EU i dagens aviser
18. maj 2017
Dagens EU-tophistorier
Institutionelle anliggender: Macron kan hurtigt blive et problem for EU
Kristoffer Dahl Sørensen, kandidatstuderende i analytisk journalistik ved Aarhus Universitet, skriver i en kommentar i Information, at Emmanuel Macrons valgsejr er blevet udlagt som en sejr til det europæiske projekt. Dog kan den EU-positive leder paradoksalt nok ende med at skabe splittelse i unionssamarbejdet. Macron har ved flere lejligheder, også over for Merkel i Berlin, sagt at han foretrækker et kommende europæisk samarbejde, hvor dem, der vil, skal gøre mere. ”Der er meget sandhed i Merkel og Macrons syn på EU. Det indre marked, som det er i dag, er godt nok verdens største frihandelszone, men det skaber ikke nok vækst og velstand, er ikke konkurrencedygtigt nok i forhold til USA og Asien og løser ikke årtiers problemer med at nedbringe høje arbejdsløshedstal i flere medlemslande. Derfor forstår jeg godt, at nogle af Unionens grundlæggere hungrer efter øget økonomisk samhandel og politisk samarbejde,” skriver Dahl Sørensen. Efter det franske valg, med de EU-skeptiske briters udmeldelse og med udsigterne til, at Merkel vil genvinde kanslertitlen efter de seneste delstatsvalg i Saarland og Nordrhein-Westfalen, er mange i Bruxelles imidlertid blevet bestyrket i deres tro på, at flere eller i hvert fald to hastigheder er vejen frem for EU. Jean-Claude Juncker, Kommissionsformand, har også udtalt sig positivt over for netop denne kurs i sin hvidbog fra marts. Information skriver, at både højre, venstre og centrum er velrepræsenteret i Macrons aalancerede og germanofile regering. 50 procent af Macrons ministre har ikke tidligere været professionelle politikere. Politiken skriver, at halvdelen af Macrons ministre er kvinder, og at flere af dem er hentet uden for den politiske verden. Ifølge avisen havde Macron også lovet en regering med mange kvinder i vigtige ministerier, erfarne kræfter og personligheder rekrutteret uden for den politiske verden.
Kilder: Information, s. 17; Berlingske, s. 10; Politiken, s. 5
Institutionelle anliggender: Parlamentet vil fjerne Ungarns stemmeret
Flere dagblade har i dag fokus på Ungarn. Politiken skriver, at Ungarns autoritære leder Viktor Orban, efter i årevis ustraffet at have udfordret Europas demokratiske grundværdiger, nu er ved at miste sin støtte fra andre EU-landes borgerlige partier. Med et stort flertal vedtog Europa-Parlamentet i går det første skridt i en procedure, der i sin yderste konsekvens kan føre til, at Ungarn mister stemmeret i Den Europæiske Union. Ifølge EU har Orbans parti, Fidesz, siden 2010 med nye love og en række grundlovsændringer udnyttet sin dominans til at indskrænke ytringsfriheden i landet, stække domstolene og true regionsfriheden. Ungarns regerings bliver nu også anklaget for uacceptabel behandling af asylsøgere og ngo'er samt indførelse af en ny lov, der kan føre til statslig overtagelse af det uafhængige Centraleuropæiske Universitet i Budapest. I forvejen har EU-Kommissionen taget initiativ til procedurer mod den ungarske regering, men hidtil har ingen ønsket at gå så vidt som til at iværksætte traktatens såkaldte 'atombombe' i artikel 7. Blandt politikerne i Danmark er der uenighed om forslaget. Det skriver Politiken. Jens Rohde (R) stemte for advarsel. ”Jeg er meget glædeligt overrasket over, at forslaget blev vedtaget med så stort et flertal. Det er et vigtigt signal. Det er meget markant, at så mange borgerlige fra EPP har stemt for, selv om Viktor Orbans parti sidder i deres gruppe.” Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti stemte imod advarsel, og siger: ”Helt grundlæggende tror vi bare ikke på denne metode. I årevis har EU kritiseret Østrig, Ungarn og Polen, og det har ikke haft anden effekt end at gøre regimerne i de lande stærkere. Vælgerne i de lande opfatter det mest af alt som et angreb på deres nationale suverænitet. Og det kan jeg godt forstå. Jeg synes ikke, EU skal blande sig i alle de her ting. Hvad bliver det næste? Danske ministre har jo også måttet stå skoleret i Europa-Parlamentet på grund af vores udlændingepolitik.” Morten Helveg, medlem af EU-Parlamentet for de Radikale glæder sig over forslaget: ”Det er glædeligt. Vi har presset på gennem flere år for at få stoppet alle de forfærdeligheder, Orban har gang i.” Det skriver Altinget.
Kilder: Politiken, s. 11; Ekstra Bladet, s. 20; Kristeligt Dagblad, s. 6
Andre EU-historier: Prioriterede emner
Institutionelle anliggender: Vi har fået en europæisk offentlighed
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Frederik Von Sperling, sociolog programleder, DGI, at mens EU's grundpiller vakler, så diskuterer vi Europa på livet løs. DR holder valgaften om et fransk præsidentvalg og belgiere, portugisere og tjekkere er enige om, at Ungarn tager for få flygtninge. Det aftegner konturerne af noget nyt: en europæisk offentlighed. ”Frankrigs præsidentvalg er Europas dilemma i en nøddeskal med den globale humanisme på den ene side og den nationalkonservative islamskepsis på den anden. I de kommende års valg i hele Europa vil mange præsident- og andre kandidater uden tvivl gå til valg på udmeldelse af EU. Bag dem står ca. 25 pct. af vælgerne, som oplever indvandrerpres, arbejdsløshed og illegitime politikere så stærkt, at de er hægtet af. De vil tilbage til den lille nationalstat, og angrebet på globaliseringen har foreløbigt stærkt svækket EU, som har mistet sit andenstørste medlem, Storbritannien,” skriver Von Sperling.
Euroskeptikerne er den stærkeste drivkraft for offentligheden, og i en vis udstrækning bærer de europæiske højrefløje hinandens sejrer frem, hvor rygvind til Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterna, Farage osv. fremhæves som led i den nationale debat andre steder. ”F.eks. skrev Søren Espersen på Twitter morgenen efter brexit-afstemningen, at det 'lader til, at briterne lige har reddet folkestyret - ikke alene i UK, men så sandelig også i Danmark. Tak! Three cheers for Britain!.' Om man kan lide det eller ej, så bidrager dette til en styrkelse af legitimiteten ved den løsning, som Europa ender med at vælge, hvad enten den bliver national eller global - om ikke det mest sandsynlige, dvs. en kombination,” skriver Von Sperling i Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 25
Andre EU-historier:
Migration: Den dansk-svenske-tyske test af grænserne for asylstramninger
Berlingske skriver, at i både Danmark, Sverige og Tyskland er der gang i sager ved domstolene, efter at de tre lande har udvidet brugen af midlertidig beskyttelsesstatus for asylansøgere og har strammet reglerne for at få familiesammenføring. Dog preller Europarådets kritik af de danske stramninger af reglerne for familiesammenføring af på udlændingeminister Inger Støjberg (V). Ifølge avisen har Støjberg udtalt følgende til Ritzau: ”at der ikke ville blive ændret ”så meget som et komma”, mens hun kaldte rådets kommission mod racisme og intolerance, der står bag kritikken, for ”konger uden land.” Danmark er vel og mærke en af Europarådets grundlæggere og overtage formandskabet til november.
Kilde: Berlingske, s. 22
Udenrigspolitik: Problemet Trump
Formelt har USA's 45. præsident ikke overtrådt love og regler, hvilket han nu bliver beskyldt for, men den måde, Donald Trump har forrettet sit embede på, siden han kom til magten for snart fire måneder siden, og hans opførelse inden, giver ikke næring til en formodning om, at alt er i den skønneste orden. Det skriver Jyllands-Postens leder. Sagerne hober sig op for Trump, og de seneste drejer sig om, at han skulle have røbet hemmelige oplysninger til Rusland og have bedt den nu fyrede FBI-chef James Comey om ikke, at grave dybere i den ligeledes afskedigede sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forbindelser til Moskva. ”Overgivelsen af de angiveligt fortrolige efterretninger til den russiske udenrigsminister under et møde i Det Hvide Hus har potentielt sprængkraft. Informationer om planlagt IS-terror skal være givet til USA af det israelske efterretningsvæsen. Trump afviser at have gjort noget forkert, det kan være rigtigt, men på den anden side: Det plejer han jo at gøre,” skriver avisen.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 22
Klima: EU må holde verden ansvarlig for klimaet
FN's generalsekretær António Guterres sagde i går til medlemmerne af EU-Parlamentet, at EU skal agere førerhund i kampen mod klimaforandringer. Det skriver BT og Jyllands-Posten. ”Det er vigtigt at slå fast, at klimaforandringerne er hovedårsagen til konflikter. Hvis nogle regeringer tvivler på det, må de andre lande gå sammen og sikre, at de lever op til Paris-aftalen,” lød det fra Guterres.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 14; BT, s. 10
Grundlæggende rettigheder: Overgreb på homoseksuelle
Anders Samuelsen, udenrigsminister (LA), skriver i et debatindlæg i Politiken, at han er meget enig med Sune Æbelø, når han læser hans kommentar fra d. 13.5. om overgreb på homoseksuelle i Tjetjenien. ”Som alle, der kender mig, ved, er LGBT-rettigheder noget, der ligger mig meget på sinde. Og jeg er lige så forfærdet som Sune Æbelø over de helt forfærdelige beretninger om uhyrlige overgreb. Derfor var Danmark også et af de allerførste europæiske lande, der tydeligt fordømte det før mange af de lande, Sune Æbelø nævner. Vi gjorde det med det samme klart, at regeringen ville tage sagen op, og slog fast, at Rusland skal overholde sine internationale forpligtelser. Danmark har siden rejst sagen i OSCE,” skriver Samuelsen i indlægget. Han skriver, at Danmark har rejst sagen i Europarådet og, at han personligt har rejst sagen over for den russiske udenrigsminister, Lavrov.
Kilde: Politiken, s. 8
Udenrigspolitik: Trump dropper naboerne og flyver til Europa og Arabien
Donald Trump indleder sin første udlandsrejse som præsident. Det skriver MetroXpress. Trump vil på rejsen demonstrere, at han er en international leder, på trods af han ellers er blevet beskyldt for at være antimuslimsk med sin politik om indrejseforbud til USA for borgere fra en række muslimske lande. Mandag rejser Trump videre til et 24 timer langt besøg i Isreal og derefter skal han på besøg hos paven i Vatikanet. Efter mødet, rejser han til Natotopmøde og EU-USA-topmøde i Bruxelles.
Kilde: MetroXpress, s. 10
Konkurrence: Lempede regler for statsstøtte til havne og lufthavne møder dansk skepsis
EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) annoncerede onsdag lempede regler for statsstøtte til blandt andet havne og mindre lufthavne. Det skriver Altinget. Men meldingen fra de Danske Havne og Dansk Luftfart lyder, at lettere adgang til statsstøtte ikke nødvendigvis er en fordel for danske havne og lufthavne. Lufthavne med under tre millioner årlige passagerer vil fremadrettet ikke længere stå over for krav om forhåndsgodkendelse fra Europa-Kommissionen i forbindelse med tiltag, der indbefatter statslig støtte.
Kilde: Altinget
Institutionelle anliggender: Vi må sammen finde en løsning på Brexit
”Der verserer en politisk hanekamp om Brexit mellem den britiske premierminister Theresa May og Kommissionsformanden Jean-Claude Juncker. Men vi bør stå sammen om at finde løsninger for de millioner af borgere, der kommer i klemme på grund af Brexit,” skriver Margrethe Auken, medlem af Europa-Parlamentet i et debatindlæg på Altinget. Vestager mener, at man bør huske menneskerne bag tallene. ”For nyligt talte jeg med en af vores britiske medarbejdere i min Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet. Efter BREXIT-afstemningen i juni 2016 havde hun ikke talt med sin mor. Moren havde stemt for BREXIT - helt uden tanke på de konsekvenser hendes stemme ville have for sin datter som nu vil miste sit job og uden at tænke på sit barnebarns fremtid,” skriver hun i debatindlægget.
Kilde: Altinget
Administration: EU's it-kommissær har været savnet
Altinget skriver, at den knap 38-årig Mariya Gabriel er på vej til at fylde Bulgariens plads i kommissærkollegiet, efter Kommissionsformand Jean-Claude Juncker tirsdag sagde god for hende oven på en jobsamtale i Strasbourg. Hun skal overtage ansvaret for den digitale økonomi og samfund i EU-Kommissionen. Først og fremmest bliver den nye kommissærs job at hjælpe til med, at få alle de stykker lovgivning gennem EU-maskinen, som den siddende Kommission allerede har søsat i forbindelse med den såkaldte digitale indre markedsstrategi.
Kilde: Altinget
Detaljer
- Publikationsdato
- 18. maj 2017
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark