Torsdag den 4. juli

Tophistorier

Fra vraget kronprinsesse til kommissionsformand
Ursula von der Leyen står til at blive EUs næste kommissionsformand, men der er delte meninger om nomineringen. Det skriver flere aviser om i dag. I Tyskland er der mange, som græder tørre tårer over hendes exit, men de er dog ikke i tvivl om, at hun kan klare opgaven. Berlingske skriver, at hun gik fra fra vraget kronprinsesse og udskældt forsvarsminister til en af Europas absolutte topposter, hvis Europa-Parlamentet vender tommelfingeren opad den 15 juli. Jyllands-Posten skriver, at der i Tyskland bliver rystet på hovedet af den nye EU-formand. Socialdemokraterne er rasende over, at Europa-Parlamentets spidskandidater blev forbigået, og CDU nægtede simpelthen at bakke op om von der Leyen. B.T. skriver, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har haft et nært samarbejde med Ursula von der Leyen og han har kun rosende ord tilovers for den 60-årige mor til syv fra det konservative CDU. ”Hun er et usædvanlig sympatisk menneske. Hun er flittig, hun er velforberedt og ved altid, hvad det drejer sig om, og så er det mit indtryk, at hun har let ved at skabe kontakter,” siger Claus Hjort Frederiksen ifølge B.T. og fortsætter: ”Det er meget tydeligt, at hun ikke er én, man lige vælter omkuld. Hun har haft meget bestemte synspunkter over for Trumps forsvarsministre og har ikke været bange for at give sin mening til kende.”

Ekstra Bladet skriver, at det var højst overraskende, at hun blev nomineret, selvom hun ofte er blevet beskrevet, som 'Mini-Merkel' og ultraambitiøs. Hun har formået at opfostre syv børn samtidig med at hun har kørt en karriere på allerhøjeste blus. De seneste år, hvor hun har været forsvarsminister, har dog været præget af en række sager, blandt andet anklager om korruption. B.T. skriver, at Sigmar Gabriel, den tidligere socialdemokratiske formand i Tyskland, ønsker, at partiet skal overveje et brud med den tyske koalitionsregering. Udtalelsen kommer efter nomineringen af Ursula von der Leyen, som ny formand for EU-Kommissionen. ”Hvis Merkel nævner von der Leyen uden en regeringsbeslutning, så er det en klar overtrædelse af den føderale regerings regler. Og det er en grund til at forlade regeringen,” siger den tidligere SPD-formand til magasinet Spiegel ifølge B.T. Merkel forklarede dog tirsdag, at hun afstod fra at stemme i EU's ministerråd om Leyens nominering, hvilket betød, at hun var den eneste leder, som ikke formelt tilsluttede sig. Børsen skriver, at EU’s statsledere og regeringsledere er gået i en stor ring uden om Europa-Parlamentets fremsatte spidskandidater i deres valg af Ursula von der Leyen, som kandidat til posten som Kommissionsformand. ”Jeg tror hun bliver godkendt, men det bliver ikke uden en masse retorik med på vejen. Der er en masse frustrationer, der skal ud her. Det er naturligt nok, for der er behov for at reflektere over, hvad den rigtige proces er her. Næste gang, skal man nok være mere spids på, hvad det er for en beslutningsproces man kører efter,” siger europapolitisk direktør hos Finans Danmark, Sinne Backs Conan. Kristeligt Dagblad bringer et portræt af Ursula von der Leyen. Hun beskrives som en anerkendt, dygtig og dreven politiker, som har hun brændt flere broer, men også har en del skandaler i bagagen. I CDU er hun kendt for at være dårlig til teamarbejde, og derfor er hun ikke særlig populær blandt mange af sine partifæller. Ifølge Süddeutsche Zeitung er hun en lidenskabelig europæer, der kæmper for mere sammenhold blandt EU-landene og for, at EU skal optræde mere selvbevidst og her ligger hun helt på linje med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der bragte hendes navn i spil i Bruxelles i mandags. I hendes eget parti CDU sås der dog tvivl om, hvorvidt hun har de diplomatiske evner, der er nødvendige i stillingen som EU-Kommissionens formand. "Hun er supereuropæer og Macrons dagsorden om øget integration i eurozonen, som ellers er blevet køligt modtaget i Tyskland, kan nu få mere medvind. Det er de store kernelande og Benelux i skikkelse af belgiske Charles Michel i spidsen for Det Europæiske Råd, der har fået posterne. Det viser, at det er svært at få topposter for lande, som for eksempel ikke er med i euroen. Det er gået ud over Margrethe Vestager, selvom hun får en flot toppost som en af næstformændene i Kommissionen," siger Marlene Wind, leder center for europæisk politik på Københavns Universitet, ifølge Kristeligt Dagblad.
Berlingske, s. 8-9; Jyllands-Posten, s. 10 Ekstra Bladet, s. 5; Kristeligt Dagblad, s. 1, 4; B.T. Metro, s. 10; B.T., s. 12, 13; Information, s. 8-9; Børsen, s. 22; Politiken, s. 8 (04.07.2019)

Ny ECB-chef gav rentefald
Franske Christine Madeleine Odette Lagarde er blevet nomineret til at afløse Mario Draghi som præsident for Den Europæiske Centralbank(ECB). Flere aviser skriver, at der var rentefald rundt om på de europæiske obligationsmarkeder onsdag, efter udpegningen af Christine Lagarde, som er nuværende chef for Den Internationale Valutafond (IMF). Flere spår hende til at ville fortsætte i samme spor som den nuværende ECB-chef, Mario Draghi, med en blød politik, som kan betyde lave renter et godt stykke tid endnu. ”Man kan forvente, at hun vil fortsætte i samme spor. Det vil sige meget lave renter - og måske endnu lavere renter - så langt øjet rækker,” siger Søren V. Kristensen, der er chefanalytiker i Sydbank ifølge B.T. Børsen skriver, at der er bred aktiestigning og rentefald i Europa på udbredte forventninger til, at Christine Lagarde, som kommende ECB-chef, vil fortsætte leveringen af gratis penge. “Christine Lagardes nominering som chef for ECB indebærer, at pengepolitikken fortsætter uændret og fjerner de risici, der var med at udnævne høgen Jens Weidmann (chef i den tyske Bundesbank, red.). Vi forventer en ny lempelse med lavere rente og at QE genoptages inden årets udgang,” siger Maya Bhandari, porteføljeforvalter, Columbia Threadneedle Investments.

Børsen bringer en analyse af udenrigsredaktør Hakon Redder. Han skriver blandt andet: ”Mario Draghis sko er allerede meget store. På de sidste tre rentemøder inden sin afgang 31. oktober, kan han gøre dem endnu større. Retningen, de går i, er på forhånd givet, når 63-årige Christine Lagarde 1. november bliver den Europæiske Central Banks fjerde topchef. Tilliden til, at Frankrigs fhv. finansminister og IMF's nuværende adm. direktør kan fylde skoene ud, er tårnhøj blandt iagttagere og investorer. Det viste allerede onsdagens markedsreaktion. Fra ECB er markederne blevet lovet ny lempelse af pengepolitikken. Den kommer inden Christine Lagarde træder til. Efterfølgende vil hun i rum tid være lagt i beslutningsmæssige lænker af den linje, som ECB's Styrelsesråd - med Mario Draghi som frontfigur - har lagt. [...] Blandt de mere interessante iagttagelser er derfor, og det kommer fra to senioranalytikere i Danske Bank, at Lagarde under forårets møder i IMF sagde, at “MMT kan muligvis fungere i en kortere periode,” hvis der f.eks. er deflation. Oversat og forenklet betyder det, at staterne kan skabe vækst ved blot at trykke flere penge. Inflationen er ikke noget problem. Aktuelt er deflationen ikke et aktuel problem i eurozonen. Det sagde Draghi uopfordret på det seneste rentemøde. Lavinflation er derimod et stort problem. Måske Lagarde har nye værktøjer med til Frankfurt?"

Berlingske bringer en analyse af økonomisk redaktør, Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: ”Den overraskende nominering af Christine Lagarde som ny chef for Den Europæiske Centralbank (ECB) kommer på et kritisk tidspunkt og uden overvejelser om, hvad den nye chefs holdning er til pengepolitikken. Det kan hurtigt vise sig at blive en uriaspost, hvor Lagardes veludviklede diplomatiske evner skal stå deres prøve. De må sidde med en lidt mærkelig smag i munden nede i Frankfurt i hovedsædet for Den Europæiske Centralbank (ECB). For på trods af den højt besungne centralbanks uafhængighed måtte embedsmændene se den nye chef for ECB fødes som del af en politisk studehandel i Bruxelles. De må også sidde med en lidt mærkelig smag i munden i kredsen af europæiske centralbankchefer. For nomineringen af franske Christine Lagarde som ny chef for ECB har intet med pengepolitik at gøre og betyder, at alle de mulige kandidater blandt centralbankcheferne må se i øjnene, at det næppe bliver deres tur. Lagarde bliver den første kvindelige chef for ECB og vil synligt skille sig ud i en kreds, der er helt domineret af mænd. […] Lagarde sagde i januar, at “det ville være dejligt, hvis økonomier generelt ikke endnu en gang var afhængige af centralbankerne for at modvirke det næste chok”. Fra november kan hun selv være med til at bestemme, om europæiske politikere endnu en gang skal kunne køre frihjul, fordi ECB fejer op.”
Jyllands-Posten, s. 12-13, 20; B.T., s. 11; B.T. Metro, s. 6; Børsen, s. 22, 23, 29, 30; Berlingske, s. 8-9 (04.07.2019)

Professor: Vestager missede toppost på grund af danske EU-forbehold
EU-professor Marlene Wind mener, at med jobbet som næstformand for Europa-Kommissionen står Margrethe Vestager til at få markant indflydelse. ”Det er en meget flot og fornem stilling, hun har fået sig. I dag betyder det meget, hvem der sidder ved styrepinden på næstformandsposterne,” siger hun ifølge Berlingske, og fortsætter: ” Macron var ude at sige, at sande europæere er dem, der er med i både Schengen-samarbejdet og euroen, og det er Danmark og dermed Margrethe Vestager ikke. Han nævnte ikke Vestager ved navn, men han sagde, at vi har fået nogle sande europæere på de absolutte topposter. Så vi må nok erkende, at forbeholdene igen har gjort det umuligt i sidste ende at kapre den allerhøjeste post, men Vestager bør være rigtig, rigtig tilfreds, og det bør vi også.” Ekstra Bladet skriver, at Margrethe Vestager ikke blot kan glæde sig over at have landet en magtfuld toppost som næstformand for EU-Kommissionen, forfremmelsen betyder også udsigt til et gunstigt lønhop og en fed pension. Jyllands-Posten skriver, at der indtil videre ikke er meget konkret, vi ved om den portefølje, som Margrethe Vestager kommer til at stå i spidsen for. Ifølge hovedpersonen selv er det stadig til forhandling, hvilke præcise opgaver og ansvarsområder der vil blive lagt på hendes skuldre. Jobbeskrivelse vil først blive endeligt fastlagt, når den nye kommissionsformand er på plads, altså når Ursula von der Leyen er godkendt af Europa-Parlamentet.

Kristeligt Dagblad bringer et portræt af Margrethe Vestager. Der står blandt andet: ”Efter det lange slagsmål mellem EU's ledere står det klart, at Margrethe Vestager bliver første næstformand for EU-Kommissionen. Hendes stædighed og evne til gå i detaljer var en svaghed i dansk politik, men en styrke som konkurrencekommissær, lyder det. I den nye, mere generelle opgave i kommissionen får hun igen brug for at kunne bøje de politiske viljer mod hinanden. [...] Som næstformand for EU-Kommissionen får hun en anden og mere generel opgave, end hun har haft som konkurrencekommissær. Vurderingen lyder her, at hun vil være godt rustet til det, hvorimod det havde set noget mere broget ud, hvis hun havde fået jobbet som EU's høje repræsentant for udenrigspolitik. I udenrigspolitikken skal der hele tiden indgås kompromisser og bøjes af, og de store EU-landes udenrigs- og regeringschefer fører under alle omstændigheder det store ord i udenrigspolitikken, så udenrigschefen kan ende som en lus mellem to negle. Så når det ikke kunne blive til formandsposten, er det i hvert fald ifølge vores statsminister godt for både Margrethe Vestager og Danmark, at hun fik den ene af de to næstformandsposter.” Politiken bringer også et portræt af Vestager. Avisen skriver blandt andet: ”Margrethe Vestager ville hverken være offentlig eller politiker. Nu bliver hun et af EU's mest markante ansigter som næstformand for EU-Kommissionen. [...] Det seneste år har Vestager bredt sin europæiske portefølje ud og er for snart mange måneder siden begyndt at tale om andet end konkurrencepolitik. Hun har bevæget sig ud på den brede dagsorden og har især været optaget af de højrepopulistiske strømninger, der gennem de senere år er fejet gennem Europa. Derfor havde hun tidligt øje for det modoprør, der skete i Frankrig, da Emmanuel Macron blev præsident i 2017. Det var da også ham og det, hun lænede sig imod, da hun lige så stille begyndte at køre sig selv i stilling til en toppost. Først ved at presse på i Danmark, så ved at blive en af spidskandidaterne hos liberale Alde. Og endelig blive den liberale spidskandidat. Tidlig tirsdag aften blev det kronet med posten som stærk vicekommissær.”

Med overskriften ”Løgnen om Vestager” skriver Ekstra Bladet blandt andet i sin leder: ”NEJ, Margrethe Vestager har ikke fået et 'topjob i EU'. Ikke sådan rigtigt. Hun deler et næstformandskab med en hollænder, der heller ikke kunne få topjobbet. Det var ikke, hvad Vestager selv eller - sært nok - den samlede danske EU-journalist-stand havde sat næsen op efter. Men lad det ligge. Det var hele tiden - modsat danske mediers heppekors-dækning af valget til kommissionsformand - urealistisk, at Vestager blev formand. Den nye ledelse i EU er således en EU classic: Unionen er et spil med 28 deltagere, og til sidst vinder Tyskland. Efter aftale med Frankrig. [...] Man kan med god ret sætte spørgsmålstegn ved, om Vestager repræsenterer danske borgeres EU-holdning. Hun går ind for et andet EU, end danske vælgere med deres forbehold giver mandat til. Visse jubler alligevel højlydt over, at Vestager lander 'det største EU-job, nogen dansker har haft'. Det er bare ikke sandt. Henning Christophersen var også næstformand. Og han var det uden at dele posten med nogen. Man kan selvfølgelig også lovprise, at der nu sidder kvinder i toppen af EU. Tillykke hermed. Men Ursula von der Leyen skal tydeligvis nok lade vide, hvem der har bukserne på.”
Berlingske, s. 10; Jyllands-Posten, s. 8; Kristeligt Dagblad, s. 5; Ekstra Bladet, s. 4-5, 32; Politiken, s. 9 (04.07.2019)

Prioritede historier

Dyr kamp om Downing Street 10
I Indblik i Jyllands-Posten skriver korrespondent Mads Bonde Broberg blandt andet: ”Både Boris Johnson og Jeremy Hunt giver løfter for store milliardbeløb i kampen om at blive premierminister. En af partiets nestorer frygter, at dét gør det sværere at kalde Labour for uansvarlig. [...] Et af de store, gamle navne i det konservative parti, Lord Patten, er bekymret over kombattanterne: ”Deres skatte- og udgiftsløfter får Labour til at ligne økonomisk moderate,” siger Chris Patten, der bl.a. har været minister og var den sidste britiske guvernør i Hongkong, til BBC. De konservative har haft en mangeårig strategi med at karakterisere Labour som økonomisk ”uansvarligt”, men det bliver sværere, hvis man selv bruger løs, frygter Patten og andre. Kandidaterne har til en vis grad forsøgt at forklare sig. Blandt andet lyder det, at skattelettelser kan sætte gang i økonomien og dermed indbringe flere skatter. Og så er særligt Johnson overbevist om, at Brexit bliver en økonomisk gevinst.”

