Torsdag den 19. marts

Tophistorier

Økonomer forudser historisk krise, efter at regeringer lukker samfund ned
Børsen og Politiken har i dag fokus på de økonomiske konsekvenser af coronapandemien. Politiken skriver, at Deutsche Bank forudser, at EU får skåret en fjerdedel af bnp i andet kvartal som følge af pandemien. I disse dage påtager de nationale regeringer sig opgaver, som for ganske kort tid siden havde syntes utænkelige. Ifølge en ny analyse fra Deutsche Bank betyder dette utroligt ringe andet kvartal, at eurozonens bruttonationalprodukt går 24 procent tilbage, mens tilbagegangen i USA bliver på 13 procent. Man forudser en uhørt hård, men forhåbentlig hurtigt forbipasserende recession. Deutsche Banks økonomer skriver i deres analyse: ”Disse tal er betydeligt ud over det omfang, man i moderne historie har erfaring med.” Deutsche Bank henter dog nogen trøst i, at regeringer verden over tilsyneladende er villige til at tage politiske tiltag. Blandt andet har Tyskland har ladt sin bazooka, som finansminister Olaf Scholz kalder den, med statslån på mindst 550 milliarder euro - over 4. 000 milliarder kroner. Storbritannien har gjort noget tilsvarende med en lånepakke på 330 milliarder pund, og i Frankrig lyder lånepakken indtil videre på 300 milliarder euro. Mange regeringer kan låne pengene billigt, eksempelvis kan Tyskland, Frankrig og Storbritannien alle låne i 30 år til en rente på under 1 procent. Så ser det værre ud for coronavirussens europæiske epicenter, Italien, som også har iværksat store hjælpepakker og har mobiliseret 25 milliarder euro til at stimulere den håndbremsede økonomi. Rentespændet mellem de tyske statsobligationer, der regnes for at være en sikker havn blandt investorer, og de italienske, er over 3 procent. Udviklingen skyldes til dels, at markederne har reageret på, at Christine Lagarde, chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, i sidste uge sagde, at det ikke var bankens opgave at ”holde rentespændet nede” mellem regeringers statsgældsbeviser. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har lovet, at EU vil ”gøre alt, der er nødvendigt,” for at hjælpe Italien. EU-Kommissionen har indtil videre mobiliseret 37 milliarder euro til krisehjælp, og mere er på vej. Det Europæiske Finanspolitiske Råd skal rådgive EU, så unionen ikke gentager fejlene fra finanskrisen, hvor man kom ud i en langvarig recession, som måske kunne have været undgået med en bedre finanspolitik og pengepolitik. Børsen skriver, at vækstdykket grundet coronakrisen vil ramme EU hårdere end finanskrisen i 2008/09. De henviser til samme økonomiske rapport fra Deutsche Bank, som Politiken. Holger Schmieding, global cheføkonom, Berenberg Bank, peger på, at situationen er så flydende, med daglige store stigninger i antallet af coronasmittede, at "vi kan ikke forudsige længden og dybden af recessionen.” Men Schmieding er sikker på, at "faldet i økonomien i Europa mellem marts og maj bliver større end mellem september 2008 og april 2009. EU har taget omfattende begrænsninger på bevægelsesfriheden i anvendelse. Blandt andet ved et total indrejseforbud i Schengen-området i 30 dage fra andre lande. Men Holger Schmieding anfører, at "det vil tage mindst en uge, før vi får beviser for, om det har nogen effekt.” Børsen skriver yderligere, at et af de størst mulige værktøjer til at inddæmme en recession i EU er taget op af værktøjskassen. Men mellem regeringscheferne er der uenighed og især uvished om, hvordan den tyske forbundskansler, Angela Merkel, stiller sig. Ifølge anonyme kilder er Angela Merkel angiveligt parat til at se på, om EU skal udstede en form for gensidigt garanteret europæisk statsobligation for at bekæmpe de negative konsekvenser af coronaudbruddet. Idéen kommer fra den franske præsident Emmanuel Macron, der stort set kun får støtte fra Italiens premierminister, Giuseppe Conte. Macron henviser direkte til "coronaobligationer,” for at understrege det direkte og aktuelle behov. Under finans- og gældskriserne blev forslag om fælles gældsudstedelse gentagne gange luftet, men fælles EU-gæld var et tabu for Angela Merkel, og idéen blev afvist af blandt andet Tyskland og Holland, der ikke ville påtage sig kreditrisici for især de sydeuropæiske EU-lande med høj statsgæld. Men vokser coronakrisens økonomiske konsekvenser, og får idéen om euroobligationer ny luft, vil et sådan tiltag løfte den økonomiske solidaritet i EU til helt nye niveauer. Søren V. Kristensen, makroøkonom i Sydbank, siger: ”Det betyder nemlig, at man hæfter for andres gæld. I hvert fald de dele af den, som bliver udstedt i de fælles europæiske obligationer.” Hollands premierminister Mark Rutte er fortsat skeptisk overfor idéen. Information skriver, at ifølge økonomihistorikeren Adam Tooze, der til daglig er professor på Colombia Univeristy, kan coronapandemien ikke sammenlignes med andre kriser. Tooze siger: ”Det utrolige ved coronakrisen er, at vi lukker økonomien ned for at redde millioner af mennesker, som stort set er økonomisk uproduktive. Dem, virusset rammer, er jo i forvejen de mest udgiftstunge borgere, og nu gør vi millioner af unge arbejdsløse, lukker skoler og universiteter for at redde dem.” Tooze mener, yderligere, at Den Europæiske Centralbank indtil nu har vist sig at være inkompetent i sin håndtering. I en analyse i Børsen skrives der blandt andet: ”Årsagen er, at dansk politik står i en helt usædvanlig situation med krisehjælp, der ikke er set på denne måde eller med så høj en hastighed før i fredstid i Danmark. […] Samtidig er der på dette punkt dybe lommer i statskassen, da krisetiltagene er af midlertidig karakter og dermed hverken påvirker de danske regler for budgetloven eller EU's stabilitets- og vækstpagt.” I lederen i Børsen skrives der blandt andet: ”Regeringen har nu på to uger lanceret fem økonomiske hjælpepakker for at afbøde de økonomiske effekter af corona-epidemien. […] Den strukturelle budgetsaldo påvirkes ikke - og 3 procent grænsen i stabilitets- og vækstpagten er vi endnu ikke på kollisionskurs med. Selv hvis vi skulle overtræde reglerne i EU, vil det dog ikke få konsekvenser, man er i EU blevet enige om at se igennem fingrene med eventuelle regelbrud i den aktuelle situation.” I en kommentar i Børsen skriver økonomisk kommentator, Jens Lundsgaard, blandt andet: ”Centralbankerne har sænket renterne overalt, hvor de ikke var nul i forvejen. EU's finansministre har suspenderet budgetrestriktionerne, og alle EU-lande gennemfører nu en strøm af hjælpepakker. […] De relevante instrumenter ligger ikke hos EU, men nationalt, såsom weekendens flotte trepartsaftale.”
Børsen, s. 2, 4, 7, 18, 19; Politiken, s. 8; Information, s. 1,7 (19.03.2020)

Spøgelsesstemning hersker i Europas tomme storbyer
Flere aviser skriver i dag om EU og de nationale staters ageren i forhold til coronapandemien. Jyllands-Posten skriver, at de europæiske hovedstæder og storbyer er forvandlet til spøgelsesbyer efter at Europa tirsdag har lukket sine grænser og mange lande har indført udgangsforbud. Andre lande, heri blandt Danmark, har lukket sine nationale grænser. Coronaproblemerne har i Frankrig udløst en politisk krise, da tidligere sundhedsminister Agnès Buzyn, der nu er partiets borgmesterkandidat i Paris, i et interview med Le Monde beskyldte præsident Macron og premierminister Edouard Philippe for at have ignoreret hendes advarsler om smitten helt tilbage i januar. Kristeligt Dagblad skriver, at til trods for lukningen af EU’s ydre grænser, er det ikke EU, der går forrest i krigen mod coronasmitten, men derimod nationalstaterne. Mens hver tredje EU-land har lukket de indre grænser og dermed standset den frie bevægelighed skal EU's lukning af de ydre grænser illustrere det europæiske skæbnefællesskab. Europa er nu verdens hårdest ramte kontinent, og truslen kommer ikke udefra, men fra yderligere spredning igennem de foreløbig knap 70.000 smittede inden for EU-grænserne. Det symbolske initiativ skal da også især skabe indtryk af et handlekraftigt EU, der står sammen i krisen. Et indtryk, som står i skærende kontrast til de seneste ugers håndtering af pandemien. For det er ikke EU, men de enkelte medlemslande, der har vist handlekraft under den værste krise, Europa har oplevet siden Anden Verdenskrig. Det er hverken Det Europæiske Råd eller Kommissionen, men regeringerne, borgerne har vendt sig mod for at få beskyttelse. Professor Ole Wæver fra institut for statskundskab ved Københavns Universitet siger: ”EU har ingen kompetence på sundhedsområdet, som er et nationalt anliggende. Men mere grundlæggende: Når nationen er truet, er det staten, der skal garantere vores sikkerhed. Kun staten kan sige, at vi står over for en eksistentiel trussel, der berettiger indgreb i vores frihed.” EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, og den europæiske centralbankdirektør Christine Lagarde har virket tøvende og forsigtige. Kritikken lyder, at frigørelsen af milliarder af kroner til at støtte europæisk økonomi er utilstrækkelig. Det er samtidig ikke lykkedes for de europæiske institutioner at imødegå staternes ensidige beslutninger. Von der Leyens opfordringer til EU-lederne om at beskytte det indre marked blev overhørt, og tusindvis af bus- og lastbilchauffører strandede ved grænseovergange med risiko for både smitte og manglende forsyninger. Dominique Moïsi, seniorrådgiver ved Ifri, institut for internationale studier, i Paris, siger: ”Coronakrisen har afsløret EU's begrænsninger. En pandemi kan kun løses med internationalt samarbejde. Men i krisetid fristes man til at samle sig om sin nation. Og EU har ikke tilstrækkelig vilje, og institutionens ledere ikke tilstrækkelig vægt til, at deres ord virkelig har betydning:” I en kommentar i Kristeligt Dagblad skriver Peter Nedergaard, professor på institut for statskundskab, Københavns Universitet, blandt andet: ”Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Den Europæiske Union, EU, samarbejdet med USA og den bilaterale hensyntagen til nabolandene er vigtige og nødvendige institutioner for staterne. Når alt kommer til alt, har borgerne imidlertid først og fremmest nationalstaterne at falde tilbage på, når verden ramler. Det skæl er faldet fra øjnene i de seneste dage og uger. WHO har udsendt meldinger, men staterne reagerer vidt forskelligt på dem og i forskellige hastigheder. […] EU har heller ikke på nogen vis evnet at få etableret en fælles koordineret linje angående, hvordan bekæmpelsen af covid-19 skulle foregå. Det kunne ellers have været hensigtsmæssigt, al den stund at der er fri bevægelighed for borgerne og handel inden for EU's område, hvorfor der let kan ske smittespredning. I praksis har EU-landene imidlertid grebet bekæmpelsen af covid-19 vidt forskelligt an. […] Det ser ud til, at de sydeuropæiske EU-lande i den indledende fase har været både langsommere og mindre strenge i deres indgriben, hvilket muligvis skyldes hensyn til det økonomiske tunge turismeerhverv. Også mellem de nordeuropæiske lande er der imidlertid betydelige forskelle med hensyn til, hvordan man har grebet bekæmpelsen af covid-19 an.” I ”Groft Sagt” i Berlingske skrives der blandt andet: ”EU kan sagtens ”cykle” baglæns. For eksempel har et stort antal EU-lande nu indført, at personer fra andre EU-lande kan afvises ved grænsen, medmindre de har en virkelig god grund til at rejse ind. Derimod kan varer stadig passere frit over landegrænserne i EU. Vupti! Men et snuptag er EU omdannet til det EF, som fandtes, indtil Maastrichttraktaten indførte Den europæiske Union i 1990erne. Det europæiske fællesskab er genopstået af asken - eller rettere sagt: coronavirussen.”
Jyllands-Posten, s. 14-15; Kristeligt Dagblad, s. 3; Berlingske, s. 32 (19.03.2020)

Prioritede historier

Vi skal ud af coronakrisen med det demokratiske sindelag i behold
Flere aviser skriver i dag om demokratiet og coronavirus. I en kommentar i Berlingske skriver Amalie Lyhne, politisk kommentator, skribent og foredragsholder, blandt andet: ”Coronavirussen har ramt overalt i verden, og både demokratiske og udemokratiske lande er i kamp mod den. Det vækker uvægerligt lysten til at sammenligne: Hvilken styreform er mon virussens stærkeste modstander, og kan og vil det ændre menneskers præferencer? Med andre ord: kan coronavirussen svække opbakningen til demokratiet? […] En tysk undersøgelse har vist, at kun halvdelen af de unge europæere anser demokratiet som den bedste styreform, mens 26 procent mener, at andre styreformer kan være lige så gode. Ni procent ville ligefrem foretrække en anden styreform. Samtidig praler EU-landet Ungarn af at være et såkaldt ”illiberalt demokrati”, som ikke kan betragtes som andet end en hybrid mellem demokrati og autokrati, og også andre EU-lande svækker i disse år med fuldt overlæg demokratiske institutioner. En nylig undersøgelse, foretaget på baggrund af data fra World Values Surveys, viser, at opbakningen til demokratiet er faldende på tværs af alle vestlige lande.” I et debatindlæg i Politiken skriver Theresa Scavenius, lektor på Aalborg Universitet med forskningsområde i klimapolitik, blandt andet: ”Coronakrisen er kun en lille krise. Efter den venter endnu større kriser: klimakrisen, den kommende flygtningekrise og biodiversitetskrisen. Men coronavirus er nok til at afsløre vores vestlige samfunds sårbarhed. Krisen fortæller os, at vi alt for hurtigt tyr til antidemokratiske og endda militære løsninger, for eksempel i forbindelse med operationerne ved vores grænse. Det er forventeligt, at det vil ske i endnu højere grad, når de store kriser kommer. […] På overfladen virker vores samfund robust. Men vi har en global verdensorden, hvis institutioner er ved at gå i opløsning. Der er ikke noget handlekraftigt FN. Eller EU. Der er kun nationalstaterne tilbage, som skal kæmpe for at løse de globale kriser, de i virkeligheden ikke magter. Coronavirussen afslører, at verdens stater ikke har den kapacitet, der skal til for at løse kriser med civile og faglige midler. […] Resultatet bliver, at det civile, politiske og demokratiske system spiller fallit, når det står over for store kriser. Det er et helt afgørende skred sker, når vi sætter militæret ind - i stedet for politiet - for at lukke grænsen.”
Berlingske, s. 27; Politiken, s. 5 (19.03.2020)

Arbejdsmarkedspolitik

Coronatiltag skaber kø ved EU-grænser
Kristeligt Dagblad og Ekstra Bladet skriver, at forsøget på at inddæmme og bremse spredningen af coronavirus har store konsekvenser for lastbiler og personbiler på Europas veje. Nogle steder i EU tager det mere end et døgn at passere grænser med en lastbil. Det gælder den tysk-polske grænse ved byen Jedrzychowice. Ekstra Bladet skriver yderligere, at retningslinjer fra EU-Kommissionen, som EU-landenes stats- og regeringschefer diskuterede tirsdag, lægger op til, at der indføres 'grønne vejbaner'. Disse skal give prioritet til lastbiler med varer, herunder medicin og fødevarer, så alle EU-lande får nødvendige forsyninger. En talsmand fra EU-Kommissionen sagde: ”Det er klart, at nu da landene har drøftet og i vid udstrækning godkendt retningslinjerne, så forventer vi, at de i en ånd af samarbejde implementerer dem hurtigst muligt.”
Ekstra Bladet, s. 22; Kristeligt Dagblad, s. 5 (19.03.2020)

Institutionelle anliggender

EU i demokratisk klemme: Hvor mange af de 705 parlamentarikere kan stille på arbejde i Bruxelles
Det er kun en brøkdel af de 705 parlamentarikere og flere tusind ansatte, som er mødt fysisk på arbejde, efter parlamentets ledelse i sidste uge valgte at indstille al mødeaktivitet for de europæiske folkevalgte i en uge for at mindske risikoen for smitte med ny coronavirus. Det skriver Altinget. "Jeg ser ikke for mig, at 705 parlamentarikere og deres ansatte skal til at rejse Europa tyndt lige nu. For mig giver det ingen mening," siger Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, som selv sidder hjemme i Danmark. Pernille Weiss fra Konservative mener, at Parlamentet burde have set problemerne komme i takt med, at der for eksempel blev indført karantæne i Norditalien, der gjorde, at flere parlamentarikere ikke kunne deltage i arbejdet. "For 12 dage siden kunne man godt have sagt, at I, der er i Bruxelles, bliver. Så finder vi ud af, hvordan vi sammensætter et funktionsdygtigt parlament med respekt for gruppernes størrelserne, så vi her i huset kan være aktive medlovgivere i det nødvendige, der skal gøres, uden at der mistes tid på grund af Parlamentet," siger hun. Hos Socialdemokraterne fortæller Marianne Vind, at hun oplever meget forskellige holdninger blandt hendes politiske fæller. "Lige nu tager jeg det en dag ad gangen," siger hun.
Altinget (19.03.2020)

En dag skal regnskabet gøres op
I Signatur i Politiken skriver journalist Anne M. Sørensen blandt andet: ”Verden taler ikke om andet end den coronavirus. Det gælder i Danmark såvel som i Chile, hvor jeg selv befinder mig. […] De senere år har vi set en stadig skarpere konfrontation mellem på den ene side dem, der hylder større integration og åbne grænser, og på den anden side dem, der foretrækker protektionisme og mure omkring sig. Trumps slogan 'America First' og Storbritanniens Brexit er de to mest rungende eksempler på det sidste. […] Den daværende britiske justitsminister Michael Gove, der var en ledende tilhænger af Storbritanniens udmeldelse af EU, afviste for nogle år siden en række anerkendte eksperters rapport om konsekvenserne af Brexit med ordene: ”Folk i dette land har fået nok af eksperter”. Donald Trump har afvist eksperters advarsel om klimaforandringer som hysteri og pjat. Og adskillige landes ledere lod sig lede af følelser i stedet for fakta, da coronavirussen slog til. Det har heldigvis ændret sig, for nu er de fleste omgivet af kapaciteter og tager situationen alvorligt. Bedre sent end aldrig. […] Vi er måske for vant til, at USA tager teten i kriser. Det gør USA helt sikkert ikke denne gang. Vi må selv. I Europa. I Afrika. I Latinamerika. Det er et paradoks, at vi alle lukker vores grænser samtidig med, at det går op for os, at vi er nødt til hjælpe hinanden, for som krisen avancerer, vil det blive nødvendigt at udveksle strategier, vacciner og behandling. Vi har heldigvis også FN og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, selv om multilaterale enheder også er et udskældt fænomen blandt populister.”
Politiken, s. 7 (19.03.2020)

Interne anliggender

Bed for den tyske bazooka
Lederen i Information skriver blandt andet: ”Ingen havde drømt om, at Europa skulle lammes af en virus fra Vestens maskinrum i den tidlige globalisering, Kina. Og ingen ved endnu, hvad krisen kommer til at betyde for EU's største økonomi, den tyske. Med sin sparepolitik har Tyskland præget euroen, EU og Sydeuropa stærkt siden sidste finanskrise, hvorefter landet har oplevet en række jubelår. […] Alligevel virkede det surrealistisk, da finansminister Olaf Scholz onsdag meldte ud, at Tyskland i 2021 vil udvide sine milliardinvesteringer - og samtidig holde det berømte ”sorte nul”, altså et statsbudget uden ny gæld. […] Olaf Scholz har derfor medgivet, at det sorte nul ”ikke er helligt”, og han har indvilget i, at euroredningsfonden ESM med over 400 milliarder euro kan komme på tale for at redde Italien. […] Men er det nok? De lande, der er værst ramt af epidemien, nemlig Italien, Spanien og Frankrig, har samtidig den højeste statsgæld, hvorfor EU har slækket på stabilitetskriterierne for euroen. Det burde ikke give anledning til selvretfærdige tyskeblame games. […] For siden sidste krise har Tyskland været velsignet med investorkapital, mens lande som Spanien og især Italien og Grækenland betaler stadig højere renter på deres statsobligationer. Med negative renter får Tyskland derimod penge for at låne penge. Den dårlige nyhed er, at det lynhurtigt kan udløse en ny eurokrise. I den situation er selv Tyskland afhængig af, at italienerne kommer med gennem krisen i stedet for - i deres dybe skuffelse over den fraværende europæiske solidaritet i coronabekæmpelsen - at forlade unionen og euroen og kickstarte deres økonomi med en devaluering. Det ville euroen og EU næppe holde til.”
Information, s. 2 (19.03.2020)

Hvad foregår der i Spanien? Læg øret til jorden og lyt
I en kommentar i Jyllands-Posten skriver Per Nyholm, publicist, tidligere udenrigskorrespondent, blandt andet: ”Selv i disse corona-tider er det en for den spanske stat katastrofal nyhed, at daværende kong Juan Carlos har ladet sig bestikke med 100 millioner dollars. […] Mange forudser efter coronaens ophør et økonomisk tilbageslag, en yderligere svækkelse af det allerede kompromitterede kongehus og en skærpelse af det spanskcatalanske forhold. Det bærer mod en statskrise. Madrid virker svækket og tøvende, både hvad angår coronaen, kongehuset og Catalonien. […] I Catalonien og baskernes Euskadi hævdes 80 procent at ville en selvstændig republik. […] Fører samtalerne mellem Barcelona og Madrid mod forventning til en slags enighed, følger næste spørgsmål. Hvordan vil den såkaldt dybe stat - højfinans, monarkister, ledende officerer og ekstreme nationalister - reagere? […] Spanien virker skrøbeligt. Spanien mishandler rutinemæssigt ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og andre demokratiske grundværdier. Spanien betjener sig af politiske fanger. Cataloniens retmæssige præsident er flygtet til Belgien. Retsstaten bøjes, demokratiet smuldrer, kongehuset ligner en forgyldt svinesti. Spansk presse øver sig i selvcensur, hvilket holder millioner af spaniere hen i uvidenhed. Måske skulle EU og medlemslandene, Danmark inklusive, lægge øret til jorden og lytte. Der foregår syd for Pyrenæerne mere, end godt er - for Spanien og for Europa”
Jyllands-Posten, s. 20 (19.03.2020)

Klima

Positiv sideeffekt: Færre vil dø af luftforurening
Jyllands-Posten skriver, at mens hele verden har lukket ned af frygt for corona, betyder mindre aktivitet i hele verden samtidig mindre luftforurening - hvilket formentlig vil redde tusindvis af menneskeliv. Det er rigtig skidt for økonomien, at hele verdenssamfundet lukker ned for at bremse coronaepidemien. Men det er godt for luftforureningen. Det mener Jørgen Brandt, professor, Aarhus Universitet. Dog har man endnu ikke set effekten på satellitbilleder i Europa endnu. Når det handler om påvirkning af klimaet, er konsekvenserne mere vanskelige at vurdere. To af Danmarks førende klimaforskere Sebastian Mernild, leder af Nansencenteret i Bergen i Norge, og Jens Hesselbjerg Christensen, professor, Københavns Universitet, mener umiddelbart ikke, at coronaepidemien får den store betydning.
Jyllands-Posten, s. 9 (19.03.2020)

Migration

Fort Europa kan kun blive et rigtigt fort, hvis porten lukkes
I en kommentar i Berlingske skriver Christian Foldager, cand.mag., kommunikationsrådgiver, skribent og TV-vært, blandt andet: ”Verdens flygtninge har med andre ord de jure, men ikke de facto krav på ophold i EU. […] Siden flygtninge- og migrationskrisen har de europæiske politikere først og fremmest forstærket bevogtningen af de ydre grænser. Populært sagt er målet et Fort Europa, der skal holde flygtninge og migranter ude med pigtråd og hegn. Det sker netop i erkendelse af, at alle flygtninge ikke kan komme til Europa. Men erkendelsen af EUs begrænsninger må naturligvis også omsættes til lov. EU kan ikke give rettigheder til alle verdens flygtninge og samtidig kæmpe for at holde dem ude af Europa. Det er både hyklerisk og uanstændigt. Problemet er, at EUs ubegrænsede asylret reelt er en invitation til alle verdens flygtninge. […] På den ene side hylder formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, de græske grænsevagters indsats for at holde flygtninge og migranter ude af Europa. På den anden side understreger hun, at den kaotiske situation ved de ydre grænser ikke må begrænse de mange flygtninges mulighed for at søge asyl i EU. Hun nægter kort sagt at vælge. Men det er på tide, at EU konfronterer dilemmaet. Ellers har de europæiske politikere fortsat et medansvar for de mange døde flygtninge og migranter i Middelhavet.”
Berlingske, s. 30 (19.03.2020)

