EU i dagens aviser fredag den 18. november 2022

Tophistorier

150 lande til kamp mod metan
Ved et pressemøde på klimamødet COP27 i Sharm el-Sheikh oplyser EU og USA, at over 150 lande har tilsluttet sig en pagt om at mindske udledningen af den stærke drivhusgas metan med 30 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 2020. Det skriver B.T. Pagten blev lanceret i forbindelse med COP27 sidste år og siden da er der kommet 50 nye lande til. Fra EU's klimachef, Frans Timmermans, lyder det, at det er klogt at sætte fokus på metan. "Metan er den billigste og hurtigste måde at mindske den globale opvarmning de kommende år. Hvis vi tager det alvorligt, kan vi mindske den tiltagende globale opvarmning ved at gøre simple ting i landbrugs-, energi- og skraldesektorerne," siger han. To af verdens største udledere af metan, Kina og Indien, har dog ikke skrevet under på pagten, men ved pressemødet lød det fra Kinas særlige klimaudsending ved COP27, Xie Zhenhua, at Kina har en handlingsplan klar, og at den er ved at gå igennem forskellige lovgivningsprocesser og det er derfor, at Kina endnu ikke er klar til at gå med i metanpagten.

Børsen skriver, at USA ikke er klar til en regning på flere billioner kroner. “Det er et velkendt faktum, at USA og mange andre lande ikke vil etablere en eller anden form for juridisk struktur, der er forbundet med kompensation eller ansvar. Det kommer ikke til at ske,” siger John Kerry, USA's udenrigsminister mellem 2013 og 2017, der nu er særlig klimaudsending for den amerikanske præsident. Derudover er der også voksende uenighed blandt de store økonomier om, hvorvidt man overhoveder skal gentage og dermed fastholde målet fra 2015 i Paris om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5 grader celsius over den førindustrielle periode. Budskaberne torsdag er, at uenigheden om begge elementer er så massiv, at COP27 kan slutte med en reel fiasko og samtidig kritiseres den egyptiske ledelse af mødet for ikke at være særligt effektiv. Blandt de store udledere fastholder både USA og EU, at man ikke fraviger målet om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, men Kina er angiveligt imod, at de 1,5 grader skrives ind i sluterklæringen. “Da jeg kom her, fik jeg en stærk fornemmelse af tilbageskridt,” siger Irlands fhv. præsident Mary Robinson til New York Times.

Chefrådgiver Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp var torsdag også pessimistisk omkring en kommende aftale på COP27, men han advarer alligevel mod at opgive målet om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader, skriver Jyllands-Posten. "Hvis man skal være realistisk, så er det måske umuligt at holde temperaturstigningen på 1,5 grader. Men når man taler om de mest sårbare lande, taler om de mennesker, der mister deres huse og må flygte, så vil det at gå væk fra de 1,5 grader være at fjerne deres mulighed for håb og overlevelse. Vi er nødt til at kæmpe og gøre, hvad vi kan," siger han. Det samme lyder fra klimarådgiver John Nordbo fra udviklings- og nødhjælpsorganisationen Care og han understreger, at mange fattige lande er utilfredse med, at de rige lande ikke har vist større vilje til at hjælpe: "Ulandene er stærkt utilfredse med den klimakompensation, de er stillet i udsigt. EU kom godt nok med en milliard euro tidligere på ugen, men det er ikke ”nye” penge. Det er penge, der i forvejen var afsat som ulandsbistand, som man nu i stedet vil bruge til bl.a. at dække skader og tab i udviklingslandene som følge af klimaforandringer," siger John Nordbo.

Kristeligt Dagblad skriver, at FN's generalsekretær, António Guterres, i går talte med store ord kort før lukketid ved FN-klimamødet COP27 i Sharm el-Sheikh, Egypten. ”Der er tydeligvis et nedbrud i tilliden mellem nord og syd og mellem udviklede økonomier og udviklingsøkonomier,” sagde han. Udmeldingen kom efter at COP27-formanden, egyptiske Sameh Shoukry, havde fortalt ham om status i forhandlingerne, der officielt slutter i dag. Nu handler det om at finde fælles fodfæste og levere et godt resultat fra COP27, og António Guterres mener, at den mest effektive måde at genopbygge tilliden er ved at finde en aftale for klimakompensation og finansiel støtte til ulande. ”Jeg opfordrer alle parter til at se det. Og forstå det. Vi kan ikke fortsætte med at nægte klimaretfærdighed for dem, som har bidraget mindst til klimakrisen og rammes hårdest,” sagde Guterres og tilføjede: ”Det er tid til solidaritet.”

Information bringer en analyse af korrespondent Tore Keller, som blandt andet skriver: "Det ser ud til, at 1,5 gradersmålet og udfasning af subsidier af fossile brændsler kommer med i konklusionerne fra klimatopmødet i Sharm el-Sheikh. Men snarere end de demokratiske FN-forhandlinger skyldes det, at verdens rigeste og mægtigste lande samtidig lagde linjen på G20-topmødet på Bali. [...] Dagen før det egyptiske formandskab skal til eksamen ved klimakonferencen i Sharm el-Sheikh, hvor verdens lande er samlede, er udkastet til sluterklæringen for langt. Alt, alt for langt, i forhold til at topmødet efter planen skulle slutte fredag. [...] På et tidspunkt, hvor de sidste forhandlinger skal tælles i timer, ikke dage, er det svært at se, hvordan i alverden egypterne og FN-sekretariatet skal lykkes med at skære det ned til en koncis tekst om den nødvendige klimaindsats. [...] Kampen om en fond, der skal give udviklingslandene erstatning for tab og skade som følge af de klimaforandringer, som de oplever i forreste linje, men kun i ganske svag grad har medvirket til at forårsage, er den helt store forhandlingsknast. Selv om der har været bevægelse fra rige lande som New Zealand og EU, så står USA, Australien og flere andre rige lande stadig fast på, at der ikke skal etableres en fond, men i stedet en myriade af finansieringsmuligheder, herunder med brug af markedsmekanismer og privat kapital frem for gavebidrag fra den rige verden. EU vil kun gå med til en fond, hvis også Kina spytter i kassen. Og USA og EU ønsker et opgør med den gamle skillelinje mellem industrilande og udviklingslande, ikke mindst i lyset af, at Kina i dag er verdens største CO2-forurener. [...] Udkastet til sluterklæringen indeholder en henvisning til 1,5-gradersmålet, den taler om ”nedfasning og rationalisering” af subsidier til fossile brændsler, men den indeholder ikke Indien og EU's ønske om et opgør med alle fossile brændsler. Et forslag, som ellers havde fået momentum, da en række rige lande og østater tog inderne på ordet, efter forslaget kom i begyndelsen af ugen. Den egyptiske tekst er ligeledes enormt uklar på tab og skader. Den byder det blot velkommen, at der har været en diskussion, hvilket vil være voldsomt undervældende for de fattige lande. [...] Forventningen i Sharm el-Sheikh var torsdag aften, at det egyptiske formandskab ville lægge sit første rigtige bud på en topmødeerklæring på bordet i løbet af aftenen eller natten til fredag. Herefter går forhandlingerne ind i den sidste afgørende fase. Der bliver kamp til det sidste om hvert et komma og verbum, for klimaforhandlinger er ikke et pokerspil, men en ganske brutal kamp om ord som har afgørende konsekvens."

Altinget bringer et debatindlæg af Morten Helveg Petersen, Europa-parlamentariker for Radikale Venstre og medlem af Europa-Parlamentets COP27-delegation. Han skriver blandt andet: "Hvert nyt klimatopmøde synes vigtigere end det foregående. Nu er COP27 i Egypten gået i gang, og siden sidste topmøde i Glasgow er dokumentation for klimaforandringernes ødelæggende effekt kun blevet styrket. De ekstreme vejrfænomener hænger uløseligt sammen med vores forurening, og en FN-rapport fra oktober slår igen fast, at vi er meget langt fra Paris-aftalens målsætning om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader i år 2100. [...] Som tallene viser er der brug for globalt, grønt lederskab og det kan kun komme fra EU. Polariseringen i amerikansk politik betyder, at Joe Biden har svært ved at gennemføre demokraternes grønne politik, og Kina bygger til stadighed flere kulminer for at sikre egen kritisk infrastruktur og etablere sig som global supermagt.[...] EU ankommer til topmødet i Egypten med ambitionen om at ændre den skuffende Glasgow-tekst om at 'nedfase' i stedet for 'udfase' kul i 2050, og Europa vil desuden presse på for at alle lande kommer i gang med de nationale klimaplaner, mens den økonomisk støtte til udlandenes grønne omstilling, som EU også fører an i, kommer op i gear. På sin egen side er EU - godt hjulpet på vej af den energipolitiske krise - i gang med at opgradere målsætningen om 55 procent reduktion i udledningerne i 2030, og med det europæiske kvotehandelssystem der over tid gør det dyrere at forurene i ryggen, vil EU også skubbe på for et globalt kvotehandelssystem under topmødet i Egypten. Det er netop med en politik som kvotehandlen, at EU's såkaldte 'soft power', styrken og attraktionen ved verdens største markedsplads, kommer til sin ret. Blandt verdens største udledere er både Kina og Indien i øjeblikket langt fra nul-udledning i 2050. USA er på en bedre kurs med Joe Biden ved roret, men polariseringen i landet gør energipolitikken skrøbelig, mens Rusland må betegnes som utilregnelig, så længe Putin har magten. Derfor hviler løsningen på den globale klimakrise i høj grad på skuldrene af Europa."
B.T., s. 12; Børsen, s. 34; Jyllands-Posten, s. 4; Kristeligt Dagblad, s. 11; Information, s. 10-11; Altinget, torsdag (18.11.2022)

Prioriterede historier

Italien og Frankrig i strid om bådflygtninge
Italien og Frankrig skændes om modtagelsen af bådflygtninge, skriver Kristeligt Dagblad. Den italienske regering vil ikke længere tage imod migranter og flygtninge, som NGO’er redder på Middelhavet, hvilket Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, betegner som ”uforståelig” og ”uacceptabel”. ”Det er indlysende, at Frankrig straks må annullere aftalen om at overtage 3500 flygtninge fra Italien og opfordre alle de andre lande i den europæiske omfordelingsmekanisme, især Tyskland, til at gøre det samme,” udtalte Darmanin på et pressemøde. Gennem årene har forskellige italienske regeringer påstået, at ngo'erne koordinerer deres operationer med menneskesmuglere i Libyen, men det er aldrig lykkedes at føre bevis for, at de humanitære organisationer står i ledtog med kriminelle netværk i Libyen. ”Det gør ingen forskel, om det drejer sig om et skib fra en ngo eller andre. Der er en klar og utvetydig forpligtelse til at redde liv under alle omstændigheder, når mennesker befinder sig i en udsat situation,” udtaler EU-Kommissionens talskvinde, Anitta Hipper. EU-kommissionen er bekymret for, at den nye italienske regerings afvisning af redningsfartøjer vil undergrave den pagt om omfordeling af de bådflygtninge i EU, som blev foreslået af Frankrig i 2021. Modsat beskylder flere italienske medier Frankrig for dobbeltmoral og ”umenneskelighed” på grund af kontrollen ved EU's indre grænser og situationen i flygtningelejrene ved Den Engelske Kanal, hvorfra mange flygtninge forsøger at komme til Storbritannien.

Weekendavisen skriver, at migranter har fået de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og Italien til at skvulpe over, men til gengæld går det bedre med Frankrig og Storbritannien, som har indgået en udbygning af en allerede eksisterende aftale om bekæmpelse af den illegale strøm af migranter, som i år har slået rekord med 40.000 ankomster på britisk side. Aftalen koster Storbritannien et beløb svarende til omkring en halv milliard kroner årligt, og indeholder blandt andet mere fransk afpatruljering af kysterne, tilstedeværelse af britiske myndigheder på fransk jord samt større udveksling af informationer. "Det britiske folks absolutte prioritering lige nu, som jeg deler, er at tage hånd om den illegale migration," sagde Storbritanniens nye regeringsleder, Rishi Sunak, på vej til G20-mødet i Indonesien. Der er dog mange, som tvivler på, at den udvidede aftale batter noget, hvor antallet i år til dato er oppe på 130.000, hvilket ikke afviger væsentligt fra de seneste år.
Kristeligt Dagblad, s. 7; Weekendavisen, s. 12 (18.11.2022)

Sammenkomst i en dysfunktionel familie
Rusland står endnu mere isoleret efter et G20-topmøde, hvor store tredjeverdenslande udtrykte kritik af Ukrainekrigen og dens økonomiske følger, skriver Weekendavisen. G20-lederne havde nok at tale om, da de mødtes tirsdag og onsdag i denne uge på Bali, hvor topmødets vært, den indonesiske præsident Joko Widodo, havde forsøgt at holde diskussionen om Ukrainekrigen på et minimum med den begrundelse, at G20 primært er et "økonomisk forum, ikke et sikkerhedspolitisk". Men det lykkedes ikke at holde Ukraine væk fra dagsordenen og det var tydeligt, at Rusland bliver mere og mere isoleret. En række af de lande i Latinamerika, Afrika eller Asien, som indtil videre havde forholdt sig neutrale til konflikten, udtrykte mere eller mindre direkte kritik af den russiske krigsførelse, ikke mindst på grund af dens virkninger for verdensøkonomien. "På den sydlige halvkugle bliver fødevarer dyrere eller sværere at få fat på, og hvad der ender med at slå os ihjel er ikke kugler eller missiler, men fattigdom og sult. Det synes utroligt, at Rusland på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke er kommet os over chokket over pandemien, iværksætter en militær invasion af Ukraine og bringer verdensfreden i krise," sagde Santiago Cafiero, Argentinas udenrigsminister. Indien, der har mødt megen kritik fra vestlig side på grund af sit "neutrale" standpunkt i Ukrainekonflikten, var blandt de mest aktive lande i forsøg på at få vedtaget en sluterklæring fra G20-mødet, der udtrykte kritik af den fortsatte russiske krigsførelse. I den sluterklæring, som alle parter kunne blive enige om, hedder det: "De fleste medlemmer udtrykte stærk fordømmelse af krigen i Ukraine og understregede, at den medfører enorme menneskelige lidelser og forværrer eksisterende sårbarheder i verdensøkonomien - ved at hæmme væksten, øge inflationen, bryde forsyningskæder, øge energi- og fødevareusikkerheden og forhøje risiciene for finansiel ustabilitet," og med tilføjelsen: "Der blev også udtrykt andre holdninger og anderledes vurderinger af situationen og sanktionerne." Oplyste kilder på topmødet siger til britiske The Guardian, at grunden til at Rusland endte med ikke at blokere for en sluterklæring, udelukkende skyldes et stort pres fra Indien og Kina, som advarede om, at Rusland ville stå isoleret tilbage, hvis man fastholdt sin modstand. Den mest imødesete begivenhed i G20s kulisser var det kinesisk-amerikanske topmøde mandag og at mødet mellem Biden og Xi varede over tre timer, ses som et tegn på succes. De blev enige om at genoptage kommunikationslinjerne mellem de to landes militære styrker, om udveksling af kriminelle, om narkobekæmpelse og om bilaterale klimaforhandlinger, alt sammen noget, som blev suspenderet af Beijing efter Pelosis Taiwan-besøg. Derudover aftalte de, at USAs udenrigsminister, Antony Blinken, skal besøge Kina først i det nye år til nye forhandlinger om det, der skiller parterne. Der er fortsat uenigheder, men fra Biden lød det på en pressekonference efter topmødet med Xi: "Vi vil konkurrere på det kraftigste. Men jeg har i sinde at håndtere denne konkurrence ansvarligt."
Weekendavisen, s. 13 (18.11.2022)

Arbejdsmarkedspolitik

En stor succes med plads til forbedringer
Børsen bringer en kronik af Lizette Riisgaard, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Jacob Holbraad adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening. De skriver blandt andet: "Medlemskabet af EU har været en fordel for danske virksomheder og lønmodtagere. Gennem EU befinder Danmark sig i Europas kerne både økonomisk, politisk og socialt, og vi er i kraft af EU langt bedre rustet til at møde global uro og konkurrence. EU-samarbejdet udfordrer dog det danske arbejdsmarked, hvor vi helst selv løser problemerne. EU skal derfor i fremtiden fokusere på at skabe et velfungerende indre marked naturligvis med ordnede vilkår. [...] Men selvom både vi i DA og FH er stærke tilhængere af det europæiske projekt, er det problematisk, når EU begynder at blande sig i områder, som bedst bliver løst i de enkelte medlemsstater. Mindstelønsdirektivet er et eksempel på, at EU er gået for langt i sine bestræbelser på at ensrette lande med meget forskellige traditioner. I Danmark giver det ikke mening at have en lovreguleret mindsteløn, fordi lønnen aftales mellem arbejdsmarkedets parter uden lovgivers indblanding. Det er ikke sådan, at EU skal blande sig uden om alt på arbejdsmarkedet. Vi ønsker også, at dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan styrkes. For eksempel forhandler parterne på EU-plan aktuelt om en ramme for hjemmearbejde og for, hvornår man forventes at være tilgængelig for arbejdspladsen. [...] Grundlaget for det indre marked er ens regler og lovgivning. Der er nok at tage fat på de næste 50 år. Vores opfordring er klar: Fokus på et bedre samspil mellem EU og den danske model, således at vi har klare og håndgribelige arbejdsbetingelser for virksomheder og gode vilkår for lønmodtagere."
Børsen, s. 46-47 (18.11.2022)