Jyllands-Posten bringer en analyse af korrespondent Mads Bonde Broberg, som blandt andet skriver: ”Mens den ene, Boris Johnson, hele tiden har stået for en hård Brexit-kurs, så fremstår den anden, Jeremy Hunt, stadigt mere EU-skeptisk, efterhånden som kampen om at blive konservativ formand og dermed premierminister skrider frem. Kampen afgøres af 160.000 fortrinsvis EU-skeptiske partimedlemmer. [...] Da EU hidtil har afvist at ændre bagstoppet, kan det meget vel ende med et "no deal"-Brexit. Underhuset vil forsøge at finde en måde at stoppe det, men det kan blive svært svært rent juridisk. Truslen om "no deal" kan dog også på en lidt bagvendt måde ende med at føre til aftale. Fordi det får EU til at give sig til sidst, og fordi et flertal i Underhuset hellere stemmer for en halvdårlig aftale end "no deal". Så måske bliver "no deal" et taktisk trumfkort i det videre forløb. Og lige nu kan "no deal" bruges til at sikre sig posten som britisk premierminister. Der venter nok gigantiske klapsalver, hvis han proklamerer, at nu er det "no deal" og goodbye EU.”
Jyllands-Posten, s. 12, 13 (04.07.2019)

Italiensk journalist bliver ny formand for Europa-Parlamentet
Flere aviser skriver, at Europa-parlamentets medlemmer valgte en socialdemokratisk italiener som ny formand. Han hedder David Sassoli og han vandt med 345 stemmer, mens Jan Zahradil fra Tjekkiet, der tilhører De Europæiske Konservative og Reformister, blev nummer to med 160 stemmer. ”Europa skal være stærkere og kan kun blive det med et stærkere parlament, som spiller en større rolle,” sagde Sassoli i sin tale forud for afstemningen ifølge Jyllands-Posten. Sassoli har været medlem af forsamlingen i 10 år og de seneste fem år har han været én af parlamentets næstformænd. “Vi er nødt til at styrke vores kapacitet til at spille en ledende rolle i demokratiet,” sagde Sassoli, ifølge Børsen, efter valgsejren ifølge den britiske tv-station BBC, inden han tilføjede: “Vi ønsker ikke, at vores borgere skal spørge: Hvor er Europa? Hver gang der opstår en krise.”
Berlingske, s. 9; Jyllands-Posten, s. 8; Børsen, s. 23 (04.07.2019)

Det digitale indre marked

Pas stadig på mobilregningen på sommerferien trods fælles regler
Berlingske beretter, at man skal være varsom, hvis man bruger sin mobiltelefon og internetforbindelse på rejser i udlandet og ikke passer på. Selv om vi har vænnet os til at kunne tale og gå på nettet i nabolandene, er der stadig fælder, som kan udløse en kæmpe regning. 15. juni 2017 blev roamingafgifterne afskaffet helt i EU-landene. Danskerne skal altså kunne bruge tale og data til præcis samme pris i de 28 EU-lande (samt Norge, Island og Liechtenstein, som følger EU-lovgivningen, selv om de ikke er EU-medlemmer) som herhjemme, altså uden at betale ekstra. Og det gør vi til fulde, viser de første to års erfaringer. Teleselskaberne betaler fortsat til hinanden for kundernes forbrug, men EU tvangssænker årligt maksimumgrænsen for, hvad det må koste. Navnlig dataprisen skæres voldsomt ned. Da EU tvangsfjernede roaminggebyret i foråret 2017, valgte flere teleselskaber at lave særlige mobilabonnementer, der kun virker i Danmark. Al brug i udlandet af tale, SMS, MMS og data koster ekstra.
Berlingske, s. 12-13 (04.07.2019)

Finansielle anliggender

Banker skal spare 1000 milliarder
Berlingske og B.T. Metro skriver, at en prognose fra Den Europæiske Bankmyndighed (EBA), der er vagthund for EU's banker, lyder, at de europæiske banker i fremtiden skal gemme flere penge på kistebunden, så bankerne bedre kan stå imod finansielle kriser. Bankernes kapitalkrav ventes i gennemsnit at blive forhøjet med 24,4 procent, når et nyt sæt kapitalkrav - kendt som Basel IV-krav - er fuldt indfaset i 2027. Finans Danmark konkluderer, at der er en stor regning på vej til de danske banker og kreditinstitutter, hvis EU-kravet bliver til virkelighed.
Berlingske, s. 7; B.T. Metro, s. 10 (04.07.2019)

Europa er dårligt rustet til en ny krise
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Erik Bjørsted, cheføkonom, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han skriver blandt andet: “EU's ledere forhandler i øjeblikket om, hvem der skal besætte topposterne i EU. Uanset hvem der kommer til at stå i spidsen for EU, står EU over for en økonomisk afmatning, som i værste fald kan udvikle sig til en økonomisk krise. En krise, som EU i givet fald er dårligt rustet til. Væksten er aftaget flere steder i EU, bl.a. i Tyskland, og generelt er usikkerhederne i den globale økonomi store. Brexit er ikke faldet på plads, og der er heller ikke nogen fredsaftale på bordet i handelskrigen mellem USA og Kina. Erhvervstilliden er faldet markant, og Den Europæiske Centralbank(ECB) er blevet så bekymret for væksten, at man har opgivet den oprindelige plan om at hæve renten i 2019. Den Amerikanske Centralbank har også valgt at stille renteforhøjelser i bero. […] Hvis en krise igen rammer Europa, er det derfor vigtigt at bruge finanspolitikken mere aktivt, end man gjorde efter udbruddet af finanskrisen. Efter finanskrisen strammede politikkerne finanspolitikkenfor hurtigt og voldsomt, og alt blev i sidste ende overladt til ECB og Mario Draghi. ”Super Mario” har gjort alt, hvad han kunne, for at få pulsen i det økonomiske kredsløb op igen. Derfor må EU træde i karakter og være parat til at anvende finanspolitikkenmere aktivt, hvis det bliver nødvendigt.
Jyllands-Posten, s. 15 (04.07.2019)

Institutionelle anliggender

1989 var frihedens år. Og en lærestreg
Politiken bringer en kronik af Clement Behrendt Kjersgaard, tv-vært, skribent, foredragsholder og udgiver af RÆSON. Han skriver blandt andet: “For 30 år siden fik vi mere frihed forærende, end nogen kunne bruge. Det understregede, at historien er uforudsigelig, og alt kan ændres. Det har vi stadig svært ved at fatte. […] I disse år ser vi Frankrig og Storbritannien udleve hver deres foretrukne nationale skæbne. Storbritannien, der med Brexit har satset alt på at blive et 'Schweiz på Themsen' og i processen risikerer både demokratiets og kongedømmets opbrud. Frankrig, der fører sin egen terrorkrig i Sahel og lægger grandiose EU-planer, mens De Gule Veste weekend efter weekend tyrer sten og flasker gennem de samme moderniseringsforsøg, som Macrons forgængere i 20 år er blevet forhindret i at gennemføre. Og i Tyskland? Her undgår man omhyggeligt sin skæbne: at blive den moderne stormagt, forudsætningerne tilsiger. Tag ikke fejl: Både Kohl og Merkel HAR været parate til at bruge magt. For Kohl gennemtrumfede genforeningen i det tempo og på de vilkår, han ønskede. Merkel har angivet takten i EU - på økonomien efter finanskrisen (trods Sydeuropas protester) og på asylpolitikken efter flygtningekrisen (trods Østeuropas). Men i begge tilfælde har magten været 'pakket ind i EU', på en gang i en test af samarbejdet og en konsolidering af det. Samtidig hæver Tyskland kun langsomt militærbudgettet trods USA's krav, og antallet af tyske diplomater er - trods de voksende summer, det tyske udenrigsministerium bruger på fred og stabilitet - fortsat lavere, end det var i 1990.”
Politiken, s. 7-8 (04.07.2019)

Analyse: Østlande brugte krudtet på Timmermans og tabte alt
Politiken bringer en analyse af EU-korrespondent Elisabet Svane. Hun skriver blandt andet: ”EU-kommissær Maros Sefcovic var det næstsidste skud, de østeuropæiske lande havde i bøssen, da der søndag, mandag og tirsdag blev fordelt topposter i EU. [... ] Tirsdag morgen i denne uge, da stats og regeringscheferne igen mødtes efter det afbrudte topmøde, var det ham, der skulle have været EU's udenrigspolitiske ansigt. Han var en del af den endelige plan, hvor tyske Ursula von der Leyen skulle og blev nomineret til topposten som kommissionsformand med belgiske Charles Michel som EU-præsident. Men Sefcovic røg i svinget. [...] Da planen kom ud tirsdag aften med Ursula von der Leyen i spidsen, var der derfor ingen østeuropæere med. Det skulle EU-Parlamentet i stedet sørge for ved at vælge bulgarske Sergei Stanishev, som er formand for de europæiske socialdemokrater. Men her spændte socialdemokraterne igen ben og sagde nej. De ville ikke dirigeres af Det Europæiske Råd, efter at både Timmermans og spidskandidatprocessen var blevet kørt over. [...] Visegrad-landene er med Polen og Ungarn de mest højrøstede og i markant opposition til EU. De var meget i spil - for meget, mente andre - men selv betragtede de det som en stor sejr, at Timmermans røg ud, selv om det kostede et mindre højrøstet land som Slovakiet en toppost. Og bagefter prøvede både Polen og Ungarn at sælge valget af Ursula von der Leyen som deres sejr. Hvad det ikke var. Hun blev foreslået af Macron og er godt nok konservativ, men væsentlig mere midtsøgende konservativ end Polens Morawiecki og Ungarns Orbán. Hun er ikke på linje med dem. Men sådan solgte de den på hjemmebanen og på sociale medier.”
Politiken, s. 8 (04.07.2019)

Da EU-systemet fik sin vilje igennem
Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder: ”Alt er, som det plejer i det indspiste europæiske magtspil. Det endte i hvert fald i nok et uskønt og uigennemskueligt forløb, da EU's 28 stats- og regeringschefer i alt fire gange måtte sætte hinanden stævne for at få den vanskelige jobkabale til at gå op om, hvem der de næste fem år skal stå i spidsen for unionens vigtigste institutioner. Efter at vælgerne for første gang i EU'shistorie fik stemmeprocenten i vejret ved det nylige europa-parlamentsvalg, blev der ellers holdt store skåltaler om, at det splittede og udskældte europæiske projekt havde vundet tiltrængt fornyet demokratisk legitimitet. […] Selvom Europa-Parlamentet fremstår som taberen i denne beskæmmende magtkalkule, gør de forsmåede parlamentarikere klogt i at godkende den personalepakke, som EU-lederne nu har lagt frem. EU har ikke brug for en institutionel krise, men for at reformere sine demokratiskeprocesser. Mere transparens og mindre taktik, tak. Det handler om at få alle med for det store fælles bedste, hvor EU sine mange mangler til trods fortsat er den mindst ringe løsning.”
Kristeligt Dagblad, s. 8 (04.07.2019)

De store lande blev EUs sejrherrer
Berlingske bringer en kommentar af Catharina Sørensen, fungerende direktør, Tænketanken Europa. Hun skriver blandt andet: “EU-spillet om topposterne endte med en stor overraskelse. Ingen af de fem navne, der blev udpeget, var blandt eksperternes favoritter. […] Den konservative tysker, Ursula von der Leyen, foreslås til den mest magtfulde post som Europa-Kommissionens formand. Hun er relativ ukendt i EU-sammenhæng, men hun har været fast inventar i samtlige Merkel-regeringer, senest som forsvarsminister, hvor hun trods en del kritik har gjort sig positivt bemærket ved at holde længere end sine forgængere. […] Charles Michel, der kommer med erfaring som regeringschef i Belgien, overtager formandsposten i Det Europæiske Råd fra polakken Donald Tusk. […] Verdensbankchefen Christine Lagarde i spidsen for Den Europæiske Centralbank er en sejr for franske præsident Macron, der længe har forsøgt at sætte turbo på reformer af eurozonen. Lagarde har tidligere været fransk finansminister, men hun er ikke økonom, og i finanskredse er der »spænding« om hendes monetære politik, og om hun formår af forvalte balancen mellem bureaukratisk ledelse og politisk styring. […] Som ny udenrigsrepræsentant bliver spanske Josep Borrell den første mand i embedet, efter den britiske Lady Ashton og italieneren Federica Mogherini. Han har tidligere haft en EU-toppost, nemlig som formand for Europa-Parlamentet fra 2004-07. Udenrigsposten er nok den mindst magtfulde af de fem. […] Italien var egentlig ikke demandeur på en ny toppost efter at have besiddet tre ud af de fem poster i indeværende periode, men ikke desto mindre blev den ikke videre kendte David-Maria Sassolini onsdag valgt af Europa-Parlamentet som ny formand.”
Berlingske, s. 26 (04.07.2019)

De store lande tog det meste, og Østeuropa tabte
Jyllands-Posten bringer en analyse af korrespondent Jette Elbæk Marissa. Hun skriver blandt andet: ”Tyskland vandt, og Merkel tabte. Macron fik, hvad han ville, og Vestager løb hjem med en fin trøstepræmie. EU's afgående præsident, polakken Donald Tusk, var godt klar over, at balancen haltede, da han efter to døgns maratonforhandlinger omsider kunne sætte navne på fire af EU's fem topposter: De store EU-lande havde trukket det længste strå. Tyskland fik Ursula von der Leyen som kommissionsformand, Frankrig fik Christine Lagarde som ECB-chef, og Spanien fik Josep Borrell som udenrigschef. Belgien rykker for anden gang ind på EU-præsidentkontoret med Charles Michel, som omtales som tæt knyttet til Frankrigs præsident. Dagen derpå blev en italiener, David Sassoli, valgt til parlamentsformand. De østeuropæiske lande gik tomhændet hjem. “Vi har opfordret Ursula von der Leyen til at tage hensyn til den geografiske balance, når hun sammensætter holdet af vicepræsidenter. Og hvis nogen spørger, hvad det betyder, så er svaret, at både Østeuropa og Italien skal med om bord,” lød det fra Donald Tusk. Med andre ord er det nu op til kommissionens første forkvinde at skabe den balance, som det ikke lykkedes for EU's28 stats- og regeringschefer at finde. Trøstepræmien til taberne er en post som næstformand i Europa-Kommissionen. […] Nu skal det vise sig, om det møjsommeligt forhandlede resultat i Bruxelles er robust nok til, at Ursula von der Leyen godkendes af Europa-Parlamentet. Sker det ikke, ramler hele korthuset, og så kan man begynde at gisne om, hvorvidt den magtkamp, som har udspillet sig mellem små og store lande, øst og vest, nord og syd, socialister, liberale, konservative og ikke mindst ministre mod parlamentsmedlemmer, for alvor vil udvikle sig til en krise. Lige om hjørnet venter Brexit.”
Jyllands-Posten, s. 9 (04.07.2019)

Et demokratisk nederlag for Europa
Information skriver blandt andet i sin leder: ”I månederne op til europaparlamentsvalget den 26. maj fik vi et glimt af en ny og bedre virkelighed for Europa. Nu skulle det ikke længere være klatøjede statsministre i lukkede mødelokaler, der udpegede unionens ledere. Nej, i god tid før valget præsenterede de paneuropæiske partifamilier i Europa-Parlamentet - de liberale, de grønne, de konservative og socialdemokraterne - en række 'spidskandidater', som gerne ville være kommissionsformænd. [...] Tirsdag blev det hele ødelagt. Efter tre lukkede topmøder kom EU's 28 statsledere vaklende ud i sommernatten og annoncerede, at - voilà - nu har de skam strikket en pakke sammen med navnene på de næste ledere for vores stolte kontinent. […] Den Europæiske Union har aldrig kun været et økonomisk marked. EU er også et moralsk og kulturelt fællesskab, hvor vi holder hinanden op på vores smukkeste principper om retssikkerhed, menneskerettigheder og demokrati. Det bør vi tage alvorligt, også når vi vælger vores politiske ledere. Men det skete bestemt ikke tirsdag. […] Tirsdag levede EU op til sine kritikeres værste fordomme. Vores naive håb om en mere åben debat, en ny europæisk parlamentarisme og et mere demokratisk forankret EU blev kvalt. Og det er en skandale for Europa.”
Information, s. 1, 20 (04.07.2019)

Nyt fra baglokalet
Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder i dag: ”Man må da håbe, at EU's 28 stats- og regeringschefer selv synes, at det var det værd. Efter et af de længste topmøder i nyere tid faldt omsider kabalen om EU's forskellige topposter på plads; i hvert fald indtil Europa-Parlamentet har talt. Forløbet har været sjældent uskønt. Det var den tyske jernkansler, Otto von Bismarck, der sagde de berømte ord om, at det er med politik som med pølser. De smager muligvis godt, men ingen vil vide, hvordan de bliver til. Problemet er, at europæerne ikke mindst ved det netop overståede valg til Europa-Parlamentetfaktisk blev lovet en helt anden tilgang til dét at bedrive politik. Der skulle åbnes op. Der skulle skabes større gennemsigtighed i processerne og beslutningerne. Der skulle lyttes mere til de europæiske vælgere. Men da det kom stykket, var afgrunden mellem ord og handling måske større end nogensinde. […] Mon ikke Europa-Parlamentet om to uger trods alt nikker nådigt ja til de foreslåede kandidater? Et andet forstemmende lavpunkt blev nået tirsdag, da den britiske Brexit-gruppe barnligt vendte ryggen til parlamentet under afspilningen af Europa-hymnen. Nu skal dette cirkus bare overstås, vil mange nok tænke. Men det var ærligt talt ikke, hvad der var meningen med Europa.”
Jyllands-Posten, s. 18 (04.07.2019)

Nægter at rejse sig for EU-hymne
B.T. skriver, at da det nye EU-parlament for første gang blev samlet forleden, vakte medlemmerne af Brexit Party opsigt, fordi de vendte ryggen til, da EU-hymnen 'Ode an die Freude' blev spillet i salen. Men de 29 britiske EU-skeptikere var ikke de eneste, der udtrykte mishag ved tonerne af EU-hyldesten. Peter Kofod, der er valgt til EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, nægtede at rejse sig, da melodien blev spillet. ”Jeg vil simpelthen ikke rejse mig op for EU-hymnen. Det er for meget ligefrem at hylde en institution, der er fyldt med fejl, dyr, dybt bureaukratisk og ineffektiv,” siger Peter Kofod. Det var dog kun medlemmerne af BrexitParty, der ligefrem valgte at vende ryggen til, og det har givet anledning til kritik fra flere sider. Flere politikere har kaldt handlingen patetisk og respektløs. ”De er blevet valgt til at repræsentere befolkningen i Europaparlamentet, og det første, de gør, er at vise fuldkommen mangel på respekt over for det helt basale i Den Europæiske Union. Dens værdier og det sted, hvor de ønskede at repræsentere borgerne,” udtaler Ska Keller, et tysk medlem af EU-Parlamentet, der mener, at opførelsen er vanærende.
B.T., s. 2 (04.07.2019)

Puslespillet om EU’s toppost er lagt
Kristeligt Dagblad bringer en analyse af Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: “Brikkerne er faldet på plads på en måde, som afspejler, at Øst- og Centraleuropa er blevet kørt over. Det er stadig de oprindelige seks medlemslande i EU, der sætter sig på de fleste tunge jobs. Det bliver den nye kommissionsformand, der bestemmer, hvor meget Margrethe Vestager får at skulle have sagt. […] Lægningen af puslespillet om EU's topposter afdækker, at Tyskland har ønsket at spille en helt central rolle i EU, som svarer til, at landet af mange opfattes som EU's førende land og leder. Noget andet er så, at man måske ikke har spillet denne rolle på en fuldstændig professionel facon. Angela Merkels lange opbakning bag Manfred Weber var en klar fejl. Lægningen af puslespillet afspejler også et Øst- og Centraleuropa, som er blevet kørt over. Årsagen kan meget vel være, at regeringscheferne fra de øst- og centraleuropæiske lande anvendte deres politiske kapital på for enhver pris at få fjernet Frans Timmermans fra posten som formand for Kommissionen, fordi de mente, at han havde været for kritisk over for dem i den forløbne periode som næstformand. Endelig afspejler lægningen af puslespillet, hvor tungt de oprindelige seks medlemslande i EU står. De satte sig i hvert fald på tre af de fem topposter. Det ser ud til, at de stadig mener at have førstefødselsretten til posterne i deres egen opfindelse - EU.”
Kristeligt Dagblad, s. 3 (04.07.2019)

Tillykke til Vestager
Berlingskes lederskribent skriver blandt andet: ”Det har aldrig været let, når de europæiske lande skulle fordele topposter i EU, og i år var ingen undtagelse. Vi har været igennem tre topmøder med drama, uskønne scener og dybe splittelser mellem øst og vest. Mest bekymrende så vi Polen og Ungarn gå i spidsen om at forhindre, at Hollands EU-kommissær, Frans Timmermans, kunne avancere til posten som formand for Kommissionen. […] Alligevel lykkedes det til sidst for EUs stats- og regeringschefer at blive enige om seks navne. Set fra dansk side må man glæde sig over, at Margrethe Vestager står til at blive første næstformand for Europa-Kommissionen. Det er en historisk høj placering til Danmark, som først og fremmest er opnået, fordi Vestager har gjort en overbevisende indsats som konkurrencekommissær. […] Endelig blev franske Christine Lagarde valgt som ny formand for Den Europæiske Centralbank. Lagarde kommer fra en stilling som formand for Den Internationale Valutafond (IMF), hvor hun har været kritisk over for EUs tysk-inspirerede sparepolitik under finanskrisen. Det tyder på, at vi får en bankchef, der vil prioritere hensyn til den økonomiske vækst i EU.”
Berlingske, s. 2 (04.07.2019)

Tre kvinder er brudt igennem glasloftet
Berlingske skriver, at udnævnelsen af en tysk, en fransk og en dansk kvinde til tunge EU-poster viser, at de argumenter næppe holder ret meget længere, og kan vise vejen for, hvordan man får flere kvinder i toppen af dansk politik og dansk erhvervsliv. For når den nuværende tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, bliver den første kvindelige formand for Europa-Kommissionen, når den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, bliver næstformand for EU-Kommissionen, og når IMF-chefen, franske Christine Lagarde, bliver chef for Den Europæiske Centralbank, så er signalværdien ikke til at tage fejl af, mener to ligestillingseksperter: ”De er brudt gennem glasloftet med et kæmpe brag,” konstaterer Lynn Roseberry, tidligere CBS-lektor og nu selvstændig rådgiver om diversitet. Hun bakkes op af Bjarke Oxlund, chefkonsulent i Institut for Menneskerettigheder, der siger: ”Det har en meget stærk signalværdi, at det er kvinder, der indtager de allermest magtfulde poster, og som nu skal bide skeer med de mest magtfulde politiske aktører på kloden.”
Berlingske, s. 10-11 (04.07.2019)

Klima

Dansk miljøminister vil ikke følge Østrig i forbud mod Round up
Østrig vil forbyde det aktive stof glyfosat i sprøjtemidlet Roundup, fordi det er mistænkt for at kunne give kræft, men herhjemme har miljøministeren ikke planer om et lignende forbud. Radikale Venstre bakker op, og advarer mod, at de europæiske lande forsøger at løse problemet hver for sig. ”Alt, hvad vi gør i denne sammenhæng, skal vi gøre i fællesskab i EU. For hvad nytter det, hvis vi alene forbyder glyfosat; så flytter vi jo bare produktionen og problemet til et andet land,” siger Radikale Venstres politiske ordfører, Jens Rohde. Han mener, at de kommende fem år, hvor glyfosat er lovligt i EU, skal bruges til at finde et alternativ, eksempelvis i det nye EU-budget, hvor man kan gå ind og stille miljømæssige krav til landbrugsstøtten, som gælder alle landmænd i Europa.
Berlingske, s. 17 (04.07.2019)

Enhedslistens vej til mere EU er grøn
Information bringer en kommentar af journalist Mette-Line Thorup. Hun skriver blandt andet: ”EU skal ind i klimakampen, udtalte Enhedslistens nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, under EU-valgkampen i maj. “Lige nu står EU's regler i vejen for den nødvendige grønne omstilling. Vi skal i mål med en omstilling af vores samfund i en bæredygtig retning, for ellers kommer klimaforandringerne ud af kontrol, hvilket vil få katastrofale konsekvenser for vores fremtid,” sagde han blandt andet til TV 2 Nyhederne. Derfor er det intet mindre end en lille historisk nyhed, der har gemt sig lidt i den nye regeringsforståelse, som blev præsenteret i sidste uge. Ganske vist fremgår det, “at partierne bag den politiske forståelse ser forskelligt på Danmarks medlemskab af EU”. Til gengæld står der også, at der er “enighed om, at Danmark som medlem af EU skal arbejde for, at den politik, der føres i EU, bliver langt mere progressiv end i dag. Det gælder særligt i forhold til at føre en mere ambitiøs klimapolitik og en styrket indsats mod skattely og skattespekulation”. […] Men kampen for og imod EU har forgiftet den danske europapolitik alt for længe. Og unionsmodstanden må kunne begraves med Enhedslistens nye position i den internationale klimakamp. […] Klimaet har været det nye samlingspunkt i rød blok, når det gælder indenrigspolitikken. Det samme bør gøre sig gældende europapolitisk. For det giver jo ingen mening for et grønt parti som Enhedslisten at argumentere for at melde sig ud af en grøn klimaunion.”
Information, s. 2 (04.07.2019)

Konkurrence

Kampen om verdens dyreste kunstværker
Berlingske fortæller, at EU har fokus på kunsthandelen. Det ventes, at EU næste år vil stramme de regler, som skal forhindre hvidvask gennem kunsthandel. Ifølge Niels Gangsted-Rasmussen, advokat og lic.jur. , har Sotheby's og Christie's for enorm betydning for det internationale auktionsmarked. De to auktionshuse har i årtier konkurreret, men i 1990erne indgik de en prisaftale for at sætte en stopper for priskonkurrencen, som kostede dem begge penge. Aftalen blev i 2002 erklæret ulovlig af EU-Kommissionen. Konsekvensen var bl.a. at Sotheby's blev idømt en bøde på 13 millioner pund for overtrædelse af EUs konkurrenceregler, og at kunder lagde sag an mod de to huse. For ham er der ingen tvivl om, at Brexit vil kunne give de to auktionshuse problemer.
Berlingske, s. 8-9 (04.07.2019)

Mediekæmper indleder retsopgør om nulmoms
Børsen skriver, at brancheorganisationen Grakom, sammen med mediekæmperne Aller og Egmont, i denne uge indgiver en klage til EU-Kommissionen om forskelsbehandling, da det kun er aviser og ikke magasiner og ugeblade, der nu kan nyde godt af at blive fritaget for moms på deres digitale udgivelser. “Op til vedtagelsen af loven har vi advaret imod, at man laver endnu en voldsom skævvridning af momsreglerne, og vi har også sagt, at vi ville blive nødt til at gå videre med sagen til EU, hvis man vedtog det. Det har man så gjort, og nu tager vi konsekvensen,” forklarer administrerende direktør i Grakom, Thomas Torp. Børsen har læst klagen og den går på, at Danmark skulle overtræde både EU’s ligebehandlingsprincip og forvride konkurrencen ved, at ikke alle medietyper er omfattet af samme momsregler.
Børsen, s. 20-21 (04.07.2019)

Migration

Mindst 44 migranter dræbt af luftangreb i Libyen
Trisdag aften dræbte et luftangreb mod en interneringslejr i Tripoli 44 mennesker. De var alle migranter, som blev holdt fanget i en hangar og FN fordømmer på det kraftigste angrebet og kræver et øjeblikkeligt stop for interneringen af migranter og flygtninge i Libyen samt en tilbundsgående undersøgelse af, hvem der stod bag angrebet. Luftangrebet skaber ny opmærksomhed om Den Europæiske Unions samarbejde med Tripoli-styret, den libyske kystvagt og diverse militser i Libyen, som skal forhindre migranter i at krydse Middelhavet for at nå frem til Europa.
Politiken, s. 7 (04.07.2019)