Ungarn viste vejen i flygtningepolitikken
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Pia Kjærsgaard, mf, Dansk Folkeparti, næstformand i Udlændinge- og Integrationsudvalget, blandt andet: ”Vi husker alle scenerne fra 2015, da flygtninge gik på de danske motorveje, efter at Angela Merkel - uden at tage de øvrige EU-lande i ed - erklærede, at ”vi klarer det”. […] I Ungarn reagerede Viktor Orbán meget konsekvent, og landet etablerede et grænsehegn. Ungarerne erklærede, at de så deres rolle som et bolværk for ikke alene Europa, men også de europæiske og kristne værdier. I grunden kunne ungarerne blot have været ligeglade, idet næppe mange migranter og flygtninge alligevel ville være blevet i landet. Men det var ungarerne ikke. De hjalp hele Europa. Fik Ungarn så nogen tak? Nej, tværtimod. Landet blev i EU lagt for had, og flere gange har man fra EU's side truet med både sanktioner og beskæringer af EU-tilskud til landet. Men den ungarske regering, der har et stort flertal bag sig, helmede ikke. […] Efter at Erdogan begyndte at bruge migrantstrømme som et lige dele udspekuleret og menneskefjendsk afpresningsmiddel mod Europa, er holdningen blevet en anden. Ikke engang kansler Merkel påstår nu længere, at ”hun klarer det”. Selv om Grækenland er blevet kritiseret, er opbakningen til landet en hel anden, end den var i 2015.Og hvorfor mon det? Jo, de indvandringskritiske partier er vokset markant i flere af de europæiske lande - eksempelvis Tyskland og Sverige - og puster nu de etablerede partier i nakken. […] EU fejlede, da migrantstrømmene blev lukket ind. EU fejlede med kontrollen og håndhævelsen af de ydre grænser og tvang dermed de enkelte medlemslande til at beskytte sig selv. På samme måde tyder meget på, at EU har vist sig ude af stand til at stille noget fornuftigt op mod den nuværende alvorlige pandemi.”
Jyllands-Posten, s. 21 (19.03.2020)

Økonomi

Nu skal staten til at stifte gæld. Masser af gæld
I en kronik i Politiken skriver Mogens Lykketoft, tidligere finans- og udenrigsminister og formand for FN's Generalforsamling 2015-2016, blandt andet: ”Vel skal vi investere mere i klimaindsats, men så må vi spare på velfærden. Disse tanker er farlige. Hvis de sejrer, kan det betyde, at det seneste chok for verdensøkonomien låser os fast i den dybeste krise i hundrede år. Det risikerer at underminere demokratiet og forhindre os i at gøre dét, vi for et øjeblik siden var enige om, var det absolut nødvendige for klimaet. Jeg mener, det er direkte uansvarligt IKKE at stifte større statsgæld for at redde både helbred, arbejdspladser og klima. Det er forkert at forstå landets og verdens økonomi som en forstørret udgave af en privat husholdningsøkonomi. Denne form for fejlagtig snusfornuft har imidlertid de seneste ti år i EU's medlemslande været begrundelse for at svare på finanskrisen ved spare- og nedskæringspolitik. […] Især har det været dyrt for de socialdemokratiske partier at lægge navn og ryg til en fælles politik i EU, som har presset lønmodtagerne, udhulet velfærdsordninger og skattesystem og derfor bidraget til markant øget ulighed. De allermest velhavende selskaber og enkeltpersoner har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstandsfremgangen. […] Lige nu er sparekursen sat på pause, og alle lande accepterer en kæmpestor ekstraordinær statsudgift for at undgå enorme tab af arbejdspladser og virksomheder på grund af akutindsatsen mod pandemien. Men EU-landene har stadig stramme budgetlove, der hurtigt efter denne krise vil kræve udgiftsbegrænsning for at fjerne underskud på de offentlige finanser.”
Politiken, s. 5-6 (19.03.2020)