Tirsdag den 15. oktober

Tophistorier

Trumps forræderi kræver handling
Flere af dagens aviser skriver om Tyrkiets angreb mod kurderne i det nordøstlige Syrien samt om Trump og USAs rolle i forhold til konflikterne. Flere af aviserne bringer debatindlæg, analyser samt ledere om emnet. I et debatindlæg i Politiken skriver Helle Schøler Kjær, journalist og forfatter til ”Danske vidner til det armenske folkemord” blandt andet: ”Forskellen på Trump og de fleste andre ledere er, at han ikke forsøger at pakke brutaliteten pænt ind. Det er ikke kun skidt. […] VREDEN OVER TYRKIETS angreb på de syriske kurdere er stor. Skurkene er den tyrkiske øverstbefalende, præsident Recep Tayyip Erdogan, og den amerikanske præsident, Donald Trump, der, få dage før offensiven begyndte onsdag i sidste uge, annoncerede, at de sidste amerikanske tropper nu ville blive trukket ud af området. […] Herhjemme har de sociale medier flydt over af Trump og Trump og Trump igen. Historien om Vesten, der lader de syriske kurdere i stikken, bliver for mange endnu et bevis på, at der sidder en galning i Det Hvide Hus, der ofrer de kurdiske allierede. Men er det virkelig så enkelt? […] I et indlæg på Facebook kritiserer Lars Erslev Andersen EU for at lurepasse. Han er seniorforsker ved Diis og skriver, at det meget længe har været klart, at denne situation ville opstå. ”Taberne i denne europæiske lurepasserpolitik er millioner af mennesker, herunder civile kurdere, der dræbes, jages på flugt og konstant bliver ofre for et kynisk stormagtsspil og et impotent EU”. […] International politik har altid været en brutal affære, men med Trump som en af hovedaktørerne bliver kynismen og brutaliteten tydeligere. Hvis det kan få befolkninger til at presse politikere til handling, er alt ikke tabt.” I en analyse i Information skriver Lasse Ellegaard, journalist blandt andet: ”Både troppebevægelser og erklæringer tyder på en forståelse mellem de potentielle modstandere, Erdogan og Bashar al-Assad, om at eliminere den kurdiske autonomi og i sidste ende opløse YPG-militsen. […] Men for den tyrkiske ledelse er det afgørende, at den med en autonom kurdisk enklave i Syrien kan imødese en sydgrænse, der er PKK-domineret fra Iran i øst til Middelhavet i vest. Den doktrin har Erdogan gentagne gange gjort USA opmærksom på, og de to NATO-partnere har siden sommeren 2014 været på kollisionskurs på grund af den amerikanske udnyttelse af YPG-militsen i krigsførelsen mod Islamisk Stat, som i hvert fald nominelt blev afsluttet dette forår med nedkæmpelsen af de sidste Islamisk Stat-lommer i den sydlige del af Eufrats syriske løb ind i Irak. […] Bundlinjen i EU-ministrenes fordømmelse, som ventes konfirmeret på det kommende topmøde den 16.-17. oktober, er udadtil en hensyntagen til den offentlige mening, der ser den tyrkiske intervention som et uretfærdigt overgreb på en styrke, der har hjulpet Vesten med at nedkæmpe Islamisk Stat, men indadtil at tage den aktuelle situation til efterretning.”

I en analyse i Berlingske skriver Kristian Mouritzen, sikkerhedspolitisk korrespondent blandt andet: ”Vesten har med den tyrkiske invasion af den nordøstlige del af Syrien endegyldigt tabt den vigtige alliance med de syriske kurdere, som har hjulpet USA og EU med at nedkæmpe Islamisk Stat. […] Inden for kun 48 timer er der dermed vendt så meget op og ned på magtbalancen i Mellemøsten, at alt kan ske i den kommende tid. […] Med alvorlige forskydninger i magtbalancen i Mellemøsten, hvor Putin kan komme til at stå som den store kongemager - sammen med Iran, der ligeledes har støttet Assad i borgerkrigen - vil resten af Mellemøsten rette sig ind efter de nye forhold med uoverskuelige konsekvenser for USA til følge. […] Donald Trump sagde ligeud, at han ikke havde tænkt sig at blande sig. Hvis saudierne ville i krig med Iran, så var de velkomne til at gå forrest og i øvrigt også til at betale for amerikansk hjælp, såfremt de fik brug for denne. […] Hjemme er Donald Trump hårdt presset som følge af de mange forvirrede udmeldinger. Dette kan skabe endnu mere usikkerhed, idet ingen aner, hvad Donald Trumps næste træk vil blive.” B.T.s leder skriver blandt andet: ”De seneste meldinger fra fronten mellem Tyrkiet og Syrien er desværre forudsigelige og bekymrende. På et senere tidspunkt kan de få betydning for os. […] Trump svigtede ikke bare sine allierede blandt kurderne, men med den åbenlyse ligegyldighed over for terrortruslen, de flygtede fanger udgør, har Trump også forrådt sine europæiske allierede. For Trump er fangerne i det nordlige Syrien først og fremmest et problem for Europa, som derfor ligger, som man har redt, ifølge ham. […] Trump har gjort det lysende klart for de europæiske ledere og politikere, at gamle alliancer ikke længere er, hvad de har været. Der er derfor kun et svar. Europa må finde sammen, og allerede mandag blev EU's udenrigsministre enige om at forbyde våbensalg til tyrkerne. Dog kun for fremtidige våben. Tyrkerne svarede da også igen med en hånlatter.”

Børsens leder skriver blandt andet: ”Tre konklusioner trænger sig foreløbigt på efter weekendens krigshandlinger i Syrien, hvor den bebudede amerikanske tilbagetrækning pludseligt og overrumplende banede vej for tyrkisk militæraktion og drab på kurdere. […] Det har længe stået klart, at Tyrkiet i Recep Erdogans udgave aldrig kan eller bør blive en del af EU. Efter angrebene på den vestlige verdens reelt allierede i Syrien - kurderne - kan Tyrkiet trods formelt medlemskab dårligt betragtes som en ægte del af Nato. Fra europæiske til amerikanske politikere, fra analytikere og militærfolk er én reaktion gået igen: skamfuldhed. […] Søndag måtte kurderne så underlægge sig Syriens diktator Bashar al-Assad for i valget mellem to onder at forsøge at undgå “folkedrab” fra Tyrkiets side, som det lød fra kurdiske SDF. “Skamfuldt,” konkluderede Brett McGurk i weekenden. Han har været den amerikanske præsidents særlige udsending i kampen mod IS, men trak sig fra posten sidste år og mindede mandag om sit nu ti måneder gamle indlæg i Washington Post, hvori han netop advarede imod de farlige og kaotiske konsekvenser af åbning for tyrkisk militær i det nordøstlige Syrien. […] “En trussel mod vores demokrati,” lød tidligere vicepræsident Joe Bidens dom mandag på Twitter over Trump. […] Med Trumps ageren er det atter blevet understreget, at Danmark og resten af EU skal kunne rykke hurtigere og prioritere hårdere og langt mere kraftfuldt i udenrigs og sikkerhedsspørgsmål. Fribilletternes tid og troen på USA som redningsplanke og stabiliserende faktor er ved at være slut.”
Politiken, s. 5; B.T. Metro, s. 13; B.T., s. 2; Information, s. 9; Kristeligt Dagblad, s. 5; Berlingske, s. 9; Børsen, s. 2 (15.10.2019)

Dronningens åbningstale rettede fokus mod Brexit 31. oktober
Flere af dagens aviser skriver i dag om den britiske dronning Elizabeth, der mandag åbnede det britiske parlament ved en traditionsrig og overdådig ceremoni. Traditionen tro fremlagde hun en tale om regeringens planer for den kommende tid. En tale, som er skrevet af premierminister Boris Johnsons konservative regering. Berlingske skriver, at det af talen fremgik, at regeringen lægger op til en lang række nye lovforslag, men det altoverskyggende emne i britisk politik er briternes forestående farvel til EU, hvilket blev nævnt som det allerførste i talen. ”Det har altid været min regerings prioritet at sikre Storbritanniens udtræden af EU den 31. oktober. […] Min regering vil arbejde mod et nyt partnerskab med EU baseret på fri handel og venligt samarbejde,” hed det blandt andet i talen på vegne af Boris Johnson. Jyllands-Posten skriver, at de næste dage kan blive afgørende for briternes fremtid i Europa. Torsdag og fredag skal en mulig Brexit-aftale drøftes videre, når EU's statsledere samles i Bruxelles. Lørdag er det britiske parlament indkaldt for at tage stilling til, hvad der er, eller ikke er kommet ud af EU-topmødet. Lørdag forventes at blive dramatisk, da det er uvist, hvordan Underhuset vil forholde sig til en eventuel EU-aftale – eller hvordan regeringen vil forholde sig til at blive tvunget til at bede EU om forlængelse af Brexit. Børsen skriver, at konsekvenserne af en ny forlængelse og et valg i efteråret er umulige at beregne. Ifølge et analytikerhold fra storbanken UBS er det økonomisk at foretrække frem for et hårdt Brexit med udgangen af oktober. “Et hårdt Brexit har den fordel, at det giver klarhed, men så vil Storbritannien sandsynligvis blive ramt af recession og få et samlet tab på 9 procent af bnp i 2023,” vurderer UBS. Børsen har fulgt den britiske ambassadør, Dominic Schroeder, på charmeoffensiv rundt blandt erhvervsfolk og danske toppolitikere i månederne op til Brexit. ”Vi er nødt til at forfølge alle de muligheder, der er. Men faktum er, at vi rider på forskellige heste i det samme løb på samme tid. Vi håber på en aftale med EU, men samtidigt forbereder vi et no-deal-scenarie, for det er også en mulighed,” siger Dominic Schroeder. I en analyse i Information skriver Jakob Illeborg, korrespondent, London blandt andet: ”Ud af det blå er der opstået håb om en Brexitaftale i sidste øjeblik. Det mulige gennembrud har skabt lettelse i Storbritannien, hvor pundet er steget betragteligt. Boris Johnson har tilsyneladende fanget sine modstandere på det forkerte ben. […] Dronningen er allerede blevet brugt, nogle vil sige misbrugt, i Boris Johnsons politiske spil, og det må virkelig have været en mærkelig fornemmelse for hende at stå og remse en masse politiske løfter op, som alle ved næppe bliver til noget - fordi der ligegyldigt hvad venter et valg rundt om hjørnet. […] Alles øjne er naturligvis rettet mod, hvad der foregår i Bruxelles, hvor intensive såkaldte tunnelforhandlinger har stået på siden i fredags. Disse forhandlinger blev mulige, fordi Boris Johnson og den irske premierminister, Leo Varadkar, i torsdags gennemførte en ganske uventet forbrødring og i fællesskab erklærede, at man kunne se konturerne af en skilsmisseaftale. […] EU's chefforhandler Michel Barnier advarer om, at selv om briternes forslag indeholder lovende takter, så er der stadig mange knaster, og det vil komme til at knibe alvorligt med tidsplanen, med mindre briterne retter ind. […] Og selv om Boris Johnson virker fuld af forhåbninger, så har han over for sit eget kabinet understreget, at forberedelserne med at forlade EU uden en aftale den 31. oktober fortsætter ufortrødent. Boris Johnsons nye forslag vil betyde, at Nordirland juridisk forbliver i den britiske toldunion, men alligevel lever op til EU's krav om sikring af grænsen mellem EU-landet Irland og det britiske Nordirland - hvilket lyder som en uhyre kompliceret løsning.”

I en analyse i Politiken skriver Elisabet Svane, EU-korrespondent, Bruxelles blandt andet: ”Det britiske parlament blev åbnet med pomp og pragt og med et detaljeret lovprogram. […] Dronning Elizabeth II blev, som hun plejer, kørt i guldkaret fra Buckingham Palace. […] Hun fik overbragt sin tale og begyndte at læse op. ”Min regerings prioritet har altid været at sikre, at Storbritannien forlader EU 31. oktober”, sagde hun uden at fortrække en mine. Uden at smile. Som hun plejer. […] For mens dronningen talte i London, forhandlede hendes regering, i skikkelse af Brexit-minister Stephen Barclay og den særlige Brexit-forhandler, David Frost, videre i Bruxelles med EU's Brexit-forhandler, Michel Barnier. Det havde de gjort hele weekenden, søndag aften kunne Barnier, ifølge politico.eu, fortælle EU-ambassadørerne, at der endnu ikke var noget nyt. […] Så forhandlingerne om en eventuel Brexit-aftale fortsætter nærmest helt ind i EU-topmødet, der starter torsdag. […] Hvis der ikke kommer en aftale, eller hvis den ikke bliver vedtaget, skal Boris Johnson bede EU om en forlængelse af Brexit, og så er første sætning og hele grundlaget for dronningens åbningstale uden mening. Det plejer det ikke at være.”
Børsen, s. 20, 22-25; B.T. Metro, s. 9; Politiken, s. 7; Jyllands-Posten, 10; Information, s. 6-7; Berlingske, s. 6 (15.10.2019)

Europa står magtesløs over for Tyrkiets angreb på kurderne
Flere af dagens aviser skriver om Tyrkiets angreb mod kurderne i det nordøstlige Syrien. ”Kurdere allierer sig med en gammel fjende for at bremse Tyrkiet. EU burde have set krigen komme,” mener tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Det skriver Politiken. Kurderne har nemlig tilladt den syriske regeringshær at trænge ind i dele af det kurdisk kontrollerede område. Dette er et forsøg på at bremse den tyrkiske hær og deres allieredes invasion. Berlingske skriver, at to døgn har fastslået en ny magtbalance i Syrien. Mens de to parter, Europa og USA, ser til fra sidelinjen. ”Fra et tyrkisk perspektiv går det som planlagt. For at bruge et uheldigt ord så renser de ud. De forsøger at nedkæmpe de kurdiske militser og ødelægge muligheden for et reelt kurdisk selvstyre i området,” siger Lars Erslev Andersen, seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier. Jyllands-Posten bringer et overblik over de mange aktører og interessenter i konflikten i det nordlige Syrien. ”Op mod 2 millioner af i alt 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet skal repatrieres i den stødpude på 32 kilometer, som skal oprettes inde i Syrien langs grænsen - fra floden Eufrat ud til den irakiske grænse. Erdogan vil have EU til at medfinansiere befolkningsflytningen, der ventes at koste 175 milliarder kroner,” skriver Jyllands-Posten blandt andet. Information har bedt Henrik Breitenbauch, der er leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet om at skabe overblik over konflikten. ”Vi kan starte med konklusionen og sige, at hvis man vil sikre sin befolkning, skal man have sit eget land. Det har kurderne ikke, og derfor taber de i den her ligning. Hvis man har sin egen stat, der er anerkendt af andre stater, kan man få lov at leve i fred og ro - ellers kan man ikke,” siger Breitenbauch. Han fortsætter: ”EU har levet af amerikansk lederskab, og i fraværet af amerikansk lederskab bliver det pludselig meget tydeligt, at der ikke er nogen aktører, der agerer på vegne af de idealer, vi normalt sammenfatter som Vestens.” I et debatindlæg i Politiken skriver Haifaa Awad, læge blandt andet: ”Det eneste, der kan få pulsen op hos vores ledere, er frygten for, at krigsofrene flygter til Europa. […] Det seneste træk i USA's politik i Mellemøsten og den afledte tyrkiske offensiv mod det nordøstlige Syrien er blot endnu nogle eksempler på det magtpolitiske spil om Syrien. […] Det internationale samfund reagerer ikke med andet end fordømmelse på disse krigsforbrydelser, og vores europæiske ledere synes mest bekymrede for at måtte modtage mennesker på flugt. […] Lige nu rettes den internationale fordømmelse mod Tyrkiet og Trump, men det er vigtigt at holde fast i, at forargelsen også bør gælde vores egne europæiske ledere og deres handlingslammelse i forhold til Syrien, der reelt er vores nærområde. […] EU skal vise lederskab af flere årsager. Dels af egeninteresse, for det, der sker i Syrien, bliver nemlig ikke i Syrien. Folkemord udløser flygtninge på danske motorveje, og oprettelsen af et rædselsfuldt Islamisk Stat beviser, at en kalkuleret inddæmningspolitik ikke virker. Dels fordi EU bør stå på mål for sine humanistiske idealer. Hvis de skal eksistere - også på vores breddegrader - skal de beskyttes, ellers visner de.” I en kommentar i Berlingske skriver Uffe Ellemann-Jensen blandt andet: ”Der er en god portion hykleri og dobbeltmoral i den europæiske reaktion på den tyrkiske invasion af det nordlige Syrien. Europæerne har også snavsede hænder i denne udvikling. […] Der er peget fingre og vredet hænder, efter at den tyrkiske hær har invaderet det nordlige Syrien. Europæerne skælder ud på præsidenterne Trump og Erdogan. I USA har selv trofaste Trump-støtter kritiseret præsidenten i hårde vendinger. Erdogan skælder ud på europæerne. Trump skælder ud på alt og alle. […] Forrige weekend gjorde Trump alvor af truslen om at trække de sidste amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien, hvor de reelt beskyttede kurderne mod angreb fra tyrkerne. […] Og europæerne? Ja, vi er meget forarget. På Trump, naturligvis, for vi har fået endnu et eksempel på, hvor lemfældigt han omgås aftaler og alliancer. Og så Erdogan, som trues med økonomiske sanktioner. Nogen vil smide Tyrkiet ud af NATO, hvor landet er det næststørste medlem talt i militær styrke. […] EU har i årevis skubbet Tyrkiet fra sig, og er løbet fra gamle løfter om et fremtidigt medlemskab. […] Europæerne har også snavsede hænder i denne udvikling. Og det er på høje tid, at EU forpligter sig langt stærkere i den syriske og kurdiske tragedie, end vi har set hidtil”
Berlingske, s. 8-9, 23; Information, s. 8-9; Jyllands-Posten, s. 1, 12-13, 17; Politiken, s. 1, 7 (15.10.2019)

Prioritede historier

Sejr til polske nationalister kan øge splittelse i EU
Flere af dagens aviser skriver om søndagens valg i Polen og hvordan det kan påvirke EU. B.T. Metro skriver, at Polens konservative regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), søndag vandt parlamentsvalget med det bedste valgresultat, der er opnået siden 1989. Det endelige valgresultat viser, at partiet fik hele 43,6 procent af stemmerne. Kristeligt Dagblad skriver, at efter en solid valgsejr har PiS cementeret sin position som leder af et EU-kritisk opgør. ”Dette er dårligt nyt for EU som helhed på et tidspunkt, hvor behovet for europæisk sammenhold er mere presserende end nogensinde før,” siger Thomas Jäger, professor i international politik ved universitetet i Köln. Ifølge Jäger skyldes valgsejren en kombination af nationalisme og velfærdspolitik. Jaroslaw Kaczynski, der er partiformand i PiS, har i valgkampen lovet at beskytte vælgerne mod indvandring, mod homoseksuelle og mod EU-eliten fra Bruxelles og dens allierede i polske storbyer. PiS' sejr er også de polske vælgeres straf til en opposition, der fremstår uden visioner, og som er splittet i flere partier. Derudover har regeringspartiet ført massiv valgkamp i de statslige medier, som regeringen gennem de seneste år har strammet grebet om. Journalister og oppositionen frygter nu, at partiet også vil forsøge at få lige så stor magt over landets private medier. EU-Kommissionen har allerede indledt flere sager mod Polen for at forsøge at undergrave de polske domstoles uafhængighed. ”Vi kan derfor forvente, at Polen i de kommende år ikke alene vil fortsætte med at omstrukturere sin egen politiske og sociale orden, men også vil blive leder af en EU-kritisk fraktion af lande internt i EU,” siger Jäger. Jäger vurderer også, at selvom forholdet mellem EU og Polen vil blive forværret, så vil Polen ikke forlade EU. Det skyldes blandt andet at EU er Polens sikkerhedsgarant over for Rusland, hvis Nato skulle svigte. Ifølge Berlingske sagde lederen af PiS, Jaroslaw Kaczyński således efter søndagens sejr: ” Vi fik mange stemmer, men vi havde fortjent flere. Vi må reflektere over, hvad der er lykkedes for os, og hvad der har ført til, at en vis del af samfundet ikke støtter os.”

Flere af dagens ledere skriver også om Polen og søndagens valg. Informations leder skriver blandt andet: ”Polens nationalpopulister vandt ved søndagens parlamentsvalg ikke blot den ventede klare sejr, men tilintetgjorde også alle spinkle forhåbninger om, at oppositionen kunne fravriste dem det absolutte flertal. […] For EU bliver hovedpinen nu, hvad man stiller op med den 'illiberale' forskansning, som et styrket PiS nu vil se sig berettiget til at udvirke gennem yderligere stækkelse af retsvæsnets uafhængighed. Ventes kan også en ny 'repoloniserings-medielov', der vil bringe Polens private medier under partikontrol. Som Ungarn vil Polen forblive i EU, men uden at følge de spilleregler og grundværdier, unionen bygger på. […] Polens vælgerflertal ønsker en politik, som vil bringe det på skærpet kollisionskurs med EU.”Berlingskes leder skriver blandt andet: ”EU bør tage notits af sin egen impotens. For indtil videre har EU-Kommissionens forsøg på at komme den polske retsstat til undsætning med trusler om retssager og bødestraf ikke haft skyggen af effekt på de polske vælgere. […] Lov og Retfærdighed holder fast i sin popularitet med en kombination af venstreorienteret socialpolitik og højreorienteret værdipolitik. Man tordner på den ene side mod indvandrere og homoseksuelle, mens man på den anden side hæver de sociale ydelser til børnefamilier ved at forgribe sig på et finansielt råderum, der er skabt af den tidligere liberale regerings økonomiske sparereformer. […] Med både kirken og et absolut flertal i ryggen vil regeringen med stor sandsynlighed fortsætte sin kollisionskurs mod EU med folkelig opbakning. […] I EU har justitsreformerne udløst bekymring for domstolenes uafhængighed. Siden 2017 har EU ført en såkaldt artikel 7-proces, der i yderste konsekvens kan føre til fratagelse af Polens stemmeret i EU-Rådet. […] Få dage før søndagens valg har EU-Kommissionen igen rejst sag mod Polen ved EU-Domstolen. Denne gang drejer det sig om den polske regerings nye regler for disciplinærsager mod dommere, der ifølge EU underminerer dommernes upartiskhed og sigter til at afskrække dommere fra at afvige fra regeringens linje. […] Men det polske valgresultat er også en seriøs påmindelse til liberale EU-politikere om, at juridiske processer og moraliserende tirader fra tyske politikere så godt som ingen effekt har på den polske vælgerbefolkning. Tværtimod”.

I en analyse i Politiken skriver Jesper Thobo-Carlsen, europakorrespondent blandt andet: ”Med løfter om flere penge til polakkerne kombineret med tung nationalisme og åben homofobi har Polens nationalkonservative regeringsparti vundet en valgsejr, der udfordrer EU. […] Regeringen har blandt andet i sine første fire år gennemført reformer af landets retsvæsen, der ifølge EU-Kommissionen og mange andre strider imod domstolenes uafhængighed, og den har sat sig tungt på landets statslige tv, der hjalp partiet i valgkampen. Hvis Lov & Retfærdighed havde mistet magten nu, ville topfolk i partiet risikere retssager. […] Lov & Retfærdighed har forstået og forstærket mange polakkers følelse af at blive snydt for deres del af kapitalismens kage. Regeringen har udnyttet en buldrende økonomi, der ironisk nok i høj grad skyldes EU-medlemskabet, til at dele penge ud. […] Samtidig synes Polens stærke mand at være beklædt med teflon. Ingenting bider. I 2016 gik hundred tusindvis polakker på gaderne i protest mod justitsreformerne. Da EU-Domstolen underkendte en tvangspensionering af højesteretsdommere, trak Lov & Retfærdighed lidt i land. […] Da regeringens EU-kritik blev for hidsig for mange polakker, der helt grundlæggende vil blive i EU, sendte regeringen mere forsonlige signaler, og dykket i meningsmålingerne forsvandt. […] Den polske regering kan måske føle sig bestyrket til at udfordre EU, men EU kan bide fra sig og forsvare de demokratiske principper ved for eksempel at indbringe Polen for EU-Domstolen og gøre de store økonomiske transferbetalinger til landet afhængige af, at retsprincipper overholdes.”
Berlingske, s. 2, 6; Information, s. 20: Kristeligt Dagblad, s. 5; Politiken, s. 2; B.T. Metro, s. 11 (15.10.2019)

Arbejdsmarkedspolitik

Kom op på barselshesten
I en kommentar i Ekstra Bladet skriver Iben Maria Zeuthen, radiovært, blandt andet: ”Skulle vi aldrig tale lidt om fædrebarsel? Eller 'øremærket barsel', som det også kaldes? For kære mænd, muligheden for barsel er til for jer. […] I begyndelsen af året vedtog EU et direktiv, der skal sikre otte ugers barsel til manden, og hvis ikke han bruger dem, så går de til spilde. Socialdemokraterne var ikke super lykkelige. De har dog indset, at de må følge EU's direktiv. […] På visse strukturelle områder, er vi nødt til at tillade en indgriben i vores privatliv. Kvinders stemmeret kom ikke af sig selv og kunne ikke løses civilt, ligesom jeg tror, at kvindelige forskere og ledere skal hjælpes på vej med kvoter. Hvis det kunne løse sig af sig selv, havde det allerede løst sig. Og det er IKKE, fordi kvinder ikke vil være forskere. […] Den egentlige grund til, at vi skal gå efter en mere lige fordeling af barsel, er for fædrenes skyld. Når danske forældre bliver skilt, går størstedelen af samværet med børnene stadig til mor. Det er der sikkert rigtig mange mere eller mindre valide grunde til, men det undrer mig alligevel, at vi stadig ser så skæv en fordeling, når nu vi er så bevidste om ligestilling mellem kønnene i mange andre sammenhænge.”
Ekstra Bladet, s 14 (15.10.2019)

Mindsteløn er misforstået omsorg
I en kommentar i Jyllands-Posten skriver Kira Marie Peter-Hansen medlem af Europa-Parlamentet (SF) blandt andet: ”Den nye forkvinde for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har gjort indførelsen af en europæisk mindsteløn til et af sine fornemmeste projekter. […] Men desværre er der intet, der tyder på, at europæisk lovgivning om mindsteløn vil have den tilsigtede virkning. Derfor er jeg lodret uenig i den lovprisning af en europæiske mindsteløn, jeg kunne læse i JP's leder 7/10. […] En europæisk minimumsindkomst vil sikre, at europæiske borgere - med og uden arbejde - ikke falder ned i et sort hul af fattigdom, uanset hvem de er, og hvor i Europa de bor. Det vil tilmed have en positiv indvirkning på den generelle lønudvikling i de lavtlønnede jobs, fordi man selvfølgelig ikke kan have lønninger, der ligger under minimumsindkomsten. […] en ene og alene krav til EU-landene om at stille et anstændigt socialt og økonomisk sikkerhedsnet til rådighed for borgerne, der griber dem, når de mister deres job eller af andre årsager står uden for arbejdsmarkedet.”
Jyllands-Posten, s. 17 (15.10.2019)

Det digitale indre marked

Vestagers største opgave: Flere industriarbejdspladser
I et debatindlæg i Børsen skriver Johan Moesgaard, EU-chef, Dansk Metal blandt andet: ”I disse dage fylder Brexit det meste af EU-sendefladen. Alt tyder på, at Brexit bliver en dyr omgang for briterne - og også kan koste arbejdspladser på resten af kontinentet. […] Derfor er der brug for, at Europa står vagt om arbejdspladser de kommende år. Her kommer en dansker til at spille en afgørende rolle. For mange kender Margrethe Vestager for hendes armlægning med tech-giganterne. Med hendes nye rolle som ledende næstformand i EU går hun en lige så vigtig og stor opgave i møde. Vestager er nemlig blevet sat i spidsen for arbejdet med en ny europæisk industristrategi. […] Heldigvis er EU's indre marked i dag massivt til gavn for lønmodtagerne i industrien. Bare spørg vores tillidsrepræsentanter i Dansk Metal, hvor kun én ud af 50 mener, at EU's indre marked er negativt for deres arbejdsplads. […] Vi skal frygte gammel teknologi - ikke ny teknologi. Hvis Europa ikke skal blive et museum for gammel industri, er der brug for at vende skuden. Vestager får en stor opgave i at samle medlemslandene om at få EU tilbage i førertrøjen på teknologi og udvikling.”
Børsen, s. 2 (15.10.2019)

Finansielle anliggender

Kvindelig ”rockstjerne” indtager toppen af den europæiske pengeverden
Berlingske skriver, at Christine Lagarde, som den første kvinde nogensinde, indtager posten som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB) den 1. november. Hun spillede en nøglerolle i håndteringen af den græske gældskrise, da hun var chef for Den Internationale Valutafond (IMF). Da Christine Lagarde blev nomineret til ny chef for ECB, da blev det fra flere steder bemærket, at det var et usædvanligt valg. Tidligere er ECB blevet styret af økonomer og personer med erfaringer fra centralbanker. Christine Lagarde er jurist og har ikke tidligere været i en centralbank. ” Hun er enormt imponerende, politisk stærk og med en stærk personlighed. På finansmøder overalt i verden bliver hun behandlet som en rockstjerne,” siger Kenneth Rogoff, som er tidligere cheføkonom i IMF.
Berlingske, s. 16 (15.10.2019)

Tyskerne gør åbent oprør mod pengepolitikken
I en økonomisk kommentar i Børsen skriver Carsten Valgreen, partner, AGM Research blandt andet: ”4. oktober offentliggjorde seks tidligere medlemmer af ECB’s styrelsesråd et “memorandum”, der var et frontalt angreb på ECB’s pengepolitik og reelt på Mario Draghi. 25. september trak det tyske medlem Sabine Lautenschläger sig fra styrelsesrådet, tilsyneladende i protest. Det er tæt på et åbent oprør mod ECB’s pengepolitik. Det er ikke alene et tysk oprør, men et nordeuropæisk oprør domineret af tyske holdninger til pengepolitikken og født af især tysk frustration med den retning, ECB har taget under Draghi. […] Der er stor forskel på nu og 2013, hvor der blev ført ukonventionel pengepolitik for at redde økonomien fra en depression i en situation, hvor ledigheden var rekordhøj. […] Spændingen mellem en nordeuropæisk (tysk) opfattelse af hvordan pengepolitikken skal kontrolleres og en sydeuropæisk opfattelse. Det tyske oprør er udtryk for afmagt og frustration. Tyskerne har tabt kampen om europæisk pengepolitik.”
Børsen, s. 4 (15.10.2019)

Handel

Trump blinkede, og Kina vandt: Minivåbenhvile i handelskrigen
Berlingske skriver, at USAs præsident, Donald Trump forleden annoncerede rammerne for en delaftale i handelsstriden med Kina. Det var dog Kina, der vandt dette opgør og nu er kernen i handelsstriden udskudt på ubestemt tid. Det er kun hovedpunkterne i aftalen, der er kendt – men i handelsaftaler er djævelen næsten altid gemt i detaljen. Flere bemærkninger fra Trumps embedsmænd tyder på, at man ikke er helt så langt, som præsidenten ellers lagde op til med sine overstrømmende tweets og udtalelser fra Det Hvide Hus. ”Det er altid bedre, når parterne taler med hinanden end til hinanden, men rammerne for delaftalen er et nederlag for præsident Trump og hans forhandlingsstrategi,” skriver Berlingske.
Berlingske, s. 8-9 (15.10.2019)

Institutionelle anliggender

Kampen om omstridt vildsvinehegn fortsætter
Jyllands-Posten skriver, at det omdiskuterede vildsvinehegn på 70 kilometer langs grænsen fra Danmark til Tyskland forventes at stå færdig i midten af november. ”Vi prøver nu for første gang at få en reel vurdering af, hvordan de vilde dyr påvirkes af hegnet. Det har vi uden held tidligere forsøgt at få EU-Kommissionen og den danske regering til,” siger Thor Hjarsen, seniorbiolog ved WWF.
Jyllands-Posten, s. 2 (15.10.2019)

Interne anliggender

Ammitzbøll: Vi tog fejl i EU-politikken
Politiken bringer et interview med Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance (LA). Han mener, det var en fejl, at LA anbefalede et nej ved retsforbeholdsafstemningen i 2015. Han understreger, at partiet må revurdere sin linje på området indenfor EU til en mere positiv samt at de skal være åbne for at træde ind i bankunionen. ”Grundlæggende synes jeg, at vi i Liberal Alliance bliver nødt til at vende blikket indad og se på, om ikke vi har lagt os et forkert sted i europapolitikken”, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Og han fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at Nato og EU er grundpillerne i at forsvare vestlige værdier, og der mener jeg, at vi skal sige til os selv, at vi skal melde os på banen med en mere positiv linje i forhold til EU. Derfor synes jeg også, vi skal være dem, der står forrest i kampen for at få afskaffet forsvarsforbeholdet. Vi skal sige, det var en fejl at anbefale et nej til at afskaffe retsforbeholdet, og vi skal også åbne for diskussionen, om det klogeste i virkeligheden ikke er at træde ind i EU's bankunion.”
Politiken, s. 6 (15.10.2019)

Sikkerhedspolitik

EU fordømmer: Stop for våbensalg
Flere af dagens aviser skriver, at EU-lande stopper våbeneksport til Tyrkiet og fordømmer angreb. ”EU fordømmer Tyrkiets militære aktion, som alvorligt underminer stabiliteten og sikkerheden i hele regionen,” lyder det i en konklusion fra EU ifølge Politiken. ”EU-landene vil som følge af Tyrkiets militære aktioner give hinanden håndslag på at standse våbeneksport til Tyrkiet. Der er tale om en politisk aftale og ikke en decideret våbenembargo, som EU eksempelvis har i forhold til Venezuela og Libyen,” hedder i konklusionen. Jeppe Kofod, udenrigsminister (S) tilføjer: ”Man har en forpligtelse som EU-land til ikke at eksportere våben, der kan bruges til at destabilisere en hel region, og det er det, vi ser i øjeblikket.” Til B.T. uddyber han: ”Jeg håber, at landene på den baggrund følger trop som Danmark, og at de sikrer, at vi ikke udsteder licenser til eksport af våben, der kan bruges i krigen i Syrien”. Børsen skriver, at Danmark sammen med Tyskland og Frankrig er blandt de lande, som har presset på for et samlet EU-stop for våbensalg til Tyrkiet.
Politiken, s. 4; B.T., s. 13; B.T. Metro, s. 10; Børsen, s. 20 (15.10.2019)