Tophistorier
Dansk klimabistand er gået til coronahjælpepakker
Udover Klimatopmødet i Glasgow skriver danske medier en del om klima- og klimapolitik. De skriver blandt andet følgende:I 2020 oprettede Finanstilsynet et femmandshold, som skal overvåge om banker, pensionskasser og forsikringsselskaber efterlever deres grønne løfter. Men flere partier advarer, at hvis femmandstilsynet ikke får flere hænder, så er der fare for et ulige magtforhold og øget risiko for klimasnyd. Det skriver Børsen mandag. Venstres erhvervsordfører Torsten Schack (V) vil ikke decideret kalde bemandingen for et problem. Han medgiver dog, at med de kommende EU-regler, som skal hjælpe til at definere, hvorvidt investeringer er grønne eller ej, så bliver opgaven ressourcekrævende. Lisbeth Bech-Poulsen, SF's erhvervsordfører, mener, at antallet af medarbejdere, kontra arbejdsbyrden der skal løftes, ikke stemmer. "Det er klart, at der er en diskrepans imellem det faktiske antal af medarbejdere til at overvåge klimaløfterne - og så hvad der er brug for. Det vil jeg tage op med ministeren, for det er afgørende, at vi sikrer os mod greenwashing," skriver hun i et svar til Børsen. Hverken erhvervsminister Simon Kollerup (S) eller Finanstilsynets øverste chef, Jesper Berg, ønsker at stille op til interview. Men Jesper Berg har tidligere udtalt, at der er behov for 20-30 medarbejdere ydeligere til at løse opgaven.
Jyllands-Posten skriver i en leder mandag blandt andet: "Klimakampen handler om at reducere CO2-udledningen mest muligt. Her burde atomkraften umiddelbart rykke ind som et oplagt instrument til diskussion. Den er næsten CO2-fri. Atomenergi fra ét atomkraftværk udleder i værkets levetid samme mængde CO2 som en vindmølle. Flere lande er begyndt at bryde tabuet om atomkraft. 10 EU-lande har netop skrevet til EU-Kommissionen for at få atomkraften inkluderet i unionens fremtidige energiomstilling som en klimaneutral energikilde. Der er bestemt opbrud i debatten. Men debatten kører alligevel mest i hvert land for sig. Det giver sig groteske udslag. Mens Tyskland er ved at lukke ned for sine atomkraftværker og efter planen vil være ude af atomkraft næste år, er nabolandet Frankrig i gang med en storstilet renovering af sine 56 atomreaktorer. Der er ikke meget grænseoverskridende planlægning her, selv om kun Rhinen skiller de to lande. Blandt de 10 EU-lande, der har skrevet til Bruxelles, er hovedparten fra Øst- og Centraleuropa. Frankrig og Finland er de eneste fra Vesteuropa. Nationalt er der dog opblødning i mange EU-lande, også i Sverige. [...] Der er naturligvis oplagte årsager til, at atomkraft er så politisk kontroversiel. De mange ulykker på atomkraftværker - sine steder rene katastrofer - gør mange mennesker utrygge. Hele problemet med, hvordan man skal deponere det radioaktive affald, kan heller ikke siges at være endeligt løst. Men især knytter der sig meget stærke følelser til atomkraft. Det er så nok også dét, der blokerer for en mere utvungen debat om, hvorvidt atomkraft ikke bør inddrages mere i debatten om klimakampen på den ene eller anden måde."
I et debatindlæg i Jyllands-Posten mandag skriver Kasper Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør, PFA, blandt andet: "PFA har sammen med Pension Danmark, CIP og Andel dannet et konsortium, som er klar til at finansiere et projekt til 210 milliarder kroner for at sætte fart på den grønne omstilling. 100 kilometer ude i Nordsøen kan et nyt dansk energieventyr snart blive skrevet i form af verdens første energi-ø. Øen er et revolutionerende dansk bud på, hvordan vi sikrer stabile grønne forsyninger til det danske og udenlandske elnet. Som et grønt kraftværk midt ude på havet kan øen spille en helt central rolle i udfasningen af fossile energikilder i både Danmark og Europa. Og dermed bidrage til, at 9 millioner husstande i fremtiden kan få dækket deres strømforbrug fra en kunstig ø i Nordsøen. [...] Energiøen har potentiale til at skabe en grønnere verden med bæredygtige afkast, men også en mere stabil verden, hvor energiforsyningen i mindre grad bliver skueplads for geopolitiske kampe og energikriser. Den nuværende energikrise fik i starten af oktober 2021 EU til at advare imod, at 30 millioner ”energifattige” EU-borgere får svært ved at holde varmen og få lys i lamperne til vinter på grund af de kraftige stigninger i energipriser, og det har ført til social uro i flere medlemslande. [...] Husk på, at en tredjedel af EU's genopretningsplan er afsat til grøn omstilling, og fokus på COP26 er ikke længere at få overbevist politikere og embedsfolk om klimaudfordringerne. Det handler nu om at vise de gode eksempler frem for investorerne, og det har vi i Glasgow en unik mulighed for de kommende uger. Tiden er derfor kommet til at skrive næste kapitel i det danske vindeventyr på globalt plan, og det gør vi med energiøer. Og gerne flere af dem." I en kronik i Børsen mandag skriver Rasmus Errboe, regionsdirektør for Kontinentaleuropa REWE Group, blandt andet: "I Danmark har vi en enestående mulighed for at spille en central rolle i den europæiske omstilling. I Østersøen og Nordsøen er vi begunstiget med nogle af de mest velegnede arealer i verden til at etablere havvindmølleparker. [...] Den fossile æra er ved at være slut, og vi har åbnet et nyt og grønt kapitel i Nordsøens energieventyr. Danmark i front Nordsøen har potentialet til at blive et dansk kraftcenter for energi, hvor vi kan bidrage til at dekarbonisere Europa. [...] Ifølge Klimapartnerskabet for Energi og Forsyning forventer vi i Danmark en fordobling af elforbruget i 2030 i forhold til 2019, hvis vi skal realisere 70 procent -målsætningen. Og ifølge EU-Kommissionen er der brug for mindst 300 GW i 2050. Det skal sammenlignes med, at der i dag kun er opsat lidt mere end 25 GW i Europa. Danmarks havarealer Danmark har mulighed for at udbygge med mere end 40 GW havvind, hvilket er langt højere end de fleste andre europæiske lande. [...] Den Danske Maritime Fond har konkluderet, at der for hver gigawatt havvind der opføres i Europa skabes lidt over 10.000 årsværk i danske virksomheder. [...] Energiøerne bliver helt centrale, da de vil muliggøre udbygning af havvind i meget større skala end hidtil. Det er en udvikling, vi har brug for, hvis vi skal imødekomme den store efterspørgsel for grøn strøm. Med energiøerne har vi åbnet et nyt og visionært kapitel i Danmark, når det handler om, hvordan vi kan udnytte energien fra havvind i endnu større skala end hidtil. Derfor er det vigtigt, både for at realisere det store vindpotentiale og for at sikre økonomien i projekterne, at vi ikke tænker for småt, når vi dimensionerer de nye energiøer. Når det gælder energiøen i Nordsøen anbefaler vi derfor i Ørsted, at øen forberedes til at kunne understøtte 10 GW havvind fra start. Målet må være at producere grøn energi så billigt, bæredygtigt og anvendeligt som muligt, samt at øerne danner skole for andre lande og bidrager til at gøre Danmark til et grønt foregangsland - også på dette område. "Energiøerne bliver helt centrale, da de vil muliggøre udbygning af havvind i meget større skala end hidtil."
I en kommentar på Altinget skriver Camilla Haustrup Hermansen, direktør, Business Development, Plus Pack og formand for Dansk Design Center og regeringens klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi, blandt andet: "Senest den 31. december 2024 skal vi i Danmark have implementeret et producentansvar for emballage. Det er slået fast i EU’s emballagedirektiv. Og med Klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi blev det aftalt, at der her i 2021 skal træffes beslutning om, hvordan vi implementerer producentansvaret. Det er oplagt at gøre producentansvaret til omdrejningspunkt for helt nye måder at arbejde med affald på herhjemme. Affald skal ses som fremtidens råvare, og de genanvendte materialer skal matche efterspørgslen på markedet, så de kan indgå i nye produkter. [...] For virksomhederne handler det i høj grad også om at sikre adgang til fremtidens råvarer. Det er derfor afgørende for landets produktionsvirksomheder, at affaldet omdannes til genanvendte materialer, der kan matche virgine råvarer både på kvalitet, pris og volumen. Hvis vi skal nå en høj genanvendelse – og det skal vi, for det er en bunden opgave fra EU – skal affaldet indsamles ens i hele landet. Kun på den måde får vi store mængder affald i en ensartet kvalitet, som kan genanvendes effektivt. [...] Med et producentansvar, hvor både offentlige og private aktører får afgørende opgaver, stilles der store krav til samarbejde for at vi kommer i mål. Det, der skal til nu, er politisk vilje til at sikre de rette rammer om opgaven. Mange af de rigtige løsninger er allerede identificeret, og samarbejdsforummet for producentansvar for emballage er kommet med en række konkrete anbefalinger, som er udtryk for et gangbart kompromis mellem kommunale og private aktører. Det er glædeligt, og herfra skal derfor lyde en klar opfordring til at følge anbefalingerne tæt. Anbefalingerne betyder, at kommunerne fastholder det praktiske ansvar for det borgernære omkring indsamling af affald, mens producenterne får det praktiske ansvar for at sikre skala i sortering og genanvendelse. Med enighed om implementering og rollefordeling er grundstenene lagt til et konstruktivt samarbejde mellem parterne i værdikæden, og det bliver uden tvivl afgørende for producentansvarets succes."
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Katarina Ammitzbøll (K), energiordfører for De Konservative, blandt andet: "Igen i år er klima blandt de vigtigste emner for os. Men hvordan kan lokal- og regionalpolitikere egentlig bidrage til den grønne omstilling af Danmark? Et af de bedste svar på det spørgsmål er ganske enkelt: bygninger. Kommunerne er Danmarks suverænt største bygningsejer med sine 31 millioner kvadratmeter. Det er bygninger som folkeskoler, daginstitutioner og plejehjem. Regionerne ejer ca. en fjerdedel af kommunernes areal, som blandt andet dækker hospitaler. Bygninger bruger enorme mængder energi og CO2. Samlet tegner bygninger sig for 40 procent af energiforbruget og knap en tredjedel af CO2-udledningen i Danmark. Samtidig viser en gennemgang fra Dansk Byggeri, at 70 procent af de kommunalt ejede bygninger har et dårligt energimærke (D-G). [...] EU-Kommissionen foreslår i sit Fit for 55klimaudspil præcis det samme som os. Derfor skal Folketinget og Dan Jørgensen endnu en gang forholde sig til forslaget. Og denne gang er der endnu større perspektiver - både for klimaet og for danske virksomheder, der som verdensførende inden for energieffektiv teknologi kan se frem til store ordrer, hvis hele Europa skal til at energirenovere offentlige bygninger. [...] I dag er det helt frivilligt, om kommuner og regioner vil spare på energien. Vi har derfor brug for at få hver af de 98 nye kommunalbestyrelser og fem nye regionsråd med ind i kampen for grønnere og sundere bygninger. Men vi har også brug for en samlet, overordnet retning for at løfte alle offentlige bygninger ind i en bæredygtig verden. Derfor håber jeg, at regeringen og Folketingets øvrige partier vil bakke op om EU-Kommissionens forslag om renoveringskrav til alle offentlige bygninger.”
Information, mandag, s. 6-7; Jyllands-Posten, mandag, s. 19, 30, søndag, s. 41; Børsen, mandag, s. 34-35, 12; Altinget, mandag (08.11.2021)
I Glasgow har verdens ledere en uge til at genskabe klimahåbet
Når de deltagende landes ministre på mandag overtager forhandlingerne fra embedsmændene til klimatopmødet i Glasgow, så begynder de hårde forhandlinger om klima og miljø. Det skriver Information mandag. Indtil videre er klimatopmødet i høj grad præget af frivillige aftaler parter imellem, og fra de lukkede forhandlingsrum beskrives atmosfæren som værende "ret god" og "konstruktiv". Men ifølge Information er dette stilhed før storm, da de store uenigheder og konflikter mellem USA, Kina og mellem- i. og u-lande, normalt først udstilles, når ministrene sætter sig til forhandlingsbordet. I den kommende uge bliver det Danmarks klimaminister, Dan Jørgensen (S) og hans ministerkollega fra Grenada, Simon Stiell, som, udpeget af FN, skal føre an i at realisere de ambitiøse klimaudmeldinger til topmødet. Om Dan Jørgensen lykkes, kommer blandt andet an på, hvorvidt EU træder i karakter. Den europæiske union beskyldes indtil videre for at markere sig med en mindre markant profil i forhandlingerne end tidligere i forløbet. Det skyldes måske, ifølge iagttagere, at EU er delvist lammet af interne indre spændinger om klimapolitikken.
Jyllands-Posten bringer mandag en reportage fra "Koppen", som COP26 populært kaldes i Glasgow. Her beskriver Jyllands-Postens udsendte, hvordan EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen passerer tæt forbi dem, omringet af en hær af sikkerhedsfolk. Jyllands-Posten beskriver i reportagen von der Leyen som værende en toppolitiker, der gerne tager et privatfly for at tilbagelægge distancer helt ned til 50 km.
Kristeligt Dagblad skriver mandag, at et af de store diskussionsemner på klimatopmødet er, hvor meget de rige lande skal betale for den grønne omstilling. "De rigeste har også det største CO2-aftryk, fordi de har råd til mere forbrug. Men er det retfærdigt, at de forbruger mere af det CO2-budget, vi skal begrænse os til for at holde os under 1,5-2 graders opvarmning? Skal der lægges store afgifter på flyrejser, oksekød og andet luksusforbrug, der koster meget CO2? Og er det retfærdigt at afskære almindelige mennesker fra en bøf og en årlig rejse, mens de velhavende fortsat vil have råd?" spørger Chris Hilson, professor i klimaetik- og retfærdighed ved Reading University. Han fortsætter: "Hele diskussionen om økonomisk ulighed kan blive markant omformuleret, hvis vi også begynder at inddrage spørgsmål om ansvar for klimakrisen og fordelingen af fordele og ulemper ved omstillingen. Hvem har fremover råd til at forsikre sin bolig eller købe en anden, når risikoen for oversvømmelser vokser? Risikoen er, at klimadebatten politiseres, eller at hensynet til de svageste benyttes som undskyldning for at udskyde klimatiltagene." Susi Dennison analyserer EU's klimapolitik for tænketanken European Council of Foreign Relations i Bruxelles. Hun er enig i Chris Hilsons vurderinger. "Befolkningerne bakker som udgangspunkt op om klimaindsatsen. Men de europæiske regeringers største frygt i forbindelse med EU's Green Deal er ikke modstand fra industrien, men risikoen for protestbevægelser," forklarer Susi Dennison.
Altinget skriver mandag, at en af topmødets større nyheder indtil videre er, at Indien sigter efter klimaneutralitet i 2070. Indiens fastsatte mål ligger 20 år senere end tilsvarende målsætninger fra USA og EU. Til topmødet har en række lande, blandt andet Danmark, USA og Storbritannien udsendt en fælles erklæring, der opfordrer til klimaneutral skibsfart inden 2050. Derudover linker Altinget til deres egen europæiske podcast, som kigger nærmere på Danmarks og EU's rolle til COP26.
Information har lørdag fået 17-årige Jelva Illeris, klimaaktivist fra Frederikssund, til at fortælle om sin første uge på klimatopmødet. Jelva Illeris er "observer" til klimatopmødet og er udsendt af Den Grønne. "Mens vi ledte efter den danske stand, så vi pludselig en kvinde i en rød jakke komme gående ned ad en af gangene omgivet af mænd i grå og mørke jakkesæt. Det var Ursula von der Leyen (formand for Europa-Kommissionen, red.). På et tidspunkt var vi ikke længere væk end halvanden meter. Hun var omgivet af folk, så vi kunne ikke sige noget til hende, men hvis vi kunne, ville jeg nok have sagt, at EU burde føre en langt mere ambitiøs klimapolitik. Jeg ved ikke, om det vil hjælpe at sige det til hende, måske. Men hun har nok hørt det før. Nogle gange kan det at være aktivist føles, som om man siger det samme hver dag året rundt, uden at det hjælper," beretter Jelva Illeris.
I en analyse i Berlingske lørdag skriver avisens videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard, blandt andet: "Efter den første feberhede uge af verdens vigtigste klimamøde siden COP21 i Paris i 2015 er forvirringen nærmest total. På den ene side peger visse optimistiske pile fra COP26 i Glasgow på, at verden med en hårsbred bliver i stand til overholde Parisaftalens målsætning om en global temperaturstigning på maksimalt to grader i dette århundrede - altså i forhold til der, hvor det verdensomspændende termometer stod i midten af 1800-tallet. På den anden side er der masser af udmeldinger, der peger i den stik modsatte retning. [...] Det vigtigste punkt i i Glasgow er nye skærpede CO2-reduktionsmål samt finansiering af klimatilpasning. De mange nationer repræsenterer omkring 85 procent af klodens skovarealer, og blandt aftalens underskrivere er en række af verdens største skovnationer, herunder Rusland, Canada, Indonesien, Den Demokratiske Republik Congo, USA, Kina og Brasilien. Disse tre punkter - mere skov, mindre kul og ikke mindst klimaneutralitet i løbet af tre, fire-fem årtier - er alle stærke grønne signaler Men så er der alle de sorte røgfaner. [...] For det første er stort set alle de store kulproducenter og kulforbrugere ikke med i aftalen - fra Kina over Indien til USA og Australien. For det andet meddelte EUs mest kulafhængige nation, Polen, pludselig, at - hovsa - vi lover altså ikke at udfase kul allerede i løbet af 2030erne som det øvrige EU. Vi venter til 2049.”
I en international kommentar i Berlingske lørdag skriver Mark Leonard, direktør for European Council on Foreign Relations, blandt andet: "FNs klimakonference, COP26, i Glasgow slutter måske med en stor international aftale. Men hvad der end bliver opnået af taktiske succeser på COP26, vil resultaterne nok alligevel være et strategisk tilbageskridt for menneskeheden - i hvert fald i forhold til, hvad klimaaktivisterne havde håbet på. [...] Industrilandene finder i stigende grad på tvangsmidler for at styre andre landes adfærd. De fleste vestlige og multilaterale udviklingsbanker har forpligtet sig til at holde op med at finansiere kul (nu med tilslutning fra Kina), men det begrænser mulighederne for at udvide energinettet i udviklingslande, hvor efterspørgslen efter strøm er i stærk vækst. Ledende lande opfordrer også Den Internationale Valutafond (IMF) til at koble grønne betingelser på gældslettelse for fattige lande og på den nye tildeling af særlige trækningsretter (IMFs reserveenhed). Og EUs mekanisme for CO2-grænsetilpasning - der skal tvinge eksportører til Europa til at skifte til grøn produktion - skader i uforholdsmæssig stor grad små udledere i Afrika og Østeuropa, der har meget at tabe. Dette skal ikke forstås som modstand mod kulforbud, grøn finansiering og CO2-priser. Tværtimod er de redskaber, som har en vigtig rolle i at lave om på verdensøkonomien. Men det betyder ikke, at vi skal tilsidesætte de (meget alvorlige) konsekvenser for udviklingslande. I stedet bør vi skabe en ny stor aftale, som har fokus på at støtte omstillingen i udviklingslandene."
I en kommentar i Jyllands-Posten lørdag skriver Steen Rosenbak, chefredaktør, blandt andet: "COP26 udstiller endnu en gang, at det politiske lederskab ikke kommer til at løse klimaproblemerne. Nu må erhvervslivet og forbrugerne selv tage affære. [...] Overvej lige engang: Hvis den økonomiske vækst stopper, falder levestandarden for os alle, medmindre vi samtidig standser befolkningstilvæksten på kloden. Altså, en globalt gennemtrumfet etbarnsstrategi per familie? Nej, vel? Ergo er der kun den direkte vej mod øget fattigdom tilbage i vækststop-tilhængernes håndbog. Og hvem betaler den største pris for den retning? Korrekt, verdens fattigste. Altså de mennesker, der bærer det mindste ansvar af alle for de menneskeskabte klimaforandringer. Modsat USA, EU, Kina og Rusland, som igennem de seneste 270 år har sprøjtet hovedparten af den globale CO2-udledning ud i atmosfæren. Derfor forekommer det at være en lige så amoralsk som illusorisk løsning på klimaproblemerne at dekretere et globalt, økonomisk vækststop. [...] At Kinas og Ruslands politiske ledere end ikke gider møde op på det, der skulle have været den 26. verdensomspændende klimakonference, taler sit eget sprog om det politiske systems uformåenhed i klimakampen. I stedet må andre - den private sektor og civilsamfundet - tage over. Forbrugerne gør det. ”Vi” spiser mindre kød, flyver mindre, sorterer affald og køber en større andel af bæredygtige produkter. Ifølge tænketanken Concitos seneste klimabarometer mener næsten to ud af tre danskere, at det er nødvendigt at ændre levevis for at løse klimaudfordringen. Erhvervslivet gør det også. Vel er der bunker af uhæderlige forsøg på at vaske projekter grønne derude. Men der er også bunker af modige planer blandt ikke mindst store og unge virksomheder, der virkelig kan vise sig at batte i det store billede. [...] I den forbindelse er det selvfølgelig interessant, at en privat gruppe af 450 finansvirksomheder fra 45 lande, heriblandt de største danske pengeinstitutter, kaldet The Glasgow Financial Alliance for Net Zero, forleden trådte frem og bekendtgjorde, at den nu sidder på 130 trillioner dollars i privat kapital, der skal kastes ind i klimakampen."
I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Lily Salloum Lindegaard, forsker i klimatilpasning og -migration ved Dansk Institut for Internationale Studier, blandt andet: "Klimaforandringer vil ramme nogle af verdens fattigste og mindst udviklede lande hårdest. Det vil skabe en massiv migrationsstrøm. Men det tager Danmarks nye strategi for udviklingsbistanden desværre ikke højde for. [...] I mange lavindkomstlande er op mod 70 procent af befolkningen fortsat afhængig af landbrug, og klimaforandringerne udfordrer allerede nu deres levegrundlag, fødevaresikkerhed og trivsel - alle tre afgørende faktorer, der typisk indgår i beslutningen om at migrere. Vores forskning i Ghana viser, at gennemsnitstemperaturen i nogle områder allerede er steget mere end de 1,5 grader, der er det globale mål for Parisaftalen. Og folk her peger netop på klimapåvirkningerne som en af grundene til, at de vælger at flytte. Derfor er det helt afgørende allerede nu at adressere klimamigration i udviklingsbistanden også som en potentiel drivkraft for fremtidig udvikling i de lande, der er hårdest ramt. Det kan Danmark gøre både i det bilaterale samarbejde med en række udviklingslande og ved at sætte klimamigration på dagsorden i multilaterale fora herunder i FN- og EU's fælles udviklingsarbejde. [...] Den nye danske udviklingsstrategi sætter allerede migration, fordrivelse og klimaforandringer i centrum. Men et udviklingsfokus mangler, og regeringens finanslovsudspil lægger op til, at Danmark trækker sig ud af udviklingsprojekter i lande, der ifølge Verdensbanken vil blive hårdt ramt af klimaforandringer og klimamigration, bl.a. Bangladesh. Kritikken lyder, at den nye retning i dansk udviklingssamarbejde er drevet mere af indenrigspolitik og et ønske om at begrænse migration mod Europa fremfor af et reelt behov for udvikling og klimatilpasning."
Information, mandag, s. 1-10, lørdag, s. 6-9; Jyllands-Posten, mandag, s. 18-19, lørdag, s. 2; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1; Altinget, mandag; Berlingske, lørdag, s. 11, 14; Politiken, lørdag, s. 4 (08.11.2021)
Prioriterede historier
Tyske ubåde ligger over for franske fregatter i græsk-tyrkisk våbenkapløb
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om den sikkerheds- og udenrigspolitiske situation med Tyrkiet. I en analyse i Jyllands-Posten mandag, skrevet af korrespondent Heidi Plougsgaard, kan man blandt andet læse: "En uge efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, aflyste udvisningen af 10 ambassadører og undgik en ny krise med Vesten, var stemningen efter sigende god, da den mangeårige leder søndag mødtes med sin amerikanske kollega Joe Biden i margenen af G20-mødet i Rom. Erdogan bekræftede et tyrkisk ønske om at købe 40 nye F-16-fly og udstyr til at modernisere yderligere 80, som det tyrkiske flyvevåben allerede råder over. Biden sagde, at USA ønsker et konstruktivt forhold til regeringen i Ankara, og at de to lande skal være bedre til at håndtere uenigheder. [...] Før det lykkedes at få mødet med Biden i stand, udløste det løftede øjenbryn i Nato, da Erdogan advarede om, at Tyrkiet alternativt vil overveje at købe russiske kampfly. Men dobbeltspillet er blevet sværere for Tyrkiets stærke mand. [...] I det østlige Middelhav har Tyrkiet desuden lagt sig ud med EU med en ny ekspansiv tolkning af grænsedragningerne og har boret efter olie i omstridt farvand. Tyrkiets seneste beslutning om at sælge sine effektive TB2-droner til Ukraine, der har brugt dem i kampen mod russisk-støttede oprørere i landets østlige egne, har imidlertid irriteret Moskva så meget, at regeringen har advaret Tyrkiet om, at det destabiliserer området. [...] Tyrkerne forstår ikke, at USA ignorerer bekymringerne fra en Nato-allieret over dets samarbejde med YPG, som har nære relationer til tyrkisk/kurdiske oprørere fra terrorgruppen PKK. USA forstår til gengæld ikke, hvorfor tyrkerne ikke gør mere for at støtte kampen mod islamiske ekstremister."
Ekstra Bladet lørdag bringer en kommentar fra politisk kommentator Hans Engell. Han skriver blandt andet: "Tyrkiets diktator, Tayyip Erdogan, vil smide Nato-landes ambassadører - herunder Danmarks - ud af Tyrkiet. Men diktatoren og hans land bliver ikke smidt ud af Nato, selv om det skulle være en alliance af demokratier. Tyrkiet er ikke noget, der minder om demokrati, og Erdogan samarbejder tæt med Putin og kineserne. [...] Med hensyn til Tyrkiet og Nato er forholdet stadig problematisk, og vi kan overhovedet ikke stole på Erdogan. Men da Tyrkiet er et militært stort land og eneste muslimske medlem af Nato - og da især USA har kæmpestore interesser i landet - bliver Erdogan ikke smidt ud af Nato, men holdt i armslængde. Havde du regnet med, at international politik byggede på en bestemt logik, moral og faste værdier? Den illusion mistede jeg for mange år siden."
I Jyllands-Posten lørdag kan man læse om spændingerne mellem Tyrkiet og Grækenland. I en analyse af situationen skriver korrespondent Heidi Plougsgaard blandt andet: "Spændingerne mellem Tyrkiet og Grækenland om grænsedragningerne i det østlige Middelhav er lige så gamle, som de er dybe, men på det seneste har det eskaleret til noget, der ligner et gensidigt våbenkapløb mellem to Nato-lande. Mens Tyrkiet har købt avancerede, tyske dieselubåde, har grækerne bestilt topmoderne, franske fregatter. [...] Ankara kan til dels takke sig selv for, at grækerne og franskmændene har omfavnet hinanden. Det seneste år har tyrkerne haft sammenstød med græske krigsskibe i farvandet omkring Cypern og med franske ud for den libyske kyst. Primært fordi Tyrkiet har boret efter nye olie- og gasressourcer i områder, som andre lande også gør krav på. Ofte har de tyrkiske undersøgelsesskibe været flankeret af flådefartøjer. [...] De nye fregatter vil give grækerne bedre mulighed for alt fra at overvåge ubåde, bekæmpe droner og affyre missiler, fortalte Stelios Fenekos, viceadmiral i det græske søværn, til netavisen Voice of America. Det er en betragtelig opgradering af landets 13 aldrende fregatter mod Tyrkiets nyere og større flåde. [...] Tyrkiets forsvar er det andet største i Nato efter USA og langt større end det græske forsvar. Det afspejler, at Tyrkiet arealmæssigt er seks gange større end Grækenland og med 84 mio. mennesker har næsten otte gange så mange indbyggere. [...] Grækenland har dog en politisk fordel, idet det er medlem af EU, som Tyrkiet er økonomisk afhængigt af. Både Tyrkiet og Grækenland er medlem af forsvarsalliancen Nato."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 18-19, mandag, s. 16; Ekstra Bladet, lørdag, s. 22 (08.11.2021)
Mette Frederiksen tror på den transatlantiske alliance
Flere af søndagens aviser skriver om statsminister Mette Frederiksens (S) forhold til Nato. I et debatindlæg af Gorm Rye Olsen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet, bragt i Politiken, kan man blandt andet læse: "Forholdet mellem USA og Europa har set temmelig forslået ud efter fire år med Trump. Men det er ved at ændre sig, og det har Mette Frederiksen også fået øje på. Efter to og et halvt år som statsminister holdt Mette Frederiksen sin første udenrigspolitiske tale. Det skete 29. oktober i forbindelse med fejringen af 75-års dagen for Dansk Udenrigspolitisk Selskab. [...] Umiddelbart ser forholdet mellem USA og Europa ellers temmelig forslået ud efter fire år med Donald Trump og ti måneder med Joe Biden. Den nye mand i Det Hvide Hus har ikke formået for alvor at ændre opfattelsen af, at USA handler i egen interesse, mens alle andre står alene tilbage på perronen. Eksemplerne er mange. Den ensidige beslutning om at trække USA ud af Afghanistan er en åbenlys illustration. [...] Ikke desto mindre er bundlinjen i dag, at hvert eneste europæiske Nato-land løbende har forhøjet sit forsvarsbudget. Det er mange årtier siden, de europæiske forsvarsudgifter har været så høje. På Nato-topmødet i juni i år, hvor Joe Biden deltog, vedtog medlemmer efter amerikansk pres desuden en udtalelse, der udtrykte alvorlig bekymring over Kinas 'selvhævdende politik' i og omkring Det Sydkinesiske Hav. Her optræder Kina i åbenlys modstrid med den internationale havretskonvention ved at insistere på, at Beijing har en historisk ret til fuld suverænitet over det meste af farvandet. [...] Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, og den vedvarende indblanding i forholdene i det østlige Ukraine, udløste en robust fælles reaktion fra EU-landene og USA. Landene pålagde i fællesskab Rusland skrappe økonomiske sanktioner. I de følgende år er sanktionerne blevet strammet flere gange og udvidet til at omfatte flere navngivne personer fra Putins inderkreds. På trods af meget store forskelle i økonomiske tab, som følge af sanktionerne, har de europæiske lande været i stand til at holde sammen indbyrdes og holde sammen med USA mod Rusland. [...] Mette Frederiksens nye EU-positive linje lægger op til, at Danmark fremover skal have flere valgmuligheder i krise- og konfliktsituationer. Men flere valgmuligheder forudsætter, at forbeholdet over for samarbejde omkring forsvarsspørgsmål i EU fjernes. Med sin tale får statsministeren derfor lagt et ekstra pres på sig selv og regeringen for at få en folkeafstemning."
I en kommentar af Michael Jarlner, international kommentator, bragt i Politiken søndag, kan man blandt andet læse: "Statsminister Mette Frederiksen (S) ønskede helt tydeligt at udfordre billedet af dansk udenrigspolitik som en Danmark først-politik, da hun for 10 dage siden holdt sin første store udenrigspolitiske tale. Tværtimod, lød budskabet: Danmark er skam solidt placeret i både FN, Nato og EU. [...] Ikke desto mindre var det også en tale, der åbner for nye udenrigspolitiske paradokser og dilemmaer, og som selv baserede sig på i hvert fald en drøm: At USA forbliver en europæisk magt. [...] Hun er sikker på, at USA og Europa er forbundne kar, og at end ikke et fænomen som Donald Trump kan ødelægge den ligning. [...] Også andre eksperter udfordrer billedet af USA som en europæisk magt. Siden præsident Obama har USA set stadig mere mod Asien. Og USA og Europa har i stigende grad ikke sammenfaldende interesser: Hvor amerikanerne er optaget af en ny tids stormagtsrivalisering med Kina og Rusland og har trukket sig tilbage fra Mellemøsten, så udgør Mellemøsten og Afrika stadig et nærområde for Europa. [...] I Mette Frederiksens verdensbillede er, at man derfor nødt til at tænke sikkerhedspolitik bredere end blot militære trusler, krudt og kanoner: Sikkerhedspolitik er også klimakrisen, der igen kan føre til nye strømme af migranter og dermed nyt pres på Europas grænser. [...] Det er ikke det eneste dilemma. At italesætte migrantpres som sikkerhedspolitik gør hurtigt noget ved håndteringen af det: Taler vi forsvarslogik med mure og den form for lydkanoner og droneovervågning, der allerede er en realitet omkring Middelhavet? Eller taler vi udviklingspolitik?"
I Berlingske kan man læse en kommentar af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation. Han skriver blandt andet: "Denne kommentar handler ikke om mink. Den handler om statsminister Mette Frederiksens udenrigspolitiske tilgang, fremlagt for nylig ved en tale i FN-byen.
Vi starter med ros. Talen havde gode solide grundprincipper: Danmarks tætte allianceforhold med USA, også i NATO, forsvaret for den international retsorden, Danmark ind i hjertet af EU. Intet at udsætte der. [...] I demokrati versus autokrati-afdelingen er der demokratiet Taiwan, som dagligt trues også militært af det kommunistiske Kina. Gennem de seneste år har vi set villigheden i Beijing til at slukke lyset for Hongkongs frihedsrettigheder.
At undertvinge Taiwans demokrati er næste målskive for Xi Jinping og det kinesiske kommunistparti. USA stiller sig i stigende grad også militært på demokratiet Taiwans side. Taiwan kan forventes repræsenteret i demokratiets topmøde, som Biden afholder i december. [...] USA og europæiske lande som Frankrig gennemsejler lejlighedsvis. Det markerer, at der er tale om internationalt farvand. Jeg var for nogle år siden med den franske flåde gennem det Sydkinesiske Hav. Det var førsteparket til Kinas ekspanderende krigsflåde. [...] Danmark har for liden kapacitet til at være med flådemæssigt i området, men vi burde være tilsvarende aktivistiske på den internationale havretsorden. Hvis den internationale havretsorden nedbrydes i det Sydkinesiske Hav, hvad bliver rikochet-effekten i Arktis? Indtil videre har Rusland været med på en havretlig løsning med Kongeriget Danmark. Men Kina kan inspirere Rusland til andre håndfaste metoder til at sikre sig Arktis. [...] Vi skal have hånden på kogepladen for at imødegå krasbørstige autoritære bøllemetoder. Diktatoren i Minsk hiver et fly ned for at indfange en ung kritisk blogger. Kina truer og sanktionerer folkevalgte i Danmark og EU. Den kinesiske ambassade fjerner endda valgplakater på dansk jord til kommunalvalget. Og Putin ved vi alle, hvad er i stand til med en kop te og lidt Novichok. Som modsvar kræver det, at Danmark lægger sig i spidsen i det internationale demokratiarbejde. Der er brug for klare modsvar til autokratierne. Her kunne et forslag være en økonomisk artikel 5, ligesom NATOs musketered, blandt verdens demokratier, så man beskytter hinanden."
Politiken, søndag, s. 7, 9; Berlingske, søndag, s. 44 (08.11.2021)
Arbejdsmarkedspolitik
Regeringen ser afmægtig til: EU er på vej med fælles mindsteløn
Berlingske skriver mandag, at Danmark risikerer at stå magtesløs, når kravet om en fælles EU-mindsteløn nærmer sig. Et lovforslag om netop dette er på vej gennem systemet, og kan blive enden på den danske model. Direktivet skal til afstemning i Europa-Parlamentet på torsdag, og Frankrig presser på for at få det vedtaget i marts. Regeringen og danske medlemmer af Europa-Parlamentet kæmper imod forslaget, men er magtesløse i Bruxelles. "Det er i vores øjne den største trussel mod den danske model i nyere EU-historie," siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal, til Berlingske. EU har ikke ret til at blande sig i enkelte landes arbejdsmarkeder, men alligevel kan Danmark tvinges til at makke ret. EU vil sikre, at alle arbejdstagere i EU har adgang til en passende mindsteløn. Dette skal ske gennem en kollektiv overenskomst eller fastsættes ved lov. Derfor har Kommissionen spillet et rammedirektiv på banen. Heri foreslår Kommissionen, at medlemslandene udvikler en beregningsmodel for lønniveauet, som også tager højde for købekraften i det enkelte land. Danmark har siden starten klaget over, at lovforslaget går stik imod den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv forhandler lønnen. EU-Kommissionen er dog overbevist om, at man kan indføre en EU-mindsteløn uden at ødelægge noget for Danmark. En talsmand for Kommissionen siger til Berlingske, at "det står eksplicit i forslaget, at medlemslande ikke er tvunget til at indføre en lovbestemt mindsteløn, hvis de ikke har en." Skrækscenariet er, at en ansat i Danmark uden overenskomst finder ud af, at han kan få en højere løn, hvis den udbetales ud fra de europæiske kriterier for mindsteløn. Derfor går han til EU-Domstolen, hvor erfaringen siger, at hensynet til den enkelte borgers rettigheder vejer tungere end den nationale praksis. På den baggrund frygter regeringen og fagforeningerne, at domstolen vil afsige domme, der kan tvinge Danmark til at fastsætte en mindsteløn ved lov.
Berlingske, mandag, s. 1, 4-5 (08.11.2021)
Det digitale indre marked
”Tiden, hvor techgiganterne kunne gøre, hvad de ville, er forbi”
Kristeligt Dagblad bringer mandag et interview med EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S), som drejer sig om techgiganternes magt og de nye afsløringer om Facebook, der har vist, at giganten har dækket over skadeligt indhold. Christel Schaldemose mødtes tidligere med whistlebloweren Frances Haugen, som står bag nogle af afsløringerne, og hun står i spidsen for forhandlingerne om et lovforslag, som skal sikre, at borgernes rettigheder beskyttes bedre på internettet. "Der er to veje, vi skal gå. Den ene er, at internetbrugere skal have flere rettigheder. Platformene er blevet så store, at de fungerer som offentlige rum, og vi er forbi det punkt, hvor de bare er en forretning, som skal have lov at passe sig selv. Det skal være nemmere at komme i kontakt med dem, og brugerne skal også have klagemuligheder, hvilket ikke er lovpligtigt i dag. Den anden vej er, at platformene i højere grad skal tage ansvar for det, der sker på deres tjenester. Både i USA og EU er de fritaget for det ansvar i dag," siger hun blandt andet. På spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne ikke selv har ret til at styre deres platforme, svarer hun: "Vi har sagt, at vi ikke vil ødelægge innovationen, og det er stadig en af de store diskussioner. Der er også nogle af mine kolleger, som mener, at det er forretningshemmeligheder, og at det ødelægger kernen i virksomhederne. Jeg mener, at tiden, hvor techgiganterne kunne gøre, hvad de ville, er forbi. De har så stor en betydning for vores samfundsmodel og demokrati, at der efter min mening skal mere regulering til."
Politiken skriver lørdag, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) beskyldes for at undervurdere muligheden for at bruge Facebook-afsløringerne til at får styr på tech-giganterne. Danske Medier og fire andre nordiske medieorganisationer mener, at Simon Kollerup og hans nordiske kolleger er ved at gå glip af en unik mulighed for at få bedre kontrol over Facebook, Google og andre tech-selskaber. "Vi har set forslag til stramninger, som regeringen er enig i, men som de mener er for meget op ad bakke at få igennem. Men jeg tror, at de vil blive overrasket over, hvor meget politisk velvilje der lige nu er for en tæt regulering," udtaler Mads Brandstrup, direktør for Danske Medier. Selv siger Simon Kollerup, at udfordringen ligger i, at det haster med at få lovgivning vedtaget, men at yderligere krav om stramninger kan få det hele til at trække i langdrag. Han vil dog ikke udelukke, at støtte op om partifælle, og chefforhandler på forslaget i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemoses, (S) forslag. "Men jeg er også nødt til at være ærlig og sige, at jeg savner et ambitionsniveau på højde med det danske i de andre lande. Parlamentets forslag vil imidlertid gå endnu videre. Jeg vil ikke udelukke noget, men jeg er optaget af at få skabt resultater, og hvis du spørger mig, så er vi bagud på tid, " siger Simon Kollerup. Mads Brandstrup er dog bange for, at EU igen kommer til at halse efter den teknologiske udvikling, hvis de ikke får fart i lovforslagsprocesserne. "I dag kan vi slet ikke forestille os, hvad der kommer af nye dimser, der fungerer som en nøgle til f.eks. Facebooks metavers," siger Mads Brandstrup.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4; Politiken, lørdag, s. 16 (08.11.2021)
Finansielle anliggender
Aktiefesten lever - og vi kan takke disse to mænd
I en leder i Berlingske lørdag skriver Sara Sjølin, investeringsjournalist på Berlingske Business, blandt andet: "To af verdens største centralbanker sendte i denne uge en klar besked til markedet: Vi er ikke bekymrede for stigende inflation, og vi lader os ikke presse til rentestigninger. Aktiemarkederne modtog beskeden med jubel. [...] På vej ind i denne uge var de fleste markedseksperter overbeviste om, at vi snart ville høre en masse snak om renteforhøjelser fra to af de store centralbanker, og at det ville sende renterne i vejret og aktierne i dørken. Men spol så frem til i går, og vi har oplevet præcis det modsatte: Renter i både USA og Europa er dykket, og aktiemarkedet fortsætter med at feste. Så meget, at vi igen, igen, igen har fået aktierekorder på både de amerikanske og europæiske børser. [...] Og hvad er så konklusionen på denne uges overraskende bløde centralbanker? Tre ting. For det første, at centralbankerne og markedet slet ikke er enige. Det så vi også i sidste uge, da ECB-chefen, Christine Lagarde, forsøgte at overbevise investorerne om, at den høje inflation er midlertidig, og renten derfor ikke kommer til at stige lige foreløbig. Det troede markedet ikke en meter på og sendte i stedet europæiske renter i vejret. For det andet, at nogle af verdens største centralbanker er mere bekymrede for at stramme for tidligt, end de er for, at inflationen kommer ud af kontrol. Det selvom inflationen i USA i øjeblikket ligger på 5,4 procent, det højeste niveau i 13 år. I Storbritannien forventes den at stige til fem procent i foråret, mens inflationen i euroområdet ligger på 4,1 procent. Alle steder er det højere end centralbankernes målsætning på cirka to procent. Og slutteligt fortæller denne uge, at centralbankerne endnu en gang formår at holde aktiefesten i live. Både europæiske og amerikanske aktier havde kurs mod nye rekordkurser i går."
Berlingske, lørdag, s. 23 (08.11.2021)
Centralbankerne er som rådvilde æsler
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Yanis Varoufakls, forhenværende græsk finansminister, blandt andet: ”Engang havde centralbankerne kun ét redskab: renten. Sæt den ned for at puste nyt liv i en sløj økonomi; sæt den op for at tæmme inflation (ofte på den bekostning, at det udløser en recession). Det har aldrig været let at time den slags eller vælge, hvor meget renten skal rykkes. Men i det mindste var der kun én vej at rykke: op eller ned. I dag er centralbankernes opgave blevet dobbelt så kompliceret, fordi de siden 2009 har haft to redskaber at rokere med. Efter den globale finanskrise i 2008 blev det nødvendigt med endnu et redskab, fordi det første var gået i baglås. Med inspiration fra Japans centralbank skabte de store centralbanker (anført af USAs Federal Reserve og den britiske Bank of England) derfor endnu et redskab med betegnelsen “kvantitative lempelser”. Ved at skrue op for den knap skabte de penge ved at købe papiraktiver fra de kommercielle banker i det håb, at bankerne så ville skyde de nye penge ind i den virkelige økonomi. Hvis det udløste inflation, behøvede centralbankerne bare at skrue på knappen og drosle ned for deres opkøb. Det var i hvert fald teorien. Nu er der optræk til inflation, og centralbankerne er nervøse: Skal de stramme op? [...] Selvfølgelig frygter centralbankerne, at renteforhøjelser vil udløse statsbankerotter og en alvorlig recession. Derfor skal en højere rente være understøttet af to helt centrale tiltag. For det første er en seriøs sanering af både den offentlige og den private gæld uundgåelig, og derfor bør centralbankerne holde op med at forsøge at undgå det. Det er tåbeligt at holde renten under nul for at udskyde konkurser i insolvente foretagender (som den græske og italienske stat og et stort antal zombievirksomheder), hvilket er, hvad ECB og Fed lige nu gør. Lad os i stedet omstrukturere den gæld, der ikke kan betales tilbage, og sætte renten op for at undgå at skabe mere gæld, der ikke kan betales tilbage. For det andet bør vi ikke stoppe de kvantitative lempelser, men i stedet kanalisere de penge, der skabes, væk fra bankerne og deres virksomhedsklienter (der har brugt de fleste af pengene på at købe egne aktier tilbage). De penge bør gå til at finansiere en borgerløn og den grønne omstilling (via offentlige investeringsbanker som Verdensbanken og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i EU. Den form for kvantitative lempelser vil ikke skabe inflation, hvis den højere middelklasse og derover bliver beskattet hårdere på deres indkomst, og hvis grønne investeringer begynder at levere den grønne energi og de grønne goder, som menneskeheden har brug for."
Berlingske, lørdag, s. 16 (08.11.2021)
Pengepolitik. Nu er det på tide at stramme op
I en analyse i Politiken lørdag skriver Mikael Milhøj, chefanalytiker, Dansk Bank, blandt andet: "Verden er kommet buldrende tilbage fra coronakrisen, inflationen begynder at presse sig på, og centralbankerne begynder at stramme pengepolitikken. Det er fornuftigt. [...] Centralbankernes pengepolitik er ikke længere afstemt med den aktuelle økonomiske situation og deres mandat om at holde inflationen stabil og lav på omkring 2 procent. [...] Norges Bank og den newzealandske centralbank har allerede sat renten op, og flere rentestigninger er på vej. Den britiske centralbank rasler med sablen og signalerer, at den første rentestigning kommer inden for et par måneder. Verdens mest magtfulde centralbank, den amerikanske Federal Reserve, er ved at stoppe sine milliardstore støtteopkøb af værdipapirer og sætter nok renten op til næste år. Den Europæiske Centralbank med Christine Lagarde i spidsen, der grundlæggende styrer de danske renter på grund af vores fastkurspolitik, halter dog efter. Men man har også bedre råd til at være tålmodig, fordi inflationen har været meget lav i flere år forud for coronakrisen. [...] Har man begået en fejl ved at føre en lempelig pengepolitik, der ikke har været helt afstemt med resten af økonomien? Det mener jeg ikke. Jeg vurderer klart, at det var rigtigt, at centralbanker og politikere lempede den økonomiske politik markant. Det er faktisk på mange måder et tegn på succes, at verdensøkonomien allerede nu er i en situation, hvor centralbankerne kan tillade sig at stramme igen. Jo hurtigere man reagerer, jo hurtigere kan økonomierne komme på fode igen, og jo hurtigere er det passende at stramme igen.”
Politiken, lørdag, s. 6 (08.11.2021)
Handel
Statsledere forstår ikke international handel
I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Kjeld Flarup, civilingeniør og byrådskandidat for Venstre, Hjerm, blandt andet: "Britiske fiskekuttere må ikke længere lande fisk i Frankrig. Fantastisk, monsieur præsident, nu kommer den franske industri til at mangle fisk, og prisen på råvarer kommer til at stige. Lastbiler, som kommer fra Storbritannien, skal fremover gennemgå et øget grænse- og hygiejnetjek. Hvem rammer det? Ja, det rammer faktisk kunder i hele EU, som nu får deres varer forsinket og fordyret. Forbrugere i hele EU bliver altså straffet, fordi Macron er sur på briterne. I det hele taget er hele brexit-affæren præget af politikere, som straffer deres egen befolkning, fordi de er utilfredse med andre lande. Jeg ved ikke, hvordan det er kommet så vidt, at politikere belønnes af vælgerne for at skade selvsamme vælgeres økonomi. Muligvis er det blot, fordi ingen forstår basal handel: Det er ikke eksporten, der gør os rige, men importen. Så når politikerne laver handelsrestriktioner, som begrænser importen, så gør de os allesammen fattige. "
Jyllands-Posten, lørdag, s. 33 (08.11.2021)
Institutionelle anliggender
Man slår så nemt over i den rare vi-form i "Deadline"-studiet
I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Jørn Mikkelsen, sikkerhedspolitisk korrespondent, blandt andet: "Det konservative medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss var for nylig i ”Deadline” på DR2 og lod sig måske rive lidt med af stemningen i studiet. Altid plads til en til, der mener det samme. Mens intervieweren nikkede bifaldende, fik hun sagt, at “vi skal have en ny regering i Polen”, og at “vi skal støtte den polske opposition, så den kommer til at vinde valget”. Endelig: “Det gælder om at få skubbet den (nuværende) regering væk fra magten, så det er de rigtige, der kan komme til magten i Polen”. Der er rigelig grund til at kritisere, hvad der foregår i Polen i disse år. Det sker også løbende og med eftertryk. EU-Domstolen har netop skrevet dagbøder ud til Polen for ikke at overholde de fælles regler. Retsstaten og medierne er under pres, behandlingen af mindretal dybt kritisabel, og der er en gennemgående nationalistisk tone helt ude af trit med de EU-værdier, også Polen har forpligtet sig på. Så langt, så skidt. Men spørgsmålet er, om Pernille Weiss' tilgang fremmer sagen. Er hun den rette til at bestemme, hvem der udgør den “rigtige” regering for Polen? Nej, det er da udelukkende polakkerne. [...] Er det Europa-Parlamentets opgave at arbejde for at få fjernet den nuværende regering i Warszawa og få installeret en ny regering, der bedre flugter med Weiss' og givetvis mange andres holdning? Nej, polakkerne går til frie og demokratiske valg lige som alle andre i EU-klubben. De bestemmer faktisk helt selv, hvem de ønsker som deres ledere."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 32 (08.11.2021)
Nyt EU-forslag vil koste dyrt
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, René Christensen, blandt andet: "EU-Kommissionen har med det nye forslag Basel IV foreslået en fælles europæisk standard for kapitalpolstring i banksektorerne. Hos Dansk Folkeparti finder vi det problematisk, at forslaget ikke tager højde for, at den danske finansielle sektor er stabil og har en lav finansiel risici. [...] Finans Danmark har anslået, at aftalen vil koste 16-18 milliarder kroner årligt. En regning, der vil blive sendt videre til helt almindelige danskere, på trods af at den danske økonomi er god med lav arbejdsløshed og lavt udlånstab. [...] I Danmark har vi en velfungerende finanssektor og boligmarked, der har et lavt tab og derfor har en tilsvarende lavere polstring end andre EU-lande. Danmarks Realkreditforeningslån er en billig og sikker måde at låne til sit huskøb til fordel for alle danskere. Det er derfor ærgerligt, at EU vil gøre det dyrere for danske boligejere og virksomheder. Forslaget er desværre endnu et godt eksempel på, at EU glemmer, at medlemslandene har forskellige økonomiske virkeligheder. Danmark har netop haft rekord i antallet af boligejere, der betaler deres lån til tiden. Derfor er det ærgerligt, at et nyt EU-forslag vil koste velstand for boligejere og virksomheder, på baggrund af at andre EU-lande står i en anden økonomisk situation, end vi gør i Danmark. Det nye EU-forslag er endnu et godt eksempel på at EU ikke tager højde for de lande, der har en sund økonomi og derfor tilsvarende lavere polstring."
Berlingske, lørdag, s. 15 (08.11.2021)
Interne anliggender
Bombe under dit tv-abonnement: Ekstra afgift vil gøre det endnu dyrere
Berlingske skriver mandag, at danskernes tv-abonnementer kommer til at stige, når Skatteministeriet vil lægge moms på, selvom man godt ved, at det vil medføre en storm af opsigelser og dermed færre penge i statskassen. "Vi som tv-leverandører betaler i dag omkring 1,3 milliarder kroner om året i rettigheder til Copydan, som så fordeler pengene blandt rettighedshaverne. Det er den post, som fremgår af hver regning på tv-abonnementet. Nu kræver man så, at der skal betales moms af dette beløb. Det vil ifølge Skatteministeriet udløse en betaling på ekstra 260 millioner kroner om året og føre til, at tv-abonnementet stiger med 15-20 kroner ekstra om måneden, for man får ingen tv-distributør til at æde sådan en regning selv. Dette er slet ikke forberedt godt nok, og man har slet ikke tænkt konsekvenserne godt nok igennem," siger Ib Konrad Jensen, der er kommunikationsdirektør i brancheorganisationen Danske Mediedistributører. Ophavsretsorganisationen Koda beder Skatteministeriet om at droppe forslaget. Koda påpeger, at "selv de EU-lande, der har moms på området, har indført lempeligere løsninger end det, som Skatteministeriet lægger op til."
Berlingske, mandag, s. 10 (08.11.2021)
Klima
Præsident Xis kæmpe bommert
Information skriver i en leder lørdag blandt andet: "For seks år siden gav Kinas præsident Xi Jinping og USA's præsident Barack Obama hinanden håndslag på at afvikle fossile brændsler og påbegynde omstillingen til grønne energikilder. Uden denne pagt mellem verdens to største økonomier og udledere af drivhusgasser ville COP21 i Paris aldrig være udmundet i den internationale klimaaftale, som parterne i Glasgow i de næste syv dage skal forsøge at få sat på rette spor. I dag finder Xi det ikke engang værd at vise ansigt til COP26-mødet, endsige sætte et mere ambitiøst mål for Kinas afvikling af kulkraft og andre klimabelastende fossile brændsler. Lederen af nationen, der er ansvarlig for en tredjedel af verdens udledning af drivhusgasser i 2019, nøjes med at sende en vicemiljøminister og særlige klimaudsending til Skotland. [...] Det er blevet en gammel traver at høre Xi lægge det historiske ansvar for en løsning på klimakrisen på rige landes skuldre, mens kinesisk industri i de seneste 20 år er blevet verdens produktionshal og storeksportør. Kina forsvarer endog sin status som u-land i FN-systemet, hvorved de undgår at skulle hjælpe ulande med en omstilling til grøn energi og forebyggelse og tilpasning til skader hidrørende fra klimaforandring. [...] Men tror præsident Xi vitterligt, at vestlige ledere kan overtale deres skatteborgere til det, mens verdens næstrigeste land, Kina, holder sig fri? [...] En ting er selvindlysende: Kina handler ud fra nationale og økonomiske interesser, ikke diplomatiske indrømmelser fra Vesten. USA og EU bør ikke gå på kompromis med sine grundlæggende værdier i et desperat håb om at overtale Xi, Putin, Bolsonaro og andre autoritære ledere til at tage medansvar for planetens fremtid. [...] USA, der ikke er nogen klimaduks, blev i sidste weekend under G20-mødet i Rom enig med EU om at arbejde for at skabe et nyt handelssystem, der lægger straftold på lande, hvis produkter er fremstillet med højere CO2-udledning end EU og USA. Man starter med stål og aluminium og udvider senere til andre klimabelastende produkter, af hvilke der er utallige. Et sådant system kan ses som grøn protektionisme og er muligvis i strid med WTO-regler. Men sammen med en trend i amerikansk og europæisk industri mod at bringe produktion tættere på hjemlandet under pandemien og forsyningskrisen kan told på importvarer med højt CO2-indhold muligvis overtale Xi og kinesisk industri til en hurtigere omstilling, og er derfor forsøget værd."
Information, lørdag, s. 24 (08.11.2021)
Landbrug
Aktører: Løsninger for færre pesticider findes. EU har bare ikke tilladt dem endnu
På Altinget kan man mandag læse et debatindlæg af Marie-Louise Boisen Lendal, direktør og medstifter af Tænketanken Frej, Niels Dengsø, landmand og bestyrelsesformand i DLG, Jesper Packert Pedersen, Head of Public Affairs i Chr. Hansen, Jesper Burgaard, direktør i KMC Carina Skovmøller, Head of Business Sustainability Nordic i Syngenta, Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn, Niels Peter Ravnsborg, direktør i Agrovi, og Svend Christensen, formand for Plant Biologicals Netværket. De skriver blandt andet: "Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder inden længe til forhandlinger om landbrugets pesticidforbrug, og forventningen er, at der vil blive stillet krav om, at landbruget nedbringer sin brug af pesticider.Det vil være i tråd med EU’s ”jord-til-bord”-strategi, hvor der er sat et mål om en reduktion af landbrugets pesticidforbrug på 50 procent inden 2030. Det er en stor opgave for landbruget. Der er nemlig samtidig et mål om at fastholde fødevareproduktionen på det nuværende niveau, da der er behov for at producere flere fødevarer i fremtiden til at brødføde den stigende verdensbefolkning. [...] Løsningerne kommer i høj grad fra landmændene selv, som gennem deres praksisnære erfaring og viden er nogle af de bedste til at være innovative – hvis de altså inddrages. Det så vi et tydeligt bevis på, da vi den 27. september afholdt tre løsningsworkshops rundt om i landet. [...] Genteknologien CRISPR bliver sidestillet med GMO i EU. Det er en politisk beslutning, der medfører, at det ikke er muligt at anvende denne nye forædlingsteknologi. For lange godkendelsesprocedurer i EU til at anvende nye teknologier herunder biologiske bekæmpelsesmidler betyder, at virksomheder sælger deres produkter på andre markeder end det europæiske. Det er simpelthen for langstrakt og for dyr en proces at få dem godkendt i EU. Ligeledes er en del selvkørende robotter slet ikke tilladte at bruge i landbruget. [...] Helt konkret kunne man etablere en fast-track ordning, så biostimulanter, forædlingstyper eller nye teknologier, som har et markant bæredygtighedspotentiale, kom forrest i godkendelseskøen med et krav om, at de er færdigbehandlet inden for et par år."
Altinget, mandag (08.11.2021)
Landbrug & Fødevarer: Landbrugsaftalens vandmiljøindsats bygger på de rigtige principper
Altinget bringer mandag et debatindlæg af Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer. Han skriver blandt andet: "Det enkle spørgsmål ”Er aftalen god nok?” kan ikke besvares på tilsvarende enkel vis. På den ene side er der aftalens intentioner, metoder og principperne for faglig/teknisk håndtering. På den anden side er der målet om god økologisk tilstand i vores vandområder senest i 2027. [...] Hverken Danmark eller nogen af de øvrige EU-lande når i mål til tiden, og det har man i efterhånden mange år været vidende om hos alle parter, selv om en del organisationer og enkeltpersoner standhaftigt og rutinemæssigt har ladet som om, at målet er til at nå. [...] Om aftalen er god, afhænger af selve udmøntningen af de enkelte elementer. Der er ingen tvivl om, at der venter landbruget enorme udfordringer, når aftalen rulles ud. Udtagning af omkring 100.000 hektar lavbundsjord, etablering af mange nye vådområder og minivådområder, behovet for innovation, investeringer og ændringer i den daglige drift og de markante ændringer i EU’s landbrugspolitik, som rammer sideløbende, vil påvirke den enkelte landmands hverdag i de kommende år. Men vi anerkender og påskønner partierne bag aftalens signal om, at der skal være plads til landbruget i fremtiden. Med godt medspil fra myndighederne skal vi nok nå langt."
Altinget, mandag (08.11.2021)
Minkaflivning vendte op og ned på den nye formands store planer
I et interview med Berlingske lørdag, kalder Søren Søndergaard sit første år som formand for Landbrug & Fødevarer for "hektisk" og "hjerteskærende." Minksagen, 11 måneders forhandlinger om en klima- og miljøaftale og en landbrugsaftale i EU, har givet lange arbejdsdage for den etårsjubilerende formand. Og nu begynder EU-støtten i forbindelse med den nye landbrugsaftale i EU også for alvor at spøge i Søren Søndergaards arbejde. "Nu skal alle til at have samme støtte pr. hektar. Oveni har EU besluttet, at 25 procent af den støtte, man får i dag, skal tages fra den enkelte landmand, som så kan få den igen, hvis man leverer på den grønne dagsorden. På den korte bane betyder det, at der er landmænd, der mister rigtig meget af den indtjening, de har i dag, afhængig af deres historiske produktion. Det er naturligvis bekymrende," forklarer Søren Søndergaard.
Berlingske, lørdag, s. 4-7 (08.11.2021)
Migration
Europarådet for islam
I Berlingskes Groft Sagt kan man mandag læse et indlæg af kommentator Eva Selsing. Hun skriver blandt andet: "Hvad skal vi egentlig med EU? Jo, for at sikre freden og friheden, siger eurokraterne. Og det har de da tydeligvis ret i. Var det for eksempel ikke for unionens åbne grænser, havde vi aldrig fået så mange islamiske bidragydere til netop freden og friheden herop. Så det er unægtelig et stærkt argument. I samme ånd begavede Europarådet, som EUs medlemslande medfinansierer, europæerne med en vidunderlig reklame for islamiske hovedtørklæder: 'Friheden i hijab', som teksten lød. [...] Reklamen blev taget ned efter voldsomme protester, men det vigtige er, at unionen faktisk var med til at finansiere den. Der kan ikke være et øje tørt i Bruxelles over denne hyldest til islam, som EUs tidligere udenrigschef, Federica Mogherini, selv har påpeget hører til i Europa. Jæsjæs. Fred og frihed, siger de."
Berlingske, mandag, s. 24 (08.11.2021)
Mængden af migranter i Minsk er ved at blive kritisk
Berlingske skriver lørdag, at Belarus' hybridkrig mod Europa muligvis er ved at give bagslag. På sociale medier og i medierne optræder billeder, videoer og historier om migranter, som i massevis søger til Minsk og andre store byer for at få varmen, inden de endnu en gang forsøger at krydse grænsen til EU. "Læsere fortæller, at de er bange for at gå på gaden i Minsk. Folk kan ikke komme ind i shoppingcentrene, der er overfyldt med flygtninge. De bærer ikke maske, og mange hoster. Butikkerne beklager sig over, at de har betragteligt færre kunder," lyder det fra oppositionsmediet Nexta på Telegram. Nu er migrantkrisen også begyndt at irritere rusland og præsident Putin, som i forbindelse med en aftale om et tættere samarbejde de to lande imellem, afviste fælles visumregler, og hentydede til Belarus grænseproblemer.
Berlingske, lørdag, s. 16 (08.11.2021)
Vores flygtningekrise på EU's østgrænse
I Informations leder mandag kan man blandt andet læse: "Situationen ved EU's østlige grænse er brutal: Den belarusiske diktator Lukasjenko giver tusindvis af håbefulde flygtninge fra Mellemøsten visum og lader dem flyve til Minsk. Herfra transporterer organiserede bander dem til grænsen til Polen og giver dem tvivlsomme tips til, hvordan de kan forcere den grønne grænse til EU trods tusindvis af polske grænsevagter og provisoriske hegn. [...] Men ofte tvinges de også tilbage til Belarus uden registrering, uden nogen form for garanti om sikkerhed og uden varetagelse af grundlæggende rettigheder i EU. Indtil videre har situationen ført til mindst otte dødsfald. Det eufemistiske begreb push-back har her sat sig igennem som svaret på den belarusiske diktators perfide spil, der med EU-flygtningekommissær Ylva Johanssons ord har som mål at 'destabilisere EU'. [...] Det ærlige alternativ er med åbne øjne og fuld transparens at ændre EU's lovgivning og grænseregime, så det kun beskytter grænserne og ikke længere de fundamentale menneskerettigheder. Indtil da er det en hyklerisk løsning at sætte den polske regering til at vogte den østlige grænse uden skyggen af transparens. I mellemtiden falder temperaturen. Og mennesker dør fortsat på grænsen til EU."
Information, mandag, s. 2 (08.11.2021)
Naboskabspolitik
Danmark og den nye tyske virkelighed
Berlingske mandag bringer en kommentar af Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Han skriver blandt andet: "Tyskland er den vigtigste handelspartner for Danmark og dermed for mange danske virksomheder. Vores historiske, politiske og kulturelle bånd er dybe. Længe var de præget af krigen mod Prøjsen og Østrig i 1864 og tabet af Sønderjylland, som i årtier forblev et nationalt traume. Afslutningen på Første Verdenskrig banede vejen for genforeningen af Sønderjylland med Danmark gennem folkeafstemningerne i 1920. [...] Sammen med Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, lancerede jeg tidligere i år en dansk-tysk venskabserklæring. Den udstikker en række pejlemærker for det videre samarbejde. Dem vil vi tage op med den kommende tyske regering. Som forkæmper for retsstatsprincipper, multilateralisme og en regelbaseret international orden har Tyskland udviklet sig til en af Danmarks absolut vigtigste samarbejdspartnere i EU og internationale organisationer som NATO, FN og Europarådet. Danmark og Tyskland deler ambitionen om et EU, der tager øget internationalt ansvar - særligt i Europas nærområder. [...] Økonomisk er Tyskland allerede vores største samhandelspartner, men jeg er overbevist om, at potentialet er større. Tyskland er ikke bare den største økonomi i EU, men den fjerdestørste økonomi i verden. [...] Både Danmark og Tyskland har fokus på bekæmpelsen af klimaforandringerne gennem grønne energikilder, en kontinuerlig modernisering af sundhedssektoren samt ønsket om at udvikle bæredygtige løsninger i landbruget og fødevareproduktionen. Her kan Danmark blandt andet bidrage med efterspurgte løsninger inden for vindenergi og fjernvarme, digitalisering af sundhedssektoren samt madspild og økologisk fødevareproduktion."
Berlingske, mandag, s. 20-21 (08.11.2021)
Sundhed
Danmark har mistet rollen som EU's vaccineduks
I Børsen mandag kan man læse, at Danmark for tre måneder siden var det land i EU, hvor den næststørste andel af borgerne var vaccineret mod corona, kun overgået af Malta. 74 procent af den danske befolkning var den 11. august enten i gang med eller færdigvaccineret mod corona. De sidste tre måneder er det tal blot steget med tre procentpoint, og i mellemtiden har Portugal, Spanien og Italien alle overhalet Danmark. "Der er ingen tvivl om, at de i lande som Portugal og Spanien har set, hørt og oplevet nogle grufulde historier meget tæt på. De har været hårdere ramt, end vi har her i Norden, og det har også givet et stærkere udgangspunkt for kommunikation og vaccinetilslutning," siger professor i global sundhed på Københavns Universitet, Flemming Konradsen. I Letland har virksomheder nu lov til at fyre ansatte, som nægter at lade sig vaccinere mod Covid-19. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Landets regering har vedtaget en lov om dette, som træder i kraft den 15. november. Kun cirka 61 procent af den lettiske befolkning er færdigvaccineret. I EU er gennemsnittet 75 procent.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 19; Børsen, mandag, s. 14-15 (08.11.2021)
Ny bølge af covid: Vaccinekrav vinder frem
Børsen mandag skriver, at flere lande i Europa genindfører coronapas og vaccinekrav på grund af stigende smittetal. I Frankrig indførte man en række krav tidligere, som vakte modstand fra oppositionen og stor opsigt i Europa. Det drejede sig blandt andet om at kræve vaccination af alle sundhedsansatte samt krav til franskmændene om at vise coronapas for at få adgang til barer, restauranter, natklubber, biografer, sportskampe og shoppingcentre. Fire måneder senere er resultatet opsigtsvækkende, da Frankrig er rykket op i frontløbergruppen i EU, når det gælder vaccinetal. Italien har siden indført det, der kaldes Europas strengeste vaccineregler. Siden 15. oktober har alle ansatte, både i den offentlige og private sektor, skullet fremvise coronapas som bevis for enten vaccination, test eller immunitet for at møde på arbejde. Generelt er der lavere vaccinationstal i Øst- og Centraleuropa, hvor kun halvdelen af borgerne eller færre er fuldt vaccinerede mod cirka 75 procent i hele EU. I både Kroatien, Slovenien og Slovakiet er pandemien nu så udbredt, at man har det højeste antal daglige nye tilfælde, siden covid-19 ramte i begyndelsen af 2020.
Børsen, mandag, s. 14-15 (08.11.2021)
Udenrigspolitik
Dansk Kina-Kritisk Selskab: Arktis må ikke ende som politisk konfliktzone i kampen mod Kina
Laurits Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Kina-Kritisk Selskab, skriver i et debatindlæg på Altinget mandag blandt andet: "Efterhånden som klimaforandringerne smelter ishavet, og jagten på Jordens begrænsede ressourcer intensiveres, er flere af verdens stormagter dog begyndt at rette blikket mod det kolde område langt mod nord. Når kinesiske lån og gaver finansierer infrastruktur og samfundsudvikling, binder det ofte modtagerlandene tættere til ikke bare Kinas økonomi, men også landets andre prioriteter. Det gælder prioriteter internt inden for Kinas grænser såvel som eksternt over for resten af verden. [...] De arktiske demokratier har derfor en vigtig rolle at spille. For når udviklingen af Arktis skal tage skridtet ind i det næste årti, må det være demokratierne, der træder til og er med til at sikre denne udvikling. Det skal ikke være en stat på den anden side af kloden. [...] For selvom såvel Danmark og Canada som Grønland og USA har forskellige opfattelser af, hvordan de arktiske egne skal udvikles, så er vi alle enige, om, at området ikke skal blive endnu en arena i det kinesiske spil om adgang til ressourcer, handelsruter og global magt. [...] Ingen har interesse i, at Arktis skal blive endnu en konfliktzone i kampen, hvor demokratier står på den ene side og Kina på den anden. Derfor er den bedste måde at forhindre dette på at holde Kina ude af det arktiske område fra starten af."
Altinget, mandag (08.11.2021)
Kina raser efter EU-politikeres rejse til Taiwan
I Berlingske mandag kan man læse, at der er spændinger mellem EU og Kina, efter en gruppe EU-parlamentarikere tog på den første officielle rundrejse i den demokratiske østat Taiwan. Den franskeEU-parlamentariker Raphaël Glucksmann, som var leder af delegationen, er persona non grata i Beijing. Kina mener, at det er en voldsom provokation at sende netop ham. EU skulle "rette fejlen" og ikke sende forkerte signaler til separatistiske kræfter - ellers "ville det skade forholdet mellem Kina og EU," lød det fra Wang Wenbin, talsperson i det kinesiske udenrigsministerium. Det var Glucksmann uanfægtet af, da han torsdag mødte Taiwans præsident Tsai Ingwen. "Vi er kommet med en meget simpel og klar besked: Du er ikke alene. Europa står sammen med dig," sagde han. I alt syv EU-parlamentarikere var med i Taiwan, og deres besøg kommer på et kritisk tidspunkt for den demokratiske østat. Spørgsmålet om Taiwans status er gloende hedt og er de seneste uger røget til tops på dagsordenen i Washington og Bruxelles, hvor der er bevægelse i grænserne for, hvad man siger og gør med hensyn til dette meget følsomme emne. Fredag optrappede Beijing retorikken ved at meddele, at støtter man Taiwans uafhængighed, anses man resten af livet for at være en forbryder. Man kan derfor ikke rejse ind i Kina eller samarbejde med personer eller enheder, der har base i Kina. Turen kommer på et kritisk tidspunkt for EUs forhold til Kina, for der er langtfra konsensus blandt de 27 medlemslande om, hvordan man skal håndtere den asiatiske stormagt. Officielt bliver Kina af EU anset for at være 'samarbejdspartner, økonomisk konkurrent og systemisk rival' på én og samme gang. EU anerkender dog ligesom de fleste lande i verden etkinapolitikken om, at der kun findes ét Kina styret fra Beijing.
Kilde: Berlingske, mandag, s. 1
Redaktør (08.11.2021)
Detaljer
- Publikationsdato
- 8. november 2021