Onsdag den 29. maj

EU i dagens aviser

Onsdag den 29. maj 2019

Dagens EU-tophistorie

Institutionelle anliggender: Kampen om EU-formandsposten er skudt i gang
Flere medier skriver om valget til formandsposten i EU. Berlingske skriver, at tonen var direkte i går, da slaget om de attraktive topposter i Bruxelles for alvor blev skudt i gang. Manfred Weber, lederen af de kristendemokratiske og konservatives partier i Europa-Parlamentet, EPP, mener selv, at han står først i rækken til kommissionsformandsposten, fordi EPP, trods tilbagegang, blev den største gruppe ved europaparlamentsvalget. Dog er langtfra alle enige i den betragtning. ”Det kommer under ingen omstændigheder på tale, at Manfred Weber bliver leder af Europa-Kommissionen,” sagde Portugals socialistiske premierminister António Costa. Efter et møde blandt lederne i Europa Parlamentet sagde også Guy Verhofstadt, der er leder af de liberale partier i ALDE, at »konservative rider på en hest, de allerede selv har slagtet«. Dermed mener han, at EPP selv har kortsluttet muligheden for, at Weber kunne stille op som spidskandidat til formandsposten. Weber er ikke den eneste kandidat, der indtil videre er i spil til formand for Europa-Kommissionen. På listen står også blandt andre den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager, den hollandske socialdemokrat og kommissær Frans Timmermans samt EUs chefforhandler for Brexit, franskmanden Michel Barnier. Flere navne vil i den kommende tid dukke op. Ved sin ankomst til topmødet, sagde Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at den kommende formand skal være karakteriseret ved troværdighed og erfaring. Direkte adspurgt til, om Vestager kunne være et bud på en formand for Europa-Kommissionen, svarede Macron: ”Vestager, Barnier og Timmermans har den nødvendige erfaring.” Derimod nævnte han ikke tyskeren Manfred Weber.

B.T. fortæller, at Margrethe Vestager har haft stor succes som konkurrencekommissær og især gjort sig bemærket ved at uddele milliardbøder til techgiganter. Franske Michel Barnier er tidligere EU-kommissær og EU's chef i Brexitforhandlingerne. Hollandske Frans Timmermans er tidligere udenrigsminister i Holland og er spidskandidat for parlamentets næststørste gruppe, socialdemokratiske S&D.
Børsen skriver, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), peger på Margrethe Vestager den bedste liberale kandidat til formandsposten for EU-Kommissionen. “I den liberale gruppe glæder vi os over, at vi kollektivt har haft et godt valg. Vi er blevet stærkere, og de to store grupper, der de sidste 40 år har kunnet danne flertal med hinanden, kan ikke længere alene. Og der skal vi selvfølgelig kende vores besøgstid. Derfor er stemningen hos de liberale premierministre naturligvis også, at vi skal have liberale topposter, hvad vi jo ikke fik sidst. Der er ingen tvivl om, at i forhold til positionen som kommissionsformand er Margrethe Vestager stærkeste bud af de kandidater, der findes,” sagde Løkke, da han ankom til ekstraordinært topmøde i Bruxelles. På mødet diskuterede EU's 28 stats- og regeringschefer valgresultatet fra weekendens europaparlamentsvalg og det nye styrkeforhold, der bliver afgørende, når de mest magtfulde job i EU skal besættes i løbet af den kommende måned.

Jyllands-Posten skriver, at da Margrethe Vestager tirsdags, i Bruxelles, ankom til et liberalt møde før et EU-topmøde om fordeling af topposter, hæftede hun sig ved støtten fra den danske statsminister: ”Jeg er meget glad for den opbakning, som Lars Løkke Rasmussen er kommet med i dag. Det betyder meget, og jeg tror også, at det betyder meget uden for Danmarks grænser, at man kan høre, at der er en opbakning,” lød det fra Vestager.

I Politiken kan man læse, at De Radikales leder, Morten Østergaard, langer kraftigt ud efter statsministerkandidat Mette Frederiksen (S). ”Hendes tøven med at give fuldtonet opbakning til konkurrencekommissær Margrethe Vestager som dansk bud på en kommende formandspost for EU-kommissionen risikerer at koste Danmark muligheden,” lyder det fra Morten Østergaard. Tirsdag afviste Mette Frederiksen »af principielle årsager« at tage stilling til, hvorvidt Vestager også efter Socialdemokratiets mening er det bedste bud på at overtage det snart ledige job i toppen af EU-kommissionen.
Altinget beretter, at Efter seks årtier udelukkende med mænd på EU's absolutte topposter er der en voksende erkendelse af, at der skal mere balance i tingene.
Ved et topmøde i Bruxelles tirsdag aften, hvor EU-cheferne udstak deres grundregler for udnævnelsen af dem, der skal stå i spidsen for Unionen de næste år, var der en klar forståelse af, at mindst to af de fire poster, der er i spil, skal gå til kvinder, hvis det på nogen måde er muligt. "Der var et tydeligt flertal rundt om bordet, som står fast på det," sagde Donald Tusk, der er formand for Det Europæiske Råd.
Et budskab som også den franske præsident, Emmanuel Macron, gentog efter mødet.
"Det er vigtigt for mig at have ligestilling. At vi udnævner to mænd og to kvinder," sagde Macron.
Kilder: B.T., s. 13; Berlingske, s. 16; Børsen, s. 24-25; Jyllands-Posten, s. 18; Politiken, s. 8; B.T. metro Danmark, s. 8; Altinget

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Interne anliggender: Kritikken hagler ned over Hønge ovenpå EP-nej
Flere medier skriver om SF-politikeren Karsten Hønges nej til sit mandat til Europa-Parlamentet. Berlingske, Information, Politiken og Jyllandsposten fortæller alle, at SF og politisk ordfører Karsten Hønge er kommet under voldsom beskydning fra ledende kræfter i en række af Folketingets øvrige partier, som mener, at partiet i uhørt omfang puster til politikerleden på et meget alvorligt tidspunkt. Årsagen er, at Karsten Hønge har valgt at takke nej til sit mandat til Europa-Parlamentet, selv om han ved valget søndag fik knap 20.000 personlige stemmer, og selv om han flere gange tidligere har sagt, at han ville gøre det stik modsatte. I stedet vil Hønge lade sit mandat gå videre til Kira Marie Peter-Hansen (SF), for selv at gå efter at blive valgt til Folketinget ved valget 5. juni.
Gruppeformand hos regeringspartiet Det Konservative Folkeparti Mette Abildgaard mener, at sagen er dybt skadelig for demokratiet, og at SF og Hønge har været voldsomt uærlige over for vælgerne. Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at Hønges opførsel er med til at undergrave tilliden til de folkevalgte. Også Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), mener, at SFs ageren kan øge politikerleden. ”Det her er simpelthen ikke fair. Folk betror en deres stemme, og den stemme skal man bruge og være stolt af,” siger hun. SFs gruppeformand, Jacob Mark, erkender, at partiet ikke har håndteret situationen ordentligt. Han fortæller, at de i SF ikke havde nogen idé om, at partiet kunne komme i nærheden af to mandater, da Karsten Hønge blev opstillet. SF har i dag ét medlem af Europa-Parlamentet, Margrete Auken, der er blevet genvalgt. Jacob Mark mener, at SF skulle have gjort det mere tydeligt, hvad der var Hønges førsteprioritet, da det stod klart, at den prekære situation kunne opstå.
Til B.T. siger Karsten Hønge selv om situationen, at ”det er sgu' da noget lort.” I et debatindlæg i B.T., skriver Asmus Leth Olsen, professor MSO, Københavns Universitet: ”Sagen med Karsten Hønge, der ikke vil benytte sig af sit mandat til Europa-Parlamentet, er en særlig afart af politisk hykleri.” B.T. skriver også at flere at SF´s faste vælgere fortryder deres stemme på Karsten Hønge. ”Det hænger jo ikke sammen. Selvfølgelig forventer man som vælger, at Hønge tager opgaven på sig. Han skulle have meldt klart ud, hvis han ikke ville i Europa-Parlamentet,” lyder det fra lokomotivføreren Bjarne Hejlskov.
Jyllands-Posten lederskribent, kalder ligefrem Hønges valg for vælgerbedrag: ”Karsten Hønges vælgerbedrag er så graverende, at det kommende folketing ved lov bliver nødt til at slå fast, at personer, der kandiderer til Europa-Parlamentet, også har pligt til at indtræde i parlamentet, hvis vælgerne giver dem et mandat dertil. Ingen skal igen kunne lyve lige så groft, som det er sket her. Uden et indgreb er der risiko for en farlig præcedens, hvor partier med halvsløje meningsmålinger opstiller kandidater med beviselig vælgertække alene for at trække stemmer vel vidende, at de pågældende kandidater, som Karsten Hønge, trækker sig, næsten inden at de personlige stemmetal er offentliggjort.”
Politikens lederskribent mener ligeledes, at udskiftningen af Karsten Hønge er udemokratisk: ”Hønges uelegante og udemokratiske sortie er større end personsagen. Den efterlader vælgerne med det indtryk, at Europa-Parlamentet er noget, man let kan fravælge; en ussel desavouering af de øvrige kandidater, der har kæmpet bravt og hæderligt for at blive valgt. Samtidig er fravalget en sørgelig markering af afstanden mellem på den ene side Hønge og hans parti og på den anden side befolkningen, som med en historisk høj stemmeprocent og en styrkelse af de EU-positive partier har givet de fælles europæiske løsninger sin klare tillid.”
Kilder: Berlingske, s. 18-19, 19, 35; B.T., s. 6; Information, s. 10, 24; Jyllands-Posten, s. 2, 26; Politiken, s. 1

Interne anliggender: DF´s vælgerlussing farver Danmarkskortet blåt
Jyllands-Posten fortæller, at Venstre klarede sig markant bedre ved søndagens valg til Europa-Parlamentet, end flere målinger forudså på forhånd, og Dansk Folkeparti klarede sig tilsvarende dårligere.
Politiken skriver, at Danmarkskortet gik fra DF-gult til Venstre-blåt og socialdemokratisk rødt ved søndagens EP-valg. Ikke i én eneste valgkreds blev Dansk Folkeparti det største parti. Dansk Folkeparti formåede kun at hive 10,8 procent af stemmerne i land, nok til et mandat - partiets spidskandidat, Peter Kofod. Oven i købet blev Dansk Folkeparti ikke det største parti i en eneste af landets 92 valgkredse. En vælgerlussing af dimensioner for partiet, der stor set kun har haft medvind på den politiske cykelsti i sin 24 år lange levetid. Ifølge Derek Beach, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i valg til Europa-Parlamentet, kan DF's dårlige valg skyldes at i år har klimadiskussionen fyldt for dem, som DF har kaldt »klimatosserne«. ”Og det er en knap så gunstig dagsorden for Dansk Folkeparti,” siger Derek Beach. Weekendavisen skriver, at Dansk Folkeparti står tilbage med en europapolitisk opbakning i omegnen af den, de elitære internationalister i Det Radikale Venstre kan præstere. Alle tænker vist det samme: Tænk, hvis søndag den 26. maj var et forvarsel om folketingsvalget grundlovsdag. Tænk, hvis den store folkefest, som har varet uafbrudt siden stiftelsen tilbage i 1995, er forbi.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 14; Politiken, s. 8; Weekendavisen, s. 6

Institutionelle anliggender: Med Boris ud af Unionen
Flere medier skriver om Brexit ovenpå Theresa Mays farvel til præmierministerposten i Storbritannien i fredags. Weekendavisen skriver, at Theresa May havde én politik: at levere Brexit. Det mislykkedes. Og da resultaterne fra det europaparlamentsvalg, der aldrig skulle have fundet sted, begyndte at sive ud, stod det snart klart, at de pessimistiske meningsmålinger om Det Konservative Partis præstation ved dette valg havde ramt plet. Partiet gik næsten 15 procent tilbage sammenlignet med valget i 2014 og fik kun sølle ni procent af stemmerne, mens Nigel Farages Brexit-parti høstede 32 procent. Selv i London kom Labour kun ind som nummer to efter Liberaldemokraterne, der slog formand Jeremy Corbyns parti selv i hans egen Islington-kreds. Først på femtepladsen - et godt stykke efter De Grønne på 12 procent - kom Det Konservative Parti, der gik fra 18 til fire mandater og ikke fik et eneste i London. Det fik højtstående Labour-folk som den magtfulde finansordfører John McDonnell, Brexit-ordfører Keir Starmer og udenrigsordfører Emily Thornberry til alle at acceptere, at konsekvensen af valget må blive, at Labour nu utvetydigt bakker op om en ny folkeafstemning. ”Vi er parate til at støtte en folkeafstemning om en hvilken som helst aftale,” sagde Corbyn. Også Børsen kan berette, at Labour med Corbyn i spidsen støtter op om ny folkeafstemning om Brexit for at løse hårdknude. “Det er tydeligt, at hårdknuden i parlamentet kun kan løses gennem et parlamentsvalg eller en folkeafstemning. Vi er beredte på at støtte en folkeafstemning om enhver aftale,” skriver Jeremy Corbyn til parlamentsmedlemmerne.
I et debatindlæg i Information skriver Paul Mason Journalist og forfatter blandt andet: ” Labour kan stadig redde sit projekt. Men det kræver, at ledelsen indrømmer sine fejl. Hvis det gøres rigtigt, er der udsigt til en ny regering, som kan gennemføre en radikal transformation […] Ikke desto mindre er Labour-medlemmerne nødt til at se sandheden i øjnene. Siden december har Corbyn og hans rådgivere haft helt galt fat i Brexit-strategien. De blev siddende til udsigtsløse forhandlinger i ugevis, hvorpå de afstod fra at sætte deres EU-kampagne i gang af frygt for at mudre den lokale valgkamp til. Resultatet var, at de tabte dem begge.
Kilder: Weekendavisen, s. 6, 12; Børsen, s. 24; Information, s. 13, 14-15

Institutionelle anliggender: Rekordstor opbakning til EU-Parlamentsvalget
Flere medier skriver om den rekordhøje valgdeltagelse ved EU-Parlamentsvalget. Weekendavisen skriver blandt andet, at valget i søndags satte rekord med en valgdeltagelse på 66 procent. Ved de foregående danske europaparlamentsvalg har den varieret mellem 46 og 60. Nyt ved valget i år var, at for første gang, siden de direkte valg blev indført, handlede valgkampen ikke om for og imod EU, men om, hvad EU-samarbejdet skal koncentrere sig om. Højre populisterne gik frem, men ikke så meget som ventet. Det politiske centrum holdt stand, om end i mere pluralistisk form. Men den store vinder var det europæiske demokrati i form af Europa-Parlamentet i Strasbourg, der opnåede en hidtil uset legitimitet. Avisen skriver også, at det var en grøn klima-bølge, der skyllede over Europa. I store EU-lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien endte miljø-partierne blandt de største. Også herhjemme kunne partier, der gik til valg på klimaspørgsmålet, se en fremgang med særligt SF, Enhedslisten og De Radikale som klare vindere.
I Weekendavisens leder, skriver Martin Krasnik blandt andet: ”Skal man tro reaktionerne på europaparlamentsvalget, er Europa nu endelig fundet, stadig vidunderlig og smuk - og iklædt blågule gevandter med klimagrøntskærf. Hun er blevet tvunget ud af hænderne på modstandere og skeptikere, der ville hende ondt. Valget var et klart ja til Europa, har det lydt, et grønt og mere åbent EU, en sejr for de proeuropæiske partier, der har stoppet populisternes fremmarch. Det er en sandhed med væsentlige modifikationer. Lille er EU-modstandernes og -skeptikernes indtog i parlamentet nemlig ikke. Sandt er det, at Salvinis alliance og Femstjernegruppen plus Viktor Orbans mandater i den konservative gruppe ikke er tilstrækkelig stor eller samlet til at blokere lovgivningen. Men kontinentet er endnu mere splittet end før: I Polen og Ungarn fik de højrenationale partier langt mere end halvdelen af stemmerne. I Italien bragede Salvini frem. I Frankrig er Front National klart det største parti. Fremgangen blev måske stoppet, men den illiberale, euro-skeptiske akse er intakt.
Kilder: Weekendavisen, s. 2, 9, 13, 16; Information, s. 11

Andre EU-historier

Institutionelle anliggender: Kampen mod EU er nærmest død
I Informations leder, kan man i dag læse blandt andet følgende: ” Den samtale, som vi i forbindelse med europaparlamentsvalget har haft med os selv i Danmark, har ikke handlet meget om Danmarks tilknytning til EU.
Det, som valgkampen til gengæld handlede meget om, var, hvad danskerne gennem EU kunne udrette politisk. Det har ikke været for eller imod, men derimod hvad vi kunne bruge EU til.
Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen havde ret, da han sagde, at man ved at knytte et folketingsvalg sammen med et europaparlamentsvalg kunne forbinde national politik og EU-politik. Det indikerer valgkampen, stemmedeltagelsen og valgresultatet. Medieforskeren Mark Ørsten, som sammen med DR og Altinget overvåger mediedækningen af valgkampen, har fortalt, at EU som noget ganske sjældent har været blandt de mest omtalte emner i valgkampen. Valgdeltagelsen på 66 procent var sensationelt højt, og de lister og partier, som historisk har været ideologiske EU-modstandere, fik et dårligt valg. Der er stadig stor forskel på dansk og europæisk politik, naturligvis. Men de to har efter finanskrisen, flygtningekrisen, Brexit og klimakrisen aldrig har været så tæt knyttet sammen som nu.”
Kilde: Information, s. 2

Interne anliggender: Et mindre tysk Europa
I Informations leder, kan man læse, at den tyske dominans i Europa er svækket: ”Efter en usædvanligt indholdsfattig valgkamp styrtdykkede regeringspartiet SPD i EU's største og økonomisk tungeste nation fra 27 procent i 2014 til under 16 procent ved søndagens Europavalg. […] Også Merkels CDU/CSU måtte søndag lægge ryg til et grimt styrt fra 35,4 procent i 2014 til knap 29 procent. I en GroKo-regering i fortsat nedsmeltning flyver anklagerne nu rundt i CDU, der har tabt de unge i forhold til klima og digitalisering. I de tyske storbyer blev CDU suverænt overhalet af De Grønne, ja, i hele Tyskland står De Grønne stærkere end CDU/CSU blandt unge under 60 (ja, tres!) år. […]Når de europæiske ledere tirsdag aften og nat tager hul på fordelingen af de europæiske topposter i hundeslagsmålet mellem Parlamentet og Rådet, som i disse dage sørgeligt nok fylder mere end Europaspolitiske visioner, vil den gamle EU-floskel være fortid: at 28 lande diskuterer, og til sidst skærer den tyske kansler kagen. […] Det åbne spørgsmål er, hvilken europæisk magt Tyskland vil have de næste fem år. Set med grønne øjne - f.eks. med den tyske spidskandidat Sven Giegolds øjne - kan det kun blive bedre, når vi endelig får brudt »Berliner-blokaden« mod at bekæmpe skattedumping og lobbyisme og i stedet kæmper for det sociale sammenhold i et grønnere Europa. Et godt bud er derfor, at vi med den europæiske magt forskydning efter Brexit vil opleve et markant mindre tysk Europa - på godt og ondt.”
Kilde: Information, s. 24

Interne anliggender: Venstre drillede meningsmålingerne
I en kommentar til EP-valgresultatet skriver analyseekspert, Kenneth Tue Nielsen blandt andet følgende på Altinget: ”Valget til Europa-Parlamentet bød på meget store ændringer i tilslutningen til de ti opstillede partier.
Dansk Folkeparti nedsmeltede og gik 15,9 procentpoint tilbage. Lægger vi stemmetabene fra Liberal Alliance og Konservative oveni, gik partierne i blå blok 19,5 procentpoint tilbage. Venstre fik en flot fremgang på 6,8 procentpoint og partiets bedste EP-valg nogensinde.
Samlet set gik partierne i blå blok tilbage med 12,7 procentpoint. Denne tilbagegang blev fordelt på blandt andet to nyopstillede partier - Enhedslisten og Alternativet, samt på de øvrige partier i den røde blok. Og alligevel var målinger og exitpolls præget af hæderligt håndværk. […] På ét punkt ramte både Epinion og Megafon uden for skiven: Partiet Venstre var undervurderet med omkring 3 procentpoint hos begge institutter. Og ser vi på de meningsmålinger, der blev offentliggjort i ugen op til europarlamentsvalget er billedet præcist det samme. Denne systematiske undervurdering af Venstre bør give anledning til eftertanke hos institutterne, som bør bruge ressourcer på at finde en fornuftig forklaring. Jeg ville starte med at undersøge, om den markante tilslutning, som Venstres Søren Gade fik i Jylland, kunne være en medvirkende årsag.”
Kilde: Altinget

Interne anliggender: Folkebevægelsen mod EU er ude
Altinget fortæller, at Folkebevægelsen mod EU får fem magre år på sidelinjen, efter at Enhedslisten overtog deres mandat i Europa-Parlamentet. Det kan blive bevægelsens endeligt, spår to professorer. Det var vælgernes dom, konstaterer Enhedslistens Pelle Dragsted.
De næste fem år bliver én lang ørkenvandring, der kan blive så udmagrende for Folkebevægelsen mod EU, at bevægelsen aldrig rejser sig igen. Ved søndagens europaparlamentsvalg mistede Folkebevægelsen mod EU sit mandat til det beslægtede Enhedslisten.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Sådan holder man de mindre partier i skak
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver John Larsson, ingeniør, Hillerød, blandt andet: ”Der er mange måder, man kan holde mindre partier uden indflydelse på. I Middelhavslandene er det meget populært at give det største parti en ordentlig sjat "bonusmandater". I angelsaksiske lande praktiseres énmandsvalgkredse med et stort stemmespild. I Tyskland er man udelukket fra demokratiet, hvis man ikke har mindst 5 procent af de afgivne stemmer. Sverige er godt med en spærregrænse på 4 procent, og i Danmark med en spærregrænse på 2 procent kan et parti ikke komme i Folketinget med 1-3 medlemmer, medmindre alle mandater er vundet som kredsmandater.
I valget til Europa-Parlamentet har EU bestemt, at UK ikke må praktisere énmandsvalgkredse, hvilket pludseligt gav Nigel Farage muligheden for at udkonkurrere Labour og De Konservative. EU burde dog være konsekvent og ikke tillade spærregrænser overhovedet i valg til EU. Det betyder ikke så meget for Danmark, hvor man alligevel ikke kan score et mandat med 2 procent af stemmerne, men det er grotesk, at partier i Tyskland ikke kan få fire mandater, hvis man har fået 4,9 procent af stemmerne. EU burde også afskaffe de regler om maks. antal mandater, som betyder, at man i f.eks. Tyskland og Frankrig skal have flere stemmer pr. mandat end f.eks. i Danmark.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 29

Institutionelle anliggender: Fransk reprise
Weekendavisen skriver, at Europaparlamentsvalget blev ikke den sejr, som Macron havde håbet på. Hans parti blev slået på målstregen af Le Pens Rassemblement National. Til gengæld kan han glæde sig over en historisk høj valgdeltagelse, samt at Frexit-listen og De Gule Veste kun samlede sølle to procent af stemmerne. Valgets store overraskelse blev, at den grønne liste Europe Écologie-Les Verts (EELV) fik hele 13,4 procent og dermed blev den tredjestørste stemmesluger, langt foran Les Républicains (8,4) og Jean-Luc Mélenchons parti La France Insoumise, der med blot 6,3 procent må vinke farvel til den selvudråbte position som den primære udfordrer til Macron på linje med Socialistpartiet, der kun kunne skrabe 6,1 procent af stemmerne sammen. Macrons tidligere indenrigsminister Gérard Collomb bemærkede på valgaftenen, at resultatet nu syntes endegyldigt at fasttømre den skillelinje mellem provins og metropol, mellem suverænister og globalister, som sociologer og politologer har haft travlt med at lægge ned over Frankrig som central fortolkningsramme i de senere år.
Kilde: Weekendavisen, s. 13

Klima: Tænk globalt
I en kommentar i Weekendavisen skriver, Kirsten Halsnæs, professor, i klima og økonomi, ved DTU: ”Valgkampen har budt på en overraskende stor opmærksomhed omkring klimaudfordringerne, og det er jeg selvfølgelig fornøjet med på baggrund af min mere end 25 års erfaringer med klimaforskning. Opmærksomheden er dog ikke min eneste overraskelse. Også ensartetheden i diskussionstemaerne på tværs af politiske partier og i medierne vækker opsigt. To spørgsmål gentages igen og igen: Hvad skal politikerne gøre for at bremse klimakatastrofen, og har Danmark førertrøjen på? […]DET er slet ikke nok, at Danmark eller EU har førertrøjen på. Kinas drivhusgasudslip udgør i dag cirka en tredjedel af alle verdens udslip, og sammen med andre vækstøkonomier og udviklingslande vil denne del af verden i fremtiden totalt dominere drivhusgasudslippene. Det er jo heller ikke så overraskende, da det må forventes, at omkring 80 procent af verdens befolkning i år 2100 vil leve uden for dagens OECD-lande. EU fremhæves ofte som ledende i verdens klimapolitik, men EUs udslip udgør i dag kun cirka 15 procent af verdens udslip, så det er meget snæversynet kun at fokusere på, hvad vi selv kan gøre. Den virkelige udfordring er, hvordan verden uden for OECD-landenes velstillede klub kan udvikle sig, med alt hvad det indebærer af industrialisering, infrastruktur, transport og nye forbrugsvaner, uden at klimaet belastes.”
Kilde: Weekendavisen, s. 8

Klima: Det kræver politisk mod at klimaomstille den tunge transport
I et debatindlæg på Altinget, skriver Carina Christensen, administrerende direktør i ITD, brancheorganisationen for den danske vejgodstransport: ” Som alle andre virksomheder sikrer de professionelle vejgodstransportvirksomheder deres fremtid ved en kombination af strategisk og økonomisk planlægning. Desværre oplever mange transportvirksomheder i disse år, at deres strategiske og økonomisk planlægning vanskeliggøres betydeligt af manglende beslutninger - eller måske rettere manglende mod - hos politikerne i både Danmark og EU. Virksomhederne mangler en klar politisk beslutning, i forhold til hvilken vej man vil gå i Danmark og resten af Europa i forhold til transportsektorens fremtidige drivmidler. Der mangler sikre rammer for investeringer i udvikling og afprøvning af ny teknologi inden for alternative drivmidler. Det er på høje tid, at politikerne udviser mod til at vælge vinderne blandt de mulige fremtidige transportenergikilder, så virksomhederne kan tilrette deres strategi og planlægning derefter. Ellers sættes den grønne omstilling inden for de tunge transporter i stå. […] I vejgodstransporten er virksomhederne helt klar til stige ombord på den grønne omstilling. Er politikerne det også?”
Kilde: Altinget

Finansielle anliggender: Ny ECB-chef skaber uro på markederne
Børsen skriver, at feltet af oplagte kandidater til at afløse ECB-chefen Mario Draghi til oktober er snævert og velkendt. Men uanset hvem EU's regeringschefer peger på, øger det risici for aktier, obligationer og valuta. Vurderingen kommer fra Ricardo Garcia, cheføkonom i storbanken UBS, der peger på, at næsten uanset hvem, der overtager chefstolen i Frankfurt, vil der i markedet blive sat et stort spørgsmålstegn ved fortsættelsen af ECB's historisk lempelige pengepolitik, der understøtter investorernes risikovillighed. Favoritfeltet er på fire personer, alle med udstrakt erfaring som ledere af nationale centralbanker. Det er Bundesbank-chefen Jens Weidmann, hans kollega i Banque de France Francois Villeroy de Galhau, Olli Rehn, chef for Finlands nationalbank, og Erkki Liikanen, fhv. chef for selv samme nationalbank. Blandt outsiderne er bl.a. IMF-chefen Christine Lagarde, tyske Klaus Regling, chef for ESM, eurozonens “redningsfond”, og Klaas Knot, Hollands centralbankchef. Favoritten er Jens Weidmann, men alt afhænger af puslespillet om de øvrige topjob i EU.
Kilde: Børsen, s. 24-25

Institutionelle anliggender: Magtens fokus er forkert
I sin analyse af Europa Parlamentsvalget, skriver Hakon Redder, udenrigsredaktør, Børsen: ” Det magtpolitiske fokus er entydigt på valget af EU-Kommissionens næste formand.
Lige efter følger den offentlige interesse for, hvem der skal lede Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og EU'S fælles udenrigstjeneste. Navne på en stribe europæiske toppolitikere - omend først fra den absolutte top, hvis forbundskansler Angela Merkel evt. bringes i spil - er i konstant cirkulation. Men på finansmarkederne er fokus på Frankfurt og ikke Bruxelles. Hos ECB på Sonnemannstrasse 20 i Frankfurt skal chefkontoret til oktober have en ny indehaver. En person, der har magt til at gøre, hvad de ikke kan i Bruxelles og i de nationale hovedstæder. Redde eurozonen, og dermed måske selve EU, fra sammenbrud.”
Kilde: Børsen, s. 25

Arbejdsmarkedspolitik: 3F til DA: I forstår ikke alvoren af social dumping
I et debatindlæg på Altinget, skriver Palle Bisgaard, næstformand i byggegruppen 3F: ” Europapolitisk chef i Dansk Arbejdsgiverforening Christiane Milbeck-Winberg har et debatindlæg i Altinget. Det fremgår af indlægget, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på udenlandske og danske lønninger, og at historierne om social dumping er "undtagelser, der bekræfter reglen".
Christiane Milbeck-Winberg bruger sit indlæg på at opridse, hvad hun kalder "fire sejlivede myter om social dumping". Det er svært at tage alvorligt, at Dansk Arbejdsgiverforening på denne måde forsøger at lade, som om social dumping ikke eksisterer, og vi finder det derfor nødvendigt at gennemgå de samme punkter, som Dansk Arbejdsgiverforening oplister, for at rette op på de himmelråbende påstande, de kommer med. […] Endelig er der tale om en systematisk og strukturel forskelsbehandling, som er i direkte strid med EU's grundvilkår.
Det kunne være interessant, hvis Dansk Arbejdsgiverforening i stedet var gået ind i diskussionen om, hvordan vi i fællesskab kan ændre dét grundvilkår for at sikre den danske model. Så kort sagt: Dansk Arbejdsgiverforening må tilbage til skrivebordet og se deres analyser igennem. Deres helt skæve opfattelse af den alvor og de konsekvenser, vi som samfund som helhed og byggeriet i særdeleshed har af social dumping, har brug for et virkelighedstjek.
Kilde: Altinget