Tophistorier
Regeringen vil firdoble grøn strøm og undgå russisk gas
Solceller og vindmøller skal inden 2030 levere fire gange så meget strøm, som de gør i dag. Det er regeringens ambition i sit nye udspil, "Danmark kan mere 2", skriver Børsen tirsdag. Udspillet skal være med til at sikre en hurtigere dansk uafhængighed af russisk gas. Socialistisk Folkeparti og Venstre ser gerne, at Danmark gør sig helt uafhængige af naturgas inden 2027. Det skriver Kristeligt Dagblad og Politiken tirsdag. Derfor foreslår de to partier, at boliger med gasfyr i stedet skal opvarmes med grøn fjernvarme eller varmepumper. Virksomheder, der i dag bruger naturgas, skal i stedet bruge biogas. Hos Venstre mener man, at der fortsat skal hentes naturgas op fra Nordsøen. Naturgassen skal dog ikke bruges i Danmark, men i stedet bidrage til at resten af EU også bliver uafhængige af russiske gas. Italien er stærkt afhængige af russisk energi, men med landets nye gasaftale med Algeriet, sender italienerne et stærkt signal om, at de er på vej væk fra den russiske energiafhængighed. Det skriver Politiken torsdag. "Lige efter Rusland invaderede Ukraine, meddelte jeg, at Italien vil arbejde hurtigt for at mindske afhængigheden af russisk gas. Denne aftale er et vigtigt svar på dette strategiske mål," udtalte Italiens ministerpræsident, Mario Draghi, i forbindelse med annonceringen af aftalen. Algeriet skal i 2023 og 2024 sende 9 milliarder kubikmeter gas til Italien. Italien er sammen med Tyskland den største EU-importør af russisk gas.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten mandag skriver klima-, energi-, og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) blandt andet: "Ruslands invasion af Ukraine har sat spørgsmålet ved Europas olieog gasforsyning øverst på den politiske dagsorden. [...] Med PtX-aftalen sætter vi et mål om at bygge 4-6 GW elektrolysekapacitet inden 2030. Det betyder, at vi er blandt de mest ambitiøse lande i EU. [...] At erstatte olie og naturgas med grønne brændstoffer bliver ikke let, men jeg er ikke i tvivl om, at det er muligt. [...] Udfordringen er ikke, hvordan man kan lave brint. Herhjemme lavede vi allerede grønne brændstoffer i 1890'erne, da det lykkedes den danske vindmøllepioner Poul la Cour at lave grøn strøm om til brint med elektrolyse. Udfordringen er at producere grønne stoffer i tilstrækkeligt store mængder og til en pris, der på sigt kan konkurrere med de fossile brændsler. [...] Lykkes vi med det, kan PtX blive et stærkt redskab i kampen mod Putin og andre despoter, der bruger olie og gas som et politisk pressionsmiddel. PtX kan skabe et gennembrud i den grønne omstilling, der vil mindske vores afhængighed af fossile brændstoffer."
I en kronik i Børsen tirsdag skriver Peder Lundquist, administrerende direktør EKF, blandt andet: "Regeringen har sat målet om klimaneutralitet for Danmark i 2050; det samme mål som EU. De mål kan kun nås ved at sætte endnu mere skub i den grønne omstilling. Derfor er blandt andet Power-to-X (ptx) så afgørende, for det har potentialet til at blive det nye vindmølle-eventyr for Danmark. Den grønne omstilling var for blot en måned siden drevet af et ønske om at håndtere klimaet, men nu er der kommet en yderligere politisk dimension til, der bliver understreget ved Ruslands invasion af Ukraine. Dermed har lande som Danmark, der er længst fremme i den grønne omstilling, en klar forpligtigelse til at accelerere yderligere, så vi i Vesten kan blive uafhængige af gas fra Rusland så hurtigt som muligt."
Olena Pavlenko, vicepræsident i Dixi Group, en energitænketank i Kyiv, skriver i en analyse i Politiken søndag blandt andet: "EU bør allerede nu langt mere offensivt stække Ruslands magt ved at gribe ind over for russernes kontrol med den europæiske energiforsyning. Afhængigheden var fra starten en ubegribelig fejltagelse. [...] EU-Kommissionen har sagt, at den ønsker at reducere afhængigheden af russisk gas med to tredjedele ved slutningen af 2022 ved hjælp af initiativer til at sikre nye forsyningskilder. Men der er andre skridt, EU kan tage allerede nu for at gøre noget af skaden god igen. For det første må EU tage den politiske beslutning at sætte en tidlig og fast deadline for sin afhængighed af russisk gas. For øjeblikket siger kommissionen, at det kan gøres “længe inden 2030”. Vi har brug for en klar dato, og den skal ligge meget, meget tidligere. [...] For det andet kan EU allerede nu træde i aktion og overtage kontrollen med de russiske energiressourcer i Vest- og Centraleuropa - herunder de vitale faciliteter til lagring af gas, der befinder sig i underjordiske kamre, der nu helt eller delvis ejes af Gazprom, det russiske gasmonopol. Den slags anlæg er der syv af i EU, heraf fire i Tyskland - og de udgør en fjerdedel af landets kapacitet til lagring af gas. [...] I et videre perspektiv må EU sætte sig i bevægelse nu for at inddrage Ukraine i sit energimarked. I den umiddelbare fremtid, hvis krigen på en eller anden måde stilner af i løbet af sommeren, vil Ukraines overskydende kapacitet til lagring af gas kunne anvendes til at øge EU's lagre og undgå en gentagelse af de voldsomme prisstigninger på gas i 2021."
Information skriver i en leder fredag blandt andet: "EU bør vedtage en komplet energiembargo mod Rusland nu. Sagt med en parafrase over en amerikansk præsident: Hvis vi er i stand til at bringe ofre i det daglige i en højere sags tjeneste, vil vi ende med at indse, at vi intet har ofret overhovedet. Vi har derimod vundet vores frihed til at gøre det rigtige, besejret vores beskidte og samfundsødelæggende afhængigheder og straffet Rusland for invasionen af Ukraine. [...] Vi har allerede gennemført så omfattende sanktioner, at det ikke er forkert, når Putin siger, at Vesten fører økonomisk krig mod Rusland. Men fordi vi ikke har gennemført en energiembargo, køber EU ifølge den europæiske tænketank Bruegel hver dag olie i Rusland for omtrent 700 millioner dollar og naturgas for omtrent 400 millioner dollar. Mens vores regeringsledere modtager Zelenskyj som en helt og erklærer deres solidaritet med Ukraine ved topmøder i EU og NATO, og mens der hænger ukrainske flag i europæiske metropoler, og flere tusinde almindelige borgere tager imod flygtninge for trods alt at kunne gøre et eller andet, pumper vi stadig dagligt over en milliard dollar ind i den russiske krigsmaskine. Argumentet for at blive ved med at importere gas og olie fra Rusland er, at det vil påføre vores egne samfund ubærlige omkostninger at stoppe fra den ene dag til den anden. Det rejser det fundamentale spørgsmål om, hvor store omkostninger vi er i stand til at bære. [...] De sociale konsekvenser af stigende energipriser kan blive grusomme, men det må EU kunne modstå med hjælpepakker, og Tyskland bør som Europas økonomisk stærkeste stat kunne lave solidariske kompensationer. En total energiembargo skal ledsages af en socialstatslig indsats."
I et debatindlæg i Børsen tirsdag skriver Svend Roed Nielsen, seniorrådgiver i Tænketanken Europa, blandt andet: "Flere centrale aktører, som Kommissionsformand von der Leyen, og Italiens og Polens premierministre har allerede peget på, at EU's sanktioner bør udvides til olie og gas. Det har da også længe været Ukraines største sanktionsønske. At dømme på EU-landenes reaktioner kan det imidlertid blive vanskeligt. Den nyvalgte ungarske premierminister Viktor Órban har allerede meldt ud, at han ikke vil acceptere, at der indføres restriktioner i den ungarske gas- og olieimport fra Rusland. Andre lande, såsom Tyskland og Østrig, vil også være skeptiske. Det er derfor i høj grad sandsynligt, at der (i bedste fald) kun kan skabes enighed i EU om en begrænset reduktion i energiimporten fra Rusland. [...] Det kan gøre det relevant at se på andre mulige, supplerende sanktionsområder. [...] En oplagt mulighed vil være at ramme Ruslands industriproduktion endnu hårdere."
I en Indsigt i Børsen lørdag skriver kommentator, Helle Ib, blandt andet: "Med voldsomt stigende priser og udfordringer især for mennesker med højt energiforbrug har regeringen erkendt, at de politiske aftaler om varmehjælp næppe bliver de sidste i dette halvår. [...] Et oplagt gæt er, at politikerne kommer til at skrue yderligere op for tilskudshanerne, så hastigheden øges på vejen mod frigørelse fra fossile brændsler. Men også, at der i en periode må accepteres mindre grønne energikilder for at slippe ud af afhængigheden af den russiske gas. Som Mette Frederiksen sagde for nyligt til Berlingske: “I de kommende år tror jeg både, at vi selv og en række andre europæiske lande hellere vil bruge dansk gas, end vi vil købe det af Putin.” I fokus er især de ca. 400.000 private husstande med naturgasfyr, som gerne skal gå over til individuelle varmepumper eller fjernvarme. Ligeledes må det forventes bl.a. i relation til den havvindstrategi, som EU-Parlamentet har vedtaget, at processer og sagsgange speedes op, så høringer, årelange udbudsforløb og udprægede hensyn til miljø og natur måske kommer til at vige lidt til fordel for hurtigere ryk på etablering af vedvarende energi."
I et debatindlæg i Berlingske skriver folketingsmedlem Pelle Dragsted (EL) blandt andet: "Det Internationale Energiagentur har for nylig beregnet, at energiselskaberne i EU på grund af de stigende energipriser kan se frem til ekstra indtægter på - og hold nu fast - 1.500 milliarder kroner. På den baggrund anbefaler energiagenturet, at regeringerne indfører en ny særskat på de store overskud. En anbefaling som også EU-kommissionen siden har tilsluttet sig, og som EUs ledere forventes at bakke op om. En række europæiske lande - som Spanien, Italien, Bulgarien og Rumænien - har allerede besluttet at indføre en særlig skat på energiselskabernes ekstraprofitter. [...] Både de store danske og europæiske energiselskaber advarer ikke overraskende højlydt om, at en særskat på deres overskud vil spænde ben for den grønne omstilling, fordi det vil gøre det mindre attraktivt at investere i nye havvindmøller eller solcelleparker. Men argumentet er tyndt. For en skat på overnormale profitter rører jo netop ikke ved den forventede forrentning i investeringerne. De beskatter alene de særlige ekstra profitter, der er et direkte resultat af krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland. [...] Så lad os følge EU-kommissionens anbefaling og beskatte de selskaber, der lukrerer på krigen og energiprisernes himmelflugt. Det kan kun gå for langsomt."
Børsen, tir., s. 2, 34-35, 35, lør., s. 24-27; Politiken, tor., s. 4, søn., s. 6, tir., s. 9; Information, fre., s. 24; Berlingske, fre., s. 14, tir., s. 1, 6; Jyllands-Posten, man., s. 4, 21; Kristeligt Dagblad, tir., s. 4 (19.04.2022)
Socialdemokratiet i vild kovending: Verden har ændret sig
For mindre end halvandet år siden advarede Socialdemokratiet om, at danske soldater kan sendes på missioner hen over hovedet på Folketinget, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet. Dengang gik regeringspartiet ind for at bevare forbeholdet, og Mette Frederiksen kaldte de danske EU-forbehold for ”grundlaget for Danmarks europapolitik”. Efter den russiske invasion af Ukraine har Socialdemokratiet skiftet mening og går nu ind for at afskaffe forbeholdet, skriver Ekstra Bladet torsdag og Berlingske fredag. ”Der var et Europa inden 24. februar og et andet Europa efter,” forklarede Mette Frederiksen da afstemningen om forsvarsforbeholdet blev annonceret på et pressemøde i Statsministeriet. Det skriver Berlingske fredag. For få måneder siden argumenterede udenrigsminister Jeppe Kofod også imod afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, skriver Ekstra Bladet torsdag. "Der ikke er noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Tværtimod," sagde han i februar i år.
Regeringen fik for nyligt kritik for ordlyden på stemmesedlen til folkeafstemningen den 1. juni om forsvarsforbeholdet. Det fik regeringen til at ændre stemmesedlen, så det fremgår, at man stemmer om ”EU” og ”forbehold”. Ifølge Jyllands-Posten mandag bliver regeringen nu igen kritiseret af nej-siden for at spinne den officielle information, der gives til vælgerne forud for EU-folkeafstemningen. Kritikken omhandler den måde, som vælgerne informeres om muligheden for en EU-hær på den officielle hjemmeside www.1juni.dk, som Udenrigsministeriet har lanceret. På hjemmesiden kan man læse spørgsmål og svar om folkeafstemningen den 1. juni, og et af dem er: ”Er der planer om at skabe en fælles EU-hær?” Svaret lyder: ”Nej. En EU-hær er ikke på medlemslandenes fælles tegnebræt,” og fortsætter med detaljer om en militær udrykningsstyrke. Morten Messerschmidt, som er formand i Dansk Folkeparti, kalder regeringens måde at informere borgerne på for ”ret misvisende”. "Formuleringen er paradoksal, for vi kan jo høre på flere af især de store EU-landes regeringer, at man ønsker denne EU-hær. For Macron har det været et meget eksplicit ønske, ligesom Angela Merkel, da hun var kansler, De Grønne, som sidder i regeringen i Tyskland nu, og også flere andre, især i Europa-Parlamentet," siger han.
Ifølge tidligere Venstre-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er der ingen udsigt til, at der kommer en EU-hær. "Det er noget forbandet sludder," siger han ifølge Berlingske søndag. Også De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister for De Radikale, Martin Lidegaard, siger det er forkert, at vi står over for etableringen af en europahær. Men det omvendte budskab finder man på nejsigeren Morten Messerschmidts Facebook-side: ”Hvordan kan nogen påstå, at EU ikke vil have sin egen hær? Macron siger det. EUs udenrigsminister siger det. Merkel sagde det. Lyver de danske EU-politikere for at få et ja 1. juni?” skriver han. Det samme giver Enhedslistens Rune Lund udtryk for på Twitter. Så hvad er egentlig op og ned spørger, Berlingske søndag. "Det, der er omdrejningspunktet i den her diskussion, er jo i sidste instans, om det er det danske folketing, der - hvis forbeholdene er væk - bestemmer, om danske soldater skal bidrage til militære operationer eller ej," forklarer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, da Berlingske stiller ham spørgsmålet. Christine Nissen, der forsker i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), siger, at efter hendes definition vil en EU-hær indebære, at medlemslande som Danmark overdrager den nationale kontrol over sine tropper til EU. ”Der er en form for kontrolafgivelse, så vi ikke selv er 100 procent herre over, hvad vores tropper skal bruges til,” forklarer hun. EU har ikke den mulighed i dag, da EU's nuværende forsvarssamarbejde nemlig er mellem- og ikke overstatsligt. Til spørgsmålet "Så kommissionsformand Ursula von der Leyen kan ikke trumfe noget igennem?" svarer Christine Nissen: "Nej, hun kan ikke trumfe noget igennem, og hun har faktisk slet ikke nogen rolle på det her politikområde. Nogle gange sidder de (Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet, red.) med til nogle møder, men det er sjældent. Normalt bliver det udelukkende kørt af medlemsstaterne." Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet forklarer, at hver gang man skal aktivere styrken og sende den ud, skal EU spørge Danmark, om vi synes, det er en god idé - såfremt Danmark har afskaffet forbeholdet.
Ifølge Jyllands-Posten fredag er det ikke første gang, at der har været en strid om en stemmeseddel, ligesom der har været op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Avisen dykker ned i flere lignende konflikter, blandt andet tilbage i 1986, da den daværende statsminister Poul Schlüter (K) udskrev en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skulle gå med i EF-pakken, den traktatreform, der sigtede på at skabe det indre marked. Schlüter-regeringen lagde op til at skrive ”reform” på stemmesedlen, men det mente Socialdemokratiet, som anbefalede et nej, var for positivt ladet. Regeringen endte med at give sig, for den var selv splittet.
I et læserbrev i Politiken tirsdag skriver Kurt Pedersen, Ribe, blandt andet: "'Vil du stemme ja eller nej ...'. Når man står i stemmeboksen, er det sandsynligvis, fordi man har besluttet at stemme ja eller nej. Så er der jo ingen grund til at spørge, om man vil stemme. Det kunne selvfølgelig tænkes, at man ikke ville stemme og derfor var nødt til at sætte kryds ved 'nej, jeg vil ikke stemme'. Hvorfor ikke bare skrive: 'Skal Danmark kunne deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdene?'."
Politiken lørdag bringer et læserbrev af Svend-Aage Bjerre Jørgensen, Middelfart, som blandt andet skriver: "Formuleringen af spørgsmålet på stemmesedlen til folkeafstemningen i juni har vakt debat. Men efter min mening uden grund. Et europæisk samarbejde om sikkerhed må nødvendigvis omfatte Norge og Storbritannien, og derfor er et dansk forbehold for en eventuel EU-hær fuldstændig irrelevant."
I et debatindlæg i Politiken søndag skriver journalist Christian Jensen blandt andet: "Mette Frederiksen var den første til at erkende mulige fejl, men hun er den sidste til at indrømme dem. [...] Senest var Frederiksen hurtig til at benytte krigen i Ukraine som anledning til at tage et nødvendigt opgør med Danmarks EU-forsvarsforbehold. En afstemning, hun som statsminister selvfølgelig bærer både det formelle og reelle ansvar for. Men da der blev rejst vedvarende kritik af afstemningstekstens eksakte ordlyd, var det ikke længere statsministerens bord. Udenrigsminister Jeppe Kofod havde pludselig eneansvaret for afstemningsteksten, og faktisk forsøgte Mette Frederiksen sig med en forklaring om, at hun slet ikke kendte til formuleringen, hvor ordene 'EU' og 'forsvarsforbehold' slet ikke var nævnt. Heldigvis blev Mette Frederiksens småmanipulationer afdækket. Statsministeren havde haft ordlyden forbi sit bord. Hun havde kunnet stoppet den ordlyd, hun efterfølgende gjorde Jeppe Kofod eneansvarlig for. Faktisk havde det modsatte scenarie været endnu mere kritisabelt: Hvis statsministeren ikke kendte ordlyden i en folkeafstemning, havde der for alvor været tale om alvorlig pligtforsømmelse."
Ekstra Bladet, tors., s. 2; Berlingske, fre., s. 10-11, søn., s. 27-29; Jyllands-Posten, tirs., s. 11, fre., s. 12; Politiken, lør., s. 5, søn., s. 1, tirs., s. 6 (19.04.2022)
Morten Bødskov: Rusland har sendt Europa ud i historisk krise. Og Danmark er for lille til at stå alene
På Altinget torsdag kan man læse et debatindlæg af Morten Bødskov (S), forsvarsminister. Han skriver blandt andet: "Der er et Europa før og efter 24. februar 2022. En ny virkelighed. Dagen, hvor Putin sendte sine styrker ind i Ukraine, har skrevet sig ind i historiebøgerne som en skammens dag, de fleste af os ikke havde forventet at opleve. Dagen, hvor krig atter kom til Europa, og hvor vi kunne se et mareridt udspille sig. Derfor er der et Europa før og efter den russiske invasion. Et forandret Europa. Vi er nødt til at forholde os til den virkelighed. Derfor skal vi 1. juni tage stilling til, om Danmark skal deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Danmark er for lille til at stå alene. Alene bliver vi aldrig i stand til at forsvare os selv. Hvis vi melder os ind i det europæiske forsvarssamarbejde, kan vi tage det fulde medansvar, når beslutninger om Europas sikkerhed bliver taget. [...] Der findes ikke en EU-hær, ligesom der ikke findes en Nato-hær. Og der kommer aldrig til at blive etableret en EU-hær. Der findes kun et dansk forsvar, som Danmark selv bestemmer over. Danmark skal frit kunne sige ja eller nej til at deltage i militære operationer i EU-regi. Vi bestemmer selv. Beslutning om at udsende soldater til EU's missioner vil altid kræve Folketingets samtykke. Vi kan ikke tvinges til at deltage i en mission, som vi ikke ønsker at deltage i. [...] Nationer over alt i Europa styrker deres nationale forsvar og øger forsvarsbudgetter, og i Danmark øger vi også vores forsvarsbidrag. Det er nødvendigt. Men vi har samtidig et ønske om at bidrage endnu mere, for tiden kalder på solidaritet og sammenhold - ikke forbehold. Europas demokratier er nødt til at stå sammen mod Putin."
I Ekstra Bladets leder fredag kan man blandt andet læse: "Åhh, hvem der dog bare levede af at føre nej-kampagne op til folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Så kunne man tage i sommerhus, mixe sig en kølig drink, dase på terrassen, og så ellers lade ja-partierne om at få danskerne til at stemme nej 1. juni. For ingen fører en stærkere nej-kampagne end ja-partierne. Tag nu Socialdemokratiet, der selv - indtil for få måneder siden - fremførte alle nej-sidens argumenter. Men det var selvfølgelig også dengang, at regeringspartiet selv gik ind for at bevare forbeholdet. I december 2020 optrådte partiets daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, i en debat på DK4 med Venstres EU-førsteelsker, Jan E. Jørgensen. Han ville som altid skrotte forbeholdet, men der satte Bramsen ham stolen for døren: - Bekymringen er ikke de missioner, der er lige nu i EU. Det er, hvad det kan udvikle sig til på den lange bane, sagde Bramsen og understregede, at vi ikke kunne vide, om danske soldater fremover kunne blive udsendt til missioner uden om Folketinget. [...] Og selv for ganske nylig, var udenrigsminister Jeppe Kofod på samme hold. 2. februar fastslog han over for Altinget, at 'der ikke er noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Tværtimod.' I dag kæmper regeringspartiet så mod præcis de argumenter, som de selv fremførte, fordi de er vendt på en tallerken og nu slet ikke kan se en verden for sig, hvor Danmark kan klare sig med forbeholdet. Det skyldes, at verden har ændret sig, siger de og peger på Putin. Og ja, han har ændret vores verden. Det har bare ikke så meget med rækkevidden af forsvarsforbeholdet at gøre. Ej heller om hvorvidt EU tager hele armen, hvis man rækker dem en lillefinger."
I et debatindlæg i Politiken torsdag skriver Jens Joel, EU-ordfører for Socialdemokratiet, blandt andet: "Der er krig i Europa, og mens det er åbenlyst, at vores bedste forsvar er et stærkt sammenhold, så insisterer nejsiden på at mistænkeliggøre det europæiske samarbejde og male skræmmebilleder frem for at se på den skræmmende virkelighed, som Putin har skabt. Situationen kræver dog, at vi ser de barske realiteter i øjnene. Vi står over for en despotisk, russisk præsident, som tilsidesætter alle fælles spilleregler og ønsker en verdensorden baseret på brutalitet og rå militærmagt. Vores bedste modsvar mod Putins aggression er at udbygge vores alliancer og fællesskab i Vesten. Tiden er til sammenhold, ikke forbehold."
Jyllands-Posten bringer søndag et debatindlæg af Jens Joel, EU-ordfører for Socialdemokratiet, som blandt andet skriver: "Verden er forandret. Desværre. Der findes en verdensorden før Putins invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Og en anden efter. Vi har brug for at styrke vores forsvar i Europa og Vesten. For demokrati, frihed og sikkerhed. Det gør vi bedst ved vores internationale samarbejder, herunder at ophæve vores forsvarsforbehold, så vi kan indgå i et tættere og stærkere europæisk sikkerheds- og forsvarssamarbejde. [...] Man må her i avisen forstå på Morten Messerschmidt, at han tror, at en styrkelse af forsvaret i Europa vil være i modstrid med Nato. DF-formanden formår simpelthen at sætte Nato og EU op som hinandens modsætninger. Intet kunne være mere forkert, for det er ikke et spørgsmål om enten eller. [...] I forvejen er der et stærkt samarbejde mellem EU og Nato, så en styrkelse af forsvarssamarbejdet i EU vil være en yderligere styrkelse af det transatlantiske samarbejde mellem USA og Europa."
I en kommentar i Ekstra Bladet søndag skriver kommentator og tidligere politiker, Hans Engell, blandt andet: "Det ligner foreløbig en tynd sejr for ja-siden. I hvert fald giver meningsmålingerne flertal for afskaffelse af vores forbehold overfor EU's forsvarssamarbejde. [...] De to tidligere afstemninger om euro og retligt samarbejde var også en rodet, uoverskuelig omgang. Denne gang er det hele endnu mere absurd, fordi der ikke er givet nogen troværdige begrundelser for afstemningen. Tværtimod findes der mængder af stærke citater fra skiftende ministre, herunder Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og Trine Bramsen imod en afstemning. Så hvorfor nu den modsatte mening? Krigen i Ukraine? Så vidt jeg ved, har EU's forsvarsdimension ikke spillet ringeste rolle i den sammenhæng og kommer heller ikke til det. Der hersker også usikkerhed om fremtiden for EU-forsvarssamarbejdet, hvis det går fra at være mellemstatslig til forpligtende, overnationalt? Og hvorfor skal Danmark pludselig opstille enheder, der kan indgå i en EU-styrke, når vi allerede i dag har store vanskeligheder ved at opfylde Natos styrkemål? Skal vi bare lade de samme soldater tælle med to gange - i EU og Nato? Man må slet ikke ikke bruge udtrykket 'EU-hær', men hvad skal man ellers kalde 5.000 soldater, som EU vil oprette som en udrykningsstyrke? Hvis det ikke er en EU-hær, hvad er det så? [...] EU-forsvaret bygger end ikke på en kollektiv sikkerhedsgaranti. Danmark kan blive besat ti gange, uden at et eneste af de andre EU-lande har nogen pligt til at komme os til undsætning. Jo, som Natolande, men ikke via EU. Spørgsmålet er så, om vi kommer tættere ind 'til hjertet af EU', hvis vi dropper forbeholdet? Sådan vil et ja-flertal udlægge det, men i den virkelige verden har det næppe større betydning."
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet (K), blandt andet: "Igen og igen reduceres diskussionen om det europæiske forsvarssamarbejde til spørgsmålet om, hvorvidt vi med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet køber en EU-hær ”i sækken”. For dem, der ønsker et ”nej” 1. juni, kan det være et nyttigt værktøj til at overtage debatten, men for de af os, der ønsker at drøfte de vigtige ting, som et ”ja” faktisk vil medføre, er det frustrerende gang på gang at skulle vende tilbage hertil. Derfor vil jeg sige det helt tydeligt: Svaret er ”Nej”. Vi får ikke en EU-hær med dansk deltagelse som konsekvens af afstemningen om forsvarsforbeholdet. Det gør vi først og fremmest ikke, fordi beslutningen om en EU-hær vil kræve enstemmighed mellem EU-landene. Som medlem af Europa-Parlamentet stifter man hurtigt bekendtskab med den træghed, der er forbundet med at få et forslag igennem i Rådet. [...] Blot ét medlemslands modstand mod et lovforslag inden for en række områder, herunder forsvarspolitik, er i EU nok til at bremse et forslag. Og selv i de tilfælde hvor et umiddelbart vidtgående forslag vedtages, vil det ofte ske ved ”laveste fællesnævner”. Altså i en langt mindre ambitiøs udgave end ellers udtænkt i EUs andre institutioner. Det er utænkeligt, at et ambitiøst forslag om en EU-hær således vil blive vedtaget i en form, hvor omridset af en reel EU-hær stadig kan genkendes."
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Morten Messerschmidt, som er MF og formand for Dansk Folkeparti, blandt andet: "Får vi en EU-hær?" Sådan lyder det spørgsmål, som Berlingske har bedt mig besvare. Det ærlige svar er, at det kan ingen vide. Svaret kender vi først, når vi har optalt stemmerne den 1. juni. For jeg går da ud fra, at der med 'vi' menes Danmark? Og hvis 'vi' stemmer nej til at opgive forsvarsforbeholdet 1. juni, så deltager Danmark aldrig i nogen EU-hær; og som sidegevinst slipper vi for at være med til at opbygge et nyt, bekosteligt militært bureaukrati nede i EU. Hvis der med 'vi' derimod menes EU, ja så er risikoen for en EU-hær langt større. Det er nemlig ikke viljen det skorter på hos EU-Kommissionen i Bruxelles, EU-Parlamentet i Strasbourg - og slet ikke i Paris. [...] Nej, det er ikke sikkert, at vi får en EU-hær. Men det vil med garanti blive forsøgt, ikke mindst af EU-ekstremisterne i Bruxelles og Strasbourg. Så hold øje med, hvordan Pernille Weiss og andre danske EU-politikere opfører sig og stemmer dernede; om de gør det på EUs eller på Danmarks vegne. Du kan give dem et godt råd 1. juni ved at stemme nej til at opgive Danmarks forsvarsforbehold."
I Groft Sagt i Berlingske mandag skriver kommentator Peter Nedergaard blandt andet: "FHs formand, Lizette Risgaard, er i et blogindlæg gået ind i kampen for at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Nogle af argumenterne er sådan set i orden, blandt andet, at USA trækker sig mere og mere fra Europa. Men der er også overdrivelser, som tidligere har drevet potentielle ja-sigere over i nej-lejren. Indlægget afsluttes således: 'Tiden er ikke til forbehold mod europæisk samarbejde om sikkerhed, fred og demokrati. Og tiden er slet ikke til en telefonsvarer, som på russisk siger: 'Vi overgiver os'.' Jamen. Dels indebærer et enkelt dansk nej ikke mindre demokrati i Europa. Dels er teleforsvarer-sammenligningen lige så misvisende, som når ja-siden udmalede økonomisk katastrofe uden en ØMU i 2000, og når ja-siden påstod, at Danmark blev et helle for europæiske kriminelle uden en ophævelse af retsforbeholdet."
I et læserbrev i Jyllands-Posten mandag skriver Willy Jacobsen, major, Frederikssund, blandt andet: "Der er krig i Europa, og Danmark er de facto i krig med Rusland, ikke mindst på forsyningsområdet fra Rusland til Europa. Finland og Sverige, to traditionelt neutrale lande, geografisk tætte på Rusland, vurderer i øjeblikket, om det ikke er på tide at melde sig ind i Nato. Det hele taler for sig selv, Europa er truet af Rusland som aldrig før. I det lys har den danske regering besluttet at sætte vores forsvarsforbehold til folkeafstemning. Det er på høje tid, ikke som en konkurrent til Nato, der er Europas garant for sikkerhed, forhåbentligt i al fremtid; der ser jeg slet ikke EU. [...] Og hvad bruger den nye formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, så tiden på? På at tordne mod folkeafstemningen uden så meget som at nævne krigen i Ukraine. Det er mig totalt uforståeligt, at en dansk partileder har et sådant had til EU, at det overskygger alt andet. EU er verdens mest velstående område med den mest veluddannede og velhavende befolkning. Hvad har Morten Messerschmidt tænkt sig skulle afløse det? Et område med frihandel og intet politisk samarbejde? Et område, hvor alle sikkerhedspolitiske og andre større problemer afgøres hen over hovedet på Europa af USA, Kina og Rusland? Jeg spørger bare, Morten."
I en analyse i Kristeligt Dagblad lørdag skriver Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group, blandt andet: "Nu har et solidt flertal i Folketinget indgået et nationalt kompromis, der både sikrer markant øgede bevillinger til forsvaret og en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. I resten af Europa vækker det ingen opmærksomhed. Det gør det kun, hvis vi igen stemmer nej. Så vil den nationale katastrofe være total og Danmark cementeret som den forkælede lillesøster/bror, der ikke behøver at tage denne verdens kalamiteter alvorligt. [...] De to vigtigste aktører for afstemningens udfald er ikke i Danmark og ikke i EU. Det er Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines, Volodymyr Zelenskyj. Og i påsken har Putins krig mod Ukraine ændret karakter på en måde, der kan ændre den danske folkestemning. Putin har - i al fald for nu - opgivet at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv, og sat alt ind på at indtage Donetsk og Luhansk, de østlige regioner i Ukraine. Rusland er jo - ifølge Putin - ikke i krig, men i gang med en militær specialoperation med klare mål, blandt andet at de-nazificere Ukraine."
På Altinget kan man tirsdag læse et debatindlæg af Mette Frederiksen, statsminister, MF, partiformand (S). Hun skriver blandt andet: "Vi står i en ny brydningstid for europæisk sikkerhedspolitik. Rundt om os opruster vores europæiske naboer. I Tyskland har kansler Scholz gjort op med 70 års sikkerhedspolitik. Andre lande har fulgt trop og styrket forsvaret markant. Herhjemme har regeringen og Venstre, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti indgået et nyt nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Vi er enige om et historisk løft af dansk forsvar. Enige om udfasning af russisk gas. Og vi er enige om, at Danmark skal deltage i det europæiske forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Det står klart for os alle, at Europas demokratier i fællesskab må tage større ansvar for egen sikkerhed. Det gælder også Danmark. Vi er – og skal være – et land, der tager ansvar. Også når det er svært. Og folkeafstemningen om deltagelse i det europæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde handler om netop det: Danmark hører hjemme i et stærkt Vesten og et sikkert Europa. Og vi skal tage ansvaret på os og løfte vores del af opgaven. Som medlem af Nato og EU er Danmark en del af verdens stærkeste værdifællesskab. Et fællesskab, der kun er blevet stærkere efter Ruslands invasion. [...] Nato er og bliver hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik. Det vil en afskaffelse af forsvarsforbeholdet ikke rykke en tomme ved. Tværtimod. Styrker vi EU, styrker vi også Nato og det transatlantiske samarbejde. For heller ikke USA lægger skjul på, at Europa skal tage et større ansvar for egen sikkerhed. I dag står Danmark alene med forsvarsforbeholdet. Det betyder, at vi ikke engang har muligheden for at tage ansvar og bidrage på forsvarsområdet, selvom vi måtte ønske det. Den mulighed og det ansvar løfter alle andre medlemslande – inklusiv vores nordiske naboer. Det skal Danmark også have. Så vi er i stand til at bidrage der, hvor det giver mening for os."
Altinget mandag bringer et debatindlæg af Mai Villadsen, politisk ordfører, MF (EL). Hun skriver blandt andet: "Freden er brudt. Der er krig i Europa. Rusland står bag en brutal og uacceptabel invasion og alvorlige krigsforbrydelser i Ukraine. Vi skal som land og som internationalt samfund forholde os aktivt til en helt ny sikkerhedssituation på vores eget kontinent. Men vi må ikke forfalde til endeløs militarisering hjemme og i EU på bekostning af vores demokrati, diplomati og den langsigtede stabilitet. Forsvarsforbeholdet har ikke betydning for Danmarks territoriale sikkerhed. Det har DIIS konkluderet. Forbeholdet har heller ikke noget at gøre med Ruslands brutale invasion af Ukraine. Putin er ikke bange for, at vi afskaffer det danske forsvarsforbehold. Han er bange for at vi gør os uafhængige af russisk olie, gas, kul og biomasse. Han er bange for konsekvenser og hårde sanktioner. Derfor burde vi bruge vores kræfter på at presse ham i stedet for på en debat om forsvarsforbeholdet, som intet direkte har med den russiske invasion at gøre. [...] Den militære dimension i EU er i disse år under hastig opbygning, og vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor det ender. Afskaffer vi forbeholdet svarer det lidt til en situation, hvor man melder sig ind i en forening, hvor hverken formål eller vedtægter er på plads."
Altinget, fre., man., tir; Ekstra Bladet, fre., s. 28, søn., s. 10; Politiken, tors., s. 6; Jyllands-Posten, søn., s. 39, man., s. 21; Berlingske, lør., s. 7, man., s. 20; Kristeligt Dagblad, lør., s. 3 (19.04.2022)
Prioriterede historier
Marine Le Pen kan blive Frankrigs næste præsident - besparelser på immigration skal finansiere velfærd
Afslutningen på det franske præsidentvalg nærmer sig, og den franske præsidentkandidat Marine Le Pen kaster nu alt ind for at vinde valget. Det skriver Politiken søndag. Marine Le Pen kæmper for at adgang til beskæftigelse, bolig og social bistand skal være forbeholdt franske statsborgere. Den franske højrefløjspolitiker vil også afskaffe retten til at erhverve fransk statsborgerskab ved det fyldte 18 år for personer født af udenlandske personer på fransk territorium. Derudover taler Marine Le Pen for at afskaffe opholdstilladelsen for udlændinge, som ikke har arbejdet de seneste 12 måneder. Hun ønsker også at indføre en "systematisk" udvisning af illegale - og kriminelle indvandrere. Marine Le Pen har tidligere tordnet mod EU og fransk deltagelse i den europæiske union. Nu ønsker hun ikke længere at forlade EU, men ønsker genforhandlinger af sekundær EU-lovgivning og måske endda af traktaterne. Store dele af Marine Le Pens valgprogram er i strid med EU's principper om fri bevægelighed. Det gælder for eksempel, når hun vil begrænse EU-borgeres adgang til sociale rettigheder, indføre stikprøvekontrol ved grænser og reducere det franske årlige bidrag til EU-budgettet med fem milliarder Euro. I sit partiprogram taler Marie Le Pen om gradvist at erstatte EU med en "europæisk alliance af nationer", der skal hindre, at EU bliver til en "ideologisk ladet føderalistisk superstat." Vinder Marine Le Pen det franske præsidentvalg, så vil hun arbejde på at skabe tættere bånd mellem NATO og Rusland. Det skal gøres, når krigen mellem Ukraine og Rusland er slut. Det skriver Politiken torsdag. Le Pen siger endvidere, at hun er i tvivl om, hvorvidt levering af våben til Ukraine er det rigtige at gøre. EU-udenrigschef Joseph Borrell meddelte onsdag i sidste uge, at EU vil sende militærhjælp for yderligere en halv milliard euro til Ukraine.
Marine Le Pens varme forhold til Rusland kan skade hende i valgkampen. Det skriver Jyllands-Posten torsdag. Marine Le Pen har fordømt den russiske invasion af Ukraine men på et pressemøde i Paris i sidste uge, undgik hun at kritisere Rusland og dets præsident, Vladimir Putin. Marine Le Pens modstander under præsidentvalget, den siddende præsident, Emmanuel Macron, kalder det franske valg for en folkeafstemning om EU. Han frygter, at en sejr til Marine Le Pen vil resultere i en opløsning af EU, som vi kender det. På pressemødet afviste Marine Le Pen hans frygt og udtalte: "Det er ikke vores projekt at forlade EU, men vi vil reformere EU inde fra og forvandle det til en europæisk alliance af suveræne nationer."
Venstrefløjens vælgere skal hjælpe Emmanuel Macron til sejr i det franske præsidentvalg, og derfor låner den siddende franske præsident fra venstrefløjens og de grønnes retorik. Det skriver Politiken mandag. Hans konkurrent Marine Le Pen kræver alle vindmøller fjernet og vil standse grønne havprojekter. Som en del af sin valgretorik karakteriserer Emmanuel Macron derfor også konsekvent Marine Le Pen som en "klimafjende." Politiken skriver videre, at Marine Le Pen for tiden er under angreb for hendes EU-politik og tætte forbindelser til ultranationalistiske politiske ledere i Ungarn og Polen.
Information skriver tirsdag, at Emmanuel Macrons forsøg på at hente stemmer hos venstrefløjen via grøn valgretorik kan give bagslag. Hans grønne politik under hans siddende periode som præsident har nemlig været vaklende. Blandet andet er Frankrig er som det eneste EU-land bagud med udbygningen af vedvarende energi. I den anden lejr rammes Marine Le Pen af en ny rapport fra OLAF, hvori det fremgår, at den franske højrefløjspolitiker i perioden 2004-2017 har misbrugt EU-midler for 140.000 Euro, som nu skal betales tilbage. I forvejen plages Marine Le Pen af eksisterende sager, hvor hun og hendes parti er dømt for misbrug af EU midler.
I en klumme i Jyllands-Posten søndag, skriver Ulla Terkelsen, TV 2-korrespondent, blandt andet: "I Paris ser trotskister, kommunister, feminister, økologer og LGBT-aktivister ud som elegante fotomodeller i dyre alternative modemagasiner. Den franske venstrefløj har aldrig bredt sit oprør ud til også at ville omstyrte god smag og dristig æstetik. Den 70-årige trotskist, Jean-Luc blandt venner, fik i søndags næsten lige så mange stemmer som Marine Le Pen fra National Samling, men Jean-Luc røg ud af løbet. Det blev præsident Macron og Marie Le Pen i slutrunden. Så nogle af de smarte bobo'er ved valgfesten i søndags vil nok holde sig for næsen og stemme på Macron i sidste, afgørende runde. Eller de vil helt undlade at stemme den 24. april. Mange på den franske venstrefløj hader Emmanuel ligeså meget, som de hader Marine. Men Mélenchons usmarte, fattige venstrefløjsvælgere ude på landet og i de små byer, de stemmer nok snarere på Marine i anden runde end på præsidenten. Marines synspunkter falder tit sammen med venstrefløjens. Hun vil ligesom venstrefløjen have langt mindre EU og Nato end nu, mere protektionisme og flere nationaliseringer. En stærk stat, der styrer økonomien og derved værner om fattige franskmænd. Begge fløje vil have pensionsalderen ned til 60 fra det nuværende 62, mens Macron vil have den op til 65. Marine og venstrefløjen er fælles om ikke at kunne lide USA. Naturligvis er venstrefløjen ikke indvandrerkritisk på samme måde som Marine Le Pen. Der er forskel. Men indvandring er rykket nedad på vælgernes hitliste. Det er privatøkonomien, der tæller. Så man kan godt foretage en politisk spagat ved at stemme på venstrefløjen i første runde. Og så stemme på Marine i anden, uden at bukserne revner."
I en signatur i Politiken tirsdag skriver avisens EU-korrespondent Michael Seidelin blandt andet: "Det franske præsidentvalg er ikke alene et valg mellem to personer og to vidt forskellige samfundsmodeller. Det er også en form for moderne klassekamp: Det er de fattige over for de velstillede.. [...] Hver dag lukker flere landbrug. De store supermarkedskæder, ejet af multinationale kapitalfonde, presser priserne på landmændenes varer i en sådan grad, at flertallet af de franske landmænd udelukkende overlever takket være EU-tilskud. [...] Udviklingen har været længe undervejs. Det nye er, at den nu på det politiske plan giver sig udtryk i dannelsen af to blokke i fransk politik: præsident Macrons centrum-højre, pro-europæiske, liberalistiske og kapitalvenlige gruppe. De gamle magtpartier, socialdemokrater og konservative, er væltet omkuld af Macrons liberalistiske bølge og af en oprørsk blok bestående af røde og Marine Le Pens populister. Denne blok består af venstrefløjsbevægelsen 'Det Ukuelige Frankrig' og Marine Le Pens tilhængere, som begge kræver gennemgribende reformer af EU og Nato - som de reelt er imod. [...] Vi taler om et solidt flertal af vælgerne, selvom den politisk langtfra er homogen, men som afviser en bestemt version af det europæiske samarbejde og af et økonomisk system, der fortsat producerer ulighed."
I et debatindlæg i Berlingske tirsdag skriver Mogens Lykketoft, forhenværende minister og formand for Socialdemokratiet, blandt andet: "Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident i næste uge. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold. Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer. [...] Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.”
I en klumme i Politiken søndag skriver Bjørn Bredal, journalist, forstander og Frankrigskender, blandt andet: "Hvis Marine Le Pen vinder på søndag, er Frankrig på vej mod Frexit og EU mod opløsning. [...] Frankrig, og dermed Europa, er ude i en kulturkamp af dimensioner, som de færreste af os måske har gjort os klart. Hvis Marine Le Pen vinder valget på søndag, får Frankrig sin egen Putin. [...] Nu bliver det Frankrig for franskmænd, og det bliver en del af pakken, at Frankrig vil trække sig fra store dele af det europæiske samarbejde, såvel juridisk som økonomisk. [...] Emmanuel Macron er som bekendt den siddende præsident, og det gør alting anderledes end for fem år siden. Det er et optisk bedrag, hvis man tror, at Le Pen 2022 er den samme som Le Pen 2017, at Macron 2022 er lig med Macron 2017, og at hele opgøret mellem de to er en gentagelse af, hvad der skete for fem år siden. [...] Der var nogle få dage før første valgrunde, hvor Frankrigs præsident høstede hæder for at være ... præsident. Som dette halvårs EU-formand og som den, der allerede i den berømte Sorbonne-tale, i 2017, slog til lyd for europæisk sikkerhedssamarbejde og større uafhængighed USA, havde han en særlig flyvehøjde. Hans møder med Putin var en præsident og en statsmand værdige, og i den franske opinion var der en vis forståelse for, at når krigen og atomtruslen faktisk er så tæt på, har den siddende præsident ikke helt så meget tid som de øvrige kandidater til at føre valgkamp. Men forståelsen varede kun de få dage. Macrons meningsmålinger faldt hurtigt 6-7 procentpoint tilbage, og han måtte i en vis fart ned fra Olympen for at føre dagligdags valgkamp. [...] Fransk kultur er en konfliktkultur, ikke en konsensuskultur som den danske. [...] Splittelsen går mellem dem, der oplever sig som globaliseringens vindere, og dem, der oplever sig som dens tabere. De sidste har Putin som bannerfører og Marine Le Pen som fransk præsidentkandidat."
I et debatindlæg i Jyllands-Posten fredag skriver Gunnar Olesen, cand. scient. pol, tidligere bosat i Frankrig, blandt andet: "Dansk mediedækning af det franske valg er misvisende, når den taler om ”yderste” højre- og venstrefløj mod Macron og om en styrket højrefløj. Macrons Fremad er et liberalt parti, der sætter globalisering og EU højt samt kæmper mod fagforeninger og pensioner. Efter at have næsten udraderet gamle konservative partier udgør det i praksis højrefløjen. [...] Macron vil slå på at være en international moderne leder, der ikke hænger fast i fortiden, på de fordele, EU giver Frankrig, på at hans økonomiske politik har skabt vækst og flere job, appellere til venstrefløjen med nødvendig klimaindsats, på at også han har været fast over ”islamistisk separatisme” samt anklage Le Pen for racisme og tidligere venskab med Putin. Le Pen vil appellere til de mange, som ikke oplever andel i fremgangen, men ser pensioner truet i takt med både købekraft og de nationale værdier og traditioner, man førhen kunne samles om; problematisere liberalismens EU og globalisering samt indvandringsproblemer. Desuden har hun rakt ud til de afgørende venstrefløjsvælgere med forslag om en form for national samlingsregering."
Politiken, søn., s. 3, 12, tor., s. 2, s. 8; Jyllands-Posten, tor., s. 24, fre., s. 28; Information, tir., s. 1-4 (19.04.2022)
Tesfaye roser britisk Rwandaplan: Et godt skridt på vejen
Flere af påskens aviser skriver, at Storbritannien, ligesom Danmark, nu vil sende asylansøgere til Rwanda. Danmarks udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) roser, ifølge lørdagens Kristeligt Dagblad, Storbritanniens plan om et samarbejde om flygtninge med Rwanda. Planen minder meget om den, som også Danmark har i støbeskeen. "Jeg kender ikke detaljerne i de to landes aftale, men baseret på den offentlige udmelding, forekommer det, at være et godt skridt på vejen. Jeg håber, at flere europæiske lande i den nærmeste fremtid vil tilslutte sig visionen om, at migration i højere grad skal håndteres gennem forpligtende partnerskaber med lande uden for Europa," siger Tesfaye. I Storbritannien skal det blandt andet være muligt at sende alle, der ulovligt kommer til Storbritannien, til Rwanda, hvis det står til Boris Johnson.Jyllands-Posten skriver fredag, at flere partier i næste uge skal mødes med Mattias Tesfaye for at drøfte Danmark og Rwandas 'fælles vision' for asylområdet. De danske myndigheder har aldrig selv bekræftet, at man har forhandlet med Rwanda om asyllejre. I stedet har regeringen holdt kortene særdeles tæt til kroppen og nægtet at sige, hvilket land man håber på at sende flygtninge til. Mattias Tesfaye bekræfter nu dialogen med Rwanda i et skriftligt svar til Jyllands-Posten: "Jeg har i dag indkaldt ordførere fra Folketinget til et møde omkring Danmarks og Rwandas fælles vision for en omfattende reform af flygtninge- og asylsystemet. Vores dialog med Rwandas regering omfatter en mekanisme for overførsel af asylansøgere og skal sikre en mere værdig tilgang end det kriminelle netværk af menneskesmuglere, der i dag præger migrationen over Middelhavet," lyder det fra ministeren onsdag. Idéen om asyllejre i Rwanda er det mest vidtgående og kontroversielle forslag i dansk udlændingepolitik i årtier. Det har potentiale til at ændre dansk asylpolitik for altid - og er blevet både rost for at være visionært og skoset for at være umenneskeligt. Torsdag sagde Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, i en tale, at Storbritannien netop har lavet den aftale med Rwanda, som Danmark længe har håbet på. Johnson har således præsenteret en plan for at åbne et modtagecenter for asylsøgere i Rwanda. Storbritanniens plan er, at flygtninge, der krydser Den Engelske Kanal fra Frankrig til England, skal flyves til Rwanda, hvor de kan få behandlet deres asylansøgninger.
B.T. bringer lørdag en kommentar af international korrespondent Jakob Illeborg. Han skriver blandt andet: "Den britiske premierminister, Boris Johnson, er på vej med en lov, der skal sende asylansøgere 6.000 kilometer til Rwanda for at få deres sag behandlet. [...] Hvis man synes, det lyder bekendt, så er den god nok. Boris Johnsons lovforslag synes nærmest bogstav for bogstav at være kopieret fra de tanker, som Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, har barslet med i årevis. [...] Mattias Tesfaye og Boris Johnson har ret i, at det nuværende asylsystem er både dyrt og dårligt. Der er alt andet end solidaritet i EU omkring, hvem der skal løfte byrden af asylansøgerne, og dette medfører en uværdig og umenneskelig form for sorteper, hvor de ulykkelige mennesker skubbes rundt mellem forskellige europæiske stater. Ingen vil have dem og prøver at gelejde dem videre, fordi de, så snart de registreres i et EU-land, også skal have deres asylsag behandlet der. [...] Tanken er, at kan man stoppe menneskestrømmen mod Europa, fordi rejsen ikke længere kan betale sig, vil det frigive ressourcer til at løse asylansøgernes problemer der, hvor de kommer fra - og samtidig lette migrationspresset på Europa. Politiske modstandere, ngo'er og menneskerettighedsforkæmpere kalder det både naivt og uforsvarligt. Men det er værd at beskæftige sig med, for det er den vej, vinden blæser i øjeblikket - ikke bare i Storbritannien og i Danmark, men flere steder i Europa."
Information bringer lørdag en analyse skrevet af Lars Trier Mogensen, debattør og forfatter. Her kan man blandt andet læse: "Timingen er påfaldende her midt i valgkampen frem mod EU-folkeafstemningen: Mens Socialdemokratiet officielt forsøger at overbevise vælgerne om at afskaffe forsvarsforbeholdet, ønsker S-regeringen samtidig at gå solo på retsområdet ved indgå en asylansøgeraftale - helt uden om EU-landene - med det østafrikanske land Rwanda. Til stor overraskelse for en række partier indkaldte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lige inden påskeferien ordførerne til et møde, hvor S-regeringen informerede Folketinget om de igangværende forhandlinger om at oprette et flygtningecenter i Rwanda: 'Vores dialog med Rwandas regering omfatter en mekanisme for overførsel af asylansøgere og skal sikre en mere værdig tilgang end det kriminelle netværk af menneskesmuglere, der i dag præger migrationen over Middelhavet,' udtalte Mattias Tesfaye i en skriftlig kommentar til flere medier. [...] Reelt skyldes timingen af mødet med Folketingets partier, at Storbritannien er rykket først. Da premierminister Boris Johnson torsdag præsenterede den nye asylaftale med Rwanda, betonede han, at udsendelserne er blevet gjort mulig af 'Brexit-friheder', altså at Storbritannien endelig har fået mulighed for at bryde med EU-landenes regler og nu kan gå enegang på den storpolitiske scene. [...] Den danske regering skal imidlertid ikke forvente, at andre EU-lande pludselig vil ændre kurs og trække med ud på det brexitagtige spor, som Mattias Tesfaye nu opfordrer til. Realpolitisk står Danmark snarere isoleret helt ude på sidelinjen sammen med Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnson jo altså også netop fremhæver udmeldelsen af EU som selve forudsætningen for at kunne føre en helt ny asylpolitik på kanten af humanitære konventioner."
Rasmus Stoklund (S), udlændinge- og integrationsordfører, skriver i et debatindlæg på Altinget torsdag blandt andet: "Den 1. april havde den radikale folketingskandidat Christian Friis Bach et indlæg i Altinget, hvor han opfordrede Socialdemokratiet til at rive vores udlændingeudspil over set i lyset af den aktuelle flygtningekrise. Opfordringen fra Christian Friis Bach tager sit udgangspunkt i vores forslag om at flytte asylsagsbehandlingen til et partnerland uden for Europa. For hvad havde vi stillet op med de ukrainske flygtninge, hvis vi på nuværende tidspunkt var nået i mål med forslaget? Havde vi sendt det ene rutefly efter det andet fyldt med sagesløse ukrainske flygtninge til et modtagecenter beliggende i et land uden for Europa? Nej, naturligvis ikke. Vores forslag går ud på at bremse asyltilstrømningen til Danmark fra lande uden for Europa, så vi dels kan sikre kontrol med antallet, der kommer hertil, og dels sætte en stopper for den livsfarlige trafik over Middelhavet og langs migrationsruterne. Forslaget er ikke møntet på en situation med flygtningestrømme internt i Europa. Flygtninge fra Ukraine eller fra andre europæiske lande vil altså ikke være en del af en overførselsmekanisme. [...] Den aktuelle flygtningekrise understreger behovet for et nyt asylsystem. Vi har været nødt til at vedtage en særlov for de ukrainske flygtninge, fordi de europæiske asylsystemer ville bryde sammen, hvis hver enkelt ukrainer skulle have behandlet sin ansøgning om asyl individuelt – på lige fod med asylansøgere fra Iran, Marokko og Syrien. Derudover er Ukraine en del af Europa og ukrainere er europæere. Der er med andre ord tale om flygtninge fra vores nærområde, og dem har vi en helt særlig forpligtelse over for, da vi som hovedregel mener, at flygtninge skal hjælpes i deres nærområde."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 3; Jyllands-Posten, fredag, s. 8; B.T., lørdag, s. 20; Information, lørdag, s. 4; Altinget, torsdag (19.04.2022)
Arbejdsmarkedspolitik
Nye regler om ligeløn rammer forbi skiven
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør, Ledernes Hovedorganisation, og Nicole Offendal, adm. direktør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), blandt andet: "Et nyt EU-direktiv, der skal fremme ligeløn i medlemslandene, er på trapperne. Ved første øjekast ligner det et progressivt og nødvendigt direktiv. I samtlige 27 EU-lande tjener mænd nemlig mere end kvinder. Gennemsnitligt 13 pct., viser tal fra Eurostat. Der kan derfor ikke være to meninger om, at situationen kalder på handling. [...] Alligevel formår EU-systemet at skyde helt forbi skiven med sit direktiv om løngennemsigtighed. Eksempelvis indeholder direktivet ikke tiltag til at bløde kønsopdelingen på arbejdsmarkedet op, selv om netop opdelingen i kvindefag og mandefag er en stærk medvirkende årsag til lønforskelle. I stedet trækker direktivet i en helt anden retning ved at opstille såkaldte objektive kriterier for aflønning af medarbejdere. [... ] Gennemføres direktivet med sine såkaldte objektive lønkriterier, betyder det reelt en indskrænkning af ledernes muligheder for at belønne medarbejdere, der præsterer ekstra godt. Det er uholdbart."
Jyllands-Posten, søndag, s. 42 (19.04.2022)
Beskæftigelse, vækst og investeringer
SF: Vi vil arbejde for en gradvis stigning af udviklingsbistanden
Altinget bringer tirsdag et debatindlæg af Rasmus Nordqvist, MF (SF), (tidl. løsgænger, tidl. Alternativet). Han skriver blandt andet: "Vi lever i en tid, hvor der er kamp om opmærksomheden. Midt i en krigstid på europæisk jord er der globale kriser, der glider ud af vores synsfelt. En af dem er de alvorlige økonomiske og politiske konsekvenser af covid-19 i Afrika. [...] Vi skal holde fokus på udfordringerne i Afrika – både de akutte humanitære behov og de langsigtede strukturelle forandringer, der skal give Afrikas lande og befolkninger større modstandskraft over for globale chok. Moderne sikkerhed handler også om at sikre robuste samfund og demokratier, der kan modstå økonomiske chok, og som politisk er stabile. Vi ved, at demokratier skaber mindre konflikt – og på den lange bane forhåbentlig også mindre migration. [...] Vi skal slå hegnspæle om udviklingsbistanden, som er orienteret mod de allerfattigste lande og det langsigtede mål om at reducere global fattigdom. Udviklingsbistanden må ikke blive en krigskasse. Jeg mener derfor, at Folketingets partier skal overveje en ekstra humanitær bevilling til Ukraine uden for rammen af udviklingsbistanden. SF vil desuden arbejde for en gradvis stigning i udviklingsbistanden, og vi vil gerne drøfte en yderligere coronahjælpepakke til afrikanske lande, eksempelvis gennem de store multilaterale organisationer. Vi vil vedvarende presse regeringen til at lægge pres på øvrige EU-lande om at opfylde deres forpligtelse på at yde 0,7 procent af BNP i udviklingsbistand."
Altinget, tirsdag (19.04.2022)
Det digitale indre marked
De danske medier skal vise vejen for demokratiet med mere åbenhed og tilgængelighed
I en kronik i Berlingske mandag skriver Tine Johansen, formand i Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation, blandt andet: "Troværdige og uafhængige medier er en helt nødvendig forudsætning for et demokrati. Uden god journalistik og information kan vi ikke agere som borgere. Det har krigen i Ukraine sat en tyk streg under. [...] Når EU støttet af Danmark og resten af medlemslandene vil lukke for adgangen til russiske propagandamedier, så er det måske forståeligt, men det er alligevel den helt forkerte vej at gå. For der er så utrolig meget manipulation og løgn i omløb, at det vil være umuligt at stoppe det alt sammen. Og samtidig lugter det fælt af den censur, som er i modstrid med demokratiet. Nej, vi skal i stedet møde propaganda, fake news og løgne med en stærk evne til at kunne skelne mellem skidt og kanel. Media-literacy kalder man denne evne, og DR har eksempelvis gjort en stor indsats med ”I Sandhedens Tjeneste” for at uddanne unge til at blive kritiske mediebrugere. Vi har brug for meget mere af den slags. Alle danske medier har en opgave i forhold til at oplyse brugerne om, hvordan de arbejder med vinkling, kildekritik og alt det andet, så det bliver tydeligt, hvordan journalistik og uafhængige redaktionelle medier adskiller sig fra holdningsbåret information."
Berlingske, mandag, s. 18 (19.04.2022)
Russerne kigger os over skulderen: Stop Putins adgang til europæiske smartphones
Berlingske bringer mandag en kommentar af Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet (S), som blandt andet skriver: "Vi har længe vidst, at techgiganter som Facebook og Google kigger os over skulderen, når vi bruger vores smartphones. De bruger vores personlige data i deres pengemaskine og sælger dem videre til højestbydende. Vi vidste bare ikke, at russiske techgiganter gjorde det samme. Og at vi potentielt har givet dem lov i ”terms and conditions”. For nylig kunne vi læse i Financial Times, at den russiske tech-gigant Yandex - Ruslands svar på Google - indsamler data fra millioner af europæiske smartphones gennem tusindvis af apps, som vi har installeret på vores telefoner. Det kan de gøre, fordi Yandex står bag udviklingen af byggesten og værktøjer, som bruges i mange apps, herunder blandt andet børnespil, beskedapps og værktøjer til placeringsdeling. Og det er denne fidus, som giver dem adgang til at kunne høste vores data og bagefter sende dem direkte til russiske servere, som Putin kan kræve at få adgang til. Og de kan gøre det, fordi ”appen har modtaget brugernes samtykke”. [...] Sagen om Yandex er endnu et eksempel på, at der brug for mere end nogensinde at få adgang til maskinrummet hos techgiganterne. I EU-lovpakken Digital Services Act, som regulerer techgiganterne på europæisk niveau, når vi langt i forhold til at stramme reglerne for samtykke og øge gennemsigtigheden i vores online liv. Det er dog værd også at overveje i en tid, hvor vi sanktionerer Rusland både økonomisk og politisk, om ikke også, vi skulle gå videre fra politisk side og kigge på det digitale område. Her bør vi kigge på, hvordan vi kan oprette en dataembargo i Europa, som stopper dataflowet til Rusland med det klare formål at beskytte vores digitale aftryk og stoppe techgiganternes mulighed for at udlevere europæisk data til udefrakommende magter. Det er nødvendigt at trække en grænse, øge gennemsigtigheden og kræve vores ret til selv at bestemme over vores data i Europa. Især i en tid, hvor Putin ikke skyr nogen midler for at vinde krigen i Ukraine."
Berlingske, mandag, s. 19 (19.04.2022)
Finansielle anliggender
ECB holder fast i den rekordlave rente
Jyllands-Posten skriver lørdag, at den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder den lave rente på minus 0,5 procent. Det sker, selvom centralbankerne verden over er begyndt at hæve renterne. Bankens styrelsesråd har i påsken atter besluttet at fastholde den ledende rente på minus 0,5 procent, et rekordlavt niveau, som banken har kørt med siden efteråret 2019. Man skal ikke forvente, at ECB hæver renterne, før den har udfaset opkøbsprogrammet APP (asset purchase programme). Det vil ske i løbet af april, maj og juni med henholdsvis 40 milliarder euro, 30 milliarder euro og 20 milliarder euro, skriver ECB, ligesom den skrev for seks uger siden efter seneste rentemøde. Dansk Industri kalder ECB's pengepolitik fodslæbende i lyset af den høje inflation: "Inflationen er tordnet i vejret, og det bør under normale forhold føre til en markant opstramning af pengepolitikken. ECB vurderer, at den høje inflation især er drevet af et midlertidigt chok til energipriserne. Kerneinflationen ligger dog aktuelt også markant over ECB's målsætning om en inflation på 2 procent på mellemlangt sigt," siger cheføkonom Allan Sørensen.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 4 (19.04.2022)
Frankrig døjer med økonomisk hovedpine
I en kommentar i Jyllands-Posten torsdag skriver Peter Lundgreen, Lundgreens’ Capital, blandt andet: "Frankrig er naturligvis særligt interessant at beskæftige sig med i disse uger grundet det igangværende præsidentvalg. Før første valgrunde viste forskellige målinger, at den nuværende præsident, Emmanuel Macron, og hovedudfordreren, Marine Le Pen, ville ligge meget tæt i den afgørende anden runde søndag den 24. april. [...] Nu skal bedømmelsen af Frankrigs økonomiske fremtid ikke baseres på statsgældens størrelse alene, men jeg ser også med bekymring på gældsandelen hos virksomhederne. Den Europæiske Centralbanks særdeles aggressive pengepolitik har sat flere naturlige økonomiske kræfter ud af spil i en årrække. F.eks. er likviditetsfælden ikke et begreb mere, men den risiko er dermed ikke forsvundet. Altså at gælden kan blive så stor for en virksomhed eller et land, at det positive cashflow fra kerneforretningen ikke længere rækker til rentebetalingerne på gælden. [... ] Efter min vurdering præsenterer ingen af de to kandidater en økonomisk plan for Frankrig, der giver tiltro til, at landet vil begynde at bevæge sig fremad igen. Tværtimod vil gælden belaste. Jeg forventer, at et genvalg af præsident Macron vil blive betragtet som et nonevent af finansmarkederne. Bliver Marine Le Pen valgt, vil Frankrigs statsgæld udløse nervøsitet blandt internationale investorer, fordi Le Pen vil gøre Frankrig mere uafhængigt af EU, og det har landet ikke råd til."
Jyllands-Posten, torsdag, s. 15 (19.04.2022)
Inflation, pandemi og krig får brugen af kryptovalutaer til at stige markant
Ifølge Jyllands-Posten mandag står kryptovalutaer midt i et større comeback. "Forbrugere og virksomheder ønsker i stigende grad at lave deres forretninger i kryptovaluta. I takt med at det bliver nemmere og billigere at lave transaktioner, og de lovgivningsmæssige rammer falder på plads, kan kryptovaluta blive til rigtig valuta," fortæller Sheena Shah, strateg hos den amerikanske storbank Morgan Stanley. I løbet af de seneste måneder har både den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken meddelt, at de skruer op for tempoet i deres egne tiltag inden for digitale valutaer.
Jyllands-Posten, mandag, s. 6-7 (19.04.2022)
Inflationen udfordrer ikke bare danskernes privatøkonomi - nu rammes økonomien også
Jyllands-Posten torsdag skriver, at problemerne tårner sig op for Den Europæiske Centralbank (ECB). Inflationen er oppe i 7,5 procent og er nu ledsaget af et råvareprischok. Mange økonomer og analytikere antager, at Styrelsesrådet for ECB på sit møde skærtorsdag ikke vil foretage pengepolitiske ændringer. "Hidtil har ECB stået fast på forventningerne om, at inflationen vil begynde at aftage senere på året for i løbet af næste år at nå ned omkring de ønskede 2 procent. Derfor er der ikke behov for de pengepolitiske stramninger, som de finansielle markeder allerede er ved at bygge ind i prissætningen," siger Carsten Brzeski, global cheføkonom i ING. Citigroup forventer en accelereret normalisering af pengepolitikken i de kommende måneder og vurderer, at det er usandsynligt at der vil ske pengepolitiske ændringer på førstkommende møde. "Den kraftige opbremsning i den økonomiske vækst skaber kommunikationsmæssige udfordringer for ECB, da Styrelsesrådet fortsat synes mere sensibelt over for inflationsforventninger end vækstforventninger, hvilket argumenterer for en hurtigere pengepolitisk normalisering end hidtil antaget," lyder det fra Citigroup.
Altinget bringer en kommentar af Søren Hove Ravn, lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: "Det er efterhånden gået op for de fleste. Efter nogle måneders tilløb er det hen over vinteren og foråret blevet tydeligt, at inflationen er vendt tilbage i dansk økonomi. [...] En analyse fra Nationalbanken viser, at en stor del af inflationen i Europa kan tilskrives de højere energipriser. Det er isoleret set godt nyt, idet mange forventer, at energipriserne i løbet af nogle måneder vil stabilisere sig. I USA afspejler inflationen derimod en høj vækstrate i lønningerne, hvilket indikerer, at inflationen er mere bredt funderet i økonomien og dermed kan være sværere at nedbringe. Denne forskel må dog ikke blive en sovepude: Det aktuelle inflationsopsving i USA er nogle måneder foran det europæiske, og sidste år diskuterede man også i USA, om ikke inflationen var forbigående. Men jo længere inflationen forbliver høj, jo større er netop risikoen for, at den også sætter sig i lønningerne og dermed risikerer at blive selvforstærkende. Der er derfor en meget reel risiko for, at euroområdet om nogle måneder vil stå i præcis samme situation, som USA står i nu. Centralbankerne på begge sider af Atlanten har indtil nu haft et lønligt håb om, at inflationen ville gå væk af sig selv. Men der er ikke længere nogen vej udenom: I marts satte den amerikanske centralbank, Federal Reserve, renten op for første gang siden coronapandemien og varslede samtidig, at flere rentestigninger er på vej. der er en forventning om, at renten i USA i løbet af 2022 kan stige fra nul ved årets begyndelse til omkring to procent ved årets udgang. Den Europæiske Centralbank (ECB) har indtil videre begrænset sig til at annoncere en udfasning af sit opkøbsprogram af værdipapirer. ifølge ECB ligger rentestigninger stadig lidt ude i fremtiden. det risikerer at blive for lidt og for sent, hvis man skal undgå, at inflationen bider sig fast. [...] forhåbentligt følger ECB hurtigst muligt det amerikanske eksempel og begynder at sætte renten op."
I en kommentar i Jyllands-Posten mandag skriver Palle Sørensen, cheføkonom, Nykredit, blandt andet: "Selv om krigen i Ukraine naturligvis først og fremmest er en katastrofe for den ukrainske befolkning, så kaster den nu også mørke skygger over dansk økonomi. Det handler ikke så meget om manglende eksportindtægter fra Rusland og Ukraine eller det faktum, at enkelte selskaber må afskrive deres fabrikker i Rusland. Det rammer enkelte virksomheder hårdt, men er ikke afgørende for den økonomiske udvikling under vores hjemlige himmelstrøg. Til gengæld giver den skyhøje inflation anderledes panderynker. [...] For helt naturligt skaber inflationen et pres for højere lønninger i hele EU, og lykkes det i den kommende tid fagforeningerne at forhandle sig til markant større lønstigninger, så er den høje inflation ikke længere midlertidig. Dermed kan der opstå en ny udfordring: højere renter. Faktisk bliver det uden for Danmarks grænser, at vi skal holde skarpest øje med udviklingen. I efteråret skal der forhandles store overenskomster i Tyskland - og ender det med høje lønstigningstakter, kan det sprede sig til resten af EU. Og så kan ECB ende med at svare igen med højere renter. Ikke just et ønskescenarie lige i øjeblikket. Samtidig har de gruopvækkende billeder, der i øjeblikket kommer fra Ukraine, fået særligt EU-Kommissionen til at stramme retorikken. F.eks. luftes der tanker om at indføre sanktioner på russisk olie og gas. Særligt en embargo på russisk naturgas ventes at kunne få inflationen til at brage yderligere i vejret og samtidig have alvorlige konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Danmark og resten af EU. Og som om det ikke var nok, kan stigende fødevare- og benzinpriser også skabe politisk uro."
Jyllands-Posten, mandag, s. 14, torsdag, s. 12-13; Altinget, mandag (19.04.2022)
Recessionen venter senest i 2023
Jyllands-Posten bringer lørdag en kommentar af journalist og kommentator Jan Lund. Han skriver blandt andet: "I nyere tid har den internationale finansverden ikke været så uenig om et fremtidsscenarie som nu. Hvad der i sig selv er det største faresignal. Der er som regel en vis konsensus i de kredse. Afvigelserne handler som regel om, hvorvidt renten skal op med et kvart eller et halvt point, eller om et bruttonationalprodukt stiger med 1 procent mere eller mindre. Men krisen i Ukraine med alle dens følgevirkninger har elimineret alle pejlemærker. Er Rusland gået konkurs eller ej? Er Ukraine på vej mod bankerot? Falder væksten i Ukraine med 20 procent i år som forudset af European Bank for Reconstruction and Development (EBRD) eller med 45 procent som spået af Verdensbanken? Rammer sanktionspolitikken USA og EU som en boomerang i stedet for at skade Rusland, som brexit-politikeren Nigel Farage vurderer? Og hvordan vil befolkningen i Vesten reagere, når regningen for sanktionerne og støtten til Ukraine siver fra luftige politiske løfter om milliardbeløb fra de offentlige kasser ned til benzintanken, supermarkedet og elmåleren? [...] Verdensbanken vurderer, at Ukraines økonomi bogstavelig talt er blevet bombet sønder og sammen. Den var i forvejen i mere end almindelig skrøbelig forfatning. [...] Alle advarselslamper blinker, men ingen ved endnu, hvor faren ligger. Under alle omstændigheder kan en recession blive en selvopfyldende profeti: Den amerikanske tv-kanal CNBC gennemførte i marts en poll, der konkluderede, at ikke mindre end 81 procent af den voksne amerikanske befolkning anser en recession i 2022 for sandsynlig."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 2 (19.04.2022)
Renten faldt trods høje producentpriser i USA
I Børsen kan man tirsdag læse, at renten faldt drastisk, da der kom nyt om producentpriserne i marts. Der var tale om en større end ventet stigning i producentpriserne. Renten på den danske toårige statsobligation endte alligevel med at falde tre basispoint til 1,03 procent. Torsdag kommer Den Europæiske Centralbank, ECB, med rentemeddelelse. Her ventes det ifølge Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel, at ECB vil gentage, at de kommende måneders vækst- og inflationstal vil blive afgørende for centralbankens pengepolitik.
Børsen, tirsdag, s. 25 (19.04.2022)
Grundlæggende rettigheder
Nyt lavpunkt for Ungarn
I en kommentar i Politiken torsdag skriver Jacob Mollerup, som bl.a. har været DR's lytter- og seerredaktør samt chefredaktør på Information, blandt andet: "Det, der sker i de to lande på mediefronten, er så groft og så indgribende, at det råber på refleksion og reaktion. Den kan siges at være i god gænge, når det gælder vestlig kritik af de statsstyrede russiske medier og deres loyale gengivelse af Putin-styrets propaganda og strømmen af løgne og vildledninger. Sværere er det med lande som Ungarn. Det kan hænde, at metoderne i Viktor Orbans Ungarn er en smule mere sofistikerede. Men så meget mere effektive er de. Siden Orban i 2010 erobrede magten første gang, er de ungarske medier blev tæmmet og gjort til effektive propagandamaskiner for partiet Fidesz og for præsidenten og hans forretningsfæller. [...] I det World Press Freedom Index, som organisationen Reporters Without Borders offentliggør hvert år, er Ungarn det sidste tiår rutsjet ned ad ranglisten fra nr. 23 i 2010, nr. 40 i 2011 og senest i 2021 nr. 91. Rusland er nr. 150. Bedst ligger i 2021 Norge, Finland, Sverige og Danmark, der besætter de fire øverste pladser på ranglisten. Blandt EU- og Nato-landene er det Ungarn og Bulgarien, der ligger i bunden. Nede på niveau med Ukraine i øvrigt. [...] Ungarn er derfor i en voksende konflikt med EU, der flere gange har truet med at tilbageholde store bevillinger. Men de mulige indgreb har været sene og indtil nu manglet konsekvens. Det er et voldsomt europæisk medieproblem. Og det er kun blevet forstærket af den blodige russiske invasion i Ukraine. En ting er, at Viktor Orban politisk prøver at dæmpe kritikken af Rusland og modarbejder radikale sanktioner. Men grundproblemet er, at Orban har opbygget et gennemført udemokratisk system i et centralt placeret EU- og Nato-land. Når EU og Nato går til kamp for frihed, er det prekært, at den så vedvarende og omfattende undergraves i flere medlemslande. Problemet har været rejst mange gange de seneste 10 år, men løsningen er fuld af svære og komplekse valg. Netop derfor er der en klar tendens til, at katastrofens omfang underspilles, når de store beslutninger skal tages. Men hvis ikke skandalen kommer højere op på dagsordenen, undergraver EU og Nato sine egne værdier. Pressefrihed skal man ikke kun skåle for."
Politiken, torsdag, s. 2 (19.04.2022)
Handel
Efter Rusland kommer Kina
Jyllands-Posten fredag bringer et debatindlæg af Søren Gade, MEP (V) og blogger. Han skriver blandt andet: "Mens fødevarepriserne stiger eksplosivt, er det også blevet dyrere at bruge strøm, og priserne på gas og olie er på himmelflugt. Faktisk er prisstigningen i Danmark den største i mere end 35 år. Det er blevet dyrere at være dansker. En del af årsagen er den russiske invasion af Ukraine og de meget nødvendige, vestlige sanktioner af Rusland, men der kan lure større farer i horisonten: Flere politiske iagttagere forventer, at kineserne ønsker at kontrollere Taiwan på den ene eller den anden måde på sigt. Derfor er det vigtigt, at den vestlige verden tænker sig grundigt om nu. For de valg, vi træffer i de kommende måneder og år, bliver afgørende for at undgå en økonomisk katastrofe i fremtiden. [...] Sanktionerne mod Rusland er både rigtige og vigtige, men de truer ikke den danske økonomi. Faktisk udgjorde den danske import af varer og tjenester fra Rusland i 2021 ”kun” knap 18 mia. kr. eller omtrent 1,3 pct., mens vi sendte varer og tjenester den anden vej for mere end 15 mia. kr. eller cirka 1 pct. af den totale danske eksport. Helt anderledes forholder det sig med Kina, Danmarks femtestørste handelspartner. [...] Kineserne har vist sig at stå endnu tættere sammen med russerne, end vi havde troet. Og samtidig er der en reel risiko for, at kineserne har stormagtsdrømme i Asien. Og hvis de har det, så bliver det dyrt, hvis vi skal sanktionere Kina på samme måde, som vi sanktionerer Rusland i øjeblikket. Det vil påvirke hele den vestlige verden i en grad, vi aldrig har set før. [...] Den vestlige verden har allerede en handelspartner, der med støtte og styrkede investeringer fra danske og europæiske virksomheder på sigt vil kunne levere en meget stor del af det, som Kina er garant for i dag. Indien er verdens største demokrati, og landet spiller allerede en vigtig rolle for demokrati og stabilitet i hele Asien. Indien er frem for alt allerede et erklæret demokrati med et værdisæt, der ligner vores. Særligt nu må den vestlige verden ikke deponere sin handlekraft og velstand i hænderne på ikke-demokratiske lande som Kina. Vi har brug for troværdige samarbejdspartnere, som kan garantere vores forsyningskæder - også i krisetider. Derfor er det også vigtigere end nogensinde, at EU og Indien indgår den længe ventede frihandelsaftale mellem verdens to største demokratier. "
Jyllands-Posten, fredag, s. 34 (19.04.2022)
Virksomheder er blevet udenrigspolitiske kastebolde
Altinget bringer torsdag en kommentar af Lisbeth Knudsen, strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen. Hun skriver blandt andet: "Billederne fra Ukraine taler for sig selv. Taler om en krigs rædsler og om et land og dets befolkning udsat for ufattelige krigsforbrydelser, vold og tilfældige drab på civile. [...] Det politisk og etisk korrekte svar som virksomhed er selvfølgelig at støtte op om de økonomiske sanktioner, der skal ramme den russiske økonomi så hårdt som muligt. Fordi vi ikke kan hjælpe Ukraine mere direkte militært uden en risiko for at udløse en tredje verdenskrig. [...] Men virksomhederne har også et ansvar overfor medarbejdere, samarbejdspartnere og aktionærer. Medarbejdere i Rusland, som risikerer arbejdsløshed. Franchisetagere, som man er forpligtet overfor med vareleverancer, der nu udebliver. Aktionærer, der skal være villige til at se i øjnene, at de russiske aktiviteter ikke alene kan blive nationaliseret og overtaget af den russiske stat, men også at forretningspatenter kan blive kompromitteret og kopieret. Vi er hurtige til at udskamme de virksomheder, som ikke med det samme har truffet beslutningen om, som det hedder, at stå på den rigtige side af verdenshistorien. [...] Hvad sker der, når krigen i Ukraine er slut? Kommer Rusland til at forblive udelukket fra et globalt handelssamarbejde i mange år fremover, eller vil Rusland have vendt vesten ryggen og satset på en tættere alliance med Kina? For Kina er det ikke nogen attraktiv situation i forhold til at kunne udvikle sin handel med andre dele af verden herunder USA. Hvis man som virksomhedsleder har ansvaret for en global virksomhed lige nu, så er der kun tåge på forruden og behov for at fremtidssikre de markeder, der agerer nogenlunde normalt trods den internationale krise. Virksomhederne er blevet ufrivillige kastebolde i de politiske forsøg på at stoppe Putin og skade den russiske økonomi så meget, at russerne selv ser behovet for en ny kurs. [...] Pandemien har fået virksomhederne til at omorganisere, hvordan de får deres varer produceret og leveret på grund af skyhøje transportomkostninger og uforudsigelige forsinkelser i de lange globale forsyningskæder. EU er begyndt at tænke over, hvor uholdbart det er, at størstedelen af verdens chip-produktion ligger i Asien og USA, og hvor uholdbart det er, at Europa er så afhængig som nu af russisk gas. Hvordan er det sket, mens vi naivt troede på det med at bygge broer med den gensidige afhængighed. Nu står vi helt bestemt et andet sted. Virksomhederne koncentrerer sig i stedet for risikovillighed og ekspansionstrang på nye og uprøvede markeder om at gøre deres forsyningskæder kortere og sikrere og forretningsmodellerne mere robuste overfor pludselige omskiftelser."
Altinget, torsdag (19.04.2022)
Institutionelle anliggender
Dansk stålvirksomhed rammes af forbud mod anløb af russiske skibe
I Jyllands-Posten lørdag kan man læse, at det fra søndag er forbudt for russiske skibe at anløbe havne i Danmark og resten af EU. Skridtet bliver af havnechefer kaldt for historisk. Én af de virksomheder, som bliver ramt, er det danske stålvalseværk NLMK Dansteel, der er ejet af den russiske stålmagnat Vladimir Lisin. Russiske skibe har i årevis sat kurs mod Frederiksværk, hvor milliardvirksomheden hører til, men det er altså slut nu. "Det bliver ikke nemt at erstatte en meget effektiv forsyningskæde udviklet over mange år, og det (forbuddet mod russiske skibe, red.) vil øge risikoen for vores forretning," lyder det fra virksomheden.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 6 (19.04.2022)
Hvis vi kan gøre os uafhængige af Rusland, så kan vi også gøre os fri af USA
Berlingske bringer torsdag en kronik af Anders Fogh Jensen, filosof, ph.d. og D.E.A. samt forfatter til en række bøger, herunder Projektsamfundet, Pseudoarbejde og Pest eller Corona? Han skriver blandt andet: "At USA kan mobilisere et had til russerne, er ikke noget nyt. Men hvorfor er det, at den, der i Europa forsvarer, at russerne har en vis ret, at de har brug for hjælp, eller at man godt kan se, at Ukraine har tirret den russiske bjørn de seneste ti år, ikke bliver betragtet som værdig diskussionspartner, men bliver til én, der via sine nuanceringer eliminerer sig selv som en, der skal tages alvorligt? Og måske derfor tier. Det er som om vi her har tabt eller glemt det, som Europa virkelig kan, nemlig det at vi har så lang en historie med at leve så mange forskellige folkeslag og nationer på så lidt plads. Vi er erfarne med nabostrid. [...] Hvis vi kan gøre os uafhængige af Rusland, så kan vi også gøre os fri af USA. Og det er måske netop momentet nu, hvor stater og befolkninger indser vigtigheden af et uafhængigt Europa. Hvorfor skulle vi det? Det mest overbevisende argument vil for de fleste nok være, at vi har en amerikansk befolkning, der er så udannet og tunnelsynet, at de kan vælge Donald Trump som præsident og formentlig vil vælge en sådan type igen, og så står vi med et nyt idiotstyre, vi er afhængige af. [...] Vi må ud af vores boble, hvor vi hele tiden refererer til USA og taler internt på amerikansk, vi må gøre os uafhængige af amerikanske ressourcer, og vi må frigøre os fra politik dikteret af det politiske USA og af handelshensynene til USA. Hermed vil vi også blive et andet Europa, der samler sig om sig selv i en forbundet verden. Vi vil ikke fremstå som den samme trussel uden USA, og det er måske meget godt, det kunne muligvis have forhindret den pågående krig. Vi kan være et kontinent med fælles radio- og tv-kanaler på europæiske sprog, med vores egne sociale medier og søgemaskiner reguleret af EU og ikke af amerikanske virksomheder, sådan som man også ser det i Rusland og Kina. Jeg har en drøm. Lad USA Go West og lad os blive et stærkt og historisk forbundet Europa, der er så meget mere end handel og turisme."
Berlingske, torsdag, s. 16-17 (19.04.2022)
Russisk rigmands superyacht beslaglagt i Tyskland
Tyske myndigheder har beslaglagt en af verdens største og dyreste luksusyachts i forlængelse af de sanktioner mod russiske rigmænd, som EU besluttede at indføre efter Ruslands invasion i Ukraine 24. februar. Det skriver Politiken. Superyachten ejes på papiret af den russiske milliardær Alisher Usmanovs søster. EU sanktionerede i februar Usmanov og i april hans søster, Ismailova.
Politiken, lørdag, s. 5 (19.04.2022)
Tomme træhylder sender humøret i gulvhøjde i træindustrien
Ukraine og Rusland var inden krigen storleverandører af træ til den danske træ- og møbelindustri, men de markante træleverancer er de seneste måneder visnet. Jyllands-Posten skriver mandag, at det russiske træ er omfattet af importsanktioner fra EU, og det krigshærgede Ukraine eksporterer for tiden ikke træ. Det kan mærkes i træ- og møbelindustrien i form af forsyningsproblemer og prisstigninger. "De største knastfrie, brede planker af eg er stort set umulige at skaffe,” siger Mogens Fisker, adm. direktør hos gulvvirksomheden Timberman i Hadsund.
Jyllands-Posten, mandag, s. 10 (19.04.2022)
Interne anliggender
Grænsekontrol forlænges med seks måneder
Jyllands-Posten torsdag skriver, at regeringen igen vil forlænge den midlertidige grænsekontrol, som allerede har varet i mere end frem år. Det fremgår af et brev fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg. Regeringen skriver i et brev til EU-Kommissionen, at begrundelsen for forlængelsen denne gang er terrortrussel og organiseret kriminalitet i Sverige.I en kommentar i B.T. lørdag skriver Ditte Okman, radiovært på B.T.-podcasten 'Det, vi taler om', blandt andet: "Hele 14 gange er den 'midlertidige grænsekontrol' mod både nord og syd blevet forlænget. Og skal altså ske igen. Justitsminister Nick Hækkerup har i hvert fald skrevet (endnu) en pæn ansøgning fra Danmark til EU, hvor han forklarer, at grænsekontrollen skal gælde alle grænseovergange, men at fokus især vil være på den dansk-tyske landegrænse, ved Øresundsforbindelsen og i danske havne, der har færgeforbindelser til Tyskland eller Sverige. [... ] Spørgsmålet er bare, hvornår vi skal være helt ærlige og indse, at det her ikke er midlertidigt. Det her er en historie, der gentager sig hvert halve år og nok ikke stopper, så længe - ja - det vælter ind over grænserne med suspekte typer, der ikke bare søger ly, men konflikt. Men så bliver EU nok sur..."
Jyllands-Posten, torsdag, s. 20; B.T., lørdag, s. 5 (19.04.2022)
Klima
Danmark kan komme først med klimamærke til madvarer
Flere af weekendens aviser skriver, at den danske fødevareminister Rasmus Prehn har nedsat en arbejdsgruppe til at udforme klimamærke på mad, inden 2022 er omme. "Danmark skal være formentlig det første land i hele verden til at få et statskontrolleret klimamærke, så vores forbrugere kan tjekke op på, hvad CO2-påvirkningen er af de madvarer, de køber," siger ministeren ifølge Berlingske søndag til Ritzau. EU har ligeledes har planer om et klimamærke, men det skal først igangsættes i 2024, og det vil Rasmus Prehn slå. "For os har det været vigtigt, at vi kommer først. At Danmark bliver det første land i hele verden, der har et klimamærke. For det er også en måde at signalere til omverdenen, at vi er helt fremme, når det handler om den grønne omstilling," siger Prehn, som gerne ser, at et EU-klimamærke på mad lader sig inspirere af et dansk klimamærke. "Hvis det så er sådan, at EU kommer med et mærke, der kan leve op til de standarder, vi ønsker, så må vi samarbejde med dem," siger han.
Politiken, lørdag, s. 1; Berlingske, søndag, s. 22; Jyllands-Posten, søndag, s. 12 (19.04.2022)
Danske Arkitektvirksomheder: EU's bygningsdirektiv bør fokusere mere på minimeringen af indlejret CO2
Altinget tirsdag bringer et debatindlæg af Lene Espersen, direktør, Danske Arkitektvirksomheder, bestyrelsesformand, Aalborg Universitet, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, bestyrelsesmedlem, Formuepleje Holding, bestyrelsesmedlem, KV Fonden, næstformand WE BUILD DENMARK. Hun skriver blandt andet: "Nye bygninger er blevet mere og mere energieffektive. Over bygningens levetid vil klimabelastningen ved drift af en bygning, der opføres i dag, ofte udgøre under 30 procent i dens levetid. Det er CO2-udledninger knyttet til råmaterialerne til bygningen, opførslen og vedligehold, der udgør størstedelen af klimabelastningen. Yderligere CO2-reduktioner ved nybyggeri skal derfor ikke primært findes ved optimering af driften, men ved minimering af indlejret CO2. Vi mener, at det nye Bygningsdirektiv bør skabe en ramme for denne indsats. [...] Der er et kæmpe behov for en stærkere regulering af bygningsområdet for at sikre, at målet om klimaneutralitet i 2050 kan realiseres. Danske Arkitektvirksomheder har derfor sammen med Rådet for Grøn Omstilling indgivet høringssvar til EU-Kommissionens forslag til det nye Bygningsdirektiv (EPBD). Ovenstående er en opsummering af vores høringssvar."
Altinget, mandag (19.04.2022)
Mad til 150 millioner mennesker går op i bilos
Beregninger fra den grønne tænketank Concito viser, at fødevarer, som kan brødføde 150 millioner mennesker, går op i udstødning fra europæiske biler. EU har nemlig et krav om at blande biobrændstof i benzin og diesel, skriver Politiken mandag. Ifølge Concito-direktør Christian Ibsen er det nødvendigt med et øjeblikkeligt stop for mad i benzintanken. "Selvfølgelig er det vigtigere at give folk noget at spise," siger han. På kort sigt vil et stop for biobrændstof øge forbruget af fossil benzin og diesel. ”Men det har ingen nævneværdig effekt for klimaet, og vi kan gøre noget her og nu ved at begrænse forbruget," siger direktøren. 15 millioner brød kan dagligt bages alene af den hvede, som bliver brugt til brændstof i EU. Det anslår paraplyorganisationen Transport & Environment. Jeppe Røn Hartmann, som er politisk chef i brancheorganisationen Drivkraft Danmark, har i flere år arbejdet for at komme af med benzin og diesel baseret på fødevarer. Han afviser, at benzinselskaberne selv kan lade være med at købe madbenzinen allerede nu, fordi der kun er meget få alternativer til biobrændstoffer, som ikke er produceret på fødevarer. På baggrund af fødevarekrisen opfordrer EU-kommissionen landene til at reducere brugen af biobrændstoffer, hvilket regeringen ifølge klimaminister Dan Jørgensen (S) er ”i gang med at se nærmere på”.
For to år siden foreslog regeringen at skrue op for biobrændsler i en periode, og dengang kaldte en forsker det for ”vanvittigt”, mens Rådet for Grøn Omstilling allerede dengang var løbet tør for kraftudtryk efter at have bandet biobrændstoffer langt væk i årevis. Det skriver Politiken mandag. Trods kritikken landede regeringen og støttepartierne en transportaftale, hvor de største reduktioner af udslippet af drivhusgasser på papiret leveres af netop biobrændstoffer. "I årevis har der manglet politisk forståelse for, at brugen af biomasse skal ned, og vi skal af med biobrændstof af fødevarer. Men nu er der opstået en fødevarekrise, som et stop for biobrændstoffer er et af svarene på," siger Concito-direktør Christian Ibsen, som henviser til, at EU allerede - trods protester fra miljøorganisationer - har suspenderet kravet om, at 5 procent af landbrugsarealet skal ligge brak og uopdyrket af hensyn til klima og natur, netop for at kunne dyrke mere mad. Ifølge forskere fra Københavns Universitet kan der dyrkes omkring 12 millioner tons korn på brakmarkerne. Det kan lyde som et gigantisk kornlager, men kun en fjerdedel af de afgrøder bliver brugt til unionens biobrændstoffer. Tænketanken Concito opfordrer derfor ikke blot til øjeblikkeligt stop for at lave biobrændstof af fødevarer, men også til at kigge på politiske klimaaftaler, som stort set ikke har bragt andre reduktioner af udslippene.
Politiken, mandag, s. 1, 7 (19.04.2022)
Rapport sår tvivl om klimaeffekten af energiø til 210 milliarder kroner
Berlingske tirsdag skriver, at en ny rapport fra Kraka Advisory kulegraver Danmarks største byggeprojekt nogensinde, nemlig energiøen i Nordsøen, som koster op mod 210 milliarder kroner. Den rejser bekymringer om, at klimaeffekten kan blive forsvindende lille. På samme tid sås der tvivl om, hvorvidt energiøen overhovedet forbedrer Danmarks forsyningssikkerhed. Energiøen blev vedtaget med et bredt politisk flertal på Christiansborg for lidt over et år siden. Det er blevet præsenteret som et "afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling" af klimaminister Dan Jørgensen (S). Men en ny 92 sider lang rapport fra Kraka Advisory, finansieret af Novo Nordisk Fonden, sår nu tvivl om centrale argumenter for energiøen. Blandt andet konkluderer rapporten, at energiøen har en yderst tvivlsom effekt på både den grønne omstilling og Danmarks forsyningssikkerhed. Det får alarmklokkerne til at ringe hos Peter Mogensen, administrerende direktør i Kraka. "Der kan sagtens være andre gode argumenter for at opføre energiøen, men det nytter ikke noget, at man sælger den som gavnlig for klimaet, når den ikke er det. Problemet er, at det her projekt er fløjet politisk under radaren i forhold til befolkningen. Det er en kæmpemæssig investering, som har et stort flertal bag sig, men politikerne er pressede af, at det skal være grønt, og ingen kan reelt gennemskue de tekniske og økonomiske aspekter af projektet," siger han til Berlingske. Han forventer at rapportens konklusioner vil skabe røre og møde modstand. Aftalen om energiøen har sit udgangspunkt i en klimaaftale for energi og industri, som partierne indgik i juni 2020. Af aftalen fremgår det, at et af argumenterne for at etablere verdens første energiø er, at "strømmen fra energiøerne desuden kan eksporteres til vores nabolande og dermed bidrage til den grønne omstilling i Europa". Ifølge rapporten fra Kraka Advisory er det dog særdeles usikkert, om energiøen får nogen klimaeffekt. Beregninger viser, at eksporten af strøm fra energiøen på grund af EUs kvotesystem vil føre til, at de reducerede CO2-udledninger (kuldioxidækvivalenter) vil ende som øget CO2e-udledning andre steder i EU. Berlingske har bedt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen om at forholde sig til rapporten. "Forsyningssikkerhed og sikkerhedspolitik går hånd i hånd - det har krigen i Ukraine sat to streger under. Vi skal gøre os fri af den sorte russiske gas og sætte turbo på den vedvarende energi så hurtigt som muligt - for klimaet og sikkerhedens skyld. Men energiøen kan ikke alene sikre hverken forsyningssikkerheden eller indfrielsen af vores klimaambitioner. Derfor sætter vi også ind på en række andre områder som for eksempel styrkelse af el-infrastrukturen og en ambitiøs PtX-strategi. Det er ikke 'energiø eller intet', det er 'energiø og'." Hos SF fastholder klima- og energiordfører Signe Munk, at energiøen har sin berettigelse som en del af løsningen på klimaet og forsyningssikkerheden. "I et tiårigt perspektiv er antallet af kvoter jo netop ikke givet, og EU-Kommissionen har varslet store ændringer af kvotehandelssystemet. Jeg mener, at det netop er udbygning med grøn strøm, der vil gøre det politisk gangbart at reducere antallet af kvoter markant," siger hun.
Berlingske, tirsdag, s. 10-12 (19.04.2022)
Migration
Civilsamfundet rykker i flygtningekrisen, og nu skal samfundet rykke med
Lisbeth Odgaard Damm, stifter og direktør for Potential Company, skriver i en kommentar i Berlingske søndag blandt andet: "Det er ikke kun regeringerne, der har samlet sig i forsvaret mod Rusland, men også vi indbyggere i EU, på tværs af landegrænser og kapaciteter, der i en hidtil uset forbundethed mellem fremmede er stimlet sammen som for at fortælle det ukrainske folk, at 'vi har jer'. Netop denne reaktion redder måske nok ikke hele verden lige nu, men for mig at se kan den faktisk have en forandrende effekt for altid på vores asylsystem. [...] Men alligevel trumfer medmenneskeligheden denne gang ligegyldigheden og det økonomiske argument - at vi ikke har råd til at huse ikke-skattebetalere. Derfor slår Integrationsministeriet i øjeblikket knuder på sig selv for at finde kreative løsninger, der kan byde ukrainske flygtninge velkommen som de medborgere, de er, og som alle flygtninge rettelig burde bydes velkommen, uden at smadre Danmarks universelle velfærdssystem til atomer. [... ] Netop denne muskel - den menneskelige samhørighed - mangler i disse år kolossalt meget træning, og det er, som om vi med Ukraine har fået tændt for signalerne til den, så medmenneskeligheden er på vej op på niveau med økonomisk og territorialt rationale."
Berlingske, søndag, s. 44 (19.04.2022)
Europa viser sig fra sin bedste side
I Jyllands-Postens leder fredag kan man blandt andet læse: "Op mod hver 10. indbygger i Ukraine vurderes at være på flugt; internt i det ulykkelige land eller ude i Europa. Også dét er tal og vilkår, man skal tilbage til Anden Verdenskrig for at finde paralleller til. [...] På alle måder - i stort og småt - udfordrer disse flygtningestrømme de europæiske landes systemer, rutiner og økonomi, men indtil videre er viljen til at få det til at køre imponerende hele vejen rundt. Krigens uoverskuelige menneskelige konsekvenser får mange velkendte konflikter til at rykke i baggrunden. Det har sin egen ironi, at nogle af de lande, som til daglig strides med EU om vigtige forhold som menneskerettigheder, demokrati og retsstatslighed, også er blandt dem, der lige nu tager fleste flygtninge, simpelthen fordi de grænser op til Ukraine. Det gælder især Polen, Ungarn og Tjekkiet, og lige så lidt det siger om, hvordan disse lande i øvrigt udlever, hvad der burde være EU's bærende værdier, lige så åbenlyst er det dog, at de lige nu praktiserer en alment menneskelig imødekommenhed over for flygtningene, som kun kan aftvinge respekt. [...] De første Ukraine-flygtninge er allerede begyndt at rejse hjem igen. Det vidner om, hvor forbundet de føler sig med deres hjemland. Men mange må sikkert længe endnu blive, hvor de er. Foreløbig har Europa med sine åbne arme demonstreret det bedste i de grundlæggende værdier, som Putin lige nu vil ødelægge i Ukraine."
Jyllands-Posten, fredag, s. 32 (19.04.2022)
Retlige anliggender
Staten kan regulere borgernes liv på så mange dejlige måder, når den har detaljeret viden om vores liv og færden
Camilla-Dorthea Bundgaard, kommentator på Politiken, skriver i en klumme søndag i Politiken blandt andet: "Skal vores private kommunikation virkelig overvåges? Nej. Men skiftende justitsministre siger ja, selv om overvågningen er ulovlig. [...] Siden 2014 har skiftende justitsministre insisteret på, at staten i Danmark gerne må masseovervåge borgerne, selv om EU-Domstolen ad efterhånden rigtig mange omgange har kendt overvågningen af danskernes teledata ulovlig. [...] Mange organisationer har forsøgt at råbe den nuværende justitsminister op - blandt andet Danske Advokater, Dansk Magisterforening, Borgerretsfonden, Justitia, Dansk IT, IDA, Prosa og Amnesty International. Men uden held. Tværtimod synes Nick Hækkerup, at det er EU-retten, den er gal med. EU-Domstolen er 'aktivistisk' og står på forbrydernes side, lød de nu famøse ord fra ministeren ved et samråd i slutningen af januar. [...] På trods af det vedtog regeringen sammen med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne 3. marts en lov, som trådte i kraft 30. marts. Til grund for loven lagde man, at EU-Domstolen - i en sag kendt som La Quadrature du Net fra oktober 2020 - har dømt, at man gerne må logge over en bred kam, hvis en nation står over for en trussel, der er 'reel og aktuel eller forudsigelig'. Og eftersom PET hvert år i over ti år har vurderet, at Danmark står over for en alvorlig terrortrussel, lagde Justitsministeriet det til grund for, at den nye lov skulle være lovlig ifølge EU-retten. [...] Systematisk masseovervågning, som telelogningen er udtryk for, er dybt problematisk. Vi har ikke brug for mere af den. Vi skal have mindre. Ikke kun af hensyn til den enkelte borgers ret til privatliv og frihed fra statens indblanding - en ret, der for folkevalgte politikere i et frit samfund burde være en selvfølge hævet over enhver diskussion - men også på grund af håndgribelige negative konsekvenser for vores sikkerhed og vores demokrati."
Politiken, søndag, s. 7 (19.04.2022)
Sikkerhedspolitik
Er Rusland en aggressiv bjørn eller bare en gal hund?
Den frygtede militære stormagt Rusland kæmper nu på ottende uge med at få grebet om den militære lilleput Ukraine, og imens er de europæiske Nato-landes forsvarsbudgetter vokset med et beløb, der svarer til Putins samlede budget. Ifølge Politiken søndag melder der sig nu nye afgørende spørgsmål om Europas sikkerhed. For er Ruslands militære styrke overvurderet? Spørgsmålet er ”meget relevant”, mener Chris Skaluba fra tænketanken Atlantic Council, som har over tyve års erfaring fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, bag sig. "Jeg deltog i møder på mit gamle job i Pentagon for nylig, og det spørgsmål var en af de ting, vi diskuterede. Der er ingen tvivl om, at både den russiske planlægning for invasionen, den russiske logistik og selve udførelsen af invasionen af Ukraine har været skuffende for Rusland, men faktisk også for Vesten og Nato - set ud fra det militærfaglige perspektiv,” siger han. Han fortæller, at der stadig er forvirring om, hvorfor Nato tilsyneladende har overvurderet det russiske militær. "Men vi er kun i krigens første måneder, der er fortsat mange muligheder for, at russerne kan rette op på deres fejltrin. Efter min mening er det stadig for tidligt at konkludere, hvor godt eller dårligt den russiske krigsmaskine har klaret sig," siger han. Chris Skaluba, militærhistorikeren Niels Bo Poulsen og seniorforskeren Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier konkluderer alle, at ganske vist er Ruslands krig i Ukraine gået galt for Kreml, men Rusland har alligevel evnen og ikke mindst viljen til at være en farlig trussel mod Nato - ikke mindst de baltiske lande. Der er derfor gode grunde til at Natolandene i de kommende år endelig opfylder målet om, at der skal bruges mindst 2 procent af bnp på forsvarsbudgetterne.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten torsdag skriver Maria Gullestrup, cand.scient.pol., udsendt ved EU’s monitoreringsmission i Georgien, blandt andet: "Putin har gentagne gange peget på, at Vesten er kommet for tæt på, og at Rusland føler sig omringet. Det blev verden for alvor opmærksom på ved den årlige sikkerhedskonference i München 2007, hvor Putin tordnede mod USA, der blev beskyldt for at gøre verden til et farligere sted. Det er en tale, der af mange ses som starten på en ny kold krig. En kold krig, der nu er blevet til en meget varm krig i Ukraine. Senest fremhævede Putin den 22. februar, to dage før invasionen af Ukraine, i sin tale til det nationale sikkerhedsråd Ukraines mulige Nato-medlemskab og en øget trussel mod Ruslands sikkerhed som årsag til, at Rusland havde al mulig ret til at træffe gengældelsesforanstaltninger for at sikre sin egen sikkerhed. Kigger man på et kort over Natoudvidelser siden ophøret af Den Kolde Krig, forstår man hvorfor. Offerfortællingen trækker tråde tilbage i historien, hvor Rusland talrige gange er blevet løbet over ende af fjendtlige naboer, senest Nazityskland. [...] Ud fra offerfortællingen ønsker Putin at forhindre, at EU og særligt Nato rykker tættere på Rusland og hindre flere tidligere sovjetstater i at blive medlem af disse. Dette gælder særligt Georgien, Moldova og Ukraine. Putin ønsker heller ikke, at Finland og Sverige rykker tættere på Nato-medlemskab. Han kan derfor tænkes at ville opretholde et vist politisk og militært pres på disse lande. Et pres, der også kan blive lagt på Polen og de baltiske lande som nabo til Rusland."
Jyllands-Posten, søndag, s. 42, torsdag, s. 35 (19.04.2022)
Finland snublende nær Nato-medlemskab
Kristeligt Dagblad bringer lørdag et interview med Finlands tidligere statsminister, Alexander Stubb, som mener, at Finland risikerer at ende som Ukraine, hvis man fortsætter med at stå uden for forsvarsalliancen. Finland, der har over 1300 kilometer grænse til Rusland, har aldrig for alvor diskuteret et eventuelt medlemskab af forsvarsalliancen Nato - der var ingen grund til at tirre den russiske bjørn. Men for første gang nogensinde har der dette forår været flertal blandt befolkningen for at tilslutte sig Nato. En ny meningsmåling viser, at 84 procent af finnerne ser Rusland som en militær trussel, og det er Alexander Stubb enig i. ”Finland har akut behov for at maksimere vores sikkerhed. Europa kommer til at være delt i en rum tid, hvor du på den ene side har liberale demokratier, der samarbejder, og på den anden side har Rusland. Og derfor er Natomedlemskab et naturligt skridt i Finlands integration i Vesten,” siger 54-årige Alexander Stubb, som i dag er professor ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. "Finland har historisk taget de store og vigtige skridt, når det har været nødvendigt - vi gjorde det i 1917 ved at erklære uafhængighed. Vi gjorde det i 1944 ved at acceptere våbenhvilen, og vi gjorde det i 1995 ved at gå med i EU. Og vi gør vi det forhåbentlig i 2022 ved at gå med i Nato. Vi har den geografiske placering, vi har, og vi har altid balanceret på en knivsæg. Men vores forsøg på at bringe Rusland en smule tættere på Vesten de senere år er tydeligvis mislykkedes," siger Stubb. Og det ser ud til, at Alexander Stubbs ønske om optagelse i forsvarsalliancen rykker tættere på dag for dag. ”Finnernes opfattelse af Nato svingede den 24. februar - på dagen for den russiske invasion af Ukraine. Verden har forandret sig, og Finland følger med. I mange år var 50 procent imod Nato-medlemskab, 20 procent var for. Nu er 62 procent for og 16 imod. Og når den finske regering meget snart tager en endelig beslutning, vil vi givetvis se en opbakning omkring 80 procent. Finner danner meget hurtigt konsensus, og nu er vi drevet af rationel frygt,” siger den tidligere statsminister. Svenske medier har skrevet at også den socialdemokratiske regering i Sverige angiveligt ønsker Nato-medlemskab i juni.
Ruslands tidligere præsident og premierminister Dmitrij Medvedev, der er næstformand i det russiske sikkerhedsråd, siger, at Finland og Sverige vil blive to nye modstandere for Rusland, hvis de tilslutter sig Nato. Det skriver Ekstra Bladet og Politiken fredag. "Hvis Sverige og Finland tilslutter sig Nato, så vil alliancens landegrænse med Rusland blive mere end fordoblet. Derfor vil det naturligvis blive nødvendigt at styrke grænserne," siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass og varsler samtidig en mulig atomoprustning i det baltiske område, hvor russiske Kaliningrad ligger omgivet af EU-landene Litauen og Polen.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1, 7; Ekstra Bladet, fredag, s. 8; Politiken, fredag, s. 2 (19.04.2022)
Gamle sovjetstater kigger bekymret mod Ukraine
Vestlige eksperter tror ikke, at Putins invasion af Ukraine kun handler om Ukraine. De tror, at den russiske præsident også overvejer at forsøge at tvangsindlemme andre tidligere sovjetstater i det russiske imperium, han søger at genrejse. Det skriver Jyllands-Posten mandag. Mikhail Khodorkovskij var Ruslands rigeste oligark indtil Vladimir Putin eliminerede ham som trussel ved at sende ham ti år i arbejdslejr i Siberien. I dag bor han i eksil i London. Han advarer om, at Putin ikke vil vige fra at angribe andre lande, hvis han ser en interesse i det. "Han kan angribe Nato-stater på den ene eller anden måde, ikke nødvendigvis med missiler, men f.eks. med terror- og cyberangreb. Jeg tror, at han tænker: ”Vil Nato virkelig holde sammen, hvis jeg går ind i Polen eller de baltiske lande?” siger han. I NATO og EU deler man Mikhail Khodorkovskijs bekymringer. Joseph Borrell, EU's udenrigskommissær, har udtalt, at Rusland ikke vil stoppe med Ukraine. "Putin har sagt fra starten, at krigen i Ukraine ikke kun handler om Ukraine. Han har også talt om hele Natos østflanke og resten af Østeuropa," fortæller Michael Baranowski, leder af German Marshall Funds Warszawa-kontor. Alle tidligere medlemmer af Warszawa-pagten er potentielle fremtidige russiske mål. Neutrale Moldova har for nylig søgt om EU-medlemsskab. Hos NATO frygter man, at Rusland vil søge at indlemme Moldovas Transnistrien-region, hvis det lykkes at skabe en korridor langs Sortehavet. I Georgien fører man en afdæmpet kurs, men landet vil gerne nærme sig EU. De baltiske lande er trods deres NATO-medlemsskaber potentielle mål. De er alle små nationer, men med store russiske mindretal.
