Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Supplerende information
  • 29. november 2017
  • Repræsentationen i Danmark
  • 8 min læsetid

Onasdag de. 29. november

EU i dagens aviser

Onsdag den 29. november 2017

Dagens EU-tophistorie

Slaveri skaber splid på topmøde
Flere medier skriver om konsekvenserne af CNN´s afsløringer af slaveri i Libyen. Politiken skriver, at slavehandelen i Libyen overskygger topmødet mellem EU og den Afrikanske Union (AU) i Elfenbenskystens hovedstad, Abidjan. Den libyske delegation kom under voldsom kritik fra Niger og andre afrikanske lande, men også EU fik en bredside. ”EU-landene og EU som gruppe har også et ansvar. Problemet opstår, fordi folk gerne vil til Europa, og de kan ikke få visum. Og så sidder de fast. Den eneste måde, de kan komme til Europa på, er den farlige rejse over Middelhavet,” siger Ousainou Darboe, Gambias udenrigsminister, der opfordrer EU til at lempe unionens visumpolitik. Italien, der er blevet hårdest ramt af migrantkrisen, har hen over sommeren presset på for at sikre en EU-aftale med den libyske kystvagt om at stoppe migranterne i libysk farvand. Ifølge talrige presserapporter har landet betalt libyske militser for at standse migranterne. Jyllands-Posten skriver, at EU's kommissær for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, er bange for at migrationskrisen vil overskygge for de langsigtede udfordringer man står overfor. ”Min bekymring er, at topmødet kommer til at handle for meget om migration i stedet for Afrikas udvikling. Vi har på ingen måde lagt op til, at migration skal være mødets fokus, og for os er migration ikke det vigtigste emne at diskutere i Abijan,” siger EU-kommissær Neven Mimica. I det omfang, der skal diskuteres migration, håber Mimica på en bredere tilgang end blot at forhindre folkevandring mod nord. Afrika ventes i 2050 at have fordoblet sit befolkningstal til 2,5 milliarder. ”Der er måske nogle ledere, der rigtig gerne vil diskutere flowet ind i EU. Men det vigtigste perspektiv er, at mere end 80 pct. af migrationen i Afrika er internt på kontinentet,” siger han. Kristeligt Dagblad kan fortælle, at ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, er omkring 70 millioner afrikanere mellem 15 og 24 år arbejdsløse. ”Det Afrika har brug for er arbejdspladser. Det gælder om at skabe håb,” forklarer udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Kilder: Politiken, s. 1, 4; Jyllands-Posten, s. 1, 12; Kristeligt Dagblad, s. 5, 8

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Miljø: EU skal være endnu mere grøn
Flere medier skriver i dag om EU´s indsats for at gøre Unionen mere bæredygtig. BT skriver, at et stort flertal i Europa-Parlamentets energiudvalg har tirsdag stemt for et nyt mål om, at 35 procent af EU's energiforbrug i 2030 skal komme fra grøn energi. Det nuværende mål er 27 procent. Det blev vedtaget på et EU-topmøde i 2014. Også EU's energikommissær, Maros Sefcovic, støtter et højere mål. Han foreslog dog i sidste uge et mål på 30 procent grøn energi i 2030. EU-landene skal diskutere målet på et miljøministermøde i december. ”35 procent er et ambitiøst, men ikke urealistisk mål,” siger Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi. Information kan dog fortælle, at der hersker intern splittelse og uro i Unionen ovenpå mandagens EU-godkendelse af brugen af Round-Up i fem år til. Informations lederskribent skriver: ”Det forgifter forholdet mellem forbrugere og landmænd, mellem borgere og beslutningstagere og mellem politiske samarbejdspartnere. Og der er ingen grund til at tro, at konflikten om verdens mest brugte ukrudtsmiddel er overstået med EU's snævre flertalsbeslutning mandag om at give producenterne yderligere fem år til at sælge midlet i Europa. Tyske SPD beskylder sin regeringspartner for 'alvorligt tillidsbrud', da landbrugsministeren fra kansler Merkels søsterparti CSU på EU-mødet stemte for den femårige godkendelse - og sikrede EU-flertallet - trods SPD's og miljøministerens udtalte modstand. Og i Frankrig og Italien har henholdsvis præsident Emmanuel Macron og landbrugsminister Maurizio Martina allerede meddelt, at man nationalt vil forbyde glyfosat og afvikle anvendelsen inden tre år, uanset EU-godkendelsen.”
Kilder: BT, s. 19; Børsen, s. 20; Information, s. 6-7, 18, 12-13, 20; Jyllands-Posten, s. 2, 20; MetroXpress, s. 3; Altinget

Interne anliggender: Tysk regeringskrise og fælles EU forsvar
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver Poul Skytte Christoffersen, bestyrelsesformand, Tænketanken Europa ­og forhenværende EU-ambassadør, at EU har behov for et fælles forsvarssamarbejde: ”Merkel vil - uanset hvad der sker i Berlin - være en aktiv spiller på det kommende topmøde i Bruxelles den 14. -15. december. Medmindre briterne endnu en gang misfortolker situationen i Berlin, vil Theresa May inden da have forpligtet sig til at betale, hvad EU har til gode, og være konstruktiv på en løsning for Nordirland. Lanceringen af et forstærket forsvarspolitisk samarbejde mellem sandsynligvis 25 lande vil løbe af stablen som planlagt. Danmark og Malta bliver efterladt på perronen. De øvrige har draget konsekvensen af, at Europa i stigende grad vil stå alene militært i vort nærområde, herunder til forsvar af de ydre grænser. Der er derfor et udtalt behov for forstærket samarbejde mellem EU-landene om investering i moderne forsvarsmateriel og udvikling af nødvendig operationel kapacitet. Det vil støtte Nato - men koste penge. Skal Europa bidrage mere til forsvaret, bør de arbejdspladser, der skabes, også være europæiske.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 20

Interne anliggender: Støjberg var ikke skyld i tabt medicinalagentur
I et debatindlæg i Politiken, skriver Jesper Schou Hansen (V), forhenværende kommunikationschef ved EU´s Institut for Ligestilling og tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation: ” Det er ikke Inger Støjbergs skyld, at EU's medicinalagentur havnede i Amsterdam frem for København. Det afgørende politiske spil glippede. Lektor Kirsten Mortensen gør sig her i Politiken til talsperson for, at det er integrationsminister Inger Støjbergs skyld, at EU's medicinalagentur ikke ender i Danmark. Det skulle ifølge lektoren skyldes de - ifølge hende - ekstremt ubehagelige forhold, som de danske udlændingemyndigheder giver udenlandske forskere og andre udlændinge i Danmark.
Nu vil jeg godt nok ikke håbe, at den pågældende lektor underviser i EU-forhold, for det er helt andre mekanismer, der gør sig gældende ved tildeling af et agentur. Her handler det om alliancer og diverse skuffeaftaler, som hollænderne mestrer til perfektion. Og så selvfølgelig de officielle kriterier.”
Kilde: Politiken, s. 7

Finansielle anliggender: Dansk Folkeparti ønsker ikke en EU-bankunion
Altinget giver Kenneth Kristensen Berth (DF), EU-ordfører ordet i et debatindlæg. Han skriver: ”Regeringen har varslet, at man overvejer, hvorvidt Danmark bør tilslutte sig EU's bankunion eller ej. Her drømmer man om, at Danmark og København kan blive et finansielt knudepunkt som følge af Brexit, da EU's ubestridte finansielle knudepunkt i dag er placeret i London. I Dansk Folkeparti lader vi os imidlertid ikke besnære af udsigten til et finansielt knudepunkt i København. Sagen er nemlig den, at det finansielle samarbejde i Europasagtens kan foregå, uden at vi indmelder os i bankunionen.” Altinget ligger også spalteplads til Kenneth Haar, analytiker i NGO'en Corporate Europe Observatory, der skriver at: ”Selvom Danmark tilslutter sig EU's bankunion, kommer vi i sidste ende alle til at punge ud, hvis en af de store banker ryger.”
Kilde: Altinget

Andre EU-historier

Miljø: Landbrugspakken spøger fortsat
Berlingske kan berette, at for første gang lægger regeringspartiet Liberal Alliance afstand til kvælstofregnskabet bag landbrugspakken. I dag skal miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i samråd om sagen. De seneste dage har både de forskere, som leverede materiale til landbrugspakken, og organisationen Landbrug & Fødevares videnscenter, Seges, vurderet, at de nye oplysninger viser, at der er markant større usikkerhed om landbrugspakken, end man hidtil har troet. ”Der er ingen tvivl om, at en del af fødevare- og landbrugspakken handlede om forholdet til EU-retten. Det er også beskrevet i aftalen,” siger Carsten Bach, landbrugsordfører for Liberal Alliance. "Der vil ikke her og nu blive foretaget en vurdering af, om ændringerne i klorofylkoncentrationerne medfører en ændring i vandområdernes tilstandsklasser. Der vil som udgangspunkt blive gennemført nye tilstandsvurderinger af kystvandene i forbindelse med udarbejdelse af vandplanlægningen for 3. Vandplanperiode," skriver Esben Lunde Larsen.
Kilde: Berlingske, s. 6; Altinget

Interne anliggender: EU vil have fat i de unge
Information fortæller, at EU ikke kan kommunikere uden både at politisere og kede folk ihjel samtidig. Sådan har det lydt fra kommentatorer i årevis, men EU giver ikke op. Senest har de skabt computerspillet 'Taxlandia'. Spillet har til formål at uddanne unge europæere om beskatning, og hvad det betyder for deres liv og fremtid. Det kan findes gratis online og skal blandt andet 'nedbringe skatteunddragelse' gennem oplysning, som det bliver beskrevet på EU's læringsplatform om skat.
Kilde: Information, s. 14-15

Finansielles anliggender: EU-Kommissionen handlede korrekt i forbindelse med bankpakke
I Jyllands-Posten kan man læse, at generaladvokaten ved EU-Domstolen giver EU-Kommissionen medvind i sag om statsstøtte mod FIH Erhvervsbank. FIH Erhvervsbank fik statsstøtte i en kapitalindsprøjtning i forbindelse med en bankpakke i 2012. Det siger EU Domstolens generaladvokat i et forslag til en afgørelse i en langvarig sag om nødhjælp til den nu lukkede bank. Dermed går generaladvokaten imod en afgørelse, som en lavere instans ved domstolen nåede frem til i 2016. Ifølge advokaten brugte EU-Kommissionen kriterierne for statsstøtte rigtigt i sin afgørelse i 2014. Det var første gang, der faldt en afgørelse i sagen. Dermed anbefaler rådgiveren, at afgørelsen fra domstolens lavere instans ophæves på det punkt, og at kommissionen får medhold.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 10; Berlingske, s. 8

Udenrigspolitik: EU´s ambassadør anerkender pavens tale i Myanmar
Kristeligt Dagblad skriver, at den katolske kirkes overhoved mødtes i går med den burmesiske regeringsleder, Aung San Suu Kyu, i hovedstaden, Naypyidaw, og det har efterfølgende vakt skuffelse, at pave Frans i dag afslutter sit besøg i Myanmar uden at have nævnt rohingyaerne ved navn. EU's ambassadør i landet, Christian Schmidt, siger dog til The Guardian, at pavens henvisninger til rohingyaerne var til stede i hele talen mellem linjerne. "Paven har forpasset en mulighed for at støtte rohingyaerne, som har mistet så meget. De burde ikke miste deres navn også," siger Phil Robertson, underdirektør i afdelingen for Asien i menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 5

Detaljer

Publikationsdato
29. november 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark