. Jyllands-Posten skriver, at premierminister Theresa Mays fiasko og Brexit-partiets succes kan blive benzin på det populistiske bål ved denne uges valg til Europa-Parlamentet. Chokmålinger, der spår en regulær triumf for Nigel Farages Brexit-parti, var ikke blot endnu en lige højre til May, der fredag meddelte, at hun træder tilbage. Målingerne øger sandsynligheden for, at briterne med en ny premierminister vil forlade EU uden en aftale. Og målingerne sår fornyet tvivl om det europæiske samarbejde. Den franske præsident Macron udtrykker frustration i et interview med den belgiske avis Le Soir. Han frygter, at fortsat usikkerhed om Storbritanniens fremtid vil underminere hele EU-samarbejdet, og han ser Brexit-kaos som den bedste forklaring på sine egne svindende chancer for at vinde EU-valget.

Information skriver mandag, at europaparlamentsvalget i Storbritannien har været både besynderligt og bemærkelsesværdigt. Besynderligt, fordi man vælger parlamentarikere, der formodentligt kun kommer til at sidde i ganske kort tid, og fordi det har været et valg, som de store partier har gjord alt, hvad de kunne, for at undgå. Bemærkelsesværdigt, fordi det har været den perfekte startmotor for Nigel Farage og The Brexit Partys velkalkulerede forsøg på for altid at ændre britisk politik. Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet, skriver i en kommentar i Jyllands-Posten mandag: ”Den 23. juni er det tre år siden, at briterne stemte for at løsrive sig fra det europæiske fællesskab, som de i 1973 kom ind i. Briterne og EU er vokset fra hinanden som et ægtepar, som aldrig rigtigt for alvor kom til at elske hinanden. Men jo længere tid man reelt har været uenig, desto dyrere bliver skilsmissen, og desto større bliver forskelle og frustrationer. […] Min påstand er, at det britiske Brexit er som at forsøge at låse en port op uden en nøgle. Briterne vil i princippet gerne have en aftale. Den skal være ultimativt i deres favør. Den skal rumme en bagstopperklausul i forhold til Irland og give briterne en mulighed for at genforhandle det, som man senere fortryder og ikke skulle have skrevet under på. Det er ikke bare svært at lave en aftale med én, som økonomisk og aftalemæssigt kæmper ud fra en guerillataktik.”
Altinget, fre; Børsen, lør, s. 12-17; Politiken, lør, s. 1, 4; Jyllands-Posten, lør, s. 16, 20-21, 26, man, s. 16; Information, lør, s. 16, man, s. 12; Ekstra Bladet, lør, s. 28; Berlingske, lør, s. 12-13 (27.05.2019)

Prioritede historier

Nu starter spillet om topposterne
Flere af mandagens aviser om den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Det britiske magasin The Economist støtter op om Vestager og mener, at hun vil passe godt som formand for EU-Komissionen i 2019. “EU har brug for en magtfuld, effektiv leder med erfaring fra Europa-Kommissionen og en forståelse for, at verden er i forandring. EU har brug for en leder, som kan forsvare Europaog initiere lovgivning, der forsvarer EU’s borgere. EU har brug for en person, som er acceptabel for både venstre og højre, nord og syd. Mange kandidater vil byde sig til. Man kan sætte flueben ved det hele med Margrethe Vestager. Det ville være dumt af Europa at overse Vestager,” står der i magasinets EU-spalte “Charlemagne Column” ifølge B.T. og Berlingske. Berlingske skriver ligeledes mandag, at der i øjeblikket især nævnes syv personer til posterne, der skal besættes efter valget, hvoraf den danske konkurrencekommissærMargrethe Vestager er en af dem. Hun er i spil, især fordi den franske præsident Emmanuel Macron lod sive allerede for halvandet år siden, at han havde set sig varm på hende. Den 51-årige socialliberale danske kvinde repræsenterer en gruppe, som EU ikke har mange medlemmer af: En stærk liberal kvinde i et EU-hav af konservative, ældre mænd. I mellemtiden er Macron dog også begyndt at tale varmt om franskmanden Michel Barnier, der er EU’s Brexit-forhandler.

Politiken skriver mandag, at ser man på perioden siden det seneste europaparlamentsvalg har den overdøvende stemme fra Radikale Venstre været Margrethe Vestager. En del af vælgerne kan ikke sætte et parti på de nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, men man er ikke i tvivl om, at Margrethe Vestagertilhører de radikale, selv om hun ikke længere repræsenterer partiet officielt, fortæller Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab. “Hun gør ikke bare god reklame for Radikale Venstre, men for hvad EU kan blandt danskerne. Vestager personificerer lige nu det gode ved EU,” siger Karina Kosiara-Pedersen. Og det gode ved EU har været et narrativ, som har domineret blandt vælgerne ved dette valg, hvilket ikke har skadet de proeuropæiske radikale. Meningsmålingerne har set positive ud, og Karina Kosiara-Pedersen vil ikke afskrive, at konkurrencekommissærenspopularitet har smittet af på partiet som helhed.

Altinget mandag skriver, at selv om intet endnu er afgjort i kapløbet om Den Europæiske Unions fremtidige ledelse, så er danske Margrethe Vestagers chancer i hvert fald ikke blevet dårligere efter valget til Europa-Parlamentet. Natten til mandag demonstrerede konkurrencekommissærVestager tydeligt, at det efter hendes opfattelse ikke længere er givet, at topposterne endnu en gang bare kan fordeles mellem konservative og socialdemokrater. "Jeg har i fem år arbejdet for at bryde monopoler, og det er også, hvad vælgerne har gjort i dag. De har brudt et magtmonopol," sagde hun. Børsen skriver mandag, at Resultatet af europaparlamentsvalget og et ekstraordinært EU-topmøde tirsdag giver de første svar på, hvor Vestager og de øvrige bejlere til EU's topposter står i spillet om magten. Europa-Parlamentet og medlemslandenes regeringer i Det Europæiske Råd skal enes om, hvem der skal være den næste leder af EU's centraladministration i Bruxelles, Kommissionen. Kampen om topposterne er ikke kun en kamp mellem kandidaterne, men også mellem EU's institutioner. Ifølge Politiken mandag, jar tre af Margrethe Vestagers konkurrenter til toppost i EU har skrevet under på, at enten kommissionsformanden eller formanden for EU's topmøder skal gå til en kvinde. Blandt underskriverne er to af de mænd, der kæmper for posten som formand for kommissionen: Manfred Weber, de europæiske konservatives kandidat, og Frans Timmermanns, den socialdemokratiske kandidat. Også den uofficielle franske kandidat, Michelle Barnier, har skrevet under. “Vi ønsker en europæisk ledelse, der afspejler Europa. Hele Europa. Også kvinder,” hedder det i erklæringen, der opfordrer til en kønskvotering hele vejen op i den europæiske ledelse: Lige mange mænd og kvinder i den nye kommission, lige mange viceformænd for kommissionen, samt at de store formandsposter - den ene for kommissionen, den anden for stats- og regeringscheferne - skal gå til hver sit køn. Blandt underskriverne er i alt 15 af de nuværende 21 kommissærer. I den afgående kommission er der 8 kvinder.
B.T., man, s. 2; Berlingske, man, s. 12, 13; Altinget, man; Børsen, man, s. 1, 20-21; Politiken, man, s. 4, 7 (27.05.2019)

Klimakløften i Europa
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om klima, som et vigtigt emne ved Europa-Parlamentsvalget. For de danske vælgere er klimapolitik vigtigst før søndagens valg til Europa-Parlamentet. Men vi tager fejl, hvis vi tror, at italienerne og polakkerne vil lytte til os. I resten af Europa er det arbejdsløshed og migration, der optager vælgerne, skriver Berlingske lørdag. I Skandinavien ses svenske Greta Thunberg som en kompromisløs superheltinde, men muligvis er Greta-Thunberg-effekten først og fremmest et nordeuropæisk fænomen med begrænset gennemslagskraft i det øvrige Europa. For det er overvejende velbeslåede lande med en stærk middelklasse som danskerne, svenskerne og hollænderne, der ser bekæmpelsen af klimaforandringer som det altoverskyggende og højst presserende tema ved det forestående valg til Europa-Parlamentet. En frisk måling hos Eurobarometer viser, at 68 procent af de danske vælgere ser klimaspørgsmålet som det vigtigste emne forud for Europa-valget. En pæn sjat over det samlede gennemsnit på 43 procent for de 27 EU-lande. Noget kunne med andre ord tyde på, at danske vælgere tager fejl, hvis vi lider under illusionen om, at resten af kontinentet deler vores besættelse af klimapolitik. ”Der er ikke noget ved Eurobarometermålingen, der indikerer, at klima fylder lige meget på dagsordenen på tværs af Europa. Særligt økonomi og arbejdsløshed fylder meget i det sydlige Europa,” siger Karsten Tingleff Vestergaard fra Tænketanken Europa. Greta Thunberg holdt tale i København på Christiansborg Slotsplads. Politiken bringer søndag talen, hvor hun blandt andet siger: ”I morgen er der på tværs af Europa valg til EU-Parlamentet. Vi er 508 millioner mennesker, der lever i EU. Og tilsammen bruger vi 20 procent af verdens ressourcer. Det er en femtedel af verdens ressourcer. De ting, vi gør i EU, har kolossal indflydelse på de fremtidige levevilkår her på kloden. Vi står over for en eksistentiel trussel. Tiden rinder hastigt ud. Og medmindre vi i løbet af de næste 10 år, 220 dage og 10 timer får mindst halveret vores udledning af drivhusgasser, vil vi sandsynligvis udløse en uoprettelig kædereaktion, mennesket ikke længere kan kontrollere. […] Ifølge et enigt forskersamfund stiller situationen krav om et hidtil uset omfang af forandringer i alle samfundets aspekter. Med start fra i dag. Hvis EU for alvor besluttede sig for at gøre front mod den igangværende klimakrise og forsøgte at skride til handling med den nødvendige styrke, ville det få en kolossal global effekt.”

Politikens leder skriver også om Thunberg lørdag: ”Med sine skolestrejker for klimaet har Greta Thunberg tændt en fakkel af håb for en generation af børn og unge, der løber tør for tid, mens politikerne taler, taler og taler. Som internationalt ikon og inspiration for klimakampen siger Thunberg de sandheder, verden godt kender, og som ingen længere kan løbe fra. Hverken FN, EU eller paven, og hvem hun ellers har holdt sine uafrystelige taler til. […] Modsat atombevægelsen handler klimakampen ikke alene om at sende ansvaret hen mod de nølende politikere. Klimakampen retter også et ansvar mod os selv og den måde, vi med vores overforbrug opslider klodens ressourcer og skævvrider de økologiske balancer. Heldigvis ser vi en folkelig bevægelse, et landbrug og et erhvervsliv, der de seneste år i den grad er gået forrest. Må mange flere gå med.” Bjarke Møller, direktør, Tænketanken Europa, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag blandt andet: ”I mere end seks årtier har det europæiske samarbejde været med til at sikre fred på kontinentet. […] Og det bliver der sandelig brug for, hvis der i Europa skal gøres noget effektivt over for klimaforandringerne. Ifølge FN's internationale klimapanel bør der i de næste 12 år gennemføres drastiske reduktioner af CO2-udledningerne, hvis ikke de globale temperaturstigninger skal overstige de kritiske 1,5 grader celcius. […] Klimaet kan blive Europas nye Man on the Moon-projekt, hvor politikerne rykker sammen på tværs af ideologiske skel. Mange innovative virksomheder står klar til at sætte turbo på omstillingen. Den bør tænkes ind i en ny offensiv erhvervspolitik, hvor Europa med strategiske satsninger på klima, digitalisering og kunstig intelligens tager konkurrencen op imod både kinesere og amerikanere. EU kan som handelssupermagt sætte nye grønne globale standarder.”

Ib Enevoldsen, administrerende direktør, Rambøll i Danmark, skriver i en analyse i Politiken lørdag: ”Ressourcerne er færre, og pladsen i kampen om opmærksomhed i nyhedsbilledet har ikke været til gavn for EU-stoffet, der i sin natur er vanskelig at formidle bredt. Der er altså brug for en målrettet dansk oprustning af EU-arbejdet, både på embedsmandsplan og på politisk niveau. EU-samarbejdet er vigtigt for Danmark, uanset om man kan lide det eller ej, og det kan blive endnu vigtigere for os i de kommende år, så vi skylder os selv at opruste vores kunnen og indsats på allede forskellige måder, vi kan.”
Politiken, lør, s. 1, 6, søn, s. 4; Berlingske, lør, s. 1, 8-9; Information, lør, s. 12-13; Jyllands-Posten, lør, s. 31 (27.05.2019)

Administration

Le Pen skal betale millioner tilbage til Europa-Parlamentet
Den franske partileder for Rassemblement National, Marine Le Pen har misbrugt EU-midler for op til 2,2 millioner kroner og skylder derfor Europa-Parlamentet penge. EU-Domstolen har i denne uge stadfæstet, at pengene skal betales tilbage, skriver Politico ifølge Berlingske søndag. Le Pen havde allerede anket sagen én gang, efter at der faldt dom i juni 2018, men EU-Domstolen har altså ikke givet hende medhold i ankesagen. De omtrent 2,2 mio. kroner har Le Pen brugt på at aflønne en assistent, som formelt var ansat i Europa-Parlamentet, men i virkeligheden arbejdede i Paris for Rassemblement Nationals franske gruppe. Pengene er blevet udbetalt til Le Pen mellem 2010 og 2016, skriver Politico. Le Pen mener dog fortsat, at afgørelsen er i strid med hendes rettigheder, og har svoret, at hun vil tage sagen hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - selvom det ikke er en EU-institution.
Berlingske, søndag, s. 29 (27.05.2019)

Institutionelle anliggender

30 år efter Murens fald skal Europa igen heles
Jyllands-Posten søndag skriver, at Langt de fleste vælgere i EU forventes at stemme på et parti, som ser en fremtid i EU-samarbejdet. Men valgkampen har afdækket skillelinjer i Europa. Kampen har ikke kun stået mellem gamle og nye partier og EU-kritikere over for EU-tilhængere. En exitpoll fra Holland, som allerede torsdag stemte til Europa-Parlamentet, bredte sig som en løbeild på Twitter. De EU-venlige partier, socialdemokraterne og de liberale, stod til fremgang, mens Geert Wilders Frihedsparti blev banket i bund. Ganske vist på bekostning af Hollands nye EU-modstander-parti, Forum for demokrati, som den 36-årige Thierry Baudet har grundlagt. Men billedet var klart i EU-tilhængernes favør, og tolkningen af prognosen fra Holland lød: Masserykket mod de EU- og indvandrerkritiske partier bliver muligvis alligevel ikke så mærkbart som spået. Måske er det for tidligt at dømme Europas gamle partier ude. Siden europæerne sidst gik til valg for fem år siden, har flere begivenheder udfordret den verdensorden og det internationale samarbejde. For fem år siden anede de færreste europæere, hvem Donald Trump var. Han er nu USA's præsident, arbejder for et "Amerika først" og har brudt USA's sædvanlige politik med at støtte et integreret Europa. Guy Verhofstadt, leder af den liberale gruppe i EU-Parlamentet, har udråbt valget til Europa-Parlamentet som EU's skæbnetime: Det her er ikke et spørgsmål om mere eller mindre Europa, men et spørgsmål om, at vi har behov for et anderledes EU, som ellers ikke vil overleve det 21. århundrede.
Jyllands-Posten søndag, s. 18-19 (27.05.2019)

DF får en sjælden vælgerlussing
Flere aviser skriver i dag, at Dansk Folkeparti fik stryg hos vælgerne. Ifølge prognoserne måtte formand Kristian Thulesen Dahl indkassere et solidt valgnederlag og tilbagegang fra fire mandater til et mandat. ”Måske er det alle de klimatosser. Alle dem, der går op i klima. Måske er det det, der har gjort det,” sagde Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, ifølge Politiken, mandag. Altinget skriver, at Thulesen Dahl også tror, at det er DF’s klimapolitik, som har kostet vælgere. Erik Holstein, der er politisk analytiker på Altinget, mener, at resultatet er et totalt nederlag for Dansk Folkeparti. "Thulesen havde ventet et nederlag, men ikke af disse dimensioner. 14-15 procent og to mandater havde været helt okay. Men mere end en halvering og kun et mandat er helt galt. Oven i det hele mister de Anders Vistisen, der er en dygtig EU-parlamentariker og har langt mere tjek på EU- politikken end Peter Kofod, der nu kommer derned som den eneste DF'er,” siger han. Jyllands-Posten mandag skriver, at Peter Kofod mod sin vilje blev udpeget til Dansk Folkepartis spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet.
Politiken, mandag, s. 4; B.T.Metro, mandag, s. 4-5; Ekstra Bladet, mandag, s. 4-5; Altinget, mandag; Jyllands-Posten, mandag, s. 1 (27.05.2019)

EU er blevet politisk frihed
Information bringer lørdag en kommentar af chefredaktør Rune Lykkeberg. Han skriver blandt andet: ”Det er ikke mange år siden, Margrethe Vestager blev set som ikonet på politikkens afslutning. På at demokratier forfaldet til teknokrati, og at det ikke nytter noget at protestere over uretfærdighed. [...] Syv år senere er Vestager symbolet på den politiske kamp mod dem, som udbytter os. Som EU's konkurrencekommissær har hun taget kampe med de superkapitalistiske giganter, der agerer, som om de er hævet over ret og rimelighed. Hun er frygtet af de techgiganter, vi andre er bange for, og hun bliver beundret af alle os, som drømmer om, at ingen virksomheder skal være uden for demokratisk rækkevidde. [...] Det er EU's indlysende berettigelse i dag: Vi lever i en verden med store magtkoncentrationer, som ingen europæiske stater kan tage kampen op imod alene. Og vi lever i en verden med stort behov for fælles politisk handlekraft. Det er det, som skolestrejkerne, klimamarchen lørdag og den overvældende opbakning til klimakampen i meningsmålingerne demonstrerer: En kolossal vilje til at være en del af et politisk 'vi', som ikke er afmægtig tilskuer til det ubærlige. [...] I en afgørende forstand er EU blevet muligheden for politisk frihed: Nemlig det sted, hvor vi forvandler afmagt til muligheden for at handle i fællesskab.”
Information, lørdag, s. 2 (27.05.2019)

Et valg med kæmpe betydning for Europa
Børsen bringer en kronik af Hans Martens, seniorrådgiver i Tænketanken Europa. Han skriver blandt andet: ”Når resultatet af valget til Europa-Parlamentet er gjort op i de 28 lande, vil man givet se et broget billede - og meget mere broget end tidligere, hvor den konservative og den socialistiske gruppe i reglen kunne sætte sig sammen og bestemme stort set alting. Denne gang kommer man til at stå med et parlament, som ud over at være mere broget også pludselig måske i højere grad bliver et valg mellem for og imod EU end om hvilken politisk nuance, EU bør have. De mange populistiske, nationalistiske og anti-immigrations orienterede partier har man nok kendt tidligere, men ikke i så stort et tal. [...] Det første, man skal finde ud af efter valget, er, hvem der skal styre EU i de kommende fem år. Valgets udfald har i sig selv en betydning for det, og hvis det står til Europa-Parlamentet, så skal traktaten fortolkes således, at de spidskandidater, de europæiske partier har opstillet, er dem, der skal vælges imellem, når Kommissionens formand skal udpeges. Sidste gang - i 2014 - prøvede man systemet med de europæiske spidskandidater for første gang, og her blev det konservative partis spidskandidat, Jean-Claude Juncker, som bekendt Kommissionsformand.”
Børsen, lørdag, s. 18-21 (27.05.2019)

Europa er på skrump. Europæere udgør kun en lille del af verdens befolkning
Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag om Europa-Parlamentet. Hun skriver blandt andet: ”Europa-Parlamentet har kørt sin kampagne This time I am voting i stilling. Sammen med en smuk, lille reklamefilm på nettet opfordrer Europa-Parlamentet - gennem et (ufødt) barns perspektiv - alle til at bruge deres stemme. I lyset af at kun knap 43 pct. stemte sidste gang (2014), er budskabet yderst relevant. […] Der er heldigvis noget, der tyder på, at 2014 var et lavpunkt, og at det bliver en smule (måske noget) bedre denne gang. Det skyldes flere ting. Dels det simple forhold, at der er gået fem år siden sidst, og at det tager tid at lære demokratiets logikker. Flere og flere europæere forstår efterhånden, at hvordan man sammensætter Europa-Parlamentet, ikke er helt ligegyldigt, og at vi ikke har at gøre med et Mickey Mouse-parlament, som den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher engang kaldte det. Skal der laves politik i EU i dag, er parlamentet således ikke til at komme uden om. Det er parlamentarikerne, der sammen med ministerrådet vedtager stort set al EU-lovgivning og bestemmer, i hvilken retning samarbejdet skal bevæge sig. Hvor Europa går hen, afhænger således ikke kun af, hvem der sidder på ministertaburetterne rundtom i EU-landene, men også hvem vi stemmer på til europaparlamentsvalget.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 41 (27.05.2019)

Europas sunde demokrati
Information skriver blandt andet i sin leder lørdag: ”Efter tre ugers europæisk valgkamp må vi konstatere, at alt er gået anderledes, end vi havde frygtet. Søndagens valg til Europa-Parlamentet er blevet talt op til at være det næste slag i en stor krig, som begyndte med Trump og Brexit. [...] Valgkampen har ikke været polariseret og skandaløs, den har tværtimod afsløret en forbløffende enighed på tværs af partier og lande. Det virker pludselig, som om alle er blevet klimabevidste økologer: Det er ikke bare de grønne partier, der har udtrykt bekymring for miljøet, det er også Marine Le Pen og den konservative Manfred Weber. [...] Måske kan vi ligefrem skimte konturerne af et nyt stort politisk projekt: En bred erkendelse af, at der både er behov for en grøn omstilling, for en mere reguleret kapitalisme, for europæisk samarbejde og for en mere styret migrationspolitik. [...] Vi er meget klogere, når stemmerne er talt op søndag aften. Men de seneste tre ugers valgkamp har allerede efterladt en ny optimisme - både på demokratiets og på Europas vegne.”
Information, lørdag, s. 28 (27.05.2019)

Frankrig: Macron har udsigt til øretæve fra Le Pen
Det var Emmanuel Macron selv, der valgte at fremstille valget til EU-Parlamentet som et opgør mellem ham og Marine Le Pen. Det skriver Politiken mandag. Målingen pegede i aftes i retning af et nederlag til præsidenten og en sejr til det nationalistiske og EU-skeptiske parti Rassemblement National . ”Præsidenten skal som minimum opløse Nationalforsamlingen og udskrive nyvalg ,” sagde Marine Le Pen, da hun trådte frem, en halv time efter at de første tendenser blev offentliggjort. Få dage inden valget sagde Macron: ”Jeg vil sætte al min energi ind på at sikre, at Rassemblement National ikke kommer ind på en førsteplads,” og dermed gjorde han sig selv til den oplagte skydeskive. Ifølge Philippe Breton, professor i politik og kommunikation på universitetet i Strasbourg var det en fejl af præsidenten, da han valgte selv at gå forrest i valgkampen til EU. Information mandag skriver, at selvom hverken Macron eller Le Pen egentlig har været på valg til Europa-Parlamentet, så har hele den franske valgkamp været én lang armlægning mellem de to.
Politiken mandag, s. 6; Information, mandag s. 12 (27.05.2019)

Gør Europa »great again« - men begynd med bare at få det til at fungere
I et debatindlæg i Berlingske mandag, skriver Bent Winther samfundsredaktør på Berlingske: ” Det er ikke svært at få øje på udfordringerne for det nye Europa-Parlament. Der mangler sammenhold, sammenhæng, beslutningskraft, solidaritet og arbejdskraft. God arbejdslyst. […]Europas storhedstid ligger mange år tilbage. I et århundrede har vi levet i skyggen af USA, i et halvt århundrede været spændt ud mellem to supermagter og Den Kolde Krigs ideologier. I dag er verdens øjne mest rettet mod et økonomisk og politisk stadigt stærkere Kina. Så at overtage Donald Trumps valgslogan fra 2016 og sætte sig for at gøre » Europe great again« virker absurd. Som et barn der løber gennem stuen i sin supermandragt. Europa er på ingen måde »great«, bliver det ikke inden for en overskuelig fremtid, og ambitionen er ikke blevet mindre absurd efter søndagens valg til Europa-Parlamentet. Europa synes mere splittet end nogensinde mellem øst og vest, mellem nord og syd, centralister og nationalister, mellem liberale, socialister og nationalkonservative.”
Berlingske mandag, s. 23 (27.05.2019)

Hån mod folkestyret
B.T. bringer en kommentar af Morten Messerschmidt, folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Han skriver blandt andet: ”Naturligvis er der meget galt ved EU. Helt grundlæggende synes jeg slet ikke, der burde være noget Europa-Parlamentet, for hvert EU-land har jo sit nationale parlament. Og hvorfor kan de ikke samarbejde, i stedet for at vi sammensætter et kunstigt parlament, der kun sjældent synes at repræsentere dem, de egentlig burde arbejde for? Så langt er Vermund og jeg enige. Men - og det er et stort men - ligeså længe Europa-Parlamentet findes, og ligeså længe EU har magt over danskerne, så bør vi naturligvis sende danske politikere afsted til Bruxelles/Strasbourg for at kæmpe vores sag. Det handler nemlig om Danmark. Og ved ikke at stemme lader man andre bestemme. Ved at vende EU-valget i går ryggen har Vermund vist, at hun én gang for alle har sat parti over fædreland. Og den beslutning flugter desværre fint med beslutningen om, at Vermund i øvrigt slet ikke gider politik, hvis hun ikke vælges denne gang.
B.T., mandag, s. 28 (27.05.2019)

Min teori er, at Putin stod bag optagelsen på Ibiza
I ”Ulla Terkelsens Verden” i Jyllands-Posten søndag skrives der blandt andet: ”I skrivende stund ved vi ikke præcis, hvem der satte en fælde op på Ibiza for den østrigske vicekansler, Heinz-Christian Strache, og en partikammerat fra Det Østrigske Frihedsparti, som de to politikere skvattede fnisende og pladask ned i. […] Om Frihedspartiet bliver dødeligt skadet af deres lederes moralske fald og dønningerne ved det europæiske valg, det ved vi først efter weekenden. […] Vi ved heller ikke, om Putin var indblandet eller ej. Det siges, han ved alt. Hvis ja, så har hans folk i dette tilfælde lavet noget rod. For Putin vil gerne have, at det går højreorienterede EU-kritiske partier i EU godt; mange af partierne er prorussiske og kan godt lide ham. Han er patriot og kristen og autoritær, og det er de også. […] Men min luskede, lidt tyndbenede teori er: Putin og KGB stod bag optagelsen på Ibiza. Men Strache og hans ven leverede derefter ikke i overensstemmelse med aftalen. Så derefter er det ligesom hos mafiaen. Hvis man ikke holder en aftale, så ringer de på dørklokken.” Politiken skriver mandag, at der har været tvivl om, hvordan vælgerne ville reagerer på video-hændelsen i Østrig til europaparlamentsvalget. Ifølge de første og derfor langtfra sikre målinger, blev Sebastian Kurz og hans regeringsparti, OVP, valgets vinder, mens Frihedspartiets tab var relativt begrænset. Tilsammen stod de to partier faktisk først på aftenen til en samlet fremgang.
Jyllands-Posten, søndag, s. 42; Politiken, mandag, s. 6 (27.05.2019)

Moral og amoral i en europæisk brydningstid
Berlingske bringer søndag en kommentar af Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør, efter at Marine Le Pen, leder af det franske parti Rassemblement National, for nogle uger siden besøgte København. ”Marine Le Pens grundlæggende budskab er, at globalismen og frihandelen har ødelagt sammenhængskraften i de vestlige lande. Dels på grund af indvandringen. Dels fordi globalismen har øget uligheden, så velstanden alene er kommet de få til gode. På væsentlige punkter går Le Pen & co. imidlertid galt i byen med deres moralske korstog mod ”globalismen”. For realiteten er, at de åbne grænser og den globale frihandel er kommet uendeligt mange mennesker til gode. Herunder hundreder af millioner af fattige i den tredje verden, der er løftet ud af den yderste elendighed. Men også helt almindelige mennesker i de europæiske lande ville være dårligere stillet i 2019 uden de kvantespring af vækst og udvikling, som de seneste 30 års globalisering har ført med sig. […] Hvad hvis milliarderne til mennesker i nød kunne investeres på andre måder, som kom langt, langt, langt flere til gavn? Hvad er da det moralsk rigtige at gøre. Moral og følelser kan ikke tages ud af politik. Men når det fylder alt og skubber enhver rationalitet til side, kan følelsen af moralsk overhøjhed hurtigt ende i en amoralsk blindgyde,” skriver Tom Jensen blandt andet.
Berlingske, søndag, s. 24 (27.05.2019)

Stem i dag. Europa har aldrig været vigtigere
I et debatindlæg i Politiken søndag skriver Mads Philipsen, lærer, Krogerup Højskole og cand.mag. i internationale udviklingsstudier: ” Vi står i en global brydningstid og EU er det bedste bud for Danmark for at påvirke udviklingen. Derfor er det afgørende at tage stilling og stemme ved dagens valg til Europa-Parlamentet. […] Europa er en verdensdel, der har været ramme om nogle af historiens blodigste konflikter, kolonisering og udbytning af resten af verden. Men Europa er også hjem for oplysningstanker, fantastisk kunst, teknologiudvikling og humanisme. I dag står vi midt i en brydningstid, hvor fronterne i Europa igen trækkes op, og hvor vi oplever en overhængende trussel fra de selvskabte klimaforandringer. Som det var tilfældet med de to verdenskrige, er det ikke tilfældigheder, der kaster regioner ud i massive katastrofer. Det er grundlæggende modsætninger i samfundet, som vi ikke får løst i tide med fredelige midler. Om vi skal have bedre naturbeskyttelse, tage imod flere eller færre migranter, gøre en intensiv klimaindsats, og om vi skal omfordele Europas rigdomme eller lade dem blive i hænderne på de få, er spørgsmål som hele Europa skal tage stilling til i weekenden. Hvis du vil have indflydelse, skal du stemme på søndag - der er kun få, der gør det, så din stemme har stor magt. Europa er endnu en gang i en afgørende situation, der kalder på stillingtagen.”
Politiken søndag, s. 5-6 (27.05.2019)

V-kandidat sår tvivl om Løkkes ”permanente” grænsekontrol
Dagen før valget til Europa-Parlamentet kommer Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, med et budskab om, at selvom statsministeren i mandags kom med et valgløfte om permanent grænsekontrol, betyder det ikke, at den nuværende grænsekontrol med politi, paskontrol, bilkøer og hvide kontroltelte på den dansk-tyske grænse skal være permanent. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Ifølge Løkkegaard bliver den nuværende ”midlertidige grænsekontrol” blandet sammen med den mere intelligente grænsekontrol, som V foreslår som en del af kommende og reformerede Schengen-regler. V-kontrollen handler ifølge Løkkegaard mest om at bekæmpe forbrydere, som er en af de utilsigtede konsekvenser ved den frie bevægelighed over grænserne. Han understreger, at V vil fastholde den nuværende grænsekontrol, ”så længe der ikke er styr på EU's ydre grænser”, men at der kun er tale om en ”midlertidig løsning”, indtil mere intelligente løsninger er på plads.

Børsen skriver mandag, at i sidste uge kom Venstre med følgende udspil: ”I Venstre mener vi, at det er nødvendigt med dansk grænsekontrol, når der ikke er styr på Europas ydre grænser.” Men ifølge flere forskere halter logikken imidlertidig. “Jeg synes ikke, man kan sige, at der ikke er styr på EU's ydre grænser. Det er et område, man har prioriteret højt og tilført store ressourcer, ligesom man har indgået en aftale med blandt andet Tyrkiet. Og det har jo betydet, at antallet af migranter og asylansøgere er faldet markant,” siger hun til Altinget.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 14; Børsen, mandag, s. 16 (27.05.2019)

Valg i Europa
Jyllands-Postens leder skriver søndag blandt andet: ”Hvis EU ikke fandtes, måtte nogen opfinde det. Det europæiske samarbejde giver så mange fordele af alle slags i dagligdagen og er båret af en så flot vision om udsoning og fællesskab efter alt for mange katastrofer på kontinentet, at det kan være svært at forstå, at så mange udnævner valget til Europa-Parlamentet til et skæbnevalg. Underforstået: Aldrig har EU været mere omstridt; aldrig har skepsissen over for EU været større […] Når EU som institution er så presset i disse år, hænger det ikke mindst sammen med, at EU er så nem at give skylden for, hvad man i øvrigt er utilfreds med: migration, sociale problemer, udkant/centrum, bredde/elite, udflytning af arbejdspladser, politikere. Den ret ens værdikamp, der raser ude i de enkelte lande, får en fælles lynafleder i EU. Dermed udstilles ydermere den svaghed, som grundlæggende hæmmer EU-samarbejdet: At det meste af, hvad der foregår i EU-regi, udfolder sig i en national ramme. Danske EU- politikere rejser til Bruxelles for at varetage danske interesser. På den måde får samarbejdet en meget åbenlys national cost/benefit-dimension, som går på tværs af ambitionen om et fælleseuropæisk samarbejde. […] For et lille land som Danmark er EU-samarbejdet ekstra vigtigt […] Det er faktisk tid til at tale EU op, ikke ned. Det er ikke det samme som at være kritikløst blind for EU's svagheder. Men dem kan man kun være med til at rette op, hvis man går helhjertet ind i samarbejdet. Søndagens EU-valg er virkelig vigtigt. Gå nu hen og stem!”
Jyllands-Posten søndag, s. 40 (27.05.2019)

Velkommen til et nyt, fragmenteret Europa - EU-valg 2019
Kristeligt Dagblad mandag, skriver i sin analyse af Europa-Parlamentsvalget, blandt andet: ”Når de europæiske stats- og regeringschefer i morgen mødes i Bruxelles for at bruge resultatet af Europa-Parlamentsvalget til at indlede navnelegen om, hvem der skal blive ny formand for EU-Kommissionen, bliver det ikke helt så nemt som for fem år siden.
Europæerne har i mellemtiden måttet forholde sig til en flygtninge- og migrationskrise, som har skabt splittelse i EU, ført til lukkede grænser og givet indvandringskritiske EU-skeptikere stor medvind ved nationale valg. Og været vidner til en kaotisk britisk udtræden fra EU, som tre år efter Brexit-folkeafstemningen fortsat ikke er en realitet, men som alligevel trækker dybe spor i et Europa, hvor den økonomiske ulighed og frygten for globaliseringens følger kun er blevet større de seneste fem år. Disse politiske nybrud kommer også til at præge det nye Europa-Parlament efter en valgkamp, som for første gang har handlet om substantielle emner som klimaforandringer og migration fremfor om parlamentets forkætrede rejsecirkus og blyantspenge. De seneste ugers debat om et "europæisk skæbnevalg" har ifølge meldinger fra valgstederne rundt om i Europa blandt andet fået langt flere danskere, hollændere, polakker, tyskere, franskmænd og rumænere til stemmeurnerne. Det vil styrke legitimiteten af det nyvalgte parlament.”
Kristeligt Dagblad mandag, s. 1 (27.05.2019)

”Europavalget er et klimavalg: Enten for status quo eller for et grønt Europa”
Information bringer lørdag en artikel om den 37-årige tyske Ska Keller, der er den grønne koalitions spidskandidat til posten som præsident for EU-Kommissionen. Hendes grønne parti står til fremgang til europaparlamentsvalget, formentlig omkring fem mandaters fremgang fra de nuværende 51 ud af parlamentets 751 sæder. ”Der er rigtig meget på spil på rigtig mange fronter. Men selvfølgelig er europavalget især et klimavalg: enten for status quo eller for et grønt Europa,” siger Keller og tilføjer: ”Vores hovedmål er at blive en stærkere europæisk drivkraft for klimabeskyttelse og for et socialt og demokratisk Europa. Med de nuværende prognoser ser det ud til at gå op.” Ska Keller og hendes parti kræver blandt andet en CO2-skat, så hvert eneste ton CO2, som pustes ud i atmosfæren, har en pris. Ydermere kræver den grønne gruppe hurtigst muligt en omstilling til 100 procent vedvarende energi i Europa. Uden atomkraft. Og uden russisk gas via Nord Stream 2, som Ska Keller betegner som en ”klima- og geopolitisk vildfarelse.
Information, lørdag, s. 12-13 (27.05.2019)

Retlige anliggender

EU afviser klimaretssag
I første omgang har EU-Domstolen afvist klimaretssagen People's Climate Case, hvor ti familier og en samisk ungdomsorganisation har lagt sag an mod EU, fordi de mener, at EU ikke er ambitiøse nok klimapolitisk, og det krænker deres rettigheder. Det skriver Information lørdag. Ifølge domstolen har familierne ikke ret til at udfordre EU's 2030 klimamål via domstolene, dog anerkender EU-Domstolen, at klimaforandringerne påvirker alle europæere på mange forskellige måder. Det skriver blandt andre Det Økologiske Råd, der er skuffet over afgørelsen. Roda Verheyen, der er koordinerende jurist på sagen, mener, at beslutningen om ikke at lade borgerne gå rettens vej er skuffende, men ikke overraskende. ”Sagen er ikke blevet afvist på basis af dens indhold. Tværtimod accepterer domstolen, at klimaforandringerne påvirker alle, men afholder sig fra at tage stilling til klimaforandringernes konsekvenser for menneskerettighederne. I appelsagen vil vi bede EU-Domstolen om at vurdere beslutningen set i lyset af klimavidenskabens fakta og disses betydning for menneskerettighederne, som vi har påvist i vores sag,” siger Roda Verheyen.
Information, lørdag, s. 17 (27.05.2019)

Sikkerhedspolitik

Danmark må opruste massivt i EU
Politiken bringer lørdag en kronik af Laurs Nørlund, der er cand. scient. pol., og tidligere kabinetschef og direktør i EU-Kommission. Han skriver i kronikken om vigtigheden af Danmarks EU-samarbejde også i fremtiden. ”Verden ændrer sig ekstremt hurtigt og dramatisk disse år. Trumps USA, Putins Rusland, Kina, klima, flygtningekrise og nationalisme og terrorisme, alt bidrager til en mere usikker og uforudsigelig verden omkring os. Alle disse forhold, næsten uanset præcis i hvilken retning og hvor hurtigt de udvikler sig i detaljen, har central betydning for Danmark, herunder for vores sikkerhedspolitiske situation og selvforståelse, og er også med til at bestemme rammebetingelserne for dansk økonomi og dansk erhvervslivs muligheder i den globale økonomi. […] Danmark skal og må derfor på ethvert tidspunkt formå at varetage sine interesser i særdeleshed i EU-samarbejdet så effektivt som muligt og maksimere sin indflydelse, især på de områder, der er vigtige for landets økonomiske velfærd. […] Det er ellers ikke den folkelige opbakning, der mangler. Målinger viser, at selv i denne ustabile globale situation med opbrud alle vegne, er opbakningen til dansk EU-deltagelse større end nogensinde før, og tilliden til de europæiske institutioner markant højere end til vores nationale politikere. Så mandatet til at føre en effektiv dansk EU-politik er der,” skriver Nørlund blandt andet.
Politiken, lørdag, s. 5-6 (27.05.2019)

Udenrigspolitik

Ukraine er på vej mod vest, forude venter NATO og EU
I ”Undervejs” i Jyllands-Posten søndag skriver Per Nyholm, publicist, tidligere udenrigskorrespondent, blandt andet: ”Det har været interessant at følge optakten til EU-valget fra Ukraine, en nation så gammel som Danmark, og som Danmark anbragt i udkanten af Europa, men med en langt hårdere skæbne. […] Ukraine var indtil Sovjetunionens undergang i 1991 en russisk koloni, erobret 300 år forinden og holdt i et jerngreb så brutalt, at nationens overlevelse og nuværende dynamik ligner et mirakel. Lad mig vove en påstand fra Kiev, hvis hovedgade denne søndag - som alle andre søndage - er forvandlet til en bilfri legeplads for børn og voksne: Om en halv snes år vil Ukraine være et normalt europæisk land, medlem af NATO og kort efter af EU. En succes. […] Oplyste ukrainere konstaterer med tilfredshed, at deres eget nylige præsidentvalg forløb fredeligt og demokratisk. Stemningen er alvorspræget, men tillidsfuld. Man forsvarer sig i øst, man nærmer sig vest.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 40 (27.05.2019)