Jyllands-Posten, man., s. 6-7, 7 (19.04.2022)
Krig og ledelse er ikke noget for kvinder
Jyllands-Posten lørdag bringer et debatindlæg af Gert Karlson, debattør, Aarhus N, som blandt andet skriver: "I dansk politik er hele venstrefløjen ledet af kvinder, og vi har en kvindelig statsminister. Lande som Finland, med Sanna Marin som premierminister, og Sverige, der ledes af Magdalena Andersson, vil formentlig søge lynoptagelse i Nato. Ursula von der Leyen, som er formand for EU-Kommissionen, har netop været i Kyiv i Ukraine, hvilket i sig selv er heltemodigt (eller dumdristigt) i krigstid, i forbindelse med Ukraines ansøgning om optagelse i EU. De kvindelige ledere benytter sig af, at Putin er presset på slagmarken, men de overser, at en presset mand også kan være en farlig mand. Kvindelige ledere kan umuligt sætte sig ind i de maskuline kræfter, der er på spil i krig, og derfor skal man passe på, hvordan man agerer politisk. Særligt når man står over for en mand med en ”rød knap”. En dansk statsminister skal heller ikke gå ud i offentligheden og ”sætte tal på”, hvordan man vil støtte Ukraine, men blot meddele, at man gør, hvad man kan, for at støtte det ukrainske folk. Krig og ledelse på allerhøjeste plan er ikke for kvinder, for der er maskuline kræfter på spil, som de ikke evner at forstå - simpelthen på grund af deres feminine køn. [...] Det, der fremover vil afskrække despoter som Putin med hensyn til at gå i krig, er de økonomiske, sportslige og agtelsesmæssige konsekvenser, der vil være langt mere afskrækkende end militære aktioner fra Nato. Netop derfor er det direkte tåbeligt, at Europas kvindelige ledere presser en i forvejen presset mand."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 27 (19.04.2022)
Nu kommenterer amerikanerne debatten om forsvarsforbeholdet og forholdet til NATO
Spørgsmålet om hvorvidt EUs forsvarssamarbejde og en dansk afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil påvirke forholdet til vores NATO-allierede har fået en prominent rolle i debatten op til folkeafstemningen 1. juni. Nu har den amerikanske ambassade ganske usædvanligt valgt at kommentere den danske debat om forholdet mellem EUs forsvarssamarbejde og NATO. Det skriver Berlingske lørdag og søndag. "USA forstår den danske regerings og danske partiers interesse i at styrke europæisk sikkerhed, og vi værdsætter Danmarks mangeårige engagement som NATO-allieret. Vi sætter også pris på Danmarks lederskab i forhold til at styrke forholdet mellem USA og EU," har ambassaden udtalt. Ifølge statskundskabsprofessor og diplomatiforsker Martin Marcussen er de amerikanske udtalelser midt i en dansk valgkamp "overraskende" og "helt afgjort" opsigtsvækkende. "Der ville man nok som standardrutine sige, at det kommenterer man ikke," siger han. Trods folkeafstemningen omhandler EU, har NATO-alliancen helt fra begyndelsen fået en central rolle i den agitatoriske slagudveksling mellem tilhængere og modstandere af en afskaffelse af forbeholdet. Nejpartierne har argumenteret for, at EUs forsvarssamarbejde risikerer at splitte NATO-alliancen, og at en dansk indtræden derfor kan "svække" forholdet til vores mægtigste allierede på den anden side af Atlanten. Modsat har japartierne anført, at der ikke er en modsætning mellem EUs forsvarssamarbejde og alliancen i NATO - snarere tværtimod - og at USA selv i årevis har "tryglet" europæerne om tage mere ansvar for egen sikkerhed. Den radikale udenrigsordfører, Martin Lidegaard, er "utrolig glad" for udmeldingen fra den amerikanske ambassade. "Jeg læser det selv sådan, at der er to grundbudskaber i den. Det ene er, at amerikanerne ikke kan eller vil blande sig i det danske valg. Det, synes jeg, at de giver meget klart udtryk for," siger han og tilføjer: "Når det er sagt, må jeg sige, at jeg også synes, de giver meget klart udtryk for, at de ikke ser en modsætning mellem et stærkt Europa og et stærkt europæisk forsvarssamarbejde og NATO." DF-formanden, Morten Messerschmidt, har ikke samme læsning af den amerikanske erklæring som Lidegaard. "En flad fornemmelse at være japarti," siger han og fortsætter: "Jeg synes i virkeligheden, det bemærkelsesværdige er det, der ikke står der.".
Berlingske, søndag, s. 10, lørdag, s. 24-25 (19.04.2022)
Tyskland sender milliardhjælp til Ukraine
Den tyske regering meddeler, at den vil give over en milliard euro i militær støtte til Ukraine. Det skriver Berlingske søndag. Tysklands finansminister, Christian Lindner, skriver i et tweet, at støtten primært vil gøre det muligt for Ukraine at købe militært udstyr. Ukraine har tidligere kritiseret Tyskland for ikke at sende tunge våben til det krigsramte land. Også Polen og de baltiske lande har kritiseret Tyskland for dets manglende vilje til at støtte Ukraine.
Berlingske, søn., s. 14; Jyllands-Posten, søn., s. 2 (19.04.2022)
Udenrigspolitik
Han ville mødes med Zelenskyj. Nu står Tysklands præsident ydmyget tilbage
Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, har netop indkasseret en ydmygende lussing for rullende kameraer. Berlingske fredag skriver, at præsidenten var klar til at rejse til Kyiv for at vise sin og Tysklands solidaritet med Ukraine, men hans visit blev afvist. "Jeg var klar til det (at rejse til Kyiv, red). Men åbenbart, det må jeg tage til efterretning, var dette ikke ønsket i Kyiv," sagde en beklemt Steinmeier onsdag. Ifølge den tyske avis Bild har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, afvist at mødes med Steinmeier, fordi den tyske præsident i mange år har været en af de mænd i toppen af tysk politik, som har været alt for tæt på Moskva. ”Vi kender alle Steinmeiers nære forbindelser til Rusland (...) I øjeblikket er han ikke velkommen i Kyiv. Vi må se, om det ændrer sig,” skal en ukrainsk diplomat have udtalt til Bild.I en analyse i Jyllands-Posten torsdag skriver Jørn Mikkelsen, sikkerhedspolitisk korrespondent, blandt andet: "Fem europæiske statsoverhoveder aftalte at rejse til Kyiv for at vise deres solidaritet med det kæmpende Ukraine. Men så var de pludselig kun fire. Præsident Volodymyr Zelenskyj sagde nej tak til at få besøg af Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier. Stort postyr i Berlin. En regulær diplomatisk skandale. Afslaget blev ikke begrundet. Steinmeier, som forekom rystet, meddelte det selv under et besøg i Warszawa, hvor han netop havde aftalt rejsen med sine kolleger fra Polen og de tre baltiske lande. [...] Ukraines ambassadør i Berlin, Andrij Melnyk, har dog ikke lagt fingrene imellem. Steinmeier ses som selve legemliggørelsen af Tysklands Putin-venlige kurs under kansler Merkels 16 år ved magten. Tyskland ville ikke se, hvad der var på vej, lyder kritikken. Steinmeier har indrømmet at have begået fejl i sin tid som udenrigsminister, især med sin støtte til Nord Stream 2-gasledningen. Det har dog ikke formildet gemytterne i Ukraine og andre øst- og centraleuropæiske lande, bl.a. Polen. For Tyskland kommer sagen på det værst tænkelige tidspunkt. Virkningen af kansler Scholz' store tale tre dage efter Ruslands angreb på Ukraine, hvor han bekendtgjorde et historisk brud med Tysklands forsigtige kurs gennem 75 års efterkrigstid, har allerede fortaget sig. Kritikken regner nu igen ned over Tyskland for at være for modvillig til at stramme sanktionerne mod Rusland og for tilbageholdende med at levere våben til Ukraine. Tyskland er stadig stærkt afhængigt af russiske energiforsyninger og forsøger at balancere mellem de mange hensyn. Det falder ikke i god jord, heller ikke i EU-kredsen. I det politiske Berlin opfattes afslaget til Steinmeier ikke alene som en fornærmelse af ham personligt, men også som et utidigt kampskridt, som det store Tyskland får svært ved at håndtere."
Berlingske, fredag, s. 9; Jyllands-Posten, torsdag, s. 6 (19.04.2022)
Mens Ukraine-krigen raser, er en russisk medieoffensiv under opsejling i Afrika
EU har valgt at forbyde de to russiske propagandamedier medier Russia Today (RT) og Sputnik, men der er fri bane for medierne til at sprede deres informationer og dækning af f.eks. Ukraine-krigen på det afrikanske kontinent. Jyllands-Posten lørdag skriver, at Rusland lige nu er i gang med at udbrede særligt RT flere steder i Afrika som et led i forsøget på at opnå mere opbakning fra det store kontinent. Ifølge Christiern Santos Rasmussen, der er ph.d.-studerende ved European University Institute i Firenze, hvor han forsker i russiske desinformationskampagner, spredes den russiske propaganda nu i større grad i andre verdensdele, herunder ikke kun Afrika, men også Sydamerika og Indien. "Det er helt klart en russisk strategi at skubbe dets propaganda ud til andre hjørner af verden. I bund og grund handler det om, at man forsøger at undergrave opbakningen til Ukraine internationalt og få Vestens sanktioner over for Rusland til at miste opbakningen på globalt plan - for eksempel i FN's generalforsamling," siger han. Det er ikke overraskende, at Rusland vil udbrede dets statsmedier på det afrikanske kontinent, mener Signe Marie Cold-Ravnkilde, der forsker i freds- og stabilitetsopbygning i Vestafrika ved Dansk Institut for Internationale Studier. "Det undrer mig ikke, for information er også et våben i konflikten. Det er klart, at der er en interesse i at påvirke befolkningerne, som i forvejen er ekstremt anti-vestlige," siger forskeren. I Politiken torsdag kan man læse, at Russia Today (RT) og Sputnik også har frit slag i Latinamerika, hvor brugerne af sociale medier dagligt får at vide, at det i virkeligheden er USA, de skal være meget bange for. De to russiske medier har sat fuld skrue på misinformation om krigen i Ukraine i Latinamerika, og i en region, hvor der hersker udbredt mistillid til USA, har de russiske medier stor succes. Efter man har læst RT på spansk, sidder man tilbage med det indtryk at Nato er dybt splittet, at USA er degenereret og at EU kun fungerer som USA's vasal. Når RT og Sputnik har vind i sejlene, skyldes det ikke mindst, at flere latinamerikanske regeringer åbent har givet især RT en hånd. Daværende præsident i Argentina, Cristina Kirchner, foretrak ofte at give interviews til RT og den ligesindede venezuelanske kanal Telesur frem for til landets egne medier.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 8; Politiken, torsdag, s. 13 (19.04.2022)
Tyskland er håndlanger for Putin
Politiken lørdag bringer en kommentar af Paul Krugman, økonomiprofessor og klummeskribent for The New York Times, som blandt andet skriver: "Vladimir Putins aggressionskrig er finansieret af de penge, Rusland får ved at sælge fossile brændstoffer til Europa. Og selvom Ukraine, utroligt nok, har slået russerne tilbage i hovedstaden Kyiv, bliver der ikke sat en endegyldig stopper for Putin, før Europa dropper sin afhængighed af russisk energi. Det betyder, at Tyskland, hvis politiske ledere og erhvervsledere bedyrer, at de ikke kan klare sig uden russisk naturgas, skønt mange af deres egne økonomer er uenige, i realiteten er blevet Putins dygtige håndlanger. [...] Der er ingen tvivl om, at en hurtig lukning eller bare kraftig reduktion af gasimporten ville være ubehageligt. Men utallige økonomiske analyser har vist, at effekterne af drastisk at reducere gasimporten fra Rusland langtfra ville være katastrofale for Tyskland. [... ] Kontrasten mellem Tysklands aktuelle tøven over for at yde moderate ofre selv i en situation, hvor de er stillet over for uhyggelige krigsforbrydelser, og de kolossale ofre, som Tyskland forlangte af andre lande under den europæiske gældskrise for ti år siden, er slående. Som mange muligvis vil huske, stod store dele af Sydeuropa i begyndelsen af 2010'erne over for en krise, da lånemulighederne tørrede ud, hvilket sendte rentesatsen på statsgælden på himmelflugt. Tyskerne var hurtige til at lægge skylden for problemerne på de pågældende lande selv og med megen moraliseren insistere på, at de var kommet i vanskeligheder, fordi de havde optrådt uansvarligt økonomisk og nu måtte betale prisen. Det har vist sig, at den diagnose var forkert. Meget af stigningen i de sydeuropæiske rentesatser afspejlede panik på markedet snarere end noget grundlæggende. Låneomkostningerne raslede lynhurtigt ned, efter at chefen for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi i sommeren 2012 udtalte de fem ord - ”uanset hvad der skal til” - og ladet forstå, at centralbanken om nødvendigt ville træde til og opkøbe de ramte landes gæld. [...] Men medmindre den erkendelse kommer, og indtil den eventuelt kommer, vil Tyskland fortsat på skammelig vis være det svageste led i den demokratiske verdens svar på Ruslands aggression."
Politiken, lørdag, s. 4 (19.04.2022)
Ungarn står mere og mere alene i EU-strid
Politiken bringer torsdag en analyse af Karin Axelsson, EU-korrespondent. Hun skriver blandt andet: "Fire præsidenter fra Polen, Estland, Letland og Litauen på vej til Kyiv for at mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, onsdag. Hvis der er noget, der har bragt disse fire lande tæt sammen, er det modstanden mod Rusland og visheden om, at ukrainerne også kæmper deres kamp. På skift har de i årevis advaret om aggressiv russisk fremfærd og ekspansionstanker - oftest for døve øren. Det er anden gang, den polske top har kurs mod Kyiv. På ingen af turene har Ungarn været inviteret med. Synet på Rusland skiller dem som dag og nat, og det er med Ukraine-krigen blevet en uomgængelig kile i forholdet. Senest har Ungarn pure afvist at pille ved importen af russisk olie og gas og kaldt det 'en rød linje', som risikerer at smadre det ungarske samfund. Modsat har Polen i ugevis indtrængende opfordret de andre EU-lande til at lave en energiembargo. [... ] For mens EU-Kommissionen med den ene hånd arbejder på at få Ungarn med på vognen i forhold til en sjette pakke af sanktioner, som, har de allerede ytret, bør indeholde indgreb over for russisk olie, så har man med den anden hånd fundet pisken frem igen. I sidste uge annoncerede kommissionen, at de svar, man har fået fra Ungarn på uregelmæssige pengestrømme med EU-midler og uheldige personsammenfald på vigtige poster, ikke er tilfredsstillende. ”Vi ser anledning til at gå videre”, konstaterede kommissionsformand Ursula von der Leyen. Det betyder helt konkret, at kommissionen lægger an til at bruge sit nyt retsstatsværktøj for første gang, som giver mulighed for at tilbageholde EU-støttekroner fra et land, som ikke overholder retsstatsprincipperne. [...] Tirsdag formiddag skulle EU's europaministre diskutere det årlige tjek af retsstaten i en række lande, og her var turen blandt andet kommet til netop Ungarn. ”Vi møder op med åben pande og hæfter os ved, at vi lige har fået et sikkert genvalg ved et frit og fair valg”, konstaterede den ungarske justitsminister, Judit Varga, som også inde på mødet forsvarede Ungarn med næb og kløer og efterlyste en lykønskning fra EU-Kommissionen med det flotte genvalg. Normalt står Polen og Ungarn last og brast i de her diskussioner. Tirsdag var reaktionen fra Polen: tavshed. [...] Så ud over at kæmpe for, at den russiske olie og gas også flyder uhindret til Ungarn fremover, skal Viktor Orban bruge kræfter på at rede trådene ud i forholdet til polakkerne eller kigge sig grundigt rundt efter nye allierede. Lige nu er de svære at få øje på i EU-kredsen."
Politiken, torsdag, s. 14 (19.04.2022)
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 19. april 2022
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark