Den danske genopretningsplan blev tirsdag endeligt godkendt på et møde for EU’s økonomiministre, Økofin. Det betyder, at den første udbetaling til Danmark på 200 mio. EUR nu bliver udbetalt, så pengene kan komme ud og arbejde.
Danmark vil i alt modtage 1,5 mia. EUR fra EU’s genopretnings- og resiliensfacilitet, der skal sparke gang i den europæiske økonomi efter pandemien og fremme digitalisering og den grønne omstilling. Det resterende beløb vil blive udbetalt i rater frem mod udgangen af 2026 i takt med, at Danmark opfylder sine målsætninger i genopretningsplanen.
Ud over den danske genopretningsplan godkendte ministerrådet tirsdag også planerne for Portugal, Spanien, Grækenland, Luxembourg, Østrig, Letland, Slovakiet, Tyskland, Italien, Belgien og Frankrig. Godkendelserne sker efter, at Kommissionen nøje har evalueret de fremlagte planer og givet grønt lys til den videre proces. De resterende EU-landes planer forventes godkendt senere i takt med, at planerne bliver fremlagt og gennemgået af Kommissionen.
Detaljer
- Publikationsdato
- 13. juli 2021