Tirsdag den 31. juli

Tophistorier

Kina vinder handelskrigen med USA
I en kronik i Jyllands-Posten skrives der blandt andet: ”Den 13. januar gjorde Donald Trump endelig noget ved løfterne om at straffe Kina (og andre, bl.a. Mexico og EU). Han indførte told på solceller og vaskemaskiner. Senere stål og aluminium, så elektronik. Derefter fulgte i juni en trussel om told på en bred vifte af produkter, f.eks. tøj, sko og håndtasker. Begge parter har indført told på import til 34 milliarder dollars. Yderligere 16 mia. dollars er besluttet og træder i kraft i disse uger. Indtil videre 50 milliarder dollars, svarende til 10 procent af Kinas eksport til USA. Men Trump har yderligere annonceret sanktioner for 200 milliarder dollars, som vil være indført og implementeret om få uger. Det er så halvdelen af Kinas eksport til USA. Men den 20. juli har Trump truet med at lægge told på hele Kinas eksport, 500 mia. dollars. Den trussel kan blive annonceret senere og træde i kraft otte uger derefter. Så er handelskrigen total. Det kan være så tidligt som i november måned. [...] Når USA udvider sanktionslisten, svarer Kina straks igen med sanktioner af samme værdi. Men herudover ændrer Kina på politik og regler for udenlandske investeringer i Kina. Det bliver lettere for amerikanske virksomheder at investere i Kina. Det er et af de mange Trump-krav til Kina, men - pudsigt nok - flytter det arbejdspladser til Kina. Det er i øvrigt en stor faktor bag USA's gigantiske handelsunderskud, at langt de fleste amerikanske virksomheder har outsourcet til Kina, hvorfra produktionen hentes tilbage. Told på varer fra Kina rammer mange amerikanske virksomheder. [...] Som det tegner sig nu, er den største gevinst for Kina, at USA's tilbagetrækning skaber en ny situation for Kina. Amerikanske sanktioner, ikke kun over for Kina, men f.eks. over for EU og Mexico, får " frihandelslandene", som baserer sig på WTO's regler, til at rykke sammen, med Kina som en dominerende aktør. EU's nylige besøg i Japan og Kina viser det tydeligt. Kina og EU - USA's fjender - udsendte en fælleserklæring, som støtter frihandel og understreger, at handel skal ske inden for WTO-reglerne. Og i Japan underskrev Donald Tusk og kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, en gigantisk frihandelsaftale med Japan, to giganter i den internationale handel, som derved markerer, at den globale økonomi kan klare sig uden USA.” Børsen skriver, at Præsident Donald Trump og EU-formand Jean-Claude Juncker har stoppet handelskrigen med en form for våbenhvile men Ethan S. Harris, global cheføkonom i storbanken Bank of America Merrill Lynch tror ikke på, at våbenhvilen i Trumps handelskrige med EU og Kina vil vare længe. “Vores synspunkt har længe været, at handelskrigene vil fortsætte, indtil der er tydelige tegn på smerte. I særdeleshed kan vi ikke se, hvorfor Trumpadministrationen vil ændre synspunktet, at “handelskrige er gode og nemme at vinde”, hvis der er ikke er nogen synlige omkostninger på hverken økonomien, markederne eller den offentlige opinion,” skriver Harris. Teis Knuthsen, investeringsdirektør i Lego-pengetanken Kirk Kapital, mener, at Trumps trusler om at pålægge importtold på stort hele Kinas eksport til USA på cirka 500 milliarder dollar “ikke kommer til at ske.” “Der er jo mening med galskaben. Et vist element af rationale i USA's angreb på Kina for deres store handelsoverskud og misbrug af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det giver mening at angribe Kina, nu hvor USA er klart økonomisk stærkest, frem for om ti år, hvor Kina er stærkere. Man kan diskutere måden, USA gør det på, men jeg tror ikke et øjeblik på, at en mindre handelskrig i 2018 vil stoppe Kinas langsigtede økonomiske ambitioner,” lyder det fra Teis Knuthsen til Børsen.
Jyllands-Posten, s 17; Børsen, s. 15 (31.07.2018)

Prioritede historier

Britisk angreb på Facebook: Vores demokrati er i krise, intet mindre
Facebook gav i fredags efter og viste en britisk undersøgelseskommission de budskaber, som Vote Leave-kampagnen sendte ud til Facebooks brugere op til folkeafstemningen om EU. De såkaldte mørke annoncer nåede frem til undersøgelsesudvalget, få dage før udvalget offentliggjorde sin foreløbige rapport om systematisk manipulation og russisk påvirkning op til folkeafstemningen. Budskaberne beskrives i The Guardian som en ”ekstraordinær og afslørende samling: en samling, der domineres af åbenlyst racistiske løgne - herunder at Tyrkiets 76 millioner indbyggere er på nippet til at komme ind i EU.” Det skriver Politiken. De foreløbige konklusioner fra den britiske undersøgelseskommission bekræfter langt hen ad vejen mistankerne om, at de britiske vælgere blev udsat for målrettet og løgnagtig manipulation. Og den russiske indblanding i andres landes valg er endnu mere udbredt, end udvalgets medlemmer havde forestillet sig, det oplyser formanden for undersøgelsesudvalget, konservative Damien Collins, til flere britiske medier. I forbindelse med undersøgelsen besøgte britiske parlamentarikere det amerikanske forbundspoliti i Washington, og ifølge The Guardian blev de forbløffede over, hvordan FBI ser på de russiske agenters påvirkning af det amerikanske valg i dag. FBI arbejder stadig på at få klarlagt, hvordan russiske agenter og troldehære manipulede valget i 2016. Men FBI er også blevet optaget af en langt mere akut udfordring: De digitale teknikker, som de russiske trolde bruger, har udviklet sig med skræmmende hast og effektivitet siden det amerikansk valg for to år siden, og de kan komme i spil under efterårets midtvejsvalg. Og alle kommende valg. Ifølge rapporten er Mark Zuckerberg, Facebooks topchef, og hans virksomhed, dog den egentlige skurk, da de gør det hele muligt, og nægter at gribe ind imod det. Facebook har forklaret udvalget, at virksomheden ikke vil påtage sig noget ansvar for ulovlig udenlandsk påvirkning af demokratiske valg. ”Den position er uholdbar, og Facebook og andre platforme må begynde at påtage sig et ansvar for, hvordan deres platforme bliver brugt”, skriver de britiske parlamentarikere.
Politiken, s. 6 (31.07.2018)

Handel

Storbritannien øjner handelsaftale med Kina
Flere aviser skriver at Kina over for Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, har givet udtryk for, at de to lande kan begynde at diskutere en mulig frihandelsaftale, når Storbritannien har forladt EU. Hunt overtog jobbet som udenrigsminister tidligere på måneden, efter at Boris Johnson sagde op på grund af regeringens position i de såkaldte Brexit-forhandlinger.
Berlingske, s. 8; BT, s. 8; Jyllands-Posten, s. 8, Politiken, s. 5 (31.07.2018)

Institutionelle anliggender

Farmor havde faktisk ret: Penge er ikke alt i denne verden
Sikkerhedspolitisk korrespondent skriver følgende i et debatindlæg i Jyllands-Posten: ”Det er snarere blevet tid til at mindes, hvad mange sikkert har hørt deres farmor sige mildt bebrejdende: “Penge er ikke alt i denne verden. ” Tydeligst med Brexit- afstemningen. Trods mange advarsler om de voldsomme negative følger for briternes økonomi, hvis de forlader EU, stemte et flertal alligevel for Brexit. Dommedagsbasunerne er snarere blevet endnu kraftigere efter afstemningen, men der er stadig flertal i befolkningen for Brexit. Flertallet ved, at det koster, men er altså villig til at betale. Vi kender det også herhjemmefra. Op til euro-afstemningen i 2000 advarede de fleste banker og eksperter om konsekvenserne, hvis ikke Danmark gik med i euroen. Økonomiminister Marianne Jelved truede direkte med renteforhøjelser. Men et flertal sagde alligevel nej til at gå med og var klar til at tage følgerne. [...] En amerikansk journalist, Thomas Frank, dokumenterede f.eks. i en bog for nogle år siden, hvordan vælgerne i hans hjemstat Kansas stemte imod deres egne økonomiske og sociale interesser, fordi emner som homoseksuelle ægteskaber og abort var vigtigere for dem. Han havde ikke noget bud på en forklaring. Hans bog var ét stort spørgsmålstegn. Ligesom de mange eksperter, der udmaler de katastrofale følger for briterne af Brexit, løbende bliver taget indenom. De har ikke indset, at et flertal af vælgerne er klar til at betale denne pris for at få Storbritannien ud af EU. Erkendelsen er naturligvis ved at synke ind hos de store klassiske partier i Europa. Værdipolitik er blevet nok så vigtig som hård økonomisk politik. Farmor havde ret: Penge er ikke alt.”
Jyllands-Posten, s. 14 (31.07.2018)

Marcus Knuths EU-drømme kunne blive et mareridt
I en kommentar i Berlingske skriver Nils Juhl Andreasen, medlem af Venstre og tidligere kandidat til Europa-Parlamentet, blandt andet: ”Marcus Knuth udtrykker i Berlingske 17. juli et ønske om, at hans EU-drømme fra engang i fortiden kunne blive virkelighed. Han ønsker et folkekært EU. Folkekærlighed er ofte en egenskab, propaganda-apparater hæfter på despotiske ledere. Ligeledes efterlyser Knuth et mere demokratisk EU. [...] Der er i hovedsagen tre EU-organer involveret. EU-Kommissionen, der udelukkende består af kommissærer og en formand, som er udpeget af de demokratisk valgte regeringer i EUs medlemslande. Desuden EUs ministerråd, som består af ministre repræsenterende de 28 demokratisk valgte regeringer i EUs medlemslande. Og endelig Europa-Parlamentet, hvis medlemmer er valgt af befolkningerne i de 28 medlemslande ved demokratiske valg. Disse tre organer skal under hensyntagen til afstemningsreglerne i hvert enkelt organ være på linje, for at ny lovgivning i EU kan se dagens lys. [...] Det folkelige problem for EU består ikke i opbygningen af beslutningsprocessen. Problemet for EU er meningsdannere som Knuth, der til trods for sit politiske ståsted finder anledning til at nedgøre det, andre har bygget op, blot fordi enkelte beslutninger går dem imod. Og lige netop i denne turbulente tid med en Putin til den ene side og en Trump til den anden er EU en vigtig organisation, som ansvarlige politikere burde bakke fuldt og helt op om. Det er heldigvis det, de ledende profiler i Venstre har forstået.”
Berlingske, s. 23 (31.07.2018)

Steve Bannon på vælgerhøst i Europa
I signatur i Politiken skrives der: ”Hvad vil Bannon her i Europa? Trumps omstridte og for længst fyrede strateg er ved at starte en ny organisation, som skal samle populister af nationalkonservativ art i Europa. Man skulle tro, det var løgn. Hvis Nigel Farage, Marine Le Pen og andre populistiske EU-kritikere har noget til fælles, er det, at de stritter imod globalisering, Bruxelles, det multikulturelle samfund, og at de mistænkeliggør internationale beslutninger. Men nu vil de lave en fælles bevægelse på tværs af grænser, ovenikøbet med navnet Bevægelsen. Og hvad er målet? Det er at få en fælles gruppe i Europa-Parlamentet, som de egentlig er imod. [...] Men ja, Bannon afskyr globalisme og brugte ordet globalist som et skældsord over for Trumps indflydelsesrige svigersøn, Jared Kunstner. Det har i USA netop været Bannons ambition at fremme populisme og nationalisme - 'Amerika først' - imod det, han selv kalder Davos-partiet eller eliten. Det groteske er, at de europæiske nationalkonservative ellers ynder at lægge halalhippier og humanister af Soros' tilsnit for had og ynder at bede udlændinge om at blande sig uden om deres samfund. De dyrker deres eget flag, afskyr EU's og beder sig gerne fritaget for international indblanding. Nu inviterer de altså en amerikansk strateg til Europa for hjælpe de populistiske partier med en fælles kampagne for at skabe en “supergruppe” på den yderste højrefløj. Det skal de være så velkomne til. Ganske vist ville Bannon formentlig selv blive arrig, hvis Europa blandede sig i det amerikanske valg. Men Europa har i årtier engageret sig i demokratisering i det nye Østeuropa, i Afrika, i Mellemøsten og i Fjernøsten Nu kan vi blive nødt til at leve med, at kræfter i USA forsøger at påvirke vores demokrati.”
Politiken, s. 7 (31.07.2018)

Udenrigspolitik reduceret til tre slagord
Informations Leder skriver blandt andet: ”Danmarks største allierede, USA, er i fuld gang med at redefinere sin egen rolle i verden, fokusere mere snævert på egne behov og i øvrigt underminere det multilaterale aftalebaserede system, som Samuelsens liberale verdensorden hviler på. Danmarks næststørste allierede og største eksportmarked, Storbritannien, er hastigt på vej ud af EU og har været det i to år, uden at Danmark tilsyneladende har formuleret en selvstændig politik. Vi følger uden debat de øvrige 27 EU-lande. Og selv i EU er protektionisme og illiberalt demokrati på fremmarch - de præcis modsatte værdier af Samuelsens. Men det står ikke klart, hvad Danmark aktivt vil gøre for at modarbejde det og bidrage til en løsning. I EU blander vi os i så lidt som muligt, der ikke direkte vedrører Danmark.
Information, s. 20 (31.07.2018)

Interne anliggender

Mussolini spøger i italiensk politik
I en Europæisk Analyse i Politiken skrives der om den italienske indenrigsminister og leder af det fremmedfjendtlige parti Lega, Matteo Salvini, som ifølge en stribe målinger er Italiens mest populære politiker. Matteo Salvini er kendt for provokerende udtalelser. Men søndag overgik Matteo Salvini sig selv med et kendt citat. “Tanti nemici, tanto onore”, som betyder: “Mange fjender, stor ære.” Formuleringen er tidligere blevet brugt af diktator Benito Mussolini, der kom til magten i 1923, og som under betegnelsen “fører”, gradvis omdannede Italien til et fascistisk diktatur frem til sit fald i 1943. I mange år har de gamle partier lovet italienerne, at EU og globaliseringen var løsningen på landets problemer, med det resultat, at de gamle partier har mistet deres troværdighed. “EU har svigtet Italien i forhold til migrationen fra Afrika, og med høj ungdomsarbejdsløshed og mange midlertidige og dårligt betalte jobs opfatter en stor del af befolkningen migranterne som en trussel, Femstjernebevægelsen og Lega gjorde disse problemer til hovedtemaerne i deres valgkamp, og de fremlægger i disse dage flere lovforslag på disse områder,” skrives det blandt andet i analysen.
Politiken, s. 2 (31.07.2018)

Så dybt kan Lars Løkke ikke krybe for DF
I Børsen mener skrives der følgende: ”Krav og ønsker til kommende regeringssammensætning og det politiske indhold har i nogen tid været under udrulning, og budskaberne må forventes at blive skærpet yderligere, når partierne i næste måned skyder den politiske sæson i gang med rækken af sommergruppemøder. Én af de aktuelle meldinger, der er værd at opholde sig ved, er Morten Messerschmidts (DF) interview i B.T. Efter næsten ti år i Europa-Parlamentet og et forrygende personligt stemmetal ved seneste EP-valg har Messerschmidt kurs mod Folketinget og det borgerlige regeringssamarbejde, Dansk Folkeparti officielt styrer efter i tilfælde af blåt flertal. Altså en regering, hvor DF er trådt ind, og Liberal Alliance smidt ud. Den EU-politik, Messerschmidt ridser op som fundament for en ny borgerlig regering, har imidlertid en karakter, der bør få Venstre-folk til at sige stop: Lars Løkke Rasmussen (V) skal efter valget “presses” til at love en “dexit-afstemning, hvor danskerne får mulighed for at melde sig ud af EU”, når briternes forhandlingsresultat er kendt. En ny statsminister skal som sin første gerning i EU-politikken indføre et nyt velfærdsforbehold i stil med de andre danske EU-forbehold. [...] Nu styrer DF officielt efter regeringssamarbejde, og derfor kan de mere EU-venlige kræfter ikke nøjes med at trække på skuldrene ad Morten Messerschmidts budskaber - medmindre der blot er tale om løse ønsker. I interviewet indikerer han desuden, at socialdemokratiske topfolk, han er i kontakt med, virker mere lydhøre i EU-politikken end Løkke. S-formand Mette Frederiksen understregede da også tidligere på sommeren - da statsministeren åbnede for opgør med forbeholdene - at de danske undtagelser er fundamentet for dansk EU- politik. Det er uvist, hvor hårdt DF vil stå på sine krav i forbindelse med næste valg.”
Børsen, s. 2 (31.07.2018)

Klima

Skat på CO2 kan redde klimaet uden at belaste skatteborgerne
Carlos Curbelo, medlem af Repræsentanternes Hus i USA, lancerede et forslag i kampen mod klimaforandringer. Curbelo vil indføre den såkaldte Carbon Tax, der beskatter CO2-udledning. Udmeldingen er bemærkelsesværdigt, når den ligeledes republikanske præsident, Donald Trump, er kendt som klimafornægter. ”Fossile brændstoffer som naturgas, kul og olie vil blive beskattet alt efter deres indhold af CO2. Dermed kan man sikre, at prisen på det fossile brændstof også afspejler de klimamæssige omkostninger ved produktionen - og altså belastningen af miljøet og klimaet. Med skatten vil man kunne lade markedsmekanismerne stå i klimaets tjeneste,” forklarer den amerikanske økonom, Gilbert Metcalf, der har beskæftiget sig med klimapolitik i flere årtier, til Politiken. Metcalf fortsætter: ”I USA er der stærke politiske interesser, eksempelvis hos kulminearbejdere og kulindustrien, som vil blive ramt af en skat på CO2. De sætter sig til modværge. Men jeg tror dog ikke, at modstanden vil vare ved på længere sigt. Undersøgelser har vist, at selv et flertal blandt Trumps tilhængere har indset, at der må gøres noget ved klimaforandringerne. Og det viser det republikanske parlamentsmedlem Curbelos initiativ jo også. I Europa der er til gengæld andre forhindringer. […] Det har noget at gøre med de særlige politiske strukturer i EU. Indførelsen af en skat er en fiskal foranstaltning af den slags, der kræver enstemmighed for at blive vedtaget i EU. Handlen med CO2-udledning er derimod en regulativ ordning, som kan indføres blot med et simpelt flertal.”
Politiken, s. 9 (31.07.2018)

Sikkerhedspolitik

Trumps mærkværdige samhørighed med Putin udgør en alvorlig trussel mod vores sikkerhed
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skriver Carl Bildt, formand for Global Commission on Internet Governance og medlem af Verdens Økonomiske Forums Europaråd, følgende: ”Hvad skal der blive af NATO og det transatlantiske samarbejde efter den amerikanske præsident, Donald Trumps, tumultariske uge i Bruxelles, Storbritannien og Helsinki, hvor han forsvarede den russiske præsident, Vladimir Putin, mod anklager om cyberkrig fra USAs egne efterretningstjenester? […] Grundlæggende er Trumps klager over, at USA påtager sig en urimelig del af byrden for NATOs kollektive forsvar tvivlsomme. Mens USA's militærbudget svarer til rundt regnet 72 procent af de samlede forsvarsudgifter for alle NATO-lande, er omkring tre fjerdedele af de amerikanske militærudgifter rettet mod andre steder end Europa. Omkring halvdelen af det amerikanske forsvarsbudget bliver brugt på at opretholde en tilstedeværelse i Stillehavet, og en fjerdedel bliver brugt på operationer i Mellemøsten, strategiske atomprogrammer og på andre områder. Selvom USA har øget sine forsvarsudgifter i Europa betydeligt i det seneste par år, er det værd at huske på, at de fleste amerikanske styrker og militære faciliteter faktisk har fokus på den geostrategiske bue fra Indien til Sydafrika. Med militære baser som Ramstein, Fairford, Rota, Vicenza og Sigonella har USA længe brugt Europa som udgangspunkt for at indsætte styrker andre steder. Og de varslings- og overvågningsfaciliteter, som USA opretholder i Storbritannien og Norge, er der for at forsvare det amerikanske kontinent - ikke Europa. […] Det er derfor, at NATO fortsat skal styrke sit forsvar i Europa. Som et minimum har Europa brug for flere militære styrker, og disse styrker har brug for at være rustet til hurtig indsættelse i kritiske områder. Den nye kommandostruktur, der er under etablering i Tyskland, er et lovende første skridt. Og dog, for Rusland har nogle fordele i forhold til NATO, der har mindre at gøre med ressourcer og mere med netop kommandostrukturen at gøre.”
Kristeligt Dagblad, s. 9 (31.07.2018)