Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information25. juli 2018Repræsentationen i Danmark5 min læsetid

Onsdag den 25. juli

Tophistorier

EU vil betale sig fra flygtninge
Flere medier skriver i dag, at EU vil betale sig fra migrationsproblemerne. Kristeligt Dagblad skriver, at med bonus på 45.000 kroner per migrant prøver EU-Kommissionen at få sidste måneds hårdt tilkæmpede aftale om lejre for migranter ført ud i livet. Men foreløbig vil ingen huse den slags lejre. Jyllands-Posten fortæller, at penge virkede, da EU fik bremset en strøm af migranter og flygtninge i 2016 via en aftale med Tyrkiet, og penge skal igen bane vejen i en aktuel knibe omkring håndteringen af migranter, der reddes i Middelhavet. EU-lande vil modtage 6.000 euro, svarende til 44.703 kroner, for hver migrant, som landet tilbyder at tage imod. Sådan lød et udspil tirsdag fra EU-Kommissionen, som også tilbyder støtte til EU-lande, der vil huse "kontrollerede centre" for migranter. Det er planen, at migranter, der reddes i EU-område, skal flyttes til disse. Hverken EU-lande eller tredjelande har indtil nu meldt sig i køen med tilbud om at lægge land til "kontrollerede centre" eller "regionale udskibningssteder.” I Politiken uddybes der, at de, der muligvis har en asylsag, bliver sendt videre til modtagecentre og asylbehandling, enten i det land, der lægger grund til EU-centret, eller i et andet EU-land. I begge tilfælde får modtageren 6.000 euro for hver asylsøger til at dække omkostningerne. Det andet element i udspillet, regionale udskibningsordninger, skal gøre det muligt at fragte migranter, herunder asylsøgere, der bliver samlet op i Middelhavet, til centre uden for EU. Kommissionen forsikrer, at udskibningen til tredjelande skal finde sted i respekt for folkeretten. Det skal være et sikkert sted, der respekterer migranter og asylsøgeres rettigheder, og forholdene skal være "passende" og "værdige". Stig Grenov, MF, Kristendemokraterne, skriver i et debatindlæg i Berlingske: ”Det er på tide, at Danmark i EU arbejder for at kortlægge problemets årsag og omfang frem for at designe lette her-og-nu løsninger til den hjemlige vælgerskare. For udover den aktuelle krig i Syrien kan migration skyldes fattigdom eller den globale opvarmning, som Europa selv er storleverandør til.”
Politiken, s. 7; Kristeligt Dagblad, s. 1, 8; Jyllands-Posten, s. 8; Information, s. 7; Berlingske, s. 7, 24-25 (25.07.2018)

Prioritede historier

Juncker er på en svær mission
Flere medier skriver i dag om den mulige handelskrig mellem USA og EU. Berlingske fortæller, at Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen, holder i dag krisemøde om handel med USAs præsident , Donald Trump, i Det Hvide Hus for at forhindre total handelskrig. Men Trumps fjendtlighed over for Europa - eller rettere Tyskland - stikker dybt. Berlingskes lederskribent, mener at: ” Der er et godt og solidt grundlag for, at USA og EU kan finde fælles fodslag, når EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Washington. For der er, siger mange - også amerikanske top-erhvervschefer - ingen grund til, at EU og USA kommer ud i en handelskrig. For der er i realiteten meget få problemer, om nogen, der ikke kan løses meget hurtigt.” BT skriver at for Bruxelles handler mødet om at forhindre, at handelskrigen mellem EU og USA bevæger sig mod nye højder, der kan ende med at give verden økonomiske chok. Men Juncker kommer ikke rejsende med nye tilbud for at gøre Trump tilpas, lyder det fra EU-Kommissionens cheftalsmand, Margaritis Schinas. ”Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om mandater eller tilbud. For der er ingen tilbud. Det er en diskussion, det er en dialog, og det er en mulighed for at tale og fortsætte dialogen,” siger Schinas. Information skriver, at EU-kommisionsformand Jean-Claude Juncker har ikke haft nogen let gang på jord på det seneste, og det må være særligt vanskeligt for ham at beslutte, hvilket ben han skal stå på, når han i dag møder præsident Donald Trump i Det Hvide Hus for at drøfte den truende handelskrig mellem USA og EU.
BT, s. 8; Berlingske, s. 4-5, 5, 12, 28; Information, s. 8-9; 20; Jyllands-Posten, s. 2, 13, 16, (25.07.2018)

Det digitale indre marked

Google klarer sig fint
Flere medier herunder Jyllandsposten, skriver konkurrencemyndighederne i EU, med Margrethe Vestager i spidsen, sendte midt i juli en opkrævning på 32 milliarder kroner til Google for misbrug af styresystemet Androids dominerende position. Det har Google altså valgt at skrive på regnskabet for 2. kvartal. Dermed falder overskuddet fra 52,6 milliarder kroner til "kun" 20,3 milliarder kroner. Omsætningen bliver ikke påvirket af bøden og strutter også. Den landede på 207,7 mia. kr. i årets 2. kvartal, en stigning på 26 pct. i forhold til året før. Dermed øges væksten også, for sidste år lød stigningen på 21 procent. BT skriver, at EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, udstedte i går bøder i fire sager om nethandel, hvor virksomheder ulovligt har fastsat handelspriser. ”Som resultat af disse fire virksomheders handlinger har millioner af europæiske forbrugere betalt højere priser for køkkenudstyr, hårtørrere, bærbare computere, høretelefoner og mange andre produkter. Det er i strid med EU's konkurrenceregler,” siger Margrethe Vestager.
BT, s. 12; Børsen, s. 18-19; Jyllands-Posten, s. 13; Berlingske, s. 27; (25.07.2018)

Institutionelle anliggender

May går forrest i Brexitforhandlingerne
Information kan berette, at en særlig enhed under premierministeren har spillet en stadig større rolle i Brexit-forhandlingerne i de seneste måneder. Meldingen fra May formaliserer dette skift. Brexit- ministeriet bevarer ansvar for Storbritanniens hjemlige forberedelser til skilsmissen fra EU. Ministeriet skal blandt andet forberede sig på de forskellige scenarier, herunder hvad der sker, hvis det ikke lykkes at få forhandlet en aftale på plads til tiden.
Information, s. 5 (25.07.2018)

Interne anliggender

EU skal holde sammen
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver, Per Stig Møller fhv. udenrigsminister (K): ”Uden at få hold på flygtninge og immigrantspørgsmålet får man åbenbart ikke holdbare, socialliberale regeringer i Europa. Det viste valget i foråret i Italien, og det vil valget til efteråret i Sverige formentlig også vise. Problemet er bare, at ingen har fundet løsningen på det, og de, som lover vælgerne at løse det, har i realiteten heller ikke den holdbare løsning. Under alle omstændigheder koster en mulig løsning både mange penge og kræver et dynamisk og enigt EU. Et økonomisk og politisk svækket EU kan imidlertid ikke fremme den fornødne lyst til "innovation og eventyr". Det bliver lige så ustabilt og rådvildt som Tyskland i dag og ender i så fald med at blive overhalet af tiden.”
Jyllands-Posten, s. 16 (25.07.2018)

Retlige anliggender

EU skærper tilsynet med biler
Politiken fortæller, at bilindustrien i EU er kommet under skærpet tilsyn. Det viser sig nemlig, at der bliver snydt på vægten, når bilernes brændstofforbrug skal testes. Det overraskende er imidlertid, at bilerne bliver gjort dårligere, end de egentlig er. Det viser et endnu ikke offentliggjort dokument fra EU-Kommissionen, som Politiken har fået indsigt i. ”Det er et kæmpestort problem og undergraver alle de EU-mål, der er på området,” siger Jeppe Juul, der er transportmedarbejder i Det Økologiske Råd.
Politiken, s. 2 (25.07.2018)

Detaljer

Publikationsdato
25. juli 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark