Dagens EU-tophistorie
Europas tunge konservative advarer: Det er os, der vælger EUs overboss
Kampen om topposterne i EU har allerede taget sin begyndelse, også selvom det først er til foråret 2019, at en ny chef for EU-Kommissionen skal udpeges. Som det fremgår af Berlingske i dag, så er der topmøde i Bruxelles fredag, og forud for mødet melder Europa-Parlamentets stærke mand, tyske Manfred Weber klart ud, det er ikke statsministrene i hverken Paris, København eller Madrid, som kommer til at bestemme hvem der bliver ny boss. “Jeg vil gerne skære det ud i pap: EPP kommer ikke til at stemme for en kandidat fra Kommissionen, som ikke er udpeget af Parlamentet,” siger Weber, der kommer fra Angela Merkels tyske søsterparti, CSU. Men som det fremgår af Altinget i dag, så er det ikke kun øverste post, der er fokus på, og avisen kan således fortælle, at 54-årige Pia Ahrenkilde Hansen bliver en af de fire øverste chefer i EU-Kommissionen, som fungerende vicegeneralsekretær. At EU-Parlamentet er en vigtig politisk kampplads, vidner Magrethe Aukens fortsatte interesse om, trods en alder på 73 stiller hun nu, ifølge BT og Kristeligt Dagblad, op for fjerde gang til Parlamentet. “Jeg vover ikke at forlade politik og læne mig tilbage, når jeg faktisk har chancen for at fortsætte på den ubestridt vigtigste politiske arena. Det er her, de helt store kampe om klima og ulighed skal tages”, siger hun.
Kilder: Berlingske, s. 17; Altinget; BT, s. 19; Kristeligt Dagblad, s. 3.
Andre EU-historier: Prioriterede emner
Interne anliggender: Danskerne på vej mod EU-rekorder i arbejde
I Politiken i dag kan man læse, at Danmark i 2030 vil være på 1. pladsen i EU, over lande hvor den voksne befolkning er i arbejde. Det er tal fra EU-Kommissionen, som også viser, at Danmark skal forvente at ligge højest, hvad angår pensionsalder i 2050, med 4,5 år højere end i Sverige. Ifølge eksperter, så er udsigten til europarekorder et udtryk for en positiv udvikling, “På lang sigt ser det nu ligefrem ud til, at vi indkræver flere skatter, end vi har brug for. Danmark har i den forstand fået et luksusproblem,” siger Michael Svarer, der er professor ved Aarhus Universitet. Avisen kan dog også fortælle, at politikerne i Danmark har usædvanlig lidt modstand i befolkningen i forhold til andre EU-lande, når diskussionen handler om at sætte pensionsalderen op. “Det handler om, at politikerne har udvist rettidig omhu, og det gælder også for de reformer, som blev lavet af Thorningregeringen,” siger Troels Lund Poulsen (V).
Kilde: Politiken, s. 1, 4.
Finansielle anliggender: Fogh i spidsen for spionage-anklaget bank
Som det fremgår af Børsen i dag, så er den lettiske bank, Norvik Banka JSC, havnet i centrum for en russisk misinformationskampagne, ifølge premierminister Maris Kucinskis. Det er i selvsamme bank, tidligere statsminister og generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussen, netop er trådt ind i ledelsen. Ifølge avisen nægter Anders Fogh at udtale sig om sagen. Jens Worning, specialist i russiske forhold og partner i Policy Group, siger det er "en voldsom risiko for Anders Fogh Rasmussens omdømme, at han har ladet sig købe af en russisklobbybank i Letland, som han sikkert ikke har det fulde overblik over.” Men som det også fremgår af Børsen i dag, så er det ikke første gang landet bringer sig i søgelyset for en tvivlsom banksektor. ABVL Bank, landets tredjestørste bank, er eksempelvis netop udelukket fra USA's finansielle system.
Kilde: Børsen, s. 20, 21.
Institutionelle anliggender: Britisk minister: Vi tager kontrollen over vores farvand efter Brexit
Som det fremgår af Børsen i dag, så er den britiske fiskeriminister George Eustice fast besluttet på, at når Storbrittanien træder ud af EU, så vil der ikke blive gjort køb på britiske fiskeres interesser. “Det er helt afgørende, når vi forlader EU, at vi ikke gentager, hvad der blev gjort i 1970'erne, og sælge fiskeriets interesser til fordel for andre sektorer, såsom finansielle services," sagde han. Men som det også fremgår af avisen, så er det i fiskernes interesse at være fleksibel i forhandlingerne, da det ellers naturligt omvendt vil afskære britiske fiskere fra at fiske i danske farvande, hvis danskere ikke må fiske i deres.
Kilde: Børsen, s. 16, 17.
Andre EU-historier
Klima: Rapport, EU bør hæve de grønne ambitioner markant
IRENA, (International Renewable Energy Agency) har udarbejdet en analyse for EU-Kommissionen, som viser, at EU uden større omkostninger kan skrue meget op for de grønne ambitioner. Det fremgår af Altinget i dag. Analysen viser, at de nuværende mål for grøn energi kan hæves, så der i 2030 vil være næsten dobbelt så meget grøn energi, som i 2016. De foreslår en procentvis stigning fra 27 til 34, men analysen viser også, at Danmark har potentiale til 58 procent, og dermed at have Europas næsthøjeste niveau af grøn energi. "Rapporten ændrer ikke i sig selv ved Danmarks mål. Regeringen har på Danmarks vegne sat en ambitiøs målsætning om, at vi i 2030 skal have mindst 50 procent af vores energibehov dækket af vedvarende energi," siger Lars Chr. Lilleholt, Energi- og klimaminister (V).
Kilde: Altinget
Institutionelle anliggender: S: Danske journalister fjerner fokus fra vigtig EU-politik
På Altinget kan man i dag læse et debatindlæg af Ole Christensen (S), medlem af Europa-Parlamentet, hvor han kigger på danske journalisternes måde at viderebringe informationer på, som han mener er sensationslysten. Han skriver blandt andet: “Hver eneste dag arbejder vi med sager, som har en stor betydning for de danske borgeres hverdag. Det er bare, som om disse sager ikke altid når frem til danskerne på trods af deres betydning. Her tænker jeg på den lovgivning, som har en direkte indflydelse på for eksempel beskæftigelsen eller fiskeriet hjemme i Danmark. Medierne dækker dem ikke i så stort et omfang, og det synes jeg er godt gammeldags træls. I stedet føler jeg, at mediebilledet drukner i EU-sager, der rent faktisk ikke har den store påvirkning. De har i hvert fald ikke lige så stor betydning som andre politiske udspil, der slet ikke får den samme mediedækning, men til gengæld virkelig fortjener det.”
Kilde: Altinget
Interne anliggender: Kansleren har kørt “mini-Merkel” i stilling
I Berlingske i dag kan man læse en artikel om den tyske kansler Angela Merkels planer for fremtiden i CDU. Hun har siddet som formand for partiet i 20 år og som kansler i 12 år, og nu synes hun at have valgt sin efterfølger, til den tid hun går på pension. Efterfølgeren Anhegret Kram-Karrenbauer bliver kaldt Merkels klon, og hun er nyudpeget generealsekretær for CDU.
Kilde: Berlingske, s. 14.
Retlige anliggender: Netflix og HBO bør punge ud til dansk film
Store internationale media og streamingtjenester får stadig mere fokus hos politikerne, og i Berlingske kan man i dag læse en artikel, hvor Socialdemokratiet vil pålægge streamingtjenester som Netflix og HBO skal lægge flere penge i Danmark. Filmbranchen vil dog have, at tjenesterne ligefrem skal bidrage til den uafhængige film- og TV-produktion. “Stadigt flere penge forsvinder fra de danske medier og producenter ud til de store internationale aktører, og det er helt afgørende at få hevet nogle af de penge ind igen,” siger Mogens Jensen, Socialdemokratiets medieordfører. Mens man ønsker flere penge fra streamingtjenester, så kan man i MetroXpress læse, at Facebook på den anden side krænker brugernes privatliv.
Kilder: Berlingske, s. 6; MetroXpress, s. 10, 12.
Interne anliggender: Højrepressen spiller et farligt spil, når de hænger Corbyn ud som antibritisk forræder
Information bringer i dag en kommentar af Owen Jones, kommentator blandt andet på The Guardian, hvor han kigger på beskyldningerne mod Corbyn, for at være en antibritisk forræder. Han skriver blandt andet: “Labour-lederen Jeremy Corbyn er før blevet sværtet til for sin fortid, men det seneste koldkrigshysteri er også et angreb på den demokratiske legitimitet for Storbritanniens måske kommende premierminister. Hans kritikere udstedte en alvorlig advarsel den tumultariske sommer i 2015, da Jeremy Corbyn gik fra at være “obskur bænkevarmer i parlamentet med større chance for at vinde X Factor end at blive Labour-leder” til at blive formand in spe. Lige siden Corbyn blev leder, har der været systematiske forsøg på at underminere Labours demokratiske legitimitet. Labours ledelse er uophørligt blevet skildret som britehadende, terrorsympatisører og som potentielt livsfarlige for nationens sikkerhed. Da valget blev udskrevet, krævede The Sun på forsiden ’et blåt mord for at udradere Labour’, mens Daily Mail krævede, at May skulle knuse sabotørerne. I det politiske landskab post- Brexit har pressen stemplet selv dommere som 'folkefjender'. I deres bestræbelser på at sværte Labour og delegitimere dem som en acceptabel politisk kraft ødelægger de britiske konservative den demokratiske kultur i landet.”
Kilde: Information, s. 10-11,
Klima: Den store dom over dieselbilerne
Den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe (DUH) har bragt staten for den højeste instans, for at få afgjort om retten til at indånde ren luft er en menneskeret. Sagen handler ifølge dagens udgave af Information om dieselbiler i tyske småbyer. Tysklands øverste forvaltningsdomstol i Leipzig skal tage stilling til spørgsmålet, som bilindustrien med spænding venter på afgørelsen af. “Årligt dør mere end 12.000 tyskere for tidligt som følge af kvælstofoxider. Knap 80 procent af den forurening kommer fra trafikken, og heraf næsten hundrede procent fra dieselmotorer,” siger Jürgen Resch, lederen af den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe.
Kilde: Information, s. 10-11.
Institutionelle anliggender: Bulgarien i videoknibe: “Husk, at her kan et nej betyde et ja. Hun vil lære dig at kende”
Bulgarien så frem til at overtage EU-formandskabet for nogle uger siden, og det blev blandt andet forberedt ved at lave en video, som skulle få andre europæere til at synes om landet. Men videoen har skabt røre, for den blev misforstået med baggrund i kulturelle forskelle. I Bulgarien ryster man på hovedet, når man siger ja, og for at forklare det, så lyder beskeden på et tidspunkt i videoen, hvor man ser et romatisk par sammen, “Bulgarien. Når du først møder hende, misforstår du hende måske. Husk, at her kan et nej betyde et ja. Det er ikke, fordi hun vil forvirre dig. Hun indbyder dig til at lære hende at kende”. Men i disse #MeToo tider, så tog det ikke lang tid, før videoen kom i modvind. Karima Delli, et fransk medlem af EU-Parlamentet, udsendte et tweet: “Et nej betyder altid et nej,“ erklærede hun og forlangte videoen fjernet.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 12-13
Institutionelle anliggender: Danskerne vil sløjfe briternes sæder i Parlamentet
Altinget skriver, at på fredag rejser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med resten af EU's stats- og regeringschefer til Bruxelles for at diskutere fremtiden for EU-institutionerne. En af tingene på dagsordenen er de 73 mandater til Europa-Parlamentet, som briterne efterlader efter Brexit. En rundspørge, som Norstat har lavet for Altinget viser, at hvis statsministeren vil være på linje med flest danskere, skal han insistere på, at de pladser skal forblive tomme.
Kilde: Altinget
Detaljer
- Publikationsdato
- 22. februar 2018
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark