Tirsdag den 14. august

Tophistorier

Tre grunde til at Tyrkiet er så vigtigt for Europa
Valutakrisen, der har trykket den tyrkiske lira i bund, er udtryk for, at Tyrkiet er på vej ud i en solid økonomisk krise, som det bliver svært for præsident Erdogan at rette op på, skriver Berlingske. Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen mener at der skal en opstramning til. ”Men grundlæggende er det nødvendigt med en form for opstramning. Det sørgelige er, at når opstramningen skal ske midt i krisen, bliver den let meget mere smertefuld for befolkningen, end hvis man havde bremset op i tide,” siger Las Olsen, der understreger, at problemerne primært er et internt tyrkisk problem, men at krisen kan godt ende med at skære toppen af væksten i EU. I en nyhedsanalyse i Information skrives der blandt andet at præsident Recep Tayyip Erdogan i 15 år har holdt sig ved magten i Tyrkiet ved ikke mindst at sikre tyrkerne konstant økonomisk fremgang, men nu er en valutakrise blevet til en alvorlig cocktail af høj inflation, udhulet købekraft og dollarlån, der måske ikke kan betales tilbage. Det truer både tyrkiske virksomheder og banker og hele Erdogans økonomiske succesmodel med gigantiske byggeprojekter finansieret af udenlandske lån. Den autoritære Erdogan reagerer, som man kender ham, ved at true USA og Vesten med, at han kan vende sig andre steder hen. Spørgsmålet er, hvor meget realisme der er i Tyrkiets trusler. Ruslands præsident, Vladimir Putin, forsøger aktivt at splitte EU og Nato, hvor han kan, men Erdogans styrkeposition over for Putin kommer i høj grad netop fra, at Tyrkiet er medlem af Nato. ”Det vil virkelig overraske mig, hvis Tyrkiet gør alvor af truslerne over for NATO,” siger Cecilie Felicia Stokholm Banke, Dansk Institut for Internationale Studier (Diis). Der skrives ligeledes i en analyse i Information: ”Lige nu ligner Tyrkiet en lokal krise uden væsentlige afsmittende effekter på omverden. Men krisen kan potentielt blive mere alvorlig. For det første er Tyrkiet et relativt stort land med en befolkning på 80 millioner og en økonomi fire gange så stor som Grækenlands. Tyrkiets geopolitiske betydning beror ikke kun på, at det står med et ben i Europa og et i Asien. Som NATO-medlem har det traditionelt været en del af Vestens forsvar mod russisk udvidelsestrang. Det er også i øjeblikket hjemsted for tre millioner syriske flygtninge, hvoraf mange gerne vil bo i EU. Tyrkiets krise er dog i en klasse for sig. Den er kulminationen på en økonomisk krise og en finanskrise, der har ulmet hele året. […] Erdogan har insisteret på, at han ikke vil lade sig intimidere, men han har få realistiske handlemuligheder. Selvfølgelig kan Tyrkiet søge at lægge pres på Trump ved at sige, at det vil trække sig ud af NATO og knytte tættere bånd til Rusland. Eller Erdogan kunne true EU med nye flygtningestrømme, hvis det ikke intervenerer til hans fordel.” Politiken skriver, at krisen sætter fokus på, at Tyrkiet er et vigtigt land for Europa økonomisk, sikkerhedspolitisk og i samarbejdet om at håndtere migrationsstrømmen sydfra. I artiklen går eksperter i dybden med de tre ovenstående områder i Tyrkiet. Økonomisk mener chefanalytiker Jakob Ekholdt Christensen fra Danske Bank ikke, at Europa er markant udsat, hvis der sker et tyrkisk brankkrak. I forhold til flygtningeaftalen indgik EU en aftale med Tyrkiet i 2016 om, at Tyrkiet bremser flygtninge og migranter, som illegalt forsøger at rejse ind i EU via Grækenland, mod at EU betaler Tyrkiet 45 milliarder euro. Aftalen har på den lange stræk virket efter hensigten og været en lettelse for en række regeringer i lande, hvor befolkningen modsatte sig at tage imod flere end de hundredtusindvis af migranter og flygtninge, som kom til Europa i 2015. Men siden har repræsentanter fra Erdogans regering i perioder truet med at lade migranter strømme ind i Europa igen, hvis ikke EU gør, som Tyrkiet ønsker. I en økonomisk kommentar i Børsen skriver Lars Christensen: ”Man kan sige, at økonomisk teori er afløst af konspirationsteori. Det er således også klart, at i takt med at de, der kunne sige Erdogan imod i den økonomiske politik, er forsvundet, og Erdogans magt er blevet større og større, er det blevet værre og værre med den økonomiske realitetsfornemmelse. Man får lyst til at omskrive Lord Actons ord om, at “absolut magt korrumperer absolut” til “absolut magt er absolut fordummende”. Det gælder i hvert fald for tyrkisk økonomisk politik.” Agathe Demarais, specialist i Tyrkiet hos The Economist Intelligence Unit, forudser at europæiske banker i løbet af nogle måneder for alvor bliver ramt af Tyrkiets dybe krise. “Siden årets begyndelsen er værdien af udenlandske lån i lokal valuta blevet næsten fordoblet på grund af det dybe fald i lira. Det vil vestlige banker mærke, når tyrkiske virksomheder får problemer med at betale deres lån tilbage,” siger hun ifølge Børsen. I en analyse i Børsen skrives der: ”Hvor stor en trussel er Tyrkiets kriseramte økonomi for resten af verden? Politisk er det nemmest at kvantificere. Præsident Recep Tayyip Erdogan indikerer, at Tyrkiet kan forlade Nato og finde nye allierede. De første af slagsen har allerede meldt sig. To lande med belastede og sanktionsramte forhold til USA. Rusland og Iran støtter nu tyrkerne. Nu venter vi blot på en solidaritetsmelding fra Kina, som bekendt også er i handelskrig med USA. Over for USA er Erdogan aggressiv og ildsprudlende. I forhold til EU er han p.t. tavs, men i Bruxelles spørger man nervøst sig selv, hvad svaret vil være, hvis Erdogan søger europæisk assistance. Præsidenten har en enorm klemme på EU's politiske ledere med de 3,5 millioner syriske flygtninge, hvis flugt mod Europa kun blev stoppet af ca. 6 milliarder euro fra EU. Derfor kan den nu stort set enerådende tyrkiske præsident på ingen måde ignoreres.”
Berlingske, s. 6-7; Information, s. 10-11; Politiken, s. 1, 4; Børsen, s. 1, 4, 20-21 (14.08.2018)

Prioritede historier

Grækerne ude af gælden, men har ingen penge
Kristeligt Dagblad skriver, at den 20. august sætter Grækenland officielt punktum for næsten ni års finanskrise. "Det er sidste akt i redningsdramaet. Nu kan Grækenland begyndte på et nyt kapitel med fremskridt, retfærdighed og vækst. Der er stadig hårdt arbejde forude, men omsider også nye muligheder for de fleste," sagde Alexis Tsipras, da EU i sidste uge udbetalte restbeløbet af den sidste redningspakke på 86 milliarder euro (633 milliarder kroner). Landet har været under administration af EU og Den Internationale Valutafond, IMF, med krav om benhårde reformer og nedskæringer, så en tredjedel af grækerne nu har en indkomst under fattigdomsgrænsen. Men kuren har virket, og Grækenland står nu på egne ben, lyder det både fra den græske regering og fra EU. Flere års negativ vækst er vendt, og arbejdsløsheden har toppet. Ifølge professor i økonomi og moderne græske studier og leder af Det Europæiske Institut ved universitet London of Economisc,Kevin Featherstone,er der umiddelbart tale om en succeshistorie for både EU og Grækenland. Men Zsolt Darvas, seniorforsker ved den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles i Belgien, påpeger at man på kort sigt kan forvente, at Grækenland holder sig på ret køl, men landet skal nu ud at låne penge på det private finansmarked i stedet for hos EU og IMF. ”Og hvis renten her er for høj, fordi investorerne ikke stoler på landet, vil landet på længere sigt ende i en ny gældskrise," advarer Zsolt Darvas. Det er netop, hvad IMF frygter. EU og valutafonden har længe været uenige om, hvorvidt Grækenland realistisk set kan betale sin gæld uden en nedskrivning af gælden. I en ny rapport konkluderer IMF, at EU's prognoser for Grækenlands vej ud af krisen "hviler på overdrevent optimistiske forventninger til den økonomiske vækst og størrelsen af det fremtidige budgetoverskud.” Kristeligt Dagblad skriver ligeledes om at Grækenland havde oplevet fremgang siden optagelsen i EU i 1981, og da Grækenland erstattede drakmerne med euro i 2002, gik det endnu bedre. Landet kunne mere eller mindre låne til samme rente som Tyskland og oplevede pludselig hurtigere økonomisk vækst end EU-gennemsnittet. Indtil den amerikanske boligboble bristede og deraf følgende finanskrise satte punktum for festen.
Kristeligt Dagblad, s. 1, 4 (14.08.2018)

Investorer overvurderer effekten af straftold
I en kronik i Børsen skriver Ken Fisher, bestyrelsesformand, Fisher Investments Europe Limited, om handelskrigen og straftold. Han skriver blandt andet: ”Handelskrig er på alles læber. Selv efter at USA og EU 25. juli indgik en mundtlig aftale, der potentielt skulle nedsætte straftolden. Men folk frygter stadig USA-Kina slagsmålet. Og aftalen mellem USA og EU kan smuldre, hvilket igen vil kunne få Donald Trump til at vælge EUsom mål. Tilsvarende kan EU anvende globale straftoldsatser til at forhindre, at Kina dumper varer, som er underlagt amerikansk straftold. […] Straftold er altid dårlig. Det var den også før Trump-Juncker-aftalen mellem EU og USA. Men samlet set betyder straftold så lidt, at den – stort set – hverken vil kunne ødelægge økonomien eller aktiemarkederne. Den globale hyperfokus på handelskrigen overser dette faktum. […] I den aktuelle frygt for straftold overses i virkeligheden Trumps politiske motivation, og den udbredte opmærksomhed, straftolden opnår, bliver pakket ind i en frygt for faldende aktiekurser. Det distraherer både de aktiekyndige og offentligheden. Der vanker en stor bullish overraskelse, når virkeligheden rammer og ikke matcher Trumps frygtscenarier. Derfor: Køb nu.” Børsen bringer ligeledes et debatindlæg skrevet af Jakob Ullegård fra Crown Prince Frederik Scholar, Harvard Kennedy School. ”En af sommerens triste føljetoner har været udviklingen i den spirende handelskrig, som præsident Trump desværre kaster os alle ud i. For en lille, åben eksportøkonomi som den danske er fordelene ved handel åbenlyse, så det kan være meget svært at forstå rationalerne bag den amerikanske linje. For det står ret klart, at de amerikanske forbrugere bliver en af mange tabere ved udviklingen. […] Det vil tage tid, før det for alvor kommer til at gøre ondt, og foreløbige tal tyder på, at Trumps bagland bakker op. Derfor er der ikke udsigt til, at Trump ændrer kurs på det handelspolitiske. For ham er der ganske enkelt stemmer i det,” skriver Jakob Ullegård blandt andet.
Børsen, s. 2, 4 (14.08.2018)

Arbejdsmarkedspolitik

Regeringen var advaret om EU-slagside ved begrænsning af langtidsparkering
Få uger efter at Danmark indførte et forbud mod langtidsparkering på de statslige rastepladser, tog EU's transportkommissær det første skridt i en proces, der kan ende med, at Danmark skal forsvare de nye regler ved EU-Domstolen. Det skriver Altinget. I juli måned modtog regeringen en såkaldt åbningsskrivelse fra EU-transportkommissær Violeta Bulc, som mener, at de danske parkeringsrestriktioner lægger begrænsninger på særligt udenlandske chaufførers mulighed for at udføre godstransport i Danmark. Skrivelsen kommer næppe bag på hverken transportminister Ole Birk Olesen (LA), regeringen eller Dansk Folkeparti, som står bag forbuddet, der blev aftalt som en del af finansloven for 2018. Ifølge kommissæren vil det danske tiltag ramme udenlandske chauffører langt hårdere end danske chauffører, fordi danskerne bare kan køre hjem og holde deres lange ugentlige hvil på 45 timer.
Altinget (14.08.2018)

Institutionelle anliggender

Nu vil briterne blive i EU
En ny analyse, udført af forbrugeranalysevirksomheden Focaldata og som trækker på to YouGov-meningsmålinger med deltagelse af over 15.000 mennesker, viser, at i over 100 af de godt 600 valgkredse til medlemmer af det britiske parlament har vælgerne nu skiftet holdning siden Brexit-afstemningen i 2016. De ønsker ikke længere en EU-udmeldelse, men vil blive. Det skriver Berlingske. Holdningsskiftet er først og fremmest drevet af Labour-vælgere, der støttede en Brexit i 2016. Det vil ifølge avisen The Guardian og dens søsterorgan The Observer lægge yderligere pres på Labour og partiets leder Jeremy Corbyn, der hidtil har været modstander af en ny britisk EU-afstemning.
Berlingske, s. 15 (14.08.2018)

Interne anliggender

Vores oprør vil mase dem, der sidder på al magten
Ina Degn Woods fra Socialistisk Ungdomsfront bliver i en artikel i Information spurgt om, om det ikke er et problem, at Enhedslisten ikke er villig til at bruge EU. Til dette svarer Ina Degn Woods: ”Nej. EU er en transnational institution, men ikke en international organisation. EU er et instrument, som bruges til at tryne befolkningerne i fattigere lande. […] Jeg tror ikke, man kan ændre EU. Det er umuligt, for man skal have et flertal i Parlamentet og enstemmighed blandt medlemslandene.”
Information, s. 4 (14.08.2018)

Klima

Dødbringende middel
Information fortæller, at for godt en uge siden landede den tyske agrokemiske koncern Bayer de allersidste detaljer, der muliggør overtagelsen af sprøjtemiddelgiganten Monsanto for 66 milliarder dollar. Men straks blev man af en jury i Californien dømt til at betale 289 millioner dollar i erstatning til skolepedellen Dewayne Johnson, der er dødeligt syg af lymfekræft efter i tre år at have sprøjtet skolens arealer med Monsantos ukrudtsmiddel Roundup. Spørgsmålet om den mulige kræftrisiko ved Roundups aktivstof glyfosat deler videnskabsfolk. WHO's ekspertorgan IARC har kendt glyfosat 'måske kræftfremkaldende', mens EU's agentur for fødevaresikkerhed, EFSA, ikke mener, der er en kræftrisiko. Mens sagerne ruller videre i USA, kan dommen tilføre debatten om sprøjtemidlet nyt sprængstof i EU. Sidste år vedtog EU en ny femårig godkendelse til glyfosat. Seks af de lande, der stemte imod, har siden appelleret til EU-Kommissionen om en afviklingsplan for sprøjtemidlet. Den franske regering vil i 2021 indføre sit eget forbud, den tyske regering vil afvikle brugen, og regionalregeringen for Bruxelles vil indbringe godkendelsen for EU-Domstolen.
Information, s. 2 (14.08.2018)

En god dag for
Kroejerne Maike og Michael Recktenwald fra den tyske ø Langeo har sammen med ni andre familier fra en stribe lande vundet den første lille sejr i deres klimakamp mod EU, skriver Politiken. Familierne har oplevet, at klimaforandringer som stigende havvand og mere nedbør presser dem på levebrødet i turistbranchen og landbruget og har derfor lagt sag an mod unionen for at have et for slapt klimamål i 2030. EU-Domstolen besluttede mandag at acceptere sagen, hvilket betyder, at EU-Kommissionen og Europaparlamentet nu skal fremlægge et forsvar, som ventes klar i løbet af to måneder.
Politiken, s. 2 (14.08.2018)

Sådan kan transport komme til at indgå i ny klimaplan
Altinget skriver at ifølge et regeringsnotat er 10 ud af 20 initiativer, som regeringen overvejer for at sikre Danmarks indfrielse af sine CO2-forpligtigelser frem mod 2030, retter sig mod transportsektoren. EU-Kommissionen har nemlig foreslået et reduktionsmål på op mod 30 procent i forhold til lastbilers gennemsnitlige CO2-udledning per kørte kilometer i 2019 og et tilsvarende mål for de lettere køretøjer i forhold til niveauet for CO2-udledning i 2021. Regeringen overvejer i den forbindelse muligheden for at støtte mere ambitiøse mål igennem Ministerrådet for derved at reducere de nødvendige nationale tiltag.
Altinget (14.08.2018)

Landbrug

Landbrugets tørkekrise skal ikke betales af skatteyderne
I et debatindlæg på Altinget mandag skriver Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos, blandt andet: ”Det varme, tørre vejr er hårdt for landbruget i flere lande, herunder Danmark. Det er svært ikke at have sympati for landmændenes vanskelige situation, når man hører, at der er steder i landet, hvor høstudbytterne er halveret. Regeringen har luftet muligheden for midlertidigt at lempe blandt andet reglerne for, hvad man må bruge arealer til, som ellers er taget ud af drift. Det er givetvis en fornuftig løsning. […] Endelig vil nationale støtteordninger trække i den gale retning i forhold til at nedbringe subsidieomfanget i Europa. Processen med at nedbringe landbrugets afhængighed af EU's støtteordninger er i forvejen trukket alt for længe ud. Planen har været dels at samle støtteordningerne i EU, så medlemslandene ikke konkurrerer hinandens støtteniveauer op; dels at sætte en gradvis afvikling i gang. Støtten til landbruget fylder dog fortsat betydeligt på EU-budgettet. Hvis landene får lov til at give særlig national støtte nu, vil det yderligere svække forsøget på at komme af med subsidierne. Derfor burde det være en dansk prioritet i EU at få bekæmpet nationale støtteordninger så meget som muligt.”
Altinget, mandag (14.08.2018)