Torsdag den 24. september

Tophistorier

Moria-lejren er historie. Men det nye alternativ ser lige så horribelt ud
Flere aviser skriver om flytningesituationen i Europa og EU-Kommissionens bud på en ny asylpolitik. Den 8. september nedbrændte Europas største flygtningelejr, Moria-lejren, og nedbrændingen øgede presset for et nyt system, skriver Information. EU's migrationskommissær, Ylva Johansson, udtalte i forbindelse med Kommissionens forslag: "Vi skal ikke have et nyt Moria." Nu har de cirka 9.200 flygtninge fra Moria-lejren indvilget i at flytte ind i en ny lejr, som allerede har fået tilnavnet Moria 2.0 af beboerne og beskrives af nødhjælpsarbejdere som en katastrofe, der venter på at udfolde sig. "Når folk bor så tæt, som de gør her, er det en bombe af corona, som venter på at eksplodere," siger generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl. Ifølge de græske myndigheder er den nye lejr en midlertidig løsning, og til påske næste år vil flygtningene og migranterne blive flyttet til fastlandet og blive fordelt mellem de europæiske lande eller deporteret, hvis deres asylsag afvises. "Jeg vil gerne gøre det klart. Hverken i Evros, Chios, Lesbos, Kos, Samos eller Leros er det meningen, at asylansøgere skal opholde sig permanent," lød det fra den græske migrationsminister Notis Mitarachi i en tale i parlamentet i denne uge.

Onsdag præsenterede EU-Kommissionen sit nye forslag, der skal forsøge at rette op på et system, som ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen "ikke længere virker". Flere aviser skriver om Kommissionens nye model, der indeholder en såkaldt solidaritetsmekanisme, som et medlemsland kan aktivere, såfremt migrationspresset pludselig bliver stort. Landene kan selv bestemme, hvordan de vil være solidariske, de kan bare ikke vælge at lade være. "Det er ikke frivilligt at deltage i den solidariske mekanisme. Det er tvunget," sagde EU's migrationskommissær, Ylva Johansson. EU-Kommissionen vil fordele asylansøgere til de enkelte lande, som enten kan vælge at takke ja eller nej. Takker de nej til at modtage asylansøgerne, skal landene forpligtige sig på og betale for at sende afviste asylansøgere tilbage til deres hjemlande, hvilket de har otte måneder til. Hvis ikke det lykkes, skal landet modtage asylansøgere. Landene kan også vælge at tage knapt så mange flygtninge, som EU-Kommissionen har tænkt sig, og så "betale" sig ud af resten. Det kan enten ske ved at sponsorere udviste asylansøgere eller ved for eksempel at sende et antal grænsebetjente til Frontex, som bevogter EU's ydre grænser. Idéen med hurtige asylbehandlinger og hurtige udsendelser leder til stor bekymring hos generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente, skriver Altinget. "Der er en risiko for, at de hurtige afvisninger vil finde sted på bekostning af menneskerettighederne for dem, der faktisk søger beskyttelse," siger hun. Hun gør det klart, at det er er vanskeligt at få effektiviseret asylbehandling og udsendelser i lande, hvis asylsystemer i forvejen er presset i bund. "Forslaget tyder på, at EU ikke har lært af fortidens fejl, så asylansøgere endnu engang risikerer at sidde fast uden afklaring under umenneskelige forhold, som vi for eksempel har set det i Moria-lejren på Lesbos," advarer Slente.

I Danmark har den socialdemokratiske regering flere gange understreget, at man er modstander af tvungen omfordeling. Til Jyllands-Posten siger udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S): "Omfordeling vil gøre, at vi kommer længere væk fra den rigtige løsning, som er at få asylbehandling uden for Europa." Han kalder det positivt, at EU-Kommissionen ser et behov for at forbedre hjemsendelse af afviste asylansøgere, skabe mere velfungerende grænser og styrke indsatsen ved migrationsruterne. Da Kommissionens forslag ikke omfatter tvungen omfordeling af asylsøgere medlemslandene imellem, bliver det næppe aktuelt at Danmark tager imod nyankomne flygtninge eller migranter. Det skriver Berlingske. Fra Søren Gade, Venstres medlem af Europa-Parlamentet, lyder det, at der ikke bliver gjort nok for at afholde flygtninge fra at komme til EU's grænser. Det skriver Altinget. "Den helt store fejl ved det udspil er, at man ikke får styr på de ydre grænser," siger han og fortsætter: "Vi kan jo gøre alt muligt med de mennesker, der kommer. Men vi skal jo sørge for at få lukket de huller, der gør, at de kommer. Og det er der jo ikke lagt op til." Den danske regering har en vision om at oprette modtagecentre i nærområderne uden for EU, hvor asylansøgere kan få behandlet deres sager, inden de kommer til Europa. Den model bliver ikke nævnt i EU's migrationspagt. Det skriver Kristeligt Dagblad. "Vi mener, at modtagecentre i nærområdet er den eneste realistiske måde, man kan implementere et humant asylsystem på. Men det er helt ventet, at EU arbejder i en anden retning. Vi går selvfølgelig konstruktivt ind i det udspil, der kommer fra Kommissionen, vi skal jo samarbejde med dem, så langt som vi kan. Men vi arbejder videre med det, som vi tror på," siger Christian Rabjerg Madsen (S), der er formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg. Han vil ikke afvise, at Danmark vil samarbejde med andre lande uden om EU for at få en aftale om asylpolitikken på plads. "Jeg tror ikke på et fælles europæisk asylsystem. Heller ikke med den nye migrationspagt. Så jeg tror bestemt godt, at vi kan forvente at se, at Danmark indleder et samarbejde om det her med en række andre lande uden for EU," siger han.

Ifølge eksperter og politikere bliver EU-Kommissionens asylreform svær at gennemføre grundet kravet om solidaritet. Det skriver Information. I forslaget spiller idéen om "hjemsendelsessponsorater" en afgørende rolle. Gerald Knaus, der ses som arkitekten bag EU-Tyrkiet-aftalen fra 2016 og er leder af tænketanken European Stability Initiative, kalder tanken for interessant, men ser flere udfordringer. "Det kræver stadig en grundlæggende solidaritet. Og det er tænkt ud fra en misforståelse. Udvisninger går galt for næsten alle EU-lande, fordi modtagerlandene ikke vil tage imod de afviste asylansøgere, fordi vi ikke har tilstrækkeligt med aftaler på plads," siger Knaus. Ifølge Information skriver den danske socialdemokrat og EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose på Twitter: "Svært at se noget nyt i fordeling mellem landene. Det rejser flere spørgsmål end svar. Hvad er obligatorisk solidaritet og hjemsendelsessponsorat?" Gerald Knaus er enig i kritikken. "Asylpolitik skal på én gang både være ekstrem præcis og realistisk, men det udspil, vi hørte i dag, virker i mine ører ikke tilstrækkeligt præcis og realistisk," lyder det fra Knaus.

Et af de steder hvor flere hundrede flygtninge og migranter er strandet, er i en skov i Grande-Synthe i Frankrig. Her drømmer de om at komme over kanalen til Storbritannien. 5.000 flygtninge og migranter har i år krydset Den Engelske Kanal i små både, skriver Politiken. "I Storbritannien kan man få lov at arbejde sort. Jeg kan vaske biler, arbejde på byggeplads eller reparere telefoner, som jeg gjorde hjemme i Irak. Folk fortæller mig, at der er sikkert i Storbritannien. At briterne behandler kurdere ordentligt," siger Choman, en 37-årig irakisk kurder. Charlie Whitbread fra hjælpeorganisationen MRS tog for fire år siden til Grande-Synthe for at arbejde i en flygtningelejr, som den daværende humanistisk sindede borgmester lod opføre. Dele af lejren brændte ned i 2017, og siden har der ikke været politisk vilje til at genopføre den. Whitbread har de sidste fire år fulgt en lille flig af EU's sammenbrudte asylsystem på nærmest hold. Han prøver at gøre livet en smule mere værdigt for de mennesker, som landene i EU ikke har haft held med at lukke ude eller sende hjem. Ifølge Europa-Kommissionen, blev kun en tredjedel af de afviste asylansøgere sidste år sendt tilbage. Den nye plan vil ændre på dette ved at lave nye aftaler med tredjelande og give de enkelte medlemslande større ansvar for hjemsendelserne. Flere aviser skriver, at det ikke er første gang, at Europa-Kommissionen kommer med en plan. Tilbage i 2016 forsøgte daværende kommissionsformand Jean Claude-Juncker at tvangsfordele 160.000 flygtninge mellem EU-landene, men det endte ikke lykkeligt. Lande som Ungarn, Polen og Tjekkiet ønskede ikke at være med, og det endte med et åbent oprør mod Bruxelles. Planen endte med at udstille Europas splittelse og undergravede EU-Kommissionens troværdighed. Det skriver Information. "Vi har lært af 2016," sagde kommissær Margaritis Schinas onsdag. I næste måned begynder forhandlingerne om den nye plan. Det er nu op til EU's stats- og regeringschefer og EU-Parlamentet at beslutte, om kommissionens forslag skal gøres til skamme eller til virkelighed.
Information, side 1-7, 4, 6-7; Politiken, side 6; Berlingske, side 10; Jyllands-Posten, side 14; Kristeligt Dagblad, side 1-3; Politiken, side 6; Altinget (24.09.2020)

Bedre end ingenting
I Politikens leder, der omhandler Europa-Kommissions forslag til en ny europæisk migrationspagt, kan man blandt andet læse: "Det er fem år siden, at migrantstrømmen, der fyldte Europas motorveje i september 2015, fik det europæiske asylsystem til at bryde endegyldigt sammen. Fem år er alt for lang tid med lappeløsninger. Men i går kom den nye Europa-Kommissions længe ventede forslag til en ny europæisk migrationspagt. Kommissionens plan kræver, at alle EU-lande skal bidrage til løsningen. Det er indlysende rigtigt. EU er et fællesskab, og det nytter ikke noget, at landene i øst siger blankt nej til flygtninge, og landene i nord lader Sydeuropa i stikken. Den nu nedbrændte Moria-lejr på Lesbos viser, hvor galt det går, når ansvaret lægges på de enkelte EU-lande. I den ideelle verden ville løsningen derfor være en europæisk fordeling af flygtninge og asylsøgere. [...] Men det har Ungarn, Polen og Danmark desværre allerede erklæret sig lodret imod. Kommissionen foreslår derfor, at alle EU-lande skal bidrage ved enten at tage mod migranter eller sikre, at de asylsøgere, som ikke får opholdstilladelse, sendes retur. Det sidste skal ske ved såkaldte "hjemsendelsessponsorater", hvor et medlemsland overtager ansvaret for at hjemsende en person, som ikke har ret til ophold, hvor personen opholder sig. Hvordan det præcist skal fungere i praksis, er uklart og vil selvsagt være afgørende. [...] Kommissionsformand Ursula von der Leyen forsøger tydeligvis at ramme en politisk realistisk aftale, og det bedste skal ikke være det godes fjende. Flygtninge- og migrantkrisen er ekstremt svært at løse uden at gå på kompromis med enten det moralske ansvar eller den realpolitiske virkelighed. Og på lange stræk er EU-kommissionens bud på at løse denne cirklens kvadratur fornuftigt."

Berlingskes leder skriver blandt andet: "Vi har ikke en flygtningekrise som i 2015, men Europa har stadig ikke fundet effektive løsninger på det konstante pres af mennesker, der forsøger at sætte fod på europæisk jord for at søge asyl. [...] Alt det vil EU-Kommissionen genstarte den politiske debat om ved at fremlægge en pakke af forslag, som skal udgøre en ny migrationspagt for EU. Flere af forslagene virker oplagt rigtige. Kommissionen foreslår en ny screening af asylansøgere ved EUs ydre grænser for allerede her at kunne frasortere åbenbart grundløse ansøgninger fra. [...] EU-Kommissionen vil også investere flere kræfter i at få tilbagesendt mennesker uden beskyttelsesbehov. [...] Det store slagsmål kommer til at stå om den "solidaritetsknap", som Kommissionen foreslår at bygge ind EUs fælles asylpolitik. [...] Nu gøres der et forsøg på at sikre solidaritet med flere muligheder for selv at vælge, hvordan man vil hjælpe. Det kan ske ved at sende personale eller penge. Landene vil naturligvis også kunne tilbyde at tage imod nogle asylansøgere, og de kan endelig påtage sig at stå for hjemsendelser. Hvis der ikke melder sig nok frivillige lande til at tage imod under en ny flygtningekrise, lurer tanken om tvang dog stadig på kontorgangene i EU-Kommissionen. I sidste ende ønsker Kommissionen retten til at tvinge enkelte lande til enten at tage asylansøgere eller stå for hjemsendelser. [...] Danmark bør på trods af vores forbehold mod EUs retslige samarbejde gå så meget med i den nye migrantpagt som muligt, men vi skal holde fast i, at frivillighed er et afgørende princip. Det kan underminere tilliden til både EU og til nationalstaterne, hvis det ser ud til, at EU tager kontrollen fra de enkelte medlemslande på asylområdet."

I Ekstra Bladets leder kan man i dag blandt andet læse: "Hvad skal vi efterhånden med EU? Tanken dukker ofte op. Og gør det nu igen med EU-kommissionens udspil til en ny asyl- og flygtningepolitik. [...] Ingen faste kvoter, ingen tvinges reelt til noget. Udspillet lægger endnu en sten til det fundament af afmagt Den Europæiske Union i stigende grad bygger sin borg på. [...] Tilbage står nok engang spørgsmålet: Er EU andet end et marked, idealister har sammenflikket en union oven på med det noble ærinde at ville løse store fælles problemer, hvorefter vi konstaterede, at markedet fungerer, ja, men unionen kommer aldrig til det? Man kan diskutere, om fremtidens største problem er klima eller migranter. Er man et europæisk land, er EU faktisk en tredje kandidat."

Jyllands-Posten bringer en analyse skrevet af korrespondent Martin Kaae, som blandt andet skriver: "EU-forbehold kan formentlig holde Danmark ude af ny migrationssolidaritet. Men vil det være klogt? [...] På det officielle pressemøde blev det understreget, at der ikke er obligatoriske kvoter for omfordeling. Landene kan selv frit vælge, hvordan de vil være solidariske. Men hvad gør de så, hvis der ikke er lande nok, der vil tage imod? [...] "Så kommer vi til at korrigere deres bidrag," sagde embedsmanden. I månedsvis har kommissionen frygtet, at pagten vil drukne i et nyt opgør om omfordeling. Den risiko spøger nu. Danmarks EU-forbehold giver formentlig mulighed for at slippe uden om dette ømme punkt. Men vil det være klogt på længere sigt? [...] Den kommende tid skal embedsmænd og eksperter dissekere, hvad forslagene præcist vil betyde for Danmark. Hvad bliver forbeholdslandet omfattet af og hvad ikke? [...] I princippet kan skeptikerne af en fælles EU-løsning med omfordeling læne sig tilbage og overlade håndteringen af de konkrete migranter til frontlinjelandene. Man kan sende flere bevæbnede grænsevagter og hjælpe med udstyr og personale til at klare masserne, hvis de måtte komme igen. Og man kan for sig selv – for EU-enighed om den strategi er der ikke – arbejde for en løsning med lande uden for EU, der skal tage sig af asylbehandling og husning af flygtninge. Alle de tiltag vil være forbundet med indenrigspolitiske gevinster. I hvert fald på den korte bane. [...] På længere sigt kan risikoen imidlertid ikke udelukkes for, at frontlinjelandene en dag mister tålmodigheden. Følelsen af en uretfærdig byrdefordeling har været stærk de senere år. [...] Omfordelingen i sig selv løser ikke alle de problemer. Men hvis modstanden mod omfordeling ender med at blokere for et samlet, effektivt europæisk tiltag mod migrationen, så vil det – igen med ord fra Schinas – være en spildt chance. "Europa har ikke råd til at fejle to gange af den samme årsag," som han udtrykker det."

I Jyllands-Postens leder kan man blandt andet læse: "Mon kommissionsformanden selv kan holde masken, når hun taler om "en ny begyndelse" for EU's asyl- og migrationspolitik, eller at "det ikke er et spørgsmål om, medlemslandene skal bidrage, men hvordan de skal gøre det"? Sætningerne er formet til at brage gennem lydmuren med et let, forenklet budskab om handlekraft. Problemet er, at de er hørt før. Fleksibilitet er nøgleordet i EU-Kommissionens forslag til en ny begyndelse, som groft sagt går ud på, at når man ikke selv vil bidrage med at modtage migranter, så kan man betale sig fra, at andre gør det. [...] Endnu en flygtningestrøm, endnu et topmøde og mellem det beroligende ord om, at "vi klarer det", eller aftaler, hvor EU-landene betaler andre for at gøre det arbejde, som de ikke selv vil. Europas grænser sikres af Libyen, Tyrkiet og Marokko. Det holder ikke op. Presset mod Europa er enormt. Overalt i Europa sidder migranter, som har fået afslag på ophold, men som det ikke har været muligt at sende hjem. Den næste pagt er skabt til at ende som endnu et stykke papir oven på de mange, som allerede ligger i bunken. Europa står over for et umuligt valg: et opgør med egne humane principper eller en erkendelse af, at de ikke rækker til at bremse tilstrømningen mod Europa."
Politiken, side 1; Berlingske, side 2; Ekstra Bladet, side 24; Jyllands-Posten, side 1, 14, 22 (24.09.2020)

Prioritede historier

Stødpudestat kan havne i et storpolitisk dødvande
Efter den seneste måneds tids voldsomme protester mod Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, er han ved at være presset. Præsidenten har udtalt, at han er villig til at bruge de hårdeste midler mod befolkningen, og militæret er i højeste alarmberedskab. Det skriver Jyllands-Posten. I mandags afholdte EU-landene et møde i Bruxelles om indførelsen af en række sanktioner, der målrettet skulle ramme 40 topfolk fra det hviderussiske regime. Cypern modsatte sig som det eneste land, medmindre EU samtidig iværksætter tilsvarende sanktioner mod Tyrkiet grundet stridigheder om gasboringer i det cypriotiske hav. B.T. skriver, at den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i går sagde til Berlingske, at Danmark nu i lighed med andre EU-lande nægter at anerkende Aleksandr Lukasjenko som præsident for Hviderusland. "Hemmelighedskræmmeriet omkring hans indsættelsesceremoni i dag illustrerer jo bare, at han ikke er blevet indsat på baggrund af frie og fair valg, men på valgfusk og vold, " sagde Kofod. Aleksandr Lukasjenkos efterhånden eneste ven, Vladimir Putin, har ytret sin opbakning til Lukasjenko, og har advaret Vesten mod at blande sig i situationen i Hviderusland, som er en vigtig stødpudestat for Rusland mod netop Vesten. Det skriver Jyllands-Posten. Formentlig vil Putins støtte koste, at Hviderusland integrerer sig endnu tættere med Rusland blandt andet i form af en fælles valuta samt fuld skatte- og regulatorisk integration.

I et debatindlæg i Altinget skriver udenrigsordfører Annette Lind (S) blandt andet: "På trods af dokumenteret valgfusk nægter Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, der har siddet på magten i intet mindre end 26 år, at udskrive nyvalg. I stedet bruger han brutale metoder som bortførelse, udvisning, fængsling og tortur mod fredelige demonstranter, journalister, politiske modstandere og tilsyneladende tilfældige borgere. Alene for selv at bevare magten. Det må og skal vi reagere skarpt imod. Det har Danmark også gjort. Med skarp og klar fordømmelse af Lukasjenkos valgfusk. Ved at kræve EU-sanktioner. Ved at lancere konkret dansk hjælp på en halv million kroner til en akutindsats for at dokumentere regimets vold og tortur, retshjælp og noget så basalt og konkret som beskyttelsesudstyr og internetadgang til den hviderussiske frie presse. [...] I disse år oplever vi desværre, at flere autoritære regimer har medvind, og at udemokratiske kræfter også trives inden for EU. Det gælder Polen og Ungarn, hvor retsstaten og mindretalsbeskyttelsen og de frie medier er under pres. Globalt ser vi, at stormagterne Kina og Rusland træder længere frem på den internationale scene, mens USA har taget et skridt tilbage. [...] Når de værdier, som vi vægter højt herhjemme, udfordres, er vi nødt til at markere os og handle. Vi skal sige fra over for de autoritære tendenser, og ingen må være i tvivl om, hvor Danmark står i forhold til grundlæggende værdier som frihed, demokrati og menneskerettigheder. [...] Danmark skal fremme grundlæggende frihedsværdier og tale autoritære regimer som Hviderusland imod, når det er påkrævet. Ikke alene, men sammen med EU, FN og USA."

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører i Venstre, skriver i et debatindlæg i Altinget blandt andet: "En stabil og langsigtet udenrigspolitisk strategi kræver en bred forankring i vores folkestyre, hvor der er enighed om prioriteter, interesser og værdier mange år frem. Men det skal også indeholde et handlerum, hvor man hurtigt kan gribe mulighederne og realisere dele af den udenrigspolitiske strategi. [...] Konkret er der for tiden et handlerum for at vise den hviderussiske befolkning, at vi bakker dem op. Ved at indføre sanktioner mod de dele af det hviderussiske styre, der agerer håndlangere for præsident Lukasjenko, kan vi slå ned på dem, der ikke ønsker demokrati og ikke respekterer menneskerettigheder. I Venstre er vi uforstående over for, hvorfor man fra regeringens side endnu ikke har bakket op om de økonomiske og civile sanktioner, som de baltiske lande har påført Hviderusland. Det er personlige sanktioner, målrettet dem der udøver repression over for civile i et forsøg på at fastholde magten. Her skal vi netop turde gå forrest sammen med de baltiske lande og ikke vente på EU. For mig at se er det ikke enten eller men både og, når det kommer til pålægge sanktioner mod Hviderusland. [...] Når man i EU har fået sparket sanktionssnakken vedrørende Hviderusland til hjørne, fordi Cypern mener, der også skal påføres sanktioner på Tyrkiet, så skal vi ikke vente, men gå forrest. [...] Vi skal ikke acceptere brud på menneskerettighederne, og vi skal gennem bilateralt og institutionelt arbejde fremme demokratisk udvikling i Østeuropa og Afrika. Det er i vores interesse, at Ukraine, Hviderusland og Georgien bliver succesrige og stabile demokratier. [...] En langsigtet udenrigspolitik er vigtig for at sikre danske interesser og vise, at vi fortsat har en udenrigspolitisk rolle at spille. Derfor er det afgørende, at vi også fremadrettet har en bredt forankret udenrigspolitik, hvor vi er enige om de store linjer."
Jyllands-Posten, side 14; B.T., side 6; Altinget (24.09.2020)

Finansielle anliggender

Hvidvask bekæmpes ved at bekæmpe skattely
I et debatindlæg i Politiken skriver Lars Koch, politisk chef, Mellemfolkeligt Samvirke, at regeringen efter den seneste hvidvaskskandale må sikre mere gennemsigtighed og kontrol. Koch skriver blandt andet: “Hvidvask og finansiel svindel muliggøres af skruppelløse banker og af muligheden for at gemme formuer bag anonyme skuffeselskaber i skattely. Det misbruges af et rædselskabinet af kriminelle og fører til enorme tab for samfundet. […] Et helt afgørende tiltag mod hvidvask og skattefiflerier er derfor at skærpe kravene til alle lande om at have offentligt tilgængelige registre over de egentlige ejere af selskaber. Regeringen lovede i forståelsespapiret, at den gennem EU ville arbejde for en “styrket indsats mod skattely og skattespekulation”. Nu skal vi se konkret handling. Vi var mange, der havde store forventninger til udenrigsministeren, der som medlem af Europa-Parlamentet var meget aktiv i kampen mod skattely. I forlængelse af EU's hvidvaskdirektiv har Danmark, England og en række andre lande etableret offentligt tilgængelige registre over de egentlige ejere af selskaber. Desværre er kravene til registrene ikke stramme nok, og i f.eks. England er familiefonde ikke omfattet. Kravet til registrene skal strammes internt i EU og indarbejdes som et krav for andre lande, hvis de vil undgå at havne på EU's sortliste over skattely. […] Derfor skal vi styrke EU's tilsyn med banker og finansinstitutioner, så det kan gennemføre en uafhængig overvågning af transaktioner gennem skuffeselskaber i EU.”
Politiken, s. 7 (24.09.2020)

Institutionelle anliggender

EU lander aftale om støtte til fiskere i Østersøen
Rådet og Europa-Parlamentet er blevet enige om en foreløbig aftale om at støtte fiskere ramt af lave bestande af torsk og sild i den vestlige Østersø. Baggrunden for aftalen er en stor bekymring for bestandenes tilstand, som nu forsøges genoprettet, men som ikke vurderes at kunne gøres inden for få år. "Det massive fald i fiskebestandene i Østersøen skyldtes ikke overfiskeri. Flere økologiske faktorer er ansvarlige for krisen. Derfor er det tydeligt, at EU nu hjælper fiskere, der er berørt på en social måde. Den i dag besluttede hjælp skal nu implementeres så hurtigt som muligt," siger Parlamentets tyske ordfører på sagen, Niclas Herbst (PPE), i en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet. I løbet af de kommende skal Europa-Parlamentet og Rådet bekræfte aftalen.
Altinget (24.09.2020)

Tysk EU-politiker: Dansk rabat-fokus kostede på forskning og digitalisering
Altinget bringer et debatindlæg af Rasmus Andresen, medlem af Europa-Parlamentet for tyske De Grønne. Han skriver blandt andet: "Forhandlingerne om det langsigtede EU-budget og corona-genopretningsfonden kører på højtryk. Europa-Parlamentets forhandlingsteam og det tyske EU-formandskab har allerede mødtes til tre forhandlingsrunder. [...] Den økonomiske krise, som pandemien har udløst, kan godt gå hen og blive rigtig alvorlig, og vi ved af erfaring, at sådanne kriser ikke kan overvindes med nedskæringer og økonomisk egoisme. Der skal i stedet fælles investeringer og obligationer til for at sikre Unionens økonomiske fremtid. Især danske virksomheder kan glæde sig over disse beslutninger. Uden en stærk fælles økonomisk reaktion vil det indre marked bryde sammen, og danske virksomheders eksport af varer til EU-naboerne vil styrtdykke. Den danske statsminister, Mette Frederiksen, har sammen med sine borgerlige kammerater fra Holland og Østrig, Mark Rutte og Sebastian Kurz, spillet en trist rolle, idet hun krævede en stor dansk rabat som forudsætning for dansk godkendelse af genopretningsfonden. Regningen betales af forskning, udviklingshjælp og digitalisering. Her har stats- og regeringscheferne nemlig skåret ned. [...] For Europa-Parlamentet er EU ingen hæveautomat. Derfor mener vi, at hvis stats- eller regeringschefer diskriminerer imod mindretal eller udhuler retsstaten i deres land, så skal de ikke kunne få penge fra EU. Her er vi heldigvis enige med et stort flertal af medlemsstaterne. Men desværre er statsministeren og de andre regeringschefer gået alt for meget på kompromis med deres værdier for at kunne nå til enighed med Ungarn, Polen og kompagni, og de har nu gjort det alt for nemt for ungarske Orbán, det polske PiS-parti og tjekkiske Babi at blokere for sanktioner. Europa-Parlamentet kæmper derfor nu for at få en stærk retsstatsmekanisme, som får stoppet pengemisbrug og autokrater. Det er Europa-Parlamentet, som kæmper for vores fælles værdier og prioriteter. Lad os håbe, at regeringscheferne bakker op."
Altinget (24.09.2020)

Vi skal ikke lade os forstyrre af EU
Torben Steno, vært på Berlingske-programmet “Cordua & Steno” skriver i en kommentar i Berlingske blandt andet: ”Vi skal ikke lade os forstyrre af EU. Det er selvfølgelig svært for Ursula von der Leyen, EU's menneskelige ansigt, som Weekendavisens Ole Nyeng, kalder kommisionsforkvinden, at tilkæmpe sig opmærksomhed fra danske medier og politikere i en tid, hvor den komplicerede situation i Yemen for 12 år siden er på alles læber. […] Hvad så med klimaet? Det snakkede hende Ursula jo også om, at EU ville gøre noget ved. Men heller ikke det fik den store opmærksomhed. Det er også enormt kedeligt at blive ved med høre om. Og den tyske dame må jo vide, at Danmarks knap seks millioner borgere lever med verdens mest ambitiøse klimapolitik. Hele planeten sender beundrende blikke mod os, fordi vi ofrer os for klodens skyld med en kostbar målsætning om reduktion af vores CO2 med hele 70 pct. i forhold til 1990. Tag den EU! I er godt nok 512 millioner mennesker os selv medregnet. Men det er her hos os, det sker, Ursula.”
Berlingske, s. 30 (24.09.2020)

Interne anliggender

Dyrevelfærd er dynamit under regeringen
Jaroslaw Kaczynski som er lederen af landets største regeringsparti, det nationalkonservative Lov og Retfærdighed, er kendt for at elske katte og det kan koste regeringen sit flertal i parlamentet. Det skriver Jyllands-Posten. Partiet Lov og Retfærdighed ville forbyde opdræt af pelsdyr og indskrænke mulighederne for rituel slagtning, der følger religiøse forskrifter. Medlemmer fra partiet og de to små koalitionspartier stemte imod loven, men takket være oppositionen blev loven vedtaget i parlamentet. Polske bønder demonstrerede fredag før afstemningen uden for parlamentet og kaldte Kaczynski for en "landsforræder". Ryszard Luczyn, politisk analytiker ved tænketanken Polityka Insight, vurderer, at Polens regering siden afstemningen er røget ud i sin hidtil dybeste konflikt. "Regeringskoalitionen er rystet alvorligt," siger han og udelukker ikke, at det ender med valg i utide. Partiet Lov og Retfærdighed har en nationalkonservativ agenda, er stor tilhænger af Nato, og har en vis skepsis over for EU samt idealerne om det liberale demokrati.
Jyllands-Posten, side 10 (24.09.2020)

Klima

CO2-neutral inden 2060
Kinas præsident, Xi Jinping, siger i en videotale i forbindelse med FN's Generalforsamling, at Kina vil skærpe sine klimamål og være CO2neutral inden 2060. Det skriver Ekstra Bladet. "Kina vil skrue op for sit nationale klimabidrag ved at vedtage skærpede politikker og tiltag," siger Jinping i talen. I Informations leder kan man i dag blandt andet læse: "Kina vil gøre mere for sin grønne omstilling og være CO2-neutralt inden 2060. Det er første gang, Beijing sætter en dato på målet om at blive CO2-neutral. Og når Kina, der udleder mere end EU og USA tilsammen, skærper sit klimamål, er det en skelsættende begivenhed for de globale klimaambitioner. [...] Men inden Kinas revolutionære løfter løber med alle overskrifterne, er det værd at dvæle ved landets egen indsats. Den har hverken i forbindelse med pandemien eller i perioden forud været ensidig grøn. Faktisk langtfra. Kinas enorme energiforbrug betyder, at det både er et foregangsland og en skurk i klimakampen. Kineserne tegner sig for omkring en fjerdedel af klodens samlede CO2-udledning samtidig med, at de investerer mere i vedvarende energi og producerer flere rene teknologiløsninger end nogen andre. [...] EU pressede under sidste uges Kina-topmøde den kinesiske ledelse på for at sætte en skæringsdato for CO2-neutralitet. Det pres bør ikke kun opretholdes, men styrkes. De kinesiske løfter i FN er et skridt i den rigtige retning, men er ikke det spring, der skal til for at bremse de globale klimaændringer."
Ekstra Bladet, side 9, Information, side 20 (24.09.2020)

DN til Wermelin: Hvor bliver affaldsplanen af?
I et debatindlæg i Altinget skriver Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, blandt andet: "Miljøministeren og embedsmændene i ministeriet har haft travlt på cirkulær økonomi-området. [...] Men travlheden er efter sigende én af årsagerne til, at den samlede plan for forebyggelse og affaldshåndtering i Danmark er flere år forsinket - og spørgsmålet er, hvornår den kommer? [...] I den politiske aftale om en grøn affaldssektor, som blev vedtaget i juni, står der da også, at affaldskurven skal knækkes, og vi skal have mindre affald. Men udeover denne ret ukonkrete ambition havde aftalen stort set kun fokus på genanvendelse. Dette til trods for, at affaldsforebyggelse ligger øverst i affaldshierarkiet, og at vi gennem EU's affaldsdirektiv har forpligtet os til at sætte forebyggelse øverst på prioriteringslisten, når politiske aftaler og planer på området skal udarbejdes. [... ] I den politiske aftale fra juni står, at Danmark skal have kvantitative reduktionsmål for mindre affald "i forbindelse med at sådanne fastsættes i EU". Men hvis vi gerne vil være en grønt forgangsland - er det så videre ambitiøst blot at afvente, at vores målsætninger kommer fra EU? Det mener vi ikke. Andre EU-lande er godt på vej til at omstille sig fra en lineær økonomi til i sidste ende at blive fuldt cirkulære, således at affald ikke eksisterer. I en fuldt cirkulær økonomi har vi reduceret vores affald med 100 procent. [...] Vi foreslår, at Danmark følger trop og sætter lignende mål, således at vi har reduceret vores affaldsmængder med 100 procent i 2050. Hvis vi vil være et grønt forgangsland, så skal vi turde sætte ambitiøse mål og ikke blot vente på, at de dumper ned fra EU."
Altinget (24.09.2020)

Ngo'er savner naturen i Danmarks første havplan
Folketinget vedtog for fire år siden, at der skal udarbejdes en havplan for de danske farvande, som skal træde i kraft 31. marts 2021. Politiken skriver at regeringen har bebudet politiske forhandlinger om planen, før den sendes i offentlig høring til november. Partierne i Folketinget har dog endnu ikke modtaget en linje om planen på skrift, og flere af dem tvivler på, at tidsplanen kan holde. De grønne organisationer er ligeledes bekymrede for, at planen vil have et alt for stort fokus på vækst og alt for lidt på natur, selv om udgangspunktet ifølge loven om havplanen er, at den skal være miljømæssigt bæredygtig. Ngo'erne henviser blandt andet til, at EU-Kommissionen i sit biodiversitetsudspil fra juni lagde op til, at 30 procent af havarealet skal omfattes af beskyttelse. I Danmark er godt 18 procent af havarealet på papiret omfattet af en eller anden form for beskyttelse, men en ekspertgennemgang viste for nyligt at det reelt kun er 4,8 procent, der lever op til de internationale krav til beskyttede havområder.
Politiken, s. 8 (24.09.2020)

Støttepartier bakker op om ny vejskat
Regeringen tager nu hul på forhandlingerne om de nye bilafgifter, skriver Politiken. Støttepartierne ser positivt på forslaget om en ny årlig vejafgift på 1.000 kroner på alle køretøjer, som den såkaldte Eldrup-kommission mener bør indføres fra 2023. Klimaordfører i SF Signe Munk er klar til en afgift, der er højere end 1.000 kroner. Hun ser en mulighed for at øge indtægten fra de udenlandske køretøjer, der skal betale sig adgang til de danske veje. I Tyskland har man forsøgt sig med en vejafgift målrettet udenlandske køretøjer, men EU-domstolen underkendte det tyske forsøg, da det strider mod princippet om ligebehandling inden for det indre marked. Modellen er derfor ikke nødvendigvis uproblematisk.
Politiken, side 8 (24.09.2020)

Udenrigspolitik

Humanitære værdier bør med i en ny udenrigspolitisk retning
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, blandt andet: ”Mange ser den globale verdensorden som truet af en bølge af populisme og nationalisme i den vestlige verden. Den amerikanske præsident vender ryggen til videnskaben og den internationale verdensorden. Den Europæiske Union ryster under vægten af nationalkonservativ populisme, brexit og fejlslåede forsøg på at kontrollere strømmen af flygtninge og migranter. Alt imens fyger en global pandemi hen over verden og presser de nationale økonomier, særligt i den tredje verden. Med det som baggrundstæppe har udenrigsminister Jeppe Kofod lanceret, at Danmark skal have en ny udenrigspolitisk strategi, der er baseret på værdier. Jeppe Kofod fremhæver, at bl.a. værdier som lighed, frihed og globalt ansvar skal udgøre grundsten, og forpligtende fællesskaber og klimaet skal være bærende søjler. Det er værdier, der går stik imod den indadvendthed, som præger en række lande og deres ledere. […] Når voldsomme naturkatastrofer, herunder klimarelaterede begivenheder, rammer i et område, der allerede er præget af konflikt, skaber det en dobbelt sårbarhed. Mennesker mister deres levebrød som følge af oversvømmelse eller tørke, og adgangen til basale nødvendigheder som sundhedshjælp begrænses eller forsvinder. […] Det er sådanne situationer, som ofte driver mennesker til at migrere, men det kan være en farlig og ulykkelig løsning for det enkelte menneske.”
Jyllands-Posten, s. 24 (24.09.2020)

Unuanceret kinadebat er farlig for os selv
Politiken bringer et debatindlæg af Jørn Boye Nielsen, Søren Riishøj, Poul Villaume og Clemens Stubbe Østergaard, henholdsvis forhenværende højskolelærer, lektor emeritus, SDU, professor emeritus, KU, og lektor emeritus, AU. alle medlemmer af rådet for international konfliktløsning (RIKO). De skriver blandt andet skriver: "På internationalt plan er Rusland og især Kina i søgelyset. De to landes adfærd sættes konsekvent i stærkt negativt og kritisk lys. En del af kritikken er naturligvis berettiget, men den ensidige tilgang overskygger bl.a. den rolle, vi i Vesten selv historisk har spillet og aktuelt bidrager med til konflikterne med de to magter. [...] Var Eurasiens og Kinas voksende styrke sket over flere årtier, kunne vi måske leve med det og vænne os til det. At Kina/Asien allerede hurtigt har overhalet Europa/USA økonomisk opfattes derimod som uacceptabelt. [...] En ny orden kræver nytænkning. Vores egen politik over for Kina og Rusland burde kunne debatteres mere nuanceret, men det er svært. Både fra kinesisk og fra russisk side er der i disse år for lidt økonomisk reform, for meget arrogance i international adfærd, for brutal suverænitetshåndhævelse i Xinjiang og i Hong Kong, og brud på international retsorden over for Ukraine. Kina, og i nogen grad Rusland, er klart blevet mere kompetitive og mere assertive (og ikke nødvendigvis aggressive). Samtidig har Trump-administrationen nu ført flere års skyd-skylden-på-Kina-kampagne, to års handelskrig, halvandet års teknologikrig, og et halvt års konspirationsteorier om covid-19. Vi skal ikke støtte en økonomisk og teknologisk opdeling af verden, et ophør af globaliseringen og en vej frem mod en ny form for 'kold krig', som bl.a. Trump bruger i valgkampsøjemed som afledning fra problemer indenrigs. [...] Vi kan selvsagt ikke ignorere eller isolere Kina, et middelklassemarked, der allerede nu svarer til Europas samlede befolkning. [...] Derfor er det vigtigt, at Danmark og EU udformer en selvstændig politik, der ikke kopierer USA, men giver mulighed for at arbejde for multilateralt samarbejde og konfliktløsning via diplomati og forhandling. En pragmatisk tilgang, der ikke opstiller overdrevne ideologiske fjende- og skræmmebilleder, er altså påkrævet. [...] Men samtidig med, at vi i EU undgår koldkrigsfælder og afglobalisering, skal vi også kræve mere af Kina og Rusland mht. erhvervsadgang og gensidighed i vilkår. Vi er konkurrenter, og vi står for en løbende rivalisering mellem samfundssystemer og værdier, men vi er ikke modstandere eller fjender."
Politiken, side 5 (24.09.2020)

Økonomi

Coronabaronerne bør bidrage til krisekassen
I en kommentar i Information skriver Pelle Dragsted, tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten blandt andet: ”464 milliarder kroner. Så meget har Amazons ejer Jeff Bezos forøget sin personlige formue med under coronakrisen. En formueforøgelse på hele 65 procent. Og han er ikke alene. Mens 40 millioner amerikanere har mistet deres arbejde, hundredtusinder risikerer at blive sat ud af deres bolig, og køerne til fødevarehjælp bliver længere, så er de amerikanskemilliardærers samlede formue vokset med en tredjedel. 5.000 milliarder kroner har de 643 dollarmilliardærer lagt til deres formuer, siden USA blev lukket ned den 18. marts. Og det er ikke kun i USA, at den økonomiske elite lukrerer på pandemien. En rapport fra Oxfam kunne i sidste uge afsløre, at 32 af verdens mest profitable virksomheder - selskaber som Microsoft, Nestlé og Facebook - ser frem til at øge deres samlede indtjening med ikke mindre end 685 milliarder kroner i forhold til sidste år. […] Det er kun ret og rimeligt, at coronabaronernes statsstøttede ekstraprofitter bidrager til at betale pandemiens omkostninger. Spørgsmålet er, om politikerne i USA, EU og andre af verdens stormagter har samme mands- og kvindsmod som tidligere tiders politiske ledere.”
Information, s. 15 (24.09.2020)