Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information26. maj 2020Repræsentationen i Danmark

Tirsdag den 26. maj

Tophistorier

Tyskland beskylder Danmark for at tage EU som gidsel i sin iver efter at spare
Flere af dagens aviser skriver om EU's nye redningsfond og at Danmark på mange måder er havnet i et vildt politisk stormvejr op til det store slag om EU's regning for coronakrisen. Dagen før EU-Kommissionen kommer med sit forslag til, hvordan og af hvem regningen for coronakrisen skal betales, skærpes tonen dramatisk mellem EU-landene, og en stor del af vreden rettes mod blandt andre Danmark. Tidligere finansminister i Tyskland Wolfgang Schäuble var manden, der insisterede på det spareregime, som navnlig Grækenland led under i kølvandet på finans- og eurokrisen. Wolfgang blev for mange sydeuropæere legemliggørelsen af EUs ubarmhjertige og følelseskolde teknokrati. Af samme grund skriver Berlingske, at det har vakt opsigt, at netop Schäuble i et interview med Welt am Sontag har bakket helhjertet op om det forslag til en økonomisk redningspakke for EU, som Frankrig og Tyskland præsenterede i sidste uge, hvor Angela Merkel og Emmanuel Macron redegjorde for en plan af oprettelsen af en gigantisk redningsfond, som EUs medlemslande i fællesskab skal optage lån til, og hvor størstedelen siden skal deles ud til trængte medlemslande og sektorer som såkaldte ”grants”, som er direkte overførsler, der ikke skal betales tilbage. ”Hvis Europa skal have nogen som helst chance, er det nu, man skal vise solidaritet,” lød det blandt andet fra Schäuble. I løbet af weekenden fik Merkel og Macrons forslag dog ventet modspil, da Danmark, Sverige, Østrig og Holland, der er i EU-sammenhæng er blevet kendt som ”Sparebanden”, præsenterede sit bud på en genopretningsplan, hvor man godt nok støtter ideen om en redningsfond, men i stedet for overførsler står man fast på, at det skal gives som lån til medlemslandene. Berlingske skriver, at positionerne dermed er kridtet hårdt op, inden EU-Kommissionen og kommissionsformand Ursula von der Leyen onsdag præsenterer sit forslag, som bliver det, EUs regeringschefer skal diskutere de kommende uger. EU-Kommissionen har selv anslået, at økonomien på tværs af EUs 27 lande kommer til at skrumpe med 7,5 procent i år, og i lande som Spanien og Italien frygtes det, at coronakrisen er starten på en længerevarende recession.

Den tidligere danske EU-ambassadør gennem mange år Poul Skytte Christoffersen oplyser til Politiken, at han ligeledes melder sig ind af kritikere af den danske regering og dens position som et af EU's fire sparelande. ”Det, som Tyskland og Frankrig har lagt frem, er det, der er nødvendigt nu. Med den lave rente kan Den Europæiske Centralbank ikke én gang til bære byrden alene. Der er nødt til at være en finanspolitisk ekspansion”, siger Poul Skytte Christoffersen, som mener, at det er forkert, at Danmark ikke støtter det fransk-tyske forslag. Skytte er skuffet over, at man i Danmark ikke har den samme fornemmelse for, ”at vi også har et ansvar.” Den verdenskendte franske økonom Thomas Piketty blander sig i debatten om EU. Han mener ikke, at det fransk-tyske forslag er perfekt, men det bedste bud lige nu. Og at være imod det vil for ham øge risikoen for et mere splittet EU. ”Danskerne, hollænderne og østrigerne løber en stor risiko for at blive betragtet som den europæiske families store egoister af resten af kontinentet,” lyder det fra Piketty til Politiken. Hele spørgsmålet om genopretningen af EU skaber splid. Selv i toppen af den østrigske regering skændes de om linjen, trods at Østrig er det land, der med størst patos taler netop for lån i stedet for tilskud, og kansler Sebastian Kurz er blevet uofficiel talsmand for 'de sparsommelige fire'. Politiken skriver, at nu distancerer hans regeringspartner og vicekansler, De Grønnes formand, Werner Kogler, sig fra chefens linje og siger, at hjælpen ikke kun skal være til låns. Heller ikke Sebastians Kurz' partifælle Othmar Karas, der er en af næstformændene i EPP, det europæiske konservative partis gruppe i EU-Parlamentet, går ind for ”firebandens” udspil. ”Det egner sig ikke til at løse fremtidens udfordringer i EU,” skriver Karas på Twitter. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands kansler, Angela Merkels, forslag om at oprette en fælles fond i EU på 500 milliarder euro, der skal hjælpe hårdtramte regioner og brancher med at rejse sig efter finanskrisen, vil betyde, at Tyskland bliver den største nettobidragsyder på grund af landets store økonomi med et bidrag på i alt omkring 175 milliarder kroner svarende til 0,68 procent af bnp i 2019. Det viser en modelberegning foretaget af det tyske økonomiske institut Zentrum fir Europåische Wirtschaftsforschung, der gør det tydeligt, at det betyder meget for regnestykket, hvordan fonden skrues sammen, og hvilke kriterier der bliver brugt til at afgøre, hvor der er størst behov. I bunden af den liste ligger nogle af EU's relativt fattigste lande. Hvis nedgang i bnp bruges som fordelingsprincip, vil Polen, Malta, Rumænien, Sverige, Danmark og Estland være de største relative nettobidragsydere. I den rækkefølge. Danmark vil over en årrække skulle tilbagebetale i alt 22 milliarder kroner, eller hvad der svarer til lige under 1 procent af et års bruttonationalprodukt, skriver instituttet. Tyske Norbert Röttgen, der er formand for Forbundsdagens udenrigspolitiske udvalg, har kaldt de fire sparelandes bud for ”en provokation”. Röttgen mener, at de fire lande kun er ude på at holde fast i deres hidtidige bidrag til EU-budgettet. Dermed ”tager de ikke alene de særligt hårdtramte lande som Italien og Spanien, men også sammenholdet i EU i disse vanskelige tider, som gidsler.” Udenrigsminister Jeppe Kofod tror dog ikke ”at sund uenighed svækker sammenhængskraften i Europa.” Kofod forbeholder sig retten til at give et modbud på den tysk-franske idé om at optage fælles EU-gæld for at genrejse landenes økonomier. ”Danmark har meget store interesser på spil i forhandlingerne om EU's syvårige budget. Jeg må bare minde om, at vi også har et velfærdssamfund herhjemme at tage vare på. Det er vigtigt,” lyder det blandt andet i en skriftlig kommentar fra udenrigsministeren til Politiken. Regeringspartiets EU-ordfører, Lars Aslan Rasmussen mener dog, at kritikken gør de fremtidige forhandlinger svære: ”Jeg synes, at noget af det, der ødelægger europæisk samarbejde, det er, hvis man render rundt og dæmoniserer forskellige lande, som man er uenig med. Og det er det, der er ærgerligt fra tysk side.”

Flere eksperter mener, at hvis statsminister Mette Frederiksen bliver ved at sige nej til EU's nye redningsfond, betyder det reduktion af dansk indflydelse i EU. Det skriver Børsen. Cheføkonom i Unicredit, Erik Nielsen, henviser blandt andet til, at Angela Merkel taler om mulige traktatændringer, og at “det i den sammenhæng er umuligt at forestille sig, at Macron og Merkel vil have meget tid til kompromisforslag fra de to lande udenfor eurozonen, Danmark og Sverige. Professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er enig og hun understreger, at blandt de fire lande i den såkaldte sparebande, er det reelle problem Østrig og Holland. ”Sverige og Danmark er uden for eurozonen, og de betyder langt mindre. Vi er i et nyt ballgame. Briterne er ikke med. Jeg kan ikke se for mig, at Danmark nedlægger veto. Uanset Mette Frederiksens skepsis overfor EU kan hun ikke stå tilbage med, at det er Danmarks skyld, hvis fonden blokeres. Regeringen må søge at påvirke indholdet af redningsfonden og sikre, at den i videst muligt omfang f.eks. anvendes til grøn omstilling,” siger Marlene Wind.

Børsen bringer en analyse af udenrigsredaktør Hakon Redder. Han skriver blandt andet: ”Perspektivet er dybt interessant. Økonomisk såvel som politisk. Økonomisk tager Frankrig og Tyskland et vidtgående skridt med forslaget om en genopretningsfond med 500 mia. euro som EU's svar på coronakrisen. Over 3700 mia. kr. lyder som mange penge. Det er det også. […] ECB-chefen Christine Lagarde sagde for tre uger siden, at eurozonens bnp kan falde med over 15 procent i andet kvartal. For hele året kan det blive op til 12 procent. Deutsche Bank mener, at verdenshandelen vil krybe med 13,6 procent i år. Dybt dystre udsigter for i år, som genopretningsfonden ikke kan nå at stoppe. Måske i 2021, hvor der er økonomkonsensus om, at væksten igen vil være i gang. De politiske implikationer af den fransk-tyske enighed er omvendt allerede tydelige. Realiseres fonden som planlagt, er det en stor fælles gældsoptagelse i EU. Ikke den første, men den største. […] Tyskland vil dele pengene ud som gaver og ikke som lån. Endog med støtte fra høgen, fhv. finansminister Wolfgang Schäuble. Fordi coronakrisen er meget større end finanskrisen. Skeptikere mener, det er EU-hysteri. Fonden er midlertidig. EU får ikke nye egne indtægter. Rubicon er ikke krydset mod mere finanspolitik i den monetære union. Men i det mindste er tyskerne langt ude på broen.”

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen skriver i en klumme i Berlingske ligeledes om EU og Danmarks fremtid: ”Påfaldende, at Danmark skal finde sine venner i EU i bandemiljøet. Danmark, Holland, Østrig og Sverige er de fire lidt undersætsige rigmandsbørn i EU-klassen, som nægter at være med, når raslebøssen går rundt. Der synes at have bredt sig den opfattelse, at den danske regering har fundet sig nogle fine venner i de tre andre bandemedlemmer i kampen mod det fransk-tyske forslag om en genopretningsfond med 500 mia. euro eller 3.800 mia. kr. til at sætte gang i den kriseramte europæiske økonomi. […] Substansen i det tysk-franske udspil er ikke, at der udskrives en blankocheck på 3.800 mia. kr. i helikopterpenge til Italien eller Spanien. Ud fra den danske debat om sagen er der ellers sikkert mange, som forudser genopretningsfondens milliarder havne i lommerne på en dybt forgældet italiensk stat. Det fransk-tysk forslag er mere avanceret end helikopterpenge. Genopretningsfonden er en slags europæisk ”Marshal-hjælp” frem for en slags finanspolitisk nødhjælp. I forslaget skriver Tyskland og Frankrig, at der er tale om programmidler, som skal investeres med det sigte at understøtte EUs prioriteter, herunder digital vækst og grøn omstilling. […] Man behøver ikke at elske EU for at indse, at Danmark skaber 56 procent af sin velstand på eksportmarkederne, at over halvdelen af eksporten går til EU, og at vi har en dyb interesse i, at EU er økonomisk stabilt. Det er den banale grund til at se med en vis velvilje på det fransk-tyske forslag.”
Berlingske, s. 1, 2, 17; Politiken, s. 1, 6, 7; Børsen, s. 14-15 (26.05.2020)

Prioritede historier

På vej mod et utopisk Storbritannien, langt væk fra EU
Informations korrespondent Jakob Illeborg skriver i en analyse at hårdkogte brexiteers, der ønsker no deal i stedet for forlængelse af forhandlingerne med EU om en frihandelsaftale, vækker genklang i en stor del af befolkningen i Storbritannien. Illeborg skriver blandt andet: ”Drømmen om igen at stå på egne ben, at genindtage sin position som en slags stormagt og at have udbredt frihed til at fastlægge sin egen økonomiske vision har præget særligt dele af det konservative parti i Storbritannien, lige siden jernladyen regerede og indledte det opgør med EU, der nu er resulteret i Brexit.For næsten 40 år siden skrev 364 britiske økonomer et brev til The Times, hvor de argumenterede for, at Margaret Thatchers monetaristiske finanspolitik ville ende med at ruinere landet. […] Set i bakspejlet tog de 364 økonomer fejl. ”Thatchers finanspolitik ruinerede ikke Storbritannien. Tværtimod,” siger Patrick Minford, den ene af de to økonomer, der støttede Thatcher dengang, til Information. Han er i dag økonomiprofessor ved Cardiff Business School, og han frygter ikke udsigterne til et dobbelt angreb på den britiske økonomi fra både Brexit og COVID-19: ”Den dominerende konsensus tager ofte fejl. Den tog fejl omkring Thatchers økonomiske reformer i firserne, den tog fejl i forhold til at tilslutte sig euroen, og den tog fejl i forhold til påstanden om, at Storbritanniens økonomi ville crashe, hvis vi forlod EU. Det gjorde den ikke, og det vil den heller ikke gøre i fremtiden. Jeg ser klart lysere på Storbritanniens økonomiske udsigter end dem, der venter vores venner på kontinentet,” siger Patrick Minford. Han er medlem af Centre for Brexit Policy, en nyoprettet tænketank, der, som navnet angiver, er fortaler for Brexit, og som i en netop udgivet rapport argumenterer for, at Storbritannien for alt i verden ikke skal forlænge den transitionsperiode, man lige nu befinder sig i. Disse forhandlinger ser mildest taget vanskelige ud. Fredag advarede The Financial Times i en leder om meget alvorlige konsekvenser for den britiske økonomi, hvis en handelsaftale ikke bliver indgået og Storbritannien følgelig den 1. januar 2021 forlader EU med no deal her midt i coronakrisen. […] Udsigten til et no deal-Brexit under coronakrisen vurderes fra flere sider at vokse støt. Boris Johnson har ladet forstå, at man allerede fra juli vil flytte en del af fokus væk fra forhandlingerne og i stedet forberede sig på no deal. Den britiske regering har så sent som i sidste weekend understreget sin forhandlingsposition.”Ingen fornuftig regering ville kunne acceptere de krav, Michel Barnier stiller på vegne af EU. Det vil medføre, at EU får håndsret over britisk lovgivning i fremtiden. Vi har klart ladet forstå, at den britiske regering på ingen måde vil kunne acceptere denne tankegang,” sagde en anonym kilde i Downing Street til The Daily Telegraph lørdag.”
Information, s. 9-10 (26.05.2020)

Finansielle anliggender

Solen skinner sikkert mere på Bermuda, men det er ikke grund nok til at flytte penge dertil
Dan Shefet, advokat ved appelretten i Paris, medlem af The American Law Institute skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten blandt andet: ”Det er på høje tid at gøre noget grundlæggende ved de skatteoptimeringsmodeller, der ganske vist ikke er ulovlige, men til gengæld temmelig umoralske over for samfundet, der kommer til at betale for selskabers skattetænkning. […] Google har aldrig udloddet udbytte. Google har i stedet tilbagekøbt aktier. Siden januar 2018 for 42 mia. euro. […] Efter voksende EU-pres lykkedes det at få Irland til at sætte en stopper for denne trafik, og Google har meldt ud, at virksomheden vil indrette sig herefter for fremtiden. Selvfølgelig, den har jo ikke noget valg ... Pointen er imidlertid, at Irland i virkeligheden har erstattet sin model med en anden, som kan vise sig at være næsten lige så attraktiv - den såkaldte knowledge development box, som reelt betyder, at skatten nedsættes til ca. 6 pct. Herudover har Storbritannien meldt ud, at de vil være det ”nye skattely” både i ”selve Storbritannien” og i Commonwealth (f.eks. Cayman Islands) efter brexit. Et hul erstatter blot et andet. På politisk plan kunne det se ud som om, at der nu endelig er ved at ske noget. Danmark og Polen har udvist forbilledligt initiativ og nægtet skatteoptimeringsselskaber tilskud under covid-19-støttepakken. Desværre er disse tiltag begrænset af ”EU-retten og eventuelle andre internationale forpligtelser”. Problemet er, at EU's regler afskærer en medlemsstat fra at ”diskriminere” i sin uddeling af statsstøtte (principielt er statsstøtte jo ikke tilladt). Det betyder, at en irsk eller hollandsk aktionær (begge EU-lande) ikke må forfordeles i forhold til en dansk. Da skattekonstruktionerne er af indirekte karakter (altså, at aktionæren i skattelylandet optræder som aktionærens aktionær) indebærer dette ”indirekte” skattely, at den aftale, der blev indgået den 18. april mellem alle Folketingets partier, ikke altid er effektiv. Det er det, der forklarer, at visse selskaber opnår støtte på trods af deres skattelystruktur, og det er netop pga. disse forhold, at man nødvendigvis må gå efter internationale ændringer. Forhåbentligt kan disse opnås i G20-regi under topmødet i Saudi-Arabien i november i år i lighed med G8-topmødet i 2013. De ændringer, der skal til, er både statsstøttereglerne (EU-ændringer) og dobbeltbeskatningsaftaler, som bør muliggøre, at man ser igennem de forskellige selskaber, som er ”introduceret” på vejen til skattelyet. Det vil vise sig at være betydeligt mere effektivt end den digitalskat, som EU har forsøgt at få gennemført, hvilket - før corona - stødte på alvorlig modstand fra USA og ligeledes mødte kraftig lobbyvirksomhed fra tech-selskaberne.”
Jyllands-Posten, s. 20 (26.05.2020)

Handel

DI: Grønt og digitalt aftryk er det vigtigste at kæmpe for i EU
EU-Kommissionen fremlægger onsdag sit udspil til en stor genopretningsfond og et nyt syvårigt budget, men startskuddet er allerede gået til den politiske forhandling, mener Anders Ladefoged, EU-chef i Dansk Industri. ”For Danmark og de sparsommelige fire handler det om at fastholde en finanspolitisk ansvarlighed. De har orden i eget hus, og det ønsker de også af andre. Hvis man overgiver sig på forhånd, så forringer man jo chancerne for at få sine synspunkter igennem,” siger Ladefoged ifølge Børsen. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har skrevet i en mail til Børsen, at han ikke “gør sig illusioner om”, at Danmark og de sparsommelige kan få alt, hvad de ønsker - men at Danmark “selvfølgelig skal forfølge sine interesser”. Ladefoged mener, at trods den store splittelse, så er der fortsat potentiale for en stærk genopretningsplan. “Vi taler jo om hundredvis af mia. euro til investeringer. Det ville være ærgerligt, hvis man missede den mulighed - ikke mindst fordi to tredjedele af vores eksport går til EU's indre marked. Eksporten er nødlidende p.t., og det kan vi i Danmark ikke reparere alene,” siger Ladefoged.
Børsen, s. 14-15 (26.05.2020)

Rejser og billig rådgivning skal sætte fut i kriseramt eksport
De danske eksportvirksomheder bløder, og endnu er det værste ikke set. Det er erkendelsen i Udenrigsministeriet, som nu lancerer en række initiativer, der skal skåne eksportvirksomhederne og sætte gang i en offensiv for at vinde markedsandele i en verdensøkonomi ramt af coronakrisen. Det skriver Politiken. Ministeriet afsatte i sidste måned 225 millioner kroner til eksportindsatsen, som nu gør det billigere for virksomheder at få rådgivning og hjælp til eksportfremstød. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) oplyser, at regeringen arbejder for internationale aftaler om erhvervsrejserne. ”Vi ønsker at udvikle internationale standarder, så man trygt og sikkert kan rejse i forbindelse med sit erhverv. Det arbejder vi hårdt for i EU-regi, men også på tværs med enkelte lande, herunder vores nabolande,” lyder det fra udenrigsministeren. Dansk Industri har foreslået regeringen, at den bør arbejde for hurtigst muligt at 'afcoronaficere' det indre europæiske marked. Jeppe Kofod oplyser da også, at det er noget, han har lagt stor vægt på, når han har mødtes med de andre EU-landes ministre, og det arbejder fortsætter. ”Det er helt afgørende for dansk og europæisk økonomi, at vi begrænser protektionismen,” siger Kofod.
Politiken, s. 10 (26.05.2020)

Institutionelle anliggender

Et år i EU: Hvis EU ikke fandtes, skulle det hellere opfindes i dag end i morgen
Venstres Søren Gade har meget erfaring med politik. Alligevel var der nye udfordringer at håndtere, da han sidste år tog afsted mod EU. Gade har tidligere haft et ry for at være EU-skeptiker. Til det ry siger han i et interview med Altinget: "Det er noget sludder, for hvis EU ikke fandtes, skulle det hellere opfindes i dag end i morgen. Det er lidt som om, at hvis man ikke synes om alt, der kommer fra Bruxelles, så er man skeptiker, og den præmis køber jeg simpelthen ikke." Gade ønsker dog at holde det sociale område og arbejdsmarkedet hos nationalstaterne, mens han ser kontrollen af de ydre grænser, klimaforandringer og EU's helt store kronjuvel det indre marked, som områder, der varetages bedst i europæisk fællesskab. "Jeg kender præcis betydningen af at have et stort indre marked, og derfor mener jeg også, jeg kan tillade mig at sige, hvad jeg mener, at EU ikke skal være," lyder det fra Gade. Kontrollen med de ydre grænser var afgørende for, at Søren Gade gik imod sin gruppe og stemte blankt, da den nye Kommission i november skulle ratificeres. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har lagt op til, at grænseagenturet Frontex først vil nå 10.000 grænsevagter i 2024, og ifølge Gade er det for sent og med den beslutning viste han dermed, at han ikke er bange for at gå sine egne veje i Bruxelles.
Altinget (26.05.2020)

Vil EU tillade, at tyske kærester kan rejse ind, når franske ikke kan?
Nu er grænsen til Danmark åben for svenske og tyske kærester samt bedsteforældre. Men ikke for eksempelvis franske eller polske. Jyllands-Posten skriver, at det ifølge flere eksperter strider mod principperne om at behandle EU-borgere lige, når kun kærester fra nogle lande må rejse til Danmark. I mandags trådte muligheden for, at kærester kan rejse ind i Danmark, i kraft og gælder for Tyskland og Norden, dvs. EU-landene Tyskland, Sverige og Finland (samt de såkaldte EØS-lande Norge og Island), men ikke øvrige EU-lande som Polen, Østrig eller Luxembourg. Marlene Wind, professor og EU-ekspert fra Københavns Universitet fortæller at det strider mod kerneprincipperne i EU-retten. Ingen forskelsbehandling er en af de absolutte grundtanker i EU, men det er dog uvist, om det er lovligt eller ulovligt. ”Det er uklart, hvor grænsen går, og hvordan bestemmelsen bør fortolkes og anvendes. Vi er i en helt særlig situation, og EU-Domstolen har ikke afsagt nogen domme, hvor lande har trukket “sundhedskortet” for at nægte adgang til EU-borgere,” lyder det fra lektor i EU-ret på Københavns Universitet Catherine Jacqueson, som dog tilføjer: ”Man kan godt åbne gradvis op og udelukke nogle EU-lande, hvis det begrundes i sundhedshensyn. EU-Kommissionen har eksempelvis et grundprincip om, at man gerne må åbne for EU-borgere i lande, som har samme smitteniveau som en selv, men holde grænsen lukket til EU-lande med højere niveau.” Justitsminister Nick Hækkerup mener dog ikke, at det strider mod EU-regler at åbne for kærester fra Sverige og Tyskland uden at åbne for det øvrige EU og udtaler: ”Forskelsbehandling eller diskrimination er kun et onde, hvis den ikke er fagligt begrundet - at der ikke er gode grunde til det. Og her er der gode grunde, blandt andet er der tale om vores nabolande, som vi umiddelbart har grænser til, der er forskel på smittetrykket, rejsepresset osv. Det økonomiske samkvem.”
Jyllands-Posten, s. 6-7 (26.05.2020)

Vil det lykkes EU at rejse sig af sin politiske aske efter coronakrisen?
I en kommentar i Jyllands-Posten skriver Henrik Jensen, historiker, lektor emeritus, forfatter blandt andet: ”Hvordan er EU kommet igennem coronakrisen så vidt? Ud fra en helt objektiv betragtning: elendigt. ”Vi fik et glimt af afgrunden,” måtte selv EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen indrømme. Det var dengang i marts, hvor de virustruede europæiske nationer unisont (minus Sverige) indså den absolutte nødvendighed af at tage sagen i egne hænder og lukke ned. Bruxelles var hjælpeløs i sine lamme forsøg på at holde Europa åben, og man tør heller ikke tænke på, hvordan her ville have set ud, hvis det var lykkedes. ”Vi så hurtigt det positive for sammenhængskraften ved krisen,” sagde von der Leyen fortrøstningsfuldt bagefter. […] Handlekraften blev suget ud af Bruxelles, da alle andre indså, at nationalstater i nødens stund vil tage sig af deres egne befolkninger. På en måde var det alle tiders chance for at træde i karakter for Bruxelles, men kommissionen tabte straks det slag fatalt og blev kørt ud på sidespor, hvorfra man derefter længe ikke hørte en lyd. Men nu er EU tilbage, fast besluttet på at vinde krigen. […] To ting i EU's overordnede selvforståelse har vist sig at være problematisk. Det er dels forestillingen om, at de europæiske unionsbestræbelser siden 1950'erne har været hovedårsag til, at europæiske arvefjender ikke havnede i klammeri igen efter verdenskrigene - det var ikke hovedårsagen, hovedårsagen var nedlæggelserne af de nationale forsvarsbudgetter - og dels, aktuelt væsentligere, at EU var og stadig er det eneste værn mod politisk radikalisering og ekstremisme. Hvad det sidste angår, forholder det sig nærmest tværtimod. Frem for at være et værn imod ekstremisme og politisk radikalisering i Europa har EU vist sig at være en væsentlig årsag til deres vækst. En vækst, som skyldes EU's udvidelses- og centraliseringsdrømme, parret med manglende styr på økonomi og frem for alt indvandring."
Jyllands-Posten, s. 16 (26.05.2020)

Interne anliggender

Redningspakke for milliarder til Lufthansa
Mandag nåede den tyske forbundsregering og luftfartsselskabet Lufthansa til enighed om en redningspakke til milliarder af euro. Både B.T. og Børsen skriver, at redningspakken skal godkendes af EU-Kommissionen og af ledelsen af den tyske coronavirus-redningsfond samt af bestyrelsen i Lufthansa. ”Der er opnået enighed inden for de rammer, som den tyske regering har udarbejdet for redningsplaner,” oplyser en regeringskilde ifølge nyhedsbureauet dpa. Kilden oplyser desuden, at hjælpen består af omkring ni milliarder euro.
B.T., s 6; Børsen, s. 6 (26.05.2020)

Klima

Connie Hedegaard: ”Vi mangler en regering, der har det store klimaoverblik”
Information skriver, at for støttepartierne var klimaspørgsmålet afgørende, hvis Mette Frederiksen skulle være statsminister, og undervejs i forhandlingerne indbød S-formanden De Konservatives tidligere klimaminister og klimakommissær i EU til møde for et år tilbage. I kraft af sin erfaring skulle Connie Hedegaard, der er formand for den grønne tænketank Concito, ”give gode råd til klimaforhandlingerne”. Onsdag kom så regeringens ventede udspil til klimahandlingsplanerne, hvis mål er 70-procentsmålet i 2030. Connie Hedegaard rådgiver ikke længere S-toppen. Men hun er stadig en af de mest respekterede stemmer i dansk klimapolitik. Connie Hedegaard mener, at det politiske forhandlingsudspil er en positiv start, men at der skal mere til. ”Vi har brug for en regering, der træder et niveau op og ser klimapolitikken ud fra det overordnede mål. Og der har regeringen i dens tilgang en tendens til at hænge meget fast i sektorerne,” lyder det fra Hedegaard. Regeringen har selv sagt, at klimapartnerskabernes input spiller en central rolle for de politiske forhandlinger. Og idéen om klimapartnerskaberne har Connie Hedegaard da også selv foreslået. Hun er derfor ”meget positiv” over for erhvervslivets ambitiøse tilgang til opgaven. Men for omstillingen er det samtidig vigtigt, at regeringen løfter sig over de enkelte klimapartnerskabers sektorinput og ser det store billede. ”Jeg havde håbet, at regeringsapparatet i højere grad havde formået at se på tværs af de sektorinput, man har fået,” udtaler Connie Hedegaard til Information og oplyser at hun mener, at ”vi mangler en regering, der har det store klimaoverblik. Og som tænker på tværs.”

Berlingskes leder skriver også om regeringens udspil til en klimahandlingsplan: ”Mandag indledtes forhandlingerne om regeringens udspil til en klimahandlingsplan. Regeringens udspil var kemisk renset for en CO2-afgift. Dan Jørgensen havde nogle dage tidligere i et interview afvist CO2-afgift som et virkemiddel, og betegnet det som en ”Georg Gearløs-agtig model”. Regeringens afstandtagen fra en CO2-afgift er blevet positivt modtaget af Venstre og af store dele af erhvervslivet eksemplificeret ved Vestastopchef Henrik Andersen og af DIs direktør Lars Sandahl, der har taget afstand fra en CO2-afgift. Det Radikale Venstre mener til gengæld, at regeringen er tonedøv og er skuffet over, at CO2-afgift ikke er en del af klimahandlingsplanen. De Radikale plejer at lytte til økonomer, det gør de i hvert fald i dette tilfælde. Klimarådet, de tre topøkonomer Jørgen Whitta-Jacobsen, Per Birch Sørensen og Jørgen Søndergaard samt de økonomiskevismænd, senest bekræftet af overvismand Carl-Johan Dalgaard, påpeger alle, at en CO2-afgift er det mest omkostningseffektive middel til at nå klimamålsætningen. […] En national CO2-agift, i modsætning til en international, medfører risiko for lækage, afgiften flytter produktion til udlandet, men den globale udledning er uændret. Både Klimarådet og de tre topøkonomer har en løsning på det i form af et bundfradrag til de mest CO2-belastende industrier suppleret med et subsidie, hvis de reducerer udslippet ned under bundfradraget, vel at mærke et subsidie, der kan fastlægges objektivt efter den reducerede skadevirkning. Men Danmark bør arbejde for en CO2-afgift på EU-niveau. En anden indvending er, at i en økonomisk coronakrise er det ikke tid til skatteforhøjelser. Det er rigtigt, men CO2-afgiften skal ikke være en skatteforhøjelse, den skal indgå i en afgiftsomlægning, hvor andre afgifter nedsættes. I den nuværende økonomiske situation vil det være oplagt at indlede afgiftsomlægningen med at sænke en række afgifter, og først indfase CO2afgiften, når den økonomiskesituation er til det. På den måde får man umiddelbart en finanspolitisk lempelse og på sigt indbygget CO2s skadevirkninger i de prissignaler, der møder forbrugere og virksomheder.”
Information, s. 6-7; Berlingske, s. 2 (26.05.2020)

Udenrigspolitik

Brug de diplomatiske kræfter hvor det batter for eksporten
Børsen bringer et debatindlæg af Anne H. Steffensen, administrerende direktør, Danske Rederier, som blandt andet skriver: ”En styrkelse af diplomatiet bør især ske på ambassaderne uden for EU, hvor to tredjedele af danske rederiers indtjening hentes. Herudover skal kræfterne lægges på Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles. Danmark, Europa og resten af verden er langsomt ved at slå øjnene op til en ny virkelighed. Verdensøkonomien er groggy efter at have været lagt i dvale af coronavirussen. Politikere, diplomater og andre embedsmænd har nu en stor opgave i at hjælpe erhvervslivet på benene igen efter den ufrivillige lur. Danmarks diplomatiske muskler er en vigtig brik i spillet om at få eksport og import til at flyde optimalt igen. […] Et diplomatisk fokus uden for EU betyder ikke, at Danmark skal slække på tilstedeværelsen i EU. Men en styrkelse af det danske diplomati i EU bør ske på netop EU-repræsentationen i Bruxelles og ikke på de enkelte ambassader rundt om i Europa. Det er i Bruxelles, at benarbejdet for styrkelse af det indre marked og for at sikre de rigtige prioriteringer i EU's engagement i en presset global økonomisk og politisk verdensorden skal laves. Lige nu optræder Danmark i EU med større styrke, end vores geografiske aftryk egentlig berettiger til. Det er positivt og skyldes i høj grad vores EU-repræsentation. Det får vi endnu mere brug for postcorona.”
Børsen, s. 2 (26.05.2020)

Kinas skræmmetaktik
I en kommentar i Information skriver forfatter Ian Buruma, at nu hvor der igen kan tjenes store penge på samkvem med Riget i Midten, står Vesten splittet over for kinesernes intimidering og pengestrømme, hvilket minder om 1700-tallet. Buruma skriver blandt andet: ”Donald Trump spilder sin tid. I stedet for at mobilisere den amerikanske forbundsstats betydelige ressourcer på at minimere COVID-19-pandemiens ulykker går han mere op i at give Kina skylden for virussmittens spredning. Mens Kinas regering sendte strømme af hjælpeforsyninger og lægehold til pandemiramte lande kloden over, lukkede Trump ned for flytrafik fra Europa uden forinden at orientere USA's europæiske allierede. Siden marts har Kina bidraget med 50 millioner dollar til WHO, hvorimod Trump, der beskylder Verdenssundhedsorganisationen for at være ”i lommen på Kina”, har stoppet USA's finansielle bidrag til WHO's arbejde. Med Kinas generøsitet følger betingelser: WHO vægrer sig mod at anerkende Taiwans vellykkede inddæmning af virus og vil ikke optage Taiwan som medlem for ikke at støde Beijing. Og mens Trump og hans udenrigsminister, Mike Pompeo, havde travlt med at udbrede konspirationsteorier om 'den kinesiske virus', måtte EU nedtone sin kritik af Kinas misinformation i pandemiens første fase for at afværge en kinesisk trussel om sanktioner. At Kinas intimideringer er så effektive, siger alt om Kinas enorme og voksende økonomiske magt. […] Udsigten til et globalt kinesisk lederskab er ikke tillokkende. Men USA er hurtigt ved at falme som alternativ. 'Det amerikanske århundrede' blev præget af tåbelige krige, ideologisk rigiditet og tankeløs støtte til diktaturer. Ikke desto mindre var der tilslutning til det amerikanske lederskab i respekt for, at USA havde en regeringsform, som kunne være kritisabel i praksis, men i det mindste var funderet på menneskelig frihedstørst og på idealet om lige rettigheder.”
Information, s. 2 (26.05.2020)

Detaljer

Publikationsdato
26. maj 2020
Forfatter
Repræsentationen i Danmark