Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information18. juli 2017Repræsentationen i Danmark7 min læsetid

Tirsdag den 18. juli

EU i dagens aviser

18. juli 2017

Dagens EU-tophistorier

Udvidelse: EU og Tyrkiet strides om det fælles fodslag
Flere medier beskæftiger sig i dag med EU og Tyrkiets fremtid sammen. Politiken skriver, EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger at Tyrkiet kan vinke farvel til EU, hvis landet genindfører dødsstraf. Det sker efter, at den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, på årsdagen for det mislykkede militærkup lovede ”at rive hovederne af disse forrædere”. Erdogan tilføjede, at hvis det tyrkiske parlament vedtog at genindføre dødsstraf, ville han som præsident straks skrive loven under. Informations lederskribent skriver, at vi i EU ikke er særligt påvirkede af tyrkisk indenrigspolitik. ”De 'tunge' relationer med EU's femtestørste eksportmarked, der oppebærer et handelsbalanceplus på 17 milliarder euro i EU-favør, er ikke berørt. Tyrkiet er stadig ansøger til fuldt medlemskab af EU, der også leverer to tredjedele af de udenlandske investeringer i tyrkisk erhvervsliv.” I et debatindlæg i Berlingske mener Robert Ellis, freelanceskribent, at det et markant tilbageskridt for Tyrkiet, at Europarådet kort efter folkeafstemningen i april besluttede at genoptage overvågningen på grund af en alvorlig tilbagegang i landets demokratiske tilstand. ”Baggrunden for afstemningen var ikke bare den massive undertrykkelse af grundlæggende rettigheder, som har fundet sted i Tyrkiet siden kupforsøget sidste år i juli, men også folkeafstemningen i april, hvor tyrkiske vælgere med et spinkelt flertal (51,4 procent ) godkendte 18 forfatningsændringer, der gør landet til et enmandsstyre under præsident Erdogan,” skriver Ellis i avisen. Om en uge er der topmøde mellem EU og Tyrkiet, der er utilfreds med forløbet af forhandlingerne om en aftale om visumfrihed og et investeringsprogram til cirka 22 milliarder kroner.
Kilder: Politiken, s. 5, 7; Berlingske, s. 24-25; Information, s. 20

Migration: EU kan ikke løse migrationskrisen i Middelhavet
Flere medier skriver i dag om de store udfordringer ved migrationskrisen i Middelhavet. Politiken skriver, at EU i to årtier har prøvet at bremse menneskestrømmen fra Afrika. Endnu er unionen ikke i nærheden af en løsning. Altinget fortæller, at Italien nu er så frustreret over EU´s manglende støtte i håndteringen af de tusinder af afrikanske migranter, der er kommet til landet, at det blandt andre fik Italiens viceudenrigsminister til at lufte idéen om at uddele op mod 200.000 visa til de flygtninge og migranter, der kommer til landet fra primært Nordafrika. En sådan manøvre vil give disse mennesker fri adgang til resten af EU, og derfor omtales det som en trussel mod EU. Kristeligt Dagblad fortæller, at det kniber med at finde større fælles løsninger på det store antal migranter, der kommer til EU fra Afrika. Den store strøm af migranter fra Afrika til Italien får ikke EU's udenrigsministre til at komme landet til hjælp med nye store tiltag. Det står klart efter et udenrigsministermøde i går i EU, hvor tilstrømningen af flygtninge og migranter, samt situationen i Libyen har været på dagsordenen. I stedet har ministrene lavet en aftale, der skal forsøge at sætte en kæp i hjulet på menneskesmuglernes erhvervelse af gummibåde, som de bruger til at fragte flygtninge og migranter i på Middelhavet. Berlingske skriver, at der begynder at komme et stigende antal migrantarbejdere fra Bangladesh i Libyen for at tage videre til Europa.
Kilder: Politiken, s. 6, 7; Kristeligt Dagblad, s. 3, Jyllands-Posten, s. 3; Berlingske, s. 3; Altinget

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Handel: Dansk Erhvervsliv glemmer mulighederne i Østeuropa
Børsen skriver, at en række vækstmarkeder i Europa er stort set er glemt af dansk erhvervsliv. "Dansk erhvervsliv kører meget på rutinen og der er tendens til en lemmingeeffekt, for mange søger mod de traditionelle markeder, hvor der allerede er andre virksomheder og større konkurrence end på nichemarkederne," siger Lisbeth Erlands, vicedirektør i Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) til Børsen, og nævner Kina som et marked, der har fået mange mindre og mellemstore virksomheder til at fravælge nærhedsprincippet og satse på trods af dybe kulturelle og geografiske barrierer. Underdirektør i Dansk Industri, Peter Thagesen, ser også en tendens til, at danske virksomheder ofte er underrepræsenterede på de helt små nichemarkeder. Han tror en forklaring er, at mange virksomheder har travlt nok i forvejen med hjemmemarkedet blandt andet illustreret ved, at den strukturelle ledighed i Danmark er tæt på nul
Kilde: Børsen, s. 14

Interne anliggender: Løkke vil tættere på EU
Information skriver at Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen erkender, at Brexit og den ny Macron-Merkel-akse nødvendiggør en mere aktiv dansk EU-indsats. Dermed bringer Løkke sig på linje med Søren Pind - og på kant med Dansk Folkeparti. Løkke ser med mishag på muligheden for, at et EU-samarbejde bragt i hurtigere omdrejninger af en ny fransk-tysk forståelse, vil slynge Danmark ud i periferien.
Kilde: Information, s. 5

Forsvarspolitik: Europa kan ikke forsvare sig selv uden USA
Kristeligt Dagblads lederskribent skriver, at ”USA er stadig den bedste garant for europæisk sikkerhed.” Tysklands forbundskansler, Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron præsenterede i den forgangne uge en aftale om sammen at udvikle europæiske kampfly samt nye helikoptere, luft-til-jord missiler og kampvogne. Merkel har flere gange har sagt, at Europa ikke længere kan regne med USA. I tyske medier kan man for tiden læse, at Europas forsvar har brug for tyskfransk ledelse, og samme tema diskuteres i Frankrig. Men Tyskland og Frankrig skal passe på med at blive for ambitiøse på forsvarsområdet. Mange europæiske lande vil være tilbageholdende med at ændre på det velfungerende transatlantiske samarbejde i retning af større vægt på en europæisk akse, som virker spinkel af flere grunde.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 8

Andre EU-historier

Handel: EU´s indgriben overfor fair mobil roaming priser har vakt glæde
Berlingske fortæller, at danskerne er glade for EU’s forbud mod ekstrapriser for at bruge tale og data i udlandet. Det viser de første opgørelser fra de danske teleselskaber. EU gjorde det fra 15. juni ulovligt for teleselskaber i de endnu 28 medlemslande at tage mere for at bruge tale og data i mobilabonnementet i udlandet end derhjemme. Men den bagvedliggende afregning mellem teleselskaberne er ikke tvunget tilsvarende ned, så hver gang en telekunde bruger en gigabyte data, skal teleselskabet betale 57 kroner til sin udenlandske kollega.
Kilde: Berlingske, s. 5

Finansielle anliggender: Nødplanerne for Europas banker skal gennemgås med en tættekam
Flere medier beskæftiger sig med sikkerhedsnettet for de europæiske banker og Kristian Kjeldsen indtrædelse som chef for finansiel stabilitet i Den Fælles Afviklingsinstans (SRB). Børsen skriver, at han som chef for finansiel stabilitet i SRB skal gennemgå nødplanerne hos Europas banker med en tættekam for at sikre, at en ny finanskrise ikke kan smadre europæisk økonomi. "En meget væsentlig lære af den sidste krise var, at der var en for tæt sammenhæng mellem et lands finansielle sektor og staten - den vil man gerne have brudt. Vi så en række lande - herunder Danmark - hvor staten var nødt til direkte at støtte eller stille nogle garantier, som faktisk potentielt kunne bringe landenes økonomier i fare," siger Kristian Kjeldsen i Børsen. I Jyllands-Posten advarer Lene Espersen, den konservative erhvervs- og økonomiminister under finanskrisen, nutidens politikere mod at overse tegnene på økonomisk overophedning.
Kilder: Børsen, s. 12-13; Jyllands-Posten, s. 9

Grundlæggende rettigheder: Europa-Parlamentet stemmer for flere rettigheder til blinde
Information giver ordet til Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet: ”Europa Parlamentet har netop næsten enstemmigt vedtaget de love, der skal omsætte den såkaldte Marrakesh-Traktat til EU-lovgivning. Traktaten vil give mennesker med synshandicap adgang til læsematerialer i samme omfang som seende ved at undtage materialet fra de almindelige regler om ophavsret.
Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen har presset regeringerne, så vi omsider er ved at være i mål. Undervejs har rettighedshaverne lobbyet flere af EU's regeringer heftigt, og med held – heriblandt kulturminister Mette Bock (LA), der nærmest uforbeholdent har taget rettighedshavernes parti. Det har ikke været noget kønt forløb.”
Kilde: Information, s. 18

Interne anliggender: Folketinget bestemmer ikke over danske ulves skæbne
Kristeligt Dagblad kan fortælle, at det danske Folketing ingen magt har til at tillade landmænd eller jægere at skyde ulve, der kommer for tæt på husdyr og menneskers huse. Det fremgår af et nyt svar fra EU-Kommissionen til Danmarks Naturfredningsforening på baggrund af den seneste tids ulvedebat.
Kilde: Kristeligt Dagblad. s. 3

Detaljer

Publikationsdato
18. juli 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark