Tirsdag den 2. juli

Tophistorier

EU-ledere afbryder møde om topjob - prøver igen tirsdag
Der lægges et kæmpe puslespil i EU i disse dage, hvor topposter skal uddeles til de rigtige kandidater. Efter et rekordlangt topmøde, der varede fra søndag aften til mandag middag, kunne stats- og regeringslederne ikke blive enige om, hvem der skulle have topposterne i EU. Dermed blev mødet brudt op, 18 timer efter det var startet. Beskeden fra Det Europæiske Råd lød, at lederne i stedet mødes igen tirsdag formiddag for at fortsætte drøftelserne. Optakten til topmødet bød på et fælles forslag fra Frankrig, Tyskland, Holland og Spanien, der ville placere den socialdemokratiske hollænder Frans Timmermans på den magtfulde post som formand for Europa-kommissionen. Forslaget var et kompromis fra tysk side, hvor kansler Angela Merkel hidtil har stået fast med Manfred Weber, den tyske spidskandidat fra Merkels konservative politiske familie EPP. I et forsøg på at redde spidskandidatprocessen og forholdet til Europa-Parlamentet, kom de fire centrale nationer frem til en pakke, hvori danske Margrethe Vestager ifølge Børsens oplysninger var i spil til et sekundært job i Kommissionen som enten næstformand eller som EU’s udenrigschef.

Berlingske skriver, at den franske præsident Emmanuel Macron mener, at det giver et dårligt indtryk af både Det Europæiske Råd og EU, at der endnu ikke er opnået enighed om topposterne: ”Vi afslutter denne dag på en måde, som man retfærdigvis kan kalde en fiasko, fordi der ikke er fundet noget resultat,” sagde Macron. Statsminister Mette Frederiksen var også utilfreds med, at der ikke blev fundet en løsning. Ud over kommissionsformanden skal der findes en formand for Det Europæiske Råd, en udenrigschef for EU og en formand for Den Europæiske Centralbank. Berlingske skriver, at der også kan komme en viceformandspost for Europa-Kommissionen på tale, for at udvide kabalen og tilgodese de mange ønsker på tværs af især partiskel, nationale interesser og en kønsbalance. Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager er omtalt som en mulig viceformand i Europa-Kommissionen. Det vil dog være plan B for Vestager, som håber at blive kommissionsformand. Ifølge professor og EU-ekspert ved Københavns Universitet Marlene Wind som følger forhandlingerne, skal man huske at spekulationer er spekulationer. B.T. skriver, at diplomater har spekuleret i, at socialdemokraten Frans Timmermans bliver ny kommissionsformand. Giver man Timmermans topjobbet, er logistikken så, at de øvrige poster fordeles mellem EU-Parlamentets to andre store grupper, borgerlige EPP og den liberale gruppe, som Margrethe Vestager er knyttet til og Vestager kan dermed blive udenrigschef. En post, Marlene Wind ikke tror, Margrethe Vestager er allermest interesseret i. ”Det er ikke en særligt magtfuld position, ligesom det falder uden for Vestagers erfaringer som konkurrencekommissær,” siger Wind til B.T.

Kristeligt Dagblad skriver, at Mette Frederiksen oplyser, at Vestager stadig er på alles læber og at det er et godt udgangspunkt for Danmark. "Jeg oplever faktisk en bred respekt omkring Margrethe (Vestager, red.), og det går lidt på kryds og tværs af forskellige interesser. Så vi er på ingen måde færdige med at tale Vestager," siger Mette Frederiksen som mener, at jobkabalen skal falde på plads "senest tirsdag". ”Margrethe Vestager kan blive direktøren for det hele,” siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet Han fortæller, at mens de 27 andre kommissærer nok har en del at skulle have sagt, så er den vigtigste post i hele EU kommissionsformandens, skriver B.T. Metro.

I en nyhedsanalyse skriver to af Politikens EU-korrespondenter ligeledes om, at EU endnu ikke er blevet enige om at fordele topposterne i EU. De skriver blandt andet: ”Engang var EU såre simpelt. Uanset hvor meget kaos og uenighed der var mellem landene, endte det altid med, at Tyskland trådte til. Oftest hånd i hånd med Frankrig. Og de borgerlige kristendemokrater i EPP havde magten og altid flertal sammen med socialdemokraterne. Da EU's præsident, Donald Tusk, mandag middag måtte udskyde det tredje og uhørt lange topmøde om fordeling af topposter til tirsdag, blev det et meget synligt bevis på, at den gamle magtbalance i EU's politiske værksted er ændret markant, og den nye har endnu ikke fundet sig selv. Det var det, vi så på det over 18 timer lange topmøde søndag aften, nat og mandag morgen og formiddag. Et topmøde, hvor det helt centrale punkt var at finde en ny formand for EU-Kommissionen. Den post, Jean-Claude Juncker har i dag. I de seneste 15 år er den gået til EPP, og derfor er partiets selvforståelse, at det som det største parti i EU har haft - og har - førstefødselsretten til posten. […] Det skaber uro i EU-geledderne. Og det blev anskueliggjort på topmødet, hvor EPP måtte kaste al sin politiske kapital ind for at prøve at undgå den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans som kommissionsformand. Og samtidig ikke kunne skabe flertal for en af de tre konservative, der blev foreslået til posten. […] Der er dog også en enkelt magtkamp, der ikke er ny, kampen mellem parlamentet og Det Europæiske Råd. Især når det kommer til topposter, vil de begge gerne bestemme. Det er også i det lys, tirsdagens forlængede topmøde skal ses. Onsdag skal parlamentet vælge ny formand, og her prøver regeringscheferne i Det Europæiske Råd af al magt at få dem til at vælge Manfred Weber. Så han er ude af det store spil.”

International korrespondent Jette Elbæk Maressa skriver i en analyse, at ingen kæmpede hårdt for Europa: ”I den nordiske fortælling om ragnarok slås bror mod bror og søster mod søster, inden Jorden går under. Nogenlunde sådan kan EU's stats- og regeringschefer have følt det, da de i over 18 timer forhandlede om, hvem der skal sættes på EU's topposter. Ifølge flere kilder tæt på processen var alle gode til at skyde hinandens forslag ned, mens det kneb gevaldigt med at formulere, hvad man så kunne samles om. […] Men der er et stykke vej, til at Europa igen får flyvehøjde. Status før fjerde forhandlingsrunde er, at alt igen er i spil. […] Heller ikke forslaget, som var omdrejningspunktet op til og under topmødet, er skudt helt i sænk: den såkaldte sushiaftale, som har fået navnet, fordi den blev til under G20-topmødet i Japan. Grundstenen i den var, at socialisten Frans Timmermans skulle være EU-Kommissionens formand, og den konservative Manfred Weber vælges til Europa-Parlamentets formand. Navne og partitilhørsforhold på de øvrige poster som EU-præsident og EU's udenrigschef var mere variable, hvilket indebar, at Margrethe Vestager røg ind og ud af kabalen, som timerne gik. […] Stillingen ved pausen i topmødeforhandlingerne er, at der er spillet en kamp, som alle har forsøgt at vinde, og Europa tabte første halvleg. Flere fronter står over for hinanden, de øst- og centraleuropæiske lande i Visegrådgruppen mod EU's gamle akse: Tyskland og Frankrig, dog med den betydelige forskel, at mens Frankrig og Tyskland synes at have nået et kompromis, har meldingerne fra de øst- og centraleuropæiske lande hidtil været præget af, hvem de ikke vil have. Ingen har turdet tage den afstemning, som kunne vise, hvem der har det nødvendige flertal bag sig.”
Berlingske, s. 8-9; B.T., s. 6; Information, s. 8-9; Jyllands-Posten, s. 13; Kristeligt Dagblad, s. 5; Politiken, s. 1, 4; B.T. Metro, s. 4-5; Børsen, s. 16 (02.07.2019)

Prioritede historier

Danmarks nye udenrigsminister vil have et fair Europa, som løser folks problemer
Danmarks nye udenrigsminister Jeppe Kofod (S), vil slå et slag for en fair globalisering, et styrket EU-samarbejde og partnerskab med Afrika samt en genoplivet multilateralisme med fokus på klima og sikkerhed. Jeppe Kofod (S) var i går på tiltrædelsesbesøg hos sin tyske kollega, Heiko Maas, i Berlin. Kristeligt Dagblad skriver at både Jeppe Kofod og Heiko Maas på pressemødet gjorde meget ud af at understrege vigtigheden af både det dansk-tyske samarbejde, et styrket EU-samarbejde især omkring migration og klimaet og deres fælles mål om at give multilateralismen en tiltrængt vitaminindsprøjtning på et tidspunkt, hvor den regelbaserede verdensorden og det traditionelle transatlantiske samarbejde er under pres af blandt andre en isolationistisk amerikansk præsident. "Det var rigtigt vigtigt. Vi lever i en ny verden, hvor der er stor konkurrence mellem de store aktører USA og Kina og Rusland, og hvor det er vigtigt, at vi står sammen om at sikre retsstatsprincipperne, demokratiet og multilateralismen. Det talte vi meget om, og der er kun Europa til at løfte denne opgave. Derfor var det så vigtigt for mig at få denne samtale fra starten af," lød det fra Jeppe Kofod efter pressemødet som også udtalte: "Det er vigtigt for mig, at vi vil have et fair Europa, som løser folks problemer. Løndumping er alvorlig og skal stoppes. Skattedumping skal stoppes. Det samme med globaliseringen. Det er ikke nok at sige frihandel, vi skal også have fair handel. Vi skal have en fair globalisering, hvor vi kan se, at uligheden ikke vokser mellem mennesker og lande, at klimakampen bliver taget alvorligt gennem bindende aftaler, og at de 17 verdensmål, som jeg mener er den store ramme om vores politik, bliver leveret ved at få styr på globaliseringen.” Ifølge Kristeligt Dagblad fremhæver Kofod blandt andet, hvor vigtigt det er at få stoppet menneskesmuglere og et af de tiltag Kofod nævner, hvor EU har gjort en konkret forskel, er ved at støtte repatriering af vestafrikanske migranter, der sidder fast i de berygtede libyske detentionslejre. Udenrigsministeren har efter sine fem år i Europa-Parlamentet et indgående kendskab til de europæiske beslutningsprocesser, ønsker også en bedre koordinering af udviklingssamarbejdet i Europa. Det er dog ikke nogen tilfældighed, at den nyudnævnte udenrigsminister valgte Tyskland som den første destination. Det er næsten umuligt at blive uvenner med tyskerne. Berlingske skriver at der er mere, der forener end skiller de to nabolande, selv om en række dagsordener kan trække i hver sin retning. Efter spørgsmålet om at anlægge den russiske gasrørledning Nord Stream 2 ikke længere er en dansk afgørelse kan det ikke længere komme til at udgøre et spændingsfelt med regeringen i Berlin. ”Vi berørte ikke rørledningen på den måde. Jeg orienterede om, at konsortiet havde trukket sig,” lød det fra Jeppe Kofod. Det var klimaplanerne, den tyske udenrigsminister primært var interesseret i at høre om. Hvordan den danske regering har tænkt sig at nå op på en 70 procents reduktion i CO2-udslippene inden for få årtier. ”Det bliver et mål i sig at få EU til at blive en klimaunion. Det europæiske projekt startede som en kul- og stålunion. Nu skal det være en klimaunion,” siger Jeppe Kofod, selv om han også ved, at det kan blive svært uden et bredere politisk perspektiv med deltagelse fra USA, Kina og Rusland og andre lande.
Berlingske, s. 14-15; Kristeligt Dagblad, s. 4 (02.07.2019)

Finansielle anliggender

Bankkunder må betale for ny seniorpension
Børsen skriver at det ventes at blive bankkunderne, der kommer til at betale for, at nedslidte ældre får en ny mulighed for at trække sig tilbage op til seks år før tid og gå på seniorpension. For at finansiere den nye ordning blev den tidligere VLAK-regering nemlig enig med Dansk Folkeparti (DF) og De Radikale om at fjerne bankernes fradragsret på hybrid kernekapital, der sammen med egenkapitalen danner bankens kernekapital. Det bliver således bankkunderne og ikke bankerne, der i sidste ende må punge ud for VLAK-regeringens aftale om seniorpension. “Bankerne er jo en butik. og de vælter det jo over på kunderne. Så det er egentlig bare en konstatering,” siger finansordfører i DF, René Christensen. Han understreger, at rentefradraget på hybrid kernekapital stod til at blive afskaffet under alle omstændigheder, da det ifølge EU-Kommissionen kunne anses som ulovlig statsstøtte. Skatteminister Morten Bødskov (S) skriver, at han ligeledes føler sig bundet af EU, men at han er åben for at kigge på aftalen igen. De Radikales beskæftigelsesordfører, Rasmus Helveg Petersen, mener ikke, at man lovgivningsmæssigt kan forhindre bankerne i at hæve gebyrerne andre steder, når de ikke længere kan få skattefradrag for renteudgifterne på hybrid kernekapital. Helveg peger ligeledes på, at de danske politikere reelt ikke havde noget valg, da det hidtidige skattefradrag var i strid med EU-reglerne.
Børsen, s. 15 (02.07.2019)

Bankunion er ren jeopardy
Morten Messerschmidt, EU-ordfører for DF skriver i et debatindlæg i Information blandt andet: ”Mette Frederiksen (S) bør afskaffe grænsekontrollen og tiltræde EU's nye bankunion, skriver Erik Boel i en kommentar i Information den 27. juni. Og det skal han ikke kun have utak for. For mens de fleste i dag synes at have indset behovet for at værne om Danmarks grænse, har der i valgkampen været underligt tavst om bankunionen. Noget nær det eneste, vi hørte, var, da Mette Frederiksen trak sit løfte om en folkeafstemning tilbage. Og det var jo i grunden skidt nyt. Så selv om Boels ærinde er et andet end mit, skal han have tak for at sætte fokus på spørgsmålet om EU's bankunion. Hvis Danmark vælger at deltage i bankunionen, vil tilsynet med de danske penge- og realkreditinstitutter rigtigt nok overgå til Den Europæiske Centralbank (ECB). Men bliver det også bedre, blot fordi det fremover er en EU-myndighed, der skal træffe afgørelsen om, hvorvidt et dansk penge- eller realkreditinstitut skal lukke? Det kan få alvorlige følger for dansk økonomi under en fremtidig krise, hvis ECB og den fælles EU-myndighed til håndtering af kriser skulle finde på at beslutte, at for eksempel Danske Bank skal lukke eller eventuelt overtages af en udenlandsk bank. […] I øvrigt er det et underligt argument, at bankunionen skulle give et stærkere finansielt tilsyn eller en mindre risiko. EU's system er bestemt ingen solstrålehistorie. Det viser netop den skandale om Danske Bank, Boel nævner. Her svigtede flere af EU-landene ved ikke at rapportere om uregelmæssighederne i Estland til de danske myndigheder.”
Information, s. 18 (02.07.2019)

Handel

Hård kritik af ny handelsaftale
”Dette er i sandhed et historisk øjeblik,” sådan lød det fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om den handelsaftale, der netop er blevet indgået med de fire Mercosur-lande: Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Efter 20 års forhandlinger er EU nået til principiel enighed med Mercosur om en ny handelsaftale. Jyllands-Posten skriver at handelsaftalen samlet set skaber et marked for 780 millioner mennesker og en fjerdedel af verdensøkonomien. EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, oplyser at aftalen vil spare europæiske virksomheder for 4,5 milliarder euro i told hvert år, idet tolden på 91 procent af EU's vareeksport til Mercosur vil forsvinde. Udfordringen for Cecilia Malmström og den kommende EU-Kommission er, at fordelene ved aftalen ikke er jævnt fordelt. Ifølge Jyllands-Posten er erhvervslivet splittet i forhold til mange dele af aftalen. Flere miljøorganisationer har bebudet at ville kæmpe imod dele af aftalen, og det samme har en række fagforbund. Især franske og tyske landmænd er meget negative over for aftalen. ”Aftalen er totalt ude af balance og tager slet ikke højde for, at de fleste landbrug i EU er små, familieejede virksomheder, hvor man i Mercosur ofte opererer med selskabsejede landbrug i industriel størrelse,” lyder det i en kommentar fra Joachim Rukwied, præsident for Deutschen Bauernverbandes. Aftalens ordlyd er endnu ikke offentliggjort, og EU-Kommissionen har endnu ikke præsenteret detaljerede konsekvensberegninger. For EU har det været afgørende at få aftalen på plads inden præsidentvalget i Argentina til oktober, da der er frygt for, at den markedsøkonomiske og erhvervsvenlige Mauricio Macri vil tabe valget til den venstrepopulistiske, forhenværende præsident Christina Fernández de Kirchner, der har tilkendegivet at ville trække Argentina ud af handelsaftalen.
Jyllands-Posten, s. 12 (02.07.2019)

Institutionelle anliggender

Derfor fik EUs stats- og regeringsledere »sushi-aftalen« galt i halsen
I en analyse skriver Berlingskes korrespondenter i Berlin og Bruxelles følgende om at det endnu ikke er lykkedes at finde de nye toppoter i EU: ”Et godt gammelt ordsprog fra den politiske ABC lyder, at »en sejr har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst.« Få timer efter et sammenbrud i maraton-forhandlingerne i Bruxelles, skydes der allerede i mange retninger om, hvem der bærer skylden. Nederlaget indtraf, da man på det tredje topmøde, som tog rekordlange 18 timer, stadig ikke kunne blive enige om, hvem der fremover skal sidde på de magtfulde topposter i EU. De fleste peger dog på det, der allerede er blevet omdøbt til »sushi-aftalen«, som den mest udslagsgivende faktor. I forbindelse med G20-mødet i japanske Osaka fredag og lørdag havde en mindre kreds af EUssværvægtere - Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien - forsøgt at strikke et kompromisudspil om topposterne sammen. […] For Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet var forslaget om, at den socialdemokratiske hollænder Frans Timmermans skulle blive ny kommissionsformand, tæt på at være en provokation. Allerede i fredags sendte de et fælles protestbrev til Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, hvorefter ingen kunne være i tvivl om deres holdning. På vej ind til topmødet udtalte Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, at Timmermans »ikke er kompromisets kandidat. Han er en kandidat, der i høj grad splitter Europa«. Centraleuropæernes modstand mod Timmermans skyldes især, at det er hollænderen, der på Kommissionens vegne har stået i spidsen for EU's kritik af den ungarske og polske retsstat. […] Endelig vanskeliggjorde det også forhandlingen, at i hvert fald Italien følte sig holdt ude fra »sushi-aftalen«. På vej ud fra topmødet kritiserede Italiens premierminister, Giuseppe Conte, at den lille kreds af regeringsledere i Osaka pludselig havde genoplivet den såkaldte »spitzenkandidat-model«. Altså den proces, hvor de politiske grupper allerede før Europa-Parlamentet skal udpege kandidater til Europa-Kommissionen. Dermed havde Italien i princippet ikke problemer med Timmermans, men med en pakke, der var blevet født et andet sted, hed det. I lyset af den store utilfredshed måtte Donald Tusk erkende, at landene ikke kunne nå til enighed. På sin afsluttende pressekonference gjorde kansler Merkel det klart, at det ikke var realistisk at stemme en så stor gruppe lande ned.”
Berlingske, s. 9 (02.07.2019)

Historien er afgørende for landes forhold til EU
Vibe Termansen, historiker, journalist og forfatter til bogen ’Kampen om Centraleuropa’ skriver i en kronik i Politiken om at det nye EU-Parlament i dag træder sammen for første gang. Hun skriver følgende: ”Den højrepopulistiske jordskredssejr blev som bekendt ikke den lavine, visse frygtede. Men i de fire Visegrad-lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, der siden 1990'erne har forsøgt at lancere sig som en samlet politisk enhed i Centraleuropa, er 57 af i alt 106 nye parlamentsmedlemmer defineret som EU-skeptikere af EU-mediet Politico. Det er 8 flere end i 2014. Tallene kan undre, da befolkningerne i disse lande synes meget begejstrede for det EU-medlemskab, de kæmpede så hårdt for, og endelig opnåede i 2004. Ifølge seneste Eurobarometer svarer 68 procent af EU-borgerne ja til spørgsmålet, hvorvidt deres land har haft gavn af EU-medlemskabet. I Polen svarer hele 86 procent ja, tæt fulgt af Ungarn og Slovakiet, begge med 78 procent. Af de 4 ligger kun Tjekkiet med 58 procent under EU-gennemsnittet. Det er naturligvis umuligt entydigt at dechifrere det paradoks, der får disse EU-begejstrede befolkninger til at sende så forholdsvis mange EU-skeptikere af sted til første arbejdsdag i parlamentet i Bruxelles. Lad mig alligevel vove et bud. Og lad mig koncentrere mig om Polen og Ungarn, de to lande, EU-Kommissionen har indledt artikel 7-procedurer mod. […] Selv om EU i næste budgetperiode, 2020-27, vil dirigere flere midler mod syd i unionen og færre mod øst - en omdirigering, regeringerne i Warszawa og Budapest kæmper med næb og kløer for at bremse - er der ikke umiddelbart udsigt til røde tal på bundlinjen i det regnskab. Ud over økonomien, som alle kan lide, sætter oppositionen til de siddende regeringer i Polen og Ungarn deres lid til EU som den udefrakommende institution, der skal bremse deres regeringer, når de vedtager love, der er i åbenlys modstrid med værdierne i liberale demokratier. Regeringspartierne selv hævder også at være vældig EU-begejstrede. Men her bliver det indviklet. I Ungarn har Orbån adskilt det retorisk, så 'EU', der så rundhåndet uddeler midler, Orbån kan viderefordele når og hvor han vil, er positivt, mens 'Bruxelles', der stiller krav og iværksætter artikel 7-procedurer, er negativt. […] Hvis EU skal virke, hvis det ikke skal blive splittet og svagt, kan vi ikke tillade visse landes regeringer at redefinere EU's grundlæggende værdier om demokrati og retsstatsprincipper. Det er faktisk simpelt nok, for de står allerede i EU-traktatens artikel 2, som alle medlemslande har skrevet under på.”
Politiken, s. 5 (02.07.2019)

Hollænder i centrum: Populær i Vest og aldeles uønsket i Øst
Hollænderen Frans Timmermans' navn har de seneste dage været omtalt i Bruxelles i forbindelse med fordelingen af EU-topposter. På godt og ondt. Politiken skriver at den nuværende næstformand for EU-Kommissionen har fået officiel støtte fra den franske præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands kansler, Angela Merkel, som en kompromiskandidat til posten som kommissionsformand. På trods af at den liberale franskmand og den konservative tysker ikke deler Timmermans socialdemokratiske sindelag. Timmerman vil på klassisk socialdemokratisk vis opbygge et frit, retfærdigt og bæredygtigt Europa, hvis man spørger ham. Han har ikke selv været valgt til Europa-Parlamentet, men stiller op til formandsposten som spidskandidat for PES, de europæiske socialdemokrater. Lande som Polen og Ungarn ser dog ikke positivt på Timmerman, det er nemlig ham, der har stået for at få landene mod øst til at rette ind, når de har brudt demokratiske retsprincipper om presse- og ytringsfrihed. Særligt på et område taler Timmermans de østeuropæiske regeringschefer midt imod da han ikke anser migration som en trussel mod EU, men mener, at et fælles asylsystem skal sende de migranter tilbage, som ikke kan få asyl, og derefter fordele dem, der kan, ligeligt.
Politiken, s. 4 (02.07.2019)

Uværdig sjakren
Jyllands-Postens leder skriver følgende: ”Et europæisk totalteater udspiller sig i disse døgn for øjnene af en undrende offentlighed. Det må være en farce, en slags komedie, vil mangen en udenforstående formentlig mene. Men det er snarere en ufrivillig tragedie, desværre ikke af antik græsk kvalitet. Heller ikke efter 18 timers nye forhandlinger kunne EU's stats- og regeringschefer blive enige om fordelingen af topposterne i EU's byzantinske magtlabyrint. Afgørelserne er igen udskudt til et nyt møde, der begynder tirsdag formiddag. Det er simpelt hen bare for pinligt. Det er ikke mere end fem uger siden, at europæerne gik til valg til Europa-Parlamentet med den højeste valgdeltagelse i 20 år. Samtidig gik de proeuropæiske partier bredt frem. Det blev meget rimeligt udråbt til at være udtryk for en ny europæisk bølge efter alt for mange års skepsis, mistro og fortsat nationalstatsligt fnidder. Der var lagt op til, at det europæiske samarbejde nu skulle tage et spring fremad i en tid med illiberale strømninger mange steder, en meget speciel amerikanskpræsident, Kina og andre autoritære stater på fremmarch. Situationen dikterede et nyt europæisk sammenhold, hed det. […] Intet udstiller hulheden i alle disse hændervridende besværgelser som den uværdige sjakren om en håndfuld topposter i EU-hierarkiet, der nu har stået på i alt for lang tid. Det er svært udefra at udnævne særlige syndebukke. Særligt urovækkende synes dog et tilspidset fransktysk modsætningsforhold at være. Man under ikke hinanden hinandens kandidater. Hvor Tyskland, ikke mindst under kansler Merkel, traditionelt har ageret pragmatisk og neddæmpet, så svinger Frankrig, ikke mindst under præsident Macron, sig gerne op på den høje Europa-ideologiske hest. Desto hårdere falder præsidenten til jorden igen, når det så ubarmhjertigt afsløres, hvordan han bedriver sine visioner for det europæiske samarbejde i praksis. Om de kommende EU-chefer vil man efter dette forløb kun kunne sige, at det ikke nødvendigvis er de bedst kvalificerede. Det er ikke engang dem, der kunne skaffes flertal for. Det er dem, der ikke var et flertal imod. Dét er altså svaret fra EU's politiske elite til de vælgere, der lige har bedt om noget helt andet. Sikke en omgang tømmermænd, der venter!”
Jyllands-Posten, s. 16 (02.07.2019)

Klima

Danmarks dilemma i verdens klimakamp
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Jens Østergård forstkandidat, Bækmarksbro, at det belaster Danmarks klimaregnskab at udvikle og producere grønne teknologier, som for eksempel bedre vindmøller. Østergård skriver blandt andet: ”I forbindelse med Paris-aftalen har Danmark sammen med de øvrige EU-lande tilkendegivet at ville reducere CO2-udledningen med 40 pct. i 2030 i forhold til 1990niveauet. Aktuelt har vi reduceret med over 30 pct. (JP 20/6). Hvis denne udvikling fortsætter, vil vi nå 44 pct. i 2030 og dermed overopfylde målet. Alligevel arbejdes der i regeringsforhandlingerne med et væsentligt højere mål, måske 70 pct. Det er for så vidt fair nok, da det svarer til løfterne i valgkampen, men det bliver dyrt. […] Hvordan en ny regering vil realisere de store klimaambitioner, er uklart, men det ser desværre ud til, at man vil vælge askesevejen med store restriktioner, især i biltrafikken, men også i flytrafik og kødforbrug m.v. Desuden vil man fortsætte med at outsource den klimabelastende produktion. […] Hvis Danmark derimod fortsat går foran med at udvikle nye grønne teknologier, er der potentiale til at reducere den globale CO2-udledning med mange procent og samtidig skaffe vækst og velfærd til landet. Det batter. Dilemmaet er bare, at det ikke i samme grad pynter på Danmarks klimaregnskab: At udvikle og producere grønne teknologier, f.eks. bedre vindmøller, belaster vores klimaregnskab, mens brugen af dem overalt i verden gavner det globale klimaregnskab langt mere. Derfor kan det være fristende at suboptimere og gå askesevejen, når man gerne vil være i "den grønne førertrøje".”
Jyllands-Posten, s. 18 (02.07.2019)

Danmarks yngste EU-politiker vil sætte nye og grønne aftryk
Den 21-årige SF'er Kira Marie Peter-Hansen påbegynder sit liv som EU-politiker med et håb op at være med til at sætte ungdommen og klimaet øverst på dagsordenen i europæisk politik. Jyllands-Posten er med den nyudklækkede europaparlamentariker på vej til den første lange arbejdsuge i den nordfranske EU-by. ”Jeg føler mig fint rustet, men jeg er også bevidst om, at det ikke handler om at blive overmodig og overvurdere sig selv,” lyder det fra den unge økonomistuderende, der fortæller, at hun allerede er ”99 procent sikker på” at få en plads i parlamentets beskæftigelsesudvalg samt økonomiudvalget, hvor hun skal være med til at forhandle aftaler hjem på vegne af hendes europæiske partigruppe De Grønne. Kira Marie Peter-Hansen afviser at være bange for at drukne i EU-systemet: ”Hvis ikke jeg troede på, at min stemme ville blive hørt, kunne jeg lige så godt stoppe med at tro på demokratiet. Det er vigtigt at have følelsen af, at det her ikke kun handler om Kira, og hvad jeg kan opnå. Vi er 15 unge i min gruppe, hele gruppen har 75 medlemmer (fjerdestørste parti i parlamentet, red.), og både venstrefløjen og store dele af befolkningen står bag os,” siger hun.
Jyllands-Posten, s. 1, 12-13 (02.07.2019)

På trods af massiv luftforurening: Kosovos regering vil have endnu et kulkraftværk
På trods af flere og hyppigere tilfælde af ekstremt vejr er folk ”først lige blevet gjort opmærksom på, at der er et problem med klimaet”, forklarer EU-repræsentant Gazmend Selimi, der er programleder for EU-delegationen i Kosovo og er specialiseret i miljøpolitik og regulering. Information er blevet inviteret til Kosovo af EU-Kommissionen. Anledningen for mødet med Selimi er, at EU gerne vil fremvise nogle af de mange ting, som deres støttemidler er gået til på Vestbalkan de sidste mange år. I 2013 offentliggjorde Verdensbanken et studie, der viser, at luftforureningen i Kosovo var estimeret til at koste 852 for tidlige dødsfald og 318 nye tilfælde af kronisk bronkitis hvert år. Den seneste statusrapport fra EU, siger at ”luftkvalitet fortsætter med at udgøre en stor trussel mod menneskers sundhed, og at der bør iværksættes en indsats for at vedtage foranstaltninger til forbedring af luftkvaliteten. Især ved at håndhæve emissionsreduktionsplanen, som blev vedtaget i 2018.” Kosovo er langtfra alene, da situationen ikke er meget bedre i de andre lande på Balkan. Ifølge Reuters er dårlig luftkvalitet blandt andet skyld i 1.300 for tidlige dødsfald i den Nordmakedonske hovedstad Skopje hvert eneste år. EU-landende går heller ikke fri, idet det vurderes, at op mod 60 procent af den luftforurening, der udledes på Vestbalkan, også berører luftkvaliteten i flere EU-medlemslande. ”Vi har et kæmpe problem med luftforurening fra vores kulkraftværker, og det går særligt ud over borgerne i hovedstaden, Pristina, om vinteren, når kraftværkerne (værkerne Kosovo A og Kosovo B, red.) kører for fulde drøn, og vinden blæser røgen ind over byen. Man kan mærke det i lungerne: Det er svært at trække vejret,” siger Gazmend Selimi til Information og tilføjer, at regeringen på trods af det nu vil opføre et nyt 500 MW kulkraftværk til en værdi af 1,3 milliarder dollar, som skal leveres af amerikanske GE. Selimi tilføjer dog, at beslutningen om at opføre det store kulkraftværk ikke er gået ubemærket hen, og at beslutningen er blevet ”hårdt kritiseret af diverse civile organisationer.”
Information, s. 10-11 (02.07.2019)

Udenrigspolitik

Et sølle lederskab
Politiken mener at G20-mødet var et varsel om magtfuldkommenhed. Politikens leder skriver følgende: ”Hvis G20 - gruppen af store økonomier - viste demokratisk og socialt sindelag og respekt for verdenssamfundets fælles regler, var det enkelt at hylde de årlige topmøder i dette regi. Og hvis G20, som netop har holdt topmøde i Japan, påtog sig et ansvar for international handel, for tacklingen af klimaforandring og for at beskytte det forpligtende internationale samarbejde ... ville G20 være et civiliserende bidrag. Men G20's 'klassefoto' fra Osaka giver en fornemmelse af, hvorfor det ikke er tilfældet. På billedet står Putin, der har kontrolleret Rusland i to årtier, har invaderet og annekteret Krim, forsvaret Assad-diktaturets overlevelse i Syrien, ladet en kritiker myrde og udsat en afhopper for et morderisk attentat i England. Blandt kammeraterne er også Xi Jinping, der sidder lige så tungt på magten i Kina, undertrykker Tibet og sin egen Xinjiang-provins så tungt, at mere end en million borgere er spærret inde i kz-lejre. […] Osaka-topmødet fastholdt i det mindste G20's formelle tilslutning til Paris-aftalen - med Trumps USA som sørgelig undtagelse. De 19 stærke stater plus EU lovede også at stoppe plastikforurening af havene - i 2050. Og USA og Kina undlod at fare ud i yderligere handelskrig. Men hvis det skal gøre det ud for global ansvarlighed, var det sølle. G20 er i stedet blevet et forum, hvor misliebige magthavere kan få anerkendelse og indflydelse i kraft af deres magt ved at positionere sig blandt demokratisk valgte ledere.”
Politiken, s. 1 (02.07.2019)

Nej, Putin har ikke ret - det liberale demokrati er ikke dødt
Uffe Ellemann-Jensen. fhv. udenrigsminister (V) skriver i en kommentar i Berlingske følgende: ”Præsident Putin affyrede en bredside mod det liberale demokrati som styreform forud for sidste uges G20-topmøde i Japan: Den liberale ide er blevet forældet, erklærede han i et interview med Financial Times. Liberalismen har udspillet sin rolle, og magter ikke at tage vare på de problemer, der optager det store flertal af Europas befolkninger, sagde han. Lige siden Putin vendte tilbage til præsidentposten i Rusland for syv år siden, har han gjort, hvad han kunne for at underminere det liberale demokrati i EU. Han har støttet nationalkonservative politikere som Le Pen i Frankrig, Orban i Ungarn, Farrage i Storbritannien og Salvini i Italien. Han har ladet sine sikkerhedstjenester blande sig i Brexit-afstemningen for tre år siden - ligesom de blandede sig i den amerikanske valgkamp i 2016, der bragte Trump til magten i USA. […] Putin har ikke formået at reformere den russiske økonomi, så den har kunnet udnytte de enorme råvareressourcer, landet lever af at sælge. Men der er stadig råd til at støtte de nationalkonservative rundt om i Europa, både med penge og med troldekunster i cyberspace. Og det er på den baggrund, man skal vurdere Putins triumferende erklæring i Financial Times. Han har behov for at puste til den utilfredshed, der findes mange steder. Men Putin har ikke ret. Det liberale demokrati er ikke afgået ved døden. Tværtimod blev det styrket ved valgene til Europa-Parlamentet - og hvis vi ser på det seneste valg i Europa, det danske, så viste det styrkelse af de liberale og svækkelse af nationalkonservative og socialister. […] Det er vigtigt, at europæerne går i spidsen i kampen for at forsvare det liberale demokrati. For så længe Trump og hans ligesindede styrer USA, er der ikke megen hjælp at hente der. Den multilateralisme, som har været det bærende princip i efterkrigstidens enorme opsving, tromles ned af Trumps »America First«-strategi. Og manden selv forsømmer tilsyneladende ingen lejlighed til at demonstrere sin foragt for de liberale principper.”
Berlingske, s. 23 (02.07.2019)

Regeringen vil vægte diplomater mere end soldater i udenrigspolitikken
Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet skriver i en analyse i Kristeligt Dagblad følgende: ”Det er naturligvis for tidligt at give et kontant og konkret bud på den nye regerings udenrigspolitiske linje. Alligevel er det muligt på baggrund af det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og dens støttepartier samt udtalelser fra socialdemokratiske nøglefigurer at sige noget om, hvordan den nye regerings udenrigspolitiske retning adskiller sig fra den tidligere regering, og hvor den nye og den gamle regering ser ens på tingene. Samarbejdet i Den Europæiske Union (EU) er nøglen for den nye regering, som det var det for den forrige. Fokus er imidlertid skiftet, idet den tidligere regering betonede EU's gunstige muligheder for danske virksomheder på grund af det indre marked, mens den nye regering ifølge forståelsespapiret "som medlem af EU skal arbejde for, at den politik, der føres i EU, bliver langt mere progressiv end i dag". I den forbindelse tænkes der især på klimapolitikken og bekæmpelsen af grænseoverskridende skattespekulation. […] Spørgsmålet om EU-forbeholdene er ganske sigende ikke nævnt med et ord i forståelsespapiret. Det skyldes naturligvis de store meningsforskelle mellem partierne bag. Den socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, har imidlertid tidligere sagt, at hun ikke ser, at det er nødvendigt med nye folkeafstemninger om ændringen af forbeholdene angående den økonomiske og monetæreunion, samarbejdet om retspolitikken og samarbejdet i EU om forsvarspolitikken. Sidstnævnte havde den tidligere regering ellers lagt op til. Med hensyn til klimapolitikken vil regeringen arbejde for, at EU også etablerer en klimaunion som ramme om et styrket klimapolitisk samarbejde. Den idé minder om den energiunion, som EUetablerede for nogle år siden for at styrke og strømline det energipolitiske samarbejde. […] EU's klimaunion skal danne grundlaget for, at EU - med Danmark som spydspids - skal hæve målet for reduktioner af udslippet af klimagasser i 2030, således at hele EU bliver klimaneutralt i 2050. Det sidste betyder, at der ikke slippes flere klimagasser ud, end der for eksempel optages af planterne. I den forbindelse bliver det en hovedprioritet, at EU's kommende budget får langt mere fokus på klimapolitikken. ”
Kristeligt Dagblad, s. 4 (02.07.2019)