
Udtalelse til pressen fra kommissionsformand Ursula von der Leyen om sammensætningen af kommissærkollegiet
"Jeg har i går holdt samtaler med kandidaterne, som den irske regering har foreslået som kommissær: Mairead McGuinness og Andrew McDowell.
Begge kandidater har udvist et stort engagement i Den Europæiske Union og respekt for arbejdet som kommissær – de er fremragende kandidater. De har også tydeligvis begge to, naturligvis fra forskellige perspektiver, betydelig erfaring i EU-anliggender.
Jeg har efter disse samtaler besluttet at foreslå Rådet og Europa-Parlamentet, at McGuinness udnævnes som kommissær. Hun vil være ansvarlig for finansielle tjenesteydelser, finansiel stabilitet og kapitalmarkedsunionen. Ledende næstformand Valdis Dombrovskis vil få ansvaret for handelsporteføljen, og han vil fortsat, sammen med kommissær Paolo Gentiloni, være Kommissionens repræsentant i Eurogruppen.
McGuinness har betydelig erfaring med EU-anliggender, eftersom hun har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004, hvor hun netop nu er første næstformand. Denne erfaring er afgørende i arbejdet med at fremme EU’s politiske dagsorden angående den finansielle sektor, og med at sikre støtte hertil og styrke Kommissionens vigtigste prioriteter, navnlig den grønne og digitale omstilling.
Jeg vil gerne takke McDowell for hans ansøgning, og jeg ønsker ham god vind fremover."
Detaljer
- Publikationsdato
- 8 September 2020
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark