Mandag den 6. januar

Tophistorier

Europæisk tøven efter USA's angreb og frygt for optrapning i Mellemøsten
Flere dagblade skriver i weekendens og mandagens aviser om optrapningen af konflikten i Mellemøsten. Jyllands-Posten mandag skriver, at de voksende spændinger mellem USA og Iran efter likvideringen af den iranske topgeneral Qassem Soleimani nu fører til, at Irak vil smide alle udenlandske soldater ud af landet, også de 140 danske udsendte. De NATO-lande, der har tropper til stede i Irak, lukkede allerede lørdag ned for alle træningsaktiviteter af irakisk sikkerhedspersonel og forhøjede beredskabet omkring deres baser. Ifølge internationale nyhedsbureauer sagde Iraks regeringschef, Adil Abdul-Mahdi, søndag i parlamentet: ”En tilbagetrækning (af udenlandske soldater) er en grundlæggende beslutning og sker af praktiske overvejelser. Det er det bedste for Irak på trods af de vanskeligheder, det vil afstedkomme.” Internationale iagttagere, vurderer, at beslutningen kan få vidtrækkende konsekvenser for hele regionen. Det hedder, at Irans indflydelse i Irak, der i forvejen er stor, vil blive endnu tydeligere. B.T. mandag skriver, at NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har indkaldt medlemslandenes ambassadører til hastemøde i dag. I aftes meddelte den iranske regering ifølge statsligt iransk tv, at landet vil tage endnu et skridt væk fra den atomaftale, landet indgik i 2015 med blandt andet EU og USA.
I lederen i Politiken lørdag skrives der blandt andet: ”EU må forsøge at mægle mellem Iran og USA. Der er øjeblikke i historien, der bliver afgørende vendepunkter. Om USA's missildrab på den iranske general Qassem Suleimani ender som et sådant, er det endnu for tidligt at sige. Men ved at beordre den næst mægtigste mand i hele Iran dræbt har USA's præsident, Donald Trump, begivet sig ud på en ekstremt farlig kurs. En, som kan få hele Mellemøsten til at eksplodere og føre til terror i Vesten. Om det ender sådan, kommer i første omgang an på Irans reaktion på Suleimans død. Lige nu er præstestyret i Teheran formentlig i chok - Suleiman var manden bag hele Irans strategi om at sprede regimets magt i resten af Mellemøsten via paramilitære bevægelser. En strategi, der har været en overvældende succes, og som nu giver Iran rig mulighed for at hævne sig på både USA, amerikanske interesser og amerikanske allierede i mange lande. […] Hverken USA eller Iran har ønske om krig, men de kan let risikere at snuble ind i en. En af udfordringerne er, at de to lande i næsten 40 år - siden besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran - ikke har haft formel diplomatisk kontakt. Det øger mistænksomheden, faren for misforståelser og dermed for yderligere eskalering af konflikten. Her har Europa en vigtig rolle at spille. For nok er vi ikke en militær supermagt. Men vi har gode kontakter i både Teheran og Washington, og vi bør anført af EU i de kommende dage og uger gøre vores yderste for at dulme gemytterne og dæmpe konflikten. Det bliver ikke let. Iran er presset og rasende, og USA er midt i et valgår og anført af en mildt sagt impulsiv leder. Men det er opgaven.”
Jyllands-Posten lørdag skriver, at man i Europa frygter konsekvensen af USA's angreb når Iran vil gøre gengæld. Formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Martin Lidegaard (R), peger på, at det ikke bliver let for Europa med Frankrig i spidsen at opnå en forhandlet løsning med Iran. Lidegaard siger: ”Man kan kun frygte Irans reaktion,” og han erkender, at den atomaftale, som USA er trådt ud af, men som EU har kæmpet for at bevare, ”hænger i en meget tynd tråd, hvis der overhovedet er nogen tråd.” EU-præsident Charles Michel er bekymret over situationen i Irak, som han betegner som ”et meget skrøbeligt land.” I en international analyse i Politiken søndag skriver international redaktør, Michael Jarlner, blandt andet: ”Både i Irak og Iran kræver demonstranter og ledere hævn mod USA efter fredagens dronedrab på to militære topfolk. Hævnen kan ramme mange steder. Men kommer den? Ingen ved det, men frygten lurer. […] I virkeligheden står det iranske præsteskab og præsident Trump i samme slags dilemmaer: Ingen af dem har en interesse i en storkrig. Donald Trump har lovet sine vælgere, at han vil afslutte USA's store krige og trække tusindvis af amerikanske soldater hjem, og det løfte er kun ekstra vigtigt for ham at holde op til præsidentvalget 3. november. Det iranske præsteskab risikerer selv at blive udraderet, hvis det kaster sig ud i en storkrig, hvor de nok kan forrette enorm skade, men aldrig vinde. Begge parter kan imidlertid heller ikke tåle at blive ydmyget. […] For det iranske præsteskab handler det om at vise styrke på et tidspunkt, hvor USA med skærpede sanktioner og opsigelsen af den tidligere atomaftale med EU og tidligere præsident Barack Obamas USA forsøger at tryne landet og har kastet sin vægt ind bag Irans største regionale rival, Saudi-Arabien. Og endelig kan præsteskabet ikke tillade sig at vise svaghed efter mordet på så central en skikkelse som general Suleimani på et tidspunkt, hvor den folkelige uro atter ulmer og på det seneste har ført til store demonstrationer mod præstestyret og Irans dårlige økonomi. […] En anonym NATO-efterretningskilde, der arbejder undercover i regionen, peger over for det amerikanske medie Business Insider på, at det iranske præstestyre har forberedt sig på den nuværende situation, siden det kom til magten for 40 år siden. […] NATO-kilden peger på, at det iranske militær så sent som i september viste en skræmmende effektivitet, da det - ifølge USA - stod bag et angreb med 20 krydsermissiler på nogle af Saudi-Arabiens vigtigste olieanlæg, hvoraf 19 missiler ramte deres mål og i et hug kappede fem procent af verdens olieproduktion.”

I lederen i Berlingske skriver debatredaktør Pierre Collignon blandt andet: ”I sidste ende risikerer Donald Trump at blive draget ind i netop den form for krig i Mellemøsten, som han i 2016 lovede sine vælgere at trække USA ud af. Dermed er præsidentens tilgang til sikkerhedspolitikken alvorligt udfordret. Trump vil gerne være isolationist, men han har over for Iran selv været med til at optrappe en konflikt, der måtte ende med amerikansk magtanvendelse. […] Iran har aktier i krigene i Syrien og Yemen, og iranske agenter har stået bag mordforsøg og mord på eksil-iranere i flere EU-lande, herunder Danmark. Det taler alt sammen til fordel for fredagens amerikanske angreb. Det er dog ikke gjort med det. Hvis USA vil være verdens politibetjent, skal supermagten handle med styrke, konsekvens og kløgt - og desværre kniber det for Trump på alle tre parametre. […] Trumps forhastede strategi om tilbagetrækning fra Syrien efterlod allierede kurdere og europæere i stikken, og den har skabt et magttomrum, som har gavnet autoritære aktører som Tyrkiet, Rusland og Iran. Yderligere uro er opstået som følge af Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran. Hermed opstod der en splittelse med de europæiske lande, som var med til at indgå aftalen under præsident Obama, og der opstod risiko for en iransk atomoprustning, som ellers var under kontrol. […] Dermed er vi havnet i en ulykkelig og farlig situation. Det er svært at se det ske foreløbigt, men vejen frem er, at amerikanere og europæere atter finder sammen om en afbalanceret tilgang til magtpolitik i Mellemøsten. Vi har brug for USAs styrke og tilstedeværelse, men vi har også brug for intelligent diplomati for på et tidspunkt at få Iran i tale igen. Det sidste plejer europæerne godt at kunne hjælpe med.”
I lederen i Information lørdag skrives der blandt andet: ”Hensigten med USA's målrettede henrettelse af chefen for Irans al-Quds-styrke, generalmajor Qassem Suleimani, er et signal til Teheran om 'hertil og ikke længere' i den lavbluskrig, der har foruroliget regionen siden Donald Trumps opsigelse i maj 2018 af Vestens atomaftale med Iran. […] Det var ikke kønt, men igen: udvekslingerne af fjendtligheder fulgte en fattelig logik. Det gør likvideringen af Suleimani (og hans irakiske højrehånd, militslederen Abu Mahdi al-Muhandis) ikke. Tværtimod kan eskaleringen af konflikten få helt uoverskuelige konsekvenser. Hvilke har vi til gode, men situationen er dramatisk - ikke kun på grund af selve handlingen, men fordi det er uhørt alle andre steder end i Israel, at en stat begår simpel terrorisme mod en anden stats ledere - og Suleimani var måske den iraner, der stod ayatollah Ali Khamenei nærmest. […] Hvis Iran ser sig nødsaget til at svare igen på tilsvarende niveau, hvilket indebærer direkte angreb på amerikanske styrker i Irak, vil det i værste fald antænde hele regionen i et ragnarok af ild og lidelser. […] Og her er det umuligt ikke at bemærke det påfaldende fravær af kontante EU-kommentarer til det eklatante overgreb på Iraks suverænitet - de europæiske ledere var som sunket i jorden. I lederen i Jyllands-Posten lørdag skrives der blandt: ”Præsident Trump har lovet sine vælgere at trække USA ud af, hvad han kalder Mellemøstens ”endeløse krige.” Med likvideringen i Bagdad af en af det iranske præstestyres absolutte topfigurer kan det vise sig at have lange udsigter. […] Som optakt til et præsidentvalgår, hvor Trump gerne vil genvælges, er en økonomisk krig mod USA og Vesten den største bekymring for det internationale samfund. Omvendt rykker den amerikanske opinion gerne sammen om præsidenten, når USA er ude i hårde konflikter. Taberen i det strategiske spil ved Golfen er endnu en gang de store EU-lande. De hændervridende forsøg på at holde liv i atomaftalen, som USA åbenlyst bekæmper, vidner om en manglende erkendelse af regimets sande karakter og af krisens voksende kompleksitet. Præstestyret har også selv taget de første skridt ud af aftalen, der udløber om kun fem år, hvorefter Iran åbent kan gøre sig til atommagt. Krisen ved Golfen er ekstremt farlig for os alle. Reelt er der ikke meget andet at gøre end bare at håbe det bedste.” Politiken søndag skriver, at USA's vicepræsident, Mike Pence, anklager Qassem Sulaimani for at have hjulpet flere af de terrorister, der stod bag 11. september-terrorangrebene i New York i 2001 - og insinuerer dermed også, at Iran spillede en rolle i den forbindelse. Ifølge The Guardian har flere eksperter efterfølgende skrevet på Twitter, at vicepræsidentens påstande om forbindelsen mellem Iran og terroristerne bag 11. september-angrebene er udokumenterede.
Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13; Jyllands-Posten, lørdag, s. 12, 22; Berlingske, lørdag, s. 2; Information, lørdag, s. 24; Politiken, søndag, s. 4; Politiken, lørdag, s. 1; B.T., mandag, s. 13 (06.01.2020)

Prioritede historier

Dansk milliard-eksport til USA får øget told
Børsen mandag skriver, at Dansk eksport af blandt andet svinekød og småkager til USA i januar står i til at blive ramt af yderligere told fra amerikansk side. Samlet vil den danske eksport for 1,4 milliarder kroner blive ramt af en ekstra told på 25 procent, vurderer Dansk Industri. Det lægger sig oveni den øgede told på 25 procent, som eksport for 400 millioner kroner har været ramt af siden midten af oktober. Ud af de 1,4 milliarder kroner står den danske eksport af svinekød til at blive hårdest ramt med ekstra told for 861 millioner kroner. Den øgede told vækker naturligvis ikke begejstring hos Landbrug & Fødevarer, der kan oplyse, at Danmark årligt eksporterer fødevarer for cirka tre milliarder kroner til USA. Tolden bliver pålagt, efter at Verdenshandelsorganisationen, WTO, har givet USA medhold i, at Tyskland, England, Frankrig og Spanien har givet ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus' fabrikker. Sagen rammer Danmark, fordi der er fælles handelspolitik i EU.
Børsen mandag, s. 14 (06.01.2020)

Klimakampens vigtigste årti skudt i gang
I et debatindlæg i Jyllands-Posten mandag, skriver Stig Lindén-Søndersø, journalist cand.public., Armin Vauk, Maya Bjerrum Trinkjær og Søren Knudsen, alle aktive i Citizen’s Climate Lobby Denmark blandt andet: ”Med 2020's komme er en ny og noget mere alvorlig nedtælling gået i gang. FN's klimapanel har nemlig gennem flere år slået fast, at menneskeheden har frem til 2030 til at reducere udslippet af drivhusgasser til det halve, så vi undgår, at klimaforandringerne løber løbsk. Det er også årtiet, hvor regeringspartiet med Mette Frederiksen i spidsen skal finde ud af, hvordan det vil reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent. […] Løsningen hedder klimabidrag og klimabonus, og den opfylder de fleste danske partiers betingelser for en god klimapolitik: Den er gratis for statskassen, den mindsker social ulighed, den øger ikke det generelle skattetryk, og den forhindrer, at vores udledninger af drivhusgasser flytter til udlandet. […] Vi bør ideelt set også have en korrigerende klimaafgift ved grænsen til import og eksport, så varer produceret med sort energi som olie, kul og gas bliver dyrere at sælge. Det kan vi dog ikke indføre i Danmark alene, vi må have EU med. Derfor er det helt store mål også at få EU til at indføre klimabidrag og klimabonus. Indtil EU-Kommissionens plan om klimatold på EU's grænser bliver til virkelighed, kan Danmark sagtens rykke selv: Danmark kan indføre et forhøjet bundfradrag for klimaafgifter til særligt konkurrenceudsatte erhverv og bruge en mindre del af afgiftspuljen til grønne tiltag i erhvervene. En blanding af fradrag og tilskud, som sørger for, at danske udledninger ikke flytter til udlandet på grund af en strammere klimapolitik.”
I et debatindlæg i Politiken lørdag, skriver Theresa Scavenius, forsker i klimapolitik, kandidat til formandsposten i Alternativet blandt andet: ”Regeringen har afsat 1,5 milliarder kroner til grøn forskning, men intet tyder på, at de penge kommer uafhængig og nødvendig klimaforskning til gode. I et interview med Ritzau mellem jul og nytår fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) om sine holdninger til klimapolitik og sagde blandt andet, at vi skal begynde med de strukturelle ændringer - ikke kun det private forbrug. Det er jeg meget enig i. Vi skal begynde fra toppen i klimapolitikken. Det bemærkelsesværdige er så, at Mette Frederiksen netop ikke nævner de ting, som står allerøverst på den strukturelle liste: Udfasning af den fossile infrastruktur. Stop for flere licenser til at lede efter nye oliefelter i Nordsøen. Hun nævner heller ikke omlægningen af landbrugsstøtten. Tværtimod har regeringen netop valgt ikke at flytte hele den del af landbrugsstøtten, som EU tillader, til grønne initiativer. Hvorfor? Her er regeringen svar skyldig. […] Så kære Mette Frederiksen: Kan du love os, at den grønne forskningsmilliard ikke ender i endnu en omgang sort industripolitik og flere kødrapportskandaler? Det tror jeg ikke, du kan. Så jeg lægger mig nok snart i en imaginær hængekøje med en cigar i munden og observerer historiens gang i erkendelse af, at klimapolitikken har spillet fallit.”
Politiken lørdag, s. 2; Jyllands-Posten mandag, s. 29 (06.01.2020)

Det uregerlige kontinent
Kristeligt Dagblad skriver mandag, at mens USA lægger afstand til sine NATO-samarbejdspartnere, vender europæerne igen og igen tilbage til diskussionen om europæisk lederskab. Mange har forsøgt at sætte sig i spidsen for Europa, men i længden har det vist sig at være umuligt at dominere og lede det mangfoldige kontinent. Europa mangler lederskab. Sådan lyder det med jævne mellemrum, når der diskuteres geopolitik i store internationale medier. I dag, hvor kontinentets nationer arbejder så tæt sammen, er der brug for retningsangivelse. Men for de fleste europæere kan det samtidig give en vis usikkerhed at tænke tilbage på de mange forsøg, der har været på at gribe taktstokken, for det har overvejende været forbundet med krige og erobringer. Det var blandt andet på baggrund af de erkendelser, at den konstruktion, der i dag hedder EU, blev skabt i efterkrigstiden, forklarer Jim Bjork, der er lektor i moderne europæisk historie på King's College London og har speciale i nationalisme og statsdannelse. ”De to verdenskrige skabte en frygt for eneherskerens dominans i Europa. Men også dengang store dele af kontinentet blev splittet op i mindre lande i det 19. århundrede, frygtede mange udsigten til endeløse krige. EU blev et moderne eksempel på at skabe en model for koordination og fred i Europa,” siger Jim Bjork. Men diskussionen om behovet for politisk lederskab i Europa er blusset op igen efter Storbritanniens snarlige farvel til det europæiske fællesskab og Polen og Ungarns modstand mod at underlægge sig EU's retningslinjer i blandt andet spørgsmålet om indvandring. Det har også sat gang i debatten, at præsident Donald Trump offentligt har sået tvivl om USA's engagement i NATO. Her peger flere på, at Tysklands Angela Merkel er oplagt som leder - primært på grund af kanslerens vægt som statsleder for kontinentets største økonomi. Men den ide rummer dilemmaer, siger Jim Bjork.
Kristeligt Dagblad mandag, s. 7 (06.01.2020)

Administration

Konfronteret med falske kontrakter
Ekstra Bladet mandag skriver, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, ingen kommentarer har til sagen om forfalskede hotel-kontrakter, der er dukket op i forbindelse med efterforskningen af sagen om svindel med EU-midler gennem EU-fondene MELD og FELD. Kontrakterne er overfor EU-systemet brugt som dokumentation for afholdelse af to EU-konferencer. Men reelt var der tale om DF's sommergruppemøder. EU's antisvindelkontor, Olaf, har gennem fire år efterforsket brugen af EU-midler i fondene MELD og FELD, hvor Messerschmidt blandt andet har været formand.
Ekstra Bladet, mandag, s. 13 (06.01.2020)

Arbejdsmarkedspolitik

EU's plan om mindsteløn øger presset på den danske model
I en erhvervskommentar i Politiken søndag skriver erhvervskommentator, Leif Beck Fallesen, blandt andet: ”Ønsket om en mindsteløn for EU truer Danmarks frie aftaleret, samtidig med at der forhandles nye overenskomster. Flere strejker, dårligere arbejdsklima og uforudsigelig politisk indblanding i løn, pension og arbejdsforhold. Det er perspektivet, hvis den internationalt beundrede danske model på arbejdsmarkedet bryder sammen eller får livstruende funktionsfejl. Der vil være rigtig mange tabere og meget få vindere blandt lønmodtagerne og arbejdsgiverne, hvis det sker. Så vidt kommer det ikke i overskuelig fremtid. Men presset vokser mod arbejdsmarkedets hævdvundne ret til at bestemme løn, pension og ansættelsesvilkår gennem kollektive overenskomster. Det er en udvikling, der har været undervejs i en årrække, men som i år tager til i fart. Mindsteløn for alle i EU bliver flagskibet i EU's sociale dimension. I Danmark vil regeringen indføre lavere pension for nedslidte på arbejdsmarkedet, og fagforeningerne kæmper med faldende medlemstal. […] Den danske model er næsten enestående i EU, og det er kernen i den danske modstand mod en politisk bestemt mindsteløn. En mindsteløn i hele EU er en politisk mærkesag for Ursula von Leyen, den ny topchef i EU-Kommissionen. Hun vil hjælpe de svageste lønmodtagere i EU, hvor fagforeninger har ringe indflydelse på lønudviklingen. Men det er et politisk indgreb, som afvises af arbejdsmarkedets parter med støtte fra politikerne på Christiansborg. I en fælles udtalelse forud for den nye beskæftigelseskommissær i EU's besøg i Danmark i december skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard og administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad i Berlingske, at EU ikke har ret ”til at bestemme lønniveauet i de enkelte lande. Det står i traktaten - EU's grundlov. Løn er et nationalt anliggende”. Men der kan være en løsning på vej. Det ser nemlig ud til, at EU's nye beskæftigelseskommissær, Nicolas Smit fra Luxembourg, om kort tid vil komme med et udspil, som vil respektere den danske model. […] Bundlinjen er, at den danske model er truet fra flere sider. Det er usikkert om modellen kan håndtere kommende krav om en minimumsløn for hele EU. Der er ingen garanti for, at de nye overenskomster kommer på plads uden konflikt. Og fagbevægelsen skal blive bedre til at holde på medlemmerne. Uden konflikt.”
Politiken søndag, s. 14 (06.01.2020)

Tyskland vil hente sygeplejersker og it-specialister uden for EU
Manglen på kvalificeret arbejdskraft på især softwareudviklere, metalarbejdere, sundheds- og ældrepersonale samt personer med forstand på informatik og elektroteknik får nu Tyskland til at gå nye veje. De vil hente arbejdskraft uden for EU. Regeringen vil gøre det lettere at få anerkendt udenlandske uddannelsesgrader og kvalifikationer. Og så slipper de fremtidige migranter for at vente på, at myndighederne får undersøgt, om der i virkeligheden findes en tysker, der også kunne klare jobbet, sådan som man er nødt til at gøre det i mange brancher i dag. Matthias Mayer, senioranalytiker ved tænketanken Bertelsmann Stiftung, mener, at det alligevel er langtfra sikkert, at regeringens charmeoffensiv får massiv effekt - det er og bliver svært at få folk fra andre kulturer til at falde til og passe ind.
Jyllands-Posten, søndag, s. 8 (06.01.2020)

Det digitale indre marked

Techgiganternes indtog på det finansielle marked
Børsen lørdag beretter, at Apple, Google, Facebook og Amazon sidste år tog markante skridt ind i den finansielle sfære. Amazon introducerede i juni et kreditkort til sine kunder, mens Apple med støtte fra Goldman Sachs i august lancerede Apple Card. 12.november introducerede Facebook sin kryptovaluta, Libra, og dagen efter udmeldte Google, at man fra 2020 vil tilbyde indlånskonti i samarbejde med Citigroup og Stanford Federal Credit Union. En af de mere tankevækkende finanslancering i år er ifølge trendanalytiker hos Elektronista Media, Christiane Vejlø, Facebooks kryptovaluta, Libra. “Facebook ønsker med Libra at få folk endnu tættere på. Jo flere ting, som knytter dem til Face-book-platformen, jo sværere er det at forlade, og samtidig giver det Facebook mere data om deres brugere,” siger hun. Professor ved afdeling for digitalisering ved Copenhagen Business School, Jan Damsgaard, mener også, at Libra er en af sidste års mest bemærkelsesværdige lanceringer, men han tør ikke spå om, hvordan kryptovalutaen kommer til at klare sigfremadrettet. “Jeg vil kalde det et wildcard. Det er et spændende initiativ, som man i hvert fald skal holdeøje med næste år,” siger Jan Damsgaard. Facebooks kryptovaluta, Libra, har siden sin lancering i november 2019 været i stærk modvind fra europæiske og amerikanske myndigheder, som stiller spørgsmål ved, hvordan projektet vil sikre brugernes personlige oplysninger samt forhindre hvidvask. EU har lanceret PSD2, der er EU´s betalingsservicedirektiv, som trådte i kraft 14. september. Direktivet åbner for, at tredjeparter kan få adgang til kunders bankdata- hvis kunden tillader det.
Børsen lørdag, s- 3-6 (06.01.2020)

Finansielle anliggender

Europa er en stærk finansiel platform
Børsen skriver mandag, at Jeppe Christiansen, direktør for Maj Invest, mener, at den største lære fra 10'erne er, at EU på trods af ekstreme udfordringer er enormt holdbar. Christiansen mener, at det er kriserne, der har synliggjort, hvor stærk EU er. Han siger: ”I 10'erne har vi haft den største krise siden etableringen af EU i hele det europæiske system. Og jeg tror faktisk, at EU er meget stærkere, end folk er klar over, og mere holdbar. Vi har fået de største stød, du kan tænke dig. Finanskrisen, lige før 10'erne begyndte, blæste alle banker ned, og bagefter blev Sydeuropa blæst ned, og sidenhen kom Storbritanniens chokudmeldelse, og alligevel står EU og befolkningerne stærkere, end de gjorde før 10'erne.” Krisen har gjort EU og euroen stærk frem for svag, og en undersøgelse fra Eurobarometer tilbage i oktober viste, at 65 pct. af befolkningen i eurozonelandene mener, at den europæiske valuta er en god ting - kun 25 pct. er imod euroen. Det er den største opbakning i euroens historie. Christiansen siger yderligere: ” Jeg tror, euroen er mere overlevelsesstærk, end folk er klar over. Hvis du går til USA, så er der mange, der vil sige: Gad vide hvornår det bryder sammen. Og i Asien vil de sige, at EU er ligegyldig, fordi de er gået i stå, og USA stormer videre. Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror, EU har mange af de rigtige ting, vi har brug for i fremtiden.”
Børsen, mandag, s. 18-19 (06.01.2020)

Institutionelle anliggender

Det haster med kaffe med Boris Johnson
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver civiløkonom HD, Jørn Vase, blandt andet: ”At det bliver EU og ikke UK, der bliver den egentlige taber efter Brexit, kan der vist ikke længere herske tvivl om. USA vil som bekendt hellere UK end EU, og alene dette betyder nok mere, end mange EU-tilhængere frygter. Det bliver måske netop den mavepuster, der på sigt tager livet af unionen. Hvorfor EU ikke kæmper mere for at beholde UK i familien i stedet for at spille hasard med deres egen i forvejen usikre fremtid må vist være det, man kalder et relevant spørgsmål. Måske er det korrekt, som mange påstår, at EU er et bureaukratisk misfoster, der aldrig vil lykkes, og da slet ikke uden UK i folden.”<br /> <br />
Kilde. Jyllands-Posten, søndag, s. 29 (06.01.2020)

Mettes kritiske kærlighed
I Ekstra Bladet lørdag skriver Hans Engell, politisk kommentator, blandt andet: ”Mette Frederiksen er en varm, men ikke ukritisk tilhænger af EU. Man kan sagtens være kritisk over for den måde, EU-Kommissionen vil spilde EU's penge på, uden at det skal handle om udtræden af EU. Tag bare hele landbrugsområdet, hvor man fører en støttepolitik, som er fuldstændig forældet og ekstremt kostbar. Det er også helt vildt, at den nye EU-Kommission vil lade EU's budget stige med milliarder, samtidig med at EU mister 13 procent af sine indbyggere, når Storbritanniens skrider fra Unionen. Hvorfor skal danske skatteydere betale fem milliarder mere om året til EU, fordi England går ud? Det er da helt i orden, Mette Frederiksen forlanger, at EU skal spare. Det gør hende ikke til skabsmodstander.”
Ekstra Bladet lørdag, s. 28 (06.01.2020)

Interne anliggender

10 bud på, hvad der vil ske i dansk politik i den kommende dekade
I et debatindlæg i Politiken søndag, spår Noa Redington, kommentator, om fremtiden. Han skriver blandt andet: ”Vi dropper forsvarsforbeholdet. Den nye alvor i dansk udenrigspolitik vil vokse. Det skal Putin og Trump nok sørge for. I længden er det ikke nok at male en fiskekutter grå, kalde det et patruljeskib og sende det til Nordpolen. Med Brexit kommer vi til at melde kulør, og derfor ender vi med at blive fuldtonede medlemmer af det europæiske forsvarssamarbejde. Det er en folkeafstemning, der faktisk kan vindes. På et tidspunkt begynder statsminister Frederiksen at holde mere af møderne i Det Europæiske Råd end gruppemøderne i Socialdemokratiet. Det sker selv for de bedste. Såre menneskeligt, mere interessant. Og maden er også bedre.”
Politiken søndag, s. 12 (06.01.2020)

Der er stadig ild i Margrete
Flere medier skriver om 75 års fødselaren Margrete Auken (SF), MEP. Politiken søndag skriver blandt andet: ”I dag har SF desuden meldt sig ind i Det Grønne Parti på europæiske plan, som ligesom SF er både grønt og rødt. Det passer også Margrete Auken svært godt, ligesom det huer hende, at den miljø- og klimadagsorden, hun har kæmpet for hele sit politiske liv, i dag er blevet mainstream. Da hun for fem år siden kæmpede og vandt slaget om afgifter på plastikposer, blev det set som en lille, men irriterende regulering af markedet. I dag har EU's 'Mr. Klima', kommissionens næstformand, Frans Timmermans, offentligt erkendt, at han tog fejl af Aukens plastikposeafgift.
Redaktør (06.01.2020)

Hvad er forskellen på Danmark og Kroatien?
Information lørdag bringer en analyse af sammenhørighedskraften i EU. ”På trods af årtiers ihærdige forsøg på harmonisering eksisterer der stadig voldsomme forskelle i EU's lande imellem. Andelen af 25-34 årige, der bor hjemme hos deres forældre (2018). l Danmark bor kun 3,2 procent af de unge hjemme, mens gennemsnittet i EU er 28,5 procent. Tallet dækker også over store kønsforskelle, da 35,3 procent af mænd og 21,7 procent af kvinder bor hjemme. Gennemsnitligt er unge i EU 26 år, når de flytter hjemmefra. l Danmark 21,1 år. l ltalien er de 31,1 år.<br /> <br />
Information lørdag, s. 6-7 (06.01.2020)

Spaniens højrefløj truer med at vende EU ryggen
I en kommentar i Jyllands-Posten søndag skriver publicist og tidligere udenrigskorrespondent, Per Nyholm, blandt andet: ”EU-domstolen i Luxembourg gjorde det eneste rigtige, da den nylig meddelte, at Cataloniens landflygtige præsident, Carles Puigdemont og dermed flere af hans nærmeste, er legitimt valgte medlemmer af Europa-Parlamentet. Dermed er et spansk krav om, at Puigdemont og andre skal udleveres til Spanien, og der aflægge ed på forfatningen - med risiko for at blive spærret inde i årevis - afvist som værende uforenligt med den europæiske retsnorm. Luxembourg-domstolens kendelse afslører Spanien som et utilstrækkeligt medlem af EU. […] Spanien befinder sig for indeværende på en glidebane i sit forhold til Europa. Ekstreme nationalister, anbragt i parlamentets tredjestørste parti, Vox, kræver Spaniens udtræden af EU. […] Puigdemont og hans landflygtige kolleger ventes midt januar at indtage deres pladser i Strasbourg. Hvad europæisk politik agter at stille op ved den lejlighed, tør de færreste spå om. […] Spændingen mellem Madrid og Spaniens ikke-spanske folkeslag truer med at forgifte den europæiske retsstat, og Bruxelles ved det. EU må gøre Madrid klart, at den frie meningsdannelse er ukrænkelig, at politiske fanger ikke tåles, og at immunitet omfatter alle folkevalgte politikere fra det øjeblik, de er valgt, ikke fra det øjeblik, en mere eller mindre repressiv stat anerkender deres valg. Kommissionen, parlamentet og de nationale regeringer har svigtet i det catalanske anliggende.
Jyllands-Posten, søndag, s. 28 (06.01.2020)

Klima

Aktivister vinder retssag mod staten Holland
Information lørdag skriver, at i Holland har en gruppe klimaaktivister vundet en retssag mod den hollandske stat. I sagen har aktivisterne krævet, at den hollandske stat reducerer udledningerne af drivhusgasser med mindst 25 procent ved udgangen af 2020. Ifølge dommen fra den hollandske højesteret er staten ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel om beskyttelse af borgerne forpligtet til at nedbringe udledningerne og forsøge at forebygge klimaforandringer og de potentielt ”alvorlige konsekvenser for retten til liv og for de hollandske indbyggeres velbefindende”. Afgørelsen kan få betydning i en række lignende retssager andre steder i verden, hvor grupper af borgere har anlagt retssager for at presse deres regeringer til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser.
Information lørdag, s. 11 (06.01.2020)

Konkurrence

Skattely som konkurrencefordel
I et debatindlæg i Information mandag skriver Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet og Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører i Aarhus, blandt andet: ”Skatteunddragelse og -undgåelse koster ifølge EU-Kommissionen et beløb, der årligt svarer til 15.000 kroner per EU-borger. Fænomenet kan efterhånden nærmest betragtes som en selvfølge, men det er dybt, dybt problematisk. I Aarhus vil vi gerne være skattelyfri kommune. Desværre er det sværere end som så. […] Men som følge af EU's udbudslov har vi meget svært ved at sætte krav til udbuddet, når det gælder aggressiv skatteplanlægning. Der skal simpelthen foreligge deciderede lovovertrædelser, før vi må udelukke firmaer fra at byde på opgaver - herunder firmaer, der bevidst planlægger sig fra at betale skat i Danmark. […] I EU skal vi ændre reglerne, så vi som stat og kommune kan stille krav om, at de firmaer, vi samarbejder med, ikke bruger skattely. Vi mener også, det er på tide, at EU sortlister de lande, der fungerer som skattely, når de for eksempel sænker skatten mod nul og opretholder bankhemmeligheder. Endelig bør vi vedtage en minimumsselskabsskat i EU, så Apple ikke længere kan slippe afsted med en skatteprocent på 0,005 i Irland.”
Information, mandag, s. 18 (06.01.2020)

Migration

Hver femte dansker har udenlandsk baggrund
Berlingske lørdag fortæller, at antallet af personer med udenlandsk baggrund er markant større end hidtil antaget og beskrevet. Faktisk er der tæt på 400.000 personer født i Danmark, som er registreret som værende af dansk oprindelse, men som har delvis oprindelse i udlandet. Deres mor eller far er nemlig født i udlandet, men det er ikke tidligere regnet med i udlændingetallene. Mere end 100.000 af disse kommer fra ikkevestlige lande. ”Jeg havde ikke regnet med, at det var så mange,” siger manden, der har bestilt de nye tal, som stammer fra Danmark Statistik, Hjarn von Zernichow Borberg, ekstern lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og partner i konsulent- og videnshuset Cphfacilitation. Flertallet af disse personer (8,72 procent) kommer fra ikkevestlige lande. ”Udviklingen bekymrer mig, og det er ikke bæredygtigt på lang sigt at få så mange flere hertil, hvis de ikke byder ind på de værdier og det grundlæggende syn på samfundet, som vi allesammen deler, ” siger Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund, som understreger, at de, der bidrager positivt til samfundet, er velkomne. Det samme bemærker Marcus Knuth, de Konservatives udlændingeordfører.
Berlingske lørdag, s. 8 (06.01.2020)

Sikkerhedspolitik

Kampen om naturgas tager fart og øger spændingerne i det østlige Middelhav
Jyllands-Posten søndag skriver, at en ny gasrørledning, East Med, der vil tage anslået fem-syv år at etablere, går uden om Tyrkiet, og Ankara raser over projektet. Tyrkiet ruster sig samtidig til kampen om regionens naturressourcer, der for alvor begynder at tage fart. Også gas fra andre felter vil kunne tilsluttes rørledningen, der ventes at kunne dække omkring 10 procent af Europas behov for naturgas. Dermed kan rørledningen blive en konkurrent til Turkstream-rørledningen, der skal sende russisk gas via Tyrkiet til Europa.<br /> Selv om aftalen kan udlægges som en gevinst for både de involverede lande og Europas forsyningssikkerhed og stræben efter at blive uafhængig af gas fra Rusland, kan aftalen også øge spændingerne i regionen og dermed give yderligere ustabilitet i en tid, da landene for alvor skruer op for kampen om ressourcerne under havoverfladen. I centrum for bekymringerne står Tyrkiet, der er arg modstander af projektet. At samarbejdet går uden om Tyrkiet, sætter endnu en tyk streg under uenighederne i regionen, hvor tyrkerne på en række områder det seneste år har foretaget en række kontroversielle udenrigspolitiske dispositioner. Det gælder blandt andet tyrkiske boreaktiviteter - bevogtet af krigsskibe - efter olie og gas i området omkring Cypern trods protester fra den cypriotiske regering, som Tyrkiet ikke anerkender, og fra Grækenland og EU. EU vedtog sidste år en såkaldt ramme for sanktioner, der kan fyldes ud med konkrete aktioner mod tyrkiske personer og virksomheder, hvis boreaktiviteterne ikke bliver indstillet.
Jyllands-Posten, søndag, s. 10 (06.01.2020)

Russernes oprustning i Arktis giver nervøse trækninger i Norge
Politiken søndag er taget på patrulje med det norske grænseforsvar ved Kirkenæs i Nordnorge. Tidligere installerede Rusland i højere grad sine atomvåben på bombefly og i siloer på land. Nu befinder en meget større del af de nukleare sprænghoveder sig på ubåde. ”I dag er ubådene med garanti det vigtigste våben for Ruslands sikkerhed,” siger Thomas Nilsen, chefredaktør på det norske netmedie The Independent Barents Observer og en af de personer i Vesten, der ved mest om Ruslands militære aktiviteter i Arktis. Militært er NATO mindst tyve gange stærkere end Rusland, når der regnes i antallet af soldater, tanks, fly, krigsskibe og så videre. Rusland er slet ikke i nærheden af det hedengangne Sovjetunionens militære styrke. ”Men Rusland har et trumfkort. Og det er atomvåben. Hvis de bliver slået ned på alle andre områder, kan de stadig trykke på knappen. Og det er NATO selvfølgelig klar over. Så Rusland vil gøre alt, hvad det kan for at beskytte sine atomvåben. Og den allervigtigste del af disse våben er på Kolahalvøen. Kirkenes er en slags laboratorium for forholdet mellem NATO og Rusland,” mener chefredaktøren. På mange måder er det et fredsommeligt forhold. Norge og Rusland er gode naboer - med grænsehandel og samarbejde om søredning og fiskerikontrol. Både Rusland og NATO spiller således med musklerne i det nordatlantiske område. Men Trident Juncture var ikke udtryk for, at NATO skruer op for spændingsniveauet i forhold til Rusland, mener generalløjtnant Rune Jakobsen. Den smeltende havis giver Rusland håb om at få fingre i de kolossale mængder af gas og olie i Arktis. Også den nordlige sørute er der store forventninger til. For at sikre værdierne og vise tænder over for USA og NATO opruster russerne samtidig i nord.
Politiken søndag, s. 16-19 (06.01.2020)

Tyrkiet gør klar til at sætte tropper ind i borgerkrigen i Libyen
Som om den igangværende borgerkrig i Libyen ikke var kaotisk nok i sig selv, har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, nu skaffet sig et juridisk grundlag for at kunne sende tyrkiske tropper til den nordafrikanske stat. Det skriver Jyllands-Posten mandag. Den amerikanske USA's præsident Donald Trump forsøgte at tale Erdogan fra at blande sig i den libyske borgerkrig. På linje med andre regeringsledere frygter han, at konflikten i Libyen bliver endnu mere uoverskuelig. Også EU og FN frygter, at en tyrkisk indblanding i Libyen kan løfte konflikten op til at blive et nyt Syrien, hvor en borgerkrig med mange internationale interessenter har raset siden 2011 og ført til store lidelser for civilbefolkningen. FN's Libyenudsending, Ghassan Salamé, sagde: ”En tyrkisk deltagelse i krigen i Libyen vil indebære en markant optrapning af konflikten.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 10 (06.01.2020)

Sundhed

EU slår alarm over dansk drukkultur
Hovedkonklusionen i en rapport fra Europa-Kommissionen, som sammenligner sundhedssystemerne og borgernes sundhedstilstand i EU, lyder, at danskerne drikker alt, alt for meget, og mange af os er også for tykke. Det skriver Berlingske mandag. 37 procent af de voksne danskere tilkendegiver således, at de har et “regelmæssigt stort alkoholforbrug”, hvilket er næsten det dobbelte af EU-gennemsnittet på 20 procent. EU-anbefalingen er således, at et større fokus på folkesundheden tyder på at kunne ”forhindre mange for tidlige dødsfald” og dermed vil kunne løfte den forventede levetid for danskerne, der med 81,1 år ligger i bund blandt de vesteuropæiske lande i EU. Danske forebyggelseseksperter er i vid udstrækning enig i EU-analysen af de danske drukproblemer.
Berlingske, mandag, s. 12-13 (06.01.2020)

Udenrigspolitik

Det danske diplomati er blevet discount
I en Signatur i Politiken lørdag skriver journalist Marcus Rubin blandt andet: ”Efter årtiers besparelser står det engang så stolte udenrigsministerium tilbage som en skygge af sig selv. Det er på tide at vende udviklingen. […] Efter i årtier at have ligget meget, meget lunt i svinget rent udenrigspolitisk er Danmark nu reelt udfordret. Trump kan meget vel blive genvalgt til november og dermed fremtvinge et fundamentalt brud mellem Europa og USA. Brexit fratager Danmark en af vores nærmeste allierede og ligesindede stormagter i EU og tvinger os til at søge nye venner og alliancer. Rusland er genopstået som stormagt og udfordrer og truer sikkerheden i Europa. Migrationskrisen er ikke overstået, i bedste fald kun sat lidt på pause. Og Kina buldrer frem med meget anderledes værdier og holdninger på den internationale scene. Alle sammen faktorer, der peger på en verden i hastig forandring - og én, som er langt mere udfordrende for en småstat som Danmark.”
Politiken lørdag, s. 7 (06.01.2020)

Et forfærdeligt år for Xi Jinping
I lederen i Information mandag skrives der blandt andet: ”Xi Jinping tog i 2019 et gevaldigt tigerspring ind i rækken af virkelighedsfornægtere. I sin nytårstale erklærede den kinesiske leder, at Kina i det forgangne år har vist omverdenen, at landet er ”civiliseret, åbent og tolerant.” […] 2019 har været et mareridt for kommunistpartiets forsøg på at forbedre Kinas image. Især i Europa er synet på landet i løbet af året blevet stadig mere negativt; Kina ses nu langt fra blot som en mulighed, men i stadig større grad som en potentiel trussel. […] Samtidig er Europas frustration over Kina vokset betydeligt - der er frustration over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa. Og det er ved at få konsekvenser. Kinas aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier - mens det kinesiske marked er relativt lukket land - har ført til, at EU har indført fælles screeningregler, der kan blokere for kinesiske opkøb af kritisk europæisk infrastruktur. Og i 2019 stemplede EU-Kommissionen i et bemærkelsesværdigt strategipapir Kina som en ”systemisk rival”. Som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har sagt om EU's forhold til Kina: ”Det er slut med den europæiske naivitet.” I et yderligere tegn på, at synet på Kina ændrer sig i negativ retning, udtrykte NATO i december for første gang bekymring over Kinas voksende indflydelse. Kina ses nu som en ”udfordring”, lyder det fra forsvarsalliancen.”
Information, mandag, s. 20 (06.01.2020)

Rusland og Polen genopliver 80 år gammel strid
En gammel strid mellem Polen og Rusland om, hvem der bærer skylden for udbruddet af Anden Verdenskrig, er eskaleret op til det nye år. Det skriver Jyllands-Posten søndag. Den russiske præsident har ved hele fire lejligheder i dagene op til jul afvist, at den sovjetiske diktator Josef Stalin var medskyldig i udbruddet af Anden Verdenskrig. Krigen, der skønnes at have kostet over 60 millioner mennesker livet, heriblandt 20 millioner sovjetborgere og 6 millioner. polakker, halvdelen polske jøder, kom tilbage på dagsordenen, da Europa-Parlamentet i september vedtog en erklæring om, at Tyskland og Sovjetunionen deler ansvaret. Berlingske skriver søndag skriver, at Putin har ret i nogle ting, siger historieprofessor Sergey Radchenko - men kun fordi han plukker i fakta. Radchenko siger: ”Putin har ret, når han peger på gennemgribende antisemitisme i mellemkrigstidens Polen. Men hvad Putin glemte at nævne i sin tale, var, at Stalin selv var et ”antisemitisk svin”, for så vidt at han efter krigen gav los for en modbydelig antisemitisk kampagne i Sovjetunionen.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 15; Berlingske, søndag, s. 20 (06.01.2020)

Økonomi

Nu slutter festen - men hvor brat?
Det økonomiske opsving har varet i snart 10 år, og det er helt usædvanligt. Det skriver Kristeligt Dagblad mandag. Cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos Mads Lundby Hansen er blandt dem, der ser med uro på den internationale udvikling. Han siger: ”Den største trussel, jeg ser for den internationale økonomi, kommer fra de finansielle markeder. Aktiekurserne er i øjeblikket sky-, sky-, skyhøje, og de er pumpet op af, at centralbankerne holder meget lave renter. I Euroland har man negative renter, og det vil sige, at der er en enorm risikovillighed. Man vil ikke have obligationer, men hellere aktier, og det pumper kurserne op.” og tilføjer: ”Den anden ting, der bekymrer mig i den internationale økonomi, er handelspolitikken. Donald Trump fører jo en handelspolitik, der kan betegnes som protektionisme. Kina, EU og USA indfører handelsrestriktioner, det skader verdensøkonomien, og det skader selvfølgelig også en lille og åben økonomi som den danske rigtig meget. ” Overvismanden, professor Michael Svarer fra Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet, siger: ” Usikkerheden gælder desuden med hensyn til præsident Donald Trumps adfærd i forhold til international handel. Nu er der så kommet lidt mere stabilitet omkring Brexit efter det britiske parlamentsvalg, men stadigvæk er der også en usikkerhed der.”
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1, 3 (06.01.2020)