Mandag den 30. december

Tophistorier

Merkel kæmper for at redde migrant-aftale
Flere aviser skriver om migrationen til Europa og dets konsekvenser. Berlingske skriver lørdag, at migrantaftalen mellem Tyrkiet og EU ikke har det godt. Antallet af flygtninge og migranter, som rejser i gummibåde fra Tyrkiet til de græske øer, er i år steget markant, ligesom der er forlydender om, at tyrkiske grænsevagter bevidst vender det blinde øje til, og lader menneskesmuglere sætte både i havet. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har da også gentagne gange truet med at ”åbne portene” og lade migranter i massevis rejse til Europa. Nu forlyder det, at den tyske kansler, Angela Merkel, i januar rejser til Ankara for at diskutere problemerne med præsident Erdogan, skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Tyrkiet og EU indgik i 2016 den kontroversielle migrantaftale, som i grove træk førte til, at Tyrkiet ville modtage milliardbeløb fra EU mod til gengæld at sikre, at flygtninge og migranter ikke rejste ind i EU via Tyrkiet. Ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat er omtrent 59. 000 flygtninge og migranter ankommet til de allerede overfyldte flygtningelejre på de græske øer i løbet af året. Til sammenligning ankom 29.718 personer i 2017 og 32.494 i 2018. Jyllands-Posten lørdag skriver, at fredag har FN oplyst, at 235.000 mennesker er drevet på flugt i Syrien. Flygtningestrømmen er skabt af Assadregimets offensiv i det nordlige Syrien i områder, som ellers har været forholdsvis fredelige dele af landet i nogen tid. Tusinder af de fordrevne har sat kurs mod Tyrkiet. Det fik allerede før jul Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at varsle, at Europa kan komme til at mærke flygtningepresset stige. ”Hvis volden mod Idlibs befolkning ikke stopper, vil flygtningetallet vokse yderligere. I så fald vil Tyrkiet ikke kunne bære byrden alene. Den negative konsekvens af det pres, som vi vil blive udsat for, vil alle europæiske nationer, især Grækenland, komme til at mærke,” har Erdogan således udtalt. I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad lørdag skriver Mehmet Tanis, cand.scient.pol.: ”Der går næsten ikke én dag, uden at samtlige danske aviser svinger pisken over Tyrkiet, siden landet indledte ”Operation Fredens Kilde” i det nordlige Syrien den 9. oktober. Tyrkiet anklages for alt fra at være krigsforbryder til at have begået overgreb, brugt kemiske våben og begået folkedrab eller etnisk udrensning på kurdere. Herhjemme beskyldes vi alle for at have ”kurdisk blod” på hænderne, fordi vi passivt ser til. Denne negative overeksponering understøttes med billeder af civile ofre og mennesker på flugt. Beskyldninger flyver gennem luften. Den fælles fortælling, som fremstilles, er, at Tyrkiet har invaderet de kurdiske områder i det nordlige Syrien. Men er virkeligheden så sort og hvid? Er kritikken af Tyrkiet fair, objektiv og nuanceret? Eller kunne der være væsentlige komponenter, medierne overser, som er med til at give en alt for ensidig og tendentiøs dækning af situationen i Tyrkiet og Syrien? […] Dog er der lidt håb forude, for det lader til, at det er gået op for EU, at Tyrkiet mener det alvorligt med etablering af en sikkerhedszone langs landets 900 kilometer lange grænse til Syrien. Senest er den tyske forsvarsminister kommet med et forslag om, at man opretter en internationalt kontrolleret sikkerhedszone sammen med Tyrkiet og Rusland. Formålet med sikkerhedszonen er blandt andet, at de, som er flygtet, kan vende frivilligt tilbage. Jeg tror, en internationalt kontrolleret sikkerhedszone vil blive budt velkommen af Tyrkiet, da landet længe har fremført sit ønske om at få etableret denne.” I Berlingske lørdag skriver Kasper Støvring, debattør og forfatter, blandt andet: ”EU, der fik Nobels Fredspris så sent som i 2012, lukkede krigen ind i det europæiske hus. For man var hverken i 2015 eller i dag villig til at gøre det ene fornødne, som historieprofessor Uffe Østergaard - med nyvundet klarsyn - kaldte at opbygge Fort Europa beskyttet af store mure, bevæbnede vagtposter, pigtråd og militære fartøjer på Middelhavet. Ikke mindst opstod der reelle alternativer til det kriseramte EU og vesteuropæiske liberale demokrati, nemlig Brexit og det illiberale demokrati i Ungarn og Polen. Det attraktive ved disse alternativer skyldes hverken økonomien eller den autoritære impuls, men derimod villigheden til at sikre den suveræne nationalstat. […] Velkommen til 2020'erne og den kommende jernalder.”
Berlingske, lørdag, s. 10, 11; Jyllands-Posten, lørdag, s. 14; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 9 (30.12.2019)

De satte dagsordenen i 2019
Flere aviser kommer med deres bud på, hvem der har domineret året, der går på hæld: Politiken lørdag skriver, blandt andet: ”Kaster man sig ud i forsøget på at beskrive, hvorfor den danske EU-kommissær Margrethe Vestager for andet år i træk - og for tredje gang siden 2012 - vinder titlen som årets meningsdanner, er det svært ikke at hive klicheer ud af begge ærmer. Men lad os prøve at begrænse os til en enkelt: Hun er et retfærdighedsfyrtårn, der kaster et ubarmhjertigt skarpt lys på techgiganter og kæmpevirksomheder, der forvrider konkurrencen og snyder med skatten. Og hun gør det altid uden at tøve. Samtidig formår hun at kommunikere et indviklet område på en folkelig måde, der har fået den gennemsnitlige dansker til at interessere sig for konkurrencepolitik på EU-niveau. Det er en imponerende bedrift, lyder det fra Marlene Wind, leder på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, der er en ud af 34 dommere fra medie-, forlags- og uddannelsesverdenen, som har afgjort, at kommissæren løber med titlen som årets meningsdanner 2019. ”Jeg bliver ringet op af store amerikanske aviser, der spørger, hvad det egentlig er, hende Margrethe Vestager kan, og hvorfor hun får så meget opmærksomhed internationalt. Det gør hun, fordi hun har været i stand til at gøre det spændende og sexet at give bøder, overvåge og regulere. Det er imponerende. Internationalt har hun også gjort sig bemærket. Den amerikanske præsident Donald Trump har blandt andet kaldt hende for The Tax Lady,” siger Marlene Wind. Mette Højbjerg, redaktør på Gads Forlag, er enig: ”Der er ikke nogen, som ikke kender Vestager og ikke ved, hvad hun står for. Hun har markeret sig heftigt i den offentlige debat, og man er ikke i tvivl om, hvad hun gerne vil forandre i samfundet. Hun er en samfundsforandrende kraft, som går op imod de store virksomheder, særligt på techområdet, og som står fast på det, hun mener er rigtigt. Hun kan finde ud af at løfte en debat og bryde igennem. 'Modig og markant' beskriver hende bedst, prisen er fuldt fortjent,” siger hun. Margrethe Vestager var slet ikke klar over, at man kunne vinde titlen to år i træk. Og da slet ikke, når man som hun ofte holder sig fra avis-, tv-, og radiodebatter. Men glad, det er hun: ”Det er inspirerende at se, at man kan være meningsdanner på mange måder. Man er ikke kun meningsdanner ved at stå i en konfrontation i et tv-program eller lignende, og det er jeg utrolig glad for,” siger Margrethe Vestager. Politiken lørdag skriver også, at Margrethe Vestager bryder sig ikke om sportslig-gørelsen af debat, fortæller hun, da Politiken overbringer nyheden om, at hun igen er kåret som årets meningsdanner. ”Jeg er meget glad. Men jeg er også overrasket, for der mangler jo ikke meninger derhjemme,” siger hun. I Jyllands-Posten søndag kigger Margrethe Vestager frem på de næste fem år som EU-kommissær. Den nye kommission tiltrådte den 1. december, og som en af otte gengangere fra den foregående periode har Margrethe Vestager noteret sig en anden væsentlig forskel. Før var de otte kvinder klart i undertal. Nu er de 12, og flere topembedsmænd i lokalet er også af andet køn nu. ”Det giver en anden atmosfære. Det handler ikke om mænd, men om uniformitet. Jo flere mørke jakkesæt der er, jo flere ting bliver uudtalte. Når man bryder den uniformitet, så bryder man også det med, at vi skulle tænke det samme. Så kan alle stille spørgsmål til det uudtalte, og så viser det sig, at vi ikke alle sammen tænker det samme. Det starter bedre diskussioner og bedre beslutninger. Dette er kommissionen for de nye begyndelser for Europa. Den grønne pagt, vi har taget hul på, vil farve alt, hvad vi gør i denne periode. For det andet står vi midt i en teknologisk revolution. Og for det tredje skal vi sikre, at den økonomiske udvikling kommer til at inddrage hele befolkningen,” siger Vestager.
Politiken, lørdag, s. 1, 2, 3; Jyllands-Posten, søndag, s. 17, 33 (30.12.2019)

Prioritede historier

Hurra for Brexit
Flere aviser skriver om Brexit og dets konsekvenser. I et debatindlæg i Politiken søndag, skriver Simon Obirek Berg, idéhistoriker ved Aarhus Universitet: ”Det britiske parlamentsvalg var det vigtigste i dette århundrede, og vinderen blev en nationalkonservatisme med arbejderklassen som repræsentant, der hellere ville ud af EU end at stoppe nedskæringspolitikken. Og selv om historien altid vil huske Jeremy Corbyn som den store taber, så var den reelle taber håbet. Og med rette.” Information skriver lørdag, at kampen om at efterfølge Jeremy Corbyn endnu ikke er begyndt officielt, og de fleste forventede kandidater endnu ikke har meldt sig. Men der tegner sig et klart billede af en forestående dyst om Labours ideologiske linje. Avisen The Independent fik kort før jul af BMG Poll lavet en meningsmåling, der viser, at størstedelen af vælgerne ønsker, at partiet forkaster Corbyns tanker om skat, forsvar og nationalisering til fordel for en mere midtsøgende linje. 46 procent af vælgerne ønsker en nytænkning på skatteområdet, mens 27 procent ønsker en fortsættelse af den nuværende politiske linje. Heller ikke Corbyns nationaliseringsplaner vinder stor genklang i befolkningen, hvis skal man tro rundspørgen. Alligevel er det Labours venstrefløj, som er favorit til at levere den kommende leder, hvis vigtigste opgave bliver at genrejse arbejderpartiet efter det forsmædelige nederlag til premierminister Boris Johnson ved parlamentsvalget den 12. december. Bookmakernes favoritter er Rebecca Long-Bailey og sir Keir Starmer, der begge giver pengene to gange igen, hvis man spiller på dem som kommende partileder. Politiken søndag fortæller også, at hvis Storbritannien forlader EU 31. januar uden aftale, dækker det blå sygesikringskort ikke længere. Derfor skal rejsende sikre sig med en rejseforsikring, så de er dækket, hvis uheldet er ude, og de får brug for behandling og medicin i England, Nordirland, Skotland eller Wales. Ved udtrædelsen overgår Storbritannien fra at være et EU-medlemsland til at være et tredjeland, og så skal de rejsende forholde sig til de britiske øer, som de forholder sig til alle andre rejsemål uden for EU. Formentlig vil EU og Storbritannien aftale en overgangsperiode, hvor det blå sygesikringskort stadig gælder under rejser til de britiske øer.
Politiken, lørdag, s. 5, søndag, s. 5, 9; Information, lørdag, s. 12; Jyllands-Posten, lørdag, s. 28 (30.12.2019)

Huawei slår på europæiske værdier
I Politiken søndag kan man læse, at mens USA ikke vil røre telegiganten Huawei med en ildtang, udfolder kineserne en imponerende charmeoffensiv i EU - og det virker. Under et møde i oktober i EU-Parlamentet, svarede Abraham Liu, Huaweis øverste chef i Europa, på hvorvidt Huawei spionerer for Kina: ”Huawei er fuldstændig uafhængigt og ikke underlagt krav om at spionere for Kina - og hvis man gjorde det, ville det være det samme som at begå selvmord.” Derpå tilføjede han, noget overraskende og som et skjult hib til Huaweis mest højlydte kritikere, Trump-regeringen, at det er Huawei, ikke USA, der deler Europas værdier. ”De europæiske værdier åbenhed, innovation og retsstaten har gjort Europa til et kraftcenter inden for mobilkommunikation, og Huawei deler disse værdier,” sagde Liu. Huawei konkurrerer om at komme til at stå for den næste generation af trådløst netværk i Europa, 5G, og firmaet bruger millioner af dollars på en intensiv reklame- og lobbykampagne. ”Kineserne er begyndt at hævde skamløst, at det er Kina, ikke USA, der har flest værdier til fælles med Europa,” siger Julianne Smith fra tænketanken German Marshall Fund i Washington ifølge Politiken og fortsætter: ”Kinesiske videnskabsmænd og embedsmænd minder også hyppigt europæerne om, at Kina til forskel fra USA tror på klimaforandringerne og på multilateralt samarbejde, og det er et budskab, der virker stærkt i for eksempel Tyskland.” I USA har Trumps regering i bund og grund blokeret for Huawei, men præsident Trumps bestræbelser på at presse de europæiske allierede til at udelukke Huawei har været aldeles frugtesløse. Hverken EU eller de enkelte lande har taget skridt til at begrænse Huaweis adgang til deres markeder. Ungarn, hvis ultrahøjreorienterede ministerpræsident, Viktor Orban, kalder sig Trumps allierede, bekendtgjorde i november, at det er Huawei, der skal etablere landets 5G-infrastruktur. USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, har i et debatindlæg i Politico Europe indtrængende bedt andre landes beslutningstagere om ”ikke at overlade kontrollen med deres kritiske infrastruktur til kinesiske techgiganter”. De politiske beslutningstagere i Europa, der har ansvar for cybersikkerhed, deler til en vis grad USA's bekymringer med hensyn til Huawei. I en nylig rapport fra EU bliver det, uden at Huaweis navn nævnes, fremhævet, at en ikkeeuropæisk leverandør af 5G-teknologi kan blive tvunget til at lade sit lands regering hacke sig ind i eller endda overtage kontrollen med firmaets netværk - og dermed få adgang til private data, forretningshemmeligheder og nationale sikkerhedsforanstaltninger. I Tyskland har forbundskansler Angela Merkel sagt, at Huawei skal have lov at konkurrere om 5G-kontrakter, men andre politikere har modsagt hende og ladet forstå, at firmaet nok vil møde modstand. I et debatindlæg i Berlingske søndag, skriver Bent Meier Sørensen, professor i filosofi og ledelse på CBS: ”De amerikanske techgiganter Google, Apple, Facebook og Amazon har etableret et digitalt overherredømme, der konstant afæsker os svar på, hvem vi er, hvad vi har lyst til, hvilken restaurant vi spiser på, og hvem vi skjuler os med i kærlighedens tusmørke. Årtiets mest afgørende digitale begivenhed var uden sammenligning den såkaldte Cambridge Analytica-skandale i 2018, hvor 87 mio. Facebook-profiler blev høstet og lagt i enorme databaser. […] Det er årsagen til, at Margrethe Vestager fortsat er en uhyre vigtig kommissær: Amerikanerne selv har opgivet kampen mod techgiganterne.”
Berlingske, søndag, s. 32-33; Politiken, søndag, s. 12 (30.12.2019)

Connie Hedegaard om et årtis klimakamp: Verden kunne og burde have gjort meget mere
Flere aviser skriver om klimakampen. I et debatindlæg i Berlingske lørdag, skriver Connie Hedegaard, fhv. EU-kommissær og fhv. minister: ”I de værste kriseår fik vi vedtaget EU’s helt konkrete mål for 2030, fordi medlemslandene forstod, at ikke blot burde Europa løfte vores del af ansvaret, men den grønne omstilling kunne også være motor for skabelse af nye job, og samtidig kunne mere vedvarende energi og højere energieffektivitet gøre os mindre afhængig af dyre, importerede fossile brændstoffer. Sagen er, at når først der er sat mål, kræver et stadigt mere aktivt civilsamfund, at der også leveres. Når efterspørgslen efter grønne løsninger vokser, falder prisen. Vind og sol er gennem årtiet faldet så drastisk i pris, at det nu ofte kan udkonkurrere kul. Og når der er mere vedvarende energi i nettet, giver elektriske køretøjer pludselig mening. I årtiet så vi Tesla gøre elbiler trendy, og i foråret meddelte VW, at de vil være CO2neutrale i 2050 og nu satser et trecifret milliardbeløb på elektrificering, og de andre bilproducenter følger efter. […] Klimaambitionerne skal tænkes ind i landbrugspolitikken, transportpolitikken, i måden EU-budgettet bruges på og finansloven herhjemme skrues sammen på. […] Det bliver på ingen måde let, og det bliver slet ikke gratis. Men det er både billigere og ikke mindst bedre end konsekvenserne af intet at gøre. Verden kunne og burde have gjort meget mere i 2010erne. Men trods alt kom der gang i nogle af de store drej. Nu skal Danmark og EU inspirere til, at tempoet i omstillingen sættes op. Nationalt. Europæisk. Globalt. Forhåbentlig bruger verden 2020erne mere ansvarligt, end vi brugte 2010erne.” Berlingske lørdag fortæller også, at den negative fortælling om den grønne omstilling hopper Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), ikke på. Han understreger, at Danmarks ambitiøse klimapolitik kommer til at betyde ændringer - også i almindelige danskeres liv. Men ændringerne bliver positive, må man forstå. I Jyllands-Posten lørdag, skriver Hans Henrik Holm, professor emeritus, et debatindlæg, hvori man blandt andet kan læse: ”Med den nye danske klimalov i hånden skal der nu laves en handlingsplan, der for alvor skifter kurs på klimaområdet. Vi skal finde midlerne til et dramatisk skifte i vores klimapolitik. […] De tre store syndere Kina, USA og Europa vil med Europa i spidsen være nødt til at sætte gang i virkelig radikale forandringer i alt fra landbrug til flyrejser.” I Politiken søndag kan man læse et debatindlæg af journalist Lærke Malmbak: ”2019 kunne ikke have ebbet ud med en klarere påmindelse om, hvorfor følelsen er nærværende. FN's klimatopmøde COP25 i Madrid sluttede i katastrofal handlingslammelse og uvished om højst presserende spørgsmål, udskudt til næste års forhandlinger af arrogante ledere, som blindt må tro, at fremtiden er et endeløst tag selv-bord af nye politiske forhandlingsmuligheder. Men intet kunne være mere forkert.” I Politiken søndag skriver også Erik Rasmussen, stifter, Sustania: ”Endnu et klimapolitisk nederlag viser behovet for nytænkning. For eksempel et EU i to klimahastigheder. COP25 i Madrid blev endnu et bekymrende bevis på handlingslammelsen i den globale klimakrig. Det sker kun et par måneder efter, at FN's klimatopmøde også sluttede med et resultat, der bedst kan karakteriseres som en fiasko. At det samtidig er året, hvor videnskaben har udsendt sine hidtil alvorligste advarsler om klimaforandringerne, illustrerer blot omfanget af klimakrisen og bekræfter forskernes frygt for, at vi har passeret de tipping points, hvor vi ikke længere kan forhindre uoverskuelige klimakatastrofer. […] Vi står i dag som foregangslandet i en gruppe af andre klimaambitiøse nationer. Inden for EU gælder det Sverige Tyskland, Østrig, Holland, Luxembourg, Finland, Storbritannien, Frankrig m.fl. Om end deres planer og behov varierer, ønsker de alle et højere tempo i omstillingen til bæredygtige produktioner, teknologier og livsformer. De er kernen i en europæisk klimaavantgarde.” Jyllands-Posten bringe rmandag et debatindlæg af Anders Carsten Damsgaard, Danmarks ambassadør i Kina. Han skriver blandt andet: ”Kina stod i 2018 for 28 pct. af de globale CO2-udledninger. Det er mere end EU's og USA's udledninger tilsammen. På klimatopmødet i Paris i 2015 forpligtede Kina sig til, at landets CO2-udledninger skal toppe senest ”omkring 2030”. I dag står det mere klart end nogensinde, at forpligtelserne fra 2015 er utilstrækkelige, hvis Paris-aftalens målsætning om at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader skal nås. […] Danmark ses i Kina som et foregangsland på klimaområdet og den grønne dagsorden generelt. Det gælder både den offentlige indsats i Danmark og dansk erhvervslivs grønne profil. Vi vil derfor i dialogen og samarbejdet med Kina fremover sætte ekstra fokus på klimadagsordenen, grønne teknologier og implementering af FN's bæredygtighedsmål i bred forstand. Suppleret af en særlig indsats for at formidle ”grønne” danske fortællinger gennem influencers og på vore sociale medieplatforme, hvor ambassaden har over en million følgere i Kina.”
Berlingske, lørdag, s. 4-6, 9; Jyllands-Posten, lørdag, s. 27, mandag s. 20; Politiken, søndag, s. 4 (30.12.2019)

Det lysner for verdensøkonomien i 2020
Jyllands-Posten bringer mandag en kommentar af chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm, som blandt andet siger: ”Efter et politisk uroligt 2019 står verdensøkonomien svagere end i årevis. Men med lavere renter og gryende tegn på bedring fra både den politiske sfære og den globale industri optegnes konturerne til et stærkere 2020. 2019 har været et år præget af storpolitisk usikkerhed. I Europa har Brexit skabt uklarhed om samhørigheden i regionen, og i et mere globalt perspektiv har handelskrigen sat verdenshandlen tilbage og skabt ængstelse for, om de seneste 50 års globalisering skal spoles tilbage. […] En handelspolitisk delaftale mellem USA og Kina er på plads, men forholdet er lige anspændt. Og USA vedbliver med at true andre handelspartnere, f.eks. Europa, med handelskrig. Brexit-aftalen er stemt igennem og sender om en måned Storbritannien ud af EU og over i overgangsordningen, som til forveksling ligner et fuldt medlemskab. Men med den britiske regerings beslutning om at sløjfe muligheden for en forlængelse af ordningen har parterne kun 11 måneder til at få forhandlet det fremtidige forhold på plads. Det virker svært og efterlader risici for mange løse ender, når briterne er fri af EU's regler ved næste års udgang.” Berlingske bringer mandag en analyse af økonomisk redaktør Ulrik Bie, som blandt andet skriver: ”USA nærmer sig en status som vores største eksportmarked og er samtidig toneangivende i verdensøkonomien. Mange økonomiske brikker er faldet på plads de seneste uger, og væksten kan nemt komme til at overraske positivt i 2020. De store strukturelle problemer ligger som skyer i horisonten, men de kan ignoreres. For nu. […] På trods af præsidentens mange handelskrige er der intet ændret i USAs eksterne balance. Handelsunderskuddet er faldet lidt de seneste måneder, men det kommer efter at have ramt en ny rekord. Samhandlen med Kina er blevet kraftigt reduceret, men en ikke ubetydelig del af Kinas eksport til USA kommer nu fra - eller via - Vietnam og andre asiatiske lande. EUs handelsoverskud med USA er steget kraftigt, men det er ikke Tyskland denne gang. Eksporten vil næste år blive hjulpet gennem de lovede kinesiske køb af amerikanske råvarer, men med udsigt til, at forbruget bliver en drivkraft i væksten næste år, vil importen af forbrugsvarer også stige. Handelsunderskuddet er indtil videre kommet for at blive.” I Jyllands-Postens leder lørdag, står der blandt andet: ”Verdensøkonomien vil ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) vokse med 3,4 procent i 2020, hvilket er bedre end de forventede 3,0 procent i 2019, men ikke så godt som de 3,6 procent i 2018. Den globale vækst er moderat, ikke mindst fordi verdenshandelen er under pres fra den handelskrig, der har USA og Kina - verdens største økonomier - som omdrejningspunkt. Globalt er fremstillingsindustrien kommet under pres fra den historiske omstilling af bilindustrien, som reelt kun har en kort årrække til at producere millioner af elbiler i indsatsen mod klimaforandringerne, eller som det i 2019 er kommet til at hedde: Klimakrisen. […] Stor usikkerhed knytter sig til 2020, herunder ikke mindst hvordan Brexit vil blive ført ud i livet, og hvordan det fremtidige handelssamkvem med EU vil blive. Tilsvarende er det fortsat uafklaret, om USA og EU evner at løse handelspolitiske uoverensstemmelser ad diplomatisk vej. Størst usikkerhed knytter sig til regningen for klimaforandringerne. Ingen lande - heller ikke Danmark - har formuleret en langsigtet politik, der gør det muligt at kende regningen - eller for den sags skyld det økonomiske potentiale.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 24; mandag, s. 14; Berlingske, mandag, s. 12-13 (30.12.2019)

Arbejdsmarkedspolitik

En vej væk fra social dumping
Jyllands-Posten bringer mandag et debatindlæg af Benny Engelbrecht, transportminister (S), Søren Gade, MEP (V), Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører (V) og Marianne Vind, MEP (S). De skriver blandt andet: ”I denne måned kom en nyhed, som man bør løfte armene højt i vejret for. En foreløbig politisk aftale mellem institutionerne om EU's vejpakke faldt på plads efter lange, hårde forhandlinger. Der er tale om en pakke, man kun kan glæde sig over, hvis man går op i ordentlige løn- og arbejdsforhold på vejene. For resultatet af arbejdet, der faktisk har været i gang siden 2017, vil betyde, at der fremover vil være langt mere ensrettede regler for chauffører i EU. Kort fortalt sikrer vejpakken bedre vilkår for chaufførerne og et værn mod social dumping. […] Det er en dansk sejr, at vi kan bruge EU-systemet til at styrke arbejdsvilkårene for Europas chauffører, bekæmpe social dumping og sikre fair konkurrence for danske vognmænd. Vi har i årevis kæmpet for, at vejpakken skulle blive til virkelighed. Ordentlige løn- og arbejdsvilkår skal ikke kun være en selvfølge inden for Danmarks grænser. Det hører hele Europa til. Og nu ser forløbet heldigvis ud til at få en lykkelig slutning, når vejpakken formentlig formelt godkendes i alle institutionerne.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 19 (30.12.2019)

Vejledning om hviletid og fridøgn skal ændres
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag, skriver Reiner Burgwald, sektorformand, FOA: ”Hvis man som lønmodtager står til rådighed for arbejdsgiveren i såkaldte rådighedsvagter - uanset om det sker på arbejdspladsen eller i hjemmet - er det arbejdstid. Det har EU-domstolen afgjort i en sag, hvor en brandmand, der skal møde med en frist på otte minutter, skulle have alle timerne talt med som arbejdstid. Senest har Vestre Landsret givet godtgørelse i en sag, som 3F havde anlagt, hvor en chauffør havde stået til rådighed i rigtig mange timer. I begge sager overskred den ugentlige arbejdstid den maksimale gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på 48 timer over en periode på fire måneder, som blev defineret i EU's arbejdstidsdirektiv. Afgørelserne er helt klare. Alligevel ser vi flere eksempler på, at arbejdsgiverne bryder direktivet og enten pålægger eller lader ansatte arbejde i urimeligt mange timer. […] Selv om der nu har været adskillige afgørelser ved både danske domstole og den europæiske domstol, som gør lovgivningen klar, har Arbejdstilsynet endnu ikke ændret i sin vejledning om hviletid og fridøgn. Det er med til at legitimere den måde, arbejdsgiverne planlægger rådighedsvagter og overarbejde på. Derfor har vi i FOA skrevet til Arbejdstilsynet og bedt dem ændre i vejledningen, så ordlyden fremover flugter med lovgivningen og retspraksis.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 29 (30.12.2019)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

EU-støtte skal sætte sejl på fragtskibe
Rådet for Grøn Omstilling oplyser, at projektet med navnet “Wind Assisted Ship Populsion” har fået 40 millioner kroner i støtte fra EU's regionale udviklingsprogram. Rådet for Grøn Omstilling er del af projektet, som skal sætte sejl på store fragtskibe og gøre skibstrafikken grønnere. “Vi ved fra de erfaringer, vi har indhentet som grundlag for projektet, at man i hvert fald kan spare 8 til 10 pct. af brændstoffet på eksisterende skibe,” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling ifølge Børsen og han fortsætter: “Vi forventer, at man via yderligere optimering - ruteplanlægning og ved at tilpasse sejlene til de konkrete skibe kan komme op på en besparelse på over 15 pct. brændstof på nye skibe. Det er noget, der gør en verden til forskel i shippingbranchen.”
Børsen, s. 16 (30.12.2019)

Finansielle anliggender

Pund fik fire på stribe i ferieramt marked
Efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ifølge Bloomberg News, sagde, at en overgangsperiode for Storbritanniens udtræden af EU måske bliver nødt til at være længere end til udgangen af 2020, styrkedes den britiske valuta fredag. Det skriver Børsen lørdag. I Ursula von der Leyens optik er premierminister Boris Johnsons ønske om at komme i mål med en langsigtet handelsaftale med EU inden udgangen af 2020 for optimistisk. Financial Times har spurgt 34 økonomer, der peger på handelskrigen mellem USA og Kina og generel politisk usikkerhed som forhold, der holder væksten nede. Samlet set er økonomerne en anelse mere pessimistiske end Den Europæiske Centralbank (ECB), der forventer en vækst på 1,1 procent i 2020 mod 1,2 procent i år og 1,8 procent i 2018.
Børsen, mandag, s. 18, 28 (30.12.2019)

Grundlæggende rettigheder

89-årig overlevede Auschwitz, nu hetzes hun af Italiens antisemitiske højrefløj
Politiken søndag skriver, at den 89-årige italienske senator Liliana Segre var dybt skuffet og meget overrasket, da Senatets formand forleden bekendtgjorde resultatet af afstemningen om en resolution, der opfordrer til øget indsats mod antisemitisme, intolerance og hadefuld tale. Resolutionen blev fremlagt af Liliana Segre, som er en kendt og beundret person i Italien. Hun blev sidste år udnævnt til livsvarig senator af præsident Sergio Mattarella for sit arbejde mod racisme og fremmedhad, og både hun og offentligheden havde regnet med enstemmig vedtagelse af teksten. ”Jeg havde håbet, at senatet kunne finde en form for enighed i kampen mod hadet,” sagde hun efter afstemningen. Ganske vist blev resolutionen vedtaget med 151 stemmer, men 98 senatorer fra tidligere indenrigsminister Matteo Salvinis højrepopulistiske parti, Lega, nyfascisterne fra partiet Fratelli d'Italia og tidligere regeringschef Silvio Berlusconi afholdt sig fra at stemme. Antisemitismen breder sig i hele Europa, fremgår det af en rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder i Wien. ”Vi har observeret en stigning i antallet af tilfælde af vold mod jøder i visse lande,” siger forsker Ioannis Demitrakopoulos fra agenturet til Deutsche Welle. Volden kan give sig udtryk i hærværk mod jødiske grave som for nylig i Danmark. Tidligere på måneden blev 103 jødiske grave skændet på en kirkegård i Alsace i Frankrig, og den antisemitiske aktivitet på nettet tager også til.
Politiken, søndag, s. 6 (30.12.2019)

Handel

Klare spilleregler hjælper de små
Børsen bringer lørdag en kommentar af økonomisk redaktør Ulrik Bie, som blandt andet skriver: ”Vores økonomier er omkranset af regler, der på godt og ondt sikrer stabile rammer om aktiviteten. Reglerne er nu under pres, for når man er stor og mægtig, er regler bare snærende bånd. Derfor skal vi være glade for regelværket. […] Rigtigt meget i EU er regler, der skal følges, og det med EU-retssystemet som vogter. Man må ikke lave handelshindringer. Man skal overholde fælles standarder for miljø, arbejdsrettigheder og forbrugerbeskyttelse. Man skal overholde fælles regler for den frie bevægelighed. Man må ikke diskriminere virksomheder fra andre EU-lande. […] EU har udvidet regelværket til at gælde langt ud over vores ydre grænser. Det sker i det netværk af frihandelsaftaler, der er blevet indgået de senere år. Det er ikke ”frihandel” i den klassiske forstand, hvor man blot nedsætter toldsatser. Det er regler, der også inddrager andre elementer. For vi kan jo ikke tillade, at de høje standarder, som vi kræver af egne virksomheder, ikke skal gælde for virksomheder, der frit kan sælge ind på vores marked. Dermed tvinger EU andre lande til at tage vores prioriteter til sig, hvis de vil handle frit med os. Den seneste aftale med Singapore, der trådte i kraft for nylig, viser netop, hvorfor EU er frygtet som handelsforhandler. Som tidligere handelskommissær Cecilia Malmström skrev, inkluderer aftalen ”stærke forpligtigelser i forhold til menneske- og arbejdsrettigheder samt til beskyttelse af miljøet”. […] I verdenshandelssammenhæng er EU en af de store, og nogle gange kan vi bruge bøllemetoder. Det ser vi, når EU taber retssager i WTO. Men vi har truffet en beslutning om, at reglerne skal håndhæves, fordi det er i vores samlede interesse at have et regelbaseret system for vores økonomiske aktivitet. Det kan være sjovt at være regelbryder, men det er som regel mest sjov for den, der bryder reglerne. Og det er slet ikke sjovt, hvis alle gør det.”
Berlingske, lørdag, s. 2 (30.12.2019)

Institutionelle anliggender

Europas månelanding
Politiken søndag bringer Set i Året Fotos og et af billederne viser et foto af Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron. Avisen skriver under billedet, at efter tre dages EU-topmøde i juli med udmattende natteroderi og fejlbagte rævekager blev den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, hevet op af hatten som kompromiskandidat til posten som kommissionsformand. Den 60-årige ph.d. og mor til 7, der taler tysk, fransk og engelsk flydende, kom dog kun med nød og næppe - med 9 stemmer i overskud - igennem godkendelsen i EU-Parlamentet. Og da Ursula von der Leyen skulle have godkendt sit kommissærhold, blev tre af kandidaterne forkastet af parlamentet, flere end nogensinde før. Efter den snublende start trådte Ursula von der Leyen & Co. efter en måneds forsinkelse til 1. december. Den nok største opgave bliver at levere en New Green Deal, der gør EU CO2-neutral i 2050. Det bliver EU's svar på månelandingen, siger von der Leyen.
Politiken, søndag, s. 22 (30.12.2019)

Nej, Boris Johnson er ingen Trump
Berlingske bringer mandag et debatindlæg af Peter Kurrild-Klitgaard, professor og ph.d. på Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: ”Sjældent har en politiker i et vestligt demokrati fået en hårdere og mere systematisk negativ omtale end den, de danske medier det seneste trekvarte år har givet den britiske konservative partileder og premierminister Boris Johnson. […] Hvis danske redaktioner skulle spise en stråhat for hver gang, de havde fejlvurderet Johnson, ville hatteproducenterne få travlt. For Johnson blev valgt til partileder, blev premierminister, fik en ny aftale forhandlet på plads, fik udskrevet valg og vandt det største antal mandater til Tory-partiet i en generation. Noget af det kan man afskrive med andres fejl. At Labour stillede med en leder, der er beskyldt for at være en terroristvenlig, marxistisk antisemit var én ting. At de efter tre et halvt års Brexit-ballade heller ikke ville gå til valg på hverken at blive i eller at forlade EU var simpelthen aparte. Men alt det var sådan set gamle nyheder. Johnsons succes lå i, at han stik imod alle odds formåede på én og samme tid at få rykket sit parti mod midten fordelingspolitisk, neutralisere sin egen højrefløj, mobilisere EU-skeptikerne og udstille oppositionens splittelse. […] Holdningsmæssigt har Trump og Johnson det til fælles, at de har redet på en bølge, der indeholder visse dele nationalisme og anti establishment-kritik. Men herefter hører ligheden hurtigt op.”
Berlingske, mandag, s. 23 (30.12.2019)

Uden USA risikerer Europa at falde tilbage i fortidens nationalistiske konflikter
Den tyske direktør for Europa-programmet under den amerikanske tænktetank German Marshall Fund, Jan Techau, advarer at uden USA risikerer Europa at falde tilbage i fortidens nationalistiske konflikter. ”Det er valgår i USA, og Donald Trump kan blive fristet til at bruge EU som et fjendebillede - for eksempel i forhold til USA's handelsinteresser. Vi kan være ret sikre på, at vi har et vanskeligt år for de transatlantiske relationer foran os. USA er ganske enkelt mindre interesseret i Europa. Og dette er en langsigtet trend, som Trump ikke er skyld i, men kun har gjort ualmindelig tydelig,” vurderer Jan Techau ifølge Kristeligt Dagblad og fortsætter: ”Den sørgelige sandhed er, at i det øjeblik, hvor Europa har allermest brug for samarbejde, er der ingen vilje til det. Uden USA er Europa på vej mod større fragmentering.” Jan Techau tror ikke på den franske præsident, Emmanuel Macrons, forslag om et styrket forsvarssamarbejde og en decideret europæisk hær. ”I praksis rykker de europæiske lande ikke sammen. De, der frygter for deres sikkerhed, indgår bilaterale aftaler med USA. For der er ikke udsigt til noget EU-forsvar i en overskuelig fremtid. EU er ganske enkelt uvillig til at bruge de penge, det koster, og har ikke kapacitet til hverken et konventionelt forsvar eller et atomforsvar,” siger han.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (30.12.2019)

Vi lod vores demokratier dø uden at gøre noget for at stoppe det
I et debatindlæg i Berlingske lørdag, skriver Marlene Wind, professor i Statskundskab og på iCourts, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet: ”Der er en usynlig krise i EU. Den har udviklet sig langsomt, over så mange år og med så små skridt, at vi først nu er ved at forstå omfanget. Reaktionen mod den har tilmed været nå nølende, at vi måske allerede har passeret chancen for at ændre udviklingen. Nogenlunde sådan indledte det liberale hollandske medlem af Europaparlamentet Sofie In t'Veld for nylig en klumme på netmediet Politico. Og nej, den handlede ikke om klimakrisen, men om demokratiet og retsstaten, som flere steder i Europa i det forløbne årti er i en så elendig forfatning, at flere internationalt anerkendte demokratimålingsinstitutter ikke længere kategoriserer alle lande som demokratier. I hvert fald i den klassiske liberale forstand. […] Demokratimålingerne viser imidlertid også, at selvom kun Ungarn er røget helt ud af kategorien liberalt demokrati, har hele seks central- og østeuropæiske lande de sidste ti år undergået det, man kalder alvorlig demokratisk backsliding. Vi står med EU-lande, der i dag reelt fungerer som det man kalder hybrid-regimer eller electoral democracies. Det er regimer, hvor alt måske på overfladen ser normalt ud, fordi der stadig afholdes (hvad der ligner) almindelige demokratiske valg, mens samfundet som helhed er langt fra de kriterier, som i sin tid var betingelsen for EU-medlemskab. […] Både Europaparlamentet og Kommissionen har faktisk forsøgt at råbe vagt i gevær de senere år. De har også netop bedt stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd sige ja til en ny mekanisme, der skal koble udbetalingen af EUs landbrugs- og strukturfondsmidler med retsstatsprincippet. Mekanismen skal simpelthen stoppe pengestrømmen til Babis, Orban og alle de andre, hvis de samtidig har venner siddende i politi, anklagemyndighed og på dommerbænkene.
Berlingske, lørdag, s. 10-11 (30.12.2019)

Interne anliggender

30 år efter Ceausescu er Rumænien trods alt et land, der fungerer
Politiken bringer lørdag en analyse af journalist Uffe Gardel, som blandt andet skriver: ”Tre årtier efter det mest brutale af alle magtskifter i de tidligere kommunistlande er Rumænien på nogenlunde ret kurs. […] Præsident, Klaus Iohannis, som tilhører Rumæniens lillebitte tyske mindretal, har i flere år ligget i indædt strid med socialistpartiet PSD på grund af partiets manglende vilje til at bekæmpe korruption. I 2016 nægtede han at udnævne PSD's formand, Liviu Dragnea, til premierminister, fordi han havde en dom for valgfusk. Det viste sig at være en klog beslutning, eftersom Dragnea i foråret 2019 fik en ny dom, denne gang for korruption og svindel med EU-midler. Dragnea var fra 2016 reelt den, der trak i regeringens tøjler og fik den til at sabotere efterforskningen af korruption, både med lovændringer og ved at fyre chefen for antikorruptionsdirektoratet. Det hele udløste en strid med EU-Kommissionen, som i voldsomhed ikke stod meget tilbage for kommissionens konflikter med Polen og Ungarn, men nok fik lov at stå lidt i skyggen af dem. Men befolkningen var ved at have fået nok, og reaktionen kom ved valget til EU-Parlamentet i maj; PSD's mandattal blev simpelt hen halveret, og samtidig stemte vælgerne ja til to forslag, som præsident Iohannis havde sat til folkeafstemning: Dels et forbud mod amnesti i korruptionssager, og dels et forbud mod, at regeringen med dekreter opbløder antikorruptionslovgivningen. […] Rumæniens demokrati og økonomi fungerer, og korruptionen er såmænd ikke værre end i nabolandene. Man er kommet langt siden Ceausescu og langt siden 1997, da EU sagde ja til at indlede optagelsesforhandlinger. Dengang var de central- og østeuropæiske lande omgivet af større velvilje end i dag, hvor den danske statsminister, Mette Frederiksen, kalder det ”en mærkelig prioritering” at ville indlede optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien. I Rumæniens tilfælde viste prioriteringen sig i hvert fald at være den rigtige.”
Politiken, lørdag, s. 12 (30.12.2019)

Dansk Folkeparti har mistet grebet
Politiken bringer lørdag en kommentar af opinionsredaktør Mads Zacho Teglskov. Han skriver blandt andet: ”Efter to årtier som dirigent for det offentlige meningsorkester har Dansk Folkeparti tabt taktstokken. […] I efterspillet fra de to valg i 2019 pegede kommentatorer på, at partiets zigzagkurs mellem at være et nyt, bredtfavnende socialdemokrati og et klassisk borgerligt parti blev for forvirrende for dets kernevælgere. Læg dertil EU-svindelsager og fremkomsten af både Nye Borgerlige og Stram Kurs, som begge har en mere destilleret version af Dansk Folkepartis politiske trylledrik til salg: meget mindre muslim for samme stemme. […] For Dansk Folkeparti har den erkendelse ikke været så tyngende, at den har ført til friske politiske tiltag. Måske er det logisk, når partiet som oftest meddeler sig til befolkningen med et ønske om at bevare det bestående under paroler som 'vi har så meget, vi skal passe på'. Men fordelingspolitik til fordel for de svageste kan man få i en bedre version hos Mette Frederiksen. EU-kritikken er forstummet, og da der allerede serveres svinekød i mange daginstitutioner, er det efterhånden vanskeligt at få øje på det politiske projekt, der berettiger betegnelsen 'folkeparti'.”
Politiken, lørdag, s. 2 (30.12.2019)

En frygtet genopstandelse
Information skriver blandt andet i sin leder lørdag: ” Højrepopulisten Matteo Salvini venter på sin egen politiske genopstandelse. Og den kan finde sted snarere tidligere end senere, da der er voksende uro i den allerede skrøbelige italienske regering, som reelt kun holdes sammen af netop ønsket om at holde Salvini fra magten. Salvini har brugt ventetiden i julemåneden på i vanlig stil at røre dybt i folkedybets gryde ved at rase over, at Nutella indeholder tyrkiske og ikke italienske hasselnødder. Og på at tordne mod EU for at indføre nye fødevaremærker, som han ser som et konspiratorisk forsøg på at diskriminere imod italiensk olivenolie, skinke og parmesan. […] Den folkelige bevægelse, der med sardiner som sit symbol i de seneste uger har samlet titusinder af italienere i protest mod Salvini og det, de beskriver som hans racistiske, hadefulde retorik, tager netop udgangspunkt i frygten for, at han meget vel snart kan vende tilbage stærkere end nogensinde. Når det sker, vil der blive skruet endnu højere op for den indvandrerfjendske politik og for hans kyniske, populistiske angreb på EU.”
Information, lørdag, s. 2 (30.12.2019)

Kulturen knuses
I et interview i Berlingske søndag med Brian Mikkelsen (K), tidligere kulturminister og direktør i Dansk Erhverv, siger han blandt andet, at fraværet af en kulturpolitisk debat truer vores fælles identitet. Det usynlige bånd, der binder os sammen som nation, risikerer at briste, hvis ingen gør en indsats for at stramme knuden. Samtidig ser han presset udefra vokse. Senest har debatten om Brexit været en forsømt anledning til at tale om, hvad vores åndelige modsvar til internationaliseringen skal være. Brexit-diskussionen har betydet, at tilslutningen til EU er blevet større i Danmark. Danskerne kan pludselig se værdien af, at vi er en del af et større fællesskab, og det er jeg som EU-tilhænger selvfølgelig tilfreds med. Men den diskussion, der burde følge med - om vores fælles værdisæt, identitet, historie og sprog - har vi ikke haft. Vi har i stedet bare sagt: Hurra, nu er vi blevet glade for EU. Men til trods for, at vi virkelig kommer til at blive udfordret i det nye EU, har der ikke været skyggen af diskussion af, hvad det betyder for vores kulturværdier.
Berlingske, søndag, s. 8-11 (30.12.2019)

Klima

Frygten for det gule oprør
Børsen bringer mandag en analyse af EU-korrespondent Louise With. Hun skriver blandt andet: ”Endnu en konkurrent har meldt sig på banen og vil tage kampen op med de store danske spillere inden for vedvarende energi. Ud over tyske RWE har flere andre multinationale olie- og gasselskaber meldt deres ankomst, og flere kommer formentligt til. Der er voksende trængsel i feltet, men med den massive udbygning, der lægges op til både i EU og globalt de næste årtier, er der en hastigt voksende kage af kæmpe om. […] Set med danske briller kan den tyske og østeuropæiske tilgang til klimaambitioner virke fodslæbende. Tysklands klimaplan er for uambitiøs, lyder kritikken, og polakkerne har for travlt med at kræve økonomisk støtte. Man skal ikke “have noget for at gøre det rigtige. Det er et politisk valg,” sagde den danske statsminister Mette Frederiksen ved det nyligt overståede EU-topmøde i Bruxelles i december, hvor slagsmålet om klimaambitioner igen dominerede. De kommende måneder vil Danmark og vores budgetstrammerfæller - Sverige, Holland og Østrig - få kritik for, at vi slår på tromme for tårnhøje klimaambitioner, mens vi samtidigt fastholder, at der skal skæres i EU's kommende budget. De danske forhandlere kommer til at lave dette regnestykke: Hvor mange kroner skal vi hælde i de mest CO2afhængige regioner som klimastøtte for til gengæld at undgå en ny bølge af gule veste og sikre bred opbakning til EU's klimaplan, Green Deal? Der er både skattekroner og Europa-politik, men også potentialet for en stor dansk eksport af klimaløsninger på spil.”
Børsen, mandag, s. 19 (30.12.2019)

Kamp mod plastik
Jyllands-Posten søndag fortæller, at i kampen mod plastic har Europa-Parlamentet indført vandflasker af glas. I 2018 returnerede danskerne tomme flasker og dåser for 1,4 milliarder kroner svarende til en returprocent på 89. Det er 3,8 millioner flasker og dåser om dagen. Indsatsen giver det danske pantsystem international anerkendelse, og i kampen mod plasticforurening kigger resten af Europa beundringsværdigt mod nord. Også i Europa-Parlamentet har man fået smag for pant. Her gennemførte lovgiverne sidste år et europæisk forbud mod engangsbestik, vatpinde og ballonstænger fra sommeren 2021. For selv at leve op til de politiske principper har parlamentet i en ny udgave af sin interne miljøpolitik besluttet, at engangsplastik udfases.
Jyllands-Posten, søndag, s. 16 (30.12.2019)

Retlige anliggender

Nyt om navne
EU-Kommissionen har udpeget professor, dr.jur. Jesper Lau Hansen, som deltager i The Informal Company Law Experts Group (ICLEG), der rådgiver kommissionen om selskabsret og bistår ved planlægning af ny lovgivning.
Berlingske, lørdag, s. 26 (30.12.2019)

Separatister sikret plads i EU-Parlamentet af EU-Domstolen
Den 19. december erklærede EU-Domstolen, at den fængslede separatistleder Oriol Junqueras som valgt til EU-Parlamentet har ret til immunitet, og at han derfor skal løslades. ”En person, som er valgt til medlem af EU-parlamentet, bliver anset for de facto at være medlem af parlamentet i det øjeblik, valgresultatet bliver offentliggjort, og vedkommende er dermed omfattet af den immunitet, som er gældende for medlemmerne af parlamentet,” hed det i en erklæring fra domstolen ifølge Politiken mandag. En centralt placeret kilde i EU-Kommissionen siger til den spanske avis ABC, at det ændrer alt: ”Det er ikke det samme at demonstrere foran EU-Kommissionens bygning som at tale fra sin plads i parlamentets store mødesal.” Den midlertidige spanske regeringschef Pedro Sanchez kan håbe på, at et flertal i EU-Parlamentet accepterer at ophæve de catalanske separatistpolitikeres immunitet.
Politiken, mandag, s. 7 (30.12.2019)

Sikkerhedspolitik

Kinas indtog på Færøerne er varsel om en ny kold krig
Berlingske søndag bringer et interview med Ian Bremmer, grundlæggeren af tænketanken Eurasia Group: ”Kinas indtog på Færøerne var ikke et vildskud. Det var et varsel om en stormagtsdyst, der risikerer at opdele verden på ny,” advarer Bremmer. Han ser en særlig rolle for Europa i den ”nye kolde krig”. Ian Bremmer er kendt for at rådgive regeringer og virksomheder verden over om den globale magtkamp mellem Kina og USA. Men de seneste uger har den fremtrædende amerikanske analytiker og forfatter også rettet blikket mod det danske rigsfællesskab. På en lille, nordatlantisk øgruppe ser han nemlig en skarp aftegning af den monumentale strid, der kan komme til at præge verden i mange år fremover. Ian Bremmer lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive, hvad der er på spil. Han kalder det en ny teknologisk kold krig. ”I USA taler vi stadig om toldsatser og landsbrugseksport i forhold til Kina. Men realiteten er, at teknologi er langt, langt vigtigere. Det er her, Kina kæmper mest indædt. Dette her er lige så meget en rød linje for kineserne, som Hong Kong og Taiwan har været i årtier, og vi har set, hvordan de har været villige til at kæmpe med små og store stater over hele verden om dette spørgsmål,” siger Ian Bremmer. Han er bekymret over Kinas massive pres for at kontrollere fremtidens 5G-telenet i en række vestlige lande - og over Trump-regeringens ubehjælpelige modsvar. Men frem for alt frygter han, at den frie udveksling af ideer og investeringer, grundlaget for årtiers økonomiske vækst, kan blive den nye magtkamps første offer.
Berlingske, søndag, s. 18-19 (30.12.2019)

Økonomi

Forvoksede globale finansmarkeder truer stadig vores økonomier
I et debatindlæg i Berlingske lørdag, skriver Malte Frøslee Ibsen, postdoc i politisk teori ved Københavns Universitet: ”I Europa migrerede finanskrisen ind som en eksistentiel krise i den halvfærdige europæiske møntfod, der i al hast var blevet sat i søen med Maastricht-traktaten som et tysk-fransk kompromis for at binde det pludseligt genforenede Tyskland til den stadigt mere svækkede franske nabo. 10'erne blev således også årtiet, hvor euroens grundlæggende konstruktionsfejl blev brutalt åbenbaret af det globale finanssystems kollaps, med katastrofale konsekvenser for millioner af europæere. Den grundlæggende strukturelle asymmetri, der blev skabt med en møntunion uden en politisk og økonomisk overbygning, udmøntede sig i handlingslammelse og en håbløst utilstrækkelig krisehåndtering fra de europæiske politiske ledere. Med dogmatisk stivnakkethed og Angela Merkel i spidsen tyede de europæiske statschefer til en menneskefjendsk europæisk sparepolitik, som kun forværrede eksisterende ubalancer mellem Nord- og Sydeuropa og omsatte EU's kroniske demokratiske underskud til en folkelig reaktion mod selve det europæiske samarbejde, der har skabt vælgermæssig grobund for højrepopulistiske EU-modstandere på tværs af kontinentet. Dette kontinentale politiske højreskred fik kun yderligere brændstof af den flygtningekrise, der i 2015 blev udløst som langsigtet konsekvens af nullernes militære destabilisering af Mellemøsten.”
Berlingske, lørdag, s. 4-5 (30.12.2019)