Tirsdag den 17. december

Tophistorier

Det bliver svært at overvinde klimafiasko
COP25 sluttede næsten to døgn efter den officielle deadline, og er det længstvarende COP-møde nogensinde. Men klimatopmødet i Madrid blev en fiasko, skriver flere aviser. ”Jeg er skuffet over resultaterne på COP25. Verdenssamfundet mistede en oplagt mulighed for at vise øgede ambitioner på klimatiltag, tilpasning og finansiering for at tackle klimakrise,” tweetede FN's generalsekretær Antonio Guterres ifølge Information. Den ansete belgiske klimaforsker og tidligere næstformand for FN's klimapanel, professor Jean-Pascal van Ypersele, kaldte Madrid-mødet for ”skuffelsernes COP”. ”Bortset fra EU - som endnu har til gode at materialisere sine hensigter - har ingen af de større CO2udledere annonceret en seriøs plan for at nå den netto-nuludledning i 2050, som IPCC har påvist som nødvendig for ikke at overskride 1,5-grads global opvarmning,” siger han ifølge Information. Politiken skriver, at de manglende fremskridt kan indhentes næste år, men nemt bliver det ikke ifølge Connie Hedegaard, som er tidligere klimakommissær i EU og nu formand for den internationale miljøfond KR Foundation. ”Hele den mobilisering, vi har set, kan godt nå at rykke lidt baglæns igen. Vi kommer til at se det herhjemme og i EU: Diskussionen om, at hvis de andre lande ikke gør noget mere, hvorfor skal vi så stå med de ambitiøse mål. Der gør det en forskel, at der er en Paris-aftale, der har sat en fælles retning for landene. Og der er det vigtigt, at landene til næste år kan mødes i Glasgow og sige, at vi skal nå endnu længere,” siger Connie Hedegaard ifølge Politiken. Connie Hedegaard mener, at det i høj grad er op til EU at få sat skub i tingene og Europa må gøre en ekstraordinær indsats for at få Kina til at spille en langt mere positiv rolle, end tilfældet var ved mødet i Madrid. Berlingske bringer en analyse af videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard. Han skriver blandt andet: ”Årets store klimamøde, COP25 i Madrid, blev et gigantisk kaos. Præget af handlingslammelse, frustrationer og uløselige konflikter. […] Det lykkedes ikke at skabe retningslinjer for den måde, som landene bør hæve deres klimaambitioner på, så de kommer i overensstemmelse med Parismålsætningen. Der er med andre ord stadig ingen klar deadline for at hæve klimabarren i nationerne, ligesom der ikke er enighed om graden af gennemsigtighed og kontrolmekanismer med de enkelte nationers udledninger og klimamål. Dermed kan landene i princippet vente helt til det afgørende klimatopmøde, COP26 i november 2020 i Glasgow, med at indgive nye og forhøjede klimamål. […] Graden af handlingslammelse i Madrid gør i endnu højere grad, end det allerede var i forvejen, 2020 til et globalt skæbneår for klimaet. Det forstærker betydningen af COP26 i Glasgow som det nok vigtigste klimatopmøde nogensinde og dermed af endnu højere betydning end Parismødet. For i 2019 blev vejen ikke tilnærmelsesvist banet mod en nogenlunde sikker klimafremtid, hvorfor endnu flere centrale klimaafgørelser skal træffes i Glasgow. Det forstærker risikoen for hel eller delvis fiasko i den skotske industriby, hvor premierminister Boris Johnson kommer til at svinge formandshammeren. Tilmed ved verden sandsynligvis først en uges tid før COP26, om USA og dermed verdens næststørste CO2-udleder er med i Parisaftalen eller ej. Vinder Donald Trump præsidentvalget 3. november, er USA ude, hvorved FNs klimakonvention og de årlige COPer vil stå svagere end nogensinde. På den baggrund tyder mere og mere på, at det bliver civilsamfundet snarere end staterne, der kommer til at skulle bringe verden ud af den voksende klima-misere.” Altinget bringer en kommentar af Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og formand for klimaarbejdet i ACT Alliance. Han skriver blandt andet: ”Det sidste punktum ved dette års klimatopmøde er nu sat. COP25 i Madrid blev søndag eftermiddag afsluttet, men hverken med store klapsalver eller et spirende håb for fremtiden. I stedet vil årets klimatopmøde nok gå over i historien som både kaotisk og præget af splittelse. Faktisk var uenighederne så store, at forhandlingerne trak ud i hele to døgn. […] For mange lande, heriblandt EU, var international handel med CO2 et af de afgørende spørgsmål. I Paris-aftalen valgte man oprindelig at tage CO2-handel med, med det argument, at det skulle hjælpe med at øge klimaambitionen. Men i Madrid, hvor de konkrete regler for CO2-handel skulle skrives ned, skiftede debatten hurtigt fokus. Så i stedet for at hæve ambitionsniveauet, hvilket er nødvendigt, hvis vi skal undgå voldsomme temperaturstigninger, handlede det pludselig om at undgå en tilbagegang. […] Vi må håbe, at regeringerne, når de mødes igen om et år, har forstået budskabet, så vi endelig kan få skruet op for ambitionen.”
Politiken, s. 8; Information, s. 6-7; Berlingske, s. 16; Altinget (17.12.2019)

Den britiske union vakler efter valg
De skotske nationalister kræver ny afstemning om selvstændighed efter valgsejr, hvor Det Skotske Nationalparti SNP vandt 48 ud af de 59 skotske pladser i Westminster. Og for første gang er nationalisterne størst i Nordirland. ”Det er første gang nogensinde, at unionisterne er i mindretal,” forklarer statskundskabsprofessor Jonathan Tonge fra universitetet i Liverpool ifølge Kristeligt Dagblad. Jonathan Tonge understreger, at resultatet ikke betyder, at der nu er et flertal for, at Nordirland skal forenes med republikken Irland og dermed forlade unionen med resten af det britiske rige, men hvis Skotland får en folkeafstemning og stemmer for selvstændighed, så vil det øge presset i Nordirland for det samme. ”Vi får at se, hvor meget bureaukrati der kommer, når varer sendes fra Nordirland til Storbritannien. Boris Johnson har sagt, at der intet vil være, men det bliver afvist af regeringen i Irland,” siger Alan Convery, seniorlektor i politik ved universitetet i Edinburgh. Information skriver, at den nye konservative regering tager første skridt i en storstilet investeringsrunde i det gamle industri-England og gør klar til at gennemføre Brexit. Boris Johnson flirter med sine nye arbejdervælgere og Labour lægger op til drabeligt internt opgør. På torsdag vil Dronning Elisabeth præsentere Boris Johnsons regerings fremtidsplaner ved The Queens Speech i parlamentet. Det forventes dog primært at være de meget kortsigtede planer, som berører Brexit, der vil blive fremlagt, for den virkelige lakmusprøve på den nye regerings intentioner kommer, når Brexit er blevet en realitet den 31. januar. Berlingske bringer en kommentar af Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende udenrigsminister (V). Han skriver blandt andet: ”Med Boris Johnsons valgsejr kan vi være nogenlunde sikre på, at nu sker det. Brexit sker ved udgangen af næste måned. Men derefter kommer måneders og års vanskelige forhandlinger om at finde svar på spørgsmålet: Hvad så? […] Resten af næste år vil så gå med at forhandle aftaler om forholdet mellem UK og EU. Og de næste formentlig mange år vil gå med forsøg på at få det netværk af handelsaftaler, the Brexiteers har fablet om. Mødet med virkeligheden bliver en hård nyser for briterne. Det ved enhver, der har tilbragt mange timer med at forhandle handelsaftaler. Men det er over 40 år siden, briterne har prøvet det, så de skal først til at lære det igen. Når der skal aftales nye forbindelser mellem EU og UK er det vigtigt, at EU går så langt i retning af at hjælpe og støtte briterne, som det er muligt at gå uden at kompromittere EUs grundlæggende regler. Naturligvis bliver det en noget-for-noget forhandling, men i EU skal vi ikke være nervøse for at udvise generøsitet, selv om mange vil synes, at briterne ikke har fortjent det. […] For en dansker er situationen på mange måder tragisk, selv om mange drager et lettelsens suk over, at der nu kommer en afklaring. Vi har i de sidste mange år bygget så stærke bånd til briterne, at fortidens fortrædeligheder er skubbet i baggrunden. Vi kan lide englænderne, vi tror, vi forstår dem, og vi føler et nok lidt urealistisk skæbnefællesskab med dem. Alene af den grund skal Danmark mase på for at bevare så stærke bånd til UK som muligt. De kommende års store udfordringer - Putin, Trump, Kina osv. - vil vise, at de europæiske demokratier står sig bedst ved at samarbejde så meget som muligt. Derfor vil det være klogt at betragte den kommende skilsmisse som en separation, der på et eller andet tidspunkt kan afløses af mere besindige toner.” Information bringer en kommentar af chefredaktør Rune Lykkeberg. Han skriver blandt andet: ”Mange vil efter det britiske valg sige: Venstrefløjen tabte, fordi den var for venstreorienteret. Og de vil drage den konklusion, at Labour, det britiske socialdemokrati, skal forlade venstreorienterede græsrødder og finde en såkaldt 'moderat' eller 'midtersøgende' leder, hvis de igen vil regere i Storbritannien. Men præmissen holder ikke, og det gør konklusionen således heller ikke. […] Det ironiske er, at Corbyn på mange måder har udviklet politik for det 21. århundrede. Han omdannede det gamle arbejderparti til en progressiv bevægelse, han foreslog radikale forandringer til et samfund, der af konservativ politik og vild finanskapitalisme er blevet stærkt forandret, og han var en 'autentisk' leder, som førte politik på idealer. Han kunne i forhold til kampen mod klimaforandringer, multinationale selskaber og skattesvindel have sagt, at det er tid til kollektiv handling, og EU er en ramme for kollektiv handling. At de progressive og solidariske kampe kun kunne realiseres i et større fællesskab. Men enten troede han ikke selv på det, eller også ville han ikke. Under alle omstændigheder er læren af Corbyn ikke, at han var for venstreorienteret. Men at han ikke formåede at overkomme kulturelle modsætninger i det 21. århundrede og skabe en base for sit venstreorienterede politiske program. Det bliver opgaven for den næste leder - og for den europæiske venstrefløj.” Ekstra Bladet skriver blandt andet i sin leder: ”31. januar forlader briterne endelig EU. En tiltrængt forløsning for alle parter. Og dermed om ikke et lykkeligt resultat af det britiske valg, så dog et nødvendigt. Alle har de seneste tre år bakset indædt med, om det er godt eller skidt for briterne at forlade unionen. Lad os her nøjes med at konstatere, at tiden må vise, om det ender i patrioternes triumf eller afmagt, og derpå koncentrere os om, hvad der er vigtigst for os, der fortsat er EU-borgere: Har brexit overhovedet lært Bruxelles noget? Er unionen blevet klogere? Danmark og resten af EU bør minde sig selv om, hvad den egentlige historie om brexit går ud på. […] På Ekstra Bladet går vi ind for EU. Men vi går ind for et EU, der indstiller unions-byggeriet, indtil man har befolkningerne med sig, og man dermed har afdraget tilstrækkeligt på 'det demokratiske underskud' til, at vi går i plus på kontoen. For Brexit er en lære. Og den er det snarere på det tilbageblevne kontinent end på de bortsejlende britiske øer.” Altinget bringer en analyse af journalist Thomas Lauritzen. Han skriver blandt andet: “2020 bliver et nyt kapløb med tiden, som risikerer at ende uden en handelsaftale. Nu hedder klippeskrænten nytår 2021. Selv om ingen af dem har ønsket at se Storbritannien forlade samarbejdet, går statsminister Mette Frederiksen (S), kansler Merkel, præsident Macron og de andre europæiske ledere på juleferie med en vis form for lettelse efter sidste uges klare britiske valgresultat. […] Nu tyder alt på, at Storbritanniens exit bliver en realitet om lidt over seks uger. Det ser endda ud til at blive en velordnet skilsmisse - i hvert fald i første omgang. Virkeligheden er imidlertid, at det formelle britiske exit blot sætter gang i et nyt kapløb med tiden.”
Kristeligt Dagblad, s. 5; Information, s. 8-9; Ekstra Bladet, s. 32; Berlingske, s. 23; Information, s. 2; Altinget (17.12.2019)

COP25: Det gamle regime slår tilbage
Flere aviser skriver i sin leder om COP25. Information skriver blandt andet i sin leder: ”COP25 blev en fiasko. Aktivisterne, demonstranterne og de grønne græsrødder talte med store ord, følelser og krav om handling uden for forhandlingslokalerne. De talte til verdenssamfundet. Men indenfor i forhandlingslokalerne holdt de store landes ledere fast i deres nationale interesser. De nægtede at skærpe deres ambitioner, genforhandle reglerne for køb og salg af CO2-reduktioner og investere i en fond til hjælp for de fattige lande, som bliver ramt af klimakatastrofer. For verdenssamfundet er det en skandale, at fattige lande bliver ramt af fatale konsekvenser af de rige landes udledninger. Men i en national interessekamp er det logisk, at lederne af de stærke lande undsiger sig det ansvar. […] COP25 kan her tjene som en global scene, hvor klimaskurkene bliver udpeget for hele verdens grønne aktivister, og hvor demonstranterne kan inspirere hinanden på tværs af grænser. Det kan virke håbløst naivt at fremhæve, hvor meget der på bare et år er sket i Danmark, efter skolestrejker og demonstrationer overbeviste det brede flertal og flyttede selv Dansk Folkeparti langt ud på en global klimamæssig venstrefløj. Men det er faktisk sket på kort tid i det meste af Vesteuropa og har presset EU-kommissionen til at lave et udkast til en grøn handlingsplan for hele Europa. Der er et år til COP26 i Glasgow, som bliver afgørende for de fælles mål i 2020'erne - det er rigeligt tid til at inspirere og mobilisere globalt - og huske hinanden på, at FN blev skabt efter Anden Verdenskrig i erkendelsen af, at det er i alle landes langsigtede interesse at handle i fællesskab som et verdenssamfund.” Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder: ”’Dybt utilfredsstillende’, lyder klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensens karakteristik af FN's klimakonference, COP 25, i Madrid. FN's generalsekretær António Guterres er ”skuffet over resultatet”. Jo større skuffelsen er over udfaldet af klimakonferencen, des mindre synes den politiske realitetssans at have været, da ingen kan påstå sig overraskede over udfaldet. Den omstilling, som verden ifølge FN's klimapanel skal igennem, og den hast, hvormed det skal ske, er af et omfang, som de færreste kan forholde sig til. Stort set ingen lande har præsenteret en detaljeret plan for at kunne blive klimaneutral senest i 2050, og af samme grund kan de menige borgere ikke forholde sig til udfordringerne; simpelthen fordi de ikke har noget konkret at forholde sig til. […] Status efter COP 25 er, at mens udledningen af drivhusgasser i USA og EU tegner til at ville falde frem mod 2030, vil Kina og især Indien fortsætte med at øge udledningen og dermed have kurs mod tilsammen at stå for 40 pct. af den globale udledning. Ambitionen i Madrid var at nå til enighed om at indføre et globalt marked for CO2-kvoter. Et sådant system eksisterer allerede i EU, men da Kina ikke ville engagere sig i denne debat, har EU stået relativt alene - især er det mærkbart, at USA distancerer sig fra det globale klimadiplomati. Frem til COP 26 i november næste år i Glasgow vil der skulle udfoldes endog meget store anstrengelser for ikke at stå med endnu en fiasko. EU kører sin egen dagsorden, ligesom mange i USA arbejder i samme retning. Positivt, men med ringe effekt på klimaforandringerne. Uanset skuffelsen i Madrid er tiden kommet til at blive konkret. Borgerne skal vide, hvad der forventes af dem, hvilke ofre der skal ydes, og ikke mindst hvad det kommer til at koste. Regningen bliver antageligt skræmmende høj.” Politiken skriver blandt andet i sin leder: ”Der blev ikke vedtaget et nyt og bedre system for handel med CO2kvoter. Der blev ikke vedtaget skrappere klimamål. Og der blev ikke fundet flere penge fra de rige lande til den grønne omstilling i den fattigere del af verden. Det var en skændsel, og det primære ansvar kan klart placeres: Det var USA, sekunderet af en række andre bagstræberiske lande, der aktivt og desværre succesrigt modarbejdede det globale kamp mod tiden for at sikre kloden mod katastrofale klimaforandringer. At der kom klapsalver fra de forsamlede forhandlere, fordi Brasilien efter hårdt pres droppede sit veto mod at rose FN's klimarapporter - der påpeger de katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne - siger alt om, hvor ufattelig sølle det stod til i Madrid. […] Men vil USA, Kina og de andre lande ikke være med i kampen, må det ikke stoppe os andre. Vi skal stadig naturligvis arbejde og presse på for globale erkendelser og løsninger. Men vi skal samtidig rykke både som nation, som EU og sammen med ligesindede lande, der har indset klimakrisens alvor. En start er de såkaldte San Joseprincipper for udvikling af et kvotesystem, som Danmark og 30 andre lande tilsluttede sig, da sammenbruddet i Madrid var en realitet. Vi kan ikke løse krisen alene, men vi kan - som den ambitiøse danske klimalov viser - gå foran og med eksemplets magt lægges pres på de modvillige lande.”
Information, s. 20; Jyllands-Posten, s. 18; Politiken, s. 1 (17.12.2019)

Prioritede historier

Danmark går uden om EU i kampen for nyt asylsystem: ”I dialog med flere lande”
Den nye EU-Kommission afviste i går regeringens visioner for et nyt europæisk asylsystem. Det skete på et pressemøde i København i går, hvor EU's nye ansvarlige for migration og flygtninge, svenske Ylva Johansson, sagde, at Socialdemokratiets plan om at flytte asylbehandlingen til modtagecentre uden for Europa er urealistisk og derfor ikke noget, kommissionen vil fokusere på. Det skriver Kristeligt Dagblad og B.T. Metro. Ifølge Ylva Johansson vil unionen i stedet fokusere på en ny migrationsaftale, der kan accepteres af alle medlemslande. ”Det kan godt være, at det ikke bliver på et fælleseuropæisk niveau, at man opretter modtagecentre uden for Europa, men at det bliver nogle få europæiske medlemslande, der gør det,” sagde Mattias Tesfaye på pressemødet ifølge Kristeligt Dagblad og fortsatte: ”Det vil stadig være et kæmpe skridt fremad for det europæiske asylsystem og for de velfærdsstater, som ikke kan holde til ukontrolleret indvandring. ” Den nye EU-Kommission har endnu ikke fremlagt sit bud på et nyt asylsystem, men de første meldinger tyder på en model, hvor flygtninge registreres ved EU's ydre grænser - eksempelvis Grækenland, Malta og Italien - og derefter fordeles rundt til EU's medlemslande. Ylva Johansson udtaler til Kristeligt Dagblad, at EU-Kommissionen ikke har et problem med den danske regerings soloridt. ”Der findes flere medlemslande, som har mellemstatslige aftaler med tredjelande. Det er ikke i modsætning til vores plan. Men det er svært finde en juridisk vej til at behandle asylsansøgninger uden for Europa,” siger hun ifølge Kristeligt Dagblad.
Kristeligt Dagblad, s. 2; B.T. Metro, s. 6 (17.12.2019)

Danske netbutikker truet af ”Kinapakker” – fusk med moms koster dyrt
I gennemsnit ruller 38.000 pakker ind over de danske grænser hver dag alene fra kinesiske leverandører og alle udenom momsreglerne, fordi pakker som koster mindre end 80 kroner ikke skal betale moms, mens danske virksomheder skal lægge penge i statskassen uanset pakkens værdi. ”Det er den mest ulige konkurrence, man kan forestille sig. Hvis du køber noget i Danmark til en krone, skal du betale 25 øre i moms, men hvis du køber noget skrammel ude i Kina til 80 kroner, skal du ikke betale noget. Det er da uretfærdigt,” siger Dansk Folkepartis finansordfører og medlem af skatteudvalget René Christensen ifølge Berlingske. Ni ud af ti af pakkerne fra Kina koster på papiret mindre end 80 kroner, men stikprøvekontroller fra Københavns Lufthavn har dog vist, at afsenderen får værdien til at fremstå lavere for at smutte uden om momsreglerne. Markedsdirektør i Dansk Erhverv Lone Rasmussen siger, at det er nødvendigt med skrappere krav til registrering af virksomhedsnavne, så man kan kontrollere dem og sikre, at de betaler moms. ”Når jeg ser på de her pakker, er der stort set ingen regler, der bliver overholdt. Det viser, at der virkelig er brug for nye EU-regler, som forpligter platformene til at tage ansvar for, at det, de sælger, lever op til reglerne. Og så skal kontrollen styrkes,” lyder det fra Lone Rasmussen. I en rapport i juli gennemhullede EU de kontrolsystemer, der står for at inddrive moms fra virksomheder. Den 1. januar 2021 træder nye EU-regler på told- og momsområdet i kraft i alle medlemslande og EU-reglerne betyder, at Danmark skal afskaffe sin omdiskuterede bagatelgrænse på 80 kroner. IT-systemerne, der skal understøtte reglerne, har dog vist sig at være enormt komplekse og er derfor blevet forsinkede. I det nye år fremsætter regeringen det lovforslag, som skal indføre EUs nye regler og Skatteministeriet oplyser, at man sideløbende vil arbejde på en alternativ plan, der kan håndtere ændringerne, indtil IT-systemerne kan klare opgaven.
Berlingske, s. 8, 9 (17.12.2019)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

Staten modregner EU-klimastøtte
1,5 milliarder kroner henter danske forskere i gennemsnit hjem fra EU's forskningsprogram Horizon 2020 om året, men de danske universiteter mister pengene igen, fordi den danske stat modregner EU-forskningsmidler i de statslige forskningsmidler. Det skriver Børsen i dag. Danske Universiteter og Dansk Magisterforening (DM) mener, at det er dybt urimeligt. Camilla Gregersen, der er formand for DM, foreslår, at klimaforskning undtages fra modregning de næste fem år og nu har uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) indvilliget i at undersøge, om klima- og energiforskningen kan undtages.
Børsen, s. 16 (17.12.2019)

Interne anliggender

Kjer efter møde med Kofod: Send ministre hjem ved ændringer i EU-forhandlinger
Europaudvalgets formand, Eva Kjer Hansen (V) mødtes torsdag med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for at drøfte, hvordan tilliden mellem folketingsmedlemmerne i udvalget og regeringen kan forbedres. Mødet mellem Kofod og Kjer kom i stand, efter at en række af Europaudvalgets medlemmer har udtrykt, at de ikke længere stoler på regeringens ageren i EU, fordi regeringen valgte at stemme imod EU-budgettet for 2020. Eva Kjer Hansen mener, at regeringens ministre fremover bør vende tilbage til Folketinget, hvis forhandlingerne i EU-regi udvikler sig i en ny retning. "Vi skal have håndteret den situation, som vi har været i omkring budgettet for 2020, hvor vi ikke havde nogen som helst idé om, at regeringen kunne finde på at stemme imod budgettet, medmindre udgiftslofterne var blevet sprængt," siger hun ifølge Altinget. Eva Kjer Hansen mener, at det er meget vigtigt, at der hurtigst muligt kommer en afklaring, således at tilliden kan genoprettes. I begyndelsen af det nye år skal regeringen nemlig have mandat til forhandlingerne om EU's langsigtede budget for 2021 til 2027. "For mig at se handler det om, at vi får indrammet mandaterne noget mere. Men på en måde, hvor vi ikke ødelægger den danske regerings mulighed for at have fleksibilitet i forhandlingerne. Det er der ikke nogen af os, der er interesserede i," siger hun.
Altinget (17.12.2019)

Klima

Det halter med konkrete mål i den nye klimalov
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Anders Marcus, CEO i Obton. Han skriver blandt andet: ”Solcelleparker er blevet virkelighed hos flere af de traditionelle olie- og gasselskaber, men den grønne omstilling lader vente på sig i store dele af erhvervslivet. Bevidstheden om den aktuelle klimakrise har nu også bredt sig til olieselskaberne. Aktuelt fører det franske energiselskab Total massiv kampagne, også i Danmark, om sin satsning på grøn energi. ”Committed to better energy” hedder kampagnen, der med flotte billeder af blandt andet solceller understreger Totals ønske om at være grøn energispiller i fremtiden. […] Desværre er der stadig lang vej til den grønne omstilling hos store dele af erhvervslivet. For selv om vi ser en stigende interesse for investeringer i grønne energiformer, er der ifølge den grønne tænketank Concito brug for, at vi globalt investerer hele 90.000 mia. dollars i vedvarende energi frem mod 2030, hvis vi skal efterleve Paris-aftalen om, at den globale temperaturstigning skal begrænses til under to grader. Derfor er det ærgerligt, den nye klimalov ikke opstiller konkrete mål for erhvervslivet. Eksempelvis transportsektoren, landbruget og industrien er tre vigtige spillere, hvis vi skal nå regeringens og EU's klimamål. Vi må derfor håbe, at de kommende klimahandlingsplaner indebærer tydelige mål for de sektorer, der endnu ikke har taget de nødvendige skridt mod en grønnere fremtid.”
Jyllands-Posten, s. 11 (17.12.2019)

EU – helt på månen
Politiken bringer et debatindlæg af John Steen Johansen fra Brønshøj, som blandt andet skriver: ”EU-Kommissionen vil til sommer præsentere en plan for EU's 2030-mål for reduktion af drivhusgasser. Udledningen skal reduceres. Det er på høje tid. ”Vi har ikke alle svarene endnu. I dag er starten på en rejse. Men dette er Europas månelandingsøjeblik,” sagde Ursula von der Leyen for nylig i Bruxelles. Store ambitioner, men som rejse betragtet er det med noget usikker destination. Kunne det være idé at begynde med at gøre noget meget synligt, nemlig at begrænse rejseriet i EU mellem de to destinationer? Vis det gode eksempel med en traktatændring og stop rejserne mellem Strasbourg og Bruxelles.”
Politiken, s. 6 (17.12.2019)

Klimaløsninger kræver industriens viden og penge
Politiken bringer et debatindlæg af Ole Grøndahl Hansen, direktør for PVC Informationsrådet. Han skriver blandt andet: ”Hvis ikke industrien deltager i udformningen af den grønne omstilling, taber vi vigtige inputs. […] For 20 år siden finansierede den europæiske pvc-industri, indirekte på dansk foranledning, et miljøprogram, som hedder VinylPlus. Dette miljøprogram er nu blevet så succesrigt, at både FN og EU-Kommissionen har fremhævet det som et mønstereksempel på, hvordan en industri kan bidrage til den grønne omstilling. […] For at gennemføre den grønne omstilling inden for plast er det vigtigt, at hver enkelt sektor søger kreative måder, hvorpå den kan forhindre, at dens produkter bliver til unyttigt affald, efter at de har tjent deres formål. Ligeledes yder vi et bidrag til, at en ofte glemt sektor, når man taler cirkulær økonomi, nemlig sundhedssektoren, kommer med på den grønne vogn. Det gælder både med finansiering og viden. Vi undersøger her mulighederne for at genanvende medicinsk udstyr fra hospitalerne, hvor der viser sig at være et stort potentiale. Den viden, vi opbygger, og de resultater, vi opnår, når vi som 'sort industri' indgår i og medfinansierer partnerskaber omkring klima- og miljøprojekter, skal selvfølgelig danne grundlag for, hvilke beslutninger der træffes politisk.”
Politiken, s. 7 (17.12.2019)

Konkurrence

Vestager vil bremse Kinas vilde shoppingtur i Europa
Med statsstøtte i ryggen har kinesiske virksomheder været på mangeårig shoppetur i Europa og derfor kræver EUs medlemsstater nu øget kontrol med de massive kinesiske investeringer i virksomheder på europæisk jord. Margrethe Vestager, som er både konkurrencekommissær og vicepræsident for Europa-Kommissionen, er nu gået ind i sagen. Det skriver Financial Times ifølge Berlingske. Kommissionen er kommet frem til, at lande uden for EU har store fordele, fordi de kan opkøbe og investere i europæiske virksomheder med statsstøtte i ryggen, hvilket giver en ulige konkurrencefordel.
Berlingske, s. 2 (17.12.2019)

Udenrigspolitik

Kina truer Tyskland for at beskytte Huawei
Børsen skriver, at i en sag, der ligner en fuldstændig parallel til Færø-gate, truer Kinas ambassadør i Berlin med handelssanktioner, hvis Huawei udelukkes fra Tyskland. “Den kinesiske regering vil ikke bare lade stå til. Der bliver konsekvenser, hvis Tyskland tager en beslutning, der fører til, at Huawei udelukkes fra det tyske marked,” siger Kinas ambassadør i Berlin, Wu Ken, ved et arrangement hos den tyske erhvervsavis Handelsblatt. Talsmand for kansler Merkel, Steffen Seibert, ville mandag ikke svare direkte på Kinas trussel, men sagde ifølge Børsen til journalister i Berlin, at “vores beslutning om sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med 5G-netværk er drevet af behovet for sikkerhed, ikke af industrielle overvejelser.”
Børsen, s. 20-21 (17.12.2019)

Økologisk Landsforening

Bæredygtigt landbrug er multifunktionelt
Altinget bringer et debatindlæg af Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening. Hun skriver blandt andet: ”Udtagning af landbrugsjord har fået sin selvstændige overskrift i finansloven 2020, og der er afsat to milliarder kroner frem mod 2030 til at investere i udtagning og til omstilling til bæredygtig produktion med videre, med henblik på at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser. Al tale har handlet om udtagning, men det er nok så væsentligt at bemærke, at det også handler om omlægning til mere bæredygtig produktion. […] Når lavbundsjorde i dag er i omdrift og ikke ligger i naturlig tilstand, så er det, fordi det har kunnet svare sig med de landbrugsstøtteordninger, der blev indført med EU's fælles landbrugspolitik. Fik landmændene direkte støtte til udtagne arealer, så ville de jorde, der ikke giver andet afkast end støtten, ikke være i dyrkning. Og en ændring af EU's landbrugspolitik har måske ikke så lange udsigter. […] Reformen af EU's landbrugspolitik kan fra 2022 betyde, at beskyttelse af lavbundsjorde er en konditionalitet, og at der tilbydes eco-schemes til natur- og klimatiltag. Hvis det sker, så vil incitamentet til at holde de lavbundsjorde i omdrift, der er mest plaget af oversvømmelser, falde bort. Og kan landmanden opretholde sit arealtilskud gennem eco-schemes, så har landmanden ikke fået et økonomisk tab, og støttemidler til lavbundsarealerne vil ikke belaste EU's landbrugsstøttebudget hårdere end i dag. I Økologisk Landsforening peger vi derfor på, at regeringen skal se de igangværende forhandlinger om indretningen af EU's landbrugspolitik fra 2022, det nationale ønske om at investere i udtagning og omlægning til bæredygtig produktion, den kommende natur- og biodiversitetspakke og den sektorstrategi, der skal udarbejdes for landbruget i forlængelse af klimaloven i en samlet helhed.”
Altinget (17.12.2019)