Skip to main content
Representation in Denmark logo

Handelspolitik

Handelspolitik og udviklingen af den europæiske handelspolitik

Den europæiske handelspolitik er en af de ældste fælles politikker i en Europæiske Union. Den har rødder i oprettelsen af en europæisk toldunion, som stadig er en af grundsøjlerne. De seks grundlæggere af det, der blev til EU, harmoniserede med deres told og afgifter til en enkelt ekstern toldtarif gennem toldunionen, og de fjernede al told og alle afgifter mellem hinanden.

De eksterne toldtariffer er derefter gentagne gange blevet sænket gennem gentagne globale aftaler om at mindske globale tariffer. Den seneste runde var Uruguayrunden, som afsluttedes i 1994, samt ved hver eneste udvidelse af EU.

Globale tariffer er i dag en del af de grundlæggende spilleregler i Verdenshandelsorganisationen, som EU og alle medlemsstaterne er medlemmer af. EU har fået flere medlemmer, og det har Verdenshandelsorganisationen også. Handel er på én og samme tid blevet enklere og mere kompliceret. Enklere gennem bedre kommunikation og logistik, men også mere kompliceret gennem et net af forsyningskæder.

Handelspolitik og andre politiske områder

Handelspolitik er et af EU’s mest effektive redskaber. Den står i centrum for Europas økonomiske velstand og konkurrenceevne og støtter et dynamisk indre marked og en selvbevidst optræden udadtil. Som følge af vores handelsordnings åbenhed er EU verdens største forhandler af landbrugsprodukter, forarbejdede varer og tjenesteydelser og indtager førstepladsen med hensyn til både indgående og udgående internationale investeringer.

EU har i stigende grad gjort bilateral handelsliberalisering betinget af tilsagn om retfærdige og bæredygtige betingelser for både arbejdstagere og naturen. Den Europæiske Union har med Parisaftalen forpligtet sig til en ambitiøs klimadagsorden, og handelspolitikken er et af de redskaber, som kan bidrage hertil. EU har gennem en general toldpræferenceordning (som har ført til handelsliberalisering over for udviklingslande) bygget incitamenter for udviklingslande ind i handelsrelationerne. Der er hele kapitler om bæredygtighed i bilaterale handelsaftaler som Mercosur (som endnu ikke er trådt i kraft).

EU yder på handelsområdet et vigtigt bidrag til opfyldelsen af FN’s verdensmål 8 - Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse, samt anstændigt arbejde for alle.

Danmark og EU’s handelspolitik

Fra officiel dansk side arbejdes der for at gøre bestemmelserne om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler så effektive og indholdsrige som muligt. Europa-Kommissionen har i de seneste år opprioriteret arbejdet med at sikre implementeringen og efterlevelse af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler. Dette mundede efter en offentlig debat ud i fremlæggelse af en 15-punktsplan i begyndelsen af 2018 med en række tiltag, der skal sikre bedre samarbejde, bedre involvering af sociale partnere, mere fokus på implementering samt mere gennemsigtighed og kommunikation om arbejdet med handelsaftalernes kapitler om handel og bæredygtig udvikling.

Danmark er dybt afhængig af international samhandel.  Danmarks handelspolitik skal både bidrage til at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst i Danmark og fremme udviklingen i verdens fattige lande. Danmark arbejder for en mere aktiv grøn handelspolitik, bl.a. fremme af WTO-forhandlinger om liberalisering af handel med grønne varer og tjenesteydelser, udfasning af subsidier til fossile brændsler samt øget fokus på grønne mærkningsordninger og standarder i handelspolitikken. Det arbejde foregår gennem en aktiv deltagelse i udformningen af EU’s handelspolitik - Læs mere...

Danske SiccaDania har takket være EU’s handelsaftale med Vietnam været med til at øge Vietnams kaffeeksport - Læs mere...

Grønland og Færøerne

Grønland og Færøerne er ikke med i Den Europæiske Union og dermed heller ikke omfattet af EU’s handelspolitik. Det betyder, at de ikke er direkte påvirket af aftaler, som EU indgår med tredjelande, samtidig med at begge dog har adgang til EU’s indre marked gennem bilaterale aftaler.

Beslutningstagning, demokrati og gennemførelse

Institutionelle roller er også vigtigt inden for handelspolitik. Handelspolitik er et område, hvor EU har enekompetence. Det vil sige, at Europa-Kommissionen er den eneste repræsentant, som har ret til at forhandle på vegne af samtlige 27 medlemsstater. Landene udstikker gennem Handelspolitikudvalget (TPC) retningen for Europa-Kommissionens forhandlinger. Med Lissabontraktaten (som trådte i kraft i 2009) blev udvalgets rolle ændret og næsten ligestillet med Europa-Parlamentet, som har et udvalg, Det Internationale Handelsudvalg (INTA), som modsvarer Handelspolitikudvalget. Investeringer blev med Lissabontraktaten også en del af EU’s handelspolitik, og det er nu et af de vedvarende forhandlingsemner, som man skal enes om.

Europa-Kommissionen er den eneste institution, som gennemfører handelspolitik, hvilket den gør sammen med medlemsstaterne, for eksempel gennem toldkontroller ved grænserne. Europa-Kommissionen får hjælp til gennemførelsen af en række udvalg med repræsentanter for medlemsstaterne såvel som arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, som mødes regelmæssigt.

Det Forenede Kongerige og Norge

Norge er en del af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvormed Norge og Den Europæiske Union har fælles regler på en række områder, herunder det indre marked for varer og tjenesteydelser med undtagelse af landbrugsvarer.

Det Forenede Kongerige (UK) udtrådte af Den Europæiske Union den 31. januar 2020. 

Efter en overgangsperiode, som er udløbet, er handel mellem Det Forenede Kongerige og EU baseret på handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og UK.

Den seneste gennemgang af handelspolitikken er fra februar 2021

Kommissionens nye portal om adgang til udenlandske markeder

Om EU’s handelspolitik

Den seneste udvikling

EU er efter adskillige forsøg på at liberalisere handel og en række andre områder (tjenesteydelser, offentlige indkøb og digital handel for blot at nævne nogle få) gået med til gradvist at udvide dagsordenen til også at omfatte bilaterale handelsaftaler. Aftalen med Verdenshandelsorganisationen giver mulighed for to store undtagelser, hvor det nu bliver muligt at sænke importafgifter for et tredjeland, uden at man skal sænke afgifterne for alle andre tredjelande (det såkaldte princip om mestbegunstiget). Denne aftale er inden for rammerne af frihandelsaftalen (hvor mere eller mindre al handel er liberaliseret) og er rettet mod udviklingslande. Disse undtagelser har en central plads i EU’s handelspolitik.

EU har gennem de seneste 15 år indledt, forhandlet og indgået en række bilaterale handelsaftaler med individuelle tredjelande eller grupper af lande. Sydkorea og Canada er blot to af mange. Derudover har EU aktivt arbejdet på at liberalisere den globale handelsdagsorden inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (hvilket kræver énstemmighed blandt samtlige af de mere end 160 medlemmer af Verdenshandelsorganisationen).