EU i dagens aviser
13. juli 2017
Dagens EU-tophistorier
Institutionelle anliggender: EU kræver klart svar om Brexit
Kristeligt Dagblad kan fortælle, at EU kræver, at Briterne i de kommende dage skal fortælle, hvad deres positioner er på de vigtigste områder af Brexitforhandlingerne med EU. Det sagde EU's chefforhandler, Michel Barnier, i går på et pressemøde i Bruxelles. Berlingske skriver, at usikkerheden omkring Brexit får de indflydelsesrige kreditvurderingsselskaber til at sænke vækstudsigterne for britisk økonomi, ligesom en yderligere nedgradering af den britiske stats kreditværdighed truer i horisonten. ”Det er fortsat uklart, om den britiske regering vil kunne levere et fornuftigt resultat for Storbritannien. Sandsynligheden for et abrupt - og skadeligt - exit uden en aftale og en tilbagevenden til WTO-handelsregler er øget i forhold til vores forventninger umiddelbart efter folkeafstemningen, fordi regeringen foreløbigt har forfulgt mål, der peger på et ”hårdt” exit,” siger underdirektør Kathrin Muehlbronner fra kreditvurderingsselskabet Moody's. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at de vigtigste britiske ministre kommer med ganske forskellige udmeldinger. Udenrigsminister Boris Johnson sagde således tirsdag i Underhuset, at der ikke er noget alternativ til at lave en aftale med EU, selv om både premierminister Theresa May og Brexit-minister David Davis har truet med, at ”ingen aftale er bedre end en dårlig aftale.”
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 5; Berlingske, s. 6
Andre EU-historier: Prioriterede emner
Institutionelle anliggender: Copenhagen Towers bliver måske hjemsted for EMA
I Berlingske kan man læse, at den danske regering har lagt sig fast på en eventuel placering af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). ”For at sikre os at København kan levere fra første dag, har den danske regering besluttet at leje en ny, moderne og bæredygtig bygning, der møder alle EMA´s krav. Den heder Copenhagen Towers og står klar til EMA,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). EMA skal ligesom den europæiske bankmyndighed (EBA) flyttes ud af Storbritannien som konsekvens af Brexit. Stort set alle EU-lande ønsker at tiltrække mindst ét af de to agenturer, og frem mod 31. juli kan de indsende deres ansøgninger om at huse agenturerne til EU-Kommissionen. I den kamp slår Danmark sig særligt på den færdige pakke, der betyder, at EMA stort set vil kunne fungere fra dag ét.
Kilde: Berlingske, s. 6
Udvidelse: Balkan kommer ikke med i EU lige foreløbigt
Berlingske skriver om EU´s årlige topmøde med lederne af de seks Balkan-lande, der gerne vil med i EU - Albanien, Bosnien, Kosovo, Makedonien, Montenegro, Serbien. De mødtes i går med lederne fra en række af de store EU-lande, herunder Frankrig og Tyskland. På topmødet, der blev afholdt i italienske Trieste, var der masser af fine ord om landenes ”europæiske perspektiv”, men EU-medlemskab har dog meget lange udsigter. Konkret vil EU nu forsøge at hjælpe de økonomiske sektorer i landene med at komme tættere på EU-standarder.
Kilde: Berlingske, s. 6
Udenrigspolitik: Russerne skal overholde EU´s love
Information kan berette, at EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i onsdags beroligede de bekymrede MEPs, der har spurgt til Nord Stream 2 gasledningen, at Kommissionen ønsker konkurrence inden for gasmarkedet, men at planerne for Nord Stream 2 på nuværende tidspunkt ikke følger reglerne i EU's Energiunion. Gasledningen skal ifølge Juncker ikke bygges, hvis den ikke følger principperne for europæisk lov, fremgår det. ”Bygges Nord Stream 2, så hverken kan eller skal projektet opføres i et juridisk vakuum eller alene i henhold til et tredjelands lovgivning,” siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.
Kilde: Information, s. 5
Udvidelse: Tyrkiet ønsker ikke at blive medlem af EU
Jyllands-Posten bringer historien om, at Tyrkiet ikke ønsker sig et medlemskab af EU. Præsident Recep Tayyip Erdogan har i et interview med BBC udtalt, at de fleste indbyggere i Tyrkiet ikke ønsker et medlemskab af EU. ”Det vil være en trøst, hvis EU siger, at man ikke kan acceptere Tyrkiet som medlemsland,” sagde den tyrkiske leder i BBC-programmet Hardtalk. Erdogan afviste i øvrigt, at Tyrkiet har fængslet 150 journalister.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 10
Handel: Dansk erhvervsliv frygter handelskrig
Jyllands-Posten har fået lavet en undersøgelse hos Wilke, der viser at Danske eksportvirksomheder frygter mere politisk usikkerhed og flere handelsrestriktioner det kommende år. Det viser en måling blandt 313 eksportører lavet af analysehuset Wilke. ”Usikkerheden er særlig stor lige nu, og det kan virksomhederne mærke,” siger Kasper Ernest, chef for Dansk Erhvervs EU- og internationale afdeling i Bruxelles. Selv om G20-landene i weekenden lovede hinanden at fortsætte linjen mod mere frihandel, konkluderede EU-Kommissionen forleden i en rapport, at europæiske eksportører sidste år mødte 10 pct. flere handels- og investeringsbarrierer. De fleste nye barrierer blev rejst i G20-lande som Rusland, Brasilien, Kina og Indien. Jyllands-Posten fortæller også, at USA med Donald Trump er på vej ud på et sidespor. I en global verdensøkonomi trues et protektionistisk USA nu med en plads som beskeden bænkevarmer, mens Asien, Sydamerika og EU er i fuld gang med næste halvleg af handelskampen.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 4, 10-11,
Migration: EU’s politikere bærer ansvaret for tusindevis af druknede flygtninge
I Kristeligt Dagblad skriver sognepræst Johannes Glentehøj fra Samsø Sogn, at ansvaret for de tusindevis af druknede flygtninge i Middelhavet, bæres af EU´s politikere: ”Ved de store skibsforlis i april 2015 druknede henholdsvis 400 og 715 mennesker. En afdeling ved London Universitet analyserede omstændighederne omkring de to store skibsforlis. Deres rapport konkluderer: "EU's tilbagetrækning fra statsledet eftersøgning og redning (SAR), flyttede byrden med de ekstremt farlige eftersøgnings- og redningsoperationer over på store handelsskibe, som er dårligt udrustede til at udføre dem. På denne måde skabte EU og dets politikere forhold, som førte til det omfattende tab af menneskeliv i skibsforlisene i april." Politiken fortæller ligeledes, EU's store flådeaktion i Middelhavet, Operation Sophia, er forfejlet og koster menneskeliv. Det konkluderer en rapport udarbejdet af Overhuset i det britiske parlament. Siden nytår er 85.000 illegale migranter sejlet til Italien, oplyser FN. Det svarer til 83 procent af trafikken til EU.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 9; Politiken, s. 3
Andre EU-historier
Interne anliggender: De danske udlændingeregler er forfejlet
Børsens lederskribent skriver om den danske direktør, Jacob Møller fra IT virksomheden Kiloos, kritik af de danske udlændingeregler: ”Når Jacob Møller denne gang alligevel har valgt at lufte sin kritik, hænger det sammen med hans dybe frustration over stramningerne på udlændingeområdet, der gør det svært for ham at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. I en stor analyse fra foråret har vismændene kortlagt den udenlandske arbejdskraft i Danmark. Ifølge vismændene er antallet af erhvervsrettede indvandrere femdoblet over de seneste 12 år fra 23.500 personer i 2004 til 116.000 personer i 2016. 4 Er det alle sammen højtspecialiseret arbejdskraft? En stor del af gruppen består af EU-borgere, der har let ved at komme til Danmark og arbejde. Ifølge vismændenes undersøgelse er arbejdskraften fra EU ikke primært specialister. Det er derimod den del af gruppen, der kommer uden for EU.”
Kilde: Børsen, s. 13
Interne anliggender: Morten Messerschmidt er dobbeltmoralsk
Ekstra Bladets lederskribent, skriver om Morten Messerschmidt, MEP, og hans udtalelser omkring, at Danmark bør følge briternes eksempel og forlade EU: ”Dansk Folkepartis tilbagevendte Morten Messerschmidt, at det bedste for Danmark vil være at følge briterne ud af EU. Tillad os at være forvirrede. For godt et år siden syntes Morten Messerschmidt, at det bedste for briterne ville være at blive i EU. Det ville også være bedst for Danmark. Både Storbritannien og Danmark kunne dermed få en bedre aftale. Et flertal af briter valgte i juni sidste år at ignorere DFs EU-topfigur og andre, der sagde det samme. Nu synes han så, at danskerne tillige bør forlade 'Taberklubben', som Messerschmidt benævner EU.” På Altinget giver ordet til Morten Messerschmidt, som i et debatindlæg, skriver: ”EU uden briterne er blevet et endnu mere utåleligt sted at være for danskerne, og at det absolut ikke behøver at føre til økonomisk ruin for Danmark at finde fællesskaber og alliancer uden for Bruxelles' snævre rammer.”
Kilde: Ekstra Bladet, s. 28; Altinget
Detaljer
- Publikationsdato
- 13. juli 2017
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark