
Maria Luís Albuquerque, kommissær med ansvar for finansielle tjenesteydelser og opsparings- og investeringsunionen: "Europæerne er nogle af de bedste i verden til at spare op, men en stor del af deres opsparing er placeret på indskudskonti med lavt afkast. Samtidig kæmper Europa for at opfylde sine investeringsbehov. Med opsparings- og investeringsunionen kan vi skabe en positiv spiral til gavn for både borgere og virksomheder og hjælpe europæerne med at få et bedre afkast af deres hårdt tjente opsparing, samtidig med at der foretages betydelige investeringer i økonomien. Der er hindringer, som vi er nødt til at overvinde for at få dette til at ske, og med denne meddelelse har vi en rettesnor for dette vigtige arbejde."
Pressemeddelelse:
Europa-Kommissionen har vedtaget sin strategi for opsparings- og investeringsunionen (OIU), som er et vigtigt initiativ til at forbedre den måde, hvorpå EU's finansielle system kanaliserer opsparing over til produktive investeringer. Den har til formål at give EU-borgerne bredere adgang til kapitalmarkederne og bedre finansieringsmuligheder for virksomhederne. Dette kan fremme borgernes velstand og samtidig styrke EU's økonomiske vækst og konkurrenceevne.
Ursula von der Leyen (formand for Europa-Kommissionen): "Med dagens forslag om en opsparings- og investeringsunion opnår vi en dobbelt gevinst. Husstandene vil få flere og sikrere muligheder for at investere på kapitalmarkederne og øge deres velstand. Samtidig vil virksomhederne få lettere adgang til kapital til at innovere, vokse og skabe gode job i Europa."
Opsparings- og investeringsunionen er en horisontal katalysator, der vil skabe et finansieringsøkosystem til gavn for investeringer i EU's strategiske mål. Som fremhævet i konkurrenceevnekompasset kræver Europas kapacitet til at adressere aktuelle udfordringer — såsom klimaændringer, hurtige teknologiske forandringer og ny geopolitisk dynamik — betydelige investeringer, som Draghi-rapporten anslår til at udgøre ekstra 750-800 mia. EUR om året i 2030, og som yderligere påvirkes af øgede forsvarsbehov. Mange af disse yderligere investeringsbehov vedrører små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og innovative virksomheder, som ikke udelukkende kan nøjes med bankfinansiering. Ved at udvikle integrerede kapitalmarkeder — sammen med et integreret banksystem — kan opsparings- og investeringsunionen effektivt skabe forbindelse mellem opsparing og investeringsbehov.
EU er udstyret med en talentfuld arbejdsstyrke, innovative virksomheder og en stor pulje af husholdningernes opsparing på ca. 10 billioner EUR i bankindskud. Bankindskud er sikre og lette at få adgang til, men de giver normalt lavere afkast end investeringer på kapitalmarkederne. Opsparings- og investeringsunionen kan støtte vores borgeres velfærd ved at give dem flere valgmuligheder og mulighed for at vælge bedre vilkår og afkast ved at lade deres opsparing arbejde på kapitalmarkederne.
Samtidig støtter flere investeringer på kapitalmarkederne realøkonomien ved at sætte virksomheder i hele Europa i stand til at vokse og trives. Dette kan skabe bedre job med mere konkurrencedygtige lønninger til europæiske arbejdstagere og fremme investeringer og vækst på tværs af alle økonomiske sektorer — navnlig på områder, som EU har udpeget som strategisk vigtige, såsom teknologisk innovation, dekarbonisering og sikkerhed.
Gennemførelsen af opsparings- og investeringsunionen er et fælles ansvar for EU-institutionerne, EU-landene og alle centrale interessenter, hvilket forudsætter en samordnet indsats og et tæt samarbejde på tværs af fire arbejdsområder:
- Borgere og opsparing: Detailopsparere spiller allerede en central rolle i finansieringen af EU's økonomi via bankindskud, men de skal, hvis de ønsker det, have mulighed for at anbringe en større del af deres opsparing i kapitalmarkedsinstrumenter med højere afkast, bl.a. med henblik på pensionering.
- Investeringer og finansiering: For at stimulere investeringer, navnlig i kritiske sektorer, vil Kommissionen indføre initiativer, der har til formål at forbedre adgangen til kapital og adgangen for alle virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder.
- Integration og omfang: En reduktion af ineffektiviteten som følge af fragmentering vil kræve en betydelig indsats for at fjerne eventuelle lovgivningsmæssige eller tilsynsmæssige hindringer for grænseoverskridende drift af markedsinfrastrukturer, forvaltning af aktiver og fordeling af midler. Dette vil sætte virksomhederne i stand til at opskalere effektivt i hele EU.
- Effektivt tilsyn i det indre marked: Kommissionen vil foreslå foranstaltninger til at sikre, at alle deltagere på det finansielle marked behandles ens, uanset hvor de befinder sig i EU. Dette vil indebære en styrkelse af anvendelsen af konvergensværktøjer samt en omfordeling af tilsynskompetencer mellem det nationale plan og EU-plan.
Endelig sigter opsparings- og investeringsunionen også mod at styrke integrationen og konkurrenceevnen i EU's banksektor, herunder gennem en uddybning af bankunionen. Kommissionen vil også vurdere banksystemets generelle situation i det indre marked, herunder dets konkurrenceevne.
Næste skridt
De foreslåede foranstaltninger i strategien vil blive videreudviklet i den kommende tid og i løbende dialog med interessenterne. Der vil blive iværksat pakker af foranstaltninger på en begrænset række områder med en klar forbindelse til fremme af konkurrenceevnen i EU's økonomi, og de mest virkningsfulde foranstaltninger vil blive prioriteret i 2025.
Gennemførelsen af opsparings- og investeringsunionen vil bygge på både lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger og på foranstaltninger, der skal udvikles af EU-landene selv. Fremtidig succes forudsætter en fælles indsats fra alle interessenter, herunder EU-landene, Europa-Parlamentet, den private sektor og civilsamfundet.
I andet kvartal af 2027 vil Kommissionen offentliggøre en midtvejsevaluering af de overordnede fremskridt med hensyn til at realisere opsparings- og investeringsunionen.
Yderligere oplysninger
Ursula von der Leyen: "Med dagens forslag om en opsparings- og investeringsunion opnår vi en dobbelt gevinst. Husstandene vil få flere og sikrere muligheder for at investere på kapitalmarkederne og øge deres velstand. Samtidig vil virksomhederne få lettere adgang til kapital til at innovere, vokse og skabe gode job i Europa"
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 19. marts 2025
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark