Torsdag den 29. august

Dagens EU-tophistorie
Institutionelle anliggender: Kritikken hagler ned over Boris Johnson efter parlamentets tvungne exit
Flere eksperter, politiske modstandere og egne partifæller kritiserer den britiske premierminster, Boris Johnson, for at suspendere demokratiet, efter han meddelte, at han har fået Dronning Elisabeths godkendelse til at sende det britiske parlament hjem i 5 uger fra midten af september til 14. oktober. Det er nemlig 18 dage før Brexitdeadline den 31. oktober. Mens Johnson hævder, at det er almindelig procedure, så lyder kritikken, at han i realiteten forhindrer parlamentet i at debattere og influere én af de vigtigste beslutninger i moderne bristisk historie. Professor Edward Ashbee fra Copenhagen Business School påpeger også i Politiken i dag, at suspenderingen umuliggør afgørende Brexitdiskussioner. ”Boris Johnson har sagt, at suspenderingen er normal. Men det er den tydeligvis ikke. Det her er en metode, hvorpå man kan reducere den parlamentariske debat til et minimum,” siger han. Labour-leder Jeremy Corbyn reagerede da også promte ved at forsøge at forhindre suspenderingen af parlamentet. Han appellerede uden held til dronningen om ikke at følge Johnsons ønske. ”Jeg er dybt rystet over den hæmningsløshed, Johnsons regering udviser, regeringen taler om suverænitet og forsøger alligevel at suspendere parlamentet for at undgå eftersyn af hans planer for et hæmningsløst no deal-Brexit. Det er en skændsel og en trussel mod vores demokrati,” udtalte Jeremy Corbyn ifølge Berlingske til BBC.

Men kritikken af premierministerens beslutninger kommer ikke kun fra politiske modstandere, også medlemmer af hans eget konservative parti er uenige i beslutningen. Blandt dem var den tidligere konservative premierminister John Major, som ifølge Berlingske sagde, at han ville søge juridisk vejledning til at forsøge at undgå en suspendering af parlamentet. Information skriver også, at Underhusets speaker, John Bercow, beskriver udviklingen som ”en forfatningsmæssig skandale” og udtaler: ”Hvilken forklædning man end giver dette, så står det lysende klart, at formålet er at forhindre parlamentet i at gøre sit arbejde midt under en af de største kriser vores nation har gennemlevet”. Jyllands-Posten påpeger, at EU længe har satset på, at det britiske parlament i sidste ende ville stoppe et "no deal" Brexit, men at det håb nu svinder ind. Indtil videre rykker EU sig dog ikke. Unionens Brexit-forhandler, Michel Barnier, gæstede onsdag København og fastholdt over for Jyllands-Posten, at man havde lavet en aftale med den britiske regering (fra Theresa Mays tid), og den pillede man ikke ved. Forespurgt hvordan han forestillede sig, at Mayaftalen kan komme gennem parlamentet, lød det blot: ”Det er den britiske regerings ansvar”. Midt i striden meldte den amerikanske præsident sig også på banen – eller rettere sagt på Twitter. Donald Trump tweetede nemlig i går, at Boris ”er nøjagtigt, hvad Storbritannien har efterspurgt, og vil vise sig at være en stor leder”.

I lederen i Berlingske peger avisen på, at et mistillidsvotum er en realistisk mulighed nu. ”Det er svært at forudse, hvad der vil ske i britisk politik nu. Muligheden for et mistillidsvotum kommer på bordet igen, selv om mange vælgere foretrækker en hård Brexit frem for, at den yderst venstreorienterede Labour-leder, Jeremy Corbyn, skulle blive landets nye premierminister. Den demokratiske løsning på en gordisk knude som Brexit er dog ikke at begrænse de folkevalgtes magt. Boris Johnson burde i stedet gå hele vejen med sit forsøg på at genforhandle en skilsmisseaftale med EU og derpå lægge resultatet ud til enten parlamentet eller vælgerne. Når Johnson i stedet forsøger at kuppe sig til en løsning, sætter han britisk demokrati og nationalt sammenhold på prøve. I Skotland, hvor et stort flertal stemte for at blive i EU, vil kravene om løsrivelse fra Storbritannien få ny styrke,” skriver avisen.

Jyllands-Posten skriver derimod i deres leder, at det anstændige ville være, at sende beslutningen om en konkret aftale videre til den britiske befolkning: ”Et parlamentsvalg vil grundlæggende ikke ændre på, at et flertal af briterne har stemt for at forlade EU, og det må enhver regering anstændigvis respektere. Det naturlige ville derfor være at bede de britiske vælgere tage stilling til, om de ønsker den aftale, som den tidligere regering og EU er nået frem til, eller om de foretrækker en hård Brexit. Når parlamentarikerne i London ikke har evnet at løfte opgaven med at tolke flertallets vilje ved folkeafstemningen den 23. juni 2016, må vælgerne give svaret. Den nuværende situation er utålelig, og hvis en hård Brexit synes at være den eneste realistiske udgang, er det bedste for alle at foretage det rene snit. Om det er forfatningsstridigt, må domstolene afgøre, men ingen tvivl om, at hele Europa trænger til en afklaring. Jo før, des bedre”. Det standpunkt har Politiken også i deres leder, hvor de skriver: ”Hvordan Storbritannien kommer ud af den afgrundsdybe politiske krise, som Brexit har skabt, er svært at se. Men det britiske folk fortjener at blive hørt igen, inden det forlader EU. En ny folkeafstemning er for indeværende ikke realistisk og rummer også farer. Oppositionen bør nu gøre sit yderste for at overtale nogle konservative til at vælte regeringen og fremtvinge et valg. Nogle af Johnsons rådgivere har truet med i så fald at afholde valget efter 31. oktober for at sikre Brexit. Om det er forfatningsmæssigt muligt, er uklart, men hvis det sker, bør EU gøre det klart, at man er indstillet på fra sin side at udskyde fristen, så folket kan blive hørt. Boris Johnson og det konservative partis kyniske manøvrer for at gennemtvinge Brexit må stoppes.”

Flere britiske Johnson-kritikere har også appelleret til Dronningen om at gribe ind, men det skal de ikke regne med, siger Ole Helmersen, lektor med speciale i moderne britisk politik ved CBS. ”Det ville være helt ude i hampen og helt ude i tågerne at forestille sig, at hun greb ind reelt politisk i det moderne demokrati. Det er ikke sket i mindst 100 år. Så det ville være utænkeligt, at hun kunne gøre andet end at sige ja til det råd, hun har fået fra sin premierminister,” siger Ole Helmersen til B.T. Metro. Til Børsen bekræftede EU's Brexit-forhandler Michel Barnier i går, at risikoen for et Brexit uden aftale 31. oktober nu er større end nogensinde. ”Vi siger altid sandheden. Mit job har hele tiden været at sige sandheden til både virksomheder, borgere og organisationer. Vi skal ikke holde noget hemmeligt, og sandheden er, at risikoen for no deal er høj,” siger Michel Barnier. Børsen har også talt med makroanalytiker Kim Blindbæk fra Sydbank, der forklarer, hvorfor Johnsons seneste greb presser den engelske økonomi og det engelske pund yderligere. ”Set med finansielle briller er Johnsons forsøg på at suspendere parlamentet kritisk. Investorerne har hele tiden vurderet, at risikoen for nodeal har været til stede - den seneste udvikling risikerer dog at øge risikoen betragteligt,” vurderer Kim Blindbæk.
Kilder: Berlingske s. 2, 4, 5, 30, B.T. s. 10, Information s. 4, Jyllands-Posten s. 13, 22, Politiken s. 8, B.T.metro Danmark s. 4, 5, Børsen s. 22, 23, 32.

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Interne anliggender: Demokratiske Parti og Femstjernebevægelsen er tæt på at danne regering i Italien
Da italiens højrenationale leder, Matteo Salvini, først i august aflivede regeringsamarbejdet med Femstjernebevægelsen (M5S), var det for at sikre sig ”pieni poteri” - den fulde magt. Han trak sig nemlig ud af koalitionen i forventning om at udløse et valg, hvor hans parti stod til markant fremgang. Men hans manøvre gik galt. Den nuværende regeringschef, Giuseppe Conte, afviste mod forventning at gå af øjeblikkeligt, og det gav Conte plads til forhandlinger og forsoning mellem Femstjernebevægelsen og PD, hvilket længe havde virket umuligt. Tre uger senere sidder Matteo Salvini tilbage med en lang næse. I går aftes annoncerede M5S og det socialidemokratiske Partito Democratico (PD) nemlig, at de er klar til at danne en ny regering med den fungerende premierminister, Giuseppe Conte, i spidsen. I en analyse i Berlingske skriver avisens korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner: ”For EU, anført af Angela Merkel og Emmanuel Macron, bliver det en lettelse at slippe af med Salvini - både hvad angår den økonomiske politik og det betændte spørgsmål om migranterne i Middelhavet. Også en M5S/PD-regering vil forsøge at opnå det størst mulige finansielle råderum. Men det bliver formentlig uden provokationer i en i forvejen urolig økonomisk tid.” Udsigten til en ny regering under ledelse af Conte har fået kurserne til at gå op på finansmarkederne, som tror på, at italienerne nu får en regering, som vil undgå konfrontationer med EU.
Kilder: Berlingske, s. 11, Information, s. 7

Andre EU-historier

Retlige anliggender: Tesfaye skrider i EU-bombemetafor
I sin tid som ordfører for det største oppositionsparti gav en EU-dom Socialdemokratiets nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye anledning til at frygte en ”vejsidebombe” under udlændingepolitikken. Men nu viser det sig, at ”kun” 138 tyrkere - og ikke op mod 8.000, som politikere ellers havde frygtet - får adgang til familiesammenføringer, efter at Danmark tabte sagen ved EU-Domstolen 10. juli i år. Derfor beskyldes Tesfaye nu for at overdramatisere afgørelser fra EU-domstolen og dommenes indgriben i dansk lovgivning med et politisk formål. Det afviser Tesfaye imidlertid over for P1 ifølge Information.
Kilde: Information s. 2

Sikkerhedspolitik: Et samarbejdende dansk forsvar
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Trine Bramsen, forsvarsminister: ”Det har sjældent beriget en debat at trække kortet "det må du da kunne forstå". Det er alligevel det argument, direktør i Tænketanken Europa, Catharina Sørensen, valgte i JP i weekenden i ønsket om at afskaffe det danske forsvarsforbehold. I al fredsommelighed vil jeg derfor minde om, at det at gå til afstemning om afskaffelse af EU-forbehold kræver rigtig gode argumenter. Ikke blot ønsket om mere EU - men gode argumenter. Det lærte vi af afstemningen om retsforbeholdet. En afstemning, hvor vi, der kæmpede for EU-samarbejdet, tabte. Selv om der var gode argumenter og sågar en brændende platform. Nato er verdens stærkeste og tætteste forsvarssamarbejde - og vil fortsat være garanten for dansk sikkerhed. Når det er sagt, er der for mig ingen tvivl om, at et øget europæisk samarbejde er afgørende og også bliver mere centralt de kommende år. Et styrket europæisk samarbejde kan dog ikke kun opnås gennem EU. Eksempelvis deltager vi i Danmark i det franskledede EI2-samarbejde og den britiskledede udrykningsstyrke JEF. På samme vis deltager vi i missioner og samarbejder med rigtig mange andre EU-lande, ligesom Norge er en tæt allieret. Der er ingen tvivl om, at der er indsatser, vi ikke kan deltage i på grund af vores forbehold. Men spørgsmålet er, om disse indsatser kan bære en folkeafstemning og er alvorlige forhindringer for, at det danske forsvar kan være med, hvor det er vigtigt. Der mener jeg ikke, vi er på nuværende tidspunkt.”
Kilde: Jyllands-Posten, s.23

Udenrigspolitik: På sigt kan Frankrig få globalt lederskab
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Louise Lindhagen, cand.mag. i historie og EU-studier og selvstændig kommunikationsrådgiver: ”Selv om Frankrigs status som stormagt hører en svunden tid til, formår Macron gang på gang at arbejde pragmatisk og tale med alle ledere uanset deres ideologiske ståsted. At stå øverst på den diplomatiske sejrsskammel er en strategisk interesse for Frankrig. At være fredsmægler giver magt. Frankrig kan netop påtage sig denne rolle, da det internationale samfund er i opbrud. Med Donald Trump i spidsen marcherer USA i enegang hen over sine samarbejdspartnere. Storbritannien har gravet sig ned bag sit Brexit-hegn og slås mod sig selv i skyttegraven. Tyskland skælver under Merkels rystede lederskab og truslen fra en forestående recession. Dermed er Frankrig det eneste land, der kan påtage sig rollen. Den medierende rolle er dog ikke ufarlig, for hvor går grænsen mellem nøjeregnende diplomati og dumdristig naivitet? Franske præsidenter har tidligere brændt fingrene på diplomatiet, især på forholdet til Rusland. I 2008 var den franske præsident, Nicolas Sarkozy, entreprenøren bag en våbenhvile mellem Rusland og Georgien, men tilbagetrækningen blev ikke overholdt af Rusland. Macron kan risikere at gå i samme fælde.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 22

Administration: Efter Brexit får Danmark mere magt i EU's Ministerråd
Der sker ændringer i magtbalancen mellem medlemslandenes fagministre, når Storbritannien ikke længere er en del af EU. Det viser et notat udarbejdet af Folketingets Administration til Europaudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn. Notatet viser, hvordan de enkelte landes stemmeandel bliver ændret i Ministerrådet, som er det sted, hvor landenes ministre vedtager EU-lovgivning. Her vil det især være de store lande, der bliver større spillere. Men også Danmark vinder mere magt ved Brexit. Gennem et matematisk index har Europa-Parlamentet regnet ud, at det er de store lande, der får mere relativ stemmevægt i Rådet, mens de mindre lande taber relativ stemmevægt ved Brexit. ”Skæringspunktet er Irland, som efter Brexit har 1,0 procent af EU27's befolkning. Danmark står dermed med sine 1,3 procent af befolkningen til en lille fremgang i stemmevægt. Kroatien og de syv lande, der er mindre end Kroatien, står til at miste relativ stemmevægt,” skriver Folketingets administration i dokumentet ifølge Altinget.
Kilde: Altinget

Finansielle anliggender: Historisk lave renter på flere markeder
Onsdagen bød på flere renterekorder på de europæiske obligationsmarkeder, da investorerne fortsatte med at kanalisere penge over i “sikker havn” i ly for risici relateret til handelskonflikt, Brexit, italiensk politik og uro i Hongkong. De europæiske renter pejlede udviklingen i USA, hvor renten på de 30-årige statspapirer nåede et historisk lavpunkt med en rente på 1,91 procent, og den amerikanske rentekurve - forskellen mellem renten på to- og tiårige statspapirer - blev mest inverteret siden 2007. Den inverse rentekurve i USA har historisk været en god indikator for en forestående recession. Renten på den tiårige danske statsobligation sluttede onsdag i minus 0,69 pct., hvilket var 3 basispoint lavere end tirsdag og det laveste slutniveau nogensinde. De italienske renter nåede efter et fald på 10 basispoint ned i historisk lave 1,04 procent for de ti-årige statspapirer. Ud over forventninger om kommende lempelser fra ECB skyldes det udsigten til en ny regering i Italien. “Kollapset af den populistiske og EU-skeptiske regeringskoalition i Italien og forhandlinger om en ny og øjensynligt mere EU-venlig koalition har medvirket til store fald i italienske renter,” vurderer chefstrateg Frederik Engholm fra Nykredit ifølge Børsen.
Kilde: Børsen, s. 29

Administration: Centralbankprofil bliver EU-kommissær
Frankrig har officielt udnævnt vicedirektør i Bank of France Sylvie Goulard som kommende fransk EU-kommissær. Det skriver flere franske medier. Tilbage i 2017 gik Goulard af som forsvarsminister efter under en måned på posten på grund af beskyldninger om misbrug af EU-midler til at betale partimedarbejdere. Der er i år blevet spekuleret i Goulard som afløser for Mario Draghi som præsident for Den Europæiske Centralbank. En post, der dog gik til tidligere formand for den internationale valutafond, IMF, franske Christine Lagarde.
Kilde: Børsen, s. 22

Handel: Christian Friis Bach: USA's handelskrige truer det internationale samarbejde
Christian Friis Bach, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister for Radikale Venstre og undergeneralsekretær i FN, skriver i et debatindlæg: ”De tiltagende handelskrige mellem USA og Kina og andre lande har skubbet til de stadigt stærkere tegn på en kommende global økonomisk tilbagegang. Protektionismen under præsident Donald Trump kan få alvorlige økonomiske omkostninger. Lige så skræmmende er dog de politiske effekter. For mens de økonomiske effekter af frihandel ofte overdrives af økonomiske frihandelsfanatikere - jeg er selv en af dem - så bliver de politiske effekter af frihandel undervurderet. For en afgørende politisk effekt af øget frihandel er stærkere samarbejde imellem verdens lande. Når lande ikke længere kan holde problemerne ude med toldsatser langs tilfældigt placerede landegrænser, så bliver de nødt til at samarbejde om at løse problemerne. Det skrev jeg den lille bog 'Det Globale EU' om for præcis 20 år siden. Pointerne er endnu vigtigere i dag. Det bedste eksempel på den politiske effekt af frihandel er EU. Da formanden for Kommissionen Jacques Delors i 1980'erne satte gang i tankerne om det indre marked, var det ikke alene, fordi han var interesseret i økonomi. Det var han sikkert også. Men lige så vigtigt var det at bruge det indre marked som løftestang for den politiske harmonisering. Effekten udeblev ikke. Det indre marked førte til en bølge af harmonisering, nye standarder og styrket samarbejde om alt fra forbrugerbeskyttelse og miljø til konkurrencelovgivning og tekniske standarder. Frihandlen i Europa førte til øget samarbejde. Når der ikke længere kunne bruges toldsatser og handelsbarrierer, var samarbejde den eneste vej frem for at imødekomme forbrugernes pres for beskyttelse og producenternes ønske om fair konkurrence”.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Få overblikket: Her er EU-landenes bud på en ny Kommission
Altinget skriver, at EU's kommende Kommission begynder at tage form. Alle medlemslande med undtagelse af Italien har indstillet til den kommende kommissionsformand Ursula von der Leyen, hvem de gerne vil sende til Bruxelles for at blive landets kommissær. Grundet den nuværende regeringskrise i Italien, har italienerne fået dispensation til vente med at udpege sin kandidat til, der er kommet en afklaring på landets parlamentariske situation. Alle medlemslandene skal have en kommissær med i Kommissionen, men det er op til Ursula von der Leyen, om hun vil godtage landenes første bud. I sin sammensætning af Kommissionen skal hun nemlig blandt andet tage højde for sin egen ambition om en mere ligelig kønsfordeling. Von der Leyen har oprindeligt bedt medlemslandene om at nominere to kandidater - både en mand og en kvinde - som von der Leyen kan vælge imellem. Men den opfordring er indtil videre blevet ignoreret af et flertal af medlemslandene. Når Kommissionen er sammensat, og ansvarsområderne fordelt, skal kommissærerne også godkendes af Europa-Parlamentet. Efter planen skal den nye EU-Kommission indtage Berlaymont-bygningen i Bruxelles 1. november.
Kilde: Altinget

Administration: Folketinget får ny repræsentant i EU
Folketinget har fået en ny fast repræsentant i EU. Det er Lotte Rickers Olesen, og hun begynder sit arbejde i Bruxelles den 1. september. Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse. Lotte Rickers Olesen kommer fra en stilling som EU-konsulent i Folketingets Internationale Sekretariat. ”Jeg skal være med til at give Folketinget en stemme i EU. For det første ved at arrangere besøg for Folketingets udvalg i Bruxelles, så de kan gøre danske synsvinkler og argumenter gældende i forskellige aktuelle sager," udtaler Lotte Rickers Olesen til Altinget.
Kilde: Altinget

Finansielle anliggender: Lakker centralbankernes guldalder mod enden?
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver debatredaktør Magnus Barsøe: ”Den amerikanske topøkonom Lawrence Summers satte Twitter i kog i sidste uge, da han publicerede en række tweets, der nærmest rystede økonomiske kommentatorer verden over. Gamle sandheder blev skrottet, og en ny omdiskuteret teori kom pludselig ind i varmen. […] … som en optakt til det årlige pengepolitiske topmøde i Jackson Hole i USA gik Summers til angreb på endnu en ”sandhed”: centralbankernes evne til at stimulere økonomien. Vi er nemlig endt i et pengepolitisk »sort hul«, hvor ultralave renter og lav inflation kortslutter centralbankernes magt. Centralbankchefer som Mario Draghi og Ben Bernanke reddede reelt verden fra et økonomisk kollaps efter finanskrisen, men det er umuligt at forestille sig, at de kan gøre det igen, lyder det. Summers udpensler sin analyse i et kommende forskningspapir sammen med en anden Harvard-økonom, Anna Stansbury, men han skitserer tre afgørende pointer i en længere kommentar. For det første er der stort set ingen plads til rentenedsættelser. […] peger Summers. Den toneangivende rente i Den Europæiske Centralbank er -0,4. Vi har haft to kriser siden årtusindeskiftet, og her sænkede man renten med mindst 2,25 procentpoint. Det svarer til, at man ved næste krise dumper renten ned til omkring minus 3. Det forekommer absurd. Og hvad er den marginale effekt af en rentesænkning fra -2,5 til -3? Det er Summers’ anden pointe: Rentenedsættelser kan faktisk vise sig at være kontraproduktive på efterspørgslen. Det er økonomisk børnelærdom, at der er fordele og ulemper ved at sænke renten, men grundtesen er, at nedsættelser er vækststimulerende. Forhøjelser er vækstopbremsende. Men denne tese er tvivlsom, argumenterer Summers. [...] Den tredje – og nok mest centrale pointe – går på de politiske konsekvenser. For hvis centralbankerne er amputeret, hvem skal så redde os, når den næste krise rammer? Svaret er politikerne og finanspolitikken. Det lyder måske ukontroversielt i manges ører, men det er en klar undsigelse af et økonomisk dogme, der har været fremtrædende i årevis. Mange økonomer har holdt fast i, at de politisk uafhængige embedsmænd i centralbankerne var de bedste til at fintune økonomien. De sætter prisen på penge, og markedet klarer resten. […] Det kan lyde som en fjern, teoretisk diskussion. Men de politiske konsekvenser er ganske konkrete. Også i Danmark. Pointen er, at centralbankerne ikke redder os næste gang, at verden ramler. Det er et politisk ansvar at stimulere økonomien gennem offensive væksttiltag. Vi ser nu en bred konsensus blandt verdens topøkonomer, som kun de mest enøjede stemmer afviser: Centralbankernes gyldne årti lakker mod enden. Finanspolitikken skal tage over. Kryds fingre for, at politikerne lytter."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 13