Institutionelle anliggender

Danske bonderøvspolitikere gør nar af Europa-Parlamentet
Altinget bringer en kommentar af David Trads, journalist, forfatter og kommentarskribent, som blandt andet skriver: "Der er noget pinligt - ja, dybt pinligt - over at se, hvordan så mange danske politikere er så ligeglade med Europa-Parlamentet. [...] Lad mig skynde mig at tilføje, at der heldigvis er danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som tager deres ansvar seriøst - tænk på Morten Løkkegaard (V), Christel Schaldemose (S), Margrete Auken (SF), Morten Helveg Petersen (R), Pernille Weiss (K), Nicolaj Villumsen (EL) med flere - men de kæmper en hård kamp for troværdighed, når de andre gør nar af arbejdet. Alle de politikere, som så åbenlyst er ligeglade med Europa-Parlamentet, eller i bedste fald opfatter det som en midlertidig, men dog velbetalt, venteposition, indtil moderlandet kalder, svækker i sagens natur danskernes tillid til parlamentarikerne. Hvem af dem, som partierne stiller med ved næste valg, mon agter at arbejde seriøst, hvis de bliver valgt? Man skulle ellers tro, at Europa-Parlamentet ville være utroligt attraktivt. I en tid, hvor Europa er plaget af fælles dagsordener - energi, inflation, skattespekulation og klima - er parlamentet en afgørende aktør. Det er i sagens natur vanskeligere at vinde sejre i et stort europæisk kludetæppe af et parlament, men når det sker, rykker det til gengæld massivt. [...] Som Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa og bogaktuel med 'Tårernes Europa', så rigtigt har sagt, så har vi mere end nogensinde brug for at udtænke en ny Europa-politisk strategi. Den kunne passende starte med, at partierne og politikerne tænkte lidt mere som europæere og en hel del mindre som de bonderøve, de for ofte fremstår som i Europa."
Altinget, torsdag (18.11.2022)

Nedturen koster briterne dyrt
Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder: "Euforien fra brexit er for længst fordampet. Storbritannien har sat kursen mod den lidet attråværdige status som ”Europas syge mand”. Ifølge sin egen centralbank, Bank of England, er verdens femtestørste økonomi inde i det, der kan vise sig at blive den længste recession i 100 år. Det økonomiske tilbageslag begyndte i sommer og forventes at fortsætte frem til midten af 2024. [...] Storbritannien har mere eller mindre været dysfunktionelt siden brexit-afstemningen for seks år siden, fordi det konservative regeringsparti ikke havde en plan B, i tilfælde af at et flertal af de britiske vælgere stemte nej til EU. Nye tal viser, at værdien af de selskaber, der er noteret på børsen i Paris, nu overstiger værdien af de børsnoterede selskaber i London, hvilket er ildevarslende for en økonomi, som i høj grad lever af finansindustrien i bred forstand. Bedre bliver perspektiverne ikke af, at to af tre virksomhedsejere ikke tror, at de overlever de kommende 12 måneder. En ansvarlig finanspolitik er afgørende for at skabe tillid i de finansielle markeder og begynde genrejsningen efter alt for mange års utilgivelig konservativ slingrekurs."
Jyllands-Posten, s. 28 (18.11.2022)

Nu må tiden være kommet til en ny europapolitisk aftale
Jyllands-Posten bringer en kommentar af Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa. Hun skriver blandt andet: "Ambitionen om at vedtage en ny europapolitisk aftale har efterhånden udviklet sig til en dansk udgave af Samuel Becketts klassiske teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”. Som bekendt er plottet, at alle venter og venter, men forgæves. I Danmark er der i ventetiden siden den seneste aftale i 2008 blevet afviklet fire folketingsvalg, to Europa-parlamentsvalg og to EU-folkeafstemninger. [...] I de kommende regeringsforhandlinger må tiden langt om længe være kommet til at sætte punktum for ventetiden. Danmark har i den grad brug for et nyt kompas, der kan udstikke Danmarks kurs i et fundamentalt forandret Europa med brexit, russisk angrebskrig, hybride trusler, et styrket Kina og et USA, der stiller nye krav til Europa. Allerede i sin nytårstale slog Mette Frederiksen fast, at "Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent", uden dog at konkretisere, hvad det betyder i praksis. Nødvendigheden af at afklare det styrkes blot af, at Danmark i 2025 skal varetage EU-formandskabet. Det hører også med, at et klart folketingsflertal bag en aftale vil styrke Danmarks muligheder for at engagere sig tidligt i EU-lovgivningsprocesserne. [...] Uanset hvad der kommer til at indgå i en ny europapolitisk aftale, er der én ting, som burde være en forudsætning: Udenrigsministeriet kan kun indfri de mange nye målsætninger og for alvor danne nye alliancer i Europa, hvis regeringen samtidig undlader at hvæsse sparekniven over diplomatiet."
Jyllands-Posten, s. 28 (18.11.2022)

Interne anliggender

Absurditeternes holdeplads - endnu engang
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af stud.scient.pol. Emil Nygaard Pedersen, som blandt andet skriver: "Hvis valget står mellem en plads i Europa-Parlamentet og det danske Folketing, er det vist kun Venstres Morten Løkkegaard, der umiddelbart og med stor begejstring griber ud efter førstnævnte. For ved det netop overståede folketingsvalg vekslede Søren Gade og Peter Kofod gladeligt deres europæiske mandat med et i Folketinget. Ligeledes gjorde Venstres fjerde europaparlamentsmedlem Linea Søgaard-Lidell. Denne hastige flugt fra Bruxelles skulle vise sig ikke at være nogen engangsforestilling, da der sidenhen forløb et helt igennem absurd forløb, en tilfældig mandag eftermiddag. [...] Efter denne perlerække af absurditeter og sammenrend af frasagte parlamentsmandater stod det imidlertid klart, at ”Venstres” ottende kandidat på listen, Charlotte Munch, nu stod med mandatet i hænderne - som endda er nyvalgt til Folketinget for ingen ringere end Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. Dette faktum var øjensynligt ikke udslagsgivende, da Erik Poulsen i et kulminerende øjeblik senere mandag aften både genindmeldte sig i Venstre og modtog mandatet i Europa-Parlamentet. Man skulle tro, det var løgn, det er i al fald absurd teater fra ende til anden."
Jyllands-Posten, s. 29 (18.11.2022)

Den tyske regering lover lovlig hash, men rammerne fortaber sig i tåger
I Europas største land, Tyskland, er legaliseringen af cannabis formentlig på trapperne, skriver Information. Den tyske regerings udspil har dog endnu kun skitseret vejen i grove træk: En vej, som på den ene side er ret stenet, fordi den går stik imod EU-lovgivningen om rusmidler men på den anden side er det en vej, som sparker åbne døre ind. Ifølge det tyske hampeforbund indtager tyskerne op mod 400 ton cannabis om året og over syv procent af voksne tyskere har inden for det seneste år røget eller på anden måde indtaget cannabis. Jürgen Neumeyer fra cannabisindustriens brancheforbund, vil lave en anden model end den i Holland, hvor dyrkningen, forarbejdningen og distributionen af cannabis er ulovligt, men forbruget af cannabis er ikke kriminelt. "En kontrolleret kæde, der går hele vejen fra dyrkning, forarbejdning og distribution til handel: Hele vejen skal det være legalt og transparent," siger Jürgen Neumeyer. Juridisk er den suverænt største forhindring, at EU-domstolen indtil videre har holdt fast i, at en legalisering af cannabis som nydelsesmiddel ikke kan forenes med de europæiske traktater. Det betyder, at Tyskland må finde en kreativ løsning til at bryde EU-retten og gå enegang i EU - eller opnå enstemmighed om en traktatændring, hvilket der ikke er udsigt til.
Information, s. 8-11 (18.11.2022)

Klima

Danva: Nye danske vandløsninger kan understøtte målene for COP27
Altinget bringer et debatindlæg af Carl-Emil Larsen og Ulla Sparre, hhv. CEO, Danva og Water Valley, som blandt andet skriver: "Menneskeheden sætter fodaftryk, som giver miljøforureninger og klimaforandringer. Påvirkning med miljøfarlige stoffer af drikkevand og vandmiljø er en stigende udfordring, ligesom det også gælder de stadig højere temperaturer med hyppigere tørke og oversvømmelser til følge. Det er derfor godt, at politikere fra verdens lande under COP27 i Ægypten, der slutter i dag, forsøger at indgå klimaaftaler. For klimaforandringer afføder for meget vand nogle steder og for lidt vand andre. I Danmark er Folketingets partier under valgkampen kommet med udspil om vand og klima. For også herhjemme ser vi konsekvenserne af den menneskelige aktivitet. [...] Løsningerne fra verdenskongressen i København er blevet bragt i spil under COP27. At vand har et selvstændigt spor på COP27 viser verdenssamfundets anerkendelse af vandteknologiers betydning for klimaet. Den danske vandsektor skal også være med, når der afholdes en verdensmålskonference i New York til marts. Her vil det være vigtigt for at nå Verdensmål seks om vand, at den danske vandsektor og det politiske niveau er til stede og støtter konferencen, gerne ved også at deltage aktivt i forberedelserne."
Altinget (18.11.2022)

Konkurrence

Konkurrencelov laver ikke benspænd, men styrker konkurrencen
Børsen bringer et debatindlæg af Tine Rønde, vicedirektør, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som blandt andet skriver: "Styrket konkurrence øger produktivitet og velstand og kan medføre mere innovation og bidrage til en balanceret indkomstfordeling. I Børsen i sidste uge skrev advokat Asser Rung-Hansen, at “håndhævelsen af konkurrenceloven skaber unødige benspænd for erhvervslivet”. Det billede kan vi ikke genkende. [...] Konkurrencereglerne i Danmark svarer til reglerne i EU, og vi håndhæver dem herhjemme i overensstemmelse med EU-Kommissionens praksis. Dog er bødeniveauet i Danmark i gennemsnit lavere end hos EU-Kommissionen - og hos de øvrige nordiske lande, som vi også har tæt kontakt med. Vi kan forstå, at Asser Rung-Hansen gerne ser, at vi sætter os bedre ind i, hvilke konsekvenser de ulovlige aftaler har. Om de overhovedet er skadelige. Det bruger vi allerede ganske meget tid på. [... ] Lad mig til sidst nævne fusionskontrollen, hvor Asser Rung-Hansen giver indtryk af, at processen er unødvendigt besværlig. Løsningen er ikke, at færre fusioner skal kontrolleres, som Asser Rung-Hansen foreslår. Løsningen er i endnu højere grad at bruge ressourcerne på de fusioner, som efter den første screening viser sig at udfordre konkurrencen. [...] Det er en selvstændig målsætning for os at sikre, at åbenlyst uproblematiske fusioner hurtigt bliver godkendt. De tilbagemeldinger, vi får fra parter i sagerne, bekræfter da også, at det sker, og vi ligger fint sammenlignet med andre lande. Herudover overvejer vi, om informationskravene kan mindskes yderligere for de forenklede fusioner. Fusionskontrol er centralt for velfungerende konkurrence, og i sidste ende er det os alle, der nyder godt af den."
Børsen, s. 47 (18.11.2022)

Kultur

Fodboldens civilisation
Weekendavisen skriver blandt andet i sin leder: "VM i Qatar har for længst udviklet sig til den mest skandaløse begivenhed i fodboldens historie. Der er skrevet rigeligt om, hvordan blodspillets ypperste turnering havnede i et lille diktatur uden skyggen af fodboldtradition. I FIFA er det også for længst afsløret, hvor villige de ledende lag var til at lade sig smøre. Da værten for VM 2022 skulle vælges, var Qatar tydeligvis ansøgerlandet med de dybeste lommer. [...] Fodbold er en civilisation i sig selv. Men denne samlende kraft baner ikke kun vej for menneskehedens fineste egenskaber. Vi skal ikke særlig langt væk fra Den Europæiske Unions grænser, før nationer og befolkninger lever under ganske andre forhold. Her hører bestikkelse, svindel og magtmisbrug til dagens orden. FIFAs lyssky forsamling spejler i den forstand verdens brogede fællesmængde af regimer og myndigheder. Pointen her er ikke at retfærdiggøre lovløshed og korruption. Men vil vi i Europa deltage i den verdensomspændende begivenhed, må vi leve med en betydelig grad af moralsk rummelighed. Ellers bliver alternativet, at vi lukker os inde bag vores egne beskyttende mure. Det sidste er ikke uden bivirkninger. En VM-boykot vil de fleste på kloden ikke opfatte som en flot principiel gestus i retfærdighedens navn, men som topmålet af europæisk arrogance. De vil tænke, at vi er for fine til dem. [...] En trøst er således, at det aldrig nogensinde er værtslandet, der huskes. VM følger sin egen retfærdige logik. På banen. Husket bliver de mest spektakulære spillere; de landshold, der burde have vundet, og nationen, der vinder. Den del af begivenheden er det ingen skam at glæde sig til."
Weekendavisen, s. 14 (18.11.2022)

Sikkerhedspolitik

NATO viser sit værd midt i missilkrisen
Berlingske skriver blandt andet i sin leder: "Vildfarne missiler har siden krigen været en frygt, der lå dybt i den vestlige forsvarsalliance, NATO. De kunne resultere i en voldsom eskalering, hvis de ramte enten russisk eller NATOs territorium. Risikoen for en direkte konfrontation mellem Rusland og de vestlige lande ville i så fald være overhængende. Tirsdag eftermiddag skete det så. Alarmen gik i Polen, som naturligvis reagerede ved at sætte militæret i højeste beredskab og alarmere partnerlandene om det, der skete. Der er grund til at rose NATO og Polen. Begge handlede rationelt og holdt hovedet koldt. Alliancen viste sit værd, ikke blot som en sikkerhedsgaranti i krig, men også som en organisation, der kunne samarbejde, når kaos herskede og der skulle tænkes klart og hurtigt for netop at undgå en storkrig. Det lykkedes at få afmonteret det værst tænkelige, inden nogen handlede overilet. Det er beroligende i en krise, hvor dagligdagen er præget af alt muligt andet end tryghed. [... ] Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fastholder, at det er et russisk missil, der dræbte polakkerne stik imod det, som USA og Polen selv hævder. De siger begge, at det var et vildfarent missil fra Ukraine, der slog ned i en gård i byen Przewodów og altså ikke et russisk. Medmindre at Zelenskyj har glasklare beviser på, at det forholder sig, som han har sagt, så skal han træde varsomt. For støtten til ham a‑ ænger også af hans troværdighed. Og der er absolut ingen risiko ved at indrømme fejlen. For Ukraine forsvarede sig den pågældende dag mod en regn af missiler fra Rusland. Et løbsk missil fra Ukraine er derfor ret forståeligt. Det er Rusland, der er aggressoren. Ikke Ukraine. [...] Vesten skal sende antiluftskyts til Ukraine og i det hele taget optrappe hjælpen betydeligt for at vise vores solidaritet med et land, der er blevet angrebet og udsat for død og ødelæggelse af en brutal invasionshær. Det ville klæde Danmark at gå forrest. Og ja, Danmark har støttet Ukraine med meget, men vi ligger stadig ifølge Institut für Weltwirtschaft i Kiel i bunden af lande, der støtter Ukraine i forhold til bruttonationalproduktet. Ukraine har med missilkrisen og den begyndende krigstræthed fra visse landes side brug for ubetinget støtte. Det vil klæde Danmark efter missilkrisen at gå forrest."
Berlingske, s. 2 (18.11.2022)

Udenrigspolitik

Putins ansvar for Ruslands økonomiske ruin
I Indsigt i Børsen skriver udenrigsredaktør Hakon Redder blandt andet: "Kun i Cuba og Nordkorea bestemmer regeringerne mere over erhvervslivet end i det Rusland, der vil stå tilbage efter krigen mod Ukraine. Dermed er vejen banet for en økonomisk ruin; uanset hvem der på et tidspunkt kommer til at afløse præsident Putin. [...] Nye tal fra Rosstat, den statistiske myndighed, viser torsdag et fald i bnp på 4 pct., målt på årsbasis. Det er andet kvartal i træk, hvor økonomien skrumper, men slet ikke noget kollaps og lidt mindre end hvad bl.a. IMF venter for hele året. Men det er voldsomt stigende energiindtægter, der holder økonomien oppe, og synes at være en stakket frist. “Det kan blive værre,” siger Elvira Nabiullina, den russiske centralbankchef, tirsdag til russiske parlamentarikere. Indtægterne til statskassen er på vej ned, fordi Gazprom ikke længere sælger naturgas til Tyskland og resten af EU, og i næste måned træder EU's sanktioner mod salg af russisk olie i kraft. [... ] I tænketanken Bruegel i Bruxelles er man helt enige. I øjeblikket krakelerer forestillingen om, at russisk økonomi kan modstå isolationen fra store dele af den øvrige verden. Ja, de store energiindtægter og “effektiv styring fra Bank of Russia (centralbanken, red.) har forhindret finansiel ustabilitet og beskyttet realøkonomien”, lyder det i en analyse. Men den vigtige tilføjelse, at “billedet af økonomisk inddæmning slutter nu”. Kombinationen af vestlige virksomheders frivillige masseflugt fra Rusland, russisk hjerneflugt, afkoblingen mellem russisk olie og gas fra EU og Ruslands manglende mulighed for at finde alternative eksportmarkeder “vil såre russisk økonomi alvorligt”, hedder det. Uanset Rusland gik ind i krigen med en stor pengetank med opsparede energiindtægter og det største betalingsbalanceoverskud nogensinde mellem januar og maj, så forandres også den situation."
Børsen, s. 22 (18.11.